FRANZ OPPENHEIMER: Der Arbeitslohn. Kritische Studie. Jena. Verlag von Gustav Fischer. 1926. 74 Sider.

En fuldstændig Lønteori skal efter Oppenheimer bestaa af flere Dele. For det første skal den i Almindelighed forklare Aarsagen til Arbejdsindkomsternes Forskellighed. I ethvert Samfund, hvori der hersker Frikonkurrence, fordeler Indkomsterne nemlig efter Arbejdskraftens Kvalifikation saaledes, at Priserne i det lange Løb og i Gennemsnit, d. v. s. i det statiske Samfund, er i den „naturlige Afstand" fra hverandre, svarende til Sjældenheden af de personlige Egenskaber. Denne Tilstand lader sig grafisk fremstille ved „Lønpyramiden" eller en „binomial Kurve". En saadan Teori er dog ikke tilstrækkelig at forklare den egentlige Arbejdsløn i snævrere Forstand. Marx har engang sagt, at Arbejdslønnen skal ses i Forbindelse med Lønarbejde, hvilket igen vil sige Klassesamfund da især det kapitalistiske Klassesamfund. Dette kapitalistiske Samfund har da sine særlige Lønproblemer: Hvad er Aarsagen og hvorledes bestemmes Højden af Lønnen? Opgaven at give en fælles Forklaring paa disse to SpørgsmaaL

Den følgende Fremstilling indledes med en kort Kritik af Fysiokraternes og Klassikernes Opfattelse og giver derefter i et længere Afsnit en Imødegaaelse af Heinrich Dietzels Produktivitetsteori.I Kapitel faar man et kort Resumé af Oppenheimers egen Teori. I Modsætning til alle tidligere Teorierlægges Vægt paa Magtforholdene i de forskelligeEpoker, det benægtes, at Grundrente, Kapitalrente og Arbejdsløn opstaar som Følge af — og faar tilregnet en Andel i Udbyttet i Overensstemmelse med — rene økonomiske Love. Dette Grundaxiom om den oprindelige Akkumulation deles ifølge Oppenheimer af alle klassiske og efterklassiske Økonomer — ogsaa Marx. Uden iøvrigt at ville optræde som Fortolker af Marx, maa jeg dog vedrørende dette Punkt henvisetil Bind I Kapitel 24: „Die sogenannte ursprtinglicheAkkumulation", Marx netop med bidende Haan sammenligner Vulgærøkonomernes Tro paa „die urspriinglicheAkkumulation" Troen paa Syndefaldet, og hvor han iøvrigt nærmere beskriver de historiske Magtforhold. — OppenheimersOpfattelse nu den, at samtlige historiske Stater er blevet grundlagt som Klassestater ved voldsom Undertrykkelse af et Folk gennem et andet Folk. Erobringen medfører overalt Dannelser af Klasser (Stænder) og af Storgodser. Den borgerligeRevolution de politiske Stænder, men de økonomiskeKlasser at bestaa, og efter som før ejes al

Jorden af et — ofte lille — Mindretal, medens Flertallet af
Befolkningen er spærret fra Jorden — er „freier landloser Arbeiter".

Dette er Oppenheimers Svar paa det første Problem ved den kapitalistiske Arbejdsløn: Aarsagen. Og heraf følger ogsaa Svaret paa det andet Spørgsmaal: Lønnens Højde. Det underste Lag i Lønpyramiden dannes af Landarbejderne, der — under forskellige Forudsætninger — er nødt til at nøjes med det fysiologiske Eksistensminimum. Udfra denne Lønbasis ansættes øvrige Arbejderes Løn „nach der Seltenheit der persönlichen in der natiirlichen Distanz".

De følgende Kapitler behandler Heinrich von Thiinen og
Grænsenyttelæren, og i en „Kritische Nachlese" gives en Antikritik
Paul Arndts: „Lohngesetz und Lohntarif.

Oppenheimer diskuterer omtrent paa hver anden Side mod Dietzel, hvilket gør Bogen noget vanskelig at læse for dem, der ikke er fortrolige med Dietzels Forfatterskab. løvrigt faar man flere Steder den Opfattelse, at Oppenheimer ikke føler sig tilstrækkelig anerkendt. Det følger af det sagte, at man i nærværende Skrift ikke har nogen afrundet Fremstilling af „Arbejdslønnen", men dette udelukker ikke — tværtimod — at man træffer adskillige frugtbare Tanker.