KNUD KORST: Samfundsøkonomi. Arbejdernes Oplysningsforbund. Socialdemokratiets Forlag „Fremad", København 1926. 156 Sider.

Vor samfundsøkonomiske Litteraturs store Mangel paa populære i Samfundsøkonomiens Begyndelsesgrunde gør, at man paa Forhaand møder Korsts lille Bog med en Interesse, holdes fast paa Grund af den selvstændige Maade, han har søgt at løse sin unægtelig svære Opgave paa. Titlen er lidt misvisende, fordi man tror at staa over for en samlet Fremstilling Samfundsøkonomien. Det gør man ikke. Korst har søgt at samle Studiet af Samfundsøkonomiens vigtigste Problemer visse Hovedemner, der hver behandles i sit eget af Bogens 14 Kapitler, og har helt givet Afkald paa den almindelig Inddeling af Stoffet under større samlende Synspunkter. er gaaet ud over Overskueligheden, og adskillige vigtige Spørgsmaal er derved slet ikke blevet belyst.

Korst begynder med at omtale det økonomiske Initiativs Afhængighed af Behovene og paaviser derefter, at i vore Dage arbejder de færreste direkte for deres Behovs Tilfredsstillelse, men derimod indirekte gennem Erhvervet; i Tilknytning hertil diskuteres den private Ejendomsret og den frie Konkurrences Betydning for det økonomiske Initiativs Udfoldelse; for Frikonkurrencens gives der dog blot en iøvrigt klar Fremstilling af den historiske Udvikling. De følgende Kapitler behandler Erhvervsdelingen, Virksomhed og Bedrift, Karteller og Truster, navnlig det sidste er særdeles læseværdigt. Korst har søgt at give en Beskrivelse af Erhvervslivets Struktur, men samtidig om end lidt spredt og uoverskueligt behandlet Spørgsmaalet Specialiseringens og Stordriftens Fordele. De næste Afsnit behandler Socialisering og Kooperation som Afløsere af det nuværende privat organiserede Erhvervsliv. Afsnittet om Kooperation beskriver dog kun Landbrugets Andelsbevægelse, Arbejdernes Produktionsforetagender, Brugsforeninger og Andelsboligforeninger, Omtale af Kooperationens Grundtanker og Problemer mangler.

Afsnittet om Erhvervsbetingelser hører til de bedste i Bogen.I
behandles særligt de naturlige Hjælpekilder og
deres Betydning for den internationale Arbejdsdeling og IndustriernesLokalisering.

striernesLokalisering.De to andre Hovedfaktorer i Produktionen— mellem Produktion og Erhverv fremhæves ikke klart — Kapital og Arbejde behandles i hver sit Kapitel. Afsnittet om Kapital hører til Bogens svageste. Korsts eget Kapitalbegreb er, som hans Definitioner iøvrigt næsten alle, meget vagt formuleret, men heller ikke Beskrivelsen af Kapitalens Former er klar. Kun indirekte gennem Bemærkningen, at Kapitaldannelsenviser dels som Formueforøgelse, dels sædvanlig som en Forøgelse af Produktionsmidlerne, kommer Modsætningenmellem og Produktionskapital frem, ellers er det nærmest Erhvervskapitalen, Korst tænker paa. løvrigt er det eneste Problem, han kommer ind paa, Kapitaldannelsen, som han paastaar kun for en mindre Del sker ved egentlig Opsparing,men ved at enkelte opnaar store Indtægter; men naar man undlader at forbruge hele denne Indtægt, saa er det vanskeligt at forstaa, at det ikke ogsaa er Opsparing, noget andet er, at Opsparing ikke altid forudsætter Sparsommelighed. Korst siger, at der paa Opsparingsteorien bygges ofte megen Moraliseren. Det forekommer mig, at det gør Korst selv.

Af Omsætningsproblemerne behandler Korst kun Pengespørgsmaalet,hele Frihandel og Beskyttelse lader han ligge, skønt det sikkert i høj Grad kunde paaregne Interesse hos de Læsere, for hvem Bogen er bestemt. Medens Fremstillingen af Pengenes Historie er god og overskuelig, gælder det modsatte om Behandlingen af Spørgsmaalet om Pengenes Værdi. Herom siger Korst reelt ikke andet, end at Pengenes Købekraft afhænger af Varepriserne, og hvis der udstedesstore af Papirpenge, vil dette hurtigt spores paa Varepriserne. Derefter følger en Fremstilling af Pengenes Kursværdi og Vekselkursernes Dannelse under Guldfod og Papirfod(Købekraftsparitetslæren), det er kun i Relation til Vekselkursernes Forandringer, at Inflationsproblemet behandles „Den hyppigste Aarsag til stigende Priser er erfaringsmæssigt en for stærk Anvendelse af Kreditmidler, hvilket i sidste Instanspraktisk sige en forøget Udstedelse af Papirpenge" (S. 95). Her tales der pludseligt om Kreditmidler, et Begreb, der ikke har været brugt før og som ikke nærmere forklares. At Kreditmidlernes samlede Masse gennem Bankernes Laangivninger Gange større end Seddelmassen nævnes ikke, tværtimod siges det vildledende, at Inflation ogsaa foruden gennem Statens Finansoperationer kan opstaa ved, at Bankerne under Kapitalmangel financierer nye Foretagender ved at trække paa Seddelbanken, hvorved Seddelmassen stiger. Det er efter

en saa misvisende Fremstilling dog en Trøst, at Korst slutter med klart at fremhæve, at det er i Kreditpolitikken, at den egentlige Aarsag til Valutasvingningerne maa søges. Meget overraskende kommer umiddelbart herefter Spørgsmaalet „HvilkenRolle Betalingsbalancen da for Valutakurserne?" Samme Balance har hidtil ikke været omtalt med et Ord. Senerevendes tilbage til Inflationsspørgsmaalet, denne Gang i Forbindelse med Nedskrivning af Møntværdien og Deflation.

Fremstillingen af Forløbet af Inflation henholdsvis Deflation nærmest under al Kritik slet. Deflationspolitik defineres som en saa stærk Kreditindskrænkning, at der indtræder kunstig Pengeknaphed, selve Deflationsprocessen beskrives saaledes, „—„^— en Deflation og dermed følgende Kreditstramning, Pengemangel, Indtægt og faldende Priser medfører Krisetilstand Landets Erhvervsliv, idet Afsætningen og dermed Produktionen indskrænkes stærkt, hvilket atter medfører Falliter, Arbejdsløshed etc." Det kunde daarligt være sagt kortere, men om det giver den læge Læser blot nogen Forstaaelse af Problemet anses for usandsynligt. Afsnittet slutter med en Henvisning til Diskontopolitikken som Bankernes specielle Middel at regulere Pengemængden, men hvad Diskontopolitik er fortælles hverken her eller senere.

Først i det følgende Afsnit „Prisforhold", hvori behandles Varepriser og Arbejdsløn, Prissvingninger, Fordelingsomkostninger, m. m., kommer Værdilæren til Behandling; vi faar at vide, at Tingenes Bytteværdi eller Pris er meget forskellige, og at man sædvanligvis siger, at disse Prisforskelle skyldes Tilbudets og Efterspørgslens forskellige Størrelse. Efterspørgslen af Indtægtens Størrelse og i anden Linie af Behovet, af Produktionsomkostningerne og Muligheden for at opnaa en Monopolprofit, selve Prisdannelsesprocessen værdiges ikke et Ord; derimod faar man den mærkelige Forklaring, naar to Varer med forskellige Produktionsomkostninger opnaa samme Pris, er det, fordi Efterspørgslen hyppig saa stærk, at Prisen kan sættes saa højt, at den dækker ogsaa den dyrest producerende Fabriks Omkostninger; som om Prisen ikke vilde blive den samme, selv om denne Fabrik maatte sælge med Tab for at faa Varen afsat. Korst hævder, at Arbejdet i Virkeligheden er Kilden til alle Tings Værdi, skønt han selv to Sider tidligere siger, at, for at en Ting kan have Bytteværdi, maa den have Brugsværdi; det er dog selvmodsigende.

Kapitlet Indtægt og Forbrug er i og for sig velskrevet og

indeholder mange interessante Bemærkninger, det forekommer mig at være en god Idé at behandle Befolkningsforøgelsesproblemeti Tilknytning til Betragtninger over Gennemsnitsindtægternesringe men de to Indtægtsformer, Grundrenteog er stedmoderligt behandlet; hvorledes Grundrenten opstaar forklares slet ikke. Kapitalrenten og Profittenskyldes Korst Ophobning af Merværdi — Korst er plus royal que le roi, idet han hævder, at Merværdien staar i ligefremt Forhold til det Antal Arbejdere, der beskæftiges , men da Korst andre Steder i Bogen udtrykkeligt skelner mellem almindelig Kapitalrente og Profit, savner man uvilkaarligt en Omtale af Laanerenten. Bogen indeholder yderligere Afsnit om Kredit og Financiering og om Kriser og Konjunkturer.

Som Helhed virker den Stofordning, Korst har valgt, uheldigt, alt for ofte økonomiske Fænomener omtales og enkelte af dem tages op til Undersøgelse, førend det paagældende er blevet beskrevet. Ogsaa synes jeg, at Korst ved at undlade at forklare Udtryk og Begreber, han anvender, stiller for store Krav til sine Læseres Forhaandsviden. omhyggeligere Afpudsning af Bogen vilde ogsaa have været heldig, mange Uklarheder vilde sikkert derved være blevet rettet og saadanne Ting undgaaet, som f. Eks. at Forklaringen Generalomkostninger, der til Overflod findes tre Steder (S. 21, 25 og 105), hver Gang er forskellig, eller som f. Eks., at det siges S. 36, at et Kartel nødvendigvis rnaa føre en saadan Prispolitik, at ogsaa de daarligste Virksomheder inden for Faget kan kiare sig, medens han S. 40 endog under Henvisning S. 36 nøjes med at hævde, at Karteller som før nævnt ofte maa holde Priserne saa højt, at ogsaa de daarligste Bedrifter kan betale sig. Det er denne Fremstilling, der er den rigtige, idet Kartellet jo undertiden gaar den anden Udvej, at betale de daarligste Virksomheder for at ligge stille.

Hovedindvendingen mod Korsts Bog er ikke, at saa mange Ting ikke er taget med — i en Bog af saa lille Omfang maa dette altid blive Tilfældet; nej, Bogens største Svaghed er, at Behandlingen af Stoffet er ujævn og af meget forskellig Værdi. Saasnart Korst beskriver det nuværende Samfunds Struktur og Organisation, forstaar han at fremstille Stoffet med betydelig Dygtighed og ofte med en forbløffende Detailrigdom, Paa dette Omraade mærker man, at han føler sig hjemme. Saasnart han kommer ind paa Begrebsforklaringer og paa Udredning af Aarsagssammenhænget,bliver usikker og usammenhængendeog saa ufuldstændig, at man hellere maatte være

den foruden; men her laa, det maa indrømmes, ogsaa den vanskeligsteDel Opgaven. Man kan ikke andet end anerkende det Mod, hvormed Korst har givet sig i Lag med en Opgave, som de, der var nærmere til at tage fat paa, har ladet ligge. Hans Bog er paa Forhaand sikret en stor Udbredelse gennem Arbejdernes Oplysningsforbund, og vil sikkert ogsaa gøre sin Nytte, særligt maaske, hvor den læses sammen med andre Fremstillingeraf fordi den indeholder en Kritikaf bestaaende Samfundsforhold, som ikke altid kommer tilstrækkeligt frem i andre populære Vejledninger paa dette Omraade. F. v. Bulow.