Den svenske Bankkommittés Betænkning. 1924 Års Bankkommitté. Betänkande med förslag till lag om ändring i vissa delar av lagen den 22 Juni 1911 (Nr. 74) om bankrörelse m. m. Statens off. utr. 1927: 11. Stockholm 227 Sider.

Krigstidens og Efterkrigstidens vældige Konjunkturbevægelse blotlagt adskillige Svagheder indenfor Bankvæsenet, hvilket har medført, at man saavel her i Danmark som i vore nordlige Nabolande har søgt at gøre de indvundne Erfaringer frugtbringende gennem Ændringer i Banklovgivningen, sigtende til at fastlægge Rammerne for en sundere Bankpolitik. I Danmark der i 1923 fremsat Forslag til væsentlige Ændringer i Bankloven af 1919, men dette Forslag blev ikke færdigbehandlet; et Regeringsskifte i 1925 blev der fremlagt et nyt Forslag, som i noget ændret Form blev vedtaget af Folketinget i Marts 1926 og derefter forelagt i Landstinget. Efter Regeringsskiftet i December 1926 synes Spørgsmaalet om Ændringer i den danske Banklov imidlertid at være stillet i Bero — i hvert Fald foreløbig. Erfaringerne i Norge førte i 1924 til, at dette Land fik en Lov om Aktiebanker, hvorved bemærkes, at der tidligere i Norge, bortset fra nogle enkelte Bestemmelser i andre Love, særlig i Loven om Aktieselskaber, kun var lovgivet om Sparebankernes Forhold. Paa Island oprettedes i 1923 et Bank- og Sparekasseinspektørembede.

En i 1917 nedsat svensk Bankkommitté blev allerede opløsti inden den havde fuldført sit Arbejde, men den naaede dog at afgive en Række Betænkninger, der medførte en Del Ændringer i Lovgivningen. I 1924 nedsatte den svenske Regering en ny Kommitté af sagkyndige, som nu efter tre Aars Arbejde har afgivet Betænkning. Denne Betænkning, der er præget af sædvanlig svensk Saglighed og Grundighed i Tilrettelæggelsen af Lovgivningsarbejdet, indeholder en Rigdomaf og praktiske Erfaringer, Synspunkter og

Overvejelser vedrørende vigtige Dele af Kreditbankvæsenet,
saaledes at den frembyder et værdifuldt Stof for enhver, der
har Interesse for Bankvæsen.

De bankpolitiske Problemer, som det sidste Tiaars Begivenheder rejst, er i Hovedsagen ens i de nordiske Lande, omend de enkelte Problemer er tillagt forskellig Vigtighed efter Landenes særlige Forhold, en Forskel, der ogsaa giver sig til Kende gennem de forskellige Forslag til Problemernes Løsning, der er fremkommet. Det er saaledes næppe nogen Tilfældighed, at den svenske Kommittébetænkning paa en Række vigtige Omraader ikke indlader sig paa at foreslaa detaillerede men nøjes med at opstille visse Hovedregler, Kommittéen iøvrigt vil overlade til Bankinspektionen gennemføre disse Regler i Enkeltheder. Denne Fremgangsmaade, der kan gives Bankerne større Bevægelsesfrihed, blot Realiteterne er i Orden, i Modsætning til et System af Detailregler, der let vil tvinge Inspektionen ind i en mere formalistisk Arbejdsmaade gennem Konstatering af visse Talforholds Tilstedeværelse, maa bygge paa Tillid til, at Bankinspektionen har Kraft til uden Støtte af Detailbestemmelser skaffe sine Synspunkter respekterede gennem deres indre Styrke og i givet Fald at sætte sin Autoritet igennem overfor afvigende Opfattelser hos Bankerne. Denne Kraft kan med større Ret forudsættes at være til Stede i en Bankinspektion, der som den svenske er i Besiddelse af en mangeaarig Tradition, i yngre Bankinspektioner, hvor en Tradition først er under Dannelse.

I det følgende skal der redegøres for nogle Hovedpunkter
i Betænkningen.

Industrien og Bankerne. Kommittéen har gjort Spørgsmaalet Forholdet mellem Industrien og Bankerne til Genstand særlig Undersøgelse. I 1870 forsørgedes 72 pCt. af Sveriges Befolkning af Landbrug og henved 15 pCt. af Industri Haandværk. 50 Aar senere —- i 1920 — har dette Forhold ændret sig saaledes, at kun 44 pCt. falder paa Landbrug 35 pCt. paa Industri. Arbejdertallet i Industrien er steget fra 60,000 til 380,000. Antallet af HK pr. 1000 Arbejdere steget fra 1324 HK i 1897 til nu ca. 5000 HK- En udpræget Tendens henimod Stordrift har gjort sig gældende. Denne industrielle Ekspansion er for en stor Del sket ved Bankernes Hjælp.

Ved Aarhundredskiftet optoges Spørgsmaalet om IndustriensFinancieringtil
og dette førte i 1909 til en

Lov om særlige Emissionsbanker, ligesom der i 1911 gaves Bankerne en begrænset Ret til at erhverve Aktier, hvilket tidligerehavdeværet Industriens øgede Krav om Kredit førte til en stærk Koncentration i det svenske Bankvæsen og til Oprettelse af et udstrakt Filialnær for derigennem at fremskaffedennødvendige i Indlaanene. Da Krigen viste sig at blive langvarig, indrettede Bankerne og Næringslivetsigefter nye Forhold, nye Foretagender stiftedes og gamle udvidedes, alt paa Grundlag af de dengang raadende Priser paa Varer og Arbejdskraft; Sammenslutninger af hidtil selvstændige Foretagender fandt Sted, væsentlig ved EmissionsselskabernesMedvirkningog paa Grundlag af en stærk Overkapitalisering. Kritikken slappedes, og Bankerne stillede efterhaanden villigt Kredit til Disposition for Nyanlæg og Udvidelser,førstmod i Aktier, senere gennem direkte Kreditgivning. Kommittéen ser Forklaringen herpaa, dels i Industriens øgede Krav om Midler paa Grund af Pengeværdiens Fald, dels i Pengeoverfloden (særlig af ä vista Midler), der var meget fremtrædende i Aarene 1917^—20, men gaar iøvrigt ikke nærmere ind paa Spørgsmaalet om Inflationens Aarsager. Krigens Ophør bevirkede, at de særlige Industrier, der var skabt, dels af Krigsbehov, dels af Varemangel under Afspærringen,maatteophøre omlægges, men iøvrigt fortsattes den industrielle Ekspansion, endda i forøget Omfang. Men den ventede Efterspørgsel udeblev, de østeuropæiske Markeder lukkedes, og Centraleuropas Købekraft svarede ikke til dets Varehunger. Konjunkturomslaget i 1920 blev anset for forbigaaende,ogProduktionen en Tid uformindsket. Den hurtige Stigning af den svenske Krones Værdi ramte derforIndustrienoverordentlig De ophobede Varelagre faldt katastrofalt i Værdi, og Anlæg, der var foretaget under lav Pengeværdi, kunde ikke forrente sig¹). IndustrivirksomhedernesEgenkapitalforsvandt formindskedes, Bankernes Pant i Industri-Aktier blev værdiløse; ogsaa de direkte Fordringerblevofte eller mindre værdiløse, eller ForrentningogAmortisation i Fare. Herigennem kom Industrien i større og større Afhængighed af de kreditgivende Banker. Som medvirkende Aarsag hertil nævnes, at Foretagender, der i de gode Aar havde uddelt rigeligt af Fortjenesten til Aktionærerne,nukun

---

1) Den her refererede Konjunkturudvikling er i meget parallel med den danske, jfr. f. Eks. åen kortfattede Konjnnkturbeskrivelse i Bankkommissionens pag. 54^—60.

tionærerne,nukunkunde klare de høje Skatter, der blev paalignededemaf foregaaende Aars høje Indtægter — og som nu skulde aiholdes i en Valuta, der var steget til det dobbelte — ved Hjælp af nye Banklaan. Medens Forholdet mellem Industrien og Bankerne ikke før Krigen havde givet Anledning til Betænkelighed, og medens Financieringen under Krigen under den — ganske vist urigtige — Forudsætning af de daværendeRentabilitetsforholdsVedvarer, i og for sig i Almindelighedkundebetegnes uforsvarlig, — giver det nuværendestærkeAfhængighedsforhold til Bekymring.

Kommittéen søger først at klarlægge de faktiske Forhold har derfor foretaget en Undersøgelse af Forholdet mellem Egenkapital og Bankgæld i 1913, 1918 og 1924 i svenske Industri-Aktieselskaber (herunder ogsaa Rederier, men ikke Jernbaner og elektriske Kraftstationer) med en Aktiekapital af mindst Va Mill. Kr. Selskaberne deles paa Grundlag af samtlige foreliggende Oplysninger i tre Kategorier: I. Selskaber, der er uafhængige (som let kan skifte Bankforbindelse). 11. Selskaber, der vel er afhængige af Bankforbindelsen, men hvor denne dog ikke kan betragtes som egentlig Ejer af Virksomheden Selskaber kan ikke flytte deres Kredit til anden Bank). 111. Selskaber, der paa Grund af stor Bankgæld i Virkeligheden ejes af Bankforbindelsen (og fuldstændig kontrolleres denne). For 1913 henføres 452 Selskaber med en samlet Egenkapital paa 1246 Mill. Kr. til Gruppe I og 40 Selskaber med en samlet Egenkapital af 64 Mill. Kr. til Grupperne og 111 (Bankgæld 84 Mill. Kr.); men for 1924 henføres Selskaber med en samlet Egenkapital af 2594 Mill. Kr. til Gruppe I og 186 Selskaber med en Egenkapital af 654 Mill. Kr. tiV Grupperne II og 111 (Bankgæld 852 Mill. Kr.). Dette vil sige, at medens i 1913 kun 5 pCt. af Industriselskaberne, efter Egenkapital, var afhængige af deres Bankforbindelse, gælder dette i 1924 20 pCt. af Industriselskaberne, en stærkt forøget Afhængighed af Bankerne. Afhængigheden er størst indenfor Træ- og Papirindustrien, men ogsaa Grube- og Jernværks- samt Maskinindustrien viser betydelig medens f. Eks. Næringsmiddel- og Gummiindustrien i det væsentlige Textil-, Læder- og Skotøjsindustrien ret uafhængig.

Det vil bemærkes, at denne Undersøgelse kun omfatter Afhængighed som Følge af Kreditgivning, ikke Afhængighedsom af Aktie-Interesse eller lign. Kommittéen menerdog Grundlag af sine Undersøgelser at kunne fastslaa,

at Afhængighed som Følge af direkte eller indirekte Aktiebesiddelsei eller gennem Belaaning af større Aktieposter i saadanne ikke behøver at tages i Betragtning i større Omfang, særlig fordi de Tilfælde, der foreligger, i Opgørelsensom allerede paa Grund af Kreditydelse er henførttil 111 eller vedrører Datterselskaber af saadanne Selskaber.

Kommittéen har ikke fundet Støtte for den Opfattelse, at Bankerne bevidst skulde have stræbt efter Herredømme over Landets Industri; men den mener, at Bankerne i mange Tilfælde uforsvarlig Kreditgivning har bidraget til, at den nuværende Tilstand er fremkommet, ligesom Banklederne har interesseret sig for meget for Emissionsvirksomhed, særlig gennem Bankerne nærstaaende Emissionsselskaber.

En Ophævelse af den indbyrdes Afhængighed maa anses for ønskelig af flere Grunde: Bankmænd er ikke Industrimænd og har i Almindelighed ikke disse sidstes specielle Uddannelse, ej heller kan de have den fornødne Tid til at hellige sig rent industrielle Opgaver. Kommittéen rører i denne Forbindelse ved et Punkt, som forekommer mig væsentligt, og som ogsaa har givet Anledning til Betragtninger i Danmark, nemlig dette, at et Industriforetagende, der „ejes" af en Bank, gennem den særlig lette Adgang, det har til at skaffe sig de til Driften nødvendige Midler, kan opretholde en økonomisk set urentabel Drift til direkte Skade for konkurrerende uafhængige Foretagender, maaske i og for sig har bedre Livsbetingelser; Kommittéen at der ikke savnes Eksempler paa dette Forhold. peges der paa, at set fra Industriens Side er en stærk Benyttelse af den kortfristede Bankkredit uheldig, thi selv om den kan fornyes, er Fornyelsen dog ikke paa Forhaand og endvidere kan større Renteforhøj eiser helt omstyrte Ejheller set fra Bankernes Synspunkt er det nære Forhold ønskeligt. Det har ført til store Tab, og til at Bankerne nu tynges af mange frosne Kreditter, hvis Afvikling vanskelig, idet Panterne nu enten slet ikke kan realiseres, eller dog ikke kan realiseres uden Tab. Denne Udvikling er særlig kendetegnet ved, at oprindelige Driftskreditter forvandlede til faste Kreditter, et Forhold, der gør det vanskeligt for Bankerne at ]øse deres egentlige Opgaver.

De nordiske Landes Banksystem har i Tidens Løb udvikletsig at omfatte ogsaa lange Kreditter, og Kommittéen har sikkert Ret til at pege paa, at dette hænger sammen med Produktionsforholdene i visse indenlandske Industrier. Hermed

følger et vist indbyrdes Afhængighedsforhold, der kun kan ophæves ved en Ændring af selve Systemet. Om dette er ønskeligt, anses for tvivlsomt, i hvert Fald set fra Samfundets Synspunkt; den svenske Industris stærke Udvikling siden Aarhundredskiftethavde været mulig, hvis ikke en Bankkreditaf større Omfang end sædvanligt i mere kapitalrigeLande stillet til dens Raadighed. Det er saaledes kun den overdrevne Afhængighed, der skønnes betænkelig.

Frigørelsen fra Afhængigheden maa stort set blive de paagældende Industriers egen Sag. Det haabes, at forbedrede Produktionsforhold med Tiden skal gøre dem i Stand til at tjene tilstrækkeligt til at bringe Bankgælden ned til passende Størrelse; i visse svenske Industrigrene vil dog en Omlægning af Produktionen sikkert blive en Nødvendighed.

Hvad selve Financieringen angaar, nævnes dels, at Nyemission Aktier eller Udstedelse af Partialobligationer med Pant i Anlægene naturligvis kan aflaste Bankkreditten, forsaavidt disse Papirer kan placeres i Markedet. Med den endnu raadende Mistro til Aktier er den første Udvej for Tiden lidet anvendelig, medens Omlægningen af Bankgæld til Obligationslaan den senere Tids Lettelse paa Kapitalmarkedet sker i betydeligt Omfang. Kommittéen fremsætter derfor ikke — som tidligere paatænkt — Forslag om Oprettelse ved Statens Medvirkning af et særligt Hypothekinstitut for Industrien, men indskrænker sig til at pege paa denne Udvej, hvis Forholdene i Fremtiden skulde gøre den nødvendig. Kommittéen, der i denne Forbindelse henleder Opmærksomheden paa den i 1924 oprettede finske Hypothekbank for Industrien og redegør for dennes Organisation og Virksomhed, synes ikke at have kendt den langt ældre danske industrielle Kreditforening, idet denne tilsvarende danske Institution ikke er omtalt.

Med Hensyn til gennem Lovgivningen at hindre, at overdreven mellem Banker og Industri fremtidig etableres, udtaler Kommittéen, at Erfaringen synes at motivere saadanne Ændringer i Banklovgivningen, som er egnede til at styrke Modstandskraften overfor Fristelserne til at sammenblande Bankernes egentlige Opgaver indenfor Næringslivet med Industriens tekniske og finansielle Interesser. Samarbejdet Industrien og Bankerne er nødvendigt, og begge Parter synes kun at kunne have Gavn af, at der indføres Bestemmelser om Bankernes Aktieerhvervelse og Kreditgivning.

Bankernes Ret til Aktiebesiddelse. Dette Spørgsmaalhar

maalhari Sverige sin særlige Historie. Indtil 1911 var det forbudt de svenske Banker overhovedet at drive Handel med eller eje Aktier. En Lov af 1909 om Emissionsbanker tillod dog Bankerne at erhverve Aktier i Emissionsbanker, men denne Adgang blev uden Betydning, idet ingen saadanne oprettedes. Ved den nævnte Lov af 1911 fik Bankerne — foruden deres tidligere Ret til at overtage (pantsatte og andre) Aktier til Beskyttelseaf hvilke Aktier dog snarest skulde afhændes igen — Ret til ogsaa paa anden Vis at erhverveAktier, dog kun indenfor ret snævre Grænser; denne Ret indrømmedes kun de større Banker. Hensigten med den saaledes givne Indrømmelse var at give Bankerne en vis begrænset Adgang til at bistaa ved Emissioner, alt til Støtte særlig for Industrien. Denne Ret blev imidlertid hurtigt misbrugt gennem Omgaaelse af Lovens Bestemmelser, idet Bankerne i vidt Omfang dannede Datterselskaber eller Søsterselskaber,der til Formaal at erhverve Aktier, hvortil de skaffede sig betydelige Midler fra Bankerne gennem høj Belaaningaf indkøbte Aktier. Denne uheldige Udvikling har medført, at Spørgsmaalet om Bankernes Aktiebesiddelse har staaet paa Dagsordenen i Sverige siden Loven af 1911, og gentagne Undersøgelser og Betænkninger førte i 1921 til en Ændring af Reglerne, hvorved bl. a. Retten til Erhvervelse af alm. handlede Aktier i Emissionsselskaber og holding-companiesgøres af Ministeriets Tilladelse for hvert enkelt af saadanne Selskabers Vedkommende. Af de indviklede Reglerskal anføres, at Aktieerhvervelses-Retten kun tilkommerBanker Egenkapital paa 10 Mill. Kr. og derover, og at Retten er afhængig af Størrelsen af vedkommende Banks Dispositionsfond (i visse Tilfælde af Reservefonden), samt endeligat Bank til enhver Tid kun maa eje Aktier til et samlet Værdibeløb, der svarer til højst 10 pCt. af Bankens Egenkapital. Aktier i Emissionsselskaber og holding-companies er nu forsvunden af de svenske Bankers Fondsbeholdninger, men ogsaa efter at Erhvervelsen af Aktier er indskrænket til andre Arter, er der lidt betydelige Tab herpaa. Aktiebesiddelsesrettenhar 1911 indført et Spekulationsmoment i svensk Bankvæsen, som efter de indvundne Erfaringer har virket til Skade for Bankernes Soliditet.

Kommittéen mener derfor, at Aktiebesiddelsesretten bør bortfalde og Retstilstanden paa dette Omraade i det store og hele føres tilbage til Forholdene før Loven af 1911. Dette vil ikke blot være i Bankvæsenets, men ogsaa ret beset i NæringslivetsInteresse,

ringslivetsInteresse,idet det vil være sundere for dette, al Emissionsvirksomhed, i det Omfang den er ønskelig, drives af selvstændige Foretagender, adskilt fra Bankerne, saaledes at den finansielle Støtte, Næringslivet iøvrigt behøver, alene ydes i Form af Kredit fra Bankerne, hvorved Bankledernes Bedømmelseaf kan blive mere objektiv. Forøvrigter nu praktisk taget alle brudt sammen.

Jeg ser ikke rettere, end at den foran skildrede uheldige Udvikling, der har ført til de nugældende komplicerede Lovbestemmelser, føres tilbage til, at man ved Loven af 1911 udelukkende har beskæftiget sig med Bankernes Aktiebesiddelse ikke har givet Regler, der ogsaa omfattede Bankernes og Kreditter mod Sikkerhed delvis i Aktier, under hvilke Former Aktiebesiddelse saa let kan camoufleres, og som ogsaa bortset herfra i givet Fald ikke er uden Betænkelighed bankmæssig Kreditform.

Udlaan mod Pant i Aktier. Denne Udlaansform er ganske vist i de svenske Banker som Helhed i Aarene fra 1913 til 1919 ikke steget væsentlig stærkere end Indlaanene er steget, men en Betragtning af Tabene i de rekonstruerede Banker viser, at Forholdene i saa Henseende har været forskellige de forskellige Banker. Saaledes udgjorde f. Eks. i Sydsvenska Kreditaktiebolaget og i Värmlands enskilda bank Tabene ved Aktielaan henholdsvis 63 og 60 pCt. af de samlede medens Tabene paa Aktielaan f. Eks. i A/B Mälarprovinsernas og A/B Svenska lantmannans bank kun udgjorde 19 og 12 pCt. af Tabene. I samtlige øvrige udgjorde Afskrivninger paa Aktielaan i Perioden 1920_—25 ikke mindre end 43 pCt. af samtlige Afskrivninger.

Den svenske Bankforening havde allerede før VerdenskrigenOpmærksomheden paa den Tendens til Stigningi som Konkurrencen mellem Bankerne let medfører, og havde opstillet en Fortegnelse over Maximums- Belaaningskurser for en Del Værdipapirer, dog kun til Vejledningfor En Undersøgelse viser, at Børskurserne for det af denne Notering omfattede Aktiemateriale i Februar 1919 gav en Margin paa 57 pCt. af Belaaningsværdien paa samme Tidspunkt, medens en Beregning for jMarts 1922 viser, at Børsværdien nu laa 43 pCt. under Belaaningsværdien i Februar 1919, saaledes at der næppe kan rejses afgørende Indvendinger mod den gennemsnitlige Belaaningsmargin som Helhed betragtet i 1919. Men det maa hævdes, at der

blandt de belaante Aktier var mange, som end ikke med den videste Margin burde have været belaant, særlig Aktier i Emissionsselskabero. der jo repræsenterer den usikreste Del af ofte opskruede Aktieværdier, samt Aktier i Selskaber, hvis Kapital var udvandet ved Friaktier eller paa anden Vis. Og Børskurserne blev i det Hele paa forskellig Vis drevet unaturligthøjt Det maa navnlig bebrejdes Bankerne, at de ikke under Nedgangen holdt strengt nok paa Kravet om tilstrækkeligMargin Aktielaanene.

Kommittéen fremhæver, at en for liberal Kreditgivning mod Pant i Aktier til en vis Grad kan paavirke Pengeværdien i Retning af Inflation ved at lette Adgangen til gennem Aktiebelaaning gennemføre Nyemissioner; saavel herigennem som gennem de øgede Krav til Kredit til selve de udvidede Virksomheder der en Forøgelse i Betalingsmidlerne. Et Middel herimod er en kraftig Renteforhøjelse, særlig for Aktielaan, naar den sker i Tide; men i højere Grad maa man for Tiden sætte sin Lid til, at Erfaringerne fra Krisen skal gøre Banklederne forsigtige i Bedømmelsen af tilbudte Sikkerheder. tidligere Krisers Historie imidlertid viser, at saadanne ikke udnyttes af de Generationer, der kommer efter den, der selv har gennemlevet Krisen, maa man med Fremtiden for Øje mene, at visse Lovgivningsforanstaltninger paa dette Omraade vil fremme Bankernes Soliditet.

De Lovforanstaltninger, Kommittéen föreslåar med Hensyn til Aktiekreditter, er særdeles lempelige. De gaar ud paa, at der ved Kredittens Stiftelse skal være en efter Aktiernes Beskaffenhedog de øvrige Omstændigheder passende Marginmellem og Kreditbeløb, at Kreditbeløbet saavidt muligt ikke paa noget Tidspunkt maa overstige Markedsværdien,og det forbydes at belaane egne Aktier eller Aktier i Selskaber, der driver Handel med Aktier eller driver Emissionsvirksomhed, dog at det tillades Bankerne at modtage Aktier i saadanne Selskaber til yderligere Sikkerhed for Kreditter,der anden Vis er behørigt sikrede. Disse Regler, som sikkert enhver vil finde stemmende med sund Bankpolitik, har særlig deres Betydning ved i givet Fald at kunne begrundeen fra Tilsynsmyndighedens Side, en lndskridender, disse Bestemmelser findes i Loven, ikke vil kunne afvises. Ordene „saavidt muligt" — der ikke er lovtekniskheldige tager imidlertid kun Sigte paa Tilfælde af pludselige Kursfald, hvorunder Marginen momentant kan blive negativ. Kommittéen er klar over den Fare, der kan ligge i,

at Aktielaan som Helhed faar en for stor Plads i en Banks Udlaansvirksomhed, men foretrækker at overlade til Tilsynsmyndighedeni enkelt Tilfælde at paase, at Overdrivelser ikke fremkommer, og hvis dette sker, da at paatale Forholdet.

Det danske Forslag til ny Banklov indeholder i Modsætning en fast Begrænsning, nemlig en Bestemmelse (§ 12, 2. Stk.) om, at en Bank ikke uden Bankinspektørens Samtykke nogen Form maa eje eller belaane mere end 30 pCt. af Aktiekapitalen i et andet erhvervsdrivende Selskab og ikke hertil maa anvende mere end 15 pCt. af sin Egenkapital, Bankens Aktieinteresser er medtaget under den almindelige Størrelsesbegrænsning for Engagementer. Yderligere der i det danske Forslag foreslaaet den Begrænsning af en Banks samlede Besiddelse (egen Beholdning) af Aktier af enhver Art, at denne ikke maa overstige en samlet Værdi, der svarer til 50 pCt. af Bankens Egenkapital. De Indvendinger, fremfører mod Bestemmelser af denne Art, synes mig ikke overbevisende. Hovedindvendingerne er, at de med Hensyn til Selskaber, hvis Aktier befinder sig paa faa Hænder, skulde forhindre en i og for sig legitim Kredit — til Skade for Selskabet og uden at dette er nødvendigt af Hensyn til Bankens Interesser. Heroverfor synes Hensynet til at hindre skadelig Sammenblanding af Bank- og Industriinteresser eller af Bank- og Børsinteresser, samt den Omstændighed, at den Margin, som et Selskabs Aktiekapital skulde danne for Risikoen dets Bankkredit, indskrænkes i samme Omfang, som Banken — juridisk eller faktisk — ejer Selskabets Aktiekapita ¹), mig unægtelig at veje meget tungt —- i hvert Fald med danske Erfaringer for øje. Endvidere anfører Kommittéen de Vanskeligheder, som Dispensationsbeføjelsen maa give Tilsynsmyndigheden, ved at finde de rette Procenttal, Faren for Omgaaelser (gennem Kautionslaan, hvor Kautionisten Sikkerhed i Aktieposten).

Noget andet er, at de foreslaaede svenske Bestemmelser rent bankteknisk naturligvis peger paa det rigtige, for saa vidt angaar de saakaldte „Kasselaan", og at de stiller saavel Tilsynsmyndigheden Bankerne friere end efter det danske Forslag.

Risikofordelingen. Erfaringerne fra alle Bankkriser har
tilfulde vist, hvilke skæbnesvangre Følger en urigtig Risikofordelingkan
for Bankernes Soliditet. Det er en Grundsætningfor

---

1) Dette Synspunkt antydes dog i anden Forbindelse af Kommittéen.

sætningforal sund Udlaanspolitik, at der ikke bør fremkomme Engagementer, der er uforholdsmæssige, og dette saavel naar der henses til Størrelsen af den laangivende Banks Egenkapital, som naar der henses til vedkommende Debitors Egenkapital og øvrige Forhold. Undersøger man de senere Aars Bankkatastrofer,saavel Sverige som i andre Lande, vil man i mangfoldige Tilfælde finde, at Ulykkerne hidrører fra, at der er ydet uforholdsmæssig stor Kredit til en enkelt eller et Faatalaf Jo mere en saadan Kredit vokser, desto mere er Banken af Hensyn til den store Risiko, den er inde i, bundet til at tilfredsstille Virksomhedens Krav om yderligere Forstrækninger til Nyanlæg eller Udvidelser, selv om VirksomhedensDrift ikke giver Overskud eller muligvis endog giver Tab, og herved forøges Bankens Risiko endmere. Forholdetkan medføre Ulemper for hele Næringslivet, idet der ikke er Midler rede til at tilfredsstille andre Næringsdrivendeslegitime

Kommittéen har til Belysning af Sagen foretaget en Undersøgelse større Engagementers Forekomst i de svenske Banker og har hertil valgt Tidspunktet den 1. Februar 1922, da Bankrekonstruktionerne endnu ikke havde taget nævneværdigt Hovedresultaterne af Undersøgelsen for Sveriges daværende 38 Banker er følgende:

Kreditter til Kommuner og til andre Banker er ikke medtaget
Opgørelsen.

Vil man søge saavidt gørligt at forebygge fremtidige Bankkatastrofer paa Grundlag af Fortidens Erfaringer, bliver Spørgsmaalet om Risikofordelingen et af de væsentligste, og det mest nærliggende er da i selve Lovgivningen at indføre Bestemmelser om en Maximumsgrænse for det enkelte Engagement. er imidlertid særdeles vanskeligt at give almene Regler paa dette Omraade uden samtidig at umuliggøre Kreditter, i og for sig er fuldt naturlige og sikre, og skal alle mulige Undtagelser finde Udtryk i en Lovbestemmelse, maa denne blive meget kompliceret.

I den norske Banklov af 1924 sættes Maximumsgrænsen ior et Engagement (incl. Kautionsforpligtelser og stillede Garantier Aktier) til 25 pCt. af Bankens Egenkapital. I Engagementet ikke 1) Laan mod Pant i fast Ejendom indenfor Halvdelen af Skatteværdien, 2) Laan mod Pant i Skibe indenfor Halvdelen af Normalværdien, 3) Laan mod Sikkerhed i saadanne Værdipapirer, som kan medregnes i Bankens Kassereserve, Rembourser og 5) Vareveksler. Særlige Bestemmelser givet om Søster- og Datterselskaber.

I U. S. A. er det i Bestemmelserne af 1925 om Federal reserve banks fastsat, at et enkelt Engagement ikke maa overstige pCt. af Bankens Egenkapital. Dog undtages Handelsveksler visse særlig sikrede Laan.

I det danske Banklovforslag foreslaas der en Maximumsgrænse 35 pCt. af Bankens Egenkapital. I Engagementet skal dog ikke medregnes 1) Rembourser, 2) Laan, der er sikrede tilsvarende Indskud i Banken, 3) Laan mod 1. Prioritets i fast Ejendom indenfor Halvdelen af Ejendomsskyldværdien, Laan mod Sikkerhed i Stats- og Kreditforeningsobligationer, kun indenfor 2/s af Kursværdien, samt 5) visse Byggelaan. Bankens Bestyrelse og Direktion skal dog ved enstemmig Beslutning kunne forhøje Engagementet op til en Grænse af 50 pCt. af Egenkapitalen. Særlige Bestemmelser om Datterselskaber o. lign. Bankinspektøren skal kunne give Dispensation i særlige Tilfælde.

Kommittéen er enig i det Princip, der ligger til Grund for de foran kort refererede Bestemmelser, men ikke i det Udtryk, Princip har givet sig i Lovgivningen. Af Indvendinger Kommittéen særlig det uheldige i det „Flerbanksystem", let bliver Resultatet af en Maximumsgrænse, og Vanskeligheden ved at sætte Grænsen rigtigt. Sættes Grænsen højt, f. Eks. til 25 å 30 pCt. af Bankens Egenkapital, den ofte — særlig hvor der findes flere saadanne Kreditter — uden væsentlig Betydning og kan i givet Fald virke mod sin Hensigt ved at legalisere Kreditter, der ligger op mod den fastsatte Grænse. Sættes Grænsen for lavt, hindrer den legitim Kredit og fører til Omgaaelse.

Med fuld Ret gør Kommittéen opmærksom paa, at Pantesikkerhedi industriel Ejendom ingenlunde kan anses for fuldt betryggende, selv om den ligger indenfor Halvdelen af Ejendommens Skatteværdi, idet Pantesikkerheden her ofte vil være helt afhængig af vedkommende Industrivirksomheds Produktionsvilkaar,en

duktionsvilkaar,enIndvending, der rammer den paagældende
norske og foreslaaede danske Undtagelsesbestemmelse haardt.

Kommittéen har valgt at ioreslaa en generelt formet Moralregel i Bankloven, nemlig et Paalæg til Bankerne om med særlig Opmærksomhed at overvaage, at der ikke ydes saa store Kreditter til enkelte eller med hinanden nært økonomisk Debitorer, at dette medfører Fare for Bankens Sikkerhed. Særlig fremhæves i denne Forbindelse store Kreditter Sikkerhed i Aktier i samme Selskab.

Den nærmere Gennemførelse i Praksis af denne Regel overlades af Bankinspektionen, for hvilken den naturligvis betyder Styrkelse.ved Fremsættelse af Krav om Nedbringelse af uforholdsmæssig store og risikable Engagementer. Bestemmelsens gør det muligt for Tilsynsmyndigheden at tage alt fornødent Hensyn til Sikkerheden, af hvad Art denne end er, og til Debitors hele økonomiske Stilling.

I denne Forbindelse kan det nævnes, at det er en gammel i svensk Bankvirksomhed — en Regel, der har fundet Udtryk i de stadfæstede Vedtægter for Bankerne — at der for enhver ydet Kredit skal forefindes Sikkerhed (Realsikkerhed Navnesikkerhed), hvilket medfører, at B lan cokreditter forekommer i svenske Banker. Denne Regel foreslaas nu optaget i selve Bankloven, idet visse Undtagelser dog foreslaas (Kreditter til Stat, Kommuner og andre Banker, korte Driftskreditter m. v.). Sikkerheden skal være undersøgt af Banken og fundet betryggende, hvorved förstaas, at der skal foreligge gode objektive Grunde for, at Sikkerheden er taget god. Hvad specielt angaar Laan til en Banks Direktører — hvilket efter Kommittéens Udtalelse paa langt nær har forekommet Sverige i samme Omfang som f. Eks. i Danmark — og Laan til en Banks Revisorer — eller til Foretagender, hvori saadanne har en væsentlig økonomisk Interesse — foreslaas det, at Laan til saadanne kun maa ydes mod Pupillarsikkerhed; under Bestemmelsen indbefattes Veksel- og Kautionsforpligtelser overfor Banken. En Banks Bestyrelsesmedlemmer maa kun faa Kredit i Banken mod fuldgodt Pant eller gennem Diskontering af virkelige Handelsveksler.

Tilsynsmyndighedens Opgaver og Beføjelser. Kommittéenfremhæver, der efter hver økonomisk Kriseperiode og særlig i den nu forløbne Efterkrigstid med de store Tab for Bankerne er fremkommet Kritik mod Bankinspektionen: Den har ikke været tilstrækkelig effektiv eller har i hvert Fald ikke udnyttet sin Myndighed kraftigt nok, eller dens Indgriben

er kommet for sent. Fra anden Side har man med lignende
Styrke angrebet Bankinspektionen for, at den überettiget skulde
have blandet sig i Bankernes Kreditgivning og Udbyttepolitik.

Det ligger i Sagens Natur, at en Institution med saa vanskelige delikate Opgaver som Bankinspektionens, maa blive bedømt forskelligt; men den forskellige Opfattelse kan sikkert føres tilbage til en lignende Forskel i vedkommendes egen Stilling: om det er en Debitor-, Aktionær- eller Indskyderinteresse, paavirker Bedømmelsen. En Bankdebitor ser i Reglen optimistisk paa sine egne Forhold og kan ikke billige, at hans Forhold kritiseres overfor Banken fra Tilsynsmyndighedens Foranstaltninger, der beskærer en Banks Udbytte, ikke blide Følelser hos Aktionærerne eller deres Repræsentanter i Bankledelsen. Det er efter Sagens Natur kun lidet af Tilsynsmyndighedens Virksomhed, der kommer til Offentlighedens særlig ikke de talrige Tilfælde, hvor Tilsynets Indgriben i Tide har forhindret eller begrænset en skæbnesvanger Kreditgivning.

Bankinspektionen i Sverige har til Hovedopgave:

1) At paase, at Banklovgivniugens og Vedtægternes Bestemmelser

2) Udviklingen har medført, at deter blevet Bankinspektionens Opgave at undersøge Bankernes ud fra et Sikkerhedssynspunkt, uanset om Lov- eller Vedtægtsbestemrn eiser i givet Fald er <~>vertraadt eller ikke.

3) At overvaage, at de Oplysninger, som ved det offentliges gives Publikum om Bankernes Forhold, rigtige, og det ikke blot rigtige i formel Henseende.

Til Varetagelse af disse Opgaver er Bankinspektionen udstyret
ret vidtgaaende Beføjelser til at skride ind paa forskellig

Kommittéen mener ikke, at der kan være Tvivl om TilsynsmyndighedensNytte; saadan Tvivl findes næppe nu mere i større Kredse, og den deles i hvert Fald ikke af Bankerneselv. længe der findes en speciel Lovgivning om Bankerne, maa Tilsynet med denne ifølge Sagens Natur føres af en hertil særlig organiseret fritstaaende Myndighed. Tilsynsmyndighedenskal være Overdirektion for Bankerne — det er disses Ledelse, der skal disponere og have Ansvaret for Virksomheden — men Bankinspektionens Myndighed maa paa den anden Side ikke begrænses for stærkt. Bankinspektionenhar

tionenharstørre Forudsætninger end hver enkelt Bank for at kunne betragte Bankvæsenet under et Helhedssynspunkt og at kunne bedømme Bankernes Virksomhed paa længere Sigt, og det er gavnligt for en Bankledelse at se sin Virksomhed bedømtud dette videre Synspunkt og at faa Kendskab til Bankinspektionens herudfra dannede Mening om Bankens Stilling,selv denne Bedømmelse viser sig at være streng.

Kommittéen har fundet det rigtigt at foreslaa Bankinspektionens og Beføjelser klarere præciseret i Loven, end det nu er Tilfældet, ogsaa for derigennem at tilvejebringe Forudsætninger en rigtigere Bedømmelse af Værdien af Tilsynet Bankerne. I saa Henseende kan det være af Interesse at pege paa, hvad Bankinspektionen ikke skal have til Opgave. Den skal f. Eks. ikke have til Pligt at paase, at Bankerne overholder saadanne almindelige Lovbestemmelser, i en eller anden Henseende finder Anvendelse paa Banker. Den skal ikke have Pligt til at efterspore og opdage Bedragerier, Falsk eller andre Forbrydelser, bør kunne gaa ud fra Bankens Dokumenter og Bogføring sin Bedømmelse af Bankens virkelige Stilling. Ejheller den være pligtig til at foretage ren Talrevision el. lign. i Bankerne, men skal dog naturligvis sikre sig, at Bankerne har et tilfredsstillende internt Kontrolsystem.

Hermed er der redegjort for de vigtigste Punkter i Betænkningen.Det yderligere nævnes, at den mislykkede Lovgivning om særlige Emissionsbanker foreslaas helt ophævet,medens om Regulering af Emissionsvirksomhedensom henvises til Aktieselskabs- og Børslovgivningen.Med til Spørgsmaalet, om der i Sverige kan siges at foreligge et Bankmonopol, udtrykker Kommittéensig megen Forbeholdenhed og gør ikke dette delikateSpørgsmaal Genstand for nogen særlig dybtgaaende Behandling. Efter Kommittéens Mening udøves der ikke noget Enevælde indenfor eller gennem svensk Bankvirksomhed, og det kan ejheller siges, at Konkurrencen mellem Bankerne er ophævet. Endvidere har Kommittéen underkastet Spørgsmaalet om et nærmere Samarbejde mellem Riksbanken og Tilsynsmyndighedenom Undersøgelse, uden at denne Undersøgelse dog kan siges at have ført til Forslag af særlig Betydning eller Rækkevidde. I et særligt Afsnit er der kortfattetog gjort Rede for Bankernes Funktion i det økonomiske Liv. Endelig skal det omtales, at Kommittéen har overvejet at foreslaa Lovforanstaltninger mod de saakaldte

kunstige Indlaan, der fremkommer ved, at en Laantager i Banken faar Laanet udbetalt ikke i Kontanter, men i et Indlaansbevis,som forfalder til Betaling om lang Tid, hvorefterLaantageren sig Kontanter ved at belaane Indlaansbeviset.Kommittéen paa, at slige Transaktioner kan have skadelig Indvirkning paa Pengeværdien og kan friste Bankledelserne til uforsvarlig Kreditgivning, idet der ikke straks skal udbetales Laantagerne noget Beløb, samt at Erfaringen har vist, at saadanne Indlaansbeviser, naar de ved Forfaldstid bliver præsenterede til Indfrielse, kan berede Bankerne Vanskeligheder.Kommittéen at forhindre saadanne Transaktioner,men foreslaaede Bestemmelse i saa Henseende, nemlig en Begrænsning af Opsigelsesfristen til eet Aar fra Stiftelsen eller eet Aar fra Opsigelsestidspunktet, forekommer mig ikke at give tilstrækkelig Betryggelse mod Misbrug. Vil man overhovedet give Lovregler paa dette Omraade, synes det mig paakrævet helt at forbyde Udfærdigelse af Indlaansbeviser i Forbindelse med Ydelse af Laan. Den paagældende Transaktion,der misbruges til Skabelse af falske Indlaan, synes mig særdeles betænkelig, og det vilde være af Interesse at faa oplyst, om de svenske Banker virkelig i større Omfang paa en saa haandfast Maade skulde have praktiseret den kendte bankpolitiske Sætning om, at Udlaan skaber Indlaan.

Betænkningen er i det Hele præget af det Hovedsynspunkt, ai Lovgivning paa det økonomiske Omraade bør ske med en vis Varsomhed. Kommittéen anser det ikke for rigtigt selv om det maatte kunne gennemføres i Praksis — at baandlægge Bankernes Virksomhed gennem altfor mange Detailforskrifter Kreditgivningen, men anser det for gavnligt, der i Lovgivningen opstilles saadanne almindelige Grundsætninger for Bankvirksomheden, som er egnede til at lede denne ad sunde Baner, og kun saadanne Restriktioner, som Erfaringen viser er berettigede, bør lovfæstes. Gennemførelsen Enkeltheder af de opstillede Principper overlades til Tilsynsmyndigheden, der styrkes og udrustes med den fornødne til at kunne gribe ind overfor Misligheder, hvad enten disse drejer sig om Forseelser mod Lov og Vedtægter mod de fundamentale Principper for Bankernes og Bankvæsenets Soliditet. Holeer Koed.