KARL MUHS: Anti-Marx. Betrachtungen über den inneren Aufbau der Marxschen Ökonomik. I. Bind: Der Produktionsprozess des Kapitals. Verlag von Gustav Fischer, Jena, 1927. 571 Sider. Pris 32 M.

Karl Marx' store Værk, „Das Kapital", bestaar af 3 Bøger: 1: Der Produktionsprozess des Kapitals. II: Der Cirkulationsprozessdes og III: Gesammtprozess der kapitalistischen Produktion. Om disse Bøger er der lige siden deres — succesive— skrevet saa meget som sikkert ikke om noget andet Værk indenfor Nationaløkonomien. Som oftest har vedkommendeForfatter indskrænket sig til at behandle et enkelt eller

nogle faa af de mange Problemer, som Marx kommer ind paa. Professor Muhs fra Greifswald Universitetet har nu paataget sig at give en samlet Kritik af hele den marxske Økonomi. I Modsætning til Kautsky, der opfatter „Kapitalen" væsentlig som et historisk Værk, anser Muhs det hovedsagelig som et teoretisk Værk, der maa ses som et samlet Hele, hvor hver Hovedsætning er Præmis for de følgende. Saaledes bygger Merværdilæren paa selve Værdigrebet. Herfra udvikler Marx videre sin Teori om den kapitalistiske Akkumulationsproces, hvorpaa igen bygges Læren om den industrielle Reservearmé (med den videre Udvikling af Læren om Arbejderklassens fremadskridende Elendighed) og den kapitalistiske Koncentrationog Modsætningen mellem Kapitalejendommens Centralisation og Arbejdernes Elendighed er Udtryk for Modsætningenmellem og de kapitalistiske Produktionsforhold,der historisk Nødvendighed fører til det kapitalistiske Samfunds Sammenbrud. Muhs stiller sig nu som Opgave at give en samlet Fremstilling af, hvorledes de enkelteLed Marx' Værk staar i Forbindelse med hverandre, og undersøge, i hvilken Grad der er indre, logisk Sammenhængmellem forskellige Sætninger. Som første Del af denne samlede Kritik fremkommer ovennævnte Bog, der til Genstand har første Bog af „Kapitalen". Om Fortsættelsen skal give en Behandling under eet af „Kapitalens" to resterende Bøger, eller om hver af disse skal behandles i en særlig Bog, fremgaar ikke.

I det ydre fremtræder Bogen som et typisk tysk videnskabeligt med gennemsnitlig to Noter paa hver Side (ialt 945 Noter fyldende Bogens sidste 83 Sider). Fremstillingen er bred og kan undertiden virke noget trættende med de lidt for mange Gentagelser.

I Indledningen behandles den marxistiske Samfunds- og
Historieopfattelse. Den egentlige Behandling er delt i tre Dele:
Værdien, Merværdien og Kapitalens Akkumulation.

Analysen af den marxistiske Samfundsopfattelse munder ud i, at den lige fra sine første Præmisser til sine sidste Konsekvenser frembyder en Tankemosaik af de mest dybtgaaendeindre Kategorien Naturlov, som Grundkategorii historiske Analyse, fremviser en Mangfoldighed af Formuleringer, der delvis modsiger hverandre, for Flertallets Vedkommende overhovedet er uforenelig med Begrebet Lov. Den materialistiske Historieopfattelses Tankebygning bliver undergravetved der behersker de materielle

og aandelige Drivkræfter. Ved Anvendelsen af Teorien om Historiens Dialektik er der afgørende Uoverensstemmelse mellem Marx og Engels (i Anti-Diihring), idet Marx som Positionsstillingenhar paa det egne Arbejde grundede Privatejendom,der Negation har den kapitalistiske Produktion, medensEngels Position har det oprindelige (?) Fællesskabssamfund,og Negation den individuelle Ejendom. For begge er Negationens Negation den samfundsmæssige Produktionsform.Endelig Konfliktteorien et Kompleks af heterogene Versioner, der ikke alene fører til modstridende Konsekvensermed til Kapitalens historiske Proces, men ogsaa modsiger Grundprincippet i den materialistiske Historieopfattelse.

Det er selvfølgelig umuligt i en Anmeldelse at komme ind paa Enkeltheder i en Bog som denne. Der skal derfor kun nævnes et Par — vilkaarligt valgte — Punkter, hvor Muhs synes at have Ret i sin Kritik af Marx.

Ifølge Marx er Arbejdskraften en Vare ligesom enhver anden Vare, og dens Værdi bestemmes ligesom andre Varers Værdi af Produktionsomkostningerne (Arbejdsmængde) ved dens Fremstilling. Arbejdskraftens Produktionsomkostninger (eller Reproduktionsomkostninger) bestemmes af de for Arbejderen nødvendige Subsistensmidler. Herved forstaar Marx imidlertid ikke det samme som Ricardo og Lasalle gjorde, idet det betones,at Behov kan være forskelligt alt efter de klimatiske Forhold. Endvidere maa der tages Hensyn til Landeneskulturelle saavel som tii Arbejdernes »Gewohnheiten und Lebensanspriichen«. Med denne Fortolkning af, hvad der skal förstaas ved de nødvendige Subsistensmidler, har Marx imidlertid forladt sin egen Teori om Værdiernes rent objektive Beskaffenhed og lader i Stedet for rent sociologiske Forhold være bestemmende. Der aabnes herved Mulighed for, at Arbejdernegennem Organisationer kan hæve det Niveau, som anses for det nødvendige til Livets Ophold, men dette har den store Konsekvens for Merværdien, at denne ikke fremkommersom Forskel mellem den faktiske Arbejdstid og den — faste — nødvendige Arbejdstid. Denne sidste kan variere, og der er intet til Hinder for, at man i Stedet for Marx' bekendte 6 Timer maaske kommer op paa 8 —10 Timer ved en samlet Arbejdstid paa 12 Timer. Alle de Slutninger, som Marx videre drager med Hensyn til Merværdien og de deraf følgende nødvendige Ændringer i Samfundet, er saaledes alene af denne Grund forkerte. I anden Forbindelse gøres opmærksompaa,

mærksompaa,at Merværdi ifølge Marx' egne Forudsætninger ogsaa kan fremkomme uden at der sker nogen Udbytning af vedkommende Arbejdere. Værdien af et Produkt er nemlig afhængigaf Mængde Arbejde, som medgaar i de normale Virksomheder. I selve Begrebet normal, eller gennemsnitlig, ligger, at nogle Virksomheder kan bruge mere, andre mindre end den gennemsnitlige Arbejdstid. Dette medfører igen, at de Virksomheder, som arbejder under de gunstigste Betingelser derved faar en „Merværdi", som imidlertid ikke har noget som helst at gøre med Merværdi i den Betydning, som Marx opfatter det. — Læren om den industrielle Reservearme, der efter Muhs danner Højdepunktet i den marxistiske økonomi, bygger bl. a. paa forkerte lagttagelser af Samfundslivet. Marx' Paastand er nemlig den, at Maskinernes Indførelse efterhaanden gør flere og flere Arbejdere overflødige, eller for at udtrykke det i Marx' Sprog: den variable Del af Kapitalen bliver mindre og mindre. Marx' Mening er netop ikke, at Formindskelsen er relativ, saaledes at det absolutte Tal maaske kunde vokse. I denne voksende Reservearme skulde da ligge Aarsagen til, at det kapitalistiske Samfund afløses af det socialistiske. Nu kan alle se, at Arbejdernes Antal tværtimod stiger trods Indførelsenaf Maskiner, men ogsaa den Statistik, som Marx selv paaberaaber sig, viser en saadan absolut Fremgang. Marx anfører nemlig følgende tre Tal for beskæftigede Arbejderei engelske Bomuidsindustri.

For det første kan man ikke af disse tre Tal for en enkelt Industri i en tiaarig Periode drage nogensomhelst almindelig Slutning. For det andet viser imidlertid disse Tal dog en Stigning 1858 til 1868 paa over 20 000 Arbejdere. Marx drager imidlertid den Slutning, at da Antallet er faldet fra 1861 til 1868, giver disse Oplysninger den statistiske Bekræftelse paa hans Teori.

Med disse Linier kan Muhs' Bog da anbefales paa det
bedste til Brug for enhver, der ønsker at trænge nærmere ind
i Marx' økonomiske Lære.