EMIL NOTZ: Die säkulare Entwicklung der Kaufkraft des Geldes. 283 Sider; Gustav Fischer, Jena 1925.

I gamle dage søgte man at maale prisændringer ved at maale forholdet mellem pengeenhedernes guldværdi paa de paagældende tidspunkter. Fra denne numismatiske betragtningsmaade udviklingen videre over prisniveau-metoden (Jevons, Sauerbeck m. fl.) til budget-metoden, og endelig til omsætningsligningen, denne er blevet opstillet af Kemmerer og Irving Fisher. Endelig har man forsøgt at opstille en konsumstatistik a. ved anvendelse af de saakaldte „quets") for derigennem at faa en sammenligningsbasis mellem forskellige tidspunkter. Forfatteren af ovennævnte værk gaar imidlertid en nyere vej, idet han hovedsagelig støtter sig til Andreas Walthers

Dr. Notz bemærker med rette, at samme konsumbudgetter fra ældre tider og fra nutiden ikke repræsenterer samme socialelag. er den kendte vanskelighed, alle pristeoretikere har at overvinde. Nye goder er kommet til; hvad tidligere var en luxusvare er nu blevet en nødvendighedsvare etc. Dé store praktiske vanskeligheder ved bestemmelsen af pengenes værdi i vidt adskilte tidsrum ved anvendelse af kvantitetsteoretiskorienterede fik Andreas Walther til at bruge en fremgangsmaade, der ved udfineelsen af pengenes værdi gaar direkte til bestemmelse af pengenes sociale købekraft, idet først og fremmest lønningsstatistiken lægges til grund for en beregning af pengenes købekraft. Han støtter sig herved særlig paa lønningsskalaer for stats- og kommunale embedsmænd. I de tidsrum, som skal undersøges, sammenlignes ganske simpeltde som erholdes af personer, der tilhører samme sociale lag. Herved tages intet hensyn til de forandringeri som i det mellemliggende tidsrum maatte være indtraadt. Naar paa et eller andet tidspunkt en given løn udtrykt i gamle pengeenheder muliggjorde en existensi bestemt socialt lag, og idag de tilsvarende medlemmeraf sociale lag besidder en gennemsnitsindkomst, som udtrykt i nuværende pengeenheder viser sig at være det mangedobbelte, saa maa man forbinde den samme værdianskuelsemed tidligere pengeenhed, som man idag forbindermed mange pengeenheder i nugældende mønt, som kvotienten mellem den nuværende og daværende løncifre andrager. Fik et schweizisk postbud i begyndelsen af det 19. aarhundrede en aarsløn af 480 Schwfrcs., i 1912 2700

og i 1923 5229 Frcs. nuværende værdi, saa kan vi — uden at tage hensyn til de stedfundne forskydninger i levemaaden — sige, at postbudet med 480 gamle Frcs. i gamle dage forbandtsamme som han i 1912 og 1923 vilde have forbundet med henholdsvis 5.63 og 10.89 nuværende Frcs. Forfatteren paapeger dog, at denne fremgangsmaade kun kan anvendes for tidsrum med større mellemrum, idet lønningerne ikke altid tilpasser sig hurtigt efter prisniveauets forskydninger. Den samme metode anvendes for de enkelte varers vedkommende, og herigennem opnaar man at undgaa brydsomme numismatiske omregninger. Det er klart, at metodenikke ufejlbar, men den giver dog sikkert en paalideligretningslinie. Notz anvender den i sin bog for Basels vedkommende i aarene 1800—1833 og 1892—1923. Hvad de nederste sociale lag angaar, beregner han forskydningernei for det mellemste sociale lag tager han lønstatistiken for postbude, og hvad angaar det øverste sociale lag, behandler han de faktorer, der antages at have haft en væsentlig indflydelse paa forandringerne i pengeneskøbekraft, befolkningstilstanden, toldforhold, pengeomløb m. v.

Da forandringer i pengeværdien finder sit endelige udtryk i detailpriserne, ser Forf. sig nødsaget til at opstille detaillerede over disse. Han maa dog paa grund af manglende i den tidlige periode anvende den repræsentative Det statistiske afsnit efterfølges af et historisk, en rigdom af iagttagelser, der dog væsentlg er af lokal interesse.

Et kapitel behandler det interessante spørgsmaal om toldens paa levnedsmidlernes prisdannelse. Her naar Forf. for første periodes vedkommende til det resultat, at tolden ikke spillede nogen rolle, med undtagelse af kontinentalspærringens paa kolonialvarer. For sidste periodes vedkommende han, at de schweiziske levnedsmiddelindsatser udnyttes i indlandspriserne med mindst 80 °/o (side 179). Dette svarer til, at de i 1921 forhøjede toldsatser førte til en sandsynlig forhøjelse af prisniveauet paa ca. 3.2 %.

Resultatet af sine undersøgelser angaaende prisniveauet sammenfatter forfatteren derhen, at de generelle (sakulære) forandringer i pengenes købekraft i Basel i de paagældende perioder er at betragte som overvejende inflations- henholdsvisdeflationsfænomener. over lønningerne

udviser, at de bedre lønnede arbejderes levefod er steget, medensde
lønnedes levefod ikke viser nogen tilsvarende
stigning.

Bogen, der udmærker sig ved sin omhyggelige grundighed,
dog meget specielt anlagt, og kan næppe paaregne
opmærksomhed udover særlig pristeoretisk interesserede kredse.