HANS HONEGGER: Volkswirtschaftliche Systeme der Gegenwart. Verlag G. Braun, Karlsruhe. 1925. 139 Sider. Pris 3 Mark.

Det foreliggende Arbejde er en Forløber til Forfatterens store Arbejde „Theorie der Volkswirtschaft auf Grund der kreditfinanziellen hvori Forfatterens Anskuelser nærmere er uddybede. Hovedformaalet er at give et kort kritisk over de samfundsøkonomiske Tankestrømninger, Systemer og Teorier i den nyere Tid, d. v. s. fra omkring Aar 1910, idet Hovedvægten lægges paa den tyske Literatur. De forskellige Teorier bedømmes ud fra deres Evne til bedst at forklare det praktiske Livs Foreteelser, eller for at sige det paa en anden Maade: ud fra deres Forhold til Honeggers egne Teorier, som lægger Hovedvægten paa Undersøgelsen af det dynamiske Samfund og de politiske Magtforhold.

I seks Kapitler behandles 1) Den rene økonomiske Skole (især Grænsenyttelæren). 2) Nyliberalismen. 3) Nymerkantilismen. Nysocialismen. 5) Nyromantikken. 5) Udblik med Henvisning til Schumpeters og Max Webers Teorier. I Forbindelse Behandlingen af de forskellige Teorier er de vigtigste aktuelle nationaløkonomiske Spørgsmaal belyst i Almindelighed.

Som Grænsenyttelærens afgørende Svaghed anføres dens Abstraheren fra alle de politiske Indflydelser paa Samfundet. I Virkeligheden fortjente den ikke Navn af Teori, og Verdenskrigen gjort det gode at befri os for den Slags videnskabelig

Nyliberalismens sejrrige Fremtrængen i de senere Aar forklaressom Reaktion mod Krigstidens Statssocialisme og Nymerkantilisme. Som Nyliberalismens bedst lykkede, i hvert Fald mest indflydelsesrige, Tankebygning behandles Cassels „Theoretische Socialökonomie". Honegger er temmelig haard i sin Kritik af denne. Den betegnes som uklar og langt fra eentydig. Den er meget ujævn, saaledes har Cassel overhovedetikke Kriseteori. Hertil kommer, at den fuldstændigtmangler Schwunges" og at Forfattere, som paa væsentlige Punkter har andre Meninger end Cassel, ikke imødegaas. Alt dette gør, at Cassel som Teoretiker vurderes meget lavt. — Som Nyliberalismens vigtigste Teori betegnes Spareteorien, men denne er fuldstændig overvunden ved SchumpetersTeori Konjunkturgevinsterne, hvorefter langt den største Del af Kapitalen dannes ved Storkapitalisternes heldige Spekulationer. Schumpeters Renteteori, som hænger sammen hermed, gaar ud paa, at Renten udelukkende er et dynamisk

Fænomen (samme Opfattelse som Lindbergs herhjemme), og denne Teori slutter Honegger sig ogsaa til, kun med en Understregenaf Betydning, idet de sociale Magtforholdi er bestemmende for, om og hvorvidt et Samfund bliver dynamisk.

Som Nymerkantilismens, Nysocialismens og Nyromantikens Repræsentanter behandles — foruden en Række andre Forfattere henholdsvis Liefmann, Oppenheimer og Spann. Endelig paa de sidste Sider ganske kort Schumpeter og Weber. Førstnævntes store Værk fra 1912 betegnes som det vigtigste teoretiske Grundlag i nyere Teori og Udgangspunktet for al fremtidig teoretisk Forskning, medens Webers stærke Understregen af den nære Sammenhæng mellem økonomi og Politik faar varm Tilslutning.

Bogens lille Format umuliggør selvfølgelig paa de fleste Punkter en udførligere Argumentation, hvilket efter Planen heller har været Hensigten. Men netop derved og iøvrigt paa Grund af Forfatterens interesserede Fremstillingsmaade gges enkelte Læser til selv at tænke Problemerne igennem.