J. M. KEYNES: The economic consequences of Mr. Churchill. 32 S. The Hogarth Press, London 1925. Pris 1 sh. — T. E. GREGORY: The first year of the Gold Standard. 141 S. Ernest Benn, lim. London 1926. Pris 5 sh.

Tilsammen indeholder de to Skrifter vistnok alt, hvad der kan siges for og imod, at England ved Gold Standard Acten 1925 fæstnede £ til sin gamle Guldværdi, tiltrods for, at det engelske Prisniveau laa 10 pCt. højere.

Men medens Mr. Keynes Skrift tildels er Optryk af Avisartikler i The Evening Standard og baade i Form og indhoid bærer Præg af at være beregnet paa et bredt Publikum, er Professor Gregory's Bog en lidenskabsløs Redegørelse det hele Kompleks af økonomiske og sociale Foreteelser, stod i Forbindelse med Tilbagegangen til Guldmøntfoden. under direkte Polemik med Mr. Keynes Skrift og mod Artikler i The Nation af ligeartet Indhold forlades den lidenskabsløse Tone, og der tales om „Kraftkarlene paa The Nation" eller „CromweH'erne i The Nations Redaktion".

Mr. Keynes Anskuelser synes at have samlet sig deri, at
den Nedpresning af det engelske Prisniveau, som maatte være
nødvendig for at faa dette til at svare til Guldværdien af Sterlingen,burde

lingen,burdeman ikke foretage, men afvente Stigningen i Verdensprisniveauet og først da gaa tilbage til Guldmøntfoden, først og fremmest fordi den fornødne Nedbringning af Prisniveauetefter Mening kun finder Sted igennem en „tilsigtet Forøgelse" af Arbejdsløsheden fremkaldt af Kreditrestriktionerne.Dette udnyttes til dets yderste Virkeevneog længere.

Heroverfor argumenterer Mr. Gregory med Nødvendighedenaf, en Bestemmelse blev truffet. Bank of Englands Fritagelse for at indløse sine Sedler med Guld udløb med Aaret 1925, og enten maatte man da forlænge Suspensionen og fortsætte med Sterlingen som en svingende Papirmønt, eller man maatte — saaledes som det blev gjort — genoptage Guldindløsningennu, Sterlingen var naaet op i Niveau med Dollaren. Jo længere Tid der gaar, des stærkere bliver naturligvisdenne overfor Mr. Keynes, for Stigningen i det amerikanske Prisniveau er indtil nu udeblevet, og alt synes at tyde paa en Nedgang. Det var utvivlsomt derfor rigtigt, at der blev valgt og valgt paa det Tidspunkt. Men ethvert Valg indeholder en Fare. Mr. Gregory siger (Side 22) herom, at hvis der i det øjeblik, man skrider til Stabilisering, findesen imellem Møntens ydre og indre Værdi, betyderStabiliseringen, man vælger imellem en øjeblikkelig og en senere økonomisk Rystelse, en øjeblikkelig, hvis man skal nedpresse det indenlandske Prisniveau for at naa i Højde med Møntens ydre Værdi — saaledes som Forholdet var i England og her i Landet — og en senere, hvor man skal holde imod, at den Stigning i Prisniveauet, der svarer til, at man har valgt den lavere ydre Værdi, løber forbi og skaber ny Ulighed mellem indre og ydre Værdi. De Vanskeligheder og den Forvirring, der heraf vilde fremkomme — rent bortset fra de permanente Følelser af en begaaet Uretfærdighed, som en Nedskæring medfører — vilde naturligvis yderligere blive forøget, hvis man, som det et øjeblik drøftedes her i Landet, tilstræber en Nedskæringsværdi af Mønten, der hverken svarer til den ydre eller indre Værdi, f. Eks. 72 Øre, da den ydre Værdi svarede til 65 og den indre til 80 Øre; thi det vilde betyde, at det indenlandske Prisniveau skulde stige samtidig med at de fremmede Valutakurser skulde falde. Og selv om man f. Eks. havde valgt 80 Øre som den nye Kroneværdi, saa havde man dog ikke undgaaet Vanskelighederne. Thi det havde betydet, at man fixerede en Æ-Kurs paa ca. 22.70 Kr. som den fremtidige Pari-Værdi. Men da i største

Delen af Aaret 1924 — det gode Aar! — havde været paa ca. 26 Kr-, vilde en saadan Stabilisering have medført, at Prisernepaa indførte Varer sank med ca. 15 pCt., medens Detailprisniveauet paa ca. 220 blev holdt fast. Men det er jo nøjagtigt det samme som naar Priserne paa de indførte Varer falder med ca. 30 pCt. og det indenlandske Prisniveau og Lønningerne med ca. 15 pCt., saaledes som Tilfældet var, da Kronen førtes i Pari. Det er aabenbart i det hele saadan, som Mr. Gregory ogsaa fremhæver, at naar et Lands Prisniveau først er i Drift bort fra Guldlandenes Niveau, er det meget svært atter at lænke det til. Og saa har vi endda her i Landet haft den uhyre Fordel, at Lønnen for baade Arbejdere og Tjenestemændautomatisk blevet nedsat samtidig med at Kronen steg. Den engelske Kulstrejke vilde sikkert ikke være brudt ud, hvis man i England havde haft en tilsvarende Lønningsmaade.Netop Arbejdslønnens Übevægelighed er det, der faar Mr. Keynes til at anvende Kulindustrien som et Exempel paa, hvor skadeligt det har været at hæve Sterlingens ydre Værdi med 10 pCt. uden samtidig at kunne reducere det indenlandske Prisniveau lige saa meget. Mr. Keynes anfører (S. 20) et Exempel paa, hvorledes engelske Kul med en $-M- Kurs paa 4.31 var konkurrencedygtige i Brazilien, men ikke kunde konkurrere under en Kurs paa 4.78. Men hele Argumentetmaa hvile paa, at det indenlandske Prisniveau ikke indstiller sig efter Kursen 4.31, men vedblivende holder sin Afstand fra $-£-Kursens Niveau. Og ret længe kan dette vel ikke vare.

Det er saaledes vanskeligt at se den økonomiske Berettigelse det voldsomme Angreb, Keynes fremsætter i sit Skrift mod Baldwin og Churchill, mod Bank of England og de Komitémedlemmer og Økonomer, der tilraadede Genoptagelsen den gamle Guldparitet. Imidlertid, lige saa megen Interesse som disse Drøftelser om, hvad der viide være sket, hvis dette eller hint var hændet eller ikke hændet, har det Afsnit Gregorys Bog, der overfor Keynes Angreb paa Bank of England meddeler en Analyse af Bankens Kreditpolitik. Mr. Gregory siger (S. 83 ff.), at Bank of Englands Politik drejede sig om 1) Embargoen paa Laan til Udlandet, 2) Den saakaldte Open-market Politik og 3) Diskontoen, Guldbevægelserne og Bevægelserne i Gæld og Tilgodehavenderne overfor Udlandet.

Embargoen medførte, som enhver anden vilkaarlig Kreditpolitik,at
„begunstigede Laanere fik Laan til en lavere
Rente end de ellers vilde have faaet", og at de ikke-begunstigedefik

stigedefikingen Ting; og endvidere var Embargoen ikke effektiv, forsaavidt den nok kunde hindre, at der officielt udbødesog fremmede Laan paa det engelske Marked, men ikke, at der af det kapitalanbringende Publikum købtes fremmede Værdipapirer o. 1. Embargoen hævedes da ogsaa i December 1925 samtidig med, at Bank of England satte sin Diskonto op fra 4 til 5 pCt.

Open-market Politiken bestaar jo i, at Centralbanken ved at købe eller sælge i Markedet formindsker eller forøger de private Bankers Kasser, og derved bidrager til at forringe eller forøge deres Laaneevne og Markedets disponible Midler. Denne Politik kan altsaa træde i Stedet for eller støtte Diskontopolitiken, anvendes f. Eks. til Stadighed af Federal Reserve Bankerne. Mr. Gregory viser nu, hvorledes Bank of England ved at anvende denne Politik har tilstræbt stadig for sit Vedkommende bidrage til, at en saa vidt mulig uforandret Kreditmængde stod til Markedets Raadighed.

Dette faar nu sin særlige Virkning paa Diskontopolitiken. Naar nemlig den af Centralbanken til Raadighed stillede Kreditmængdeholdes vil for det første Efterspørgslen efter Kapital direkte paavirke Diskontoen; stiger Efterspørgslen, saaledes at Märkets Rate nærmer sig Bank Rate, vil Banken blive nødt til at forhøje sin Diskonto, da i modsat Fald dens Indskud vil synke og dens Reserver blive for smaa. Men idet Diskontoen forhøjes, tiltrækkes der desuden Midler fra Udlandet;Markedets Kapitaler forøges, Markeds-Renten faider og Banken kan igen sænke sin Diskonto og kan gøre det desto lettere, jo lavere Renten er i de Pengecentre, fra hvilke der drages Penge. I Virkeligheden opnaaes der altsaa ved denne Konstante-Kreditmængde-Politik, at Diskontoen umiddelbartpaavirker med Udlandet, saaledes at Markedets Kapitaltrang tilfredsstilles gennem udenlandske Penge, naar Diskontoen forhøjes. Afgørende for Centralbankens Diskontopolitikbliver den ene Side Marginen mellem Diskontoog paa den anden Side Forskellen mellem Markedsrente hjemme og ude. Formindskes f. Eks. førstnævnte Forskel ved, at den hjemlige Markedsrente stiger samtidig med, at Forskellen mellem den hjemlige og den fremmede Markedsrate forøges igennem at den sidste synker, er der ikke for Centralbanken Grund til at forhøje Diskontoen; derimod kan der være Grund til at gøre dette, hvis Forskellen mellem Diskontoen og den hjemlige Markedsrente og mellem denne og den fremmede formindskes, selv om Guldet samtidig strømmerind,

merind,saaledes som Tilfældet var, da Banken i December
1925 forhøjede sin Diskonto.

Dels gennem den her skitserede Politik, dels ved Forstaaelse New York og med Støtte fra Amsterdam — Dr. Vissering giver i den nederlandske Banks Aarsberetning for 19²⁵A>6 et udmærket Billede af den Politik, Holland førte, og som övergångsvis førte 65 Mill. Fl. til England paa et Tidspunkt, da de betød en stor Hjælp for Englands Bank — er det lykkedes of England at iværksætte Guldmøntfoden og opretholde uden at presse paa det engelske Prisniveau igennem Kreditbegrænsning, der ellers vilde have været nødvendig. er altsaa vundet Tid til, at Priser, Lønninger og Indtægter kan tilpasse sig, selv om det maa siges, at denne Tilpasning igennem Generalstrejke og Kulstrejke ikke netop er gaaet let; men Tilpasningen er dog, som Pristallene viser, nu stærkt paa Vej til at være tilendebragt; og dette er i stOTt Omfang sket ved at indrette Kreditpolitiken saaledes, at man opnaaede Udlandets Bistand i den vanskelige Overgangstid.