En Modbemærkning.

I sit Foredrag om „Den danska kronan efter 1914", aftrykt S. 121 ff., gør Professor Ohlin som Indledning op med dem, hvis offentlig fremsatte Anskuelser, det danske Valutaspørgsmaal vedrørende, ikke falder sammen med hans. Og derimellem nævner han ogsaa mig. Efter at have citeret en Avisartikel, som jeg har skrevet, knytter Prof. Ohlin dertil sin — øjensynlig efter hans Mening afgørende — Kritik, idet han fremdrager to mig tillagte, bærende Synsmaader, hvis Urigtighed han derefter fastslaar. Den ene af disse gaar efter Prof. Ohlin ud paa, at jeg som afgørende Kriterium ior, om der foreligger en s. k. passiv eller aktiv Inflation bygger paa, om Bevægelserne i Vekselkurserne gaar forud eller følger efter Prisniveauets Forandringer, og den anden synes at være, at jeg skulde opfatte Betalingsbalancen som selvstændig Aarsag, uafhængig af Købekraften i Landet og Nationalbankens Kreditpolitik.

Alt dette er jo imidlertid helt ved Siden af.

Der findes hverken i de gengivne Citater eller i den nævnte Avisartikel iøvrigt nogetsomhelst, som kan give Støtte for Prof. Ohlins Antagelser. Ej heller er der noget Grundlag derfor, i hvad jeg har skrevet om Valutaspørgsmaalet i den seneste Udgave af Hages Haandbog i Handelsvidenskab. Tværtimod vilde blot en nogenlunde opmærksom Læser deraf (navnlig Afsnittet om Papirspenge) hurtig blive klar over, at Prof. Ohlin, der henviser dertil og saaledes vel maa kende lidt til de der givne Fremstillinger, næppe er naaet længere end til Overskrifterne. Og endelig maa det forekomme givet, at Prof. Ohlin er ganske übekendt med, at jeg i nærværende Tidsskrift (Aarg. 1924) har skrevet en Artikel med Titelen: Inflation, Vekselkurser og Prisniveau, der i denne Sammenhæng kunde være af nogen Betydning.

I den nævnte Artikel har jeg bl. a. forklaret, at det ikke for Danmarks Vedkommende kan afgøres, om der foreligger en passiv eller aktiv Inflation, ved at undersøge, om Bevægelserne Vekselkurserne gaar forud for eller følger efter Prisniveauets eftersom Udslaget hos os altid først vil melde sig i Vekselkurserne (S. 421). At jeg nu af Prof. Ohlin skal se mig stukket i Skoene den modsatte Anskuelse er ganske pudsigt, men endnu snurrigere er det dog at se Professoren hæve Pegefingeren og gøre opmærksom paa, at den „observation", som jeg —• altsaa efter hans Opfattelse — mener at have gjort, slet ikke er ny, men har været diskuteret for Aartier siden, naar alt dette i Virkeligheden er mig ganske uvedkommende og kun kan siges, fordi Prof. Ohlin ikke har givet sig Tid til at undersøge, hvad han taler om.

Og paa samme Maade, m. H. t. at jeg skulde opfatte Betalingsbalancen selvstændig Faktor. Hvor kan Prof. Ohlin tro — selv om Artiklen i Berlingske Tidende er det eneste, han kender fra min Haand om Vaiutaspørgsmaalet — at jeg skulde være ukendt med Sammenspillet mellem Købekraften i Landet, Nationalbankens Kreditpolitik og Betalingsbalancen, og hvorledes kan han mene, at en Fremhævelse af dette simple og anerkendte Forhold skulde rumme nogen Imødegaaelse af min Opfattelse. Det er virkelig næsten for letbenet. Jeg har faktisk for min Del intet at indvende imod, hvad Prof. Ohlin paa dette Punkt udvikler (S. 123), saa langt som dette nu gaar, hvilket vel tilstrækkelig klart godtgør, at det just ikke egner sig til Modargumenter i Forholdet overfor mig, men jeg mener ganske vist, at Prof. Ohlin gør sig skyldig i en Misforstaaelse, han tror dermed at have sagt det sidste Ord. Hvad der efter min Mening mangler, kunde Prof. Ohlin (naar han nu vilde beskæftige sig med mig) godt have vidst, eftersom jeg med al Tydelighed har fremsat min Anskuelse derom (bl. a. i Hages Haandbog S. 634). Havde Prof. Ohlin ofret lidt Tid derpaa, vilde han have friet sig for at optræde som Kritiker uden at vide tilstrækkelig Besked.