I.

Det som fremfor noget andet særpræger den teoretiske økonomik i perioden fra først i 1870-aarene fremover mot utbruddet verdenskrigen, er den brede plass ordskifterne om værdibegrepet indtar. Det er værditeoretikernes gyldne tid. Alle de socialøkonomer som var i pakt med det nye og friske i tiden, var værditeoretikere paa sin hals. Alle som én følte de sig ogsaa overbeviste om at det var lykkes for dem aa gi den endelige løsning av værdiproblemet; de ironiserte aapenlyst John Stuart Mill fordi han hadde ment at alt klassikerne bragt grundbegreperne i havn; men naar det gjaldt dem selv og deres egne teorier, tænkte de paa nøiagtig samme maate som Stuart Mill om den klassiske lære.

Tiden er blit en anden. I de senere aar er det først og fremst begivenheterne som har ført ordet. Men naar begivenheterne pleier det sjelden aa gaa systematisk for sig. Derfor har dagens spørsmaal været av skiftende art, og de teoretikere som vil være i pakt med vor tid, har maattet ta skiftende indstillinger. De har maattet være med sin tanke der hvor tampen brænder. Som Ohlin nylig med rette har fremhævet festskriftet for Lujo Brentano, lever socialøkonomerne nu i enkeltproblemernes tid.

Men mellem disse enkeltproblemer fra vor egen tid er der
ett som fremfor noget andet har staat i midtpunktet av interesserne.Det

---

1) Naar jeg efter opfordring lar foredraget trykke i „Nationaløkonomisk Tidsskrift" i den form det blev holdt er det i haabet om at læserne vil forstaa ved aa presse dette vældige emne ind i en ramme som svarer til en knap times taletid, og at de vil være saa elskværdige aa skrive flest mulig av manglerne ved fremstillingen paa konto av disse vanskeligheter. K.

teresserne.Deter problemet om pengeværdien. Alle socialøkonomeri tid er blit tvunget til aa bli pengeteoretikere og til aa kaste sig over undersøkelserne av pengeværdien. Vor tid har altsaa ogsaa sit værdiproblem aa tumle med. Forskjellen er bare den at mens teoretikerne fra 1870 av og fremover beskjæftigetsig det generelle værdiproblem, vier teoretikerne av idag sig til studiet av at specielt værdiproblem.

Der er imidlertid noget visst paradoksalt ved den ting at en slik rnotsætning lar sig stille op. Mellem det generelle og det specielle skal der jo ingen motsætning være. Apriori skulde en derfor ha tænkt at de generelle værditeoretikere fra forrige periode i utpræget grad hadde beskjæftiget sig med pengeværdien den jo unegtelig er en av de hyppigst forekommende av alle værdier og derfor maa være en av de mest iøinespringende paa riktigheten av en generel værditeori, og paa tilsvarende vis skulde en ha tænkt at pengeværditeoretikerne idag maatte være særlig ivrige efter aa nyttiggjøre sine specialresultater for den generelle værdilære, Saa meget mere paradoksal er den opstilte motsætning fordi ogsaa teoretikerne 1870-aarene og fremover var stillet overfor et vanskelig nemlig spørsmaalet om bimetallismen, og fordi teoretikerne av idag gjennemgaaende kjender sig utilfredse med de generelle værdiløsninger fra forrige periode og derfor skulde ha en naturlig trang til aa konstruere sine egne værditeorier.

Imidlertid er det en kjendsgjerning at værditeorierne fra i 870-aarene betød litet for diskussionen om bimetallismen. Skulde nogen tvile paa riktigheden av denne paastand, vil jeg tilläte mig aa henvise ham til de dogmehistoriske utredninger hos Correa Walsh i „The Fundamental Problem in Monetary Science", paa dette punkt synes helt overbevisende. Og hvad angaar pengeteoretikerne av idag, da turde det være tilstrækkelig minde om den stilling de to favorittorfattere indtar til det generelle værdiproblem. Cassel roser sig av at han i sin „Theoretische Sozialökonomie" har bragt i anvendelse et beskrivelsessystem, dem die alte sogenannte Wertlehre mit ihren unendlichen Wortstreitereien und ihrer unfruchtbaren Scholastik ausgemustert ist". Key nes gaar i „Monetary Reform" like løs paa teorien om inflationen uten aa vie den generelle værdilære nogen omtale.

Det gjælder dog om flere av de mere dyptgaaende pengeforfattereat
ialfald rent definitionsmæssig tar stilling til det
generelle værdiproblem. Dette er saaledes tilfældet med Knapp.

Likeledes med Irving Fisher. Men gjennemgaaende savner pengeteoretikernes værdidefinitioner filosofisk underbygning. Typisk er begrepsbestemmelsen hos Fisher. Han skriver: „The value of any item of wealth is its price multiplied by its quantity".

Ikke faa av disse definitioner gaar tilbake paa Walras. Det er naturlig nok. Pengeteoretikerne er jo gjerne tilbøielige til aa uttrykke sig i matematisk symbolsprog, og fremfor nogen er det Walras som har skaffet det matematiske symbolsprog borgerret økonomikken. Men for utdypelsen av værdiproblemet hos de moderne pengeteoretikere er det mindre heldig. Av gjennembruddsøkonomerne fra 1870-aarene var nemlig Walras utvilsomt den mindst filosofisk anlagte. Hans opfatning av værdibegrepet da ogsaa i selve utgangspunktet av mangel paa filosofisk Efter Walras er det værdibestemmende sjeldenheten, „la rareté", som hos Cassel er blit til „Prinzip der Knappheit". Om denne sjeldenhet skriver Walras, — det staar i anden utgave av hans elementer paa side 124: „La valeur d'echange est un fait relatif; la rareté est un fait absolu." Ja det skriver han, og dog kan der neppe tænkes et økonomisk begrep som gir et tydeligere uttryk for relativitet end netop sjeldenheten. I ethvert git øieblik har sjeldenheten av et gode én relation til det objektive behov for det og andre til de subjektive begjær efter det, og i ethvert git øieblik er vurderingen av sjeldenheten avhængig av de kalkulerte chanser for reproduktibilitet og substitution.

Det mest karakteristiske ved pengeteoretikernes værdidefinitioner dette at de alle har for øie det vi kunde kalde varernes prisværdi paa et marked; de beskriver enten varernes værdi ved stedfunden omsætning eller deres værdi kalkulert paa grundlag av en notert fast pris. Det er nemlig disse værdier spiller den vigtigste rolle i de fleste pengeteoretiske resonnementer, og pengeteoretikerne har naturligvis først og fremst aa ta hensyn til at deres værdidefinitioner passer ved de undersøkelser av pengeforholdene som de selv företar.

Nu lar der sig dog trække visse konklusioner for den almindelige værdilære allerede av disse definitioner. De er nemlig opstillet, og det er nødvendig aa opstille dem, uten noget hensyntil momenter som i øieblikket har været prisbestemmendeog definitionerne altsaa ogsaa værdibestemmende. Pengeteoretikernes værdidefinitioner utelukker derfor enhver opfatningav som støtter dette til et bestemt psykologiskaarsakskompleks, alle de definitioner vi kunde kalde de sentimentale. Videre alle de forklaringer som søker

værdibestemmelsen i produktionsomkostninger, i arbeidsopofrelser eller i „krystallisering" av menneskelige anstrengelser, Forklaringersom værdi med nytteevne, vil i pengelærenkunne overalt hvor det gjælder værdien av penge som kan anvendes for ett eller andet formaal, altsaa av disponiblepenge. denne forklaring er helt uanvendelig overfor anvendelsen av pengeværdierne i bokholderiet, hvor aktiverne maa opføres med sine pengeekvivalenter fra investeringsøieblikketindtil statusvurdering er foretat, uten hensyn til om den saaledes principmæssig krævede værdiekvivalens gir uttryk for nogen aktuel ekvivalens i nytteevne.

En undersøkelse av læren om pengeværdien viser altsaa
nødvendigheten av at det generelle værdibegreb formuleres meget
generelt.

Den av pengeteoretikerne som har været længst paa vei mot et rent generelt værdibegrep, er Knapp. Ogsaa dette hører til paradokserne ved det emne vi drøfter. Mellem de toneangivende er nemlig Knapp utvilsomt den som har hat den ringeste indsigt i den overordentlige betydning pengeværdien har.

Knapp skriver i „Staatliche Theorie des Geldes": „Metallisterne om værdien av et gode kan man bare tale, naar man samnenligner det med et andet gode." Knapp gjør imidlertid paa at der kan tales om et godes værdi ogsaa naar det sammenlignes med en historisk-retslig definert værdimaaler, ikke med et andet gode, men med en ren fiktion. er hovedpunktet i den pengeteori det blit almindelig kalde for den nominalistiske.

Nu skal jeg ikke her drøfte riktigheten eller ikke-riktigheten den nominalistiske lære. Jeg vil bare fæste opmerksomheten at Knapp efter mit skjøn er paa riktig vei naar han omtaler sammenligningen som det værdiforaarsakende, og at han, naar han reiser spørsmaalet om en fiktiv værdimaaler, er inde paa formuleringen av et hovedproblem i den rent generelle

Skal en nu gaa videre ind paa den vei Knapp her har pekt paa, vil det være nødvendig aa foreta en psykologisk undersøkelse av det som foregaar ved sammenligninger. En slik undersøgelse har jeg git i min avhandling „Die Wertungslehre", utkom i 1923 hos Gustav Fischer. Jeg skal faa lov til med nogen faa ord aa sammenfatte de resultater jeg der kom til.

Formaalet for en sammenligning er altid aa utvide erkjendelsen.Den

delsen.Dentypiske sammenligning foreligger naar det ukjendte blir sammenlignet med noget kjendt. En positiv utvidelse vil erkjendelsen faa dersom resultatet av sammenligningen blir dette at noget som allerede har været utsagt om det kjendte sammenligningsledd,ogsaa gyldighet for det ukjendte. Drevet av ønsket om aa indføre ensartethet og system i sammenligningerne,slik de sammenligninger ett individ utfører ogsaa har nytteevne for andre individer, har menneskene under kulturutviklingensekt opstille faste, saavidt rnulig bestemt definertesammenligningsledd, fikse standarder, som de andre elementer blev sammenlignet med. Meter, liter og kilogram er slike standarder fra virkelighetens verden. Alle bestemt definerte begreper er slike standarder i tankernes verden.

Det hænder at naar der utføres en sammenligning med en standard, er resultatet paa forhaand git. Den menneskelige virksomhet gaar bare ut paa aa avdække det. Avstånden mellem to fjeld foreligger. Sammenligningen mellem avstånden og meterstandarden bare konstaterende betydning. Landmaaleren staar altsaa ikke i nogen henseende frit. Kommer han til et resultat som ikke stemmer med den foreliggende avstånd, har han utført maalingen galt. Mer er der ikke aa si om den ting. I tænkningen foreligger tilsvarende forhold ved de elementære logiske operationer.

Men i de fleste tilfælde ligger saken anderledes an. Resultatet ikke git paa forhaand. Der er et visst spillerum tilbake. iagttagelsen av det ukjendte element har været saavidt at der indgaar et usikkerhetsmoment i selve grundlaget for sammenligningen. Eller standarden er saa subjektiv sammenligningen ikke kan utføres ved hjælp av nogen rent logisk metode. I alle slike tilfælde maa resultatet fastslaaes ved en mer eller mindre begrundet menneskelig beslutning. taler isaafald om en vurdering. Vi kan altsaa opstille definition: En vurdering er en menneskelig beslutning som fastsætter et mer eller mindre velbegrundet resultat en sammenligning.

De fleste utsagn vi kommer med i vor daglige tale, er resultater av slike vurderinger. Vor hjerne har imidlertid vænnet sig til aa utføre sammenligningerne saa raskt at vi ikke gjør os klart hvor kompliseret tankeprocessen egentlig er. La mig belyse dette ved et par eksempler.

Naar De ser ut av vinduet og sier til en kammerat som
sitter længer inde i værelset: „Der kjører en bil forbi", har De
i virkeligheten foretat en sammenligning mellem et iagttat synsobjektog

objektogstandardbegrepet en bil. Utsagnet er en vurdering av synsobjektet i relation ti! standarden. Men dette er De Dem ikke bevisst. De tror at De foretar „en umiddelbar beskrivelse".Forholdene imidlertid stille sig slik at iagttagerenav bil blir sig sammenhængen bevisst. Jeg skal ta et eksempel fra min erindring; jeg ber Dem tilgi om nogen av detaljerne skulde være sat til av erindringens farlige tvillingsøsterfantasien. deilig junimorgen i 1922 stod en mekanikerpaa gatehjørne i Westend av Berlin. Han hørte skudd og saa op. I det samme suste der en bil forbi. Han blir kaldt ind for domstolen som vidne, for de skudd han hadde hørt, hadde dræpt Det tyske Rikes første mand, utenriksministerenWalther Mekanikeren blir spurgt om det var en Daimlervogn som hadde kjørt forbi. Han betænker sig. Han sammenligner erindringsbilledet av den forbisusende bil med erindringsbilledet av en Daimler. Han ber om aa faa forelagtsig fotografi av en Daimler-model før han kan svare. I et slikt tilfælde er alle ledd i sammenligningen bevisste.

De ser paa en dames spaserdragt og sier: „Den er blaa." Ogsaa da tror De kanske at De beskriver umiddelbart. I virkeligheten De synsbilledet av spaserdragten med Deres erindringsbillede af standardbegrepet blaat. I visse tilfælde De ogsaa bli Dem leddene i en slik sammenligning bevisst. De gaar ind til en skrædder for aa kjøpe en blaa dress. De kommer i tvil om farven. Er den virkelig blaa? De lægger dressen ved siden av er, standardprøve som De tidligere har bestemt som blaa, og De ser Dem nøie og prøvende for før De uttaler Dem om resultatet.

Den vurdering, som De företar i et tilfælde som det sidste, gir et temmelig übestemt resultat. Vi kan kalde den for en grænsevurdering. De fastslaar om farven paa dressen ligger indenfor utenfor de grænser av farvenuancer som efter Deres opfatning omfatter farvebegrepet blaat.

Oprindelig har alle sammenligninger git like übestemte resultater. En løitnant og 20 mand avla for endel aar siden et besøk hos en primitiv stamme i det indre av Afrika. Stammehøvdingen i sit begrepssprog ikke beskrive hændelsen eksakt end i den vending at han hadde faat besøk av „mange hvite mænd".

Tilbake i de graa tider lærte menneskene sig til aa strække fingre i veiret naar slike hændelser skulde beskrives. Rækker De alle fingre i veiret, har De grundlaget for ti-talstandarden.Naar er trætte og skal tælle, falder vi alle

tilbake paa bruken av fingrene som tæilestandard. Naar folk blir gamle og sløve, tæller de bestandig paa fingrene. Det tyder paa at fingrene er de oprindelige standarder ved beskrivelsenav de relationer som er talmæssige, og som vi kan kalde de kvantitable relationer.

Det er fortrinsvis hvor det gælder disse kvantitable relationer
der er blit behov for eksaktere sammenligningsresultater.

For aa opnaa slike eksakte resultater har menneskene gjort bruk av en egenartet fremgangsmaate. De har tydd til det vi kalder fiktioner. De har betjent sig av dette som Vaihinger kalder „das Denken des als Ob". Opfatter De begrepet identitet eller eksakt, maa De si at to elementer bare er identiske dersom der ikke lar sig tænke noget ved det ene element som ikke ogsaa lar sig tænke ved det andet. Men da er de to elementer ikke to, men ett. Altsaa: ikke noget element kan være identisk med noget andet element end sig selv. Hvis imidlertid menneskene skulde bli staaende ved denne erkjendelse, vilde de miste enhver eksakt orienteringsevne. Sammenligningen et element og en standard vilde da nemlig kunne gi ett restultat: det at elementet var forskjellig fra standarden. Men det er likheten med det kjendte som lærer os noget om det ukjendte.

Der kunne kanske vaages det paradoks at menneskenes vidunderligste orienteringsevne, evnen til aa erkjende likhet, er utviklet av en transformeret mangel, nemlig av mangelen paa evne til aa erkjende forskjel. Naar vi sier at alle gule ligner hverandre, er det utvilsomt ikke noget andet end en mangel ved iagttagelsesevnen hos os hvite. Men av mangelen paa evne til aa se forskjel har menneskene utviklet den vidunderligetankeoperation tillåter os bevisst aa se bort fra forskjel.Denne operation, som altsaa tillåter os erkjendelse vedlikhet, kalder jeg identitetsvurderingen. Det erkjendelsesmæssigegrundlag den er følgende: Enhver sammenligning sker med et bestemt formaal for øie. Selvom nu alle elementerer har erfaring lært at i et umaalelig stort antal tilfælde er forskjellen mellem to elementer ganske likegyldig ved realisationen av et bestemt formaal. I relation til dette formaal kan forskjellen derfor vurderes betydningsløs, irrelevant. I disse tilfælde kan vi gaa frem som om elementerne var identiske,men aa merke bare saalænge det gjælder dette formaal.I til det vurderes altsaa elementerne identiske og forholdet mellem dem betegnes som en ekvivalens. Enhver

kan se og smake forskjellen mellem s/is/i kg. farin og 1 kg. hvetemel, men hvis prisen paa V4 kg. farin er 50 øre og prisen paa 1 kg. hvetemel likeledes er 50 øre, vil den kjøbmand som i øjeblikket har det ene formaal aa skaffe sig en 50-øring, kunne realisere dette saavel ved aa sælge 3/i kg. farin som ved aa sælge 1 kg. hvetemel. I relation til dette formaal er enhver forskjel mellem de to varekvantiteter irrelevant: de er prismæssigekv valente.

Det er slike iagttagelser som har ført frem til værdibegrepet. hvor to elementer i relation til et bestemt formaal vurdert identiske, kan det sies at der er fastsat værdier dem. Den generelleste, men ogsaa den eksakteste værdidefinition kort og godt slik: værdier er ekvivalente elementer. at ekvivalensen gjælder kvantiteter, og at en ekvivalens mellem to kvantiteter av to sammenligningledd er fastsatt saaledes at den ikke varierer om kvantiteterne varierer, der sig av én git ekvivalens logisk utlede et antal andre ekvivalenser; værdilære og ligningsteori falder under denne forutsætning sammen.

Ekvivalensdefinitionen er baade den generelleste og den eksakteste, fordi den passer paa alle tilfælde av værdi. Men den er netop derfor saa generel at hvert enkelt værditilfælde maa karakteriseres nærmere for aa være tilfredsstillende bestemt. Allerede av selve definitionen lar der sig imidlertid trække visse konklusioner. Jeg skal nævne nogen av de vigtigste.

For det første følger det av ekvivalensdefinitiGncn at vædier altid optrær parvis. Der kan ikke fastsættes nogen værdi av A i B uten at der samtidig er fastslaat en værdi av B i A. Det kan sies at vi her har aa gjøre med et generelt relativitetsprincip. Muligheten av en absolut værdi er utelukket og med anerkjendelsen av denne teori. I dansk økonomik forresten læren om værdiernes übetingede relativitet været anerkjendt i de senere aar. Denne lære er et hovedmotiv hos Birck. De husker sikkert alle det latinske citat han konkluderer „nubem pro Junone".

For det andet følger det at alle værdier er rene beskrivelsesbegreper.Dette følgelig ogsaa de økonomiske værdier. Tanken om „reale værdier" er en uvidenskapelig illusion.Værdierne bare i tankernes verden. De kan hverken produseres, erhverves, utdannes eller konsumeres. De kan heller ikke dannes ved krystallisationer. De kan bare bokføres.De opført, og de blir streket ut. De blir opskrevet, nedskrevet eller avskrevet. De gaar ind i bøkerne og ut

av bøkerne. De blir opført paa papirer av enhver art. De blir daglig nyvurdert og omvurdert. En jordeiendom i Norge var for ett aar siden værd 100 000 kr. Idag er den samme eiendom værd 70 000 kr. Men det vilde være misvisende aa si at der er gaat tilspilde en værdi paa 30 000 kr. Forholdet er ganske enkelt det at relationen mellem eiendommen og den norske krone for ett aar siden lot sig beskrive med tallet 100 000, mens denne relation idag maa beskrives med tallet 70 000.

For det tredje følger det at værdier som rene beskrivelsesbegreper kan indvirke umiddelbart paa hverandre. Enhver om et kausalforhold mellem værdier — som f. eks. mellem normalværdi og markedsværdi eller mellem produkternes og produktionsmidlernes værdi — er fuldstændig ineksakt. Enhver „vekselvirkning" mellem værdier formidles ved menneskelig erkjendelse, menneskelig vurdering og menneskelig

For det fjerde kan som andet ledd i sammenligningen godt brukes en „fiktiv værdimaaler", netop fordi det er beskrivelsen kommer an paa, og en „fiktiv" værdimaaler godt kan beskrives eksakt. Den har endog visse fordeler. Hamburger var en fiktiv værdimaaler; saalænge definitionen blev fastholdt, kunde den ikke skades; den var hverken inflatabel deflatabel.

Naar nu værdibegrepet blir anvendt i økonomikken, taes det særlig tilhjælp ved beskrivelsen av en bestemt kausalforegang, byttet. Naar to gjenstande i et git øieblik har været ombyttet, er dette i den socialøkonomiske værdilære blit beskrevet saaledes at gjenstandene i bytteøieblikket hadde ekvivalente værdier. Adam Smith kalder disse værdier for „values-in-exchange". Det er disse værdier pengeteoretikerne behandler, og paa disse værdier kan deres special definition er passe.

Men hvordan kan nu et bytte betegne en vinding for den ene av parterne eller i sin almimielighet endog for begge parter dersom det er like værdier byttet gjælder? Det kommer ganske enkelt av den ting at ekvivalensen mellem de ombyttedekvantiteter har gyldighet i en enkelt relation. I det moderne samfund, hvor byttene formidles ved penge, er det i den prismæssige relation ekvivalensen foreligger. De ombyttedekvantiteter prisekvivalente. Det er indholdet og hele indholdet av byttets beskrivelse ved „values-in-exchange". Samtidig vurderes imidlertid de ombyttede kvantiteter av hver

av de byttende individer i relation til det formaal som har
motivert denne parts beslutning om aa indlate sig paa byttet. I
disse relationer har de ombyttede kvantiteter andre værdier.

De økonomiske værdier trænger i det hele tat altid tre angivelser for aa være tiltrækkelig karakteriserte, nemlig angivelsen det vurderende individ, formaalet for vurderingen og tidspunktet for den. Økonomikken har derfor et videre værdibegrep end matematikken, for matematikken kjender bare ett formaal: aa erkjende de kvantitable relationer, og hvor det gjælder dette formaal maa alle normale mennesker vurdere likt.

Betydningen av tidspunktet er kanske tilstrækkelig illustreret den nævnte jordeiendom. Betydningen av det vurderende og hans formaal vil jeg faa lov til aa belyse fra et par tilfælde som er noksaa dagligdagse under de daarlige vi nu har i Danmark og Norge. En handelsmand er i økonomiske vanskeligheter paa grund av kronestigningen. Hans lager skal vurderes. Der fastsættes ett sæt av værdier under forutsætning av at han kan fortsætte forretningen og et andet — og lavere — de saakaldte likvidationsværdier — under forutsætning av at han maa slutte. Spørsmaalet om en meget betydningsfuld værdiansættelse refererte til det ene eller det andet av disse to sæt værdier har git os det mest dramatiske moment under de paagaaende riksretsforhandlinger i Norge. Det andet tilfælde tar jeg fra beskatningen. Som grundlag for en handelsmands skattepligt skal hans lager vurderes. Der loreiaes to vurderinger. Han vurderer det selv før selvangivelsen op. Senere vurderes det av en kontrollerende ligningsassistent. for de to vurderinger er det samme: skattepligtens eksakte fastlæggelse. Men vurdererne er forskjellige motiveres av motsatte interessekomplekser.

II.

Hvilken betydning vil det nu ha for læren om pengeværdien fremstille den i lys av den generelle værditeori jeg her har prøvet paa aa utvikle? Aa bringe dette paa det rene er formaalet for det andet avsnit av foredraget.

Det som først springer i øinene naar læren om pengeværdienundersøkes denne synsvinkel, er mangetydigheten av selve begrepet pengeværdi. I ekvivalensteoriens og vurderingslærensbeskrivelsessystem der overhovedet ikke tales om pengeværdien; problemerne gjælder pengeværdierne. I hvert enkelt tilfælde blir nemlig den aktuelle pengeværdi bestemtved

stemtveden vurdering som foregaar i relation til en bestemt bruk av den vurderte pengemængde. Læren om pengeværdierneblir denne maaten intimt og uadskillelig knyttet til læren om pengefunktionerne. Ut fra den her trukne konsekvenssom foreligger der fra 1 925 en fremstilling av pengeværdierne i vurderingslærens beskrivelsessystem av Hero Moeller i hans bok „Die Lehre vom Gelde". Moellers utviklinger forekommer mig aa være helt riktige saa langt de rækker, men de er ikke fuldstændige.

De vigtigste funktioner pengene utfører i et moderne samfund,
nu følgende:

De er kjøpemiddel overfor varer.

De er kjøpemiddel overfor andre penge.

De er betalingsmiddel for menneskelige arbeidsydelser.

De er betalingsmiddel ved opgjør av gjæld.

De er investeringsmid del for den frie kapital.

De er værdimaalere ved bokførsel, skatteutmaaling og
gjældsfastsættelse.

Naar pengene anvendes i tjeneste av en av disse funktioner, de i det Knappske beskrivelsessystem aa bli brukt til tilfredsstillelse av det cirkulatoriske behov. Hvis pengene, — de chartale betalingstegn for fremdeles aa tale med Knapp — er fremstillet av et stof som har nytteevne, kan de desuten brukes til tilfredsstillelsen av det Knapp kalder reale behov.

Til disse forskjellige pengefunktioner svarer der nu forskjeilige
og forskjellige pengeværdier.

1) Er pengene fremstillet av et stof med nytteevne, har de en stofværdi. Den behøver ikke ved alle vurderinger av den aa referere til noget realbehov. Ekempelvis maa det sies at naar danske guldpenge brukes til betaling av danske pundforpligtelser England, mottas de efter sin stofværdi, men anvendes tilfredsstillelsen av et cirkulatorisk behov.

2) Vurderes penge i relation til andre indenrikske penge, maa der tales om deres intermonetære værdi. Lovgivningen sørger jo gjerne for at de intermonetære værdier er ekvivalente. Men det lykkes ikke altid aa gjennemføre dette princip. I perioden Napoleonskrigene cirkulerte i flere land metalmynter med pengesedler, men pengesedlerne var deprecierte relation til metalpengene. Ved enhver betaling maatte der tas hensyn til de intermonetære værdier.

3) Vurderes pengene i relation til utenlandske penge
har vi aa gjøre med deres intervalutariske værdi. Jeg behø
ver neppe aa minde om at det er de intervalutariske penge

værdier som i tiden fra høsten 1914 fremover til vaaren 1927
har frembudt hovedproblemerne baade for politikere, praktikere
og teoretikere.

4) Vurderes pengene i relation til de varemængder de kan skaffe ved kjøp, har vi aa gjøre med deres vareværdi. Det er denne pengeværdi vi maaler ved engrosprisindekser og detailprisindekser.

Alle disse relationsværdier fremstilles av Moeller i hans nævnte verk under de betegnelser jeg her har tillatt mig aa opta. Uttrykket „intervalutarisk værdi", som forøvrig nu er blit gangbart i de internationale fagskrifter, skriver sig vistnok oprindelig fra den Knappske terminologi.

Ved siden av disse fire relationsværdier maa der imidlertid
følgende:

5) Vurderes pengene i relation til arbejdslønningerne, altsaa til den mængde menneskelig arbeide en pengeeier kan skaffe sig raadighet over, kan vi tale om deres arbeidsværdi. lønsnivaaet paa ingen maate behøver aa følge prisnivaaet, er det helt nødvendig aa holde for øie at vi her har aa gjøre med en særlig relationsværdi. Bedrifternes stilling dette. Bedrifterne er jo som sælgere avhængige av vareværdien, mens de som kjøpere er avhængige av arbeidsværdien.

6) Vurderes pengene i relation til de kapitalværdier de kan skaffe ved investering, kan vi tale om deres investeringsværdi. gir sig utslag i kursnivaaet for aktier og obligationer i ejendomspriserne. Her er ikke bare vareprisnivaaet bestemmende, men ogsaa et noget mer vilkaarlig moment, nemlig den ved en menneskelig beslutning fastsatte diskontosats, som meget ofte kan være helt uriktig valgt.

7) Vurderes pengene i relation til de gjældsbyrder de befrier betaleren for, vurderes de altsaa efter sin evne til aa opfylde pengefunktion som Ilawtrey mener er deres eneste specifike, vil jeg med et uttryk jeg henter fra Knapp tale om deres lytriske værdi. Ly tron er som oplyst av Knapp det græske ord for betalingsmiddel. Foretas gjældsomskrivninger, som f. eks. ved forordningen av 5. januar 1813 for den dansknorsk-holstenske vil beregningen av de lytriske værdier fremby store vanskeligheter.

7) Vurderes pengene i relation til en bestemt „proklamatoriskfastsat" værdi, maa vi tale om deres nominalværdi.Fra 1914 fremover til 1. januar 1927 har begrepet „danske kroner" været en nominalværdi. Da den

lytriske værdi av lovgivningen almindelig opfattes som identisk med nominalværdien, forsaavidt den ikke er anderledes fastsat ved særlig og retsgyldig klausul, blir nominalværdien den juridiskeværdimaaler alle gjældsopgjør uten hensyn til de svingninger den undergaar i relation til de andre pengeværdier.

Nu er der den eiendommelighet ved den dogmehistoriske utvikling at saa aa si i hele perioden fra aarhundredskiftet og fremover-indtil stabiliseringsproblemet blev reist i de valutadeprecierte har pengeteoretikerne omtrent utelukkende beskjæftiget med en enkelt av disse pengeværdier, nemlig den jeg med Moeller har tillatt mig aa kalde for pengenes vareværdi. De vil sikkert alle gi mig ret i at det er Irving Fisher som ved sin logisk glimrende bok „The Purchasing Power of Money" bragte læren om denne særlige pengeværdi i forgrunden. I den første tid da vi paany hadde svingende valutaer, dominerte ogsaa læren om denne form for pengeværdi ordskiftet om de intervalutariske kurser. Cassels lære om kjøpekraftspariteten nemlig i virkeligheten, som særlig Keynes her fremhævet, et forsøk paa aa dedusere læren om de intervalutariske kurser fra Fishers lære om pengenes kjøpeevne.

I et tidligere arbeide, som kanske enkelte av Dem kjender, jeg prøvet paa aa eftervise at Cassels teori ikke kan betegnes med det tyske ord „stichhaltig". Cassel gaar ut fra at naar vi efterspør fremmed valuta, saa er det fordi den har kjøpeevne overfor varer og tjenester i det fremmede land. Dette vilde ha almengyldighet dersom det Casselske „vi" bestod av lutter importører. Isaafald vilde da ogsaa kjøpekraftspariteterne i det væsentligste bli avgjørende. Men mellem efterspørgerne paa valutamarkedet er ogsaa investererne, som efterspør efter andre hensyn end importørerne, og debitorerne, som oftest maa efterspørge uten noget hensyn. Jeg fremførte min kritik første gang i et foredrag som jeg holdt i den norske statsøkonomiske forening igaar for to aar siden. Siden den tid har det vist sig at den norske valuta er blit fuldstændig dominert av den ene av de ucasselske efterspørgergrupper, nemlig investererne, som for aa realisere spekulationsformaal har operert med vældige kapitaler. skal ikke her trætte Dem med aa gjenta min kritik av Cassel: iee vil bare faa lov til aa fremhæve at den i ett og alt gaar ut fra de samme grundprincipper om relationerne mellem den generelle værdilære og læren om pengeværdien som jeg har tillatt mig aa gjøre gjældende i dette foredrag.

Derimot vil jeg i lys av disse principper kaste et kort blik paa den teori om pengenes indenlandske værdi som Cassel deduserte fra, nemlig Irving Fisher's formulering av kvantitetsteorien.

Som De alle vet, har Irving Fis her forsøkt aa bevise riktigheten kvantitetsteorien ved hjælp av et matematisk ligningssystem. har opstillet en ekvivalens — den saakaldte omsætningsligning mellem værdierne av bestemte sæt økonomiske som i en git periode har fundet sted i et samfund; han gir altsaa en matematisk beskrivelse i eftertid av disse værditransaktioner. Ut fra ekvivalensteoriens synspunkt der selvfølgelig ikke noget aa bemerke til denne fremgangsmaate forutsat at de beskrevne transaktioner er riktig symbolisert. Det Fisher'ske uttryk er som bekjendt

hvor P er prisnivaaet, M den gennemsnitlige pengemængde som i perioden har været git ut for omsætningsgjenstander og V dens omløbshastighet, M' det totale kontobeløp i bankerne kan disponeres ved cheks, og V omiøpshastigheten paa disse konti.

Nu kommer Fisher til det resultat at dersom alle ledd paa høire side av likhetstegnet i denne ligning er konstante med undtagelse av M, saa vil prisnivaaet variere direkte proportionalt denne M. Fisher skriver: „Relationen fortjener aa understrekes. Den utgjør kvantitetsteorien."

Riktigheten av denne Fisher's sætning vil jeg tilläte mig aa bestride. Kvantitetsteorien, saaledes som den har været opfattet Fisher's tid, og saaledes som den blir anvendt ogsaa nu saa snart der et øieblik blir set bort fra Fishers ligning, beskriver nemlig virkningerne av økninger eller minskninger i hele den cirkulerende pengemængde i et land. Det er naar denne totale pengemængde økes ved vilkaarlige beslutninger at vi sier der foreligger inflation. Det er naar den bevisst trækkes sammen at der foreligger deflation. Men denne M som optrær i den Fisherske er ikke identisk med hele den cirkulerende pengemængde i landet. M symboliserer nemlig bare den del av pengemængden som brukes ved kontantformidling av omsætningen. selv har gjort opmerksom paa dette flere steder i sit verk. Indfører vi nu en betegnelse for den totale cirkulerende i landet og kalder den for C, blir spørsmaalet hvilken relation er der mellem C og M?

Fisher bruker det uttryk at endel av omsætningen utføres ved hjælp av „cirkulerende kredit". Han sigter til det forhold at endel av landets pengemængde ligger i privatbankerne som grundlag for den ved cheks og andre bankpapirer formidlede kommercielle kredit. Denne pengemængde gaar ikke ind under M og er overhodet ikke uttrykt ved noget av de symboltegn som optrær i Fishers, formel; M' symboliserer nemlig totalbeløpet av chekkontierne og ikke det pengemæssige grundlag for dem. Skal der imidlertid opstilles en ligning til nærmere bestemmelse av C, blir der bruk for en størrelse som symboliserer totaliteten av privatbankernes pengereserver. Jeg vælger betegnelsen R. Men heller ikke (R -f- M) utgjør den totale cirkulerende pengemængde. av denne brukes nemlig til formidling av de ensidige pengetransaktioner, mens endel er tesaurert, er „hamstret". Den første av disse mængder kalder jeg E, den sidste H. Indskrænker vi nu den teoretiske iagttagelsestid til en fiktiv periode av den karakter at hvert enkelt pengetegn i løpet av den har været med paa aa formidle én og bare én omsætning, slik at omløpshastigheten kan holdes utenfor iagttagelsen, det enklest tænkelige uttryk for C, nemlig

Saa enkelt dette uttryk end er, turde det dog være tilstrækkelig aa vise at i de ræsonnementer som bygger paa de seddelutstedende bankers opgaver over seddelcirkulationen og eventuelt andre opgaver over den omløpende pengemængde, kan der ikke direkte indføres slutninger utfundet ved analyse av Fishers M. Uttrykket turde ogsaa vise at den funktionelle pengefordeling indenfor samfundet byr paa enkelte teoretiske problemer som blir forbigaat i de vanlige fremstillinger av kvantitetsteorien.

Fra vurderingslærens synspunkt maa der ogsaa føres en en indvending av kausal art mot Fishers formulering. Fisher's lære om sammenhængen mellem P og M involverer nemlig den paastand at værdien M umiddelbart paavirker værdien P. Men da værdier bare er beskrivelsesbegreper, er slike direkte paavirkninger umulige. De kvantiteter Fisher opererer med, kan bare indvirke paa hverandre naar de erkjendes av levende menneskerog som grundlag for disse levende menneskers vurderinger og beslutninger. Set i lys av denne opfatning viser det sig hvor meningsløst det er naar Fisher vil hævde at i omsætningsligningen er P passiv, mens de andre ledd er aktive. Alle kvantiteter er nemlig like aktive og like passive,

og erkjendelsen av prisnivaaets høide vil virke like motiverendepaa
beslutninger som erkjendelsen av
nogen av de andre kvantiteter Fisher opererer med.

I løpet av denne knappe time som har staat til min raadighet, det selvsagt ikke været mulig for mig aa gi mer end konturerne av en teori. Saa meget haaber jeg imidlertid aa ha godtgjort, at en av de opgaver det er mest paakrævet for nutidens socialøkonomiske videnskap aa ta fat paa, det er forsøket paa aa sammensmelte værdilæren og teorierne om pengeværdien til en ny sluttet helhet.