Før Verdenskrigen hvilede Frankrigs Told- og Handelstraktatpolitik paa Méline-Toldloven af 11. Januar 1892, hvis Tarif var en Dobbelttarif med en Maximaltarif overfor og en efter den nødvendige Beskyttelsesmargin afvejet Minimumstarif, der helt eller delvis kunde indrømmes Traktatlande. Tariftraktater skulde ikke mere sluttes. Frankrig bød som Modydelse til andre Lande kun sin autonome der omfattede alle Varer med Undtagelse af de toldfrie Raastoffer, paa hvilke der dog som forøvrigt paa de fleste andre Varer i Tilfælde af indirekte Indførsel hvilede Tillægsafgifter („surtaxe d'entrepot et d'origine"). Til 1892- Loven var senere føjet enkelte Ændringer, navnlig ved Loven af 29. Marts 1910, der medførte en Skærpelse af Industritolden med en vidtgaaende Specialisering (møntet væsentlig paa U. S. A. og Tyskland). Gennemsnitlig regnedes den franske Toldbeskyttelse 1914 at være c. 15 °/o af de indførte Varers Værdi.

Paa dette Lovgrundlag var det før Verdenskrigen lykkedes Frankrig at komme i Handelstraktatforhold til 62 Stater, hvoraf de 35 opnaaede fransk Minimaltarif for samtlige Varer. Kun overfor enkelte Lande som Rusland, Brasilien, Schweiz og Japan maatte Frankrig nedsætte eller binde Minimalsatsen for enkelte Varer.

a) Handels- og Toldpolitiken under Verdenskrigen.

Under Verdenskrigen blev Frankrigs Handelspolitik selvsagtdikteret
Krigens Krav og frembød det velkendte Billede
med Ind- og Udførselsrestriktioner, Forbud mod Handel med

Fjenden, Valutakontrol, Rationering etc, Foranstaltninger, som tiltog i Omfang og Strenghed, alt som Kampen mod Fjenden skærpedes i Bitterhed og Intensitet. Ifølge Loven af 6. Maj 1916, som dannede Hovedgrundlaget for Forbudssystemet, bemyndigedesRegeringen til, saa længe Krigen varede, at forhøje Toldtarifens Satser. Denne Lov, der suspenderede Parlamentets Toldautonomi og indskrænkede dets Beføjelser til en almindelig Kontrol, blev Hovedhjørnestenen i de efterfølgendeAars idet Loven, som dog skulde forlænges fra Aar til Aar, gjaldt lige til 31. December 1922, altsaa langt længere end oprindelig paatænkt.

Som et Led i Handelspolitiken indgik ogsaa det interallierede Samarbejde, der var tænkt som en Modvægt Centralmagternes „Mitteleuropa"-Planer, der befrygtedes ville skaffe disse Hegemoni paa det økonomiske Omraade Krigen. Efter at være indledet i Begyndeisen af 1916 ved Udveksling af Synspunkter mellem den franske og britiske Handelsminister og forberedt ved en foreløbig Konference Samarbejdet sin officielle Bekræftelse ved den i Juni s. A. i Paris afholdte „Conférence économique des Gouvernements I denne deltog Repræsentanter for Frankrig, Storbritannien, Belgien, Italien, Japan, Portugal, Rusland og Serbien, og dens Opgave begrænsede sig ikke til det umiddelbart økonomiske Samarbejde under Krigen, men den skulde ogsaa fastlægge Retningslinierne for en permanent interallieret økonomisk Politik efter denne, som dog skulde indledes med en Rekonstruktionsperiode med midlertidige Foranstaltninger.

Under Rekonstruktionsperioden, hvis Varighed naturligvis ikke paa Forhaand kunde fastsættes, skulde der af Hensyn til de allieredes Handlefrihed ikke tilstaas de fjendtlige Magter Mestbegunstigelsesstilling (jfr. senere Versailles-Fredstraktatens Art. 264 med ensidig Mestbegunstigelse for de allierede i Tyskland i 5 Aar), idet de allierede til Afhjælpning af de deraf flydende Ulemper gensidig skulde sikre hverandre Markeder Erstatning. Ligeledes skulde de ved Særoverenskomster hverandre deres naturlige Hjælpekilder, ligesom til Beskyttelse mod Dumping og illoyal Konkurrence fra de fjendtlige Magters Side skulde kunne træffes særlige Foranstaltninger gennem Indførselsforbud eller anden effektiv Fremgangsmaade.

Med Hensyn til den permanente Ordning skulde de allierede„uden
træffe Foranstaltninger til for Fremtiden

at frigøre sig for Afhængighed af de fjendtlige Lande med Hensyn til Raastoffer og vigtige Fabrikata. Dette skulde navnlig opnaas gennem Subventioner til de af Regeringerne ledede eller kontrollerede Foretagender; ved Begunstigelser til Fremme af tekniskeog Undersøgelser; ved Told eller midlertidigeForbud ved en Kombination af disse Midler. Endvidereskulde interallierede Vareudveksling fremmes ved Etablering af direkte og hurtige Forbindelser, Nedsættelse af Transporttakster og Udvikling af Post-, Telegraf- og andre Kommunikationsmidleretc.

Medens Resolutionen vedrørende Krigsperioden fik nogen Indflydelse, idet Frankrig maatte indføre visse Lempelser i sit Forbudssystem overfor de allierede, som forøvrigt ogsaa overfor neutrale Stater, blev den storstilede Plan om en interallieret foreløbig udskudt, da de enkelte Lande var alt for optaget af Krigens Førelse til at beskæftige sig med dette Spørgsmaal, som var af sekundær Betydning i Forhold ti! den militære Sejr. Planen var der dog og gav sig enkelte Udslag. Saaiedes blev der paa det franske Handelsministeriums Initiativ rettet Henvendelse saavel til Handelskamrene som til de store Industriassociationer og -syndikater med Hensyn til den fremtidige Toldpolitik, hvorunder Spørgsmaalet om en interallieret Entente med en Arbejds- og Produktionsdeling. Enquete førte imidlertid ikke til noget praktisk Resultat, men i Foraaret 1918. blev der fra britisk Side fremsat Forslag om, at Storbritannien for en vis, ikke nøjagtig præciseret Periode, skulde stille de til de allieredes Behov nødvendige til Raadighed, altsaa et Tilløb til Opfyldelse af de gensidige Forpligtelser under Rekonstruktionsperioden. Medens der i Frankrig blev truffet Foranstaltninger til at opgøre, stort dette Behov vilde blive, blev Tilbudet forringet at Storbritannien gjorde det afhængigt af, at De forenede Stater vilde paatage sig en Del af Byrden, hvilket ogsaa fik Udtryk i den endelige Overenskomst af 30. December

Under Paavirkning af industrielle og kommercielle Kredse, der ud fra den Betragtning, at Førkrigstidens Handelstraktater ikke mere vilde svare til den økonomiske Situation under den kommende Fred, krævede disse modificerede, men vel ogsaa med Henblik paa Pariser-Konferencens Resolutioner, bestemte Regeringen sig til at nedsætte en teknisk Komité til Undersøgelseaf Traktatspørgsmaalet saavel med Fjenderne som med de allierede og de neutrale. Denne Komité henstillede

hurtigt, at der, indtil nye handelspolitiske Retningslinier kunde udarbejdes, skulde skaffes rent Bord paa Traktatomraadet, og Regeringen besluttede den 23. April 1918, at alle franske Handelskonventioner, som indeholdt Mestbegunstigelsesklausuler eller Tarifaftaler, samt alle Traktater og Konventioner angaaende Skibsfart, Toldreglement, Handelsrejsende, Udøvelse af Handel og Industri samt endelig alle Overenskomster, der kunde hindre Iværksættelsen af en ny Handels-, Søfarts- eller Toldstatut, hvorunderFrankrig at stille sig, blev opsagt. Da Hovedpartenaf Traktater imidlertid vilde udløbe eet Aar efter Opsigelsen, og en ny traktatmæssig Ordning under de givne Forhold ikke kunde forventes etableret indenfor det givne Tidsrum,besluttede franske Regering sig til samtidig med Traktaternes Opsigelse at foreslaa, at disse skulde forlænges, enten stiltiende eller ved formel Advis.

b) Toldpolitiken efter Verdenskrigen.

Overfor en stærkt ændret verdensøkonomisk Situation stod Frankrig saaledes ved Krigens Slutning toldtarifmæssig med en paa Førkrigstiden principielt hvilende Lovgivning og handelstraktatmæssig rent Bord, og da den noget utopiske Plan om interallieret økonomisk Samarbejde, der mere hvilede paa et politisk end et økonomisk Grundlag, trods det ved Vaabenstilstanden dannede „Conseii supréme économique des Alliés" viste sig urealisabel — i alt Fald indenfor kortere Sigt, og navnlig efter at U. S. A. paa Fredskonferencen lod forstaa, at det ikke vilde tiltræde den ovenomtalte Overenskomst 1918 — gik Frankrig, ligesom andre Lande, sin egen Vej, ledet af Selvforsynings- og Selvforsvarstanken, til hvilken senere knyttedes den noget modstridende Kamp om Eksportmarkeder.

Krigskontrolsystemets Afvikling -_— herunder de særlig skabte Organers — foregik nu forholdsvis hurtigt. Efter at Dekretet af 22. Marts 1917 (om almindeligt Indførselsforbud) var blevet godkendt ved Loven af 20. Januar 1919, udstedtes nogle Dage efter et nyt Dekret, som ophævede Indførselsforbudetfor Varer, og ved Dekreter af 13. Juni og 17. Juli 1919 gik man videre, saaledes at der kun var en mindre Liste af indførselsforbudte Varer tilbage. Den 30. December 1920 blev den administrative Beføjelse til at udstede Importforbudophævet. Udførselsforbudene, der havde eksisteretsiden Begyndelse, blev hurtig ophævet, idet

Dekret af 20. Januar 1919 begrænsede disse til faa midlertidigeForbud.

Den franske Toldpolitik blev nu stillet overfor tre Hovedvanskeligheder. det første byggede Førkrigs-Toldlovgivningen faa Undtagelser paa Vægttoldsystemet, saaledes at Efterkrigstidens store Prisstigning blev uden Indflydelse paa Tolden og en Ajourføring af Toldsatserne derfor blev paakrævet. Dernæst nødvendiggjorde Valutadepreciering i andre Lande, der virkede som en Eksportpræmie (Valutadumping), neutraliserende og endelig medførte Landets egen Valutadepreciering den Vanskelighed, at de i Papirfrancs opkrævede langt fra sikrede Førkrigstidens Beskyttelsesmargin.

Naar den gennemsnitlige Beskyttelse i 1914 var ca. 15% af Værdien, blev Beskyttelsen efter Krigens Tredobling af Varepriserne c. 5 % af Værdien, hvorved Vægttoldsatserne i nogen Grad nærmede sig statistiske Afgifter. Da de ustabile økonomiske Forhold paa den anden Side umuliggjorde en egentlig Toldrevision, greb man til provisoriske Midler, for hvilke man fandt Støtte i den ovenomtalte Lov af 1916. Det første Dekret af 14. Juni 1919 gik ud paa Supplering af Vægttoldsatserne „surtaxes ad valorem" efter et ret simpelt Udregningsprincip. Svarede f. Eks. en Vare til en Værdi af 500 Frcs. en Told af 60 Frcs. pr. 100 kg, og Beskyttelsen følgelig før Krigen var 12 %>, vilde med en tredoblet Varepris i 1919 Beskyttelsen være reduceret til 4 %, og status quo blev da oprettet ved en Tillægsafgift paa 8 %> ad valorem. Dette dobbelte Beregningssystem var imidlertid toldadministrativt upraktisk, og man gik derfor allerede ved Dekret af 8. Juli 1919 over til Koefficientsystemet, der først ved det nu foreliggende nye Toldlovsforslag søges afløst.

Ved dette System indførtes variable Multiplikatorer, som blev kalkuleret efter Forholdet mellem de tariferede Varers Førkrigspris og deres aktuelle Pris. En Toldafgift paa f. Eks. 10 Frcs. for en Vare, hvis Værdi i 1914 var 100 Frcs., men i 1919 250 Frcs., blev multipliceret med en Forhøjelseskoefficientpaa = 2.5, saaledes at den faktiske Told, der nu skulde betales, blev 25 Frcs. Systemet forudsætter imidlertidÆndring Prisfluktuationerne og er derfor vanskeligt at praktisere i en Tid med stærkt skiftende Priser. Det blev paalagt en under Finansministeriet nedsat særlig interministeriel „Commission de revision des coefficients" at følge Prissvingningerneog Forslag til Modifikation af Koefficienterne.

Kommissionen udførte i sin Funktionstid 1919—22 et stort
Arbejde og foranledigede udstedt 65 Dekreter, der medførte
Ændringer i 3294 Positionsnumre.

Af disse Dekreter skal særlig fremhæves Dekretet af 28. Marts 1921, der medførte en betydelig Forhøjelse af Maximaltarifen, Forskellen mellem denne og Minimaltarifen, som hidtil var 100 °/o, nu blev forhøjet til 300 %>. Denne Lov var særlig møntet paa Lande med deprecieret Valuta, navnlig Tyskland, som ikke havde traktatmæssig Krav paa en anden Tarif, dog blev U. S. A., som ogsaa var uden Traktat, specielt undtaget, saaledes at Generaltarif en af 1910 gjaldt for dette Land. Ved Dekret af 29. Juni 1921 foretoges en almindelig Revision af Forhøjelseskoefficienterne, som blev stærkt skærpede, Maksimumsgrænsen, der hidtil var 3, nu blev 10, omend denne sidste Koefficient kun undtagelsesvis fik Anvendelse. var Koefficienten mellem 3 og 4.

Foruden disse Ændringer i bestaaende Toldsatser indførtes ogsaa Ændringer og Udvidelser af Nomenklaturen med dertil svarende nye Satser ved Lov af 7. November 1919 angaaende kemiske Produkter. Disse skulde undtagelsesvis underkastes Værditold. Ligeledes skete der Ændringer i Toldtarifen i Kraft af de af Frankrig sluttede Tarifaftaler (herunder navnlig hele Mellemtarifsystemet), hvorom senere.

Da imidlertid Beskyttelsen var betinget af Forskellen mellem Produktionsprisen i Frankrig og i Udlandet, og denne Forskel ikke nødvendigvis stiger med Varernes Pris eller i samme Forhold, maatte et System som Koefficientsystemet, der, ved Toldforhøjelser proportionelle med Vareprisernes Stigning i Frankrig, a priori gik ud fra, at Aarsagerne til denne Stigning Skatter, Arbejdsløn, Transportomkostninger etc.) var noget specifikt for Frankrig og ikke eksisterede i andre Lande, selvfølgelig blive Genstand for stærk Kritik. Saavel fra Indland som Udland fremkom der Klager, dels paa Grund af den toldmæssige Ustabilitet og dels paa Grund af den stærke Beskyttelse Systemet medførte, en Beskyttelse, der gik langt udover sin oprindelige Hensigt. Fra fransk Side hævdede man imidlertid, at dette under den økonomiske Verdenskrise i 1920—21 blev Landet til Nytte, idet det virkede som Bolværk en haardt tiltrængt Hjælp for de under Krigen ødelagte Virksomheder — hvad ogsaa Handelsbalancen bar Vidne om (se Side 52.7).

Med Udgangen af 1922 fik Loven af 1916, der Gang
paa Gang var blevet forlænget — d. 31. Decbr. 1921 dog

med den af Hensyn til Handelstraktatforhandlinger vigtige ndring,at kunde nedsætte og ikke blot som tidligere alene forhøje Toldsatserne — Lov at udløbe, uden at nogen krævede den forlænget, idet Regeringen nemlig blev mindre og mindre tilbøjelig til at paatage sig Eneansvaret for den franske Toldpolitik. Parlamentet var derved genindsat i sine fulde Rettigheder paa Toldlovgivningsomraadet. Enhver Toldændringkunde kun ske ved Lov. Man haabede, at den langsomme Parlamentsbehandling skulde medføre større Toldstabilitet og Afskaffelsen af Koefficientsystemet. Dette sidste blev dog stadig praktiseret ogsaa under det nye Regime, men det blev mere og mere aabenbart, at der maatte ske en egentlig Toldrevision. Hertil bidrog ogsaa den daværende relative Stabiliteti indenlandske Priser.

Deputeretkammerets Toldudvalg, der allerede under Krigen havde taget Initiativet til en Undersøgelse angaaende Toldrevision Krigen, genoptog nu dette Arbejde, der gik ud paa en Ændring i saavel Nomenklatur som i Toldsatser. Kommissionen sig i flere Underkommissioner, raadspurgte Erhvervene og udarbejdede paa Basis heraf og paa supplerende Oplysninger fra Handelsministeriet en ny Nomenklatur. Koefficientsystemet bibeholdt, idet Grundtoldsatsen skulde yde det franske Erhvervsliv den permanente Beskyttelse, medens de variable Koefficienter skulde yde Kompensation for de ved Valutaforhold, Dyrtid, fiskale Byrder, Transportomkostninger o. s. v. skabte specifike Krav.

Samtidig iværksatte Handelsministeren en Enquete, idet
de forskellige Erhvervsgrupper ved Cirkulære af 25. Marts 1923
blev anmodet om at udtale sig om følgende Spørgsmaal:

1. Toldnomenklaturen,

2. Toldafgifternes Paalæggelse og Fordeling (Vægttold,
Værditold, Toldsatsernes Størrelse),

3. Toldafgifternes Betalingsmaade (Guldtold),

4. Særordning for de for det nationale Liv nødvendige

Industrier (Nøgleindustrier etc),
5. Forholdsregler angaaende Dumping.

Til Belysning af disse Punkter indeholdt Cirkulæret udførlige
som kortelig skal anføres.

ad 1. Den siden 1892 skete industrielle Udvikling havde medført, den gældende Nomenklatur ikke mere svarede til den aktuelle Tilstand og end ikke muliggjorde en Assimilation af de nye Varer i den eksisterende Tarif. En større Specifikation var nødvendig.

ad 2. 1 1892 var som tidligere omtalt Vægttolden blevet fastslaaet grundlæggende, og ogsaa nu udtalte Erhvervene sig til Gunst for denne. Omend der til Fordel for Værditolden talte dennes Vaderen efter Priserne og den ved den skabte Mulighed for en enklere Nomenklatur, havde den dog teknisk og økonomisk store Ulemper. Teknisk set medførte den Opkrævningsvanskeligheder og gav let Anledning ToldbedragerieTi og beskyttelsesmæssig kunde den biive ueffektiv paa en Tid, hvor den udenlandske Konkurrence i Form af lave Priser gjorde Afgiftsforøgelse særlig paakrævet.

Da Afgifternes Størrelse skulde fastsættes efter Erhvervsvirksomhedernes for en rationel Produktion, og Fordelingen finde Sted efter en nøje Afvejen af Producent- og Konsumentinteresser, kunde Erhvervenes Forslag i denne Henseende selvsagt kun blive rent vejledende.

ad 3. Ved Fastlæggelsen af en ny Tarif for en længere Periode rejste der sig naturlig det Spørgsmaal, om Toldafgiften skulde fastsættes Francens aktuelle Værdi, eller om man for at give Tarifen større Fasthed og Stabilitet skulde kræve Tolden betalt i Guldfrancs, saaledes at en Revision af Afgifterne kunde undgaas, naar Francen nærmede sig Pariteten. En Guldtold skulde paa een Gang eliminere en af de vigtigste Aarsager til Toldens Vanens efter Varens Pris og herved overflødiggøre Koefficientsystemet samt skabe Kompensation overfor de Lande, hvis deprecierede Valuta indirekte gav disse en Art Eksportpræmie. Spørgsmaalet om Guldtold havde — formentlig foranlediget andre Landes Anvendelse af en saadan - tidligere været fremme i Frankrig, men man havde hidtil holdt fast ved Koefficientsystemet, som det senere vil ses indeholder det endelige ny Toldlovsforslag ikke noget Forslag om Guldtold.

ad 4. De under Krigen indhøstede Erfaringer gjorde det paakrævet undersøge, om Nøgleindustrierne, d. v. s. saadanne for Nationens übetinget nødvendige Industrier — i Lighed med de af England trufne Forholdsregler — skulde nyde særlig Behandling, naar det var dem umuligt at klare sig i Konkurrence fra Udlandet ved den almindelige i Tarifen fastsatte Beskyttelse. Omend en saadan Politik er teoretisk forsvarlig, viser der sig dog ikke ringe Vanskeligheder med Hensyn til Definitionen og Begrænsningen af Begrebet Nøgleindustrier.

ad 5. Allerede Loven af 1910 indeholder Bestemmelser om Dumping, idet det i § 3 bestemmes, at der ved Dekret kan paalægges de Varer, som i Oprindelses- eller Afsendelseslandet („pays d'origines ou de provenance") direkte eller indirekte nyder en Eksportpræmie, en Kompensationsafgift lig den nævnte Præmies Beløb.

Ved denne generelle Formulering mente den franske Regering at være dækket i alle Tilfælde af Dumping, og Handelsministeren anførte, det havde vist sig tilstrækkeligt at henvise til Loven for at faa de Lande, der ydede deres Eksportindustri Præmier eller Subsidier, til at inddrage disse. Men man ønskede dog tillige Erhvervenes Udsagn om de anser Bestemmelserne for tilstrækkelige, eller om de burde kompleteres.

Vanskeligheder rejser sig imidlertid her, ligesom ved Beskyttelsen
af Nøgleindustrier, ved Definitionen af Begrebet „Dumping".

Paa Grundlag af de indhentede Oplysninger blev Handelsministeriet Stand til at udarbejde en ny Nomenklatur og gik derefter i Gang med Fastsættelsen af de nye Toldafgifter, hvorom det ved et andet Cirkulære af 5. Juni 1925 atter indhentede fra de forskellige Erhverv.

Ogsaa Parlamentet beskæftigede sig paa sin Side med Toldspørgsrnaalet. Foruden Fortsættelse af den af Toldudvalget paabegyndte Enquete blev der saavel i Deputeretkammeret som i Senatet rettet Interpellationer til Regeringen angaaende hvilken Told- og Traktatpolitik den agtede at føre. Regeringen svarede med Fremlæggelse af et Lovforslag af 21. November 1924 om en af Hensyn til Traktatforhandlinger partiel Toldrevision, som dog aldrig blev til Lov. Et nyt Fald i Francen havde atter gjort en Ændring i Toldsatserne nødvendig, og ved Loven af 6. April og 14. August 1926 blev Vægttoldsatserne med enkelte Undtagelser Genstand for to foreløbige generelle Forhøjelser 30 o/o¹).

Den i Frankrig — ligesom i andre Lande — stadig herskendeøkonomiske i Særdeleshed Francens Svingningeri vanskeliggjorde imidlertid Arbejdet paa en ny Toldtarif beregnet paa en længere Aarrække. En delvis Revisionaf gamle Tarif vilde let føre til Brud paa den ligeligeFordeling Afgifterne, ligesom den gamle Tarif var lidet egnet som Traktatforhandlingsgrundlag i en Tid, hvor det gjaldt om at modarbejde den i en Række Lande indførte stærke Specifikation i Tariferne, samtidig med at man skabte sig nye Afsætningsmarkeder. Hertil kom Koefficientsystemets Vilkaarlighed,Frankrigs og de specifike Forhold, som Rekonstruktionenaf under Krigen ødelagte Virksomheder, Elsass-Lothringens Indlemmelse i Frankrig og Skabelsen under

---

1) Efter de ved den økonomiske Verdenskonference i Geneve i Maj 1927 foreliggende Oplysninger angives Toldbeskyttelsen i Frankrig i 1925 for samtlige Varer til mellem 9—319^—31 %, for Industrivarer alene til 21 °/o; men i 1926 har der, som ovenfor nævnt, fundet Toldforhøjelser Sted, saaledes at Beskyttelsen nu er større.

og efter Krigen af nye Industrier, der udrustet med den mest moderne Teknik og heraf følgende store Kapacitet, havde Krav paa i størst mulig Udstrækning at faa sikret det indenlandske Marked, i Særdeleshed naar de udenlandske Markeder blev lukket af.

Ledet af dette tredobbelte Formaal: at skabe Beskyttelse for den indenlandske Produktion (herunder Forholdet mellem Landbrugs- og Industribeskyttelse, d. v. s. Genoprettelse af den beskyttelsesmæssige Ligevægt mellem de to Erhverv, idet Forholdet Krigen var forrykket i Landbrugets Disfavør; dog maatte Beskyttelsen afbalanceres under Hensyntagen til Konsurnentinteresseme), forøge Statskassens Indtægter og endelig at tilvejebringe et Traktatforhandlingsmiddel fremsatte Regeringen i Foraaret 1927 sit nye Toldtarifforslag.

Dette Forslag, hvorefter Koefficientsystemet bortfalder, bygger som hidtil paa Dobbelttarifsystemet med Maksimal- og Minimumstarif. Da denne sidste er tænkt som Modydelse ved Traktatforhandlinger, maa det formentlig være Meningen at opgive (jfr. nedenfor). Der skal under Forhandlinger undtagelsesvis kunne træffes Aftale om Nedsættelse Minimalkolonnen. Den ny Nomenklatur er langt mere detailleret og specialiseret, idet den indeholder 1750 Løbenumre mod 654 i Loven af 1892, og mange af Tarifsatserne været Genstand for en betydelig Forøgelse. Ogsaa Række Varer af aktuel Interesse for dansk Udførsel til Frankrig rammes af Forhøjelserne.

Af Forslagets enkelte Paragrafer bør navnlig fremhæves
§ 2 angaaende Tilpasningen af Toldsatserne i Forhold til en
gros Pristallet.

Da Afskaffelsen af Koefficientsystemet gør det nødvendigt paa anden Maade at sikre sig mod Pris- og Valutasvingninger, og da der, som ovenfor omtalt, ikke var stærk Stemning for Guldtold, er Regeringen gaaet den Vej at foreslaa Toldafgifterne reguleret (forhøjet eller nedsat) hvert Kvartal ved Dekret — og paafølgende Godkendelse af Parlamentet — alt eftersom der foreligger Stigning eller Fald i Engrospriserne, dog kun forsaavidt Prisdifferencen i Forhold til det foregaaende Kvartal er mindst 20 %. Endvidere er der foreslaaet fastsat en Grænse for Reduktionerne, idet disse ikke maa overstige 60 °/o af de i Tarifen nu fastsatte Satser. Valget af Engrospriserne som Beregningsgrundlag er sket ud fra den Betragtning, at disse er mere følsomme end Detailpriserne.

Toldlovsforslaget, som har mødt Protest fra adskillige

fremmede Landes Regeringer, naaede ikke at blive gennemført, inden Samlingen sluttede. Derimod lykkedes det den franske Regering i den i August 1927 med Tyskland afsluttede Handelstraktatat indføjet i en Tarifaftale flere af de i Toldlovsforslagetoptagne Toldsatser, som herefter i Henhold til Lov af 27. Juli 1927 ved Dekreter af August s. A. er indgaaeti franske Toldtarif, et Forhold, der navnlig har medførtToldforviklinger U. S. A.

c) Handelstraktatpolitiken efter Verdenskrigen.

Som allerede nævnt opsagde Frankrig den 23. April 1918 med ét Slag samtlige sine Handelstraktater, dog saaledes, at disses Varighed foreløbig forlængedes enten stiltiende eller ved formel Advis. Hensigten hermed var jo at stille Regeringen i en Tid, hvor Frankrig efter Verdenskrigen skulde søge Handelsforbindelserne genoptaget med et fuldstændig forandret et Forhold, som man mente krævede nye Forhandlingsmidler. kom, at der indenfor visse Kredse var en Tendens henimod at foretage en Indskrænkning i Anvendelsen Mestbegunstigelsesklausulen, som ansaas for at være i Strid med Landets Interesser. De klassiske Argumenter mod den übetingede Klausul blev ført i Marken, nemlig dels at det ved denne skabte Tilsagn om Ligebehandling hyppigt svækkedes Manglen paa materiel Reciprocitet, dels ved at Klausulens Indhold var afhængigt af, hvad andre Lande opnaaede endelig ved at, ihvorvel Klausulen var en Garanti mod Fortrinsbehandling af tredie Land, var den samtidig en Hæmsko paa yderligere Begunstigelser, selv mod Kompensation, da disse, hvad enten de ses i Relation til den ydende eller nydende Part, uden Vederlag vilde komme alle mestbegunstigede til Gode. Et saadant System, sagde man, kan være tilraadeligt i normale Tider, men er forkasteligt i en Tid med uligevægtige økonomiske Forhold.

Foruden Begrænsningen i Anvendelsen af Mestbegunstigelsesklausulen ogsaa Tanken om at gøre Mestbegunstigelsen af Reciprocitet. Endelig ansaas det tidligere (Maksimal-Minimaltarif) heller ikke for at være tilstrækkeligt som Forhandlingsbasis, da Erfaringen jo havde vist, at man kunde blive nødsaget til at give Nedsættelser Minimumstarifen.

Uden at fastlægge nye handelspolitiske Principer ad statutmæssigVej
ved Loven af 29. Juli 1919 et andet

Traktatforhandlingsgrundlag. Regeringen bemyndigedes til —_¦¦ mod Modydelser — for en begrænset Tid at tilstaa fremmede Lande Nedsættelser i Generaltarifen i Form af procentvis Nedsættelseaf ¹) mellem Maximal- og Minimaltarifen („negocier entre les deux tarifs"). Saadanne Aftaler kunde foreløbig sættes i Kraft ved Dekret, men skulde straks forelæggesParlamentet Godkendelse, hvis det var inde, og ellers i den følgende Samling. Medens saaledes Regeringen, under 1892^—1910 Ordningen kun havde to Tarifer til Raadighed,fik Mulighed for at forhandle om en Mangfoldighed af Tarifer, idet der var teoretisk Mulighed for at skabe en ny Tarif ved hver Traktatafslutning. Og med Geneialtarifens Forhøjelsei in mente var Forhandlingsmarginen bred²).

Som det vil bemærkes gør Ordningen af 1919 intet Indgreb Toidautonomien, da Parlamentet til enhver Tid kan ændre de i de to Tarifer fastsatte Satser, og kun den i hver Traktat fastsatte Procentsats bliver staaende, saa længe den paagældende er i Kraft. Ligeledes bemærkes, at Loven af 1919 er' tavs med Hensyn til selve Principerne for den fremtidige Handelspolitik, idet den ikke udelukker Tilstaaelse af Mestbegunstigelsesklausulen saa lidt som Minimumstarifen.

Udrustet med dette Middel gik den franske Regering til nye Traktatforhandlinger med Lande med de mest forskelligartede Systemer og mødte de deraf opstaaende Vanskeligheder.

Allerede Bestræbelserne for at begrænse Mestbegunstigelsen overfor det første Land, med hvilket man forhandlede, gjorde, at dette følte sig ringere stillet end de Lande, som i Kraft af gamle Traktater nød almindelig Mestbegunstigelse i Frankrig. Denne Tilstand var vel kun tænkt som midlertidig, idet alle de gamle Traktater med Tiden skulde afløses af nye, men Mellemtilstanden virkede præjudicerende. Paa den anden Side kunde Frankrig næppe vente selv at opnaa almindelig Mestbegunstigelsesstilling den paagældende Medkontrahent, hvad der indeholdt en stor Fare for den franske Handel.

---

1) Ved Dekret af 6. Oktober 1926 er dette ændret til procentvis Reduktion Maximaltarifen, en Ændring der dog ikke betyder nogen reel Forandring i Traktatpolitiken, men kun har til Formaal at lette Toldens Beregning.

2) Til Illustrering af dette System kan følgende Eksempel tjene. Er Maximaltolden for en Vare 1000 Frcs. og Minimaltolden 250, kan der paa Maximaltolden ydes en procentvis Nedsættelse, f. Eks. 50 %>, paa Forskellen (750) mellem de to Toldsatser = 375. Den faktiske Toldsats bliver da 1000 H- 375 = 625 Frcs.

Overfor Lande med Enkelttarif, hvis Satser ved Traktatforhandling nedsættes uden Grænse, stod Frankrig med sin paa Forhaand fastlagte Minimumstarif, og Følgen var, at det Land, som opnaaede Tilsagn om den franske Minimalkolonne, mindre interesseret i et almindeligt Mestbegunstigelsestilsagn, Frankrig uden dette var udsat for, at Konkurrenter senere opnaaede specifike Nedsættelser. Endvidere fransk Krav om Nedsættelse af et andet Lands Enkelttarif møde Modkrav om Nedsættelse i Minimumstarifen.

En Gennemgang af Traktatforhandlingerne med de enkelte
Lande vil da ogsaa vise, at Frankrig maatte kæmpe sig igennem
med en Kombination af ny og gammel Praksis.

I første Række gik Forhandlingerne naturligvis ud paa at faa Traktater med de nyskabte europæiske Stater, nemlig Czekoslovakiet, Estland, Polen og Letland, som erhvervede Tilsagn om Minimaltarif og Mestbegunstigelse for nogle Varer samt Mellemtarif for andre Varer, mod at Frankrig paa sin Side fik Mestbegunstigelse for alle sine Varer i de paagældende

Dernæst sluttedes Konventioner med Spanien og Canada, der er af noget anden Karakter, idet de i højere Grad er materielle og hvoraf navnlig den spanske af 1922 kan tjene til Belysning af konstruktiv Handelspolitik.

Spanien havde vel to Tarifer, men til Forskel fra Frankrig kunde Spanien give Nedsættelser under 2den Kolonne, saaledes at Frankrig i videst Udstrækning maatte søge at faa Tarifaftalerne suppleret med Mestbegunstigelse. Forhandlingerne endte med, at Spanien fik Tilsagn om Minimumstarif (d. v. s. laveste Satser, altsaa Mestbegunstigelse) for 387 Varer (Levnedsmidler, Raastofferog og færdige Varer) og for Hovedparten af de øvrige Varer (c. 300) Nedsættelser fra 50 til 90 % af Forskellen mellem Maximal- og Minimaltarifen. Frankrig opnaaedepaa Side i Spanien dels listemæssig Nedsættelse i 2den Kolonne og Mestbegunstigelse for 313 Varer, dels Tilsagnom Kolonne for alle andre Varer samt endelig Mestbegunstigelsefor Række Varer (835). Da den spanske 2den Kolonne gennemgaaende var højere end den franske Minimumstarif, vilde en simpel Udvikling af Minimumstarifer ikke yde reel Ligebehandling, og Etablering af en vis materie' Reciprocitet opnaaedes da ved ovennævnte Frankrig ydede Nedsættelsei spanske 2den Kolonne. Traktaten, der er der første rene Type i større Stil paa den franske Efterkrigs handelspolitiskePrincip, navnlig et for fransk Handel gunstig'

Resultat, idet Handelsbalancen overfor Spanien i Modsætning til før Krigen nu blev positiv. Ogsaa Spanien opnaaede forøgetAfsætning Frankrig af Vin, Frugter etc, men da Traktatenviste i udpræget Grad at være i Frankrigs Favør, og Spanien tilmed ønskede sig frigjort for sit tidligere indviklede System med Toldnedsættelser og Bindinger og sin Politik fort over paa Tilsagn om Mestbegunstigelse for visse Varer samt Tilsagn om 2den Kolonne for Resten, opsagde Spanien Traktateni De nye Forhandlinger førte til en Tillægskonventionaf August 1926, hvorefter Spanien fik udvidet sin Liste for Varer under fransk Minimaltarif (Mestbegunstigelse), men gav Afkald paa den tidligere visse Varer indrømmede Mellemtarif, medens Frankrig opgav sine specifike Toldbegunstigelsermod dannet ved Sammensmeltningaf tidligere specifike Begunstigelsesliste og den tidligereMestbegunstigelsesliste enkelte Undtagelser (6 Positioner),for sidste Frankrig dog skal nyde de Begunstigelser,som herefter maatte yde noget Land eller herfor forny tidligere givne Begunstigelser udover 1. April 1927. Endvidere erholdt Frankrig den spanske 2den Kolonne for Resten af sine Varer. Som det vil ses danner denne TillægskonventionEpoke saavel fransk som spansk Handelspolitik, idet den er et Led henimod Spaniens Generhvervelse af Toldautonomienog Opgivelse af Mellemtariien.

Endvidere har Frankrig sluttet Traktater med nogle af sine
allierede fra Verdenskrigen, nemlig Belgien, Grækenland og
Italien.

Med Belgien sluttedes en Konvention af 1923. Ogsaa her rejste der sig Vanskeligheder paa Grund af de to Landes forskellige Systemer, idet Belgien vel havde Dobbelttarif, men i Modsætning til Frankrig kunde give Nedsættelser under Minimumstarifen.Resultatet -— delvis vel af politiske Hensyn,o: Indsats i Verdenskrigen — at Belgien opnaaedeMestbegunstigelse Minimumstarif) i Frankrig for alle sine Varer og Toldnedsættelser — væsentlig ved Reduktionaf — for visse Varer samt for faa Varer Ophævelse af Koefficient eller Ændring af Værditold til Vægttold.Frankrig ligeledes paa sin Side almindelig Mestbegunstigelsei for alle sine Varer og Toldbegunstigelser for 267 Varer, enten i Form af Nedsættelse eller Ophævelse af Koefficienter eller Nedsættelse i Satser eller Ændring fra Værditold til Vægttold. Endelig fastsættes for begge Lande særlige Afgifter for visse Varer, der stammer eller kommer fra

Lande, der ikke nyder Minimumstarifen i de to Lande. Hensigtenmed sidste Ordning er at undgaa, at tyske Varer falskeligt indføres til et af de to Lande. Som det vil ses, er Traktaten med Belgien lidet præget af Loven af 1919 og er ved generel Ydelse af Mestbegunstigelse og Toldkonsolidering formentlig om ikke i Strid med den nye Lovordnings Bogstav saa dog med dens Aand. Traktaten blev imidlertid forkastet af Belgien. I Stedet sluttedes i 1924 en „modus vivendi" med mere begrænsede Lister. Hertil føjedes senere Tillægsaftalerneaf og 1926.

Med Grækenland, der ligesom Frankrig opsagde alle sine gamle Traktater, sluttedes først en midlertidig Aftale af 1924, der blev afløst af en endelig Konvention af 1926. I denne fik Grækenland Tilsagn om Minimumstarif (d. v. s. de til enhver Tid laveste autonome eller konventionelle Satser, altsaa Mestbegunstigelse) samt .—.^— mod Frankrigs almindelige Princip om Ikke-Konsolidering af Afgifter — Tilsagn om Ikke- Forhøjelse ad administrativ Vej for Vin, Likører og Uldiæpper, medens Frankrig forbeholder sig sin Fortrinsret med Hensyn til den ny Toldtarif; dog skal Grækenland i Tilfælde af, at det anser eventuelle Forhøjelser for altfor store, have Ret til at kræve nye Forhandlinger.

Med Italien afsluttedes først en „modus vivendi" (af 1922), hvis Hensigt var at genoprette en vis Ligevægt mellem de to Landes Tarifpolitik, indtil en endelig Traktat kunde afsluttes. af de to Lande førte Toldpolitik havde fuldstændig forrykket det Forhold, der var skabt ved den gamle Traktat af 1898. Frankrig opnaaede den italienske Konventionaitarii plus Mestbegunstigelse samt specifike Toldbegunstigelser for c. 140 Varer. Italien fik til Gengæld fransk Minimumstarif plus Mestbegunstigelse Løfte om, at den franske Regering ved Dekret skulde nedsætte Forhøjelseskoefficienten for en Række Varer af Interesse for Italien, altsaa som det vil ses atter et Skridt — omend vel dikteret af politiske Hensyn — til Siden fra Loven af 1919. Aftalen blev senere suppleret med en Specialaftale af 1923 for Silke og Silketøjer samt en Tillægskonvention 1926 og en Noteveksling af s. A. Det karakteristiske de sidstnævnte to Ordninger er, at visse italienske Varer fritages for de franske generelle Toldforhøjelser i 1926 paa 30 %.

Endelig skal til Slut omtales Frankrigs Handelstraktatforhold
de tidligere fjendtlige Magter: Østrig, Tyrkiet, Ungarn
og Tyskland.

Forholdet til Østrig maa ses i Forbindelse med den under Folkeforbundets Auspicier foretagne Aktion til Genrejsning Østrigs Finansforhold. Da Østrig i Henhold til Saint- Germain-Fredstraktaten var bundet til ensidig Mestbegunstigelse overfor Frankrig, bødede Frankrig, der saa med Velvillie paa Saneringen af Østrigs økonomiske Forhold, herpaa ved ved Dekret 10. Februar 1923 at tilstaa Østrig — for faa Varer af særlig Interesse for Østrigs Eksport — Minimumstarif eller Reduktionen mellem 25 og 75 °/o af Forskellen mellem Maximal og Minimaltarifen, en Ydelse, der fremkaldte Protest, idet der herved var ydet ensidige Begunstigelser til et Land i Strid med Loven af 1919, der kun tillod Ydelse mod tilsvarende Genydelser. Hertil kom, at Ydelser til et Land som Østrig med deprecieret Valuta delvis vilde undergrave Forhøjelserne i Maximaltarifen ved Dekretet af 28. Marts 1921. Ved Konventionen 22. Juni 1923 blev Forholdet ordnet, saaledes at Østrig for visse Varer fik fransk Minimumstarif (indenfor et vist Kontingent) og Reduktionen paa Marginen mellem de to Tarifer (samt Tilsagn om for disse Varer at faa samme Behandling Czekoslovakiet og Ungarn), mod at Frankrig fik Tilsagn om Mestbegunstigelse i Østrig for alle sine Varer dels med Hensyn til Told, dels med Hensyn til Importforbud samt Tarifaftale for visse Varer. En Tillægsaftale af 1924 forøgede Antallet af de tarifaftalte Varer for de to Lande.

Forholdet overfor Tyrkiet blev ordnet ved Lausannetraktaten 24. Juli 1923, hvorefter Frankrig ligesom de andre kontraherende Magter fik Tilsagn om den tyrkiske Toldtarif af 1916 (med nærmere fastsatte Forhøjelseskoefficienter) mod, at Tyrkiet til Gengæld faar Mestbegunstigelse. Ved en Tillægsaftale 1924 præciseres Tyrkiets Ret til Mestbegunstigelse for visse Varer samt — med Undtagelse af Vin — for de øvrige Varer til Minimumstarif plus Forhøjelse af 50 % af Forskellen mellem Maximal- og Minimumstarif en.

Med Ungarn afsluttedes en Konvention af 1925 med
Tillægskonvention af 1926, begge efter Systemet med Kombination
fransk Minimal- og Mellemtarif.

Som allerede nævnt var Tyskland ved Fredstraktaten bundet til ensidig Mestbegunstigelse overfor de allierede (herunderFrankrig) 10. Januar 1925. Da Frankrig saaledes efter dette Tidspunkt vilde være uden traktatmæssig Ret i Tyskland, blev der i Oktober 1924 indledet Forhandlinger om en Handelstraktat. En af de væsentligste økonomiske Interesser, Frankrig skulde sikre sig, var paa den ene Side dets Forsyningmed

syningmedKul og Koks, paa den anden Side dets Afsætning i Tyskland af fransk Støbejern og Staal (navnlig elsass-lothringsk Jern, som ligesom andre Varer i Henhold til Versaillestraktaten skulde indgaa frit i Tyskland indtil 10. Januar 1925). Hertil kom det særlige Forhold med Saardistriktets Indlemmelse fra 1925 i fransk Toldomraade. Under Hensyn til de store Interesser,der begge Lande stod paa Spil, og det politiske Forhold Landene imellem, blev Forhandlingerne naturligt langvarigeog Den 10. Januar 1925 blev overskredet, uden at man naaede til et Resultat. Først i Februar kom en Noteveksling i Stand, der dels tog Sigte paa en provisorisk Ordning for c. 9 Maaneder, dels paa Principerne for en endeligTraktat. Saaromraadets Vedkommende blev delvis sluttet Aftaler af 11. Juli 1925 (som dog blev forkastet af den tyske Rigsdag) og 5. August 1926, som senere blev suppleretmed Tillægsaftale af 6. November 1926. Herved sikredes Toldfrihed eller Toldlempelser — indenfor visse Aarskontingenter— visse Varer fra Saaromraadet til Tyskland eller for visse tyske Raastoffer og Færdigfabrikata til Saaromraadet.Navnlig Indførsel til tysk Toldomraade for Saarjernvar Betydning og maa ses i Forbindelse med den d. 6. Juni 1925 afsluttede private Overenskomst mellem tyske og franske Jernindustriorganisationer. Ved en foreløbig Handelsaftaleaf Februar 1926 opnaaede Frankrig en begrænset Mestbegunstigelsesliste i Tyskland, mod at Tyskland for visse Varer fik enten Minimumstarif eller Reduktion i Maximaltariien i Frankrig. For nogle af de to Landes Varer var endvidere fastsat Kontingenter. Ved Tillægsaftaler af 8. April og 5. August1926 Frankrig forhøjet sit Kontingent for friske Grøntsager og blev fritaget for Kontingent for en Række af de hidtidig kontingenterede Varer, medens Tyskland til Gengældfik Lister udvidet. Endelig d. 17. August 1927 lykkedes det at faa en egentlig Handelstraktat — omend af provisorisk Karakter — i Stand mellem Frankrig og Tyskland. Frankrig yder herefter Tyskland Tilsagn for de vigtigste Varer om Behandling efter Minimumstarif (for enkelte Varer dog kun for et vist Kontingent, for andre vel uden Kontingent, men efter en ny aftalt Minimumstarif, der som ovenfor nævnt er blevet lovfæstet) eller Mellemtarif plus Mestbegunstigelse i begge Tilfælde. Til Gengæld opnaar Frankrig i Tyskland Tilsagn om særlig Tarifaftale plus Mestbegunstigelse for visse Varer og listemæssig Mestbegunstigelse for andre Varer. For fransk Vin er endvidere fastsat Kontingent.

Foruden de ovennævnte egentlige Handelskonventioner har Frankrig afsluttet en Række enten midlertidige Aftaler eller korte Konventioner eller Notevekslinger, saaledes med Norge, Portugal samt nogle exotiske Stater som Guatemala, San Salvador, Nicaragua og Siam (her dog en veritabel Traktat).

Som det fremgaar af de hidtil afsluttede Traktater, har Frankrigs Handelstraktatpolitik efter Krigen i det store og hele været baseret paa Loven af 1919, som tilstræbte Begrænsning i Anvendelse af Mestbegunstigelsesklausulen og i Ydelse af Minimumstarifen og i Stedet søgte at give Mellemtarifer. Til Gengæld har Frankrig fordret fuld Mestbegunstigelse i de Lande, som praktiserede en saadan Politik, ud fra den Betragtning, at Ækvivalent i Koncessioner maatte medføre den indenfor hvert Lands System mulige bedste Behandling.

Den bedste Behandling bestod i Frankrig i

1) Tilsagn om Minimumstarif for et begrænset Antal Varer eller med andre Ord Mestbegunstigelse for disse Varer, da Frankrig ikke ved Traktat kan yde Nedsættelser under Minimumstariien.

2) Tilsagn om Mellemtarif.

At gennemføre dette Princip i sin Renhed har som paavist været muligt, navnlig var jo Belgiens Tilsagn om Minimumstarif for alle Varer fuldstændig i Strid med 1919- Principet. Hertil kommer, at efterhaanden som Antallet af Traktater stiger, indvikles Frankrig — ligesom Spanien — i et System med en Række Tarifer, saa at den rent administrative af Systemet er meget vanskelig, et System, som har sit Forsvar som ekstraordinært Middel under ekstraordinære

Ved det nye Toldlovsforslag, der er beregnet paa mere normale Forhold, søger Frankrig da ogsaa at komme tilbage til det gamle System før Krigen. I Motiverne hedder det saaledes, at de to Tarifer ikke er Forhandlingstarifer. Ydelsen af Minimumstarifen, der efter Frankrigs Mening er saa moderat, at den ikke kan nedsættes, skulde være tilstrækkelig Koncessionmod Landes laveste Tarifer, eller — hvis disse Landes Tarifniveau ligger højere end den Beskyttelse, Frankrig sætter overfor deres Varer — Konventionaltarifen, som sænker dette Niveau. Undtagelsesvis skal der dog ligesom i 1892 — 1910 kunne gives Nedsættelser i Minimaltarifen, naar denne

overstiger den nødvendige Kompensation i Forhold til andre
Landes Produktionsbetingelser, eller den medfører en uretfærdig
Hindring for Vareudvekslingen med Frankrig.

Endvidere hedder det, at omend Anvendelsen af Dobbelttarif vanskelig forenelig med Ydelse de jure af Mestbegunstigelsesklausulen, Frankrig i det mindste yde Mestbegunstigelse facto og i en saadan Udstrækning, at intet Traktatland skal have Grund til at klage over Diskrimination, ligesom det ogsaa som hidtil kan yde Mestbegunstigelse for de Varer, der virkelig er af Interesse for det paagældende Land.

Kildemateriale: C. J. Gignoux: L'aprés guerre et la Politique Commerciale (Paris 1924); Pierre L'hoste: Pourquoi et comment la France doit reviser son tarif douanier (Paris 1925); Revue d'Economie politique (1923, 1924); Tarif des Douanes (1925); Projet de loi portant revision du tarif general des douanes (Paris 1926); Henri Falcoz: Rapport fait au nom de la commission des douanes et des conventions commerciales (Deputeretkammerets 1927); J. B. Essen: Die Politik des auswärtigen (Stuttgart 1925); Franz Eulenburg: Neue Grundlagen der Handelspolitik (Mfinchen und Leipzig 1925); League of Nations Treaty Series; Franske Handelstraktater; Fransk Handelsstatistik.