I. Problemstilling og Definitioner.

A. Det relative Udbytte, Interessen for Forholdet mellem Produktionens Udbytte og dens Omkostninger var fra Malthus' Tid længe koncentreret om Overbefolkningsproblemet, om det Spørgsmaal, hvorvidt Menneskenes fremtidige Forsyning med Behovtilfredsstillelsesmidler maatte ventes at blive stadig vanskeligere tilvejebringe, og man kom da naturligt ind paa Undersøgelser af de Vilkaar, hvorunder Udvidelser kunde finde Sted i de forskellige Produktionsgrene. Man fandt, at disse Vilkaar var afgjort forskellige i Industri og Landbrug; medens Udvidelsen indenfor den industrielle Produktion bevirkede, at Forholdet mellem Udbytte og Omkostning stadig tiltog, var det relative Udbyttes Tendens i Landbruget derimod aftagende. Denne Modsætning udtrykte man da saaledes, at man opstillede Love for det relative Udbyttes Variationer, gældende hver sin Produktionsgren: det tiltagende Udbyttes Lov i Industrien, det aftagende Udbyttes Lov i Landbruget. — Den fortsatte Beskæftigelse Problemerne har imidlertid ført til en nærmere Analyse af Produktionsprocessen, og man er herved kommet ind paa at opstille forskellige Sondringer, som man tidligere ikke havde øje for eller dog ikke lagde Vægt paa.

a. For det første maa man naturligvis sondre mellem de
forskellige Betydninger, der kan lægges i Udtrykket relativt
Udbytte; det er klart, at naar man spørger om, hvorledes det

---

1) Efter nærværende Arbejdes Afslutning er jeg blevet bekendt med en af Sosialökonomiske Studerendes Utvalg udgivet mimeograferet Afhandling af Dr. Ragnar Frisch: Tekniske og økonomiske Produktivitetslover.

relative Udbytte varierer som Følge af visse nærmere bestemte Aarsager, saa vil man have ligesaa mange Problemer, som man har relativt Udbytte-Begreber. Man maa altsaa undersøge, hvilke Flertydigheder der vil være Tale om for Begrebet relativt Udbytte.

Sammenligner man forskellige Forfattere, der har beskæftiget med dette Begreb, vil man finde, at de ikke blot i visse Tilfælde giver forskellige Definitioner af det relative Udbyttes Produktionens Udbytte, men tillige og navnlig giver en Mængde forskellige Bestemmelser af det relative Udbyttes Produktionens Omkostninger. Idet Tællerens og Nævnerens Flertydigheder begge gør sig gældende i Brøken, opstaar der for denne — d. v. s. for Forstaaelsen af det relative Udbyttes Begreb — et ikke helt ringe Antal Kombinationsmuligheder. maa først og fremmest nævnes Sondringen mellem fysiske (tekniske) og økonomiske Enheder. Udbyttet kan maales enten i Mængde eller i Penge, og Omkostningerne kan ligeledes maales enten i fysiske Enheder eller i Penge. Allerede herved er for det relative Udbytte 4 Forstaaelsesmuligheder Det maa dog bemærkes, at disse ikke alle er lige praktiske. Sjældnest vil der være Brug for Begrebet Pengeudbytte pr. fysiske Omkostningsenheder, men ogsaa Begrebet pr. Pengeomkostninger er ofte kun af underordnet Interesse, i alt Fald i Sammenligning med de to øvrige Begreber, de, hvori Tælleren er maalt efter den fysiske Mængde. Det er i nærværende Fremstilling alene de to sidstnævnte der tages i Betragtning; de betegnes henholdsvis tekniske og det økonomiske relative Udbytte, alt efter om Nævneren — Omkostningerne - er maait i fysiske Enheder eller i Penge.

Hermed er imidlertid lang fra alle Flertydigheder nævnt. Yderligere maa for det første anføres, at man m. H. t. den nærmere Bestemmelse af Begrebet fysiske (tekniske) Omkostningsenhederkan forskellige Muligheder: enten den Energi, hvormed Produktionsfaktorerne virker paa Produktet, eller den Energi, hvormed visse Faktorer selv er produceret, eller visse tilfældige ydre Maal som Hektar, Hestekræfter 0.5.v.; Diskussionen herom optages nedenfor (II). Endvidere er det relative Udbyttes Nævner flertydigt af den Grund, at man enten kan tænke paa Omkostningen ved alle Produktionens Faktorer eller kun paa Omkostningen ved en enkelt af disse. Endelig maa som Flertydighedsgrund nævnes den Omstændighed, at der kan tænkes enten paa Gennemsnits- eller paa Grænseudbyttet;

ved det sidste Begreb förstaas Udbyttetilvæksten pr. tilføjet
Enhed af Omkostninger, medens det relative Gennemsnitsudbytteer
pr. totale Omkostninger.

Betydningen af samtlige Flertydigheder kan belyses ved en Betragtning af, hvilke Begreber en Række Forfattere arbejder Aarum (Samfundets økonomi lp 191), Tarp (Soc-ök. Sf. Festskr. p 104) m. fl.: Marginalt fysisk Udbytte pr. marginal fysisk Enkeltkomponent; Jantzen: (Nat.-ök. Tidsskr. 1924 p 2): totalt økonomisk Udbytte pr. Enhed af Pengeudgift til samtlige Bagge (Ekon. Tidsskr. 1920 p 193 ff.), Taylor (Principles 1923 p 136) m.fl.: totalt fysisk Udbytte pr. Mængdeenhed af en enkelt Komponent; Birck (Nat.-øk. Tdskr. 1921 p 144): totalt fysisk Udbytte pr. Enhed dels af en enkelt Komponents, dels af samtlige Komponenters Arbejdsomkostninger. De anførte Begreber er dog ikke altid de eneste relative Udbyttebegreber, som de paagældende Forfattere opererer

Samtlige Flertydigheder ved Begrebet relativt Udbytte gælder naturligvis eo ipso Begreberne tiltagende og aftagende Udbytte (increasing og decreasing return), lige saa vel som Begrebet Optimum (o: størst mulig Værdi af relativt Udbytte).

ft. Det blev ovenfor nævnt, at man m. H. t. Spørgsmaalet om, hvorledes det relative Udbytte varierer som Følge af visse nærmere bestemte Aarsager, først og fremmest maa sondre efter, hvilken Betydning der lægges i Udtrykket relativt Udbytte;men er klart, at man for det andet maa sondre efter, hvilken nærmere Bestemmelse der gives af de forudsatte Aarsager. Spørgsmaalet er, hvorledes det relative Udbytte varierer,naar sker dette eller hint. Men hvad er det, som man forudsætter, der sker? I Almindelighed forudsætter man, at der sker visse Ændringer i Maaden hvorpaa Komponenterne sammensættes, (og man kan atter herunder foretage Sondringer mellem forskellige Slags Ændringer, jfr. Afsn. III), — men det kan ogsaa hænde, at man ikke forudsætter noget bestemt i Spørgsmaalet om disse Ændringer, idet man nemlig da spørger om, hvorledes det relative Udbytte ændres, naar man — navnligsom af Befolkningspresset ¦_— udvider Produktionen, bl. a. ved Oprettelse af nye Bedrifter. Det var som nævnt dette Spørgsmaal, til hvilket Interessen for det relative Udbytte i lang Tid alene var knyttet; da det er forskelligt fra — men dog paa den anden Side ikke ganske uvedkommende — det førstnævnte Spørgsmaal, der angaar Følgerne af visse

bestemte Ændringer i Komponenternes Sammensætning, vil det
være af Betydning at belyse den indbyrdes Forbindelse mellem
de to Problemer.

Det førstnævnte af disse er det mest elementære. Naar man varierer Komponenternes Sammensætning, vil man foraarsage Ændringer i det relative Udbytte;¹) og Interessen vil her i første Række være knyttet til den Kombination, der giver størst Værdi af Forholdet mellem Udbyttet og Pengeomkostningerne til samtlige Komponenter. Det mere komplicerede Udvidelsesproblem derimod, naar man spørger om, hvorvidt den Værdi af relativt Udbytte, der er den største (d: den største blandt de af forskellige Komponentsammensætninger forskellige Værdier), naar en vis Produktmængde produceres, kan være forskellig fra den Værdi af relativt Udbytte, der er den største, naar man producerer en større absolut Mængde. Svaret herpaa som Følge af to Omstændigheder blive bekræftende. Den ene af disse Omstændigheder er Komponenternes ufuldstændige hvis Betydning er bekendt under Navnet „Stordriftens Fordele", hvorom nærmere nedenfor. Den anden Omstændighed er Komponenternes Knaphed, der bevirker, en stærkere Beslaglæggelse af disse vil forhøje deres Priser, - - iøvrigt oftest i ulige Grad paa Grund af ulige relativ Knaphedsgrad. Det vil ses, at Knaphedsmomentet spiller en Rolle, naar man arbejder med et relativt Udbyttebegreb, hvor Mapvnprpn pr l^r>mnAnonlnricor

Med Hensyn til de to Omstændigheder: Delelighedsmomentet Knaphedsmomentet, er det foreløbig kun sagt, at de bevirker, at den Værdi af relativt Udbytte, der betegner Optimum, n-f-m Kvanta produceres, er forskelligt fra den Værdi, der betegnede Optimum, saalænge kun n Kvanta produceredes. desuden vil det være naturligt at bemærke, at det saa godt som altid vil være forskellige Komponentsammensætninger, betinger det gamle og det nye Optimum. den førstnævnte af de to Omstændigheder, Delelighedsmomentet, virket, vil den nye Optimumskombination altid være forskellig fra den gamle, og for Knaphedsmomentets Virkning gælder det samme alene med Undtagelse af det Tilfælde, at de forskellige Komponenters Priser er steget i samme Grad.

---

1) Der tænkes i nærværende Afsnit paa Gennemsnits-, ikke paa Grænseudbyttet.

Det er af Betydning, at Delelighedsmomentet og Knaphedsmomentet paavirker det relative Udbyttes Optimumsværdi hver sin Retning: Delelighedsmomentet vil som oftest virke i Retning af at gøre det nye Optimum (efter Udvidelsen) end det gamle, medens Knaphedsmomentet virker i Retning af at gøre det mindre end det gamle. Hvor stærk den sidstnævnte Virkning er, beror naturligvis paa, om forholdsvis knappe Komponenter spiller en forholdsvis stor Rolle for Produktionen af den paagældende Vare; for Varer, hvor dette er Tilfældet, vil det nye Optimum da ofte kunne blive mindre end det gamle, idet altsaa Knaphedsmomentets mindskende Virkning er stærkere end Delelighedsmomentets forhøjende medens det modsatte Resultat indtræder for andre Varer. Det er dette, der menes, naar der tales om increasing decreasing return som gældende henholdsvis Industri Landbrug.¹) Men selv om det maatte være rigtigt, at der er denne Forskel mellem Industri og Landbrug, vil man dog se, at det vil være misvisende at tale om forskellige „Love" for de forskellige Produktionsgrene; thi i alle Produktionsgrene vil Bevægelsesretningen for Optimum fremgaa som Resultat af de samme to Omstændigheders Virken, Delelighedsmomentet og Knaphedsmomentet; det er altsaa ganske den samme Problemstilling, gælder i alle. Tilfælde, og Svaret falder kun forskelligt fordi de to bestemmende Momenter kan have forskelligt

Disse Bemærkninger har som sagt skullet gøres for at pointere Forskellen mellem det simple Komponentsammensætnings-Problemog mere komplicerede Produktionsudvidelses- Problem. I den følgende Fremstilling er det navnlig det førstnævnteaf Problemer, der interesserer, (Afsn. II_—IV),

---

1) Naar Knapheden paa en Komponent bevirker, at man maa tage daarligere Komponenter i Brug, saaledes navnlig ringere Jord, vil man i visse Tilfælde kunne opfatte dette som en Form for en i tilsvarende Grad dyrere Betaling for en nyinddraget Komponentmængde af samme Kvalitet. Selv hvor denne Betragtning imidlertid er uigennemførlig, idet de nyinddragne maa opfattes som artsforskellige fra de hidtil anvendte, vil der dog kun foreligge et særligt Tilfælde af Knaphedsmomentets Virkning, saaledes at der ikke vil være nogen Grund til at supplere de i Teksten nævnte to Aarsager, Delelighedsmomentet og Knaphedsmomentet, med en tredje Aarsag. Afgørende for den Styrke, hvormed Knapheden virker, er bl. a. Komponenternes eller mindre Rørlighed, se herom G. Bagge: Den aftagande och den tilltagande afkastningens lagar, Ek. Tidsskr. 1920 p. 208, o. f.

medens nogle faa Bemærkninger om Udvidelsesproblemet er
gjort i Afsn. V.

Tilbage staar endnu at angive, hvilket af de mange relative der i det følgende arbejdes med. Planen er i saa Henseende den, at der successivt arbejdes med forskellige Begreber. Først diskuteres ¦¦- i Afsn. II — Begrebet fysisk Udbytte maalt paa et fysisk (teknisk) Fæliesudtryk for samtlige Komponenter. Dernæst behandles Afsn. 111 Begrebet fysisk Udbytte maalt paa en Enkeltkomponent i fysisk Maal, og i Afsn. IV Begreberne fysisk Udbytte maalt paa Pengeomkostningen til en Enkeltkomponent og fysisk Udbytte maalt paa Pengeomkostningen samtlige Komponenter. Endelig er det i Afsnit V om Udvidelsesproblemet alene det sidstnævnte relative der haves for Øje.

Gennem Undersøgelsen søges der givet et Bidrag dels til en klar Problemstilling i Almindelighed indenfor de herhenhørende dels til Spörgsmaalet om, paa hvilken Maade man med størst Fordel skal sammensætte Produktionens Komponenter.

B. Begrebet Komponent. I disse Undersøgelser vil det stadig være nødvendigt at arbejde med Begrebet en Komponent, Begreb, der overalt spiller en saa indgribende Rolle, at en præciserende Bestemmelse deraf er paakrævet.

En enkelt Bemærkning maa straks gøres: det vil vistnok være praktisk at sondre saaledes mellem „Produktionsfaktor" og „Produktionskomponent", at man ved Produktionsfaktorerne forstaar de tre Hovedgrupper af Produktionsbetingelser: Jord, Kapital og Arbejde, medens Komponenter betegner alle de forskellige enkelte Bestanddele, hvori disse Hovedgrupper lader sig opdele.

Der er klar Enighed om den Sprogbrug, at man som Komponent kun betegner en saadan Foreteelse, hvis Variationerbevirker i den fremstillede Vares Mængde eller Kvalitet. Ingen andre Foreteelser vil man kalde Komponenter.Men er tvivlsomt, om der vil være Enighed om at indbefatte under Komponentbegrebet samtlige saadanne Foreteelser, hvis Variationer paavirker Produktionsresultatet. Sæt, at der ved en Oversvømmelse trænger Vand ind i et industrielt Anlæg, saaledes at Produktionen hæmmes eller helt standses. Er en saadan ødelæggende Foreteelse en Komponent? I visse

Forbindelser plejer man faktisk at godkende dette; man taler om, at en successiv Forøgelse af en variabel Komponent, der samarbejder med et vist Sæt af fixe Komponenter, i visse Produktionerkan det absolutte Udbytte, saaledes at dette efter at have naaet en Maximumsværdi atter aftager, eventuelttil som Følge af, at den variable Komponent yderligere øges. Fra det Punkt, hvor det absolutte Udbytte saaledes aftager, virker den paagældende, stadig øgede Komponentaltsaa Tydeligst er dette, naar en abnormt regnfuld Periode dræber Markens Spirer. Men der er jo i Virkeligheden ikke paa det teoretisk afgørende Punkt nogen Forskel mellem Vandets produktødelæggende Virksomhed i dette Tilfælde og Ødelæggelsen ved Oversvømmelse i det føromtalteindustrielle Man vil da enten includere i eller excluderefra Komponentbegrebet samtlige produktødelæggende Foreteelser. Her vælges det første.

Man kan begrænse Komponentbegrebet til kun at omfatte saadanne produktpaavirkende Foreteelser, for hvilke der betales en Pris. Dette er dog utvivlsomt lidet praktisk, og der er ikke i det følgende taget Hensyn til denne Begrænsning.

Af Betydning er nu endvidere det Spørgsmaal, hvorledes man skal afgøre, om der i et givet Tilfælde foreligger kun en enkelt Komponent, eller om man skal tænke sig denne opdelt i en Flerhed af Komponenter, m. a. O. hvorledes man skal sondre mellem en enkelt Komponent og et Kompleks af Komponenter. er næppe praktisk herved at sondre efter ydre fysiske Særegenheder. Selv yderst forskellige fysiske Foreteelser regnes som en enkelt Komponent, forsaavidt de indenfor den betragtede Periode stadig varierer i indbyrdes samme Retning og Forhold. — Herudover er imidlertid endnu en Afgrænsningsbestemmelse nødvendig; det er klart, at hvis man definerer en Komponent som en saadan Foreteelse, Variationer paavirker Produktet, vil ogsaa de saaledes Komponenters A ars ager, overhovedet alle de forudgaaende Led i Aarsagsrækken, falde med ind under Komponentbegrebet, der naturligvis vilde gøre dette ganske værdiløst. Denne Omstændighed kræver et særligt Forbehold i Komponentbegrebets Definition.

Alt i alt skulde denne Definition da lyde saaledes:

En Komponent er en hvilken som helst Foreteelse, Bestanddele varierer i indbyrdes samme Retning og Forhold, og hvis Variationer bevirker ndringer Produktionsudbyttet, dog med Udeladelse

af de saaledes bestemte Komponenters Aarsager og
Forudsætninger.

Der kan paa dette Sted være Grund til at pege paa en Sondring mellem to Arter af Komponenter, nemlig dels saadanne, Betydning for Produktet ligger deri, at de leverer Stof til dettes Dannelse, Stof-Komponenter, og dels de øvrige, som man kunde kalde Funktionskomponenter. Produktionsprocessen da saaledes, at Funktionskomponenterne med Stofkomponenterne som Materiale et vist rearrangement of matter (Marshall's Udtryk); ganske tilsvarende man, at i samme Grad som en Komponent virker ødelæggende paa Produktet, virker den i Retning af a disarrangement of matter. — Der bliver senere Anledning at optage disse Synspunkter.

Man kunde nu sluttelig spørge, om en saa skematisk Opfattelse Produktionsprocessen kan opretholdes helt überørt af den Kendsgerning, at visse Produktionsgrene er organiske. I disse arbejder man jo med Forudsætninger af en ganske særegen nemlig Spirerne til visse Organismer, saaledes at man søger at give disse de bedst mulige Vækstbetingelser. Imidlertid man fastholde, at der ikke er noget til Hinder for at opfatte Spirerne som Komponenter; et andet er, at det kan være vanskeligt at afgøre, om man bør henregne dem til Stofkomponenternes Funktionskomponenternes Gruppe, idet de jo ikke blot leverer Stof til Produktets Dannelse, men tillige som Komponenter er præget af en Ejendommelighed, der adskiller dem fra alle andre Komponenter, og som man maaske bedst kan udtrykke saaledes, at hver Art af Spirer indebærer Disposition for en ganske speciel rearrangement of matter, — ejendommelig baade ved sin Art og ved at kræve sin Tid.

II. Udbyttet maalt paa en teknisk Fællesnævner for samtlige Komponenter.

Hvad der i nærværende Afsnit skal undersøges, er, om man overhovedet med nogen Mening kan opstille et Begreb relativt Udbytte i Betydningen Udbytte maalt paa en fysisk (teknisk) Fællesnævner for samtlige Komponenter. Om Tællereni Begreb, det absolutte Udbytte, er kun at sige, at man her i alle Tilfælde opererer med et vist Kvantum af en vis Vare, hvis Art maa forudsættes givet; og dette maa förstaas

strengt, saaledes at ogsaa Kvaliteten er givet. Problemet er
m. a. O. koncentreret i Begrebet teknisk Omkostning.

A. Man kunde for det første spørge, om det er muligt at bestemme dette Begreb saaledes, at man derved tænker paa Komponenternes Effekt paa Produktet. Men her møder man straks den Vanskelighed, at den Energimængde, der medgaar ved Varers Produktion, ikke udelukkende leveres gennem Mennesket.Man direkte Solens Energi paa Markerne, indirektegennem Vinden (Møller), Vandstrømme, den i Kullene oplagrede Energi o. s. v. Det er ofte i Diskussion om det tekniske relative Udbytte en Grund til Uklarhed, at Forestillingen om denne Naturenergi, som man kort kunde kalde den, flyder sammen med Tanken om den menneskelige Energipræstation, — at man, for at tage et Eksempel, forvekslerden Energi i Gødning med Anstrengelsen ved at sprede den paa Marken. Det Begreb, der her er kaldt Naturenergi,volder store Vanskeligheder. Hvorledes skal f. Eks. Pløjning tages i Betragtning? Tænker man paa Naturenergien,maa jo fra det anlagte Synspunkt regne ganske ens med Pløjning og med saadanne fortidige geologiske o. 1. Processer, hvorved Jorden præpareredes paa samme Maade i Henseende til Konsistens, — maaske ogsaa m. H. t. Frugtbarhed,hvad naturligvis ud fra Naturenergi-Synspunktet maatte sættes ganske lig med Gødskning. Hvor stor en Del af disse Processers Energitransformation skulde da tænkes at være KornetsOmkostning? kunde maaske ville undgaa denne Vanskelighed ved at nøjes med at spørge om den Naturenergi, der tilføres gennem saadanne Komponenter, der skyldes Mennesket,altsaa direkte Arbejdsydelses Effekt plus de produceredeKomponenters m. m.) Effekt paa Produktet. Men heller ikke ved denne Problemstilling undgaar man Vanskelighederne.Man paa mange Omraader kunne finde to saadanne Virksomheder, mellem hvilke der er den Forskel, at det i den ene, men ikke i den anden, har været nødvendigt at foretage en eller anden Arbejdspræstation, maaske ret übetydelig,men for at etablere en saadan Tilstand, i hvilken en Strøm af Naturenergi kunde komme til at virke paa Produktet, hvad der uden en saadan forudgaaende Præstation kan ske i den anden Virksomhed. Man vilde da paa Grund af denne maaske i og for sig übetydelige Forskel faa en langt større Omkostning i den første end i den anden Virksomhed, fordi man i den første, men ikke den anden, medregnede den omtalte Strøm af Naturenergi. — Som en yderligere Vanskelighed

kan det nævnes, at man jo ud fra Naturenergiens Synspunkt vilde være ude af Stand til at tage i Betragtning saadanne Komponenter, der — som Fabrikbygninger — overhovedet ikke har nogen i Energienheder maalelig Effekt paa Produktet. Naturenergi-Synspunktet er saaledes ufrugtbart, og man bør næppe opstille saadanne Begreber som Energidose i BetydningenEnhed Naturenergi; noget anderledes er muligvis Forholdet, hvis man derved tænker paa Arbejdspræstationen, altsaa for Maskinernes Vedkommende ikke den Energi, de præsterer,men menneskelige Energi, der har skabt dem.

B. Imidlertid vil det Omkostningsbegreb, man i saa Fald kommer ind paa, ligeledes frembyde afgørende Vanskeligheder. Jo mere man analyserer det, des større Uensartethed mellem dets Bestanddele viser der sig. Arbejdets Arter er jo mangfoldige, det er næppe altid tilfredsstillende at reducere denne Mangfoldighed ved Hjælp af den Betragtning, at Arbejdspræstationernes skyldes ulige Grad af Uddannelse og Optræning, og at Ensartethed derfor simpelthen opnaas ved at tilregne hver Vare, der er produceret ved kvalificeret Arbejde, en Kvotadel af det paagældende Uddannelsesbesvær. Herved kunde man maaske nok tillade sig at se bort fra den Vanskelighed, at der altsaa til nøjagtig Bestemmelse af en Vares Fremstillingsbesvær maatte kræves Oplysning om, over hvor mange Præstationer i vedkommende Persons hele Levetid Uddannelsesbesværet skulde fordeles, en Beregning, der jo altid vilde være usikker, bl. a. fordi Anvendelsen af selv de mest specielle Dødelighedstavler hviler paa et Postulat, Postulatet om en vis Forbindelse mellem Fortid og Fremtid. Men det vilde yderligere være en Fejl, om man vilde se bort fra de ulige medfødte Anlægs Indflydelse, og navnlig vilde der stadig staa den Hovedvanskelighed tilbage, der ligger i de to forskellige Arbejdsarter Hjerne- og Muskelarbejde. Kan man addere disse? Kan man sige, at en Bogs Arbejdsomkostning rummer Forfatterens Typografens Arbejde?

Foruden Arbejdsomkostningerne indgaar der i Begrebet Varefrembringelsens Ofre endnu et Element, nemlig Venteofret. Moderne Produktion koster ikke blot Ulysten ved selve Arbejdspræstationen,men Ulysten ved at vente den Tid, som Produktionsomvejen kræver; forventer man ikke dette Venteofferbetalt en ekstra Produktmængde, vil man ikke gaa saa lang en Produktionsomvej. Venteofret er altsaa utvivlsomt en Omkostning. — Endelig kunde man maaske spørge, om man ikke bør opfatte det som et Offer ved Frembringelsen af

en vis Vare, at man derved beslaglægger en vis Kvantitet Jord, idet denne derved unddrages andre Anvendelser. Det er dog tvivlsomt, om dette „Offer" lader sig sideordne med de ovenfor nævnte. Det maa aabenbart snarere sideordnes med „Ofret" ved at man giver en vis Arbejdskraft eller et vist Venteoffer en bestemt Anvendelse og dermed unddrager det andre Anvendelser.Disse vilde jo iøvrigt falde bort i en Betragtning af Ofrene ved al Produktion under ett.

Man stilles nu overfor Spørgsmaalet om det indbyrdes Forhold mellem Fremsiillingsbesværets forskellige Bestanddele: Venteofret og de forskellige Arbejdsarter. Har de visse Fællesegenskaber,saaledes man ved Abstraktion kan bestemme Begrebet tekniske Omkostningsenheder som Bærerne af disse Fællesegenskaber, eller er de inkommensurable, saa at Abstraktion er meningsløs? Afgørende er i saa Henseende to Omstændigheder, for det første, at der eksisterer forskellige Arter af Ofre, for det andet, at disse Ofre opbydes af forskelligePersoner. for sig vilde vistnok hverken den ene eller den anden af disse to Omstændigheder forhindre Kommensurabilitet, men tilsammen gør de den übetinget umulig.Situationen skematisk illustreres saaledes, at man har 4 Begreber at operere med: Personen A's Offer af Offerarten a, Personen A's Offer af Offerarten fi, Personen B's Offer af « og endelig B's Offer af fi. Hvorledes kan nu disse 4 Begreber adderes? Det vil ses, at man i hvert Fald kan addere de to førstnævnte Begreber med hinanden og analogt de to sidste Begreber med hinanden. Man optæller i saa Fald vedkommendePersons Maalingen er vel behæftet med Skønsmomentets Usikkerhed, men den er ikke begrebsmæssigmeningsløs. der producerer eller medvirker i Produktion, vil sætte som Vilkaar, at det ham tilfaldende Udbyttebyder et større Antal Tilfredsstillelsesenheder end det af ham opbudte samlede Antal Ulystenheder. Ethvert Menneske kender saadanne Afvejninger, hvorunder subjektiv Bedømmelse paa ejendommelig Maade skaber en Fællesnævner for tilsyneladende inkommensurable Foreteelser. Altsaa 1 PersonsVenteoffer den samme Persons Besvær ved én Art Arbejde -\- hans Besvær ved en anden Art Arbejde -{-•••

2 Arbejdstimer m.H.t. en vis Kvalitet og Intensitet af Arbejde kan betyde enten 2 Personers Arbejde i 1 Time eller 1 PersonsArbejde 2 Timer; man vilde altsaa bestemme, hvad en af flere Personer produceret Vare i alt havde kostet af en vis Offerart, idet man ganske saa bort fra Ulysten og udelukkende optalte Summen af Offertimer.¹) Men det, som det foreliggende Problem gaar ud paa, er Addition til en eneste Sum af alle de 4 nævnte Størrelser, A's Offer af a, A's af /?, B's af a og B's af j 3; thi faktisk sker jo Vareproduktion ved at en Flerhed af Mennesker hver for sig opbyder forskellige Arter af Ofre. Man ser imidlertid, at de 4 Størrelser ikke er Bærere af nogen Fællesegenskab.At dem er da ikke muligt. Hvad saa?

Man kan naturligvis vælge en af de to mulige Additioner, saaledes at man optæller enten samtlige Ofre for een Person eller en vis Art af Ofre for samtlige Personer, for da at maale Udbyttet paa den saaledes fremkomne Omkostningssum. Det er noget saadant, der førsøges i Opstillingen af det saakaldte Energidosebegreb. Professor Birck skriver i Nationaløk. Tidsskr. 1921 p. 134: „Naar vi i det følgende bruger Ordet Energidosesom for Komponenterne, reduceret til et fælles Maal, er det ikke Summen af Komponenternes Virkning, vi tænker paa, men deres Fremstillelsesbesvær". — I dette „Fremstillelsesbesvær" er det ganske vist ikke muligt at sammenfattesamtlige Opbud af samtlige Offerarter; man kan jo kun sammenfatte samtlige Personers Ofre af en bestemt Art; men ind under denne Oiferart kan man søge at anbringe intet mindre end samtlige Arbejdsarter, saaledes at man altsaa

---

1) At man kan optælle Mængden af Arbejdstimer m. H. t. en vis Kvalitet og Intensitet af Arbejde, er uden videre klart. Derimod irembyder Begrebet Venteoffertimer forsaavidt Vanskelighed, som det er vanskeligt at præcisere, hvad det egentlig er, der sker i de Timer, man optæller. Har man en disponibel Arbejdsmængde lig med a-b Arbejdstimer (a Mand å b Timer), og man da i Stedet for at anvende den til Konsumvarer sætter den ind paa en Produktionsomvej, idet man lader den fremstille en Maskine, synes det derved paatagne Venteoffer jo at maatte maales ved Størrelsen ab; men hvis Maskinen derpaa producerer n Varekvanta, hvoraf et vist bestemt Kvantum først fremstilles efter c Timers Forløb, hvor stort er da dette Varekvantums Er det (- c? Eller - - -4- a-c? n n Begge Dele synes ret meningsløse. Men det er klart, at det maa være muligt give ganske bestemte Svar paa disse Spørgsmaal, hvis Begrebet Venteoffer fysisk Betydning — altsaa uden for Pengeansættelsernes Omraade) skal kunne forstaas som andet end blot en Sum af Ulyst. Det forudsættes i nærværende Fremstilling, at dette virkelig er muligt; derved stilles den her omtalte Vanskelighed i Bero, idet andre, mere utvivlsomt afgørende Vanskeligheder i Forgrunden.

med Udeladelse kun af Venteofret fæster sig ved „Fremstillelsesbesværets"samtlige Bestanddele; det forudsættes altsaa muligt at paavise en Enhed, ved hvilken disse Bestanddele, stadig for alle Personers Vedkommende, skulde være indbyrdes kommensurable. Denne fælles Enhed er ikke Ulysten, men derimod den under Præstationen stedfindende fysiologiske Energiomsætning.Det at saavel Hjerne- som Muskelarbejdelader føre tilbage til Energitransformationer mellem Celler, og at det altsaa, selv om dets Størrelse ikke i Praksis lader sig bestemme, dog kan tænkes maalt i en fælles Enhed,jfr. med at bestemme Kalorieværdien af den Mængde Føde, der kræves til en vis Tids Regnearbejde o. lign. De maalte eller tænkte Energiangivelser er jo virkelig kommensurablefor Flerhed af Personer. — Man maa blot være opmærksom paa Begrænsningen i det saaledes opstillede EnergidosebegrebsAnvendelighed Følge af, at Venteofret ikke har kunnet medtages.

Vil man kort sammenfatte det hidtil fremførte, maa Resultatet at være dette, at Forsøget paa en Totalitetsbetragtning, kunde muliggøre Opstillingen af det ønskede Begreb teknisk Optimum i Relation til samtlige Produktionsanstrengelser, mislykkedes.

Kan man da ikke, i Mangel af bedre, nøjes med en Tilnærmelse?Man ganske vist den Ulempe, at Summen af Personen A's Ofre er inkommensurabel med Summen af PersonenB's o. s. v., ligesom ogsaa Summen af samtlige Personers Ofre af en enkelt Offerart er inkommensurabel med Summen af samtlige Personers Ofre af en anden Offerart o. s. v. Men kunde man ikke — idet man eksempelvis holder sig til den sidstnævnte Samling af indbyrdes inkommensurable Summer— at Forholdet mellem Udbyttet og den ene af disse Summer ændredes med samme Procent som Forholdet mellem Udbyttet og den anden af de nævnte Summer? I saa Fald vilde jo Udbyttet maalt paa „samtlige" Omkostninger være ændret med den omtalte Procent; og skulde Forudsætningenom, Ændringsprocenten var den samme overalt, ikke være ganske rigtig, kunde man maaske trøste sig med, at den herved begaaede Fejl i mange Tilfælde kun vilde være af ringe kvantitativ Betydning. Man kunde f. Eks. vælge ndringsprocentenfor af de omtalte Forholdsangivelser som Stikprøve eller vælge en Slags Gennemsnitstal for samtlige ndringsprocenterfor at faa en brugbar Tilnærmelse til det rigtige Helhedstal. En Tankegang som den her anførte kan i

alt Fald forekomme nærliggende, naar man ser forskellige Forfattere behandle det relative Udbyttes Problemer saaledes, at de under eet tænker sig Kapital og Arbejde vokse i uforandret indbyrdes Sammensætning, for derpaa at maale Udbyttetpr. af dette Komponentkompleks; jfr. saaledes Scharling (Samfundsproduktionen p. 93), Aschehoug (I p. 249), Philippovich's svævende Udtryk Erhöhung des Aufwandes (Grdr. 1920 I p. 175), Riis-Hansen m. fl. — Imidlertid kan den omtalte Tanke om en tilnærmet Angivelse ikke opretholdes.Man ikke forbinde nogen Mening med en tilnærmetVærdi det rigtige Helhedstal, hvis der ikke med nogen Mening kan tænkes et rigtigt Helhedstal. Strengt taget bør man vel end ikke, naar samtlige Størrelser tilfældigvis ændres med samme Procent, tale om, at denne Procent gælder Udbyttet maalt paa samtlige Omkostninger som en Helhed betragtet;men Procenterne er forskellige, er i alt Fald enhverForestilling tydeligt meningsløs.

Man er altsaa lige vidt.

Situationen er forsaavidt besynderlig, som man er strandet paa en Vanskelighed, der i det daglige Liv synes at blive overvundet Lethed; her sammenlignes jo til Stadighed forskellige Menneskers Ulyst. Rent eksempelvis kan nævnes det Tilfælde, at en Læge tager forskelligt Honorar alt efter Patienternes Evne, d. v. s. han sammenligner deres Ulyst ved at undvære visse Beløb. Paa denne Kommensurabilitet hviler overhovedet store Dele af Etikken. Men man rnaa være opmærksom paa, at det, der her er Tale om, er, at den Enkelte i Kraft af en særlig Evne til Forstaaelse tænker sig i en anden Persons Sted og forestiller sig dennes Lyst eller Ulyst i denne og hin Situation. Idet dette gøres overfor en Flerhed af Personer, bliver den Sammenligning mellem deres Ulyst mulig, der vel i Virkeligheden mange Tilfælde ogsaa ligger til Grund for Interessen for det • i nærværende Afsnit omhandlede Omkostningsbegreb. Kun paa denne subjektive Maade kan det afgøres, (fordi der kun er Mening i paa denne subjektive Maade at spørge om), hvorvidt Produktionens Goder efterhaanden fremstilles ved stadig mindre Besvær med Hensyn til baade Arbejdspræstationer og Venteoffer for Menneskene som Helhed, uanset at hist og her nogle Menneskers Ulyst stiger medens andres falder, og uanset at det fra Generation til Generation drejer sig om forskellige Mennesker.

Men den ud fra nationaløkonomisk Synspunkt afgørende
Indvending mod at basere et teknisk Omkostningsbegreb paa

de her omhandlede subjektive Bedømmelser ligger lige for: det drejer sig om Følelser, som dels ikke kan angives ved nogen exakt Maaling, (idet man i saa Henseende kun kan opstille en vis Rækkefølge af Medlidenhedstilfælde alt efter Følelsens Styrke), — og som dels vil være til en vis Grad forskellige for de forskellige Mennesker, (idet de ikke alle opstiller ganske samme Rækkefølge).

III. Udbyttet pr. teknisk Enhed af en enkelt Komponent.

Som Nævner i det tekniske relative Udbytte bliver det da hos moderne Økonomer stadig mere almindeligt at vælge visse rent ydre Egenskaber ved en enkelt Komponent, f. Eks. Hestekræfter for Maskiner; Vægt for Gødning; Areal; o. s. v. At man ikke ved Maalinger af denne Art kan tage mere end een Komponent i Betragtning ad Gangen, siger sig selv. Det tekniske Optimum biiver altsaa et Begreb, der har Henblik paa en enkelt Komponent. Til Belysning heraf skal i nærværende Aarsageme til Variationerne i det tekniske relative Udbytte, saaledes som dette Begreb nu sidst er defineret, gøres til Genstand for en nærmere Betragtning.

To Produktionstilstande kan være forskellige i en af tre Henseender. Enten kan def i den ene forekomme en eller flere Komponenter af en saadan Art, der ikke forekommer i den anden. Eller, hvis dette ikke er Tilfældet, kan det kvantitative mellem Komponenterne i de to Produktionstilstande forskelligt. Eller, hvis helier ikke dette er Tilfældet, der være Forskel paa Komponenternes absolutte Størrelse i de to Produktionstilstande. Den første af disse tre Forskelligheder er Forskel i Henseende til Teknik, den anden er Forskel i Henseende til Proportion, den tredje er Forskel i Henseende til Komponenternes Koefficienter.¹)

Denne Sondring kommer ganske naturligt til Anvendelse,
naar der spørges om de mulige Aarsager til forskellige Værdier

---

1) Man kunde spørge, om ikke en fjerde Forskel er mulig: Forskel i Maaden, hvorpaa visse kvalitativt og kvantitativt givne Komponenter sammensættes. Denne Systematik synes dog unødig besværlig. I selve Begrebsbestemmelsen hver enkelt Komponent maa Sammensætningsejendommelighederne til Udtryk, idet hver Komponent først vil være givet, naar alle de Egenskaber, der gør sig gældende i dens Funktion, er taget med i Bestemmelsen. Forskelligartede Sammensætninger maa altsaa opfattes som Sammensætninger af forskelligartede Komponenter, d. v. s. som forskellig Teknik.

af teknisk relativt Udbytte. Den ene af disse Aarsager vil nemlig ses at være forskellig Teknik. Den anden er forskellig Proportion. Derimod er det klart, at to Produktionstilstande, der kun er forskellige i Henseende til Komponenternes Koefficienter,maa nøjagtig samme Værdi af Forholdet mellem Udbyttemængde og Mængden af en vis Komponent; i saadanne Tilfælde, hvor denne sidste Sætning tilsyneladende ikke gælder, vil det ved nærmere Betragtning ses, at den angivne Forudsætning ikke strengt taget kan siges at være til Stede.

De to Aarsager, Teknik og Proportion, skal hver for sig omtales i det følgende. En enkelt Bemærkning maa dog først gøres: Saa nødvendigt det end er at fastholde Sondringen mellem den ene Side kvalitative og paa den anden Side kvantitative mellem Komponenterne, maa man dog være opmærksom paa, hvor vanskeligt det i det givne Tilfælde kan være at afgøre, hvilken af de to Slags Uligheder der foreligger. Afgørelser af denne Art maa vistnok træffes forskelligt alt efter Øjemedet for den konkrete Undersøgelse, man foretager; hvor man kun interesserer sig for Komponenternes grovere Hovedegenskaber, man i visse Tilfælde kunne betragte de paagældende som udelukkende kvantitativt forskellige, medens man i en Undersøgelse, der ogsaa tager mindre fremtrædende i Betragtning, maa regne med kvalitativ Forskel. Kunde man ikke saaledes se bort fra de for Øjemedet kvalitative Forskelligheder mellem Komponenterne, vistnok i Virkeligheden de Tilfælde, hvor man uforstyrret af tekniske Uligheder kunde operere med varierende Proportioner mellem Komponenterne, reduceres til et ganske betydningsløst Antal.

A. Teknik. Den Bestemmelse af Begrebet forskellig Teknik, der ovenfor er givet, er ikke ganske svarende til almindelig Sprogbrug, men har fremfor denne det Fortrin at muliggøre klar og konsekvent Begrebsbehandling. Det er let at finde Eksempler paa saadanne Tilfælde, hvor der foreligger forskellig Teknik ifølge den ovenfor givne Definition, men hvor man derimod i almindelig Sprogbrug ikke vilde tale om forskellig det er i saa Henseende tilstrækkeligt at nævne Dyrkning af Jordstykker med forskelligt Indhold af Plantenæringsstoffer. er jo ikke noget enestaaende Tilfælde, at det i teoretisk Arbejde er hensigtsmæssigt at give andre Definitioner, at fastslaa en anden Sprogbrug m. H. t. visse Udtryk, end den i Dagligsproget gængse.

I Tilknytning til Bestemmelsen af Begrebet forskellig Teknik bør man maaske standse et Øjeblik ved det Spørgsmaal, hvilken Mening der kan forbindes med at betegne en vis Komponentsammensætning som højere Teknik end en anden. Ud fra Forestillingen om. at et Fællesudtryk for samtlige tekniske kunde være muligt, vilde det ligge nær at betegne en vis Teknik som højere eller lavere end en anden, alt efter om Forholdet mellem Produktmængden og denne tekniske Totalomkostning var større eller mindre for den første end for den anden af de paagældende to Kombinationer. nu er, som ovenfor paavist, et saadant altomfattende teknisk Omkostningsbegreb ikke muligt. Ganske naturligt vil da det Spørgsmaal melde sig, om den Forestilling-, der i almindelig knytter sig til Ordene højere Teknik, blot er en halv Tankedannelse, hvorudaf det er umuligt at faa et Begreb Mening, eller om der virkelig lader sig opstille et holdbart Begreb højere Teknik, vel at mærke indenfor almindelig Rammer; thi den Udvej at overflytte Betegnelsen et helt andet Begreb vilde jo være af liden Interesse. Man kunde maaske betegne en Kombination som høj eller lav Teknik alt efter Størrelsen af det Venteoffer, som de i vedkommende benyttede Komponenter har kostet at fremstille; Venteofret förstaas her som maalt i Tidsenheder, hvad man ogsaa kan udtrykke saaledes, at det er Produktionsomvejens man fæster sig ved. Det kan naturligvis indvendes, at dette Kriterium — om det overhovedet bruges — i alt Fald ikke i Almindelighed er Folk bevidst, naar de taler om højere Teknik. Af større Vægt vilde det dog selvsagt være, om man kunde underbygge den Indvending, at Venteofret teknisk Begreb kun kan förstaas som en Sum af Ulyst (jfr. p. 420 Noten), men at det iøvrigt maa opfattes ikke som et teknisk, men som et økonomisk Begreb.¹)

---

1) Dette sidste Begreb, altsaa Renteudgiften, kunde man vel med større Klarhed anvende som Bestemmelsesgrund for Teknikens Højde. Det maa imidlertid bemærkes, at hvis man overhovedet vil anvende et Pengebegreb i denne Forbindelse, er der et andet Pengekriterium, der paatrænger sig Opmærksomheden af den Grund, at det vistnok allererede har en vis Udbredelse almindelig Sprogbrug, nemlig de samlede Pengeomkostninger pr. Vareenhed. Selv om Begrebet højere Teknik i denne Betydning ikke ganske vil være identisk med, hvad mange tænker paa ved dette Udtryk — jfr. navnlig at Teknikens Højde jo herefter vilde variere med Komponentpriserne har det dog i alt Fald (ligesom det ovenfor nævnte Begreb Renteudgiften) det Fortrin at være ikke en halv Tankedannelse, men et skarp og klart Begreb.

Det er næppe muligt at opstille nogen almengyldig Regel om, med hvilken Art af Komponenter man skal lade en vis Komponent samarbejde for at opnaa størst relativt Udbytte maalt paa denne sidstnævnte Komponent. En nærmere Efterforskning samtlige mulige Aarsager til, at denne og hin Teknik giver en saa og saa stor Værdi af relativt Udbytte, vilde føre ind paa en Mangfoldighed af specielle Studier. Hvor saadanne ikke foreligger, maa man indskrænke sig til at konstatere rent faktiske, at Komponentsammensætning S_x har vist sig at frembyde større relativt Udbytte end Komponentsammensætning ₂, hvorimod man maa være varsom med at opstille en almengyldig Teknikens Lov; thi man vilde herved Fare for kun at udtale den rent tautologiske Sætning, at størst Værdi af relativt Udbytte faas ved en saadan Kombination, giver størst Værdi af relativt Udbytte.

B. Proportion. Noget lettere er det at paapege visse almengyldige Tendenser, naar man undersøger Virkningen af ændret Proportion mellem Komponenterne, idet det er muligt at opstille visse Regler for Variationernes Retning; men om deres Størrelse kan man ikke vide noget apriori. Det er derfor klart, at om man vil opstille en Proportionalitetslov, man ligesom i det førnævnte Tilfælde være opmærksom at man ikke blot udtaler den rent tautologiske Sætning, at størst Værdi af relativt Udbytte faas ved en saadan Kombination, der giver størst Værdi af relativt Udbytte.

a. Een Variabel, Produktionstilstande, der adskiller sig fra hverandre derved, at Komponenterne forefindes i varierende indbyrdes Proportion, viser Korrelation mellem paa den ene Side Variationerne i det tekniske relative Udbytte maalt paa Komponenten K_x og paa den anden Side Variationerne i Forholdet K_x og K₂, idet K2K₂ betegner samtlige øvrige Komponenter, mellem hvilke det indbyrdes Forhold tænkes fikseret. Almindeligvis illustrerer man denne Afhængighed ved en Kurve, enten saaledes at man som Ordinatværdier vælger at angive det relative Udbytte, eller saaledes at Ordinaterne angiver det absolutte Udbytte; Abscisseværdierne udtrykker den varierende mellem Komponenterne. Ved denne grafiske Fremstilling anskueliggøres visse Fællesegenskaber for al Produktion.

I hosstaaende Figur er som Ordinat afsat Udbyttets absolutteStørrelse, Abscisseværdierne angiver de varierende absolutte Mængder af K^ idet K2K₂ tænkes absolut fikseret. Lader man « betegne Koefficienten til K1(K₁₍ vil det absolutte

Udbytte i Almindelighed være O for a = 0 (Punkt A); dereftervil vokse, idet a vokser, indtil et Maximumspunkt (D); vokser « da yderligere, er det muligt, at Udbyttet bevarerMaximalværdien, det kan ogsaa tænkes, at det synker, eventuelt helt til 0. Det er dette sidste Tilfælde, der er illustreret i den afbildede Kurve (Punkt E).

M. H. t. Terminologien maa et Par Bemærkninger gøres.
Der er i Almindelighed Enighed om at betegne som Minimum
Punkt, hvor baade den uafhængigt variable og den

afhængigt variable er 0 (Punkt A). Ligeledes er der Enighed om, at man ved Optimum m. H. t. en vis Komponent forstaar det Punkt, der angiver den største Værdi af relativt Udbytte maalt paa vedkommende Komponent (Punkt C, jfr. ndf.).¹)

Hvad endelig angaar Udtrykket Maximum, er Sprogbrugen vaklende, idet man som Betegnelseskriterium snart tager det absolutte Udbytte, saaledes at Punkt D bliver „Maximum", og snart tager a, saaledes at E bliver „Maximum". I det følgende betegner Maximum Punkt D, medens E kaldes det øvre Minimum modsat A som det nedre Minimum.

---

1) Forstaaelsen af Udtrykket Optimum frembyder — bortset naturligvis de Flertydigheder, der skriver sig fra selve det relative Udbyttes Begreb — iøvrigt usikker Sprogbrug m. H. t. Forudsætningen om Komponenternes idet man ved Optimum enten forstaar den Komponentsammensætning, vilde give størst Værdi af relativt Udbytte under Forudsætning Komponenternes fuldstændige Delagtighed, ell er den Sammensætning, der blandt de faa, der er mulige under Forudsætning af den faktiske ufuldstændige giver størst Værdi af relativt Udbytte; denne Tvetydighed imidlertid i nærværende Fremstilling først en Rolle i Afsnit V, idet der indtil da overalt ræsonneres under den fuldkomne Deleligheds Forudsætning, Afsnit V er de to Optimumsbegreber betegnet henholdsvis det potentielle og det aktuelle Optimum.

Vil man ved Hjælp af Kurven for det absolutte Udbytte danne sig en Forestilling om det relative Udbyttes Variationer, skal man for et hvilket som helst Kurvepunkt K tænke sig K projiceret ned paa Abscisseaksen til Punkt Q; det relative Udbytte da Forholdet mellem Linjestykkerne Q K og A Q. Tænker man sig at ændre Proportionen mellem den variable og de fikse Komponenter, saaledes at a vokser med p°/o, vil der naturligvis være henholdsvis increasing, constant eller decreasing alt efter om det absolutte Udbytte derved vokser enten med mere end p°/o, nøjagtig med p°/o eller med mindre end p %.

Omkring et hvilket som helst Kurvepunkt vil paa et kort Stykke Kurven være meget nær retlinjet. — Betegner C det Kurvepunkt, hvis Tangent gaar gennem A, vil — naar Punkterne V 1V₁ og V2V₂ tænkes at ligge paa Kurven paa hver sin Side af C i kort Afstand — Stykket V, V2V₂ paa Kurven praktisk talt tillige et Stykke paa Tangenten. Kaldes da Abscisselængderne V: og V, henholdsvis x_x og x₂, Ordinaterne henholdsvis _x og yO,y₀, har man x1:x₁:x₉=y₁:y₂, d. v. s. naar a øges med en vis Procent, øges det absolutte Udbytte med lige saa mange Procent. Der er med andre Ord constant return ved Punkt C. Omkring et hvilket som helst Kurvepunkt K vil der være henholdvis increasing, constant eller decreasing return i Relation til Komponenten K,, alt efter om K's Tangent er henholdsvis „stejlere", lige saa „stejl" eller „fladere" end Linjen AK. (Ordet stejl skal naturligvis herved iorstaas saaledes ogsaa med Henblik paa Kurvestykket DE — at en Tangent siges at blive „stejlere", saalænge den drejer sig i Retning mod Uret, og „fladere", naar den gaar med Uret, idet et bevægeligt Punkt tænkes at glide ad Kurven fra A til E).

Det tekniske Optimum med Hensyn til K: er altsaa
det Kurvepunkt, hvis Tangent gaar gennem A. Man ser, at
Optimum (C) har mindre Abscisse end Maximum.

Naar det absolutte Udbytte kan aftage fra Punkt D at regne, idet K_x stadig vokser, maa den Overskudsmængde af K1;K_1; der fra Punkt D kommer til, altsaa virke ødelæggende paa Produktet (bevirke a disarrangement of matter). Er imidlertid dette erkendt, ligger det nær at spørge, om det da ikke analogt maa gælde, at en Formindskelse af K_x ned under en vis Mængde i Forhold til K., ligeledes maa have Produktødelæggelsetil nemlig indirekte derved at nu de relativtrigelige K9K₉ vil have nedbrydende Virkning. Man vil se, at netop dette er Tilfældet paa Kurvestykket til

venstre for Punkt C; thi at man her har tiltagende Udbytte maalt paa K_x, betyder jo, at man paa denne Strækning vil øge Udbyttet for hver Enhed af Kl;K_l; naar man mindsker den Mængde af K₉, som den samarbejder med; den fjernede Del af K9K₉ maa altsaa have virket ødelæggende. Ligesom det imidlertider at Kurven slet ikke bøjer nedad efter Punkt D, men fortsætter i en vandret Linje, angivende, at der ikke her forekommer nogen produktnedbrydende Virkning, er det naturligvis paa den anden Side ogsaa muligt, at man ikke paa Kurvestykket før Punkt C har nogen nedbrydende Virkning. I saa Fald vil enten C falde i Punkt A, eller Stykket A C vil være retlinjet.

Da man jo kan gaa ud fra, at Producenterne altid saavidt overhovedet muligt vil undgaa saadanne Overskudsmængder af Komponenter, der vil virke ødelæggende paa Produktet, er det klart, at de udenfor Stykket CD liggende Dele af Kurven er af meget ringe praktisk Interesse. Det er Kurvestykket CD, der har den langt overvejende Betydning. Dette Betydningsforhold bl. a. til Udtryk, naar man af og til taler om, at decreasing og tncreasing return kun er „to Sider af samme Sag", d. v. s. at naar Udbyttet pr. Enhed af K3K₃ er aftagende, er dette ensbetydende med at Udbyttet pr. Enhed af K2K₂ er tiltagende omvendt; det relative Udbytte er tiltagende pr. Enhed af den relativt mindskede og aftagende pr. Enhed af den relativt øgede Komponent. Det er nemlig klart, at naar dette Ræsonnement fremføres, tænkes der ikke paa hele Kurven fra A til E, Der tænkes alene paa Kurvestykket CD. Men at denne Begrænsning sjældent udtales udtrykkelig, er netop et Vidnesbyrd om, med hvilken Selvfølgelighed man anser Stykket C D som det eneste, der er Grund til at regne med.

Det relative Udbyttebegreb, hvormed der hidtil er opereret i nærværende Afsnit, kunde man mere præcist betegne som det tekniske relative Gennem snit s udbytte med Hensyn til K_x, idet rnan derved forstaar Forholdet mellem det totale (ikke marginale) Udbytte og den totale Mængde af K_x. Det kan imidlertid være af Interesse at se, hvorledes dette Begreb forholdersig det tekniske Grænseudbytte m. H. t. K1(K₁₍ hvorvedförstaas Tilvækst — eller, for negative Værdier, det Fradrag — i absolut Udbytte, der er Følgen af, at K_x Øges med en Enhed. Hvor den foranstaaende Kurve paa et vist Stykke maatte være retlinjet, maa Grænseudbyttet være konstant, idet der jo paa et retlinjet Kurvestykke stadig kommer samme

Ordinattilvækst for hver tilføjet Abscisseenhed. Er Kurven paa et vist Stykke buet, kan man bestemme Grænseudbyttets Variationsretningved tænke sig et bevægeligt Punkt glide op ad det paagældende Kurvestykke fra dets mindste til dets største Abscisseværdi. Hvis dette bevægelige Punkts Tangent derved vil svinge i Retning mod Uret, vil der paa det paagældende Kurvestykke være tiltagende Grænseudbytte, medens der vil være aftagende Grænseudbytte paa saadanne Kurvestykker, hvor Tangentens Bevægelsesretning er med Uret. Det Punkt, hvor Tangentens Bevægelse skifter fra at dreje mod Uret til at dreje med Uret, er aabenbart Grænseudbyttets Optimum (Punkt B). Det ses, at dette Punkt har mindre Abscisse end GennemsnitsoptimumC.

Dette Beliggenhedsforhold fremgaar jo iøvrigt af den elementære at man paa Tilvækstens Maximalpunkt (Grænseoptimum) vil have for de hidtidige Tilvækster en gennemsnitlig der naturligvis vil være langt mindre end Maksimaltilvæksten; man da næste Gang faar en Tilvækst, der vel betegner Aftagen i Forhold til sin Forgænger, men som dog er større end det hidtidige Gennemsnit, vil altsaa derved Gennemsnitsværdien forhøjes. Denne Forhøjelse af Gennemsnitsværdien Sted, om end stadig svagere, lige til Punkt C. Først ved C vil Tilvæksten være lig med den gennemsnitlige Værdi af de hidtidige Tilvækster. Her har Grænseudbyttet altsaa samme Værdi som Gennemsnitsudbyttet, hvad der geometrisk indses ved et Blik paa Trekant ACC_q, hvor C_q betegner C's Projektionspunkt paa Abscisseaksen. Hvis man tænker sig en Linje parallel med Abscisseaksen tegnet i denne Trekant meget nær ved Punkt C, vil der derved blive afskaaret en ganske lille retvinklet Trekant ligedannet med A ACCq. I den lille Trekant vil den lodrette og den vandrette angive henholdsvis Grænseudbyttet m. H. t. K: og den Enhed, hvori K_x maales, (idet Trekanten kan afskæres lille man ønsker). Grænseudbyttet og Gennemsnitsudbyttet da lig med Forholdet mellem Kateterne i henholdsvis den lille og den store Trekant og er følgelig indbyrdes store.

Grænseudbyttets Problemer har ikke mindst Betydning som Udgangspunkt for store Dele af Prislæren. Særlig interessanter denne Forbindelse den Omstændighed, at man paa det betydningsfulde Kurvestykke mellem C og D ikke blot, som tidligere omtalt, har tiltagende og aftagende relativt Gennemsnitsudbyttepaa henholdsvis relativt aftagende og tiltagende

Komponent, men at ganske tilsvarende Sætninger gælder om Grænseudbyttet. Som allerede sagt, har man jo fra Punkt B (og altsaa ogsaa specielt mellem C og D) aftagende Grænseudbyttepaa relativt tiltagende Komponent; og man har ligeledes fra B tiltagende Grænseudbytte paa den relativt aftagendeKomponent. sidste er ikke umiddelbart indlysende,men vises paa følgende Maade:¹)

For Kombinationen

(I) a af Ki og /S af K2K2 kaldes det absolutte Udbytte U , og for
(II) «(l+ t°/o) af Ki og pafK2 „ Ulf og for
(III) a (l + t%)2 af Ki og /S af K2K2 „ U2.

Da vil for Kombinationen

(IV) o: af Ki og — af K2K2 det absolutte Udbytte være —r~oT °S »or
1 —J— t /o 1 —j— t /o
(V) ""K>¦*o+fw "K* • uTTw
Idet t nu kan vælges saa lille man ønsker, vil Grænseudbyttet maalt
paa Ki være
i Intervallet mellem Kombinationerne (I) og (II) Størrelsen
(kort Gn>
og „ „ „ (II) og (III) Størrelsen
U2-^U2-^UX II
a(l+t°/o)"2^- (k°rt GHI)GH1)

Og da Forholdet mellem Mængderne af K1 og K2K2 er lige stort i (II)
og (IV) og analogt er indbyrdes lige stort i (III) og (V), har man, at der
til de to paa Kj maalte Grænseudbytteværdier G og G vil svare følgende
I
to paa K2K2 maalte Grænseudbytteværdier: Til G maait paa Ki svarer maalt
paa Ko Størrelsen I-— *0, -=— LJ I:I -—.-¦,-0-y -i- /S I, der kort betegnes
Ll-pt /o J LI -p t /o J
I II
G ,og til G maalt paa Ki svarer for K2K2 Størrelsen
r U2 _. Uj_ i r fi ._ p i
L(l+t%)2 ' l+t°/oJ ' L(l+t°/o)2 ' l-ft°/oJ'
IV
der kort betegnes G .

I > II
Man vil se, at det, der skal bevises, er, at naar G -\, G , vil
I < IV
altid G G . De lidt übekvemme Udtryk vil efter et Øjebliks Reduktion

---

1) Som Led i en Række dyberegaaende Undersøgelser findes Sætningen bevist i Tarp's Afhandling Produktionsprocessen og de primitive Produktivitetslove, Socialøk. Samf.'s Festskr. p. 124 o. f.

blive meget simple, og begge de to opstillede Uligheder munder hurtigt i det samme Udtryk, nemlig U, (2 -f t) U, ¦-• U (1-ft); det undersøgte Sammentræf af de to omtalte Bevægelser er altsaa en begrebsmæssig

Allerede fra Punkt B er som nævnt Grænseudbyttet maalt paa K_x aftagende og altsaa Grænseudbyttet maalt paa Ko tiltagende, denne sidste Størrelses Tiltagen er dog fra B til C en Tiltagen fra en negativ Størrelse op til Nul. Før C maa Værdien være negativ, fordi K2K₂ ner som tidligere nævnt virker nedbrydende paa Produktet, ligesom Tilfældet for K_x's Vedkommende tilhøjre for Punkt D, hvorfra Grænseudbyttet maalt paa K_x jo ¦— saaledes som Kurven er tegnet — er negativt. Ligesom imidlertid K_a's negative Grænseudbytteværdier i det Tilfælde, at Kurven tilhøjre for Punkt D ikke bøjer nedad, men fortsætter i en vandret Linje, vil analogt K₂'s negative Grænseudbytteværdier bortfalde, naar Kurven mellem A og C er retlinjet.

Naar det for Punkt C gælder, baade at K.,'s Grænseudbytte
Nul, og endvidere som før nævnt, at KL's Grænseudbytte
Gennemsnitsudbytte er lige store, er det for Punkt
C klart, at K/s Grænseudbytte multipliceret med dens
absolutte Mængde maa, sammenlagt med det tilsvarende
for K2, udgøre det absolutte Udbytte.
Thi den sidste af Addenderne er jo Nul, og den første er det
absolutte Udbytte samtidigt multipliceret og divideret med
Mængden af K^ Den anførte betydningsfulde Sætning gælder
imidlertid for alle Kurvens Punkter, idet man let ved Reduki

tion vil se, at u•G -\- ft •G =U. Naturligvis kan man
ligesaavel, om man vil, tage Udgangspunkt i Kombination (II),
II ' iv
og faar her «(1 +1) •Gm +fi•Gy = Ux.

Naar der er talt om, at visse fremførte Sætninger kan være af betinget Gyldighed alt efter hvilken Form Kurven i det konkrete Tilfælde har, kunde det ligge nær at vende sig med Skepsis mod alle de i det foregaaende udtalte Ræsonnementer,idet maaske heller ikke med Henblik paa KurvestykketCD anse det som apriorisk givet, at alle Produktionskurverer saa regelmæssigt som den foran afbildede Kurve, der jo er taget som Udgangspunkt. Men der er i Virkeligheden ikke Grund til at tage noget Forbehold i saa Henseende. Hvis det absolutte Udbytte ikke mellem C og D

tiltog jævnt, men kunde slaa over fra Aftagen til Tiltagen, maatte det betyde, at en vis Mængde af K_x selv, ved sin egen Virkning, vilde medføre Produktnedbrydelse, idet ikke desto mindre en yderligere Tilførsel af samme Komponent vilde virke produktopbyggende. Og af samme Grund vil man indse det umulige i, at det absolutte Udbytte, uden at frembyde Aftagen, skulde kunne skifte mellem langsommere og hurtigere Tiltagen, d. v. s. at man skulde kunne have tiltagende Grænseudbyttepaa _x efter at dets Bevægelsesretning paa et vist Stykke først havde været aftagende. (Se nærmere herom Tarp, anf. Sted p. 109).

b. Flere Variable. Naar man har valgt at illustrere den varierende Proportion mellem K_x og K2K₂ P^aa den Maade, at man forestiller sig K2K₂ fikseret til en vis absolut Værdi, medens Kj varierer, er dette naturligvis en Tilfældighed, der ikke paavirker den modsatte Opstilling vilde føre til ganske de samme Resultater med Hensyn til det relative Udbytte paa K_x og maait paa K₉. — Naar man nu slipper Forudsætningen om indbyrdes fast Forhold mellem de Komponenter, hidtil under ett er betegnet K,, d. v. s. naar man gaar over til at operere med flere Variable, er det ligeledes klart, at det for Resultaternes Skyld er ligegyldigt, hvilken Opstilling vælger. Men for Anskuelighedens Skyld maa man utvivlsomt helst vælge at tænke sig fikseret den absolutte Størrelse af den Komponent, der er Nævner i det relative Udbyttebegreb, man fortrinsvis interesserer sig for. Man vil da som den Enhed, i hvilken den paagældende Komponent (Kn) regnes i det relative Udbyttes Nævner, kunne vælge netop den forudsatte fikserede Mængde af K_n; da vil det relative Tal altsaa fremstaa som det absolutte Udbyttes Tal divideret med 1. Det absolutte Udbytte er derimod i og for sig selv uden Interesse for de Betragtninger, det her kommer an paa.

Det foreliggende Emne diskuteres ofte med specielt Henblik den organiske Produktion, idet man fremhæver Betydningen den liebig'ske Lov. Der kan da være Anledning til at tage Udgangspunkt i denne Lov.

Henrik Pedersen citerer i sin Landbrugspolitik (p. 5) LiebigsFormulering Loven: „Størrelsen af en Marks Afgrøde staar i Forhold til det for Planternes fuldstændige Udvikling nødvendige Næringsstof, som i en for Planterne egnet Form og Beskaffenhed forekommer i mindst Mængde i Jorden". Der maa hertil straks gøres en Bemærkning. Meningen med

Udtrykket mindst Mængde kan jo ikke være mindste absolutte Vægtmængde; der maa være tænkt paa den i Relation til Plantens Behov mindste Mængde. Plantens Behov er imidlertidet der maa opstilles ud fra Resultatet af Markens Afgrøde; og denne Omstændighed betyder vel egentlig, at „Loven" ret beset rummer et saa fremtrædende tautologisk Element, at dens Værdi som Lov bliver problematisk, (nemlig den Sætning, at Afgrødemængden staar i Forhold til den for Afgrødemængden afgørende Mængde af ethvert Næringsstof); et andet er naturligvis, at den empiriske Bestemmelse af, hvilke Mængder af hvert enkelt Næringsstof, der er uundværlige for en given Planteart, kan have den største Betydning.¹) — Ud fra de i det foregaaende anlagte Synspunkter vil Interessen imidlertidnavnlig sig om Fortsættelsen af Henrik Pedersens Fremstilling: „Mere alment har man i nyere Tid fremstillet Forholdet saaledes: Enhver Planteart taaler, at de ydre Vækstbetingelsersvinger visse Grænser. En Vækstbetingelse kan være til Stede i Minimum, d. v. s. saa utilstrækkeligt, at Planten dør; den kan være til Stede i Maximum, d. v. s. i et saa skadeligt Overmaal, at Planten ogsaa dør. Mellem disse to Ydergrænser ligger en gunstigst Middelværdi; er denne til Stede, er vedkommende Vækstbetingelse til Stede i sit Optimum". Det tekniske Optimum, der her er Tale om, betegner altsaa en saadan Sammensætning af Vækstbetingelser, at Planten naar sin højeste Udvikling, — om man vil: giver det største Udbytte. Dette Udbytte har imidlertid i denne Forbindelse ikke Interesse ved sin absolutte Størrelse, men kun relativt, idet det tænkes maalt med en af Produktionens Komponenter som Nævner. Denne Komponent er den paagældende Plantes Spire eller Frø. Det er det saaledes bestemte relative Udbytte, hvis Variationerinteresserer. kan nu søge at bringe disse Forhold til Udtryk, gældende ikke blot Plantevæksten, men al Produktion.

Lad i et tredimensionalt Koordinatsystem x og z angive
Variationerne i henholdsvis den ene (Kx) og den anden (K2)
af to fuldkommen delelige Komponenter, der tænkes at producere

---

1) At det ofte i Arbejdet med disse Emner er en Fristelse at opstille Tautologier, ses ogsaa af følgende „mere moderne Formulering", som Henrik Pedersen (smst) refererer: „1) Det højeste Naturaludbytte (Høstudbytte) naas kun da, naar samtlige Vegetationsbetingelser gennem hele Plantens Vækstperiode til Stede omkring det harmoniske Optimum. 2) Udbyttet er afgørende ved den Vækstbetingelse, som er til Stede i utilstrækkelig Intensitet". — Begge Sætninger er utvivlsomt tautologiske.

i varierende Forhold sammen med en absolut fikseret Mængde af en tredje Komponent (K₃), medens y angiver¹) Produktionsudbyttetpr. af K3K₃ (eller, om man vil, det absolutte Produktionsudbytte). Værdierne af y vil da, idet de ligger kontinuerligt ved Siden af hverandre, danne en bakkeformetKurveflade, et Punkt med Koordinaterne (x_1? z_x, y_x) altsaa angiver, at Udbyttet er y_x, naar man producerer med et Sæt bestaaende af x_x Enheder af K_i; z_x Enheder af K2K₂ samt den forudsatte konstante Mængde af K3K₃- Kurvefladens Toppunkt er Optimum af det relative Udbytte med Hensyn til K₃. Imidlertid gælder det for den heromtalte tredimensionale Kurveflade ligesom for den foran betragtede todimensionale Kurve, at det ikke er givet, at der findes noget øvre Minimum;det m. a. O. ikke givet, at kun et enkelt Punkt frembyderden Værdi af y, men dette kan gælde et stort Parti af Kurvefladen, strækkende sig som en plan Flade ud i det uendelige for alle Værdier af x og af z, der overstiger visse Størrelser.

Ligesom Koordinaterne til Optimum (eventuelt: et af Optimumspunkterne) i den tredimensionale Kurveflade er (x_t, z_t> Yt), vilde man for n samvirkende Komponenter have Optimum et n-dimensionalt System i Punktet (x_t> z_t, vv_{t ....yt,} ialt n Angivelser). For Anskueligheds Skyld maa man jo tage Udgangspunkt i det tredimensionale System, men man bør stadig overføre Betragtningerne til det almengyldige n-dimensionale Som anført vil den af Ordinatlinjerne dannede Bakke skraane fra et højeste Punkt eller Areal af højeste Punkter ned saavel mod x-Aksen som mod z-Aksen. At y=o for z=o vil sige at x-Aksen kommer til at ligge i Kurvefladen. det er muligt, at y er —0 ogsaa naar z=l eller z=2 eller almindeligt z=a. Hvis y først faar positive Værdier for z=a -f- 1, vil ifølge Sprogbrugen i foranstaaende z = a være „Minimum" for Komponenten K2K₂- Kurvebakken vil da have naaet sin Fod, førend man fra Toppen naar ind til x-Aksen, nemlig allerede i Afstanden a fra denne; i det nærmeste Bælte udenfor x-Aksen er Kurven altsaa en plan Flade. Ganske det samme vil gælde et vist Bælte udenfor z-Aksen, naar x=b er Minimum for Komponenten _x.

Ligesom Interessen for den todimensionale Kurve som
foran nævnt i alt væsentligt er begrænset til Kurvestykket C D,

---

1) Det er lettest at tænke sig y-Aksen som den lodrette Akse.

vil som Regel kun det hertilsvarende Parti paa de flerdimensionaleKurver af Betydning. Ved at anvende paa den tredimensionale Kurve saadanne Ræsonnementer, der er fuldkommenanaloge de for den todimensionale Kurve fremførte,vil kunne bestemme Beliggenheden af det til Stykket CD svarende Parti paa den tredimensionale Kurve. Man vil nemlig saavel i x-Aksens som i z-Aksens Dimensioner faa et Kurvebælte, begrænset af Linjer, der svarer til Punkterne C og D, og man vil da i disse to Kurvebælters Skæringsomraade have det søgte Kurveparti. Hvor der forekommer flere end tre indbyrdes varierende Komponenter, svigter den geometriske Illustration, idet man for hver ny tilkommende Komponent maa operere med en ny tilkommende Dimension; man er da henvisttil idet man ved at operere med Koordinatbestemmelserviderefører til at gælde for et hvilket som helst Dimensionsantal, d. v. s. for et hvilket som helst Komponentantal.

IV. Udbytte pr. Pengeomkostning.

De forskellige Komponenter har et fælles Maal i deres Priser. Ved at sammenlægge disse kan man altsaa faa et sammenfattende Udtryk for Produktionens samtlige Omkostninger dermed et Udgangspunkt for Bestemmelsen af en vis Produktionstilstand som værende gunstigere end en anden. Man kan forsaavidt sige, at man paa Pengeansættelsernes Omraade hvad man forgæves søgte paa det tekniske Ornraadc.¹)

Der har ganske vist været rejst Tvivl med Hensyn til den übetingede Berettigelse til at addere Priser. Skønt det jo er givet, at om Priser ikke kunde adderes, kunde Samfundet simpelthen ikke bestaa, vil det dog være paakrævet at gøre den fremførte Kritik til Genstand for en nærmere Betragtning. Navnlig Professor Birck anker jo over, at man „sammenlægger... Støvlers Værdi (sammenlagt Pris) med alle Pibers og alle andre Varers, glemmende, at Værdi i denne Forstand ikke er noget konkret, ikke nogen

---

1) Naturligvis kan man ikke tage Prissummer og deres Ændringer som direkte Udtryk for Ulysten; dels influerer herved Indkomstfordelingen, specielt Jordbesiddelsen, dels og navnlig er Opfattelsen af Ulysten paa særlig Maade subjektivt betinget, (jfr. Afsn. 11, Slutn.).

Substans, men blot et Forhold. Og Relationer kan ikke ad deres".¹) Denne Vanskelighed kan nu sikkert ikke siges at være overvundet dermed, at man gør gældende, at Addition af Priser kun tilsyneladende er en Addition af Relationer,idet i Virkeligheden indebærer en Opsummering af de Goder, der staar bag de optalte Pengebeløb. Dette hjælper ikke. Thi heller ikke Goderne kan i streng Forstand adderes. Ved at lægge artsforskellige Goder ved Siden af hinanden etablerer man en Tilstand, men ikke en egentlig Sum. Derimodsynes Opgørelse at maatte kunne foretages saaledes, at man i et statisk Samfund, eventuelt et Øjebliksbillede af et dynamisk Samfund, vælger et vist Kvantum af en vis Vare og derpaa optæller, med hvor mange Portioner af samtlige øvrige forefundne Goder det valgte Standardkvantum alternativt kan tænkes ombyttet efter de gældende Ombytningsforhold. En Sum af Priser har da Mening som et Antal af saadanne Portioner, idet det altsaa dels er uangivet, hvilke Portioner blandt samtlige foreliggende der er Tale om, og dels er forudsat, at der hersker de og de bestemte Ombytningsforholdmellem forskellige Goder indbyrdes. Mellem saadanne Samfund, der er adskilte i Tid eller Rum eller begge Dele, vil Sammenligninger i Henseende til Priser da aabenbart kun have Mening i samme Grad som den Forudsætning er opfyldt,at i Omsætningen indenfor de sammenlignede Samfund indgaar de samme Varer i de samme Ombytningsforhold.Herved det naturligvis være forudsat, at det „Standardkvanturn", der er Optællingens teoretiske Udgangspunkt,betales det samme Antal Pengeenheder paa de to Tidspunkter eller i de to stedligt adskilte Samfund; Addition af Beløb i en given Møntsort før og efter en stærk Købekraftsforandringer lige saa meningsløs som en umiddelbar Addition af f. Eks. svenske og danske Kroner paa et Tidspunkt, hvor en svensk Krone køber betydeligt mere end en dansk.

Idet det da forudsættes, at Priser og herunder specielt Komponenternes Priser med god Mening kan adderes under normale Forhold, vil der frembyde sig to Betydninger af Begrebet relativt Udbytte, nemlig dels 1) Forholdet fysisk Udbytte og Udgiften til en vis enkelt Komponent, dels 2) Forholdet mellem fysisk Udbytte og Udgiften samtlige Komponenter.

---

1) L. V. Birck: Læren om Grænseværdien I p. 112.

A. Man kan for hvert af disse to Begreber opstille Spørgsmaalet Aarsagerne til Ændringer i det paagældende relative Af afgørende Betydning er det herved for begge Begrebers Vedkommende at sondre mellem Hensyntagen og Ikke-Hensyntagen til Ændringer i Komponenternes Priser. Undersøgelsen vil naturligt falde i to Stadier, saaledes at man først spørger om det relative Udbyttes forskellige Værdier Forudsætning af, at Komponenternes Priser forbliver konstante trods Ændringerne i deres anvendte Mængder, idet man da bagefter undersøger det relative Udbyttes Værdier under Hensyntagen til, at Komponenternes Priser ændres som Følge af de foregaaede Variationer. I det følgende søges alene det førstnævnte af disse Spørgmaal belyst, idet Komponenternes Priser overalt forudsættes konstante.

Under denne Forudsætning vil man imidlertid se, at det første af de to ovenfor nævnte relative Udbyttebegreber ikke frembyder noget nyt Problem. Er Komponenternes Priser konstante, vil Udbyttet pr. Enhed af en vis Mængde af en vis Komponent naturligvis være identisk med Udbyttet pr. Enhed af Udgiften til denne Mængde af vedkommende Komponent. Om Aarsagerne til de forskellige Værdier af dette relative Udbyttebegreb er der talt i Afsn. 111. I nærværende Afsnit gælder Interessen derfor alene Begrebet Udbytte pr. Udgift til samtlige Komponenter.

Aarsagerne til forskellige Værdier af dette relative Udbytte under de opstillede Forudsætninger de samme som de i Afsn. 111 omtalte Aarsager: nemlig enten forskellig Teknik eller forskellig Proportion. Tekniken er der imidlertid ikke her nogen Grund til at komme ind paa. Derimod skal Proportionsforskellighederne noget nærmere belyst.

Man betragter atter den todimensionale Kurve, hvor man som det uafhængigt-variable Element har Ændringerne i Forholdetmellem K2K₂ og Komponenten K1(K₁₍ hvorved man for Nemheds Skyld kan vælge de absolutte Tal, saaledes at K2K₂ er fiks og Kj variabel. Ordinaterne angiver ligesom tidligere det absolutte Udbytte, medens man derimod som Abscisse nu regner med Pengeomkostningen til K_x; Punkt C betegner den største Værdi af totalt Udbyttedivideret Totaludgiften til K_t, Punkt B det tilsvarendemarginale o. sv. Det gælder nu yderligereat den Komponentsammensætning, der betegner størst Værdi af Udbytte divideret med Totaludgiften til K: ~\- K₂, least cost combination, som Taylor kalder den.

Hvorledes ligger dette Punkt — Punkt L — i Forhold til
Punkterne B, C og D?

Man kan tænke sig den fikse Udgiftssum til K2K₂ afsat ad Abscisseaksen fra Punkt A til venstre, hvorved man kommer ud til et Punkt P. Lader man nu Q betegne et vilkaarligt Kurvepunkts Projektionspunkt paa Abscisseaksen, vil altsaa for Produktion med den paagældende Komponentsammensætning Udgiften til den variable Komponent være AQ, men Udgiften til samtlige Komponenter være PA-f AQ-=PQ. Nu vil, som tidligere sagt, det Kurvepunkt, hvis Tangent gaar gennem

A, betegne Optimum, naar man maaler paa en enkelt Komponent; paa samme Maade vil man se, at det Kurvepunkt, hvis Tangent gaar gennem P, vil betegne Optimum, naar man maaler paa samtlige Komponenter (Punkt L). Dette viser, at L vil ligge mellem C og D, altsaa mellem Yderpunkterne for det Kurvestykke, der i det foregaaende er fremhævet som langt det mest betydningsfulde; der er i denne Forbindelse Grund til at pege paa, at udenfor C og D kan henholdsvis K2K₂ °g K_t ikke have nogen Pris, da de her virker nedbrydende paa Produktet, de da overhovedet paavirker dette.

løvrigt kan Beliggenhedsforholdet mellem C og L udtrykkessaaledes: den Kombination, der betegner økonomisk Optimum maalt paa en enkelt Komponent, vil denne Komponentvære Stede i forholdsvis mindre Mængde end Tilfældetvil i den Kombination, der betegner Optimum maalt paa samtlige Komponenter. Ønsker man at opnaa det størst mulige Udbytte pr. Enhed af Udgiften til samtlige Komponenter,skal altsaa ikke belaste nogen Enkeltkomponent med et Samarbejde med en saa stor relativ Mængde af de øvrige Komponenter, som man burde gøre, hvis man ønskede at opnaa det størst mulige Udbytte pr. Udgift til vedkommende Enkeltkomponent; kun naar samtlige øvrige Komponenter er gratis, altsaa PQ -=AQ, vil naturligvis Optimumspunktet m.H.t.

den enkelte Komponent falde sammen med Optimumspunktet
m. H. t. samtlige Komponenter.1)

B. Idet man nu ønsker at opgive Forudsætningen om fixeret indbyrdes Forhold mellem de' under Betegnelsen Ks? sammenfattede Komponenter, maa man indføre et n-dimensionalt for Anskueligheds Skyld et tredimensionalt System. Lad x og z angive varierende Mængder af to Komponenter, der i forskelligt Forhold tænkes at samarbejde med en vis fixeret Mængde af en tredje Komponent, og lad y angive Forholdet mellem Udbyttet og Udgiften til samtlige Komponenter, at dette angives for enhver Kombination. Ordinatlinjerne vil da danne en Kurveflade, hvis Toppunkt er least cost combination. Dette Punkt — eller rettere det tilsvarende i et n-dimensionalt System —- angiver altsaa den Kombination, hvor samtlige Komponenter er tilstede i det (i Betragtning af de forudsatte Priser) optimale indbyrdes

I Betragtning af den Interesse, der knytter sig til denne Optimumsbetingelse, er der Anledning til at gaa ind paa de Specialbetingelser, hvori den lader sig oplede. Man finder da, at saavel 1) Stof komponenterne (jfr. p. 65) staar i optimalt indbyrdes Forhold, — som ogsaa at 2) Funktionskomponenterne i optimalt indbyrdes Forhold, samt endelig at 3) Sættet af Stofkomponenter og Sættet af Funktionskomponenter i optimalt indbyrdes Forhold. Om hver af disse tre Bestemmelser skal der gøres et Par Bemærkninger.

1. .Produktet bestaar af a Stofdele fra Raavaren (Stofkomponenten)
x plus b fra R, plus..., og det er da klart,
at om ikke R1?R1? R2, RPRP ....er tilstede i Forholdet a:b:. ...,
maa nødvendigvis en Del af de relativt rigeligt forekommende
Raavarer gaa til Spilde, saaledes at den ikke kommer til at

---

1) Naar man som her opererer med Udbyttets fysiske Mængde, bør man ikke — som det af og til sker — indblande den Sætning, at the least cost combination er den Sammensætning, i hvilken hver Komponents overensstemmer med dens Pris. Man kan jo netop kun tale om Overensstemmelse mellem Komponentens og Grænseproduktets Pris, men ikke mellem Komponentprisen og Produktmængden. Priserne paa Produkt og Komponenter maa indstille sig saaledes, den omtalte Overensstemmelse tilvejebringes, er klart, i alt Fald saa længe iri Konkurrence hersker; men et nærmere Studium af de herhenhørende falder udenfor nærværende Fremstilling bl. a. som Følge af den foran opstillede Forudsætning om fikse Komponentpriser. Det skal blot bemærkes, at det ved Undersøgelsen af Spørgsmaalet vistnok vil være frugtbart at tage Hensyn til de nedenfor under 2 « og 2 /? omtalte Sondringer mellem forskellige Grupper af Komponenter.

gøre sig gældende i det relative Udbyttes Tæller, medens
derimod Udgiften dertil, forsaavidt der er Tale om en saadan,
vejer i Nævneren.

2. Pr. Tidsenhed, fx. pr. Dag, vil en i given Størrelse
foreliggende Funktionskomponent i det højeste kunne virke
med en vis given Styrke, og betragter man nu først

a) saadanne Funktionskomponenter, der ikke kan variere Styrke, hvormed de paavirker en Enhed af Produktet, vil en saadan Funktionskomponents Maximalpræstation Dag altsaa kunne udtrykkes i en vis maximal Produktmængde. Men hvis nu denne Produktmængde, til hvis Fremstilling en saadan Funktionskomponent i det højeste kan medvirke, er forskellig for de forskellige i et givet Sæt værende Funktionskomponenter, vil altsaa den Funktionskomponent, Maximum er mindst, sætte en Stopper for den fulde Udnyttelse af de andre Funktionskomponenter. Den uudnyttede Del af disse vil da ved sin Omkostning, forsaavidt der er Tale om en saadan, veje i det relative Udbyttes Nævner, tilsvarende Virkning i Tælleren, (medmindre den virker nedbrydende). Den optimale Proportion mellem Funktionskomponenterne da den, i hvilken alle disse Komponenters Produktbelastning ligger ved det samme Kvantum.

/#. Imidlertid vilde man begaa en Fejl ved at forudsætte, at alle Funktionskomponenter er af en saadan Art, at de ikke kan variere den Styrke, hvormed de paavirker en Enhed af Produktet, og at deres Maximalpræstation pr. Tidsenhed derfor skulde være tilstrækkeligt angivet i en maximal Produktmængde.At Antagelse vilde være fejlagtig, vil man indse ved at betragte det Faktum, at Forskydninger i KomponenternesPriser at man vil ændre den indbyrdes Proportion mellem deres anvendte Mængder. Nu tilhører ganske vist Studiet af Følgerne af Ændringer i Komponentpriserneet Stadium i Undersøgelsen, et Stadium, der foran er angivet at skulle holdes udenfor nærværende Fremstilling.Denne skal ogsaa stadig respekteres. Hvad der her er Tale om, er kun at anvende et Hjælpemiddel til at forstaa Nødvendigheden af at sondre mellem to Grupper af Funktionskomponenter. Hvis alle Funktionskomponenter tilhørte den under a) omtalte Gruppe, vilde enhver Afvigelse fra det optimale Forhold mellem Funktionskomponenterne betyde, at en Del af visse Funktionskomponenter saa at sige vilde hamre i Luften i Stedet for paa Produktet. Ganske uanset

Prisforskydninger vilde da altid en og samme Proportion være den optimale. Naar man imidlertid faktisk anvender forholdsvis lidt af forholdsvis dyre Komponenter, betyder dette, at visse Komponenter kan variere den Styrke, hvormed de paavirker en Enhed af Produktet (fx. Jorden i visse Tilfælde, eller et særlig tydeligt Eksempel: Tilsynsarbejde). Afvigelser fra Optimumbetyder disse Komponenter, at der foreligger en under Hensyn til de givne Priser mindre fordelagtig Beslaglæggelsesgradaf paagældende Komponenter.

Baade de under «) og de under ft) omtalte Funktionskomponenter og iøvrigt ligeledes de foran omtalte Stofkomponenter er kun betragtede indenfor en given Tidsenhed. maa imidlertid betragte Produktionsprocessen i hele dens tidslige Udstrækning, d. v. s. man maa tage Hensyn til, at Komponenternes ulige lange Opslidningstid rejser Problemet et Optimum i Tidsdimensionen. Der er herved den komplicerende Omstændighed, at det kun er for Funktionskomponenterne, for Stofkomponenterne, at der bliver Tale om et Optimum i Tidsdimensionen, idet der jo ikke for Stofkomponenterne gør sig noget Opslidningsmoment gældende. For Funktionskomponenterne gælder det altsaa, at man maa regne med to Optima, der saa at sige ligger i hver sin Dimension: den første Dimension er den, i hvilken det ovenfor diskuterede Optimum hører hjemme, og som gælder uden Hensyn til Tiden; det er vanskeligt at finde en karakteristisk Betegnelse herfor. Den anden Dimension er Tidsdimensionen. Det blev ovenfor nævnt, at man indenfor den første Dimension maa sondre mellem to Grupper af Funktionskomponenter, alt efter om de kan variere den Styrke, hvormed de paavirker en Enhed af Produktet, eller dette ikke er Tilfældet. Man bør maaske indenfor Tidsdimensionen foretage den tilsvarende Sondring, en Tanke, der dog ikke skal forfølges. Det skal blot nævnes, at ligesom man inden for den første Dimension kan have Tomgangstab, forsaavidt som visse Funktionskomponenter eller delvis „hamrer i Luften", kan man analogt i Tidsdimensionen have Tab ved Overlevelsestomgang, idet Funktionskomponenternes ulige lange Opslidningstid medfører, at nogle af dem maa henstaa übenyttede i den sidste Del af deres Levetid.

3. At arbejde med optimalt Forhold mellem Sættet af Stofkomponenter og Sættet af Funktionskomponenter kaldes sædvanligvis at udnytte et Anlæg til fuld Kapacitet. Kapacitet vil sige Udnyttelsesmulighed, og det er klart, at Udnyttelse

af et givet Anlægs fulde Kapacitet er fuld Udnyttelse af den Funktionskomponent, der bliver fuldt belastet ved en mindre Raavaremængde, end Tilfældet er for nogen anden af Funktionskornponenterne.— i det Anlæg, hvor det indbyrdes Forhold mellem Funktionskomponenterne er optimalt, vil det Sæt af Stofkomponenter, der betyder fuld Belastning af én af Funktionskomponenterne, samtidig betyde fuld Belastning af samtlige øvrige Funktionskomponenter; men det vil ses, at der ogsaa for saadanne Produktionssæt, hvor det indbyrdes Forhold mellem Funktionskomponenterne ikke er optimalt, bliver Spørgsmaal om at udnytte det givne Anlæg til fuldstændigeller Kapacitet, alt efter om den „først" belastede Funktionskomponent udnyttes fuldt ud eller ej.

Tager man tillige Opslidningsmomentet i Betragtning, kan man under ett definere et Produktionsanlægs Kapacitet som Produktet af Levetiden for den kortvarigste Komponent og det pr. Tidsenhed producerede Varekvantum, der betegner fuld Belastning af den Funktionskomponent, som er fuldt belastet ved et mindre (eller dog ikke større) Kvantum, end Tilfældet er for nogen anden Funktionskomponent. Uanset om Proportionen et givet Anlægs Funktionskomponenter er optimal ikke, vil der naturligvis fra den mindre til den større Udnyttelsesgrad af vedkommende Anlæg være tiltagende Udbytte pr. Enhed af samlede Udgifter.

— Der har været Uenighed om, hvorvidt man nogen Sinde bør give en Enkeltkomponent maximal Belastning, altsaa hvorvidt man overhovedet bør udnytte nogen Enkeltkomponent til dens fulde Kapacitet. Dette er blevet besvaret bekræftende ud fra den Betragtning, at ufuldstændig Udnyttelse vilde medføre baade for vedkommende Komponent selv og i mange Tilfælde ogsaa for flere eller færre af de øvrige Komponenter. Men Paastanden er blevet benægtet med den Motivering, at det aldrig betaler sig at tilstræbe størst mulig Værdi af Udbytte pr. Enhed af en vis Komponent, saa snart den samvirker med nogen Komponent, der ikke er gratis (p. 88 ned.).

Man vil imidlertid se, at de to tilsyneladende modstridendePaastande Virkeligheden ikke vedrører hinanden. Hvad den sidst referede Betragtning sigter til, er, at man ikke bør vælge at anskaffe til et Anlæg en saadan Mængde af en vis kvalitativt given Komponent, at der derved opnaas størst mulig Værdi af Udbytte pr. Enhed af Omkostningerne til denne. Og at dette er rigtigt, vil vel næppe nogen bestride.

Men er Komponenten først anskaffet i den rigtige Mængde, bør naturligvis denne Mængde saavidt muligt udnyttes fuldt ud. Det var jo dog aabenbart meningsløst at anskaffe en Komponent-Del, som man ikke agtede at benytte, (medmindre den er fysisk uløselig fra den benyttede Komponent-Del, jfr. herom ndf.). Ingen Driftsherre engagerer med sin gode Vilje mere Arbejdskraft end han kan beskæftige o. s. v. Ved at udnyttetil Kapacitet en i rigtig Mængde anskaffet Funktionskomponentvil faa det størst mulige Udbytte saavel pr. Enhed af Udgiften til denne Mængde som ogsaa pr. Enhed af Produktionens samlede Udgifter.

V. Udvidelsesproblemet.

Som omtalt i Indledningsafsnittet maa man sondre mellem følgende to Problemer: paa den ene Side Spørgsmaalet om, hvorledes Ændringer i Komponenternes Sammensætning ændrer det relative Udbytte (i en nærmere angivet Betydning af dette Ord), herunder navnlig, ved hvilken Kombination man opnaar størst Værdi af relativt Udbytte; og paa den anden Side Udvidelsesproblemet, opstaar, naar man spørger om, hvorvidt den Kombination, der frembyder størst mulig Værdi af relativt Udbytte, naar en vis absolut Udbyttemængde produceres, vil være den samme som den Kombination, der er den optimale, naar en øget Udbyttemængde produceres; man kunde maaske ogsaa betegne dette sidste Spørgsmaal som det dynamiske Problem om increasing og decreasing return. Det er tidligere nævnt (p. 61), at de Optimumsændringer, der her er Tale om, dels vil skyldes Komponenternes ufuldstændige Delelighed, og dels vil skyldes Komponentprisernes Afhængighed af Produktionsskalaens Tal. — Medens man har kunnet se bort fra disse to Omstændigheder i den foregaaende Betragtning af det elementære Kombinationsproblem (Afsn. II_—IV), er det klart, at et nærmere Studium af Udvidelsesproblemet tage saavel Delelighedsmomentet som Knaphedsmomentet til Behandling. Om Udvidelsesproblemet skal der nedenfor fremsættes nogle enkelte Bemærkninger til Belysning af dets Forhold til det ovenfor behandlede Problem.

Naar man opererer med ufuldstændigt delelige Komponenter,betyderdette,
man ikke kan sammensætte dem paa
en hvilken som helst Maade, men kun kan have enkelte

Kombinationer. Hvor den teoretiske Betragtning hidtil har arbejdetmeden Kurve, har man nu kun nogle isolerede Kurvepunkter. Disse Punkter kan imidlertid, naar man ændrer den absolutte Produktionsskala, øges eller i alt Fald ombyttes med andre, hvoriblandt maaske nogle mere gunstigt beliggende end de hidtil gunstigste. Saalænge Produktionsskalaen holdes indenfor en Grænse, der i Praxis vistnok sjældent overskrides, vil det være ved Udvidelse, at man saaledes opnaar Chance for at faa realiseret et Kurvepunkt nærmere ved det potentielle Optimum,enddet har været muligt; man har da m. a. O. et større aktuelt Optimum nu end før. Dette betegnes ofte som Fordelen ved Stordrift.¹) Man kan ved Betragtningen heraf sondre mellem 1) Opnaaelsen af ændret Proportion mellem Stofkomponenterne indbyrdes — et ret betydningsløst Moment, da Stofkomponenterne ofte er fuldstændigt eller næsten fuldstændigtdelelige— Opnaaelsen af ændret Proportion mellem Funktionskomponenterne indbyrdes²) samt 3) ændret Proportion mellem Sættet af Stofkomponenter og Sættet af Funktionskomponenter. — 4) Betragter man Produktionsprocessenidens Udstrækning, maa man som en fjerde ForbedringsmulighedanføreTilnærmelsen det tidslige Optimum, d. v. s. til et Produktionssæt bestaaende af Komponenter, der vil være opslidt samtidig; „lever" Komponenterne K1;K_1; K2K₂ og K3K₃ i henholdsvis 3, 4 og 5 Aar, vil man ved at udstrække

---

1) Man maa sondre mellem Stordriftens Fordele m. H. t. Proportion og Stordriftens Fordele m. H. t. Teknik; kun det første Begreb er omhandlet Texten. Dette Begreb angaar Fordelen ved at man i Stordriften kan kombinere paa gunstigere Maade Komponenter af samme Art som de i Smaadriften foreliggende, medens Stordriftens Fordele m. H. t. Teknik er Fordelen ved at man — ligeledes p. Gr. a. Komponenternes ufuldstændige Delelighed — kun ved Produktion i en vis stor Skala kan benytte en vis kvalitativt bestemt Sammensætning af Komponenter. Med Stordriftens Fordele i Henseende til Teknik maa naturligvis ikke forvexles Fordelen ved nye tekniske Opfindelser; disse kan jo ligesaa vel komme til at frembyde Forbedringer for smaa som for store Bedrifter. Der ræsonneres ovenfor overalt, hvor Teknik er omtalt, under Forudsætning af uforandret teknisk Viden.

2) For at ændre denne Proportion maa man øge den absolutte Mængde af en eller flere Komponenter. Denne Forøgelse kan tænkes foretaget enten saaledes, at man saa at sige forøger Stykantallet af den paagældende Komponent, saaledes, at man erstatter mindre Stykker af vedkommende Komponent med større. Herved er dog at bemærke, at den Ændring, der i sidste Fald er Tale om, i nogle Tilfælde bør opfattes som Ændring i den paagældende Komponents Art, altsaa en Ændring i Teknik. Afgørelsen er en Skønssag og maa i nogen Grad bero paa den konkrete Undersøgelses Formaal, jfr. foran p. 424.

Produktionen til „Generalnævnertiden" 60 Aar etablere det tidslige Optimum. I en saadan Betragtning maa man dog se bort fra saadanne Komponenter, der bestaar i Indstillingsarbejde, lige nødvendigt for Produktion af en hvilken som helst Mængde (f. Eks. Rydningsarbejde); disse Komponenters „Levetid" er jo uendelig.

— Foruden af Delelighedsmomentet paavirkes det aktuelle Optimums Ændringer som tidligere nævnt af den Omstændighed, Komponentpriserne er afhængige af Produktionens absolutte Størrelse. Det vilde føre for vidt paa dette Sted at optage en Analyse af Prisændringernes omfattende Problem; det skal blot nævnes, at Udvidelsens samlede Indflydelse paa det aktuelle Optimums Ændring maa søges som en Resultant af disse to Paavirkninger, paa den ene Side Stordriftens Fordele, den anden Side Ændringerne i Komponenternes Priser, — paa den ene Side Delelighedsmomentet, paa den anden Side Knaphedsmomentet.

Man kunde spørge om, hvorvidt den størst mulige Værdi af relativt Udbytte übetinget er ønskelig. Besvarelsen heraf maa naturligvis tage i Betragtning, at man under Arbejdet med Optimumsbetingelserne kun beskæftiger sig med Profitkalkulationensene Udbyttemængden pr. totale Udgifter, eller hvad der er det samme, Produktionsudgiften pr. Udbytteenhed, om hvilken det ikke paa Forhaand er givet, om der gælder decreasing eller increasing expenses, naar Produktionen udvides; men Kalkulationens anden Side er Indtægten pr. Udbytteenhed, og denne er som Følge af GrænseefterspørgselsprisernesFald naar Mængden øges. Hvorledes Differencen¹) mellem Indtægt og Udgift, altsaa Stykprofitten, varierer, naar Mængden øges, kan selvfølgelig umuligt paa Forhaand siges. Men selv det Punkt, der angiver Maximumsprofitpr. er ikke übetinget det gunstigste Punkt. En lille Stykprofit multipliceret med en stor Omsætning kan give større Totalprofit end en stor Stykprofit miltipliceret med

---

1) Det er klart, at det Punkt, der frembyder størst Værdi af Forskellen Indtægt og Udgift (Punkt Md) er af langt større Interesse end Punktet for den største Værdi af Forholdet mellem Indtægter og Udgifter (Punkt Mq). Dette sidstnævnte .Optimumspunkt" er i Texten intetsteds undersøgt, og der skal her kun gøres en enkelt Bemærkning om dets Beliggenhed. For en uægte Brøk kan Differencen Tæller -f- Nævner øges og dog samtidig Brøken mindskes; og naar Differencen Tæller -:- Nævner mindskes, vil Brøken altid mindskes. Punkt Mq vil følgelig ligge ved en mindre Produktmængde end Punkt Md.

en lille Omsætning. Først en Undersøgelse, der tager ogsaa denne Omstændighed i Betragtning, specielt m. H. t. Spørgsmaaletom eller Monopolpriser, kan føre til en Bestemmelse af den i hvert foreliggende Tilfælde gunstigste absolutte Produktmængde og i Forbindelse dermed til en Bestemmelse af den gunstigste Kombination mellem ProduktionensKomponenter.