Indstilling fra Valutakommissjonen af September 1925. 149 S. Oslo 1926. Redegørelse for de retslige, finansielle og økonomiske Spørgsmaal knytter sig til Indførelse af Guldindløselighed af Kronen ved en definitiv Guldværdi lig den engelske Shilling. Af AXEL NIELSEN og HENRY USSING. 37 S. Kjøbenhavn 1926.

Af de to betænkninger, der nu foreligger om den norske og danske Valutn vil det være naturligst at behandle den norske først. Det er ikke alene internationale Høflighedsgrunde, der er bestemmende, men først og fremmest den Omstændighed, at den danske næppe vil faa anden Betydning end den, et interessant Tankeeksperiment altid kan gøre Regning paa, medens norske vil komme til at spille en praktisk Rolle.

Den norske Valutakommissions Betænkning er i en velgørende præget af den moderne Økonomis Synspunkter og Resultater. Den fastslaar straks som Udgangspunktet, at „Valutaens højde — kursen på fremmed mynt i det lange løp bestemmes av forholdet mellem pengenes værdi 3: prisnivåene det fremmede og egne land", og den uddrager heraf tre Konsekvenser. For det første, at man ikke kan faa Hold paa Valutaen, naar man ikke har absolut Herredømme over de Forhold, der bestemmer det indenlandske Prisniveau, hvilket med andre Ord vil sige, at det er Penge- og Kreditpolitiken, der er afgørende. For det andet, at man ikke er i Stand til at regulere Valutakursernes Svingninger ved blot at foretage Indgreb i Valutahandelen, og endelig for det tredie, at enhver Valutaforbedring er ensbetydende med en Forhøjelse af Pengenes eller af en Depression, der nødvendigvis maa virke hæmmende paa Produktionen. Kommissionen har fundet særlig Anledning til at understrege det sidste Punkt, fordi der i vide Kredse indenfor Erhvervslivet hersker den Anskuelse, at en Forøgelse af Produktionen vilde bringe Kronen i Pari.

Efter disse principielle Betragtninger gaar Kommissionen over til en Undersøgelse af, hvorvidt Stabilisering til Pari eller en lavere Værdi er at foretrække, idet den fremhæver Nødvendighedenaf Stabilisering — desværre med den lidt uklare Begrundelse, at det er „en betingelse for, at vi kan opretholde folkets levestandard", en Begrundelse, der ikke er helt i Overensstemmelse med de foregaaende klare Synspunkter. De Grunde, der taler for Pari, indordnes i tre Grupper: de økonomiske, de moralske og de retslige. Af de første er der kun Grund til at beskæftige sig med to, nemlig Hensynet til ældre Gældsforhold og til den udenlandske Kredit. Kommissionenkommer

sionenkommertil det Resultat, at Kreditorernes Krav om Retfærdighedikke nogen Rolle, medens Hensynet til Udlandeter anderledes tungt vejende. De moralske Argumenterlader ligge som ikke vedrørende Økonomien, og de retslige behandler den kun ganske kort, idet den dog er af den Mening, at der vil opstaa Vanskeligheder ved en Nedskrivning.

For at faa større Klarhed over de økonomiske Spørgsrnaal har man foretaget en interessant Undersøgelse af, hvorledes en Parikrone vil virke under Forudsætning af, at man kan regne med den nuværende økonomiske Styrke, efter at man har foretaget Deflation, hvilket igen først og fremmest er et Spørgsmaal de offentlige Finansers Stilling. Den gunstigste Beregning at Gældsudgifterne vil sluge 49 pCt. af de Indtægter, stammer fra Statsskat, mod 39 pCt. for Finansaaret 1924—25. For Kommunerne bliver Tallet 40—50 pCt. mod 25—-32 pCt. nu. Denne Omstændighed i Forbindelse med Erhvervslivets øjeblikkelige Vanskeligheder har ført til, at Kommissionen det som værende udenfor praktisk Politik at arbejde paa at føre Kronen op i Pari i Løbet af kort Tid, ligesom man — med Henvisning til Danmark — anser en langsom Deflation for umulig.

Kommissionen er derfor af den Mening, at man bør foretage Stabilisering paa et Niveau, der ligger saa nær ved det nuværende som muligt, og saa først, naar man har indhøstet Erfaring, træffe Afgørelse om, hvorvidt man skal gaa videre eller ikke. — Herefter følger en Række bredt og populært anlagte Betragtninger over Stabiliseringsmidlerne —- hvoriblandt Norges Banks Penge- og Kreditpolitik tildeles den afgørende Rolle, og hvoraf der kun er Grund til at fremhæve den Vægt, der lægges paa Udarbejdelsen af en fast Plan for Amortisering af Statsgælden under saadanne Former, at der tages Hensyn til den Maade, hvorpaa Gælden er brugt, og ikke til de Afdragsrater, man er bundet til. Som praktisk Politik anbefaler Kommissionen Fastsættelse af en Maksimumsog Minimumskurs og Optagelse af et udenlandsk Valutalaan.

Professor Aarum ledsager Indstillingen med en teoretisk Udredning, der former sig som et dygtigt Forsvar for Købekraftsparitetslæren, som ikke rummer originale eller nye Tanker. Desuden findes en Række Bilag, der giver et udmærket i norsk Erhvervslivs Stilling.

Den danske „Redegørelse for de retslige, finansielle og
økonomiske Spørgsmaal, der knytter sig til en Indførelse af Guldindløselighedaf

indløselighedafKronen ved en definitiv Guldværdi lig den engelske Shilling og for den Form, hvorunder en Beslutning heroin vil være at tage" er betydelig mindre omfangsrig end den norske. Og det gælder i Særdeleshed Professor Axel Nielsens økonomiske Betækning. Professoren fastslaar først, at den nye Krone vil medføre en Guldpris paa 2731,3t>2 Kr. pr. kg Guld i Stedet for som nu 2480 Kr. og gør derefter opmærksompaa, man maa foretage Skridt for at faa den skandinaviskeMøntunion ophævet. Af andre praktisk umiddelbart foreliggende Spørgsmaal undersøges derpaa, hvor vidt man bør indføre Guldmøntfod, Guldbarre- eller Guldvekselfod,idet dog foretrækker Guldmønt- eller Guldbarrefodaf til „Offentligheden" — et Hensyn, der efter min Mening er unødvendig at tage, naar blot man har gennemført Stabiliteten. Efter en Fremstilling af, hvorledes man bør affinde sig med den svenske og norske Seddelbank i Anledningaf Beløb paa 130 Mill. Kr. i dansk Guldmønt, der maa antages at være havnet der, gaar Professoren over til at behandle Spørgsmaalet om, hvad det vil betyde for vort økonomiskeLiv indføre en Møntfod, der i Guldværdi svarer til den engelske Shilling.

Det fremhæves, at Erhvervslivet i monetær Henseende ikke vil have nogen Fordel af Nedskrivning, idet Omregningen til Sterling — paa Grund af Svingningen mellem Guldpunkterne — ikke vil blive lettere, og det heller ikke vil betyde nogen intimere Tilknytning til det engelske Kapitalmarked. Derimod mener Forf., at Mulighederne for en faktisk Genoprettelse af den skandinaviske Møntunion vejer tungt til Fordel for Pari. I Slutningen af Redegørelsen understreges det endvidere, at Hensynet til Danmarks Kredit i Udlandet bør spille en betydelig ved den endelige Afgørelse, ligesom Professoren her er inde paa de Kroneobligationer, der ligger paa Udlandets Hænder, og sum man kan befrygte vil komme hjem ret pludselig Indførelse af en ny Krone.

I Forbindelse med disse Synspunkter savner man dog en objektiv Undersøgelse af, hvorledes Forholdet vil ligge for Erhvervslivet for de offentlige Finanser ved en Nedskrivning. Selv om det, som Professoren ogsaa hævder i Indledningen, ikke er Meningen, at Redegørelsen skal give Udtryk for, om Pari- eller Nedskrivningsstandpunktet er det rigtige, forekommer det mig dog, at der havde været Anledning til ogsaa at komme ind paa disse Spørgsmaal.

Til Gengæld er det lykkedes Professoren paa en overordentligklar

ordentligklarMaade at faa rammet en Pæl gennem den Anskuelse,at skulde være nødvendigt at udskyde Tidspunktet for Indførelsen af en Guldmøntfod saa langt ud i Fremtiden, at Samfundet har tilpasset og vænnet sig til de nye Forhold, idet han hævder, at det er tilstrækkeligt, at Engrospriserne reagerer nok, og at Krisens Virkninger viser sig. I et særligt Afsnit behandles endelig den forøgede Fortjeneste, Nationalbankensom af det større Seddelomløb faar, og den Merafgift, den i den Anledning bør svare til Staten.

Professor Ussing, der har undersøgt de retslige Virkninger — og som i Parentes bemærket ogsaa har opfattet sin Opgave som mere vidtrækkende end Professor Axel Nielsen — fastslaar som Hovedforudsætning, at en Forpligtelse, der gaar ud paa et bestemt Beløb i danske Kroner, indfries ved Betaling i det samme Kronebeløb uden Hensyn til Kroneværdiens Svingninger. Professoren kommer derfor ogsaa til det Resultat, at der i juridisk intet vil være til Hinder for en Nedskrivning. Adskillige af Betragtningerne om Guldklausuler, Indløsning af Sedler med en lettere Guldmønt etc, synes dog for en Ikke- Jurist mindre holdbare, men det er det ikke Stedet til at drøfte her.