WERNER SOMBART: Der proletarische Socialismus („Marxismus"). 10. neugearbeitete Auflage der Schrift „Socialismus und sociale Bewegung". 1. Band: Die Lehre. 488 S. 2. Band: Die Bewegung. 523 S. Jena 1924.

„Der proletarische Socialismus" er, som anført, en Nybearbejdelse Sombarts Bog om Socialismen og den sociale Bevægelse. Alene ved at sammenligne Sidetallene: 1000 nu mod 400 i de tidligere Udgaver, vil man forståa, at der i Virkeligheden er Tale om en helt ny Bog, som kan gere Krav paa særlig Omtale.

Fremstillingen er som i Sombarts øvrige Produktion klar og levende. Man sluger med spændt Opmærksomhed Side for Side og ønsker efter endt Læsning, at Bogen var endnu større. Journalistisk kan man ikke naa højere, hverken med Hensyn til fast Plan og god Opbygning eller de enkelte Kapitlers korte og klare Behandling af Emnerne. Navnlig har Sombart en sjælden Evne til at drage Paraleller, at stille Modsætninger op og i 2—32_—3 Sætninger at kunne karakterisere en Forfatter. Saa mange glimrende Egenskaber kan imidlertid være farlige, baade for Forfatter og Læser. Sombart synes da ogsaa i denne Udgave at gaa noget ud over de Grænser, som Videnskaben stiller, nemlig den strænge Objektivitet, idet hans Stilling til det nationale Spørgsmaal paa flere Punkter farver Fremstillingen. At Sombart ikke mere udelukkende føler sig som Videnskabsmand, man ogsaa aflede af den — dog maaske tilfældige Omstændighed, at Mottoet fra de tidligere Udgaver nu er udeladt: „Je ne propose rien, je n'impose rien: j'expose".

Værket er delt i 2 Bøger: 1. Bind om Læren og 2. Bind om selve Bevægelsen. I 1. Bind findes desuden en for begge Bind fælles „Fører gennem den socialistiske Litteratur" paa 50 Sider (i de tidligere Udgaver 15 Sider). Formaalet har ikke været at give en almindelig Litteraturfortegnelse, idet en saadan ikke hjælper Læseren til at træffe det rigtige Udvalg ved de fortsatte Studier af Emnet. Sombart har derimod givet en Slags Studievejledning til de forskellige Kapitler med Angivelse de vigtigste Forfattere og en kort Karakteristik af deres Værker. Der er ingen Tvivl om, at denne Maade er langt at foretrække for den sædvanlige alfabetiske Opremsning af Bøger, af hvis Indhold Forfatteren endda ofte kun kender Titlen.

Sombart begynder med en Undersøgelse af, hvad Socialismenegentlig Efter Kritik af andre Opfattelser nævner han sin egen Definition: Anti-Kapitalisme, idet han ved Kapitalismeforstaar Naturalisme: det overlades til de enkelte

Mennesker eller -grupper at tilkæmpe sig den Stilling i Samfundet,som Kræfter tillader. Ganske vist findes dette ideale kapitalistiske Samfund ikke, idet Rationalismen mere og mere griber om sig, og det er netop Socialismens Maal at lade Samfundslivet i saa høj Grad som muligt beherske af det rationelle.Efter videre Udvikling heraf ender Sombart med at nævne de, som herefter ikke kan regnes til Socialisterne, f. Eks, Oldtidens kommunistiske Samfund, Middelalderens Sekter, moderneSocialreformatorer endelig alle de, som bekender sig: til Socialismen, fordi de derved venter deres Interesser varetaget.Det turde dog være urigtigt, idet alle, som ønsker et rationelt Samfund, netop gaar ud fra, at derved vil de fleste Menneskers Interesser blive varetaget.

Efter saaledcs i Almindelighed at have. omtalt Socialismen, gaar Sombart over til at omtale den specielle proletariske Socialisme, delvis er snævrere, delvis mere omfattende end Socialisme i egentlig Forstand. Denne Bevægelse er i høj Grad præget af den marxistiske Aand, idet dog bemærkes, at alle de Tanker, som Marx og Engels har udtalt, i alt væsentlig fra tidligere Socialister i England, Frankrig og Tyskland. Sombart inddeler i 3 Perioder: Kimtiden fra 1755 til 1840 med Forfattere som Morelly, Godwin, Owen, Fourier_r St. Simon, Will. Thomson m. fl. Modningstiden 1840—47 med Forfattere som Louis Blanc, Proudhon, P. Leroux m. fl.. Efter disse Forfattere har Marx og Engels opbygget deres Skrifter. Tredie Periode er Høsttiden fra 1847 (det kommunistiske og til Nutiden. Efter 1847 er der ikke udtalt nogen ny, levedygtig socialistisk Tanke, heller ikke af Marx og Engels.

Socialismens Oprindelse belyses i det følgende Afsnit. Der peges paa den almindelige økonomiske Tilstand, hvor den frembrydende Kapitalisme opløste alle Middelalderens Samfundsformer:Kirke, Landsby, Familie, Bedrift. Den socialistiskeIdeverden da opfattes som et vigtigt Udtryk for denne Opløsningsproces, og samfundsmæssig Styrke fik Ideen; ved Tilslutning fra Proletariatet, som den fremstormende, nedtrampende,ødelæggende tvang ned i den dybeste Elendighed. Hertil kommer den almindelige politiske Situation,, der var præget af en længere Fredsperiode siden Napoleonskrigene.Dette de revolutionære Strømninger, som for Paris' Vedkommende blev yderligere styrket ved det store Antal politiske Flygtninge (85000 Tyskere foruden andre Nationer).Navnlig dog Revolutionsfeberen stærk i Tyskland,

hvor selv den borgerlig-demokratiske Opposition talte og skrev
sig op til en stadig vildere og mere feberhed Stemning.

Et særligt Kapitel omhandler de socialistiske Tænkeres Typologi. Der hævdes heri, at de alle hører til „den kiinstlichen „dass sie ohne Liebe waren" og at de alle hører til de „Gescheiterte": Mennesker som enten ved Fødsel eller senere i Livet er bragt bort fra almindelige Menneskers Livsbane. Til det sidste kunde man maaske bemærke, at mange Socialister har faaet deres uregelmæssige Livsløb netop paa Grund af deres særlige Anskuelser. Noget er der dog sikkert om, at Proletariatets Talsmænd ofte har staaet uden for dets Kreds, og at deres Meninger derfor ikke i alle Henseender dækker Proletariatets. Et mindre Afsnit helliges Karl Marx. Sombart har tegnet et skarpt og levende Billede af ham; men det er dog tvivlsomt, om Modellen i alle Henseender svarer til denne Skildring.

I et Kapitel om Socialismens ideologiske Oprindelse hævder som sin Grundopfattelse, at den moderne proletariske har Præg af „vestlig", d. v. s. romaniskangelsaksisk og i sit inderste Væsen er antitysk. Fra England, Amerika, Frankrig, Italien o. s. v. har man ofte hørt lignende Udtalelser, blot med ændrede Nationalitetsbetegnelser. Dette kunde tyde paa, at der er noget rigtigt i alle disse Udsagn, v. s., at Socialismen er anti-national, hvad ingen heller benægte. Sætningen er imidlertid typisk for Sombarts nuværende Standpunkt.

Under Afsnittet om Revolutionisme eller Socialisme bemærkes at enhver Fører, som vil vinde de store Masser sin Lære, maa give Afkald paa Revolutionen. Marx, som ifølge sit Instinkt var Revolutionær, bøjede sig imidlertid for Tankens Argumenter, og vi ser ham derfor bl. a. i Kamp mod Bakunin. Marx har dog ikke kunnet skjule sit sande Temperament. Man kan derfor i Nutiden se en voldsom Citatkrig Kommunister og Socialdemokrater, hvor begge Parter har Ret, idet Marx virkelig taler med to Tunger.

I et længere Afsnit om den sociale Metafysik hævder Sombart, at de socialistiske Teoretikere, trods en stærkt udtalt Foragt mod Metafysiken alligevel i høj Grad anvender dens Begreber, men ganske vist paa en meget dilettantisk Maade. Om selvstændige Bidrag er der ikke Tale, idet man udelukkende paa borgerlige Forfatteres Udsagn.

Dette gælder ogsaa om den materialistiske Historieopfattelse,hvor
bygger paa Arbejder af Helvétius, Holbach,

Mandeville og i særlig Grad paa Feuerbachs Filosofi. Marx opstiller den Paastand, at de drivende Kræfter i Samfundet er „Produktivkræfterne", som bestemmer Produktionsforholdene, der igen bestemmer Samfundets „Overbygning" (eventuelt delt i flere Etager: juridisk, politisk, aandelig etc). Der findes nu en Række Socialister, som har forsøgt at give dette blodløse Skema Liv ved at tilføje andre „Drivkræfter" i Historien. Blandt disse er Engels, der (efter Marxs Død) i „Familiens Oprindelse" hævder, at ogsaa geografiske Forhold og FamilielivetsForm Indflydelse paa Historiens Gang. Endelig omtalesBernstein, opremser en lang Række „Drivkræfter", som man maa tage Hensyn til ved enhver historisk Vurdering.

I de følgende Kapitler behandles Socialismens Stilling til Begreberne Videnskab og Menneskehed, der i mange Henseender virker som Surrogat for Religionen. Derefter anføres, hvorledes Socialisterne tænker sig det fremtidige Samfund, og den naturvidenskabelige, etiske og den mytiske Begrundelse for, at Socialismen maa eller bør komme. Sombart faar her igen Anledning til at paastaa, at den videnskabelige Socialisme ikke er af tysk, men af fransk Oprindelse, „hvorfor det er falsk at betegne Socialismen som stridende mod fransk Aand, som franske Forfattere gerne gør". Senere hen hævdes, at Marx drog ud for at finde Indien, men fandt Amerika: at han vilde begrunde den videnskabelige Socialisme, men i Stedet begrundede om Kapitalismen.

Gennemførelsen af Socialismen kan ske ad to Veje: ved at overbevise om dens Rigtighed eller ved gennem Klassekampen gennemtvinge den trods Modstand. I moderne Tid bekender alle proletariske Socialister sig til den sidste Opfattelse. gør derefter et Forsøg paa at analysere Klassekampens Interesse, Klasseinddelingen og Magtprincippet. hos Macchiavelli, Hobbes og Spinoza findes Tanken om Interessens og Magtens afgørende Betydning i Samfundslivet og hos St. Simon paavises Klasseinddelingen. Det varede dog længe, inden der kom Forbindelse mellem Socialismen og Proletariatets Klassekamp, og da en Forfatter som Stein (i 1842) paaviste den historiske Betydning heraf, blev han af andre Socialister brændemærket som Reaktionær. Det blev Karl Marx' store Værk at sammenføje de to Bevægelser.

Slutningen af 1. Bog omhandler den opportunistiske og
den doktrinære Socialisme. 81. a. paavises det, hvorledes Udtalelseraf
og navnlig Engels synes at støtte Opportunisterne:den

sterne:denmaterialistiske Historieopfattelse passer godt ind i en saadan Politik, Koncentrations- og Socialiseringsteorien tvingertil at undersøge, i hvor høj Grad Samfundet er modent til Socialisme. Paa den anden Side kan de doktrinære ogsaa paaberaabe sig Marx — og efter Sombarts Opfattelse med større Ret: Katastrofeteorien forudsætter en voldsom Omstyrtelse af det kapitalistiske Samfund, Elendighedsteorien, hvorefter Pauperismen udvikler sig i endnu stærkere Grad end Befolkningog har samme Konsekvenser. En vigtig Bestanddelaf Marxske Dogmer er den Trossætning, at de store Samfundsomvæltninger, hvor nye Klasser kommer til Magten, altid fuldbyrdes ved politiske Revolutioner. Endelig var Marx fuldt fortrolig med Tanken om Diktatur fra et Mindretal af Proletariatet.

I anden Bog skildrer Sombart Bevægelsen. Den indledes med en Chronik, en Tidstavle, hvor der Aar for Aar meddeles de vigtigste Data fra de forskellige Lande. Tanken er udmærket saavidt ses paalidelig udført for de store Landes Vedkommende. de smaa Lande, f. Eks. Skandinavien, er Oplysningerne dog ofte meget tilfældigt valgt eller positivt forkerte. Det er saaledes Anmelderen übekendt, at den socialdemokratiske Staunings Fredsbestræbelser i 1917 førte til en Kabinetskrise i Danmark. Det virker heller ikke særligt oplysende, naar det for 1920 kun meddeles, at Socialdemokraterne 389653 Stemmer ved Valgene og 48 Mandater. Et Ord om Generalstrejketruslen havde karakteriseret Aaret bedre end disse for en fremmed fuldstændig ligegyldige Tal.

Den egentlige Fremstilling begynder med en Undersøgelse af Begrebet Proletariat og Grundene til, at denne Klasse er særlig modtagelig for de socialistiske Læresætninger. Der peges paa dets ofte umenneskelige Stilling, bortrevet fra Hjemmet, udestængt fra Naturen, altid usikre Arbejdsforhold. Det mister derfor al Sans for Traditionerne og er parat til at støtte alle Bestræbelser for at hidføre ændrede Samfundsforhold. Paa mange Omraader lever Proletariatet kollektivt allerede i det nuværende Samfund, saaledes at Socialismens Krav om et almindeligt Fællesskabssamfund forekommer ganske naturligt.

Der undersøges derefter, i hvor høj Grad Proletariatet har sluttet sig til de socialistiske Partier, og i hvor høj Grad disse bestaar af Proletarer. Paa Grundlag af statistiske Oplysninger fra offentlige Valg, Pressens Udbredelse, Medlemsskab i Partiernefastslaas, store Kredse af andre Samfundsklasser støtterSocialdemokratiet. den anden Side viser ligeledes Valgstatistiken,at

statistiken,atmeget store Dele af Proletariatet endnu støtter
de borgerlige Partier eller er indifferente.

I andet Afsnit omtales dels Proletariatets, dels Ikke-Proletarernes til at slutte sig til Socialismen. Navnlig det sidste Spørgsmaal bliver behandlet paa en interessant Maade. Vel er det overdrevet at opstille den almindelige Sætning, at det er Affalds- og Udskudsbestanddele fra det borgerlige Samfund, slutter sig til den socialistiske Bevægelse, men mange af de Eksempler, som Sombart anfører som Støtte for denne Paastand, kender man dog igen ogsaa fra Danmark.

Paa de følgende Sider skildres Propagandaen. Herunder omtales ogsaa den socialistiske Ungdomsinternationale, stiftet 1907, efter Krigen overgaaet til Kommunismen. Sombart er tilsyneladende uvidende om, at der er oprettet en ny Ungdomsinternationale nær Tilknytning til Socialdemokratiet og med en Udbredelse som er ganske betydelig. Videre skildres selve Kampen: Organisationernes Udvikling og Betydning, den økonomiske Kamp i alle dens Former, baade faglig og politisk Strejke saavel som den passive Modstand. Under den politiske Kamp kommer Sombart bl. a. ind paa Parlamentarismen og dens kritiske Stilling i det moderne Samfund. Aarsagerne hertil Sombart navnlig i de store Massers voksende Indflydelse det politiske Liv og i Samfundets Gennemorganisering, hvor de Opgaver, som tidligere varetoges af Staten, nu mere og mere lægges over paa Erhvervenes Organisationer. I samme Retning virker Klassekampideologien, som maa dræbe Ideen i Parlamentarismen. Det virker derfor ejendommeligt at se Socialdemokratiet for Parlamentarismen paa samme Gang, som de holder Klassekampens Fane højt — og derved modarbejder

Om Førerne for den sociale Bevægelse anvendes mange haarde Ord. Saaledes hævdes, at alle socialistiske Førere er Demagoger i Modsætning til den sande Folkefører, der tager Hensyn til alle Klasser i Folket og derfor er virkelig national.

Sidste Del giver Bevægelsens Historie og giver bl. a. en Karakteristik af de forskellige Landes Partier. Igen stikker Sombarts nationale Sindelag frem, idet han om Franskmændene rosende siger, at de i Modsætning til f. Eks. Tyskerne er meget patriotiske. Der gives en Række sammenlignende statistiskeOversigter, imidlertid er saa uensartede, at man meget vanskeligt kan slutte noget af Tallene. Sombarts Opfattelseer, Tiden indtil Krigen kan karakteriseres som Socialismens„Bliitezeit", Krigen og de følgende Aar

betegner „Zerfall". I det sidste har Sombart Ret, eftersom Arbejderpartierne i de forskellige Lande mere og mere gaar bort fra den specielt tyske Form for socialistisk Samfundsopfattelseog Betragter man derimod Socialismen som en Rejsning af Arbejderne med det Maal at ændre Samfundet i Overensstemmelse med deres — og dermed ogsaa Hovedpartenaf øvrige Klassers — Interesser og Ideologi, da har sikkert Sombart Uret.

Som en Slags Tillæg meddeles en Oversigt over Forholdene Rusland. Dette Emne er imidlertid saa omfattende og hidtil uoplyst, at det ikke skal omtales nærmere i denne Anmeldelse. Stiernavist.