INDLEDNING.

I 1873 begyndte en Kreds af interesserede Mænd Udgivelsen Nationaløkonomisk Tidsskrift. Tidsskriftets første Hæfte indlededes med en Artikel af Professor Scharling om Arbejderspørgsmaalet i Danmark. Dette var næppe nogen Tilfældighed; med den begyndende industrielle Udvikling var Arbejderspørgsmaalet i moderne Forstand rykket det danske Samfund ind paa Livet. Med Næringsfrihedens Indførelse i 1857 og Toldloven af 1863 var de retlige Hindringer fjernede for Danmarks Overgang fra en national Økonomi til dets Tilslutning den internationale Økonomi. Udskillelsen af Hertugdømmerne givet den endnu svage nationale danske Industri Chancer; med den fransk-tyske Krig satte endelig en ny Opgangsperiode ind, og under denne fik den danske Industri sikkert Fodfæste. Samtidig hermed omformedes Landbruget, idet en stadig større Del af Husfliden udskiltes fra dette Erhverv. Endelig skabtes gennem Samfærdselsmidlernes Udvikling et internationalt Marked, og herigennem forberedtes Landbrugets Industrialisering — dets Overgang til animalsk Produktion.

I det følgende skal nu belyses Arbejderklassens økonomiskeKaar denne nye Fase i vort Lands økonomiske Historie,som var indledet. Denne Opgave kan kun delvisløses ved en Betragtning af Arbejderklassens Levevis. Det er derfor nødvendigt at gaa en Omvej. Vi har da søgt at bestemme Arbejdslønnens Højde. Oplysninger

herom foreligger i Reglen i Form af Opgivelse af Timelon, Dagion eller Ugeløn. Det gælder imidlertid at komme til Kløbedover Størrelse gennem en længere Periode, og ved Hjælp af de foreliggende Oplysninger over Længden nf den daglige Arbejdstid og Arbejdsløshedens Størrelse har vi da udregnet Arbejderens Aarsløn. Endvidere er undersøgt, i hvilken Grad Arbejderen kan paaregne en Bifortjeneste. Nu danner vel Arbejderne i Kraft af deres særlige Stilling i Samfundsøkonomienen de øvrige Samfundslag ret afgrænset Klasse; men den er dog i økonomisk Henseende i ikke ringe Grad differentieret. Denne Differentiering knytter sig dels til Erhvervet: Industri - Landbrug, dels til Arbejderens Stilling i Erhvervet: Faglært — ufaglært og endelig til den territoriale Inddeling: Hovedstad — Provinsbyer — Landdistrikter. Det er da nødvendigt at godtgøre, i hvilken Grad denne Differentieringhar af Betydning for Indtægtens Højde. Efter saaledesat bestemt den nominelle Indtægt har vi søgt at belyse Prisforholdene for de Varer, Arbejderen erhverver for sin Indtægt, idet der ogsaa her har maattet tages Hensyn iil Forskellen mellem de forskellige Landsdele. Ved nu at sammenholdedet fundne Udtryk for Prisniveauet med den nominelle Indtægt er der da fundet en Maaiestok for IndtægtensKøbeevne v. s. for Realindtægten. Endelig er undersøgtBetydningen den sociale Lovgivning og mere i Almindelighed givet en Fremstilling af Arbejderklassens Levevisog i denne 50aarige Periode.

INDHOLDSFORTEGNELSE.

Si-Je
Første Afsnit: ARBEJDSLØNNEN 107
I. Arbejdere i industrien 1872 1924 107
11. Landbrugsarbejdere 1872 1921 127
Andet Aisnit: BIINDTÆGTER 1 3(i
Tredie Afsnit: DETAILPRISNIVEAUET 1 -56
I. Prisbevægelsen 1872 1924 14(i
11. Prisniveauels Forskellighed efter Landsdele.... 1(17
Fjerde Afsnit: REALINDTÆGT OG LEVE VILKA AR 171

Første Afsnit. ARBEJDSLØNNEN.

I. Arbejdere i Industrien 1872—1924.

1872.

I 1874 udgav Indenrigsministeriet: „Oplysninger om Arbejdernes Vilkaar i Danmark i Aaret 1872". I Indledningen til dette Skrift hedder det: „Paa Grund af den Opmærksomhed, som Arbejderspørgsmaalet i de senere Aar har vakt saavel her i Landet som i Udlandet, en Opmærksomhed er bleven holdt vaagen ved de saa hyppigt tilbagevendende fandt Indenrigsministeriet, at det vilde være af særdeles Interesse, om det maatte kunne lykkes at tilvejebringe Oplysninger om Arbejdernes Forhold i Danmark, for at disse Oplysninger kunde tjene til Grundlag for senere Drøftelser og mulige Foranstaltninger til at raade Bod paa de Mangler, som maatte vise sig at være til Stede".

Denne Undersøgelse var saaledes bredt anlagt, idet den tilsigtede ikke alene at tilvejebringe Oplysning om Lønnens Højde i saavel Industrien som Landbruget, men ogsaa mere i Almindelighed at belyse Arbejderbefolkningens Levevilkaar.

Ministeriet henvendte sig derfor „dels til de kommunale eller andre Autoriteter, der maätte antages særlig at kunne have Adgang til Kundskab om Arbejdernes Stilling, dels til Fabrikanter og større Landejendomsbesiddere, dels endelig til de mindre Haandværkere og Professionister".

Vi vil i dette Afsnit alene holde os til de Oplysninger,
som ved denne Undersøgelse tilvejebragtes angaaende Arbejdslønnen
Industrien.

A. København.

For København omfattede de brugelige Besvarelser 5608
voksne Mænd (d. v. s. over 18 Aar), og for disse angaves

den gennemsnitlige Aarsløn at udgøre 814 Kr. Aarslønnen er udregnet saaledes, at man har multipliceret Daglønnen med det aarlige Antal Arbejdsdage. Den aarlige Arbejdstid er udregnetpaa af Besvarelsen ai følgende Spørgsmaal:

„Er Arbejdet stadigt hele Aaret rundt, eller i modsat Fald
i hvor lang Tid af Aaret kan Arbejderen holdes beskæftiget"?.

Arbejdstiden er herefter udregnet til 11,6 Maaneder (hver Maaned ansat til 25 Arbejdsdage). Der er nu næppe nogen Tvivl om, at de 11,6 Maaneder svarer til den Tid, Bedrifterne gennemsnitlig overhovedet holdes gaaende, medens der ikke haves Sikkerhed for, at Arbejderne gennemsnitligt havde Beskæftigelse saa lang Tid; herom savnes imidlertid ganske Oplysninger. Det synes dog sandsynligt, at Arbejdsløsheden i det hele paa den Tid var mindre end nu, og da 1872 var et Aar med opadgaaende Konjunkturer for Industrien, er det vel muligt, at Arbejdsløsheden ikke var væsentlig større, end hvad der svarede til de 0,4 Maaneder, i hvilke Bedrifterne gennemsnitligt holdtes lukkede.

Tages det imidlertid samtidig i Betragtning, at Tallene refererer sig udelukkende til Arbejdsgiveres skønsmæssige Oplysninger, kan man formentlig gaa ud fra, at den angivne Aarsløn 814 Kr. er noget for høj.

Den angivne Løn angaar faglærte og ufaglærte Arbejdere under ét. Paa Skemaerne havde man ganske vist stillet Spørgsmaal Fordelingen mellem de to Grupper, men da dette Spørgsmaal i et stort Antal Tilfælde var misforstaaet, var man ikke i Stand til at foretage nogen Opgørelse af Antallet af faglærte og ufaglærte Arbejdere; det synes dog at fremgaa, at Besvarelserne for største Delen angaar faglærte.

Gaar man herefter ud fra, at Gennemsnittet vil ligge noget højere, saafremt det var muligt at udskille Arbejdsmændene, men at paa den anden Side Daglønnen i Almindelighed er anslaaet noget for højt, og at der er tillagt Arbejdsløsheden en noget for ringe Betydning, kan det vel antages, at 814 Kr., er et nogenlunde rigtigt Udtryk for den Aarsløn, en faglært Arbejder i København i 1872 gennemsnitlig kunde paaregne.

Vi er herefter paa Grundlag af Undersøgelsen af 1872 uden Holdepunkt for Lønnen for ufaglærte Arbejdere. Regner man, at Forholdet mellem Lønnen for faglærte og ufaglærte er det samme, som det vi senere finder for 1882, vilde Aarslønneni for ufaglærte udgøre 602 Kr. Selv om det vel er muligt, at dette Forhold kan have forandret sig noget,

vil det dog for saa kort et Tidsrum som 10 Aar næppe være
mere end nogle faa Procent1).

B. Købstæderne.

For Købstæderne omfattede Undersøgelsen 14388 voksne Mænd, og den gennemsnitlige Aarsløn angaves for disse til 569 Kr. regnet efter en aarlig Arbejdstid af 11 Maaneder. Lønnen i Købstæderne skulde herefter kun udgøre ca. 70 pCt. af Lønnen i København, men dels er der regnet med en mindre aarlig Arbejdstid, hvad der muligvis i nogen Grad forøger for Bifortjeneste, dels haves der ingen Sikkerhed at Fordelingen mellem faglærte og ufaglærte Arbejdere er den samme som i København.

Det er herefter tvivlsomt, om man — ligesom for København
kan antage, at det angivne Tal er et nogenlunde
rigtigt Udtryk for Lønnen for faglærte Arbejdere.

Et Holdepunkt synes man dog at have i den af Arbejderforeningen Odense i 1873 udgivne Piece, i hvilken Foreningen denne By kritiserer de gennem Byraadet til Ministeriet Oplysninger som formentlig givende et for højt Udtryk for Lønningerne, hvorfor den optog en Statistik blandt sine Medlemmer.

Paa Grundlag af denne Statistik — der iøvrigt ikke synes at afvige væsentligt fra de af Arbejdsgiverne meddelte Oplysninger kan man udregne den gennemsnitlige Aarsløn for 58 faglærte Arbejdere, for hvilke Lønnen er angivet med et enkelt den bliver for disse 582 Kr. Da Lønnen i Odense, som da var Landets største By udenfor København, antagelig ligger noget over Gennemsnittet for Købstæderne, synes det herefter ikke usandsynligt, at de 56 9 Kr. — ligesom det tilsvarende for København — er et nogenlunde godt Udtryk for Lønnen for faglærte Arbejdere. For ufaglærte Arbejdere er det derimod ikke muligt at danne sig noget Skøn.

Hobro 1879.

I 1879 foretog Læge Th. Sørensen (den senere Sygekasseinspektør)en
af 22 Arbejderes Lønforhold

---

1) For Hobro fandt Th. Sørensen, „at den Stigning af Arbejdsmændenes Dagløn (15^—20 pCt.), som indtraadte efter 1872 og stod paa sin Højde i 1874 var atter i 1879 næsten udslettet". For København er i 1882 Spørgsmaalet Arbejdslønnen i de sidste 3 Aar for de fleste Fag besvaret med: uforandret. For faglærte var Lønnen i 1882 imidlertid uden Tvivl noget højere end i 1872.

og Levevilkaar i Hobro. Paa Grundlag af denne Undersøgelse kan man udregne den gennemsnitlige Aarsløn for 8 faglærte og 12 ufaglærte Arbejdere; den udgjorde henholdsvis 605 og 511 Kj- Omend Materialet talmæssigt er overordentlig spinkelt,er dog af forskellige Grunde berettiget at drage videregaaendeSlutninger Grundlag af det. For det første fremgaardet Undersøgelsen, at det i mange Tilfælde drejer sig om Arbejdere, hvis Løn er typisk for den paagældende Bedrifteller paagældende Fag, og dernæst borger Forfatterens personlige Kendskab til Forholdene i Forbindelse med hans Grundighed og Omhu for, at de udfundne Resultater er Virkelighedensaa som det synes muligt at naa den. At ogsaa Forfatteren selv mener at kunne gaa ud over den snævre Ramme, som er angivet ved Materialets Oprindelse, fremgaar af hans Udtalelse i Indledningen:

„Jeg har forudsat, at et Forsøg paa at give et Billede af Arbejdernes økonomiske Stilling og Levefod i en mindre Provinskøbstad kunde have sin Interesse, thi man tør vel nok anse sig berettiget til deraf at drage Slutninger om Arbejderforholdene andre Købstæder af omtrent samme Størrelse."

Dette Synspunkt har Forfatteren ogsaa givet Udtryk i
Titlen paa Undersøgelsen, idet han har benævnet den: „Et
Bidrag til Belysning af Købstadarbejderes Vilkaar".

Omend nu dette Synspunkt mere har sin Berettigelse ved en Betragtning af den paagældende Undersøgelse som Helhed end i Forhold til de enkelte Sider af den, vil vi dog med den for Hobro udfundne Løn som Udgangspunkt søge at naa til et Skøn over, hvad Lønnen i Købstæderne kunde antages at andrage i 1879.

I Forhold til 1872 fandt Th. Sørensen i 1879 en Lønstigning ca. 14 pCt. for Hobro for faglærte Arbejdere. Lønnen skulde herefter i 1872 have udgjort ca, 531 Kr. For Odense fandt vi, at den gennemsnitlige Løn udgjorde 582 Kr. og for samtlige Købstæder 569 Kr.; der synes herefter at være et fornuftigt Forhold imellem disse Tal, og Hobro gør da Indtryk virkelig at være en typisk mindre Købstad. Gaar man herefter ud fra, at Lønstigningen er ca. 14 pCt. for Købstæderne 1872 til 1879, skulde Lønnen for en faglært Arbejder Købstæderne i 1879 gennemsnitlig udgøre 649 Kr.

For ufaglærte fandt Th. Sørensen en Løn af 515 Kr. Forudsætter man, at Gennemsnittet for Købstæderne ligesom for faglærte Arbejdere ligger ca. 7 pCt. over Lønnen i Hobro, vilde dette give en Løn for Købstæderne af 547 Kr.

København 1882.

Oplysninger foreligger i Tabelværk til Københavns Statistik 7 udarbejdet af Marcus Rubin. Materialet er tilvejebragt Henvendelse til forskellige større Arbejdsgivere og for Svendelønnens Vedkommende desuden til Svendesygekasserne. Skemaerne spurgtes om den maximale, den minimale og den almindelige Dagløn (for Svende desuden Akkordugeløn). Vi vil i det følgende udelukkende holde os til den angivne almindelige Løn, idet vi betragter denne som et tilnærmelsesvis rigtigt Udtryk for den gennemsnitlige Løn.

a. Svende.

For Svende fandtes den almindelige Dagløn gennemsnitlig at være 304 Øre. Dette Tal er fremkommet ved en Sammeriarbejden de fra Svende og Mestre modtagne Oplysninger, idet det „som almindelig Regel har vist sig, at Skønsopgivelserne Svendenes Side i hver Profession er lavere end Opgivelserne Mestrene". Rubin antager herefter, at de meddelte „tør antages ikke paa noget Punkt af Betydning at kunne differere fra de virkelige Forhold". Regner man nu, at den opgivne Dagløn 304 øre oppebæres i 300 Dage, vilde Aarslønnen udgøre 912 Kr. Spørgsmaalet er imidlertid nu om Størrelsen af paa den ene Side Merfortjenesten Akkord paa den anden Side Mindrefortjenesten paa Grund af Arbejdsløshed. Om Akkord oplyses, at den almindelige var 20 Kr. 13 Øre, og Akkordlønnen var saaledes ca. 10 pCt. højere end Daglønnen.

Om Hyppigheden af Akkord haves ingen talmæssige Oplysninger;ved tilsvarende Undersøgelse i 1898 arbejdede 53 pCt. af Svendene paa Akkord, og Udviklingen fra 1882 til 1898 menes at være gaaet i Retning af større Anvendelse af Akkord. Regner vi, at i 1882 50 pCt. arbejdede paa Akkord,forøgedes saaledes med gennemsnitlig 5 pCt. Om Arbejdsløsheden haves ingen Oplysning; som Gennemsnit af Aarene 1903 —14 svingede Arbejdsløsheden for hele Landet og for alle Fag under ét mellem 6 og 13 pCt. Nu var 1882 næppe noget godt Aar, men om de senere gjorte Erfaringer paa dette Punkt lader sig tilbageføre er noget tvivlsomt. At Sæsonarbejdsløsheden har været betydelig synes givet, men hvorvidt derimod Konjunkturerne med den da svagt udviklede Fabriksindustri har øvet saa stærk Indflydelse lader sig vanskeligtafgøre.

ligtafgøre.Da imidlertid Merfortjenesten paa Grund af Akkord vistnok er lavt ansat, maa man formentlig blive staaende ved de 912 Kr. som et Udtryk for Svendenes gennemsnitlige Aarsløn.

b. Arbejdsmænd.

For Arbejdsmænd fandtes den almindelige Dagløn at udgøre øre. Oppebæres denne Løn i 300 Dage, faas en Aarsløn af 711 Kr. Da der for Arbejdsmænd kun foreligger Oplysninger fra Arbejdsgivernes Side, maa det formodes, at den opgivne Løn danner en Maximumsgrænse for, hvad den virkelige Løn gennemsnitlig andrager.

Angaaende Akkord var der ikke stillet Spørgsmaal paa Skemaerne — muligvis fordi man har anset den for værende af ringe Betydning, hvilket stemmer med, at det ved senere Undersøgelser har vist sig, at den betød mindre for Arbejdsmænd for Svende.

Om Arbejdsløsheden haves heller ikke for Arbejdsmænd nogen Oplysning; den har dog næppe været væsentlig forskellig Svendenes. Da vi nu imidlertid fandt, at for Svende 300 Gange Daglønnen vilde give et Tal, der formentlig kom Aarslønnen nær, vil man se, at den samme Metode for Arbejdsmænd give et for højt Tal. Reducerer man skønsmæssigt ved det nævnte Multiplum udfundne Løn for Arbejdsmænd 711 Kr. med 5 pCt., under Hensyn til at Opgivelserne hidrører fra Arbejdsgivere, og at Akkorden næppe opvejer Arbejdsløsheden, faar man en Aarsløn af 675 Kr.

(Provinsen omkring 1882.

I Aarene 1881 83 indsamlede Kammerassessor /. T. Bayer ved Henvendelse til 1196 større industrielle Bedrifter Oplysninger om disse Bedrifter herunder ogsaa om Arbejdslønnen.

Resultatet offentliggjordes 1885 under Navnet: Dansk Provinsindustri statistisk fremstillet. Omend nu hele Arbejdets giver det en tvivlsom statistisk Værdi, mener dog ud af det at kunne uddrage visse Holdepunkter en Vurdering af Arbejdslønnen i Provinsindustrien 1882.

Forfatteren naar til en gennemsnitlig Aarsløn af 621
Kr.; men da denne er fremkommet ved, at 1 Mand er
sat lig 2 Kvinder lig 4 Børn, maa man formentlig helt

se bort fra dette Tal. Vi har derfor af de for de enkelte
Byer anførte summariske Oversigter uddraget de Tal, der
alene angaar voksne Mænd.

Vi finder herefter for 5048 Mænd en gennemsnitlig Aarsløn af 694 Kr. I dette Tal indgaar saavel Arbejdere i Købstæderne som i Landdistrikterne og saavel Svende som Arbejdsmænd. Det refererer sig til Opgivelser fra Arbejdsgiverne, og det angaar i det væsentlige kun større Bedrifter, hvorfor det maa antages at ligge over det Gennemsnit, vil fremkomme, saafremt alle Bedrifter medtoges.)

København 1892.

Oplysninger foreligger i: „Arbejdslønnen i København i
Aaret 1892" udgivet af Stadens statistiske Kontor ved Marcus

Fremgangsmaaden ved Tilvejebringelsen af Materialet har været den samme som i 1882, idet dog Oplysninger fra Sygekasserne alt væsentligt er erstattet med Opgivelser fra Fagforeningerne.

a. Svende.

For Svende udgjorde den almindelige Dagløn 332 Øre. Forudsættes 300 Arbejdsdage, udgør Aarslønnen 996 Kr.; Rubin synes at mene, at dette virkelig svarer til Aarslønnen, naar Hensyn tages til Akkord og Arbejdsløshed. Vi skal nu se nærmere herpaa.

For Akkord fandt Rubin ved et aritmetisk Gennemsnit af Fagene en Merfortjeneste pr. Uge af 8 pCt., medens han er uden Oplysning med Hensyn til Hyppigheden af Akkordens Anvendelse. For 1898 konstaterede Cordt Trap ved den tilsvarende en Merfortjeneste paa 18 pCt., men det viste sig da, at en Del af de Fag, der havde en høj Akkordfortjeneste, særlig store, saaledes at der sandsynligvis i 1892 er tillagt disse en for ringe Vægt; herpaa tyder ogsaa, at i Købstæderne var i 1892 Fortjenesten ved Akkordarbejde 10^—15 pCt. højere end ved Dagløn¹). Efter Erfaringerne for 1898 kan dernæst antages, at ca. Halvdelen af Arbejderne i 1892 arbejdede paa Akkord.

Angaaende Arbejdsløsheden haves ingen samlede Opgivelser,men
fremgaar af de for de enkelte Fag anførte

---

1) Adolph Jensen: Nationaløkonomisk Tidsskrift XXXI Bind, Arbejdslønnen Danmark.

Oplysninger, at den var betydelig. I Aarene 1903--14 svingedeArbejdsløsheden tidligere nævnt mellem 6 og 13 pCt. Da 1892 var et Aar med nedadgaaende Konjunkturer, kan Arbejdsløsheden i dette Aar herefter antages at have andragetomkring pCt.¹) Det synes da noget tvivlsomt, om Merfortjenesten ved Akkord virkelig har været i Stand til at opveje Mindrefortjenesten paa Grund af Arbejdsløshed, men da Forskellen næppe andrager mere end nogle faa Procent, vil vi blive staaende ved de 996 Kr. som Udtryk for en Svends Aarsløn i 1892.

b. Arbejdsmænd.

For Arbejdsmænd udgjorde Daglønnen 259 Øre. 300 Arbejdsdage giver da en Aarsløn af 777 Kr. Om Akkord findes Oplysning, udover at det bemærkes, at der ikke forelaa tilstrækkelige Data til at uddrage et Gennemsnit, hvad der maaske kunde tyde paa, at dens Betydning i det hele er ringe.

I 1898 angives det, at der kan fortjenes 19 pCt. mere ved Akkord end paa Dagløn; samtidig oplyses at Akkord anvendes 24 Fag, medens der arbejdedes paa Dagløn i 65 Fag; derimod haves ikke Oplysning om Arbejdernes Fordeling mellem de to Lønningsmaader. Efter Erfaringerne for 1909 forholdt Antallet af Arbejdere sig imidlertid omtrent som Antallet Fag. Gaar man herefter ud fra, at dette ogsaa var Tilfældet i 1898, ses det, at Tilstedeværelsen af Akkord i dette Aar forøgede den gennemsnitlige Aarsløn med ca. 5 pCt. Er det samme Tilfældet i 1892, vilde Aarslønnen herefter gennemsnitlig andrage 816 Kr. uden Arbejdsløshed. Sættes denne ligesom for Svende til 10 pCt, udgør den gennemsnitlige da 734 Kr.

Købstæderne 1892.

Oplysninger er tilvejebragt af Byfogedkontorerne eller Byraadene,Bearbejdelsen foretaget paa Universitetets statistiske Laboratorium, og Resultaterne er offentliggjort i NationaløkonomiskTidsskrift Bind i en Artikel af Adolph Jensen: „Arbejdslønnen i Danmark i 1892" og i Nationaløkonomisk

---

1) Paa Grundlag af de for de enkelte Fag anførte Oplysninger finder Adolph Jensen (den førnævnte Artikel i Nat. Tidsskrift), at en Arbejdsledighed af fj Uger næppe er for højt regnet.

Tidsskrift XXXII Bind i en Artikel af Harald Westergaard:
„Om Arbejdslønnen i Købstæderne i 1892".

a. Svende.

Oplysningerne angaar kun 9 Haandværksfag, men for disse 9 Fag var i København den gennemsnitlige Dagløn omtrent den samme som for samtlige Fag (334 og 332 Øre). For Købstæderne var Daglønnen for disse Haandværkere 252 Øre. Med 300 Arbejdsdage giver dette en Aarsløn af 756 Kr. Om Akkordlønnen foreligger kun usikre Oplysninger; paa Grundlag af de foreliggende Tal ansættes Merfortjenesten til 10_—15 pCt. Om Hyppigheden af Anvendelsen af Akkord er ikke spurgt lige saa lidt som om Arbejdsløsheden.

For København ansattes ovenfor Arbejdsløsheden til 10 pCt.; regner man med den samme Procent for Købstæderne, begaar man næppe nogen stor Fejl ved ligesom for København gaa ud fra, at de to Faktorer, Akkord og Arbejdsløshed, gaaet op mod hinanden, saaledes at 75 6 Kr. herefter skulde angive den gennemsnitlige Aarsløn.

b. Arbejdsmænd.

For Arbejdsmænd androg Daglønnen gennemsnitlig (Bornholm medregnet) 218 Øre. 300 Dage giver da en Aarsløn 654 Kr. Ifølge de Oplysninger, der foreligger, skulde Fortjenesten ved Akkord være 17 Kr. ugentlig eller 30 pCt. højere end Daglønnen; regner man ligesom for København, at 27 pCt. af Arbejderne arbejder paa Akkord, udgør Aarslønnen Arbejdsløshed gennemsnitlig 707 Kr.; en Arbejdsløshed 10 pCt. vilde bringe den ned til 636 Kr. et Tal, der selvfølgelig maa betragtes med Forbehold.

1897.

I dette Aar optoges i Forbindelse med den almindelige Industristatistik en Statistik over Arbejdslønnen. Der knytter sig en særlig Interesse til denne Opgørelse, fordi den — i Modsætning til de tidligere mere enquétemæssige Undersøgelser — bygger paa den udbetalte Løn.

Paa Skemaet spurgtes om Arbejdernes Antal og deres Fordeling paa Svende, Arbejdsmænd m. v. og dernæst om det samlede Beløb af Arbejdsløn af enhver Art, som i den tredje Lønningsuge af Maj var blevet udbetalt til hver af disse Arbejdergrupper.

Man er hermed for det første befriet for den Usikkerhed, der klæber ved de skønsmæssige Opgivelser, og dernæst tillægges saaledes nu Akkorden den Betydning, der tilkommer

Nedenfor er angivet den gennemsnitlige Ugeløn for Svende og Arbejdsmænd i København og Købstæderne og den Aarsløn, vil fremkomme, saafremt der havdes Arbejde hele Aaret.

Angaaende Arbejdsløsheden er man nu stadig uden sikre Oplysninger. 1897 synes for Erhvervslivet at have været et væsentlig bedre Aar end 1892, og Arbejdsløsheden har sandsynligvis Sammenhæng hermed været en Del mindre. Sættes den skønsmæssigt til 7 pCt.¹), vilde Aarslønnen blive som nedenfor anført.

København 1898.

I dette Aar foretoges af Stadens statistiske Kontor en ny Undersøgelse i det væsentlige svarende til den foregaaende af 1892. Dog gik man paa forskellige Punkter et Skridt videre; saaledes stillede man Spørgsmaal angaaende Arbejdets Fordeling mellem Dagiøn og Akkord; endvidere om Arbejdernes efter Aarsindtægtens Størrelse, og endelig søgte man at komme til større Klarhed over Arbejdsløshedens Betydning.

a. Svende.

For Svende er Daglønnen opgjort til 384 øre. Regnes

---

1) Som Støtte for dette Skøn kan anføres, at det i den paagældende Publikation hedder: „Fradraget for Arbejdsloshed 7,4 pCt. mangler imidlertid ikke Holdepunkter i positiv foreliggende Arbejdsløshedsstatistik - det er for Tiden i hvert Fald næppe for lavt".

med 300 Arbejdsdage naas en Aarsløn af 1152 Kr.; efter denne Metode ansatte vi for 1892 Lønnen til 996 Kr.; nu var imidlertid som tidligere nævnt 1892 ikke noget godt Aar for Industrien, medens 1898 var et Højkonjunkturaar med ringe Arbejdsløshed; samtidig var Akkorden i hvert Fald ikke mindre udbredt end i 1892. Aarslønnen skulde da i 1898 være noget større end 300 Gange Daglønnen, og i god Overensstemmelse hermed naar Cordt Trap, der har foretaget den paagældende Undersøgelse, for største Delen ved en Beregning direkte paa Grundlag af opgiven Aarsløn til en Løn for samtlige Svende af gennemsnitlig ca. 1180 Kr.

b. Arbejdsmænd.

For disse udgjorde Daglønnen 305 Øre, Aarslønnen altsaa regnet efter 300 Dage - 915 Kr. Efter de om Akkord — tidligere refererede — Oplysninger kan denne antages at have forøget Aarslønnen med ca. 5 pCt., hvad der omtrent vilde svare til den antagne Arbejdsløshed; vi vil da gaa ud fra de 915 Kr. som svarende til Aarslønnen for en Gennemsnitsarbejder.

København 1904.

For dette Aar er Kilden atter den af Stadens statistiske Kontor foretagne Undersøgelse („Arbejdslønnen i København med Nabokommuner i Aaret 1904"), ligesom Materialet i alt væsentligt er tilvejebragt paa samme Maade og er af samme Indhold som tidligere.

a. Svende.

Under Hensyn til Merfortjenesten ved Akkord og Akkordens er Ugelønnen for Svende gennemsnitlig ansat til 27,81 Kr. Med et fuldt Arbejdsaar kunde der herefter paaregnes Aarlsøn af 1391 Kr. Nu var imidlertid Arbejdsløsheden dette Aar meget betydelig, idet den ifølge Fagforeningernes for samtlige Fag under ét for hele Landet 12 pCt.

Antages denne Procent at gælde for faglærte Arbejdere i København, reduceres den gennemsnitlige Aarsløn til 1224 Kr. (For 52 Fag med 23,403 Arbejdere beregner Trap Aarslønnen til 1200 Kr.).

b. Arbejdsmænd.

Daglønnen var for Arbejdsmænd 343 øre. Med fuld Be-

skæftigelse kunde der da paa Dagløn paaregnes en Aarsfortjeneste 1029 Kj. Under Hensyntagen til Merfortjenesten ved Akkord forøges Aarslønnen med ca. 6 pCt. eller til 1091 Kr. Reduceres dette Tal med 12 pCt. under Hensyn til Arbejdsløsheden, da den virkelige Aarsløn 960 Kr.

1905.

I Forbindelse med Industritællingen i 1906 segles Oplysning det samlede Beløb, der af de enkelte Bedrifter i Løbet af Aaret 1905 var udbetalt til hver enkelt Arbejder, idet der samtidig tilvejebragtes de fornødne Oplysninger om de enkelte Arbejdere, herunder om det Antal Arbejdsdage, der svarede til den til den paagældende Arbejder udbetalte Løn. Resultatet offentliggjortes i „Arbejdslønnen i Industrien ifølge Haandværks- og Industritællingen 1906". Herefter udgjorde Ugelønnen og den til denne med fuld Beskæftigelse svarende Aarsløn:

Reduceres den udregnede Aarsløn med den af Fagforeningerne
1905 angivne summariske Procent — 13 —
faas som den faktiske Aarsløn:

København 1909.

I 1909 foretoges paany en Lønundersøgelse af Københavns Kontor („Arbejdslønnen i København i Aaret 1909"). I Løbet af de foregaaende Aar havde Arbejdsgiverog i betydeligt Omfang selv udviklet en Lønstatistik, det var derfor nu muligt i langt højere Grad end tidligere at komme ud over den enquétemæssige Form og som Følge deraf at naa til Resultater, der hvilede paa en mere sikker Basis. Statistiken af 1909 slutter sig iøvrigt saavel i Form som Indhold til de tidligere foretagne.

a. Svende.

Under Hensyn til Daglønnens og Akkordlønnens Størrelse og relative Hyppighed er Ugelønnen for en faglært Arbejder opgjort til 30,10 Kr. Aarslønnen er herefter med fuld Beskæftigelse Kr.

Ifølge Fagforeningernes Opgørelse var Arbejdsløsheden i 1909 for alle Arbejdere under ét for hele Landet 13 pCt. Reduceres den ovenfor angivne Aarsløn med denne Procent, udgjorde Lønnen i Virkeligheden gennemsnitlig 130 9 Kr. (Trap anslaar Lønnen til 1242 Kr., hvilket svarer til en Arbejdsløshed mindst 18 pCt., hvad der dog vistnok er noget for højt).

b. Arbejdsmænd.

For Arbejdsmænd androg Ugelønnen, naar Hensyn tages ti! Akkord, 25,96 Kr. Med fuld Beskæftigelse hele Aaret vilde der herefter gennemsnitlig kunne paaregnes en Aarsløn af 1298 Kr. Fradrages ligesom for Svende 13 pCt. for Arbejdsløshed., ses den virkelige Løn at have andraget 1129 Kr.

1914.

Fra og med dette Aar er den officielle Lønstatistik for Industrien baseret paa det af Arbejdsgiverforeningen tilvejebragte En Offentliggørelse foretoges første Gang i Statistiske Efterretninger 10. Aargang 1918 Nr. 19.

Af den Redegørelse, der her findes angaaende det paagældende skal følgende anføres: „Materialet bestaar Lister, der i forskellige organisatoriske Øjemed afgives af enhver Arbejdsgiver, der tilhører en Organisation under eller som staar som Enkeltmedlem af Arbejdsgiverforeningen;, paa disse Lister er for hver enkelt Arbejder opført hans Fortjeneste Timeløn eller Akkord samt det Antal Timer, i hvilke der er arbejdet i Timeløn eller i Akkord. Der lader sig næppe tilvejebringe et lønstatistisk Materiale af bedre Beskaffenhed end dette, der baade opfylder de Krav, der rationelt maa stilles til et saadant Materiale, og om hvilket man tør gaa ud fra, at det er udarbejdet samvittighedsfuldt og omhyggeligt".

Fra og med April Kva'rtal 193 8 er nu dette Materiale for hvert Kvartal bearbejdet af Det statistiske Departement og offentliggjorti Efterretninger, der derfor er Kilden til de i det følgende anførte Timelønninger, paa Grundlag af hvilke vi under Hensyntagen til de Oplysninger, der andetstedsfindes

stedsfindesangaaende Arbejdstid og Arbejdsløshed, har sogt
at naa frem til en Fastsættelse af den gennemsnitlige Aarsløn.

For at kunne beregne Aarslønnen i 1914 vil vi nu først
undersøge Arbejdstidens Længde i dette Aar for faglærte og
ufaglærte Arbejdere i Hovedstaden og Provinsen.

Ifølge „Arbejdstiden i Industrien ifølge Haandværks- og Industritællingen 1906" udgjorde den normale Nettoarbejdstid i Industrien i dette Aar gennemsnitlig 9,7 Timer daglig, nemlig Hovedstaden 9,4, i Provinsbyerne 9,8 og i Landdistrikterne Timer. Ifølge de samvirkende Fagforbunds Aarsberetning Arbejdstiden for fagorganiserede Arbejdere i 1907 9,8 Timer, saaledes at der altsaa er god Overensstemmelse mellem disse Opgørelser.

I 1911 var Arbejdstiden ifølge De samvirkende Fagforbund til 9,5 Timer, og i 1918 var den ifølge samme Kilde ligeledes 9,5 Timer, saaledes at der altsaa i Tiden 1911 til 1918 ikke er indtraadt nogen væsentlig Nedgang.

Der kan herefter for 1914 regnes med en gennemsnitlig daglig Arbejdstid af 9,5 Timer. Spørgsmaalet er nu dernæst om Arbejdstidens Længde i de forskellige Landsdele og for faglærte og ufaglærte Arbejdere. I 1918 var Arbejdstiden for 76,424 Arbejdsmænd gennemsnitlig 9,7 Timer og for alle øvrige Arbejdere 9,4 Timer. Gaar man nu ud fra, at dette Forhold ogsaa har været gældende for 1906 og for 1914 og i alle tre Landsdele, faas, at den daglige Arbejdstid omtrentlig har andraget i nedenstaaende Tabel angivne Antal Timer.

Selvfølgelig haves der ingen Sikkerhed for, at denne Beregning helt overens med Virkeligheden, men da Arbejdstiden det hele kun er ændret lidt, og der i hvert Fald ikke for nogen betydende Gruppe af Arbejdere er sket nogen Forøgelse af Arbejdstiden, kan Afvigelsen dog ikke blive stor; som en mulig Maximalfejl kan man sikkert sætte 0,3 Timer, og en saadan Fejl vilde kun give en Fejl i Aarslønnen paa ca. 3 pCt.

Vi gaar derefter over til paa Grundlag af Timeløn og Arbejdsløshed
beregne den gennemsnitlige Aarsløn i 1914.

A. Hovedstaden.

a. Faglærte Arbejdere.

Den angivne Timeløn androg 67,1 Øre, den beregnede Arbejdstid 9,1 Timer; med 300 Arbejdsdage vilde Aarslønnen blive 1832 Kr. Arbejdsløsheden var i 1914 i Hovedstaden for samtlige Fag ca. 10 pCt. Reduceres med denne Procent udkommer Aarsløn af 1649 Kr.

b. Ufaglærte Arbejdere.

For disse var Timelønnen 47,5 Øre, den beregnede Arbejdstid
Timer. Udregnet som for faglærte bliver da Aarslønnen
Kr.

B. Provinsen.

Oplysninger angaaende Timelønnen er givet for Købstæder og Landdistrikter under ét, og det er ikke muligt længere at adskille Tallene for disse Omraader. Da vi hidtil alene har anført Lønnen i Købstæderne, opstaar herved en Vanskelighed, naar der er Tale om en Sammenligning med Fortiden.

Spørgsmaalet er nu hvor stor en Fejl, man vil kunne
begaa ved at sammenligne Købstæderne 1905 med Provinsen

I 1905 udgjorde Ugelønnen for Svende i Købstæderne 22,7 Kr. og i Landdistrikterne 20,0 Kr.; Gennemsnittet vilde under Hensyntagen til Antallet af Svende de to Steder blive 21,4 Kr. eller ca. 6 pCt. lavere end Lønnen i Provinsbyerne. For Arbejdsmænd var Ugelønnen 19,4 Kr. i Byerne og 18,0 Kr. paa Landet; Gennemsnittet vilde her blive 18,7 Kr. og Lønnen saaledes ca. 4 pCt. lavere end i Købstæderne. Ved fra 1914 at regne med „Provinsen" skulde man altsaa naa til et Tal, der var henholdsvis 6 og 4 pCt. lavere, end det man burde regne med, naar man ønsker at se Lønforskydningen i Købstæderne.

Det er imidlertid ikke sandsynligt, at Fejlen er saa stor. Da nemlig Statistiken fra 1914 er bygget over det af Arbejdsgiverforeningentilvejebragte indgaar i Lønstatistiken kun de Arbejdere, hvis Arbejdsgivere var tilsluttet Arbejdsgiverforeningen;dette for det første, at Købstædernes Arbejderevejer

bejderevejerstærkere i Lønstatistiken, end de burde efter deres virkelige Antal, og for det andet indgaar af Arbejdere i Landdistrikterneforuden Del Arbejdere fra Stationsbyerne i det væsentlige kun Arbejderne i en Del Storbedrifter. Men dette betyder da atter, at af Landdistrikternes Arbejdere indgaar i Lønstatistiken kun de, hvis Lønniveau afviger mindst fra Købstadarbejdernes(ogsaa Købstadarbejderne omfatter Statistiken rimeligvis forholdsvis flest af de højestlønnede). Det kan derforantages, der kun begaas en ringe Fejl ved fra 1914 at betragte Provinsen som lig Provinsbyerne.

Vi gaar derefter over til en Beregning af Aarslønnen i
Provinsen, idet den foran Side 120 for Provinsbyerne beregnede
Arbejdstid lægges til Grund.

a. Faglærte.

Timelønnen for Svende udgjorde i 1914 54,8 Øre. Med den beregnede daglige Arbejdstid og med fuld Beskæftigelse hele Aaret vilde Aarslønnen herefter udgøre 1562 Kr. Da Arbejdsløsheden Provinsen i 1914 var ca. 10 pCt., udgør Aarslønnen kun 1406 Kr-

b. Ufaglærte.

For ufaglærte var Timelønnen 40,8 Øre, den beregnede
Arbejdstid 9,8 Timer. Aarslønnen udgjorde herefter under Hensyntagen
Arbejdsløsheden 108 0 Kr.

1918.

I dette Aar paabegyndtes som tidligere nævnt Statistisk Departements kvartaarlige Bearbejdelse af Arbejdsgivernes Lønopgivelser. første Offentliggørelse omhandler April Kvartal, først fra Januar Kvartal 1919 er loretaget en samlet Opgørelse af Timelønnen efter Fordelingen faglærte og ufaglærte, og Provins; da der desuden mangler en Statistik Timelønnen i Januar Kvartal 1918, kan man for dette Aar kun foretage en i Forhold til de følgende Aar mere summarisk Beregning af Aarslønnen.

Ifølge Opgørelsen for Oktober Kvartal 1918 var Stigningen
i den gennemsnitlige Timefortjeneste for alle Arbejdere (herunder
og for hele Landet under ét:

Det angives imidlertid, at Stigningsprocenterne er omtrent de samme i Hovedstaden og Provinsen, og Lønnen synes ligeledes være steget forholdsvis omtrent 1 ige stærkt for faglærte ufaglærte. Da der nu mangler Oplysninger for Januar Kvartal, foretrækker vi paa den anden Side at se bort fra Oplysningerne Oktober Kvartal og at beregne den gennemsnitlige for hele Aaret paa Grundlag af Opgivelserne for Aarets to midterste Kvartaler¹).

Timefortjenesten skulde da som Gennemsnit for hele Aaret have ligget (60 -j- 85) : 2 = 72,5 Procent over Timelønnen i 1914. Idet nu denne Stigning regnes at have fundet Sted for saavel Hovedstad som Provins, for faglærte saavel som for ufaglærte faas følgende:

Regnet efter den daglige Arbejdstid, der tidligere er beregnet
1918, og efter 300 Arbejdsdage vilde Aarslønnen
herefter udgøre:

Paa Grund af Industriens Raastofmangel i dette Aar var nu imidlertid Arbejdsløsheden meget stor, hvorfor den under Forudsætning af fuld Beskæftigelse udregnede Aarsløn reduceres en frygtelig Grad. Værst var Forholdet i Hovedstaden, hvor Arbejdsløshedsprocenten i Gennemsnit for Aaret androg 20,2, medens den tilsvarende Procent for Provinsen var 16,5. Reduceres den foran beregnede Aarsløn under Hensyn hertil, faas følgende Beløb:

1921

I 1919 gennemførtes 8 Timers Normalarbejdsdag for alle
industrielle Arbejdere i hele Landet, og for 1921 kan man

---

1) Det bemærkes, at da Stigningen muligvis har været noget stærkere fra Juli til Oktober Kvartal end fra Januar til April Kvartal, giver denne Beregningsmaade et noget for lavt Gennemsnitstal for Aaret.

derfor formentlig regne med 8 Timers gennemsnitligt dagligt Arbejde; ganske vist er der herved ikke taget Hensyn til Overarbejde,men er vistnok af yderst ringe Omfang¹). Hertilkommer i Bygningsfagene er Arbejdstiden i nogle Maanederaf endog under 8 Timer. Regner man dernæst livert Kvartal lig 75 Dage, og reduceres endelig den saaledes udregnede Kvartalsløn med den for dette Kvartal konstaterede Arbejdsløshed, knn man opstille følgende Tabel:

Aareirtnnnn Tror Vi^.-^f+~- <' IflOl .

1924

For 1924 haves tilsvarende Oplysninger som for 1921.

---

1) Saaledes er der ikke i Dansk Smede- og Maskinarbejderforbunds Lønstatistik taget Hensyn til Ekstraindtægt ved Over- eller Natarbejde, og det anføres, at denne Slags Tillæg kun synes at have udgjort et ganske übetydeligt Beløb i Gennemsnit.

Arbejdstiden var ogsaa i 1924 8 Timer. Nedenstaaende anføres
af Aarsfortjenesten:

Den gennemsnitlige Aarsløn udgjorde da i 1924:

Vi har i det foregaaende indskrænket os til at belyse Lønudviklingen for voksne mandlige Arbejdere, og vi har da herunder navnlig taget Sigte paa Forholdene i Hovedstaden og Provinsbyerne. For industrielle Arbejdere i Landdistrikterne vilde Udviklingen iøvrigt kun kunne belyses for en kortere Del af Perioden. Af betydende Arbejdergrupper er herved forbigaaetLærlingene Kvinderne, for hvilke dog ligeledes en Lønstatistik for den her behandlede Periode dels mangler, dels er noget usikker; af denne Grund og fordi den største Interessei hele knytter sig til Familieforsørgerne skal kun anføres,at i Lønnen for Lærlinge og Kvinder i grove Træk har været den samme som for voksne mandlige Arbejdere,idet

dere,idetLønnen gennem hele Tidsrummet for Lærlinge udgjordemellem
Femtedel og en Fjerdedel og for Kvinder
knap Halvdelen af den faglærte Arbejders Fortjeneste.

For Arbejdere indenfor Handels- og Transporterhvervene, hvilke Erhverv i Løbet af denne Periode har faaet stor Betydning, Udviklingen været som for Arbejdere i Industrien. Disse Arbejdere indgaar iøvrigt i flere Tilfælde i de statistiske Opgørelser, paa Grundlag af hvilke Aarslønnen i det lorcgaaende er beregnet.

Nedenfor anføres i en summarisk Oversigt Resultaterne af de i dette Afsnit foretagne Undersøgelser vedrørende den gennemsnitlige Til Sammenligning er anført Lønnen for en københavnsk Jernbaneportør¹).

De mere usikre Tal er sat i Parentes.

Lønnen var herefter i 1924 5 til 6 Gange saa stor som i 1872. Tilsyneladende var Lønnen i uafbrudt Stigning fra 1872 til 1921, hvorefter der indtraadte et Fald til 1924. I Virkeligheden har der dog været Perioder eller enkelte Aar, hvor Lønnen var i Nedgang. Af samtidige Forfattere anføres det saaledes, at Lønnen var stærkt stigende fra 1872 til Mid-

---

1)Tallene angiver Slutlønnen inklusive Dyrtids- og Konjunkturtillæg og Tantieme, men uden Hensyn til Værdien af fri Uniform og Pension.

2) Fra 1898 København og Frederiksberg. 3) Fra 1914 Provinsen.

ten af Decenniet, hvorefter der indtraadte et Fald. Ifølge „Arbejdslønnen København 1882" var Lønnen fra 1879 til 1882 dernæst nærmest stagnerende. Fra dette sidste Aar til omkring 1900 har Lønnen rimeligvis været stigende fra Aar til Aar; men fra Aarhundredskiftet til Krigens Udbrud steg Daglønnen i nogle Aar forholdsvis lidt, saaledes at en mindre Nedgang i Aarslønnen fra et Aar til et andet kunde fremkaldes af en større Arbejdsløshed. Modsat var Aarslønnen i 1920 paa Grund af en ringe Arbejdsløshed højere end i 1921. 1920 var da det Aar i hele Perioden, hvor Arbejderne naaede den højeste Aarsløn.

II. Landbrugsarbejdere 1872—1921. 1872.

Angaaende Landbrugsarbejdernes Løn foreligger for 1872 Oplysninger i den tidligere omtalte af Indenrigsministeriet foranstaltede „Arbejdernes økonomiske Vilkaar i Kongeriget Danmark". Ifølge denne Undersøgelse var Daglønnen Arbejdere, som arbejdede paa Dagløn og paa egen Kost,

om Sommeren 143 Øre
og om Vinteren 105 Øre.

Den faste Arbejder kunde herefter fortjene en Aarsløn paa 372 Kr. Nu kunde der imidlertid ifølge Opgivelserne ved Akkordpaaregnes daglig Fortjeneste af 187 øre eller ca. 50 pCt. mere end Gennemsnittet af Daglønnen Sommer og Vinter. Med Hensyn til Hyppigheden af Anvendelsen af Akkord haves ingen talmæssige Oplysninger. Det fremgaar af Besvarelserne, „at det i Almindelighed kun er paa de større Gaarde, at denne Form for Arbejdsleje benyttes og det endda kun i betydeligereOmfang 5 Amter. Akkord bringes i Reglen til Anvendelseved som Dræning, Gravning, Mergling, Tørveskæring samt ved Tærskning og Høstarbejde." Ansættes Akkordens Hyppighed nu skønsmæssigt til 10 pCt., vilde Merfortjenestenpaa paa Grund af Akkord andrage 5 pCt. og Aarslønnen derved stige til 391 Kr. Foruden Pengelønnenlønnes Landbrugsarbejderen med Naturalier, en Form for Lønydelse der skaber et Moment af Usikkerhed ved Ansættelsen af Lønnen for disse Arbejdere. For det første

er nemlig- Grænsen mellem Naturalydelser som Del af Lønnen og som Gave meget vanskelig at drage; dernæst er NaturalydelsernesBetydning forskellig fra Sted til Sted, og endelig er der med Hensyn til disse Ydelser i Tidens Løb sket en Udvikling, der har været saare broget og uensartet. Allerede den Arbejdsgiver eller xArbejdcr, der skal besvare Spørgsinaal angaaende disse Ydelser, er stillet overfor store Vanskeligheder. Da nogle nf Ydelserne har en sædvanemæssig Karakter, men dog ikke udgør en kontraktmæssig betinget Del af Lønnen, medens andre mere kan være et Udtryk for den enkelte Arbejdsgivers Humanitet, vil Besvarelserne let ske ud fra forskellige Synspunkter. Overfor den brogede Mangfoldighed af disse Ydelser er dernæst Ansættelsen af Værdien i Penge yderst vanskelig.

I 1872 spurgtes paa Skemaet om der foruden den angivne Løn i Reglen endnu ydedes andet Vederlag f. Eks. Bolig, Græsning til en Ko etc, endvidere spurgtes til hvilken Værdi disse Ydelser kunde ansættes. Da Undersøgelsens Beretning herom giver et godt Indtryk af de Vanskeligheder, Statistiken er stillet overfor, anfører vi det paagældende Afsnit. Spørgsmaalet„er de fleste Amters Vedkommende besvaret overvejendebenægtende, i Viborg Amt omtales det i Almindelighedsom Sted, og i Svendborg Amt angiver omtrentde Trediedele af Indberetningerne, at saadanne Præstationerydes. de fleste øvrige Amter omtales dog, at saadanne Ydelser af og til udredes navnlig paa de større Gaarde, og det siges da, at de bestaar i Kørsler, Tørv, Mælk, Græsningog, Maribo Amt, tillige Bolig. Hvor slige Præstationer findes omtalte, siges Værdien i Reglen at variere fra ca. 5 Rd. til 30 å 40 Rd., hyppigst ansættes den dog til en 10 å 20 Rd. Det skal med Hensyn til Besvarelserne af dette Spørgsmaalbemærkes, disse vistnok kun vedrører de Præstationer, sum udtrykkelig eller stiltiende er betingede som en Del af Lønnen, ikke derimod, hvad der ydes Arbejderen som Gave". Det synes nu imidlertid af Besvarelserne angaaende en ArbejderfamiliesUdgifter fremgaa, at der ikke ret vel vilde kunde tilvejebringes Balance mellem disse og den opgivne Løn. Det antages derfor, at Opgivelserne angaaende Udgifterne „sandsynligvis er støttet paa et Skøn over, hvad en Families Udgifter vilde blive, naar alt, hvad der gaar med til Føde for alle Familiens Medlemmer, skulde købes til de gangbare Priser.At imidlertid ikke er Tilfældet synes bestemt at fremgaa af det bearbejdede Materiale; Arbejderen paa Landet

modtager vistnok gennemgaaende, foruden det Bidrag til Husholdningen,som Have eller Jord giver ham, et ikke ringe Bidrag fra den ejendomsbesiddende Klasse i Form af Naturalydelser, Mælk, Græsning til en Ko eller et Faar, Leveringaf og andre Fødevarer til billigere Priser end de almindelige Markedspriser".

Der synes her at være tænkt ikke alene paa de tidligere omtalte Naturalydelser, men ogsaa paa hvad der ydes Arbejderen Gave; nogen stor Klarhed over Naturaliernes samlede har man dog ikke vundet herigennem. Af det anførte synes dog at fremgaa, at Naturalierne kun for Fødevarernes er af større Betydning; Fødevareudgiften androg for en Familie ca. 60 pCt. af den samlede Udgift; antager nu, at 10 pCt. af denne Udgift dækkes af Naturalydelser, Lønnen herved forøges med ca. 6 pCt. Foruden Fødenaturalier nævnes, som undertiden forekommende, Kørsler, Græsning, Tørv og i Maribo Amt Bolig; ansættes Værdien heraf til et Par Procent, skulde der herefter til Pengelønnen lægges henimod en halv Snes Procent; af senere Undersøgelser synes det imidlertid at fremgaa, at de skønsmæssige Opgivelser angaaende Pengeløn er noget for høje, hvorfor vi under Hensyntagen hertil vil anslaa den gennemsnitlige Aarsløn til de foran anførte 391 Kr. -f- 5 pCt., hvorefter den faste Landbrugsarbejder paa egen Kost i 1872 gennemsnitlig kunde paaregne en Aarsløn af ialt 411 Kr.

Aalborg Amt 1880.

I Lighed med den Undersøgelse, Læge Sørensen i 1879 foretog angaaende Løn- og Levevilkaar for Arbejderne i Hobro, søgte han i 1880 at belyse de økonomiske Forhold for Landarbejdernei og tildels Viborg Amt; igennem paalideligeMellemmænd ved Henvendelse til de paagældendeArbejdere og Udgifter for 53 Familier, hvoraf de fleste var bosiddende i Aalborg Amt. Dette Arbejde „Markarbejderes Vilkaar i jydske Hedeamter" er ligesom den tidligere Undersøgelse af Byarbejdernes Forhold præget af Forfatterensstore og Grundighed, hvilket i Forbindelse med Materialets utvivlsomme Paalidelighed bevirker, at der kan tillægges de udfundne Resultater Gyldighed udover det snævre lokale Omraade, det direkte refererer til. Hvad Forfatteren navnlig har ønsket at faa frem, er GennemsnitsarbejderensLivsforhold. er derfor blevet paalagt Undersøgerneat

søgerneatse bort fra de letsindige og dovne, som ikke vil paatage sig det Arbejde, de overhovedet kan raa, og paa den anden Side er der kun søgt Oplysning om særlig dygtige Arbejderei Sogne, hvorfra det viste sig muligt at faa et større Antal Skemaer besvarede. Dernæst er det gifte Arbejdere med en større Familie, livorpaa Opmærksomheden har været henvendt. . . . Endelig har det navnlig været Indsiddere og Husmænduden som Undersøgelsen tilsigtede at omfatte."

Vi vil i det følgende udelukkende holde os til de Oplysninger, giver angaaende Indsiddere og jordløse Af disse fandtes 33; fradrages 5, som dels var svagelige, dels ikke i det paagældende Aar var beskæftiget ved Landbrugsarbejde, resterer 28; for disse fandt Sørensen en gennemsnitlig Aarsindtægt ved Mandens Hovederhverv af 391 Kr. De paagældende Arbejdere har for de flestes Vedkommende arbejdet i fast Dagleje, og langt den største Del af de ikke faste har faktisk haft Arbejde hele Aaret. Kosten er i de fleste Tilfælde ydet af Husbonden, og dens Værdi pr. Dag er af Sørensen ansat til 55 Øre.

Søger man nu paa Grundlag af disse Oplysninger fra Aalborg Amt at skaffe sig et Holdepunkt for Lønnen for Landbrugsarbejdere hele Landet, maa det erindres, at det saavel ved tidligere som senere Undersøgelser er godtgjort, at Lønnen Aalborg Amt er lavere end Gennemsnittet for hele Landet; drejer sig her om en halv Snes Procent. Lægger man til de ovenfor fundne 391 Kr. 10 pCt., vilde man faa et Beløb af 430 Kr., som altsaa skulde svare til den gennemsnitlige for Daglejere i Landbruget i hele Landet i 1880.

1888, 1892 og 1897.

For Aarene 1888 og 1892 lod Indenrigsministeriet gennemsarntlige Amtmænd foretage en Undersøgelse af Landbrugsarbejdernes Løn. Materialet tilvejebragtes gennem Udfyldning af Skemaer af de Beboere i Amtet (sandsynligvis overvejende Arbejdsgivere), som maatte antages at kende Forholdenegodt. 1888 offentliggjordes Resultaterne af Falbe Hansen i „Stavnsbaandsløsningen og Landboreformerne^u, idet Forfatteren dog i nogen Grad har benyttet den af P. Knudsen udarbejdede Betænkning om Sygeforsikring og Alderdomsforsørgelse,til denne havde tilvejebragt Oplysninger om Landbrugsarbejdernes Løn ved Henvendelse til Landarbejderforeningerne.For publiceredes Resultaterne af Michael

Koefoed i Tidsskrift for Landøkonomi 1893 i .en Artikel:
Arbejdslønnen paa Landet i Danmark.

For 1897 foretog Statens statistiske Bureau en ny Undersøgelse, idet det hos Landboforeningerne indhentede Oplysninger den almindelige Arbejdsløn. Idet det senere skal undersøges, i hvilken Grad disse Enqueter naaede det Maal, man havde sat sig, skal der først anføres en Oversigt over de Resultater, hvortil man naaede.

For 1888 fandt Falbe Hansen en Pengeløn for Daglejere paa egen Kost af 404 Kr. aarlig; Forfatteren har her regnet med Daglønnen Gange 300 Arbejdsdage, hvilket vil sige, at der er regnet med faste Arbejdere. Der er endvidere i Beregningen Hensyn til den større Dagløn, der oppebæres i Høsttiden. Til disse 404 Kr. lægger nu Falbe Hansen 10 pCt., som skulde udgøre Merfortjenesten ved Akkord og muligvis ved Naturalydelser. Den samlede Løn skulde herefter udgøre 444 Kr. aarlig.

For 1892 fandt Koefoed, at Åarslønnen for faste Landbrugsarbejdere
egen Kost udgjorde 485 Kr., idet Beregningen
foretaget paa samme Maade som i 1888.

For 1897 er Lønnen af Statistisk Bureau opgjort til 534 Kr., idet det angives, at Beregningen er foretaget paa samme Maade som ved de tidligere Undersøgelser; dette er nu imidlertid helt rigtigt, ihvert Fald forsaavidt angaar Sammenligningen 1892. I 1897 er der nemlig ved Beregningen af Daglønssatserne gjort et Tillæg under Hensyn til den beregnede af Emolumenter; efter at Åarslønnen derefter er udregnet paa Grundlag af Daglønssatserne er dernæst gjort et Tillæg af 10 pCt. for Akkord. For 1888 er derimod arslønnen udregnet paa Grundlag af den opgivne Dagløn i Penge, hvorefter denne Løn er forøget med 10 pCt. under Hensyn til Akkord -j- Naturalier.

Da det imidlertid af Undersøgelsen af 1905 fremgaar, at der i 1897 kun er tillagt Naturalier en ganske ringe Betydning, ser vi bort fra denne Uoverensstemmelse. Åarslønnen udgjorde da ifølge de 3 nævnte Undersøgelser:

Disse Tal er nu — som tidligere anført — baseret paa
et Materiale, der hidrører fra Arbejdsgivere, hvis Angivelser
desuden er skønsmæssige; endvidere er der gjort et skensmæssigtTillæg

mæssigtTillægfor Akkord. Man maa derfor i første Række betragte Tallene som et Grundlag for Sammenligning mellem Lønnen til forskellige Tidspunkter, medens de derimod kun afgiver et mere usikkert Grundlag for en absolut Vurdering; dette fremhæves da ogsaa i de paagældende Undersøgelser. Det skal nu prøves, i hvor høj Grad de fundne Tal kan betragtessom For at naa til et sikrere Resultat søgte man allerede i 1897 Oplysning om den udbetalte Løn, ligesomman 1905 ogsaa rettede Forespørgsel til Husmandsforeningerne.Imidlertid man dog indtil 1918 — antageligfor Skyld — at basere Statistiken paa de skønsmæssige Angivelser. Paa Grundlag af Statistisk DepartementsPublikation i Landbruget 1921" er man nu i Stand til for Undersøgelserne 1905_—18 at konstatereAfvigelsen de skønsmæssige Tal og de Tal, der er udregnede paa Grundlag af Oplysningerne om den udbetalteLøn. for faste Landbrugsarbejdere paa egen Kost udgjorde herefter:

Da Statistisk Deparlement med Undersøgelsen i 1921 gaar over til at basere Statistiken alene paa Oplysningerne om den udbetalte Løn, og disse formentlig ogsaa kommer de faktiske Forhold nærmere end de skønsmæssige Angivelser, er det nødvendigt,at for hele Tidsrummet 1905^—18 tager vort Udgangspunkti Under Hensyn til den ovenior fundne Forskel mellem den skønsmæssige og den konstateredeLøn det dernæst nødvendigt at foretage en Reduktionaf for 1888, 92 og 97 tidligere fundne Tal. Som Grund til at de skønsmæssige Tal er for høje anføres i Undersøgelsenfor at medens Oplysningerne skulde angive Lønforholdene i det forud for Tællingens Afholdelse liggende Landbrugsaar, gælder de muligvis snarere Forholdene paa det Tidspunkt, Oplysningerne gives, og i en Periode hvor Lønnen er i Bevægelse, bliver dette jo af Betydning. Hertil kommer, at Arbejdsgiverne vil være tilbøjelige til at overvurdere en Lønstigning. Nu er det muligt, at disse Momenter i højere

Grad har gjort sig gældende efter 1900 — da Bevægelsen har været stærkere — end tidligere, men denne Antagelse kan selvfølgelig kun bero paa et Skøn. Ifølge foranstaaende Oversigtvar skønsmæssige Angivelser i 1905 9,5 og i 1910 6,4 pCt. for høje. Reducerer man nu Tallene for 1888, 1892 og 1897 med 8 pCt. (Gennemsnittet af 9,5 og 6,4), vilde man faa følgende Resultat:

Det er klart, at de reducerede Tal ikke giver et absolut rigtigt Udtryk for Lønnen, men det er vel sandsynligt, at de kommer Virkeligheden nærmere end de skønsmæssige, og at de er et bedre Udgangspunkt for Sammenligning med de i det følgende anførte, der refererer sig til den udbetalte Løn. Som en Bekræftelse af i hvert Fald Tallet for 1888 kan ogsaa anføres, P. Knudsen paa Grundlag af Landarbejdernes egne Opgivelser for 1885_—87 beregnede Aarslønnen til 400 Kr.

1905—21.

For Aarene 1905, 10, 15 og 18 foretog Statistisk Departement Undersøgelser angaaende Landarbejderlønnen; som i 1897 modtog man skønsmæssige Oplysninger fra Landboforeningerne, samtidig henvendte man sig nu ogsaa til Husmandsforeningerne fra 1915 endvidere til Landarbejderforeningerne. skønsmæssige Oplysninger supplerede man nu imidlertid som tidligere nævnt med en Del Landbrugeres Opgivelser angaaende den faktisk udbetalte Løn. I 1921 opgav de skønsmæssige Oplysninger og baserede Statistiken alene paa Oplysninger om udbetalt Løn. Samtidig foretog man en Offentliggørelse af Tallene for 1905, 1910, 1915 og 1918, saaledes som disse vilde stille sig, naar Lønnen udregnedes Grundlag af Oplysningerne angaaende den i disse Aar udbetalte Løn. Lønnen for faste Landbrugsarbejdere paa egen Kost androg herefter:

Da Tallene angaar den udbetalte Løn, maa det formodes,
at Merfortjenesten ved Akkord indgaar i de angivne Beløb.

Derimod er der ikke for noget af Aarene taget Hensyn til Naturalydelser; i 1915 nævnes skønsmæssigt et Beløb af en Snes Kroner pr. Arbejder paa denne Post, i 1918 et halvt Hundrede Kroner.

I 1921 anføres kun, at da Naturalier „som Helhed maa antages at have tabt i Betydning, har man ment at burde se bort fra disse Ydelser, saa meget mere som det kun drejer sig om forholdsvis smaa Beløb". I samme Publikation anføres imidlertid andetsteds: „Til de anførte Pengelønninger kommer flere Arbejderes Vedkommende en Del Naturalydelser, som f. Eks. frit Hus, Græsning til en Ko, Hjemkørsel af Brændsel, o. s. v. Værdien af disse Ydelser har man ikke kunnet i Penge. Det skal blot nævnes, at af de faste Daglejere ca. tre Fjerdedele frit Hus". For faste Landbrugsarbejdere Naturalier herefter dog af nogen Betydning. Antagelig et Tillæg paa 5 pCt. til Pengelønnen komme nogenlunde det rigtige. Aarslønnen vilde da andrage følgende Beløb:

Til Slut anføres den for Perioden 1872—1921 i det foregaaende
Løn for faste Landbrugsarbejdere paa egen
Kost.

Faste Landbrugsarbejdere paa egen Kost:

Ligesom for Arbejdere i Industrien er Lønnen for Landbrugsarbejdere fra. 1872 til 1921 steget til omkring det seksdobbelte. Ifølge Falbc Hansen var Lønnen fra 1872 opadgaaende indtil Midten af Decenniet; det Niveau, der da naaedes, holdtes med mindre Svingninger indtil noget ind i 80erne, men Lønnen begyndte da at synke. Fra 1888 har Lønnen været i næsten uafbrudt Stigning. Stigningen var navn-

lig stærk i Slutningen af Perioden, saaledes at den da endog
var stærkere end for Industriarbejdere.

Der er imidlertid med disse Tal næppe fundet et nøjagtigt hverken for den stedfundne Bevægelse i Lan'dbrugsarbejdernes eller for det Beløb, Lønnen har andraget til et bestemt Tidspunkt; i saa Henseende befinder man sig for de industrielle Arbejderes Vedkommende paa sikrere Grund, idet Usikkerheden for disses Vedkommende i det væsentlige kun knytter sig til den tidligste Del af Perioden. Man kunde mene, at man for Landbrugsarbejdernes Vedkommende i hvert Fald havde et sikkert Grundlag fra 1905, idet Lønnen fra dette Tidspunkt er baseret paa Oplysningerne om de udbetalte Beløb; heller ikke dette synes dog givet; vi skal ikke her lægge Vægten paa den Omstændighed, at Opgivelserne fra Husmandsforeningerne ved samtlige Undersøgelser ligger højere end de Tal, der fremkommer ved en Udregning paa Grundlag af de udbetalte Beløb. Det synes nemlig ikke ganske rigtigt, naar det i Undersøgelsen for 1905 anføres, at man da ogsaa har indsamlet Oplysninger fra Arbejdernes Side, idet man har rettet Forespørgsel til Husmandsforeningerne. Medlemmerne i disse er og var rimeligvis overvejende Husmænd med saa megen Jord, at de kun i ganske ringe Grad er gaaet paa Dagleje; om derfor Husmandsforeningerne er uvildige Skønsmænd Spørgsmaalet om Landarbejderlønnens Størrelse, er det mere tvivlsomt, om deres Ledere har den personlige Kontakt disse Forhold, som er en Forudsætning for, at de kan være kompetente. Mere Vægt synes der derimod at kunne lægges paa det Forhold, at ogsaa Opgivelserne fra Landarbejderforeningerne hvert Fald for 1918 ligger over den Gennemsnitsløn, udkommer paa Grundlag af de udbetalte Beløb. For dette Aar var Lønnen nemlig udregnet efter den udbetalte Løn 1099 Kr., men ifølge Landarbejderforeningerne 1202 Kr. eller ca. 9 pCt. højere. Selv om det nu ikke kan anses for udelukket, at Arbejderne kan anslaa Lønnen for højt (muligvis er Forklaringen den, at Landarbejderforeningerne væsentlig kun har omfattet yngre Arbejdere, for hvilke Lønnen er højere), synes dette Forhold dog at opfordre til Varsomhed med Hensyn til den Nøjagtighed, man kan tillægge den paagældende Undersøgelse.

Vi har i denne Lønundersøgelse i det store og hele kun behandlet Udviklingen for faste Landbrugsarbejdere paa egen Kost. Denne ret talrige Gruppe karakteriserer bedst Landbrugsarbejdernesom fordi dens Kendemærke er Lønarbejdet

som det eneste og livsvarige Eksistensgrundlag. Foruden denne Kategori findes af Landbrtigsarbejdere dels løse Daglejere, dels faste Tjenestefolk, mandlige og kvindelige, med Logi og Kost hos Husbonden. De løse Daglejere er ofte ligesom de faste udelukkende henvist til Lønarbejde som Indtægtskilde, hyppigst er de dog i Besiddelse af nogen Jord og danner da Overgangentil egentlige Landbrugere. Tjenestefolkene findes overvejende kun i Aldersgrupperne indtil 30^—35 Aar; de mandlige overgaar da til de industrielle Arbejderes Klasse, bliver Daglejere i Landbruget eller erhverver Jord. For de kvindelige Tjenestefolk sker Afgangen i de fleste Tilfælde ved Indgaaelse af Ægteskab. En Belysning af Lønudviklingen for disse Grupper af Arbejdere støder paa de samme Vanskeligheder,som omtalt i det foregaaende ved Undersøgelsen af Lønbevægelsen for de faste Daglejere — at Opgørelserne ikke gennem hele Perioden er foretaget paa nogenlunde samme Grundlag. For Tjenestefolkene er desuden Lønnen meget stærkt varierende navnlig efter Alderen og hertil kommer, at det Forhold,at ydes dels i Penge dels i Ophold hos Husbonden,gør Sammenligning med Udviklingen for andre Arbejdergrupper meget vanskelig. Saavel for de løse Daglejere som for Tjenestefolkene synes dog Lønbevægelsen i det væsentligeat formet sig som for faste Daglejere paa egen Kost.

Andet Afsnit: BIINDTÆGTER.

I det foregaaende er undersøgt Størrelsen af den Løn, Arbejderne i Tidens Løb har kunnet paaregne gennem deres daglige Arbejde Aaret rundt. Det er selvfølgeligt, at denne Løn danner Hovedkilden til Klassens samlede Indtægt og derfor under normale Forhold ogsaa er det væsentligste Element i Grundlaget for den enkelte Arbejders økonomiske Eksistens. Det skal imidlertid nu undersøges, i hvilken Grad der ved Bierhverv kan paaregnes en Forøgelse af Indtægten ved Hovederhvervet.

Da nu hele Spørgsmaalet om Arbejdernes økonomiske Kaar naturligt maa løses ved en Betragtning af Familien, idet denne er den normale forbrugende Enhed, maa man paa den anden Side søge at finde denne Enheds Indtægt. Det vil

sige, det maa undersøges, hvorvidt og eventuelt i hvilken Grad det er muligt for Arbejderen personlig at skaffe sig Indtægt uden for sin normale Arbejdsplads, og endvidere i hvilken Grad hans Hustru og Børn gennem erhvervsmæssigt Arbejde yder Bidrag til den fælles Husholdning; specielt for Landbrugsarbejderekommer den Støtte, som Besiddelse af Have eller af en mindre Jordlod vil kunne yde for Familiens økonomi.

A. Byarbejdere.

Ved Indenrigsministeriets Undersøgelse af 1872 var der paa Skemaerne stillet Spørgsmaal om Mandens Bierhverv og om Hustruens særskilte Erhverv. De herom tilvejebragte Oplysninger imidlertid lidet fyldestgørende. Det synes dog at fremgaa af Undersøgelsen, at Manden i Reglen ikke havde noget Bierhverv, kun i enkelte Haandværk, navnlig Murernes, omtales Bierhverv som almindeligt (Kakkelovnsrensning) og sorn givende et godt Udbytte. For Hustruens Vedkommende omtales som almindeligt, at hun beskæftiger sig med Vadsk, Syning, Rengøring, Kartning og Spinding og undertiden med Smaahandel. Af disse faa spredte Bemærkninger er det imidlertid at danne sig noget Skøn over Biindtægternes Betydning.

Af senere Undersøgelser, der giver fyldigere Oplysning
paa dette Punkt, skal i det følgende nærmere omtales:

1) Th. Sørensen: Købstadarbejderes Vilkaar.

2) Statistiske Meddelelser 4,6,6(1897): Danske Arbejderfamiliers
1. Afdeling, Byarbejdere.

3) Statistiske Meddelelser 4,40,1 (1909): Danske Husholdningsregnskaber,
Afdeling, Byarbejdere, og

4) Statistiske Meddelelser 4,60,5: Husholdningsregnskaber
for 1922.

For 1879 fandt Th. Sørensen for 20 faglærte og ufaglærteArbejdere samlet Indtægt af 11.899 Kj., hvoraf 929 Kr. eller 7,8 pCt. skyldtes Mandens Bierhverv eller Hustruens og Børnenes Bidrag. I hvor ringe Grad Spørgsmaalet om BiindtægternesBetydning da var belyst fremgaar af Prof. Scharlings Anmeldelse af Indenrigsministeriets Undersøgelse af 1872 (Nationaløkonomisk Tidsskrift 4. Bind). I denne Anmeldelsesøger at finde frem til Familiens Indtægt, og han anfører „at man vistnok uden at frygte for at regne for højt tør gaa ud fra, at Hustruen i Almindelighed enten ved

Arbejde i en industriel Bedrift eller ved særligt Erhverv fortjenereller forsaavidt hun er sund og stærk, kan fortjeneet stort Beløb, som der i Beretningen er opført som den aarlige Gennemsnitsfortjeneste for voksne Kvinder, altsaa i København fra 143^—172 Rdlr., i Købstæderne lidt mindre (96^—143 Rdlr.)". Om man nu end ud fra Sørensens Undersøgelse ikke tør regne at have fundet et absolut nøjagtigtUdtryk Biindtægternes Betydning indenfor Arbejderklassensom er det dog overvejende sandsynligt, at Forholdet i Almindelighed ikke afveg meget fra det her konstaterede.

Sørensen fandt, at Arbejderen personlig kun sjælden havde Bierhverv af nogen Betydning, og et saadant venter han da ogsaa kun at kunne finde hos Haandværkere med en betydelig eller hos Arbejdsmænd uden fast Arbejde.

For Hustruens Vedkommende fandtes særskilt Erhverv at være meget almindeligt, men i de allerfleste Tilfælde androg kun Smaabeløb. Forfatteren anfører, at Arbejderne Hustruens Arbejde udenfor Huset som uøkonomisk, idet de — efter hans Mening med Grund — henviser at det gør Husholdningen mere kostbar.

Børnene havde ligeledes jævnlig selvstændig Indtægt, men ogsaa disse fortjente dog kun Smaasummer. Forfatteren bemærker imidlertid, at i de daarligst stillede Arbejderfamilier — som ikke indgaar i den paagældende Undersøgelse — benyttes skolesøgende Børns Arbejde i langt højere Grad.

Ifølge Husholdningsregnskaberne af 1897 var Familiens
gennemsnitlige Indtægt1) tilvejebragt paa følgende

Biindtægterne udgjorde herefter i København 22,5 og i Købstæderne11,0
af Familiens samlede Indtægt eller, hvis

---

1) Bortset fra Indtægter opfort under Laan og løvrigt.

man ser bort fra Indtægternes forskellige absolute Beløb, gennemsnitlig16,8
for København og Købstæderne under et.

Ved den tilsvarende Undersøgelse af 19 09 fordeltes Indtægte
1) efter Kilde paa følgende Maade:

Efter denne Undersøgelse udgjorde disse Biindtægter herefter og 8,6 pCt. henholdsvis i København og Købstæderne. androg — uden Hensyn til Indtægternes forskellige Størrelse — 9,4 pCt.

For Husholdningsregnskaberne 1922 er ikke foretaget Deling efter Hovedstad og Provins (ogsaa industrielle fra Landdistrikterne indgaar i denne Undersøgelse), der ikke i Publikationen foreligger Oplysning Indtægtens absolute Størrelse. Procentvis var Forholdet Arbejderfamilier saaledes²):

Biindtægterne udgjorde saaledes i 1922 9,6 pCt. af den
samlede Indtægt. Det samlede Resultat af de 4 Undersøgelser
var herefter:

Spørgsmaalet er nu imidlertid, om det kan antages, at det
her konstaterede Forhold er typisk for Arbejderklassen som

---

1) Indtægter ved Laan, Sparekassehævning, Gaver, Forsikring og løvrigt ikke medregnet.

2) Renteindtægt og Andre særlige Indtægter ikke medregnet.

Helhed. Th. Sørensen søgte sit Materiale blandt Arbejdere, som han ansaa for jævnt dygtige; de senere Undersøgelser angaar derimod uden Tvivl Elitearbejdere. Det er nemlig kun saadanne, som har villet og kunnet udføre det betydelige Arbejde, som det har været at føre disse Husholdningsboger et helt Aar igennem. At det her drejer sig om Elitearbejdere viser sig ogsaa derigennem, at Mandens Indtægt ved Hovederhverveti og 1909 og sikkert ogsaa i 1922 ligger en Del højere end Gennemsnitsarbejderens Løn. Selv om nu imidlertid disse Arbejdere er noget bedre stillede end Gennemsnittet,synes dog ikke paa Forhaand at være noget, der taler imod den Antagelse, at de er typiske, for saa vidt angaar den samlede Indtægts forholdsmæssige Sammensætning. En Undtagelse herfra danner dog uden Tvivl de i 1897 undersøgte københavnske Arbejdere. For disse fandt man som nævnt, at Biindtægterne udgjorde 22,5 pCt. af den samlede Indtægt, og dette meget høje Tal skyldtes navnlig Mandens Indtægt ved Bierhverv, som beløb sig til 12,7 pCt. Da der til denne Kilde ved den samtidige Undersøgelse for Købstæderneog de senere Undersøgelser kun kunde henføres 3 til 5 pCt. af Indtægten, er der næppe nogen Tvivl om, at Undersøgelserne paa dette Punkt ikke giver et Resultat, der kan betegnes som typisk for Forholdene inden for Arbejderklassensom Det anføres da ogsaa i den paagældende Publikation, at flere af disse Arbejdere havde Indtægt ved Tillidshverv indenfor Arbejderforeninger.

Vi! man imidlertid noget nærmere undersøge, hvorvidt de i disse Undersøgelser omhandlede Arbejdere forsaavidt angaar Indtægtens Fordeling kan antages at repræsentere Gennemsnitsarbejderen, dette ske ved at prøve, hvorvidt Forholdene i denne Henseende er forskellige for de forskellige Indtægtsgrupper de undersøgte Arbejdere. Ifølge Husholdningsregnskaberne 1909 var Forholdet ved denne Undersøgelse som nedenfor anført:

Tallene er temmelig uregelmæssige, hvad der rimeligvis staar i Forbindelse med Materialets Spinkelhed; en Tendens, der gaar imod en Antagelse om Biindtægternes omtrent lige store forholdsvise Betydning lader sig dog næppe paavise.

Ifølge Husholdningsregnskaberne for 1922 betød Biindtægterne i de Familier, i hvilke den „faste" Indtægt (Mandens Hovedfortjeneste -f- Renteindtægten) pr. Enhed var lavest. Dette tyder paa, at Bestræbelserne for at supplere Hovedindtægten des større, jo ringere Hovedindtægten er i Forhold til Familiens Størrelse.

Af Husholdningsundersøgelserne synes det da at fremgaa, at Biindtægterne ikke i nogen særlig Grad falder paa bestemte Indtægtsgrupper. At de Arbejdere, der har ført Husholdningsbøger, noget bedre stillede end Gennemsnitsarbejderne, skulde saaledes ikke begrunde nogen Tvivl m. H. t. Berettigelsen at betragte dem som typiske i denne Henseende.

Tilbage bliver dog den Usikkerhed, der knytter sig til det
Forhold, at Husholdningsregnskabernes Familier ikke alene økonomisk,
ogsaa kulturelt ligger over Gennemsnittet.

Gaar man nu imidlertid ud fra, at man gennem Husholdningsregnskabernehar et nogenlunde typisk Udtryk for, i hvilken Grad Arbejderfamilien ved Biindtægter er i Stand til at supplere Mandens Indtægt ved Hovederhvervet, er Spørgsmaaletdernæst, der i denne Henseende i Tidens Løb er indtraadt Forskydninger af væsentlig Betydning. Reducerer man nu Tallet for de københavnske Arbejderes Bifortjeneste i 1897, idet dette som ovenfor omtalt sikkert ikke var typisk, vil man imidlertid finde en saa ringe Afvigelse mellem Resultatetaf forskellige Undersøgelser, at der ikke paa Grundlagheraf sig paavise nogen bestemt Tendens for Udviklingeni Periode. Resultatet er da, at en Byarbejderved Hovederhverv fortjente ca. 90 pCt. af Familienssamlede og vi vil herefter gaa ud fra, at dette

har Gyldighed for hele den i dette Arbejde betragtede oO
Aars Periode.

B. Landbrugsarbejdere.

Ogsaa for Landarbejdere søgte man i 1872 Oplysning angaaende Biindtægter. Det oplystes da, at Arbejderne ikke personlig havde noget Bierhverv af nogen Betydning; derimod anfortes det, at Hustruen i Reglen ved Husflid eller ved Arbejde Hjemmet bidrog til Tilvejebringelsen af Familiens Det Arbejde, Hustruen paatog sig, var mangeartet: Vask, Syning, Strikning, Spinding, Vævning og Kartning, desuden Tørveskæring og Høstarbejde. Kvindernes erhvervsmæssige Arbejde indskrænkede sig imidlertid til en lille Del af Aaret eller optog, hvis det var mere jævnt fordelt over Aaret, kun en mindre Del af deres Tid. Fortjenesten angives da ogsaa kun som varierende mellem 40 og 50 Kj. om Aaret; men i Relation til Arbejderens lave Løn — ca. 400 Kr. — var denne Sum dog ikke uden Betydning. Børnearbejdet meget udbredt; i ~/» af Sognekommunerne var Antallet Vogterdrenge tilsammen over 33,000, og det er en Selvfølge, at Landarbejderne her stillede et meget stort Kontingent. til Vogtning af Kreaturer anvendtes Børnene, til Kartoffeloptagning, Lægning af Rodfrugter, Negsamlen og Tilberedning af Tørv. Om Børnearbejdets Betydning for Familiens gives imidlertid ingen Oplysning. Til Landarbejdernes hørte i Reglen en Have og undertiden en mindre ogsaa heraf kunde Familien have en mindre Hjælp i sin Husførelse. Da det imidlertid paa Grundlag af de spredte Oplysninger i denne Undersøgelse er vanskeligt at komme Spørgsmaalet om Biindtægter nærmere, foretrækker vi ogsaa her at holde os til de senere Undersøgelser, der i højere Grad giver talmæssige Oplysninger. Da vi har baseret vor Lønundersøgelse fortrinsvis paa Forholdene for faste Landarbejdere, da disse i Reglen ikke har nogen Jordlod af større Betydning, vil vi ogsaa paa dette Punkt saavidt muligt holde os til denne Kategori af Landarbejdere.

Oplysninger om disse Arbejderes Biindtægter kan uddrages
af følgende Undersøgelser:

1) Th. Sørensen: Markarbejderes Vilkaar i jydske Hedeamter,

2) Statistiske Meddelelser 4,11 (1897): Danske Arbejderfamiliers
2. Afdeling, Landarbejdere, og

3) Statistiske Meddelelser 4,40 (1909): Danske Husholdningsregnskaber,2.

holdningsregnskaber,2.Afdeling, Arbejdere og Haandværkere
paa Landet.

For de tidligere (S. 130) omhandlede 28 jordløse Indsiddere Husmænd fandt Sørensen en gennemsnitlig Indtægt ved Mandens Hovederhverv af 391 Kr. og en samlet Indtægt for Familien af 450 Kr. Familiens Indtægt fordelte sig paa følgende

For disse Familier udgjorde Biindtægterne saaledes 13,1 pCt. af den samlede Indtægt. Den forholdsvis betydeligste udgøres Konens Fortjeneste, som androg 8,7 pCt.; det synes efter denne Undersøgelse at være det almindelige, at Hustruen saaledes bidrager til Opretholdelsen af Familiens Økonomi, idet der for 23 af de 28 Familier var anført særlig Indtægt for Hustruen.

For 1897 lader en tilsvarende Opgørelse sig ikke saa let foretage. Dels omfatter den paagældende Undersøgelse andre end Landbrugsarbejdere, dels er der af disse nogle, som har større Jordlodder; endelig er Indtægten af Naturalier slaaet sammen med Værdien af egne Produkter. Udskiller man imidlertid den Tabel i Undersøgelsen, der angiver de enkelte Familiers Indtægt, Ikke-Landbrugsarbejderne og af Landbrugsarbejdere Familier, hvor Manden delvis eller helt havde arbejdet Husbondens Kost, og medtager man endelig heller ikke de Familier, hvor Bruttoindtægten ved Salg af Produkter androg over 50 Kr., kan man formentlig gaa ud fra, at de resterende alt væsentligt er faste Arbejdere paa egen Kost, som ikke er i Besiddelse af nogen Jordlod af Betydning. For de 17 Familier, der herefter blev tilbage, stillede Gennemsnitsindtægten saaledes:

Lægger man Værdien af Salg af Produkter og Fortæring
af egen Avl -f- Naturalier sammen, og fradrager man dernæst
Driftsomkostninger fra dette Tal faas:

Hustruens og Børnenes Indtægt udgjorde altsaa 12,3 pCt. af Familiens samlede Indtægt og hertil kommer endnu som Biindtægt for Familien et mindre Beløb ved Indtægt af Jordbrug, Naturalier formentlig bør tilregnes Mandens Indtægt.

For 1909 har vi ligeledes udskilt Ikke-Landbrugsarbejderne, af Landbrugsarbejderne har vi igen kun medtaget dem, for hvilke Bruttoindtægten ved Salg af Produkter ikke oversteg 100 Kr. Da det drejer sig om at faa fat i de faste Arbejdere, og da disse ikke ret vel kan have nogen personlig Bifortjeneste af Betydning, har vi endvidere udskilt de Familier, hvilke Mandens Bifortjeneste androg over 50 Kr. Tilbage da 22 Familier, for hvilke den gennemsnitlige Indtægt var som nedenstaaende anført:

Indtægten ved Salg af Produkter og Værdien af Forbruget
af egen Avl var tilsammen 84 Kr. Fradrages Driftsomkostninger
dette Beløb faas:

Mandens Indtægt ved Hovederhvervet udgjorde her 82,2

pCt. af den samlede Indtægt, Hustruens og Børnenes Fortjeneste11,1
Som Hovedresultat af de 3 Undersøgelser
faas herefter:

Biindtægterne udgjorde herefter henholdsvis 13,1, 16,7 og 17,8 pCt. af den samlede Indtægt. Der kunde herefter at være nogen Stigning i disse Indtægters Betydning, da Undersøgelserne ikke er helt ensartede, kan man næppe drage nogen Slutning herom, og vi foretrækker derfor ligesom for Byarbejdere — at regne med Gennemsnittet af de 3 Undersøgelser. Dette andrager da ca. 16 pCt. Da de her undersøgte Arbejderes Løn omtrent svarede til den Gennemsnitsløn, tidligere har fundet for faste Daglejere paa egen Kost, behøver man næppe at være meget betænkelig ved at gaa ud fra, at det udfundne Resultat ogsaa har Gyldighed for disse i Almindelighed.

Drages paa dette Punkt en Sammenligning med Byarbejdere, man, at Biindtægterne for disse var af noget mindre Betydning, idet de udgjorde 10 pCt. af Totalindtægten mod for Landbrugsarbejdere ca. 16 pCt. Den større forholdsvise Fortjeneste, som tilfalder Landfamilien, skyldes dels dens Indtægt Jordlodden, dels at Konen hyppigere end i Byerne har selvstændig Indtægt; derimod er den faste Landbrugsarbejder, han jo hver Søgnedag Aaret rundt har en lang Arbejdsdag paa Gaarden, dermed udelukket fra personlig at skaffe sig Bifortjeneste af nogensomhelst Betydning; i saa Henseende Byarbejderen noget gunstigere stillet.

Side 126 er anført den Løn, som Byarbejderne gennemsnitlig kunnet fortjene ved deres Hovederhverv til de forskellige Side 134 er anført den tilsvarende Oversigt Landbrugsarbejdernes Vedkommende. Gaar vi nu i Overensstemmelse med de i det foregaaende udfundne Resultater fra, at Byarbejderen gennemsnitlig tilvejebringer 90 pCt., Landbrugsarbejderen derimod kun 84 pCt. af Familiens samlede Indtægt, faar vi følgende Oversigt, der angiver Familiens

Tredje Afsnit. DETAILPRISNIVEAUET.

I. Prisbevægelsen 1872—1924.

I de foregaaende Afsnit har vi søgt at linde frem til den Indtægt, en Arbejderfamilie har kunnet paaregne til forskellige Tidspunkter i de forløbne 50 Aar, idet der herunder er taget Hensyn til Forskelligheden efter Erhverv, Fagdannelse og Landsdele. gælder imidlertid dernæst at komme til Klarhed over Indtægtens Købekraft, d. v. s. over Priserne maa vi søge at finde frem til den Mængde af Goder, Arbejderklassen til de forskellige Tidspunkter har kunnet erhverve sig for sin nominelle Idet vi foreløbig søger et Udtryk for Forandringen Arbejderklassens Mulighed for at tilfredsstille sit Behov, bliver Opgaven da — da vi i det foregaaende allerede har belyst Forandringen i Indtægten — at finde et Maal for Bevægelsen i Prisniveauet for de Varer, Arbejderen har forskaffet for sin Indtægt.

For Aarene 1914 til 1924 finder vi dette Maal i den af
Statistisk Departement udarbejdede Indeks for Prisbevægelsen

---

1) Fra 1898 København og Frederiksberg.

2) Fra 1914 Provinsen.

for en Arbejderfamilies Forbrug. For Aarene 1914^—23 er denne Indeks, forsaavidt angaar Forbrugets Størrelse og dets Fordeling paa Varerne, udregnet paa Grundlag af det ved Husholdningsregnskaberneaf for en københavnsk Arbejderfamilie konstateredeForbrug. 1923 har man taget Hensyn til de ved Husholdningsundersøgelserne af 1922 konstaterede Ændringer i Forbruget. Prisgrundlaget er for Fødevarer og flere andre Fornødenhederindtil Oplysninger fra Handlende i Hovedstaden.Fra Aar desuden fra Handlende i Provinsbyerne og ca. 100 Landkommuner med bymæssig Bebyggelse. For Boligens Vedkommende haves Oplysning fra en til forskellige Tidspunkter — fra 1919 aarlig — optagen Statistik over Huslejen.Prisindeksen fra Juli 1915 beregnet for hvert Halvaarog i Statistiske Efterretninger.

Medens saaledes Prisudviklingen fra 1914 foreligger vel belyst og i en saadan Form, at man er i Stand til at bedømme dens Betydning netop for Arbejderklassen, er det forbundet med de største Vanskeligheder for Aarene forud for 1914 at skaffe Oplysninger om Detailprisernes Bevægelse og denne Bevægelses Betydning for Arbejderklassens Forbrug. De nedenanførte angaaende Prisbevægelsen for Fødevarer, Bolig og Brændsel og Belysning er tilvejebragt af Sekretær Statistisk Departement Svend Nielsen og er af denne velvilligst stillet til vor Raadighed. Idet vi senere skal gøre nogle Bemærkninger om de Mangler, der klæber ved dette Materiale i Henseende til Formaalet: at belyse Udviklingen i Prisniveauet for Arbejderklassens Forbrug, refereres her de tilvejebragte

A. Fødevarer.

For Fødevarer er der af Københavns Hospitalsvæsen meddeltOplysning de af dette betalte Priser i Tidsrummet 1865 til 1917. Fra Odense Fattigvæsen er meddelt tilsvarendeOplysninger Tidsrummet 1879 til 1917. Angaaende nogle af de Varer, som ifølge Husholdningsregnskaberne af 1909 indgik i en Arbejderfamilies Forbrug, og som er medtageti af Statistisk Departements Prisindeks, mangler imidlertid Oplysning. Forsaavidt angaar København gælder dette Varer, hvis Vægt i Fødevaregruppen i 1914 androgca. Fjerdedel, for Odenses Vedkommende ca. Halvdelen.Da imidlertid foreligger Oplysning om betydende Varer indenfor hver Gruppe af Fødevarer, hvorfor en Del af de ikke medtagne maa antages at have haft en Prisbevægelse

meget nær lig Prisbevægelsen for Varer, for hvilke der findes Oplysninger, og da iøvrigt de vigtigste af de manglende dels ikke har eksisteret i hele Perioden (Margarine) dels rent faktisk tidligere har spillet en mindre Rolle (Kaffe og The mangler for Odense), er dette næppe af større Betydning. Idet der nu først er tillagt de enkelte Varer samme Vægt som ved Beregningenaf officielle Pristal for 1914 og dernæst ligeledesden Gruppe denne Vægt, fremkommer følgende Indekstal for Fødevarer for Aarene 1865_—1914:

I Bevægelsesretningen er der mellem de to Rækker en udmærket Overensstemmelse. Af Aarene siden 1879 var saaledesNiveauet begge højest i 1881 og lavest i 1896; men ogsaa kortere Perioder med henholdsvis Stigning og Fald lader sig paa samme Maade aflæse i de to Talrækker. Med Hensyn til Bevægelsens Styrke er der derimod en betydeligAfvigelse,

tydeligAfvigelse,idet Tallet i den midterste Del af Perioden ligger betydeligt lavere for Odense end for København. Det er nu næppe muligt, at Prisfaldet i den første Del af Periodenhar saa meget stærkere i Odense end i København;men betydelige Afvigelse tyder snarere paa, at et af Tallene — eller muligvis begge — er behæftede med Fejl.

For imidlertid saa vidt muligt at prøve, hvorvidt de meddelte i det hele er brugbare, skal der foretages en Sammenstilling med sideløbende Oplysninger i det Omfang, hvilket disse foreligger. For Aarene 1839 —1880 er Prisbevægelsen beregnet af Falbe Hansen for en Mands Middelforbrug Føde, Brændsel og Belysning.

Naar 1839 sættes lig 100, var Tallene i Halvfjerdserne:

Ser man bort fra, at falbe Hansens Tal omfatter Brændsel
Belysning, idet Udgiften hertil kun andrager en halv
Snes Procent af Udgiften til Føde og sættes 1871 lig 100 faas:

Overensstemmelsen er ikke helt god. Falbe Hansens Tal er imidlertid udregnet paa Grundlag af Priser paa 10 Varer, som der ganske vist er tillagt forskellig Vægt, men da KøbenhavnsHospitalsvæsen for Føde har Priser for 28 Varer, er Tallet for dette mindre grovt. Det kan endvidere

nævnes, at Falbe Hansen i Nationaløkonomisk Tidsskrift 'A. Bind ior 1871 til 1872 har beregnet en Prisstigning, hvilket ikke er overensstemmende med den her refererede Beregning. Endvidere kan nævnes, at Tli. Sørensen (Købstadarbejderes Vilkaar) for Hobro finder, „at Udgiften paa Arbejderregnskabernekun nogle faa (indtil 4) Procent højere i 1879 end den med samme Forbrug vilde være i 1872, Stigningen (for Næringsmidler. Belysning og Vask), som indtraadte fra 1870 til henimod Midten af Decenniet, formindskedes i 1879 saa meget, at Prisen nu ikke differerede synderlig fra i 1872". Dette Resultat stemmer godt med Tallene for Københavns Hospitalsvæsen for 1872 og 1879, men stemmer ikke godt med den ret betydelige Prisnedgang, Falbe Hansen finder, tilmed da Brændsel, der indgaar i Falbe Hansens Beregning, ifølge Th. Sørensen i 1879 var dyrere end i noget andet Aar i 1870'erne.

For barene 1905—14 (undtagen 1906, 08 og 10) er der af Det Statistiske Departement indsamlet Oplysninger om Detailpriser ved Henvendelse dels til Embedsmænd og Arbejderorganisationer til de Handlende. Af disse Oplysninger vi benyttet de af de københavnske Fagforeninger opgivne Priser for Fødevarer, og idet vi har tillagt de enkelte den Vægt, med hvilken de indgaar i Statistisk Departements Indeks for Aarene efter 1914, har vi paa dette Grundlag beregnet en Indeks, som for denne Periode kan sammenlignes med de af Svend Nielsen beregnede. Idet det bemærkes, at der mangler Varer, hvis Vægt i 1914 ansattes til ca. en Tiendedel af Fødevaregruppen, anføres her de beregnede

Der er god Overensstemmelse mellem Fagforeningerne og Odense Fattigvæsen; derimod er der daarligere Samstemning med Københavns Hospitalsvæsen. Medens Fagforeningernes Tal viser en uafbrudt Stigning, er Tallene for de to Institutioner navnlig for Københavns Hospitalsvæsen mere ujævne og springende; endvidere synes Engrosprisernes stærke Stigning i Begyndelsen af Aarhundredet hurtigst at have øvet Indflydelse paa disses Indeks. Dette tyder paa, at de Priser, de to Institutioner ikke er rene Detailpriser. Medens nemlig Engrospriserne er stærkt svingende efter de økonomiske Konjunkturer for enkelte Varer som f. Eks. Sukker, Korn og Kartofler endog efter det enkelte Aars Høst, indgaar i Detailpriserne Engrospriserne forskellige andre Elementer som Butiksleje, Lys, Brændsel og Arbejdsløn, og da Prisen for disse Elementer i en kortere Periode varierer langt svagere, og da desuden Befolkningens Indtægtsforhold kun for en ringe Del varierer efter Engrospriserne, saaledes at ogsaa Efterspørgslen ret stabil, vil indenfor en kortere Periode Detailpriserne kun i afsvækket Form gengive Bevægelsen i Engrospriserne. Hertil kommer, at der nødvendigvis maa gaa en vis Tid, før en Forandring i Engrosprisen aflejres i Detailprisen. At nu Institutionernes Priser ikke er rene Detailpriser synes ogsaa naturligt. sker selvfølgelig i Regelen i større Partier; at der herved kan opnaas en billigere Pris end den sædvanlige berører nu i og for sig ikke Spørgsmaalet om Indekstallets Bevægelse. Det afgørende er derimod, at de før nævnte Elementer (Husleje m. v.), som indgaar i den sædvanlige ved større Leverancer kommer til at spille en forholdsvis mindre Rolle, medens der selvfølgelig fuldt ud maa tages Hensyn til Engrosprisen.

Skønt vi ikke for Aarene efter 1914 benytter Indeksen for de to Institutioner, har vi dog for yderligere at undersøge dens Brugbarhed omstaaende for Aarene 1914^—17 sammenstillet med Statistisk Departements Indeks for Fødevarer.

Det samme Forhold synes at gøre sig gældende her, idet Departementets Indeks i disse Aar, i hvilke Stigningen i Engrosprisernevar stærk, kun noget langsommere fulgte disse end Indekstallene for de to Institutioner. Da nu imidlertid den for de to Institutioner beregnede Indeks dog ikke afviger mere end indtil 10 pCt. fra den af Departementet beregnede, og da den Unøjagtighed, der knytter sig til det Forhold, at vi ikke har med rene Detailpriser at gøre, formentlig i det lange Løb vil være uden stor Betydning, mener vi dog, at

der her haves et brugbart Materiale til Belysning af Prisbevægelsenfor i Perioden 1872^—1914. Under Hensyn til, at den Afvigelse, der viste sig at være mellem de to Indekstal, næppe kan antages at svare til Virkeligheden, foretrækker vi imidlertid i Stedet for det ene eller det andet af de to Tal at benytte et Gennemsnit. For Aarene før 1879, for hvilke der mangler Oplysning fra Odense, er Tallene da omregnet i Forhold til det nye Tal, der ved Gennemsnitsberegningenfremkommer 1879. Da nu endvidere Tallene tildels snarere afspejler Bevægelsen i Engrospriserne end i Detailpriserne,og svinger hurtigere og voldsommereend vil vi søge at eliminere Virkningen heraf ved i Stedet for de umiddelbart udfundne Tal at benytte en Indeks, der er beregnet ved at sætte det enkelte Aar lig Gennemsnittet af Tallet for det paagældende Aar -j- Tallene for de to foregaaende Aar¹). Da 1914 derved naar op paa 102, er Rækken reduceret i Forholdet 100:102. Beregningen ser herefter saaledes ud:

---

1) I samme Omiang som Priserne er engros Priser, bliver det dog af Betydning, den relative Detailavance har været ens gennem denne Periode.

B. Bolig.

Angaaende Huslejen i København foreligger for Tidsrummet for 1914 Oplysning i forskellige Tabelværker til Københavns Statistik omhandlende Aarcnc 1880, 1885, 1890, 1895, 1901, 1906 og 1911.

Paa Grundlag af de i disse Undersøgelser anførte Oplysninger
Huslejen for 2 og 3 Værelsers Lejligheder
er der af Svend Nielsen beregnet følgende Prisindeks:

For 70'erne haves ikke officielle Oplysninger angaaende Huslejens Størrelse. Ifølge Th. Sørensen „Købstadarbejderes Vilkaar" var Huslejen i Hobro den samme i 1879 og 1874; i Begyndelsen af 70'erne har der ifølge Falbe Hansen fundet en Stigning Sted, men i Betragtning af at der for dette Tidsrum sikre Oplysninger, foretrækker vi at sætte Tallet for 70'erne til det samme, som det hvortil det er beregnet for 1880. Beregnes dernæst Tallene for de mellem Tællingerne liggende Aar ved en Iste Grads Interpolation, faas for Huslejen Prisrække:

C Brændsel og Belysning.

Angaaende denne Post er der af Svend Nielsen indsamlet Oplysning om københavnske Priser paa Kul, Koks, Gas og Elektricitet, Petroleum og Stearinlys. For Tiden forud for 1900 er der taget Hensyn til Gassens og Elektricitetens mindre Betydning, der er tillagt Petroleum og for den tidligste Periode Stearinlys en større Vægt. Prisindeksen ser herefter saaledes ud:

D. Beklædning.

Angaaende de Varer, der indgaar herunder, er det kun i meget mangelfuld Grad muligt at skaffe Oplysning. Ved Henvendelse et større københavnsk Skræderfirma har vi faaet opgivet dette Firmas Priser paa Jakkeklædninger og Frakker. Derimod har det ikke været muiigt at skaffe Oplysning om Priserne paa Konfektion, der fra Halvfemserne har faaet en stigende Betydning for Arbejderklassens Forbrug. Ligeledes mangler Oplysning om Priserne paa Underbeklædning og Skotøj. det paagældende Firma imidlertid gennem hele Perioden haft en ensartet Kundekreds, og dets Opgivelser uden Tvivl er meget paalidelige, har vi dog ment at kunne benytte de fremkomne Oplysninger. Paa Grundlag af de opgivne er der da beregnet nedenstaaende Indeks for Beklædningsgruppen:

Det skal iøvrigt bemærkes, at da denne Indeks viser en lignende Bevægelse som de to Hovedgrupper, Fødevarer og Bolig, har den kun i de færreste Aar øvet Indflydelse paa den samlede Indeks og aldrig med mere end 2 Points.

E. Skatter og Kontingenter.

Angaaende Skatter har vi forskaffet os Oplysning om, hvilke Beløb en Arbejderfamilie i København med de tidligere beregnede Indtægter (anført Side 146) til de forskellige Tidspunkter maattet udrede i kommunal Indkomstskat og fra 1903 desuden i Indkomstskat til Staten.

Fagforeningskontingentets Betydning har vi søgt at udfinde ved først at beregne det gennemsnitlige Kontingent pr. Medlem¹). Vi har dernæst beregnet Organisationsprocenten ved at sætte Antallet af mandlige Fagforeningsmedlemmer i Forhold Antallet af mandlige Byarbejdere; for at maale Udgiftens Betydning har vi da multipliceret Kontingentet Organisationsprocenten. I det væsentlige samme Fremgangsmaade er anvendt ved Beregningen af Kontingent til Arbejdsløshedskasse og Sygekasse. Medens Skat og Kontingent Sygekasse indgaar i Tallet for hele Perioden, faar Kontingent til Fagforening først nogen Betydning fra Begyndelsen Firserne; Kontingent til Arbejdsløshedskasse indgaar indtil Loven af 1907 om anerkendte Arbejdsløshedskasser i Fagforeningskontingentet. Da der for den tidligste Del af Perioden saavel for Kontingent som Medlemstal og Arbejderantal foreligger utilfredsstillende Oplysninger, er Beregningen Kontingentets Betydning for dette Tidsrum noget usikker. Idet det bemærkes, at der ikke er taget Hensyn til Brand- og Livsforsikringspræmier m. v., anføres her den paa det givne Grundlag udregnede Indeks.

Angaaende Bevægelsen i Prisniveauet for den Posts Vedkommende,der
Statistisk Departements Beregning er benævnetAndre

---

1) Herved er benyttet J. Jensen og C. M. Olsen: „Fagforeningsbevægelsen Danmark i Tiden fra 1871 til 1900" og De samvirkende Fagforbunds

nævnetAndreUdgifter, er vi uden Oplysning. Disse udgifteromfatter til Tobak, Fortæring ude, Bladhold, Vedligeholdelse af Inventar, Cykle, Sporvogn m. v. Deres Vægt i 1914-Tallet er knap 10 pCt. At nu disse Udgifter i Tiden fra Slutningen af Halvfemserne til 1914 ligesom Udgifternetil Bolig, Beklædning og Skatter og Kontingenter har været underkastet en betydelig Prisstigning er utvivlsomt; hvordan Udviklingen har været i den første Del af Perioden er derimod usikkert. Vi foretrækker derfor at foretage Beregningen af det samlede Pristal uden Hensyn til Andre Udgifter. Saafremt disse da har bevæget sig anderledes end Gennemsnittetaf medtagne Udgifter, vil der ved denne Fremgangsmaadebegaas Fejl, men da Andre Udgifter i 1914 kun vejede i Forholdet 185:2000, skal den eventuelle Afvigelsereduceres dette Forhold, og dens Indvirkning paa det samlede Pristal bliver da yderst ringe.

Vi skal derefter nu gaa over til en Beregning af det
samlede Pristal for hvert af Aarene 1872—1924.

For Aarene 1914—24 har man som tidligere anført det bedste Maal for Bevægelsen i Arbejderklassens Prisniveau i Statistisk Departements Prisindeks. Denne Indeks beregnes 2 Gange aarlig nemlig i Januar og Juli Maaned. Indeksen for Januar er (fra 1920) beregnet paa Grundlag af Oplysninger om Detailpriserne (for Fødevarer, Brændsel, Belysnings- og Beklædningsartikler) den første Uge af Oktober det foregaaende Aar og den første Uge af Januar samme Aar. Indeksen for Juli er paa tilsvarende Maade beregnet paa Grundlag af Priserne første Uge i April og den første Uge i Juli. Huslejen, nu opgøres i November hvert Aar, indgaar først i Pristallet for Juli det paafølgende Aar. Da nu derfor Januartallet er et Udtryk for, hvorledes Prisniveauet har været i den sidste Del af det foregaaende Aar, er det saaledes korrekt at beregne Aarets Prisniveau paa Grundlag Gennemsnittet af Pristallet for Juli samme Aar og Pristallet Januar det følgende Aar. Denne Fremgangsmaade er derfor anvendt ved Beregningen af de omstaaende anførte

For Aarene 1872^—1914 er der tillagt de enkelte Grupper Vægt, som er tilregnet dem i Pristallet for 1914, dog at Vedligeholdelse, som oprindelig er medregnet under Bolig i Overensstemmelse med Departementets senere Fremgangsgangsmaade, er henført til Andre Udgifter.

Resultatet fremgaar af nedenstaaende Tabel.

Omstaaende er Bevægelsen i Detailprisniveauet fremstillet
grafisk.

Idet der nu for Aarene 1872—1914 er regnet med samme Vægtfordeling, er man herved udsat for at begaa en Fejl. Vægtfordelingen kan nemlig have forskudt sig, dels fordi Prisændringen været forskellig for de forskellige Grupper, dels fordi Velstandsniveauet har forandret sig. At nu Vægtfordelingen i Virkeligheden har været den samme gennem hele Perioden er uden for al Tvivl. Som det grelleste Eksempel paa en Gruppe, der ikke har haft den samme Betydning gennem hele Tidsrummet, tjener Gruppen Skatter og Kontingenter, Tal steg fra 6 til 100. Medens de 100 i 1914 svarede til en Vægt af ca. Vio, er det ganske givet, at denne Gruppe har haft en langt ringere Betydning i Begyndelsen af Perioden. Nu er det imidlertid ingenlunde paa Forhaand givet, at en noget urigtig Vægtfordeling fører til et forkert Resultat. Som Vidnesbyrd herom kan man anføre det af Statistisk Departement Pristal, idet der paa Grundlag af Husholdningsundersøgelserne 1922 er beregnet en ny Vægtfordeling, Grundlag af hvilken Pristallet udregnes fra Januar Nedenfor anføres de 2 Vægtfordelinger.

Det vii ses, at der er en ret betydelig Forskydning; ikke desto mindre viste det sig, at en Tilbageførelse af det nye Budget fra 1923 til 1914 ved Anvendelse af den tidligere for de enkelte Varer konstaterede Prisbevægelse gav til Resultat, Prisstigningen for det nye Budget vilde være blevet nøjagtig den samme som den, hvortil Stigningen var beregnet paa Grundlag af det gamle Budget.

Det kan nu anføres, dels at den for Aarene 1872^—1914 anvendte Vægtfordeling i det væsentlige er baseret paa Oplysningerne Forbrugets Sammensætning i 1909, dels at Udgifterne til Føde, Beklædning og Bolig ifølge Husholdningsregnskaberne 1897 da viste sig for københavnske Arbejdere at beslaglægge tilnærmelsesvis samme forholdsmæssige Del af Udgifterne som i 1909. Da det desuden (selv med Pristallets Usikkerhed in mente) med Sikkerhed kan konstateres, at der ikke i Perioden 1897^—1909 skete nogen større Forandring i Reallønnen, er det i det hele sandsynligt, at der kun skete en mindre væsentlig Forskydning i Forbruget. Man kan vistnok derfor med Sikkerhed gaa ud fra, at Anvendelsen samme Vægtfordeling ikke for Beregningen af Pristallet i Aarene fra Midten af Halvfemserne til 1914 kan medføre en Fejl af nogensomhelst Betydning¹).

For den forudgaaende Periode er derimod Forudsætningenom samme Sammensætning af Forbruget ikke rigtig. I Halvfjerdserne og Firserne var dels Fødevarepriserne høje, dels Reallønnen ringere, og dette medførte, at en større Del af Indtægten medgik til Tilfredsstillelse af Livets mest elementære Behov. Navnlig for Halvfjerdserne medfører derforden Metode sandsynligvis, at det samlede Pristalkommer at ligge noget for lavt, tilmed da Gruppen Skatter og Kontingenter, for hvilken Tallet var ringe, dengang betød forholdsvis lidt, hvorfor der er tillagt den en for stor Vægt. Denne Fejl kan vistnok bevirke, at Tallet for de første ca. 15 Aar kommer til at ligge nogle Procent for lavt (i værste Fald henimod 10 pCt.); men fra Midten af Firserne er den sandsynligvis uden større Betydning. Da man imidlertid mangler et sikkert Holdepunkt for Bedømmelsen af den Fejl, der herved begaas, skal vi indskrænke os til at henlede Opmærksomhedenpaa

---

1) Som Støtte for denne Antagelse kan det ogsaa anføres, at Einar Cohn i en Artikel: Livets Dyrhed i Nationaløkonomisk Tidsskrift 1912, idet han gaar ud fra Forbrugets Sammensætning i 1897, beregner Stigningen i Arbejderstandens i København fra 1897 til 1911 til 25 pCt.;. efter den foranstaaende Beregning steg Indeksen i dette Tidsrum med 22 pCt..

mærksomhedenpaaden Usikkerhed, der paa dette Punkt
klæber ved Tallene.

Det maa dernæst noget nærmere omtales, hvorvidt der til de opgivne Varepriser svarer en gennem hele Perioden kvalitetsmæssig ensartet Vare. Kvaliteten er nu imidlertid i mange Tilfælde et Konglomerat af forskellige Bestanddele, idet mange Varer samtidig tilfredsstiller forskellige Behov, og Vurderingen i hvilken Grad de paagældende Varer er i Stand til at opfylde de forskellige Fordringer, der stilles til dem, giver i en samlet Sum et Maal for Varens Kvalitet¹).

For Fødevarer spiller saaledes dels Næringsindholdet, dels Smagen og undertiden tillige Udseendet en Rolle. For Beklædning Kvaliteten udfra en Vurdering af Varens Holdbarhed og Udseende, Stoffets Art og Klædningsstykkets Behagelighed i Brug.

Hvad der imidlertid ved en Vurdering af Pristallet først og fremmest er af Betydning, er Spørgsmaalet om, hvorvidt den angivne Pris svarer til en Vare, der har ydet den samme rent økonomiske Nytte, d. v. s. for Fødevarer er det Mængden af Næringsindholdet, for Beklædning Holdbarheden, som det først og fremmest kommer an paa. Saafremt der er sket væsentlige paa disse Punkter, er det nemlig et Udtryk for, at Pristallet ikke er et rigtigt Maal for den Mængde Penge, man til forskellige Tidspunkter har maattet anvende for at opnaa den samme reelle Godemængde. Hvis der derimod iøvrigt er sket en Ændring med Hensyn til Varekvaliteten, berører dette i og for sig ikke Spørgsmaalet om Livets Dyrhed, men er iøvrigt i lige saa høj Grad af Betydning ved Vurderingen af den samlede Sum af Tilfredsstillelse, man har kunnet opnaa for en given Indtægt. Selv om det nu paa mange Omraader er meget vanskeligt at naa noget Holdepunkt for Bedømmelsen af Ændringen i Varekvaliteterne, skal der dog herom gøres nogie Bemærkninger.

Fødevarer.

For Brød har denne Periode i Byerne bragt Udviklingen
fra Haandbageriet til Bredfabriken, paa Landet er Hjemmebagningenreduceret
et Minimum og Brødproduktionen udskilt som

---

1) En Vares Kvalitet maales med andre Ord, efter i hvilken Grad Varen kan tilfredsstille de Behov, i Forhold til hvilke den overhovedet er relevant.

selvstændigt Erhverv. Udviklingen er herved gaaet i Retning af langt mere ensartede Varer, ligesom man nu er i Stand til at fremstille et mere velsmagende Produkt. M. H. t. Næringsindholdeter næppe sket nogen Ændring.

M. H. t. til Smør er der sket en overordentlig betydelig Smagsforbedring. I Begyndelsen af Perioden foregik Produktionen paa Herregaardene paa Mejerier, medens Smørret paa Bøndergaardene kærnedes med Haandkærne. Resultatet var en meget uensartet og under utilfredsstillende hygiejniske Forhold fremstillet Vare, der i Reglen maatte betegnes som værende af ringe Kvalitet. M. H. t. Næringsindholdet antages der dog ikke at være sket nogen Ændring. Imidlertid har Smør i det hele for Arbejderklassen kun spillet en mindre Rolle. For Margarinens Vedkommende er der ligeledes fra dens Fremkomst i 1880erne sket en meget væsentlig Smagsforbedring. den sidste Del af Perioden er den animalske Margarine i siigende Grad blevet fortrængt af Vegetabilmargarine, saaledes at denne sidste nu udgør ca. Vs af Forbruget.

For Sødmælk har den forbedrede Fodring af Køerne medført en Stigning af Fedtprocenten. Ved Anordning af 1916 tillodes imidlertid en Homogenisering af Mælken, og Minimum for Fedtprocenten sattes da til 2,75 pCt. Det følgende Aar sattes dette Minimum ganske vist op til 3,0 pCt; men da Mælkens naturlige Fedtprocent ligger omkring 3,3 pCt., og Homogeniseringen finder Sted for store Dele af i hvert Fald Storkøbenhavns Forsyning med Mælk, bevirkede denne Bestemmelse, Mælkens Næringsindhold forringedes. Skummetmælk saalænge Smørret kærnedes med Haandkærne, et forholdsvis værdifuldt Produkt, idet Fedtindholdet androg omkring pCt.; med Overgangen til den mejerimæssige Fremstilling Smør forringedes Fedtindholdet til 0,15 pCt., og Mejerimaskinernes Forbedring bevirkede en endnu stærkere Udnyttelse, saaledes at Fedtprocenten nu kun er ca. 0,08.

For Æg, Kød, Fisk og Grøntsager er der næppe
sket væsentlige Ændringer.

For Fødevarer, af hvilke de fleste jo er letfordærvelige, kan det i Almindelighed nævnes, at Trafikmidlernes enorme Udvikling har betydet meget for en hurtigere Befordring af Varerne fra Produktions- til Forbrugsstedet. Herved kan for det første være opnaaet, at mindre gaar til Spilde, inden Varen naar frem til Detailsalg; dette skulde da medføre en Tendens til Prissænkning; men til denne er der da allerede taget Hensyn. Det kan imidlertid formodes, at Forbrugerne ogsaa paa anden

Maade har nydt godt af den hurtigere Omsætning, idet Varerne
er friskere, naar de indgaar i Husholdningen.

Det kan endvidere nævnes, at den i denne Periode indførte med Levnedsmidler (Mælkekontrol, Kødkontrol, Bestemmelser angaaende Salg af Æg m. v.) vel har ført til en Prisstigning for de kontrollerede Varer¹), men da denne kommer Udtryk i Pristallet, hvorved der allerede er taget Hensyn Kontrollens Debetside, maa man her kreditere den den Vareforbedring, der paa den anden Side er Forbrugernes Gevinst. et Eksempel paa, hvad denne Kontrol betyder, kan anføres, at ifølge Beretningen for Københavns Torve- og Slagtehaller for 1924—25 beslaglagdes i dette Aar 280,000 kg Kød og Flæsk, hvilket udgjorde 0,8 pCt. af den samlede Slagtevægt. Det kan vel antages, at desuden en Del Dyr nu paa Grund af Kontrollen overhovedet ikke sendes til Byen.

De her gjorte Bemærkninger gælder Forholdene i Almindelighed, den skildrede Udvikling har selvfølgelig i det store og hele ogsaa gjort sig gældende for de Varer, som er indkøbt af de 2 Institutioner, hvis Priser danner Grundlaget for det for Aarene 1872_—1914 beregnede Pristal for Fødevarer. det maa vel endog antages, at saavel Hospitalssom i dette Tidsrum er blevet bedre, idet der i Tidens Løb er stillet større og større Krav til den enkelte Vares Kvalitet.

Beklædning.

M. H. t. Yderbeklædning, som alene danner Grundlaget for det for Aarene 1872^—1914 beregnede Pristal, meddeler det paagældende københavnske Firma, at Kvaliteten i dette Tidsrum er blevet noget forringet. M. H. t. Konfektion oplyser et stort københavnsk Konfektionsfirma, hvis Priser indgaar i Beregningen af Statistisk Departements Pristal, at de af Arbejderklassen efterspurgte Varer nu er bedre m. H. t. Kvalitet, Forarbejdning og Udstyr end før Krigen.

---

1) Det kan her nævnes, at F.dv. Mackeprang (Tidsskrift for Industri 190(i) finder, at Kødpriserne var højere i de Byer, i hvilke der var oprettet offentlige Slagtehuse, end i de Byer i hvilke Slagtehus ikke fandtes. (Muligvis dette dog skyldes, at Slagtehuse fortrinsvis fandtes i de større Byer, i hvilke Prisniveauet jo i det hele er højere).

Bolig.

Pristallet for Bolig er dannet paa Grundlag af Oplysning om Huslejen for 2 og 3 Værelsers Lejligheder i København. Hvad det her drejer sig om, naar Spørgsmaalet er, om Varen har været ensartet, er først og fremmest Boligens Størrelse. For at komme dette Spørgsmaal nærmere har vi undersøgt det gennemsnitlige Kvadratindhold af de til de forskellige Tidspunkter 2 Værelsers Lejligheder i København og paa Frederiksberg. Idet det bemærkes, at Beregningen er foretaget paa Grundlag af Stikprøver, anføres her Resultatet. Tallene gælder Lejlighedernes indvendige Maal.

Den mærkelige Udvikling for Frederiksberg skyldes Bygningslovenaf April 1890; i denne fastsattes nemlig et strengere Tvangsforhold mellem bebygget og übebygget Areal for Bygninger med mere end 2 Etager, naar Lejlighederne var under 120 Kvadratalen (47 m²), end naar Lejlighederne var over denne Størrelse. Denne Bestemmelse har medført, at der siden 1890 praktisk taget ikke er opført Lejligheder med Areal under 47 m². Tabellen viser iøvrigt, at Lejlighedsstørrelsen har været stærkt stigende gennem denne Periode, saaledes at de nyopførte Lejligheder i den sidste Del af Perioden var en halv Gang større end i de første Tiaar. Nu har selvfølgelig Gennemsnitsstørrelsen af det samlede Antal 2 Værelsers Lejlighederkun langt svagere stigende, men at de nytilkomnemed Kvadratindhold dog har betydet en Del vil ses af, at de i København siden 1900 opførte i Novbr. 1924 forholdt sig til det samlede Antal som 30,500 til 71,700. Selv om nu 3 Værelsers Lejligheder, for hvilke Huslejen i Pristallet vejer godt en Trediedel, ikke har været den samme Udvikling underkastet, kan man dog være sikker paa, at den

Vare, for hvilken Boligpristallet gælder, er blevet ikke saa
lidt forbedret; dette gælder saa meget mere, som Lejlighederne
nu er bedre udstyrede end forhen (Gas, elektrisk Lys, W. C).

Brændsel og Belysning.

Ifølge Oplysninger, vi har modtaget fra sagkyndig Side, kan det antages, at der ikke for Kul og Koks er sket nogenÆndring Hensyn til Varmeevnen. Elektricitetens „Kvalitet" et Spørgsmaal om Lysstyrken. Gas havde før Krigen i København en Brændselsværdi af 5300^—5500 Kalorier pr. m^:i, men under Krigen nedsattes Kaloriemængden til ca. 4500 (en Tid til endnu mindre). Imidlertid er en Del af denne Forringelse opvejet derigennem, at Kogegassen, der spiller den altovervejende Rolle, nu kan udnyttes forholdsvis bedre. —

Forskellige Artikler som f. Eks. den brogede Mangfoldighed Husgeraad er det vanskeligt at bedømme ud fra Spørgsmaalet Kvalitetsændring, idet der her er Tale om tildels helt nye Varer (Blikvarer i Stedet for Kobber- og Messingvarer). kan nævnes, at Kakkelovne om end stadig meget ufuldkomne nu er betydelig bedre i Henseende til Brændselets Udnyttelse end tidligere. løvrigt er det vel sandsynligt, at den fabriksmæssige Produktion for en Række af disse Varer ligesom Beklædning og Fodtøj har medført en Forringelse. Udgifterne til disse Varer, der indgaar under Andre Udgifter, er iøvrigt ikke medtaget i Pristallet før 1914.

Som det samlede Resultat af de her gjorte Bemærkninger kan man vistnok uddrage den Slutning, at der ikke i den betragtede er sket en saa væsentlig Ændring i Kvaliteten af de Varer, der ligger bag ved Priserne, at det i nogen betydelig skulde paavirke Pristallets Paalidelighed. Snarest er der som Helhed vistnok sket en Vareforbedring. I de Tilfælde, hvilke ringere, navnlig fabriksmæssigt fremstillede, Varer har kunnet fortrænge de bedre, maa dette da skyldes, at Enhedsprisen har ligget saa meget lavere, at den samlede Udgift dog blev mindre. I nogle Tilfælde har Aarsagen dog muligvis været, at den paa ny Vis fremstillede Vare bød andre end de rent økonomiske Fordele f. Eks. i Retning af større „Fikshed" eller mere Behagelighed i Brugen. I andre Tilfælde har den absolut set lave Pris fristet det lidet købedygtige Publikum — i det lange Løb til Skade for det selv.

At nu Udviklingen som Helhed har medført en Forbedringaf
synes ogsaa naturligt. Paa den ene

Side har nemlig den tekniske Kunnen været i stadig Fremgang,og gælder saavel indenfor Landbrug som Industri og saavel for Fagets Metode som for dets enkelte Udøver¹).. Paa den anden Side har den stigende Velstand stimuleret Efterspørgselen efter bedre Varer, og denne Forskydning i Efterspørgselenhar atter virket som en Spore for Produktionen. (Dette gælder dog ikke m. H. t. Luksusvarer, idet den stigende Velstand netop har medført en Bestræbelse for at billiggøre disse for derved at inddrage nye Lag i Forbruget. I de Tilfælde,i en Vare tilfredsstiller dels et Nødvendighedsbehovdels Luksusbehov, kan den stigende Velstand ogsaa have medført, at man nu har Raad til at lade Luksusbehovet veje stærkere).

II. Prisniveauets Forskellighed efter Landsdele.

I det foregaaende er belyst Prisbevægelsen i Tiden 1872^—1924. Til Bedømmelse af Arbejdernes økonomiske Kaar i de forskellige Landsdele er det imidlertid nødvendigt at undersøge, i hvilken Grad Pengenes Købeevne er forskellig fra Sted til Sted; det gælder med andre Ord at konstatere Forskellen i Prisniveauet. Vi vil i det følgende først søge at belyse den for Tiden værende Forskel mellem Hovedstad, Provinsbyer og Landdistrikter, idet det bemærkes, at hvad der for Landdistrikternes Vedkommende tilstræbes er at udfinde det Prisniveau, under hvilket Landbrugsarbejdere lever.

Fødevarer.

For Fødevarer kan en Sammenligning nu anstilles paa Grundlag af de Oplysninger om Priser, der hvert Kvartal indsamles Statistisk Departement. Tillægger man de enkelte Varer den Vægt, der tilregnes dem ved Beregningen af det officielle Pristal, finder man for 1925 følgende Forhold:

---

1) Denne Fremgang kommer ogsaa de fabriksmæssigt fremstillede Varer tilgode, idet dels Arbejderne er blevet dygtigere, dels Maskinerne er blevet mere hensigtsmæssige og præcise. Derimod kan der selvfølgelig ske en Vareforringelse Overgangen fra haandværksmæssig til fabriksmæssig Produktion, denne kan ogsaa medføre en Forringelse af Arbejdskraften. Et Eksempel paa, at selve Omlægningen af Produktionen har medført en Forringelse Arbejdernes Duelighed, haves for Skrædderfaget, idet det i „Arbejdslønnen København i 1892" for dette Fag nævnes, at Overgangen til Konfektion skal have medført, at Arbejdets Kvalitet er blevet ringere, ligesom Hurtigarbejde menes at have nedsat hele den professionelle Dygtighed Faget.

Som Gennemsnit af de 2 Opgørelser findes Prisniveauet for Fødevarer herefter at ligge henholdsvis 7 og 10 pCt. lavere i Provinsbyerne og Landdistrikterne end i Hovedstaden, og dette Resultat maa sikkert for Provinsbyerne antages at give et saa nær rigtigt Billede af dette Forhold, som det er praktisk muligt at naa. For Landdistrikterne skal det derimod bemærkes, Oplysningerne udelukkende hidrører fra Kommuner med bymæssig Bebyggelse, og dette bevirker muligvis, at Tallet set i Relation til Landbrugsarbejdere er noget ior højt.

Bolig.

Ifølge „Husleje- og Boligforhold November 1924" (Statistiske
4, 73,1) androg den aarlige Husleje følgende
Beløb:

Sættes Hovedstaden lig 100, var Huslejen herefter 68 i
Provinsbyerne.

Ifølge den nævnte Publikation var Huslejen i 119 Landkommuner bymæssig Bebyggelse noget højere end i Provinsbyerne, men da Stationsbyernes Niveau paa dette Omraade et ganske andet end det rene Lands, og Landbrugsarbejderne undtagelsesvis bor i Stationsbyerne, er denne Statistik ikke anvendelig her. Det er da nødvendigt at søge Oplysning ad anden Vej.

Ifølge Edv. Mackcprang (Tidsskrift for Industri 1906) kunde Forholdet mellem Huslejen i Hovedstad, Provinsbyer og Landdistrikter paa dette Tidspunkt sættes til 100 - 54 — 22. Ifølge W arming (Nationaløk. Tidsskr. 1908: Landbrugets Arbejdermangelog Arbejdsløshed) kunde den aarlige Leje for en 2 Værelsers Lejlighed paa Landet anslaas til 66 Kr., medens Lejen samtidig i Hovedstaden var 203 Kr. Hereftervar mellem Hovedstad og Landdistrikter som 100 : 33. Ifølge Husholdningsregnskaberne af 1909, var Boligudgiften for de undersøgte Landarbejdere da 68 Kr. aarlig pr. Familie. Den 1. Februar 1911 var Huslejen i København for 2 Værelsers Lejligheder 218 Kr. og for 3 Værelsers 324

Kr., medens i 1912 Lejen i de rene Landdistrikter efter BrugsforeningernesSkøn 2 Værelsers Lejligheder androg 65 Kj. og for 3 Værelsers 86 Kr. Sammenholdes disse Tal, faas Forholdet100 33 og 100 : 27. Nyere Oplysninger haves ikke. For Provinsbyerne og Stationsbyerne viste Udviklingen i den efterfølgende Periode en Tilnærmelse til Hovedstaden, hvilket dog for Stationsbyerne tildels skyldtes en livligere Byggevirksomhedi dyre Aar. Det er dog vistnok sandsynligt, at der ogsaa i Landdistrikterne har fundet en stærk Stigning Sted for Huslejen, og man vil i hvert Fald uden stor Fejl paa Grundlag af de foreliggende Oplysninger kunne ansætte Forholdetmellem og de rene Landdistrikter til 100 : 33. Man har herefter følgende Forholdstal for Husleje:

Brændsel og Belysning.

Ifølge Statistiske hfterretninger var Priserne paa Brændseisog
i 1925 følgende:

Tages et Gennemsnit af Priserne, og tillægges der de enkelte Varer den Vægt, med hvilken de indgaar i Pristallet, vil man faa Forholdet 100 — 107 — 112. Tallet for Landkommunernekan ikke antages at gælde for de rene Landdistrikter. Naar Tallet for Landkommunerne ligger saa meget højere end for Hovedstaden, skyldes det nemlig for en stor Del de højere Priser for Gas og Elektricitet, men Landbrugsarbejderneer i nævneværdigt Omfang Forbrugere af disse Varer¹). For dem træder Petroleum, Tørv og Brænde i Stedet, og da Petroleumspriserne er lavere end i Hovedstaden,

---

1) Dette er iøvrigt en af Grundene til, at Huslejen er lavere i Landdistrikterne i Byerne. I disse betales i Virkeligheden en Brændsels- og Belysningsudgift under Form af Husleje (Installation af Gas og Elektricitetsledninger).

og der tildels er let Adgang til Forsyning med Tørv eller Brænde, kan det antages, at den samlede Udgift bliver noget lavere end i Hovedstaden. Skønsmæssigt er Tallet derefter ansattil Forholdstallet for Brændsel og Belysning bliver da:

Beklædning.

Ifølge de foreliggende Oplysninger er Priserne for saavel Klæder som Fodtøj og Reparation heraf noget mindre i Provinsbyerne i Hovedstaden og atter i Landdistrikterne noget mindre end i Provinsbyerne. Prisforholdet kan formentlig omtrent i følgende Tal:

Skatter, Kontingenter og lignende.

For denne Post gælder, at Kontingent til Sygekasse, Fagforening Arbejdsløshedskasse er en Del lavere i Provinsbyerne i Hovedstaden, hvorimod Skatterne er betydeligt højere. Forskellene vil formentlig omtrent opveje hinanden. For Landdistrikterne spiller af Kontingenter Bidrag til Fagforening Arbejdsløshedskasse gennemgaaende kun en ringe Rolle, derimod er Skatterne ikke übetydelige¹). Tildels skønsmæssigt Forholdet herefter ansat saaledes:

Andre Udgifter omfatter Udgifter til Riadhold, Tobak, Sporvogn, Fortæring ude, Vedligeholdelse af Inventar, m. v. Priserne er her gennemgaaende lavere i Provinsbyerne end i Hovedstaden og i Landdistrikterne atter lavere end i Provinsbyerne. ansættes Forholdet saaledes:

---

1) For Skatteydelsen spiller det dog en Rolle, at Indtægterne alene i Kraft af Forskellen i Prisniveauet er lavere end i Byerne, herved bliver ogsaa Skattebeløbet mindre.

Gaar man nu ud fra den Vægt, der fra Januar 1924 er tillagt disse forskellige Grupper i det officielle Pristal, idet der ses bort fra, at netop Prisernes ulige Højde i de forskellige betinger en forskellig Betydning for Gruppernes Vægt i den samlede Udgift, faas følgende Resultat:

Prisniveauet er herefter nu i Provinsbyerne 9 og i de rene Landdistrikter 23 pCt. lavere end i Hovedstaden. For Provinsbyerne er Tallet et Gennemsnit af uensartede Forhold, idet Prisniveauet er lavere i de smaa end i de store Byer, men da det her drejer sig om at finde et Middel til at maale Forholdet imellem den reelle Indtægt i de forskellige Landsdele, dette uden Betydning, idet ogsaa den nominelle Indtægt beregnet som et Gennemsnit af smaa og store Byer. At nu ogsaa den nominelle Indtægt som Helhed er stigende med Byens Størrelse er givet, men om hvorvidt Forholdet mellem Stigningen i den nominelle Indtægt og Prisniveauet er konstant, giver den her anvendte Fremgangsmaade selvfølgelig Oplysning.

Som Udtryk for Forskellen i Prisniveauet mellem Hovedstaden Gennemsnittet af Provinsbyerne kan man nu vistnok det udfundne Forhold som praktisk taget korrekt. Hvad Forholdet mellem Hovedstaden og Landdistrikterne angaar, Resultatet derimod noget usikkert. Da Forskellen i det hele er større end mellem Hovedstad og Provinsbyer, er man nemlig, forsaavidt angaar de skønsmæssige Angivelser, udsat for at begaa noget større Fejl. Da Skønnet imidlertid navnlig for de vigtigere Gruppers Vedkommende støtter sig paa et rimeligvis paalideligt Talmateriale, er det dog næppe sandsynligt, det summariske Forholdstal afviger væsentligt fra det Resultat, der vilde fremkomme paa Grundlag af et fyldigere statistisk Materiale.

Spørgsmaalet er nu dernæst, om dette Forhold mellem
Landsdelenes Prisniveau har været konstant i den foregaaende
50 Aars Periode. Desværre foreligger kun mangelfulde Oplysningertil

ningertilBelysning heraf, men i det følgende skal dog omtalesnogle
disse spredte Angivelser.

I de to Aar 1. April 1870 til 31. Marts 1872 opkrævedes en midlertidig Indkomstskat til Staten. Loven herom fastsatte en skattefri Minimumsindtægt, og denne var for København ansat til 800, for Provinsbyerne til 700 og for Landdistrikterne til 600 Kr. Saafremt disse Beløb svarede til Prisniveauet, vilde dette give Forholdstallene 100 — 87,5 75, men selvfølgelig man ikke vente, at det i Skatteloven fastsatte Forhold nøjagtig skulde svare til Forskellen i Prisniveauet, idet man dels ikke har haft sikre Oplysninger herom dels af praktiske Grunde har foretrukket runde Beløb.

For 1879 anfører Th. Sørensen (Købstadarbejderes Vilkaar) Beregning, hvorefter Livet i Hovedstaden skulde være mellem 35 og 40 Procent dyrere for Arbejderne end i en mindre Provinsby. Denne Beregning grunder sig imidlertid paa en Opgørelse over de Beløb, Arbejderfamilier i Hobro og København i Reglen anvender paa de forskellige Udgiftsposter, men da Forskellen i disse Tal jo ligesaavel kan skyldes — og rimeligvis for en stor Del netop skyldes — en Forskel i de økonomiske Kaar, synes der ikke at kunne sluttes noget herudfra, og der kan derfor ikke tillægges det saaledes udfundne sig selv usandsynlige Resultat nogen Betydning.

For 1892 opgør Ad. Jensen (Nat. Tidsskr. 1893, Arbejdslønnen Danmark) Udgiften til Husleje til henholdsvis 100, ca. 50 og 20 Kr. for Arbejderfamilier i København og Købstæderne for Landarbejderfamilier. Endvidere regner han, at samtlige Livsfornødenheder (Boligen undtagen) i Købstæderne og København maa betales henholdsvis 10 og 20 pCt. dyrere end paa Landet. — Ifølge Husholdningsregnskaberne af 1897 var Udgiften til Føde pr. Enhed for de københavnske Familier 259 Kr. Med Gennemsnitspriserne i Købstæderne vilde det samme Forbrug have kostet 235 Kr., hvad der svarer til Forholdet : 91.

For 1905 finder Edv. Mackeprang (Tidsskrift for Industri 1906: Detailpriserne i 1905), at Prisforholdet mellem København, og Landdistrikterne for Huslejens Vedkommende som 100 til 54 og 22. For hele Forbruget opgøres Prisforholdet i de tre Landsdele at være som 100 til 88 og 80.

I Nationaløkonomisk Tidsskrift 1908 anfører Warming i en Artikel „Landbrugets Arbejdermangel og Byernes Arbejdsløshed"som anført, at Huslejen paa Landet for en 2 Værelsers Lejlighed er 66 Kr., men i Hovedstaden 203 Kr.

Dette svarer til Forholdet 33 : 100. For Fødevarer mener Forfatteren,at i Niveauet næppe kan sætfes til mere end allerhøjst 15 pCt. I sin Haandbog i Danmarks Statistik anfører samme Forfatter, at Københavns Priser er mindst 10 pCt. højere end Provinsbyernes, og disses ca. 6 pCt. højere end Landdistrikternes.

Gustav Bang opgør (i to Artikler om Dyrtiden i Social- Demokraten 22. og 23. Juni 1913, optrykt i Mindeudgaven: Arbejderklassens Liv og dens Kamp) Prisstigningen for 16 Fødevarer -j- Petroleum og Kul og Koks for Perioden 1897 til 1912. Han finder, at Stigningen har andraget:

I Statistiske Efterretninger Nr. 2 1919 anføres efter at Prisstigningen (siden 1914) er opgjort for Hovedstaden, at Stigningen for Provinsbyerne og det øvrige Land ikke har været mindre end for Hovedstaden. I Statistiske Efterretninger Nr. 2 1920 meddeles, at der nu er mindre Forskel paa Prisniveauet Hovedstaden og det øvrige Land end før Krigen. For Aarene efter 1914 er Aarsagen formentlig Maksimalprisernes nivellerende Tendens, men efter disses Ophør kan der jo være sket én Reaktion.

Paa Grundlag af disse Undersøgelser kan man anse det for godtgjort, at Provinsbyernes Prisniveau nu ligger Hovedstadensnoget end tidligere. For Landdistrikternes Vedkommende er Forholdet noget mere tvivlsomt, dog er Huslejen rimeligvis steget stærkere i Landdistrikterne end i Hovedstaden, en Udvikling der maaske staar i Forbindelse med en Højnelse af Boligstandarden. Nu er det vel saaledes, at hele den i denne Periode stedfundne økonomiske Udvikling — Samfærdselsmidlernes og Handelens Vækst — har skabt en Tendens mod Udjævning af Prisniveauet; men i denne Periode er samtidig København vokset til Storby, hvoraf er fulgt en Stigning i Prisniveauet for Hovedstaden, og det synes derfor ikke usandsynligt, at Forholdet mellem Landsdelenes Prisniveau er forblevet nogenlunde uforandret. I Betragtning af dels at Forskydningen rimeligvis kun er ringe, og dels at det er vanskeligtat den nærmere, foretrækker vi derfor at blive staaende ved det Udtryk, der ovenfor fandtes for det nutidige Forhold, saaledes at Forskellen mellem Landsdelenes Prisniveau

for hele Perioden regnes at være udtrykt i Forholdet 100
91 — 77.

Fjerde Afsnit. REALINDTÆGT OG LEVEVILKAAR.

I de foregaaende Afsnit er undersøgt dels Indtægtens dels
Prisniveauets Udvikling, og det er da nu muligt talmæssigt at
belyse Realindtægtens Bevægelse.

For nu først at muliggøre en umiddelbar Sammenligning mellem Indtægtsforholdene efter Landsdele har vi elimineret Virkningen af Prisniveauets Forskellighed, idet Indtægtstallene (S. 146) er omregnet under Hensyn til Forholdet mellem Landsdelenes Prisniveau (S. 171). Familiens Indtægt udtrykt i det københavnske Prisniveau fremgaar da af nedenstaaende Tabel. De mere usikre Tal er sat i Parentes.

For at gøre Billedet klarere har vi udregnet Forholdstal for de Aar, for hvilke der foreligger Oplysninger for ensartede Grupper af Arbejdere. Sættes København lig 100 faas følgende

For faglærte Arbejdere har gennem næsten hele Perioden Løn ligget betydelig lavere end Hovedstadsarbejdernes. Den meget store Forskel, som Tallene viser for 1872, kan der dog næppe tillægges Vægt, idet navnlig af Nominallønnen, men ogsaa Opgørelsen af Forholdet imellem Landsdelenes Prisniveau for dette Tidspunkt er usikker. Den stadige Formindskelse af Forskellen, der har fundet Sted fra 1892 til 1914, er rimeligvis tildels et Resultat af Fagorganisationernes Virksomhed, idet Tarifoverenskomsterne (Minimallønsystemet) naturligt har haft en Tendens til at udjævne Forskelligheder, hvorved de laveste Lønninger er hævet mest. I 1918 var Arbejdsløsheden betydelig større i Hovedstaden end i Provinsen (20,2 pCt. mod 16,5 pCt.), hvad der er medvirkende til, at Gennemsnittet for Købstadarbejderne dette Aar omtrent naar Gennemsnittet for Arbejdere Hovedstaden. Efter 1918 er Forskellen imidlertid atter forøget; dette er dels en Følge af, at den ovennævnte Forskellighed Arbejdsløshedens Størrelse atter er forsvundet, dels hænger det sammen med, at de efter 1920 stedfundne Lønreduktioner i nogle Tilfælde er foretaget paa den Maade, at Timelønnen er reduceret med samme absolute Beløb, hvad der selvfølgelig er gaaet haardest ud over de nominelt mindste Lønninger.

Den reelle Forskel mellem Hovedstad og Provins er herefternu som iøvrigt ogsaa i den største Del af Perioden før Krigen — 10_—15 pCt. En mindre Del af denne Forskel forklares imidlertid ved, at de midaldrende Aldersklasser, i hvilke Lønnen er højest, er noget stærkere repræsenterede i Hovedstaden end i Provinsen. Provinsen har derimod flere

unge Svende, men ganske vist ogsaa færre ældre. Endelig kan Fordelingen mellem Landsdele af højtlønnede og lavtlønnede Fag have øvet Indflydelse. Den største Del af Forskellen forklaresdog ved, at Hovedstadens Produktion gennemgaaendeer og Arbejdsintensiteten større. Hovedstaden trækker derfor de dygtigste Arbejdere til sig og lønner til Gengæld relativt bedre.

Ogsaa for ufaglærte Arbejdere har der gennem næsten hele Perioden været en Forskel i Hovedstadens Favør, men her i langt ringere Grad. Dette synes nu ogsaa naturligt. I højere Grad end for Svendene er her den rent fysiske Styrke og Udholdenhed afgørende for Arbejderens Duelighed. Dette bevirker, at den ufaglærte Arbejder allerede i en tidlig Alder naar Maksimum af Arbejdsfortjeneste, og eventuelle lokale Forskelligheder H. t. Arbejdernes Aldersfordeling bliver herved af ringe Betydning; men dernæst har Provinsen i mindst lige saa høj Grad som Hovedstaden Brug for de fysiske Kvaliteter, som for Arbejdsmanden betinger en høj Løn. (Naar Hovedstaden synes at byde ogsaa de ufaglærte noget bedre Kaar, skyldes dette muligvis Fabrikarbejdet, der ofte kræver en vis Uddannelse).

Landbrugsarbejdernes Indtægt udgjorde mellem 3/i og 9/io af de københavnske Arbejderes Indtægt. Ses der alene paa Mandens Indtægt, var Forskellen endda større, idet Biindtægter Landarbejderfamilien spillede en foiholdsvis stor Rolle.

Den lavere Indtægt for Landarbejdere end for Arbejdsmændmaa tilskrives forskellige Forhold. Dels kan vistnok Landbruget bedre beskæftige den mindre duelige Arbejdskraft,dels Arbejdsintensiteten større i Byerhvervene, saaledes at den forskellige Løn svarer til en forskellig Arbejdsmængde(derfor Arbejdsmanden vistnok hurtigere „slidt op"). Dernæst har den i denne Periode stedfundne økonomiske Udvikling medført en stærkt forøget Efterspørgsel efter Arbejdskrafti medens Landbrugets Behov nærmest har været konstant. Da Landdistrikterne imidlertid samtidig har haft et stort Fødselsoverskud, har der saaledes været et betydeligt Misforhold — men i modsat Retning — mellem Tilbud og Efterspørgsel af Arbejdskraft i Landbrug og Byerhverv.Vandringerne Land til By (og til Udlandet) har tenderet til at udligne dette Misforhold, men helt har Gnidningsmodstandenikke overvindes. I den første Del af Perioden har Landbrugets Arbejdsgivere desuden under Trykketaf

ketafvigende Priser for de vigtigste Produkter bestræbt sig for at holde Lønnen nede, og Forskellen mellem By og Land synes da ogsaa forøget. I den sidste Del af Perioden har Landbruget derimod arbejdet under gunstige Kaar, og Landarbejderlønnener steget stærkere (muligvis har ogsaa den begyndende Organisering af Arbejderne i Landbruget øvet Indflydelse).

Udregner man nu paa Grundlag af Tabel a et Gennemsnitstal hele Landet dels for faglærte og dels for ufaglærte, idet der tillægges Tallene Vægt efter .Antallet i de forskellige Landsdele, og sættes Tallene for faglærte lig 100, faas til de forskellige Tidspunkter følgende Forholdstal:

Tabellen viser, at den ufaglærte Arbejders Løn udgør godt og vel Vs af den faglærtes; med andre Ord den samme Indtægt, som Arbejdsmændene gennemsnitlig er 5 Dage om at erhverve, har Svendene allerede indtjent paa 4 Dage. økonomisk Svendene dog i Forhold til Arbejdsmændene et Minus i den lave Løn i Læretiden, men paa den anden Side bliver nogle Svende Mestre.

Forholdet i Lønnen mellem faglærte og ufaglærte er omtrentdet ved Periodens Begyndelse og Slutning, saaledesat tekniske Udvikling, der har medført en forøget Anvendelse af ufaglært Arbejdskraft, ikke har bevirket nogen væsentlig Forskydning. Det maa dog erindres, at netop i denne Periode er Chancen for Svendene for at blive selvstændig betydeligforringet, dernæst er en Del faglærte Arbejdere overgaaet til Arbejdsmændenes Rækker, enten fordi Faget har været overfyldt, eller fordi den tekniske Udvikling har medførten Form for Vareproduktion (Fabrikarbejde). Endeliger

ligerdet i denne Periode stærkt voksende Antal af underordnedeTjenestemandsstillinger Postbude, Politibetjente,Brandmænd) betydeligt Omfang rekruteret fra de faguddannedeArbejderes — Landarbejdernes Indtægt udgjordei 4 5 af den faglærte Arbejders, men Forholdet var tidligere betydelig ugunstigere for Landarbejderen.

For nu dernæst at maale Bevægelsen i Realindtægten har vi sammenholdt de ovenfor i Tabel a angivne nominelle Indtægter Indeksen for Prisniveauets Bevægelse i denne Periode. findes anført S. 158). Omregningen er sket saaledes, at Førkrigsniveauet er lagt til Grund. Udtrykt i 1914 Aarets københavnske Prisniveau var Kroneindtægterne da:

Sættes 1921 lig 100, svarer til denne Tabel de i omstaaende
e angivne relative Tal.

Endelig er Bevægelsen i Realindtægten for Hovedgrupperne
faglærte, ufaglærte og Landbrugsarbejdere — fremstillet
i omstaaende Oversigt.

Resultatet af Udviklingen i det sidste halve Aarhundrede er da, at Realindtægten for alle Grupper af Arbejdere er steget til omkring det dobbelte. Det er dog sandsynligt, at der i denne Periode paa visse Punkter er sket en Udvikling, der

har medført en Fordyrelse af Livet, til hvilken der ikke er taget Hensyn ved Beregningen af Ændringerne i Prisniveauet. Wieth-Knudsen (Formerelse og Fremskridt, 1908) antager saaledes,at hastige Arbejdstempo har medført, at der maa stilles betydelig større Krav til Ernæringens Godhed (Kalorieindhold)nu før. Endvidere anfører han, at Nutidens gennemførtePengeøkonomi nødvendiggjort Indkøb af en Masse Smaating, som tidligere tilvejebragtes ved Hustruens Arbejde i Hjemmet. Den Fordyrelse af Livet, der herved er sket, anslaarForfatteren 10 pCt. Tages der Hensyn hertil, bliver Forbedringen da en Del mindre. Imidlertid er det sandsynligt, at den ved Beregningen af Prisniveauet i det foregaaende fulgte Fremgangsmaade har bevirket, at Niveauet for Halvfjerdserneer noget for lavt (jfr. S. 161), og Realindtægten dermed noget for højt. Endvidere er der ikke ved omstaaende Beregning af Realindtægtens Bevægelse taget Hensyn til Virkningerneaf sociale Lovgivning, hvis Udvikling har haft en stigende gunstig Indflydelse paa Arbejdernes økonomiske Kaar (jfr. herom i det følgende). Det tør derfor antages, at der virkelig i de sidste 50 Aar er sket en Forbedring i ArbejdernesRealindtægt, andrager omkring 100 pCt.

Dette Resultat er imidlertid, som det fremgaar af ovenstaaendeTabelier,

staaendeTabelier,ikke Produktet af en jævn og ensartet Udviklinggennem Perioden. For Landbrugsarbejderne bragte det 19. Aarhundrede kun en ret beskeden Fremgang. For de industrielle Arbejdere var Fremskridtene endnu i Periodens første Decennium kun ringe. I 80 erne tog Fremgangen stærkere Fart, og Stigningen øgedes end yderligere i Løbet af Aarhundredetssidste Aar. I Løbet af disse 25^—30 Aar havde nu de industrielle Arbejdere opnaaet en reel Forbedring af deres Indtægt med omkring 50 pCt. Men hermed var der ogsaa for lang Tid sat Bom for yderligere Fremgang. Fra Aarhundredskiftettil Udbrud forblev Reallønnen (undtagen for faglærte Arbejdere) omtrent uforandret, og Krigsaarene bragte endog en betydelig Tilbagegang. Fra 1918^—20 indtraadtenu en voldsommere Fremgang end i noget tidligere Tidsrum, idet Gennemsnitsindtægten i disse to Aar steg med omkring 50 pCt. Tilbageslaget lod imidlertid ikke vente paa sig; de følgende Aar viste paany en Nedgang, som dog i Forhold til den forudgaaende Stigning var af ret beskedentOmfang. af Udviklingen i Tiaaret 1914^—24 var da for de industrielle Arbejdere en Fremgang paa ca. 15 pCt., en Forbedring der absolut set omtrent svarede til Stigningeni erne. For Landbrugsarbejderne, for hvilke som tidligere omtalt Lønbevægelsen desværre unddrager sig en sikker Beregning, synes Udviklingen i det 20. Aarhundrede endnu mere springende end for Byarbejderne. Med Sikkerhed synes det dog at fremgaa, at Krigsaarene ogsaa for Landarbejdernevar medens ogsaa for disse Efterkrigsaarene bragte en voldsom Stigning.

Samtidig med den i de sidste 50 Aar skete Forbedring af Arbejdernes Lønvilkaar er denne Periode imidlertid karakteriseret ved en stadig og uafbrudt Formindskelse af den daglige Arbejdstid.I var Nettoarbejdstiden i Industrien 11 —1 l/a Time daglig, i Landbruget i hvert Fald om Sommeren endnu længere. Ved Aarhundredskiftet var Arbejdstiden i Industrien sunket til 10 Timer; fra da af og indtil Krigens Slutning sank den imidlertid langsommere, saaledes at den i 1918 var ca. 9Va Time. Ogsaa paa dette Punkt bragte Efterkrigsaarene et voldsomt Fremskridt, idet i 1919 8 Timers Maksimalarbejdsdaggennemførtes alle Arbejdere undtagen Landbrugsarbejdereog Modsat Forbedringen i Lønningerne fastholdtes dette Fremskridt under den efterfølgende Depression fuldt ud. For Landbrugsarbejdere var Formindskelsen af Arbejdstiden i disse 50 Aar vel noget mindre, men dog meget betydelig.

Resultatet af Udviklingen paa dette Omraade var da, at Nettoarbejdstidenfor Arbejdere sank med ca. en Fjerdedel. Reallønnen,der Arbejdsaar steg med omkring 100 pCt._T steg derfor pr. Time med 150^—200 pCt. Efter denne Maalestok var Fremgangen uden Tvivl større i det sidste Tiaar end i noget tidligere tilsvarende Tidsrum, idet Reallønnen pr. Time for industrielle Arbejdere fra 1914_—24 steg med ca. Vs.

Som det fremgaar bl. a. af Tabel c, er Indtægtsniveauet højere for Svende end for Arbejdsmænd og for disse atter højere end for Landbrugsarbejdere. Det er derfor af Betydning, hvorledes i denne Periode har været i det talmæssige Forhold mellem de tre Grupper. Til en Belysning heraf foreligger imidlertid kun et mangelfuldt Materiale. Paa Grundlag Folketællingerne og de Oplysninger, der i Industritællingerne angaaende det talmæssige Forhold mellem Lærlinge, Svende og Arbejdsmænd i Industrien, kan dog Bevægelsen eftervises. Nedenstaaende anføres de paagældende for 1870, 1901 og 1921 beregnede Tal.

Det viser sig da, at medens Antallet af Arbejdere i Begyndelsenaf var omtrent det samme i de tre Grupper,er Andel sunket til under Halvdelen, de faglærtes Andel derimod steget med 20 pCt., og Arbejdsmændenesendog 50 pCt. Saa meget er i hvéii Fald sikkert,at relativt er aftaget stærkt, og at Arbejdsmændene er steget stærkt, medens Væksten i Antallet af faglærte i det mindste har holdt Skridt med Stigningen af det samlede Antal¹). En saadan Udvikling maa imidlertid, naar henses til Indtægtsforholdene, karakteriseres som gunstig. Da der nemlig saaledes er sket en Forskydning fra den laveste til den midterste Indtægtsgruppe, medens den højeste vejer

---

1) At Stigningen har været stærke-e for Arbejdsmænd end for Svende skyldes dels Forskydningen i Industrien, dels den stærke Vækst af Handelsog der jo udelukkende beskæftiger ufaglært Arbejdskraft.

mindst lige saa meget som før, vilde Indtægtsstigningen for
en af de tre Grupper konstrueret Gennemsnitsarbejder saaledes
blive lidt større end Stigningen for hver af Grupperne.

Nedenstaaende er Stigningen i Antallet af Arbejdere i de
tre Grupper tilsammen jævnført med Stigningen i Folketallet.

Fra 1870 til Aarhundredskiftet steg Antallet af disse Arbejdere med Vs, medens Folketallet kun steg med godt 1/s. I den sidste Del af Perioden var derimod Stigningen kun lidt forskellig, idet Tilvæksten saavel i Arbejderantallet som for hele Befolkningen var omkring 1/3. For de øvrige Arbejdere kan nævnes, at Antallet af Erhvervstyende i disse 50 Aar antagelig nærmest var stagnerende, idet det ekskl. hjemmeværende udgjorde omkring 100,000. Antallet af Lærlinge er formentlig omtrent steget i samme Forhold som Antallet af Svende og kan i Slutningen af Perioden antages at udgøre ca. 35,000. Endelig var der i Antallet af kvindelige Arbejdere i Industrien en stærkere Vækst end i nogen anden Arbejdergruppe. 1870 fandtes kun nogle faa Tusind Industriarbejdersker, i 1921 var deres Tal steget til ca. 50,000, og omkring /i af alle industrielle Arbejdere var nu Kvinder. —

Den Forbedring af Arbejdernes økonomiske Kaar, som saaledes er et Resultat af Udviklingen i det sidste halve Aarhundrede, selvfølgelig først og fremmest tilskrives en Fremgang den danske Samfundsøkonomis Produktivitet. At denne Fremgang ogsaa i høj Grad er kommet de øvrige Samfundsklasser er utvivlsomt; hvorvidt Arbejderne i denne Periode rykket stærkere frem end de andre Samfundsklasser kan næppe afgøres med Sikkerhed; men da dette Spørgsmaal er af en saa overordentlig Betydning, skal det dog i det følgende undersøges, i hvor høj Grad de foreliggende statistiske Oplysninger Befolkningens Indtægtsforhold giver et Materiale til Belysning heraf.

Paa Grundlag af Ansættelserne af Indtægterne til Indkomstskattil

komstskattilStaten er der af Statistisk Bureau foretaget en
Opgørelse af hele Befolkningens Indtægt i Aarene 1870, 1903
og 1908. Indkomsten udgjorde herefter i disse Aar i Mill. Kr.

Hertil svarede de nedenanførte Gennemsnitsindtægter for
Personer over 18 Aar med Fradrag af gifte Kvinder.

Til Sammenligning med den Bevægelse, som Gennemsnitsindtægten viste, kan nu anføres Stigningen i Arbejdernes Aarsløn i Tidsrummet 1872^—1905 (jfr. S." 126 og S. 134).

Stigningen i Arbejdslønnen 18/2—1905 vil antagelig nogenlunde svare til Stigningen 1870^—1903, idet der saavel fra 1870 til 1872 som fra 1903 til 1905 fandt nogen Forhøjelse Lønnen Sted.

Det maa nu bemærkes, at der knytter sig en betydelig Usikkerhed den ovenfor anførte Opgørelse af hele Befolkningens For det første er Ansættelsen for dem, hvis Indtægt naaede Skattegrænsen, uden Tvivl for lav; dette gælder vist alle tre Opgørelser, men det er tvivlsomt, om det gælder dem alle i lige Grad. Men dernæst er Indtægten beregnet for den Del af Befolkningen, som ikke er skatteansat, og da denne Del af Befolkningen skønnes at have en meget betydelig samlet Indtægt (i 1870 endda mere end Halvdelen af de skatteansattes), og man som Grundlag for Beregningen tildels kun er i Besiddelse af meget usikre Holdepunkter, er det klart, at en Opgørelse af hele Befolkningens Indtægt kan være behæftet med meget betydelige Fejl. Det skal iøvrigt bemærkes, at Hovedinteressen knytter sig til Bevægelsen indenfor enkelte Landsdele; at Stigningen er større i hele Landet i de enkelte Landsdele skyldes nemlig for Størstedelen Forskydningen af Befolkningen fra Land til By, og da Byernes højere Indtægtsniveau tildels kun er en naturlig Følge af deres højere Prisniveau, er den summariske Stigning for en stor Del kun af formel Natur. Endelig kan selvfølgelig heller ikke Beregningen Arbejdernes Aarsløn — navnlig ikke for 1872 — være sikker. Det er kun med disse Forbehold, at det udtales, at der i Perioden 1870 til 1903^—08 ikke i Byerne synes at være sket nogen væsentlig Forskydning i Forholdet mellem Arbejdernes og den øvrige Befolknings Gennemsnitsindtægt. For Landarbejderne synes det sandsynligt, at Udviklingen har været ensbetydende med en relativ Tilbagegang.

Paa lignende Maade belyses dernæst Resultatet af Udviklingen Tidsrummet 1908^—21. Nedenstaaende anføres Nationalindtægten, som den er opgjort af Statistisk Departement. er her angivet pr. Individ.

Hermed kan nu sammenlignes Stigningen i Aarsløn for

københavnske Arbejdere 1909 —21 og for Landbrugsarbejdere
1910—21. Aarslønnens Bevægelse ses af nedenstaaende Tal.

Med Hensyn til Usikkerheden ved disse Opgørelser gælder væsentligt det samme for denne Periode som anført foran ved Omtalen af den tidligere Periode. I Betragtning af, dels at Tallene viser en saa meget stærkere Stigning for Arbejderne for hele Befolkningen, dels at der ogsaa i denne Periode har fundet en Forskydning Sted fra Land til By, hvorved for hele Befolkningen er blevet forøget, kan det dog vistnok antages, at Arbejderne i 1921 havde forbedret deres Stilling noget i Forhold til de øvrige Samfundsklasser. Denne Fremgang synes navnlig at kunne henføres til Aarene 1919^—20, medens Aarene 1915^—18 tværtimod var relativt mere ugunstige end Aarene før Krigen. {Lindberg: Nat. Tidsskr. 1921, Indtægtsforskydningen i Danmark 1908^—20). I Aarene efter 1921 er muligvis en Del af den opnaaede Forbedring dernæst atter gaaet tabt.

Det maa iøvrigt erindres, at Forandringer i Forholdet mellem økonomiske Kaar ikke kan maales ved Indtægtsforskydningerne alene. Saaledes indvirker Prisændringer i ulige Grad paa de forskellige Samfundsklassers økonomi. Gennem Skattelovgivningen og den sociale Lovgivning øves en Indflydelse paa Fordelingen, som kun tildels kommer til Syne ved en Sammenligning mellem Indtægtsforholdene. I enkelte Tilfælde forvandles Indtægten til Tab, uden at Virkningen kan maales gennem Indtægtsstatistiken. Dernæst bevirker Opsparingen, at Forholdet mellem Levefod og Indtægt ikke er konstant fra Klasse til Klasse og fra Tid til Tid. Endelig var det vel tænkeligt, at Forholdet mellem Arbejderklassens de øvrige Samfundsklassers Gennemsnitsindtægt kunde være forblevet omtrent uforandret, men at dog Arbejderklassen Mellemklasserne havde nærmet sig hinanden, medens Gengæld en faatallig Rigmandsklasse var gaaet stærkere

De her nævnte Forhold, der kunde modificere Resultatet af en Sammenligning mellem Indtægtsforskydningerne, har dog, naar undtages Skatte- og Sociallovgivningen, vistnok ikke i de forløbne 50 Aar haft nogen væsentlig Betydning. —

Der skal nu i det følgende gives en Beskrivelse dels af de Kaar, hvorunder Arbejderklassen levede i Begyndelsen af Perioden, dels af de Forandringer, Arbejdernes Livsforhold har været underkastet i Løbet af disse 50 Aar, Forandringer, der dels staar i Forbindelse med den skete Stigning i Reallønnen, dels har været en Følge af de Ændringer, der i teknisk, økonomisk social Henseende kendetegner Udviklingen af det danske Samfund i dette Tidsrum.

I sin Undersøgelse af Prisniveauets og Arbejdslønnens Bevægelse fandt Falbe Hansen i 1868, at der i Tiden fra 1840 var sket en overordentlig stærk Udvikling af Produktionen her i Landet. Samtidig kunde der vel konstateres en Stigning af Daglønnen, men denne Stigning neutraliseredes omtrent helt ved en parallel Bevægelse i Rugpriserne. Desuden var Prisen paa saavel andre Kornsorter som paa Kød, Flæsk, Smør og navnlig i København ogsaa Huslejen steget stærkt, hvorfor Forfatteren udtaler, „at det desværre derfor vistnok maa anses for konstateret, at Arbejdernes materielle Kaar ikke alene ikke er blevet forbedrede, men endogsaa er forværrede". Grundene hertil skulde være dels en stærk Indvandring af svenske Arbejdere,dels de kapitalbesiddende Samfundsklasser i Stedet for som tidligere at anvende de forøgede Indtægter til Udvidelseog af Bedrifterne havde forøget deres Privatforbrug.Forfatteren dog, at det nedslaaende Resultat, som han kom til for Arbejderklassens Vedkommende, i nogen Grad kan modificeres. For det første er i denne Periode Akkordarbejdetblevet mere udbredt, og da Arbejdernes Flid og Dygtighed samtidig er steget i en overordentlig Grad, vil Aarslønnen gennemsnitlig være steget stærkere end Daglønnen.Dernæst vel de ovenfor nævnte Varer blevet dyrere, men samtidig er Ris, Kaffe og Sukker blevet billigere, og disse Varer har vundet en øget Betydning i Arbejdernes Husholdning. Boligerne er blevet forbedrede, saaledes at Huslejens Stigning muligvis udelukkende maa ses som Godtgørelse herfor. Som et Moment, der er af Betydning her, nævner Forfatteren „det nye Vandvæsen med Vandledninger inde i selve Lejlighederne", en Foranstaltning der har bidraget ganske overordentlig til at forøge de fattiges Sundhed og Velvære. Endelig har Industriens Udvikling medført en Mængde Smaaforbedringer, som dog tilsammentaget

sammentageter af Betydning -- eksempelvis nævnes Svovlstikker,Aviser den billige Befordring til Skoven, som er et Resultat af de nye Jernbaner København^—Hillerød^—Helsingørog navnlig København^—Klampenborg (begge Linier aabnedes i Aarene 1863^—64). Som et ikke-økonomisk Momentpaapeges Faldet af de retlige Skranker mellem Samfundsklasserne, hvoraf er fulgt en Demokratisering af Samfundslivetog Vækst i Arbejdernes Selvfølelse. En større Arbejdsgiver udtaler saaledes: „En Arbeider er langt flinkere nu end tidligere, især er dette kjendeligt, naar man sammenlignerForholdene med for 25 å 30 Aar siden. Aarsagen dertil er uden Tvivl den, at Arbeideren nu kan erholde langt flere Livsnydelser, som han vil anstrænge sig for at komme i Besiddelse af. Forhen klædte han sig slet, kjøbte næsten altid gamle, af Andre aflagte Klæder, boede slet, og havde næsten ingen anden Nydelse end Sviir og Slagsmaal, medens han var ung, Pimperi, naar han blev ældre. Nu er Drukkenskab meget sjelden; Arbeideren kan vinde virkelige Fornøielser for sig og sin Familie, men Betingelsen derfor er for en stor Deel en anstændig Paaklædning. Det er en Selvfølge, at idet Arbeiderklassenhar sig paa denne Maade, er dens Maade at være i det daglige Liv ogsaa aldeles forandret; det kunde nu ikke falde en Mester ind at udskjelde sine Svende eller sige du til dem, hvilket var almindeligt for 30 Aar siden; Tonen imellem Svendene indbyrdes og imellem dem og Arbeidsfolkene og Lærlingene er ligeledes aldeles forandret".

I Overensstemmelse hermed anfører Forfatteren, at Arbejderen sin Løn paa en bedre Maade end før; hans Fornøjelser er mere kultiverede, gennem Sangforeninger o. 1. søger han ved Samliv med sine Kammerater at erstatte Livet i Kroen.

M^n hp!p rlpnnp TMvikliner h^r arp ti ri jer hp virket at For"^
.. ..«.. ~~. .^ ... 7
dringerne til Livet er vokset stærkere end Indtægterne.

Tilstanden i 70erne og 80erne,

Af de i de følgende Aar foretagne Undersøgelser har vi i de foregaaende Afsnit uddraget de vigtigste Oplysninger, disse indeholder om Lønforholdene. Der tilvejebragtes imidlertidherudover mere alment Materiale til Belysning af Arbejdernes Livsforhold, og disse Undersøgelser danner derfori væsentligste Grundlaget for den nedenfor givne Beskrivelseaf

skrivelseafLivsvilkaarene for Arbejderklassen i 70 erne og
80 erne.1)

Paa Arbejderfamiliens Budget maatte Udgifterne til de mest elementære Fornødenheder Ernæring, Husrum og Beklædning beslaglægge næsten hele Indtægten. Alene til Føden medgik ide fleste Familier ca. 2/3 af hele Indtægten og ikke sjældent endog indtil 3/i.3_/i. Og dog var Maden meget tarvelig og uhyre ensformig. Grød, Rugbrød og Kartofler spillede fremtrædende Rolle for Familiens Ernæring, hvorimod Forbruget af Sukker og Kaffe kun var højst en Trediedel af det nuværende. I de fleste Familier fik man vel daglig et varmt Middagsmaaltid i Reglen bestaaende af 1 Ret, men i mange Familier hørte varm Mad i hvert Fald bortset fra Grødmad Sjældenhederne.

Tørkosten var i Reglen Rugbrød med Fedt eller Smør, og kun Manden fik af Hensyn til Opretholdelsen af hans Arbejdskraft paa Maden. Alt i alt var Fedtstofforbruget ret betydeligt, medens Familien kun i meget sparsom Grad kunde forsyne sig med de dyre Æggehvidestoffer (Kød). For de Landarbejderfamilier, i hvilke Manden fik Kosten hos Husbonden, Forholdene i særlig Grad slette. Mandens Kost androg ofte mindst en Trediedel af hele Familiens Indtægt, og Pengelønnen blev derved aldeles utilstrækkelig til at sikre Hustruen Børnene en forsvarlig Ernæring. Atter og atter drages derfor til Felts mod dette System.

Udgiften til Bolig beslaglagde i København ca. V7 af Indtægten.Lejligheden i Reglen af 2 Værelser, men mange Arbejderfamilier (antagelig ca. Trediedelen) maatte nøjes med 1 Værelse. Herigennem er der dog kun givet et mangelfuldt Indblik i Beboelsesforholdenes Slethed. Af 1 og 2 Værelsers Lejlighederne var 40 pCt. beliggende i Side-, Mellem- eller Baghuse eller i Kældere i Forhuse, og de fleste af disse Lejlighederled høj Grad under Mangelen paa Lys og Tilførsel af frisk Luft. Størrelsen af 2 Værelsers Lejlighederne var kun 25^—30 m², eller ca. 2/s af Nutidens. Samtidig var Loftshøjden i Almindelighed 2— 2,2 m (nu 2,5^—2,7 m). Endvidere var

---

1) De vigtigste af de benyttede Kilder er: Indenrigsmin. Undersøgelse af 1872. Betænkning afgivet af Arbejderkommissionen af 1875. Th. Sørensens af 1879 og 1880. P. Knudsen: Betænkning ang. Sygeforsikring v., 1888. Poul Hertz i Maanedsskrift for Sygepleje 1904: Arbejderstandens i København. I.C.Mogensen: Den frie Fattigforsorg i Kjøbenhavn. Rigsdagstidende og Borgerrepræsentationens Forhandlinger. Den officielle Statistik.

mange Lejligheder stærkt overbefolkede. I 1880 taltes der saaledes 34 Ejendomme med over 100 Beboere, i hvilke der fandtes 5 Beboere eller flere pr. 40 m- Etageareal udvendigt Maal. Navnlig i de ældste Bydele og paa Christianshavn, hvor Antallet af 1 Værelses Lejligheder var særlig stort, var Sammenstuvningenstærk. talrige Lejligheder, der opførtes i 70 erne, var vel noget større end de gamle, men paa Grund af den særlige Bygningsmaade (forbundne Trapper), der da anvendtes, er dog netop dette Tidsrum blevet berygtet. Til hvert Hus hørte — som Bygningsloven fordrede —- 2 Trapper, men disse forbandtes i hver Etage med en lang Gang, til hvilken6—B, ^—8, ja undertiden 14 15 Lejligheder da sluttede sig. Disse Gange var mørke og Luften i dem stillestaaende og ildelugtende;hertil den stadige Støj og Uro foraarsaget af de talrige Beboeres Færden.

For Købstadarbejderne synes Boligforholdene at have været betydelig bedre. Lejlighedernes Kubikindhold var vel ikke større end de københavnske Arbejderlejligheders ----- snarere maaske noget mindre —, og ikke sjældent led de under Mangel Lys og Luft og var som Følge deraf fugtige, men da Højbebyggelsen var ukendt, kunde Forholdene dog kun undtagelsesvis saa slette som i Storbyen; hertil kom, at der hyppigt navnlig i de smaa Byer hørte en mindre Have til Huset.

Landarbejderboligerne bestod i de fleste Tilfælde af 2 Værelser med Køkken, meget almindeligt dog kun af 1 Værelse Køkken. Husene var ofte gamle og skrøbelige, saaledes de kun daarligt var i Stand til at skærme deres Beboere Regn og Blæst. Stuerne var lave, hyppigst med Bjelkeloft og i Reglen med Lergulv. De nyopførte Boliger var vel undertiden noget bedre, men selv til disse var der i mange Tilfælde anvendt daarlige Materialer, ligesom Husenes Beliggenhed var yderst uheldig, idet Grunden var fugtig. Arbejderkommissionen 1875 udtaler da ogsaa, at vel findes der en Del gode Boliger paa Landet, „men Antallet ai disse er dog ringe i Sammenligning med de utallige slette Lejeboliger, Massen af vore Markarbejdere frister Livet". Efter Kommissionens Opfattelse boede Landarbejderne da endog slettere end et Par Menneskealdre tidligere.

I Overensstemmelse med de daarlige Boligforhold, under hvilke Arbejderklassen saaledes levede, var Hjemmene som Regel uden Udsmykning, kun indeholdende det nødvendige Husgeraad og det mest primitive Bohave. For Landarbejderne

nævnes det saaledes, at Møblementet i Reglen kun bestod af en Seng, et Bord, en Bænk, et Par Træstole, en Dragkiste eller et Klædeskab og et primitivt Ur. I de Familier, hvor Boligen bestod af 2 Værelser, benyttedes dog i hvert Fald i Provinsen i Reglen kun det ene til daglig, idet det andet maatte gøre Tjeneste som „Stadsstue". Da saaledes de fleste Familier enten overhovedet kun havde en Stue eller rent faktiskkun det ene af Lejlighedens Værelser, og dette Værelse derfor gjorde Tjeneste baade som Opholdsstue og Soveværelse for hele Familien, og desuden Madens Kogning hyppig — for at spare Brændsel — fandt Sted i denne Stues Kakkelovn, var Følgen heraf, at Luften i Arbejderhjemmene i Reglen var yderst slet. Af hygiejniske Hensyn har derfor Lægerneskarpt vel ikke uden Virkning) kritiseret Arbejdernes „Stadsstue", dette kuriøse Vidnesbyrd om social Ambition trods de kummerlige Kaar.

Udgifterne til Beklædning var ikke alene absolut, men ogsaa relativt langt ringere end nu. Indkøbet af nye Klæder begrænsedes til et Minimum. Gaver og Køb af brugt Tøj spillede en betydelig Rolle for Familiens Forsyning, og Istandsættelsen Klædedragten var en af Arbejderhustruens vigtigste Opgaver; ved Lapning og Stopning holdt hun den daglige Dragt sammen det længst mulige; hun syede alt Børnenes Tøj; og paa Landet var det ikke sjældent, at hun baade kartede, og spandt. Klædedragten var vel trods alle Bestræbelser meget tarvelig, men de stærke uldne Stoffer, som da overvejende anvendtes saavel til Yder- som til Underbeklædning, synes dog at have bevirket, at Arbejderne i de fleste Tilfælde var varmt og solidt klædte. Foruden den daglige Arbejdsdragt besad Arbejderen som oftest en Søndagsdragt, da denne kun brugtes nogle faa Timer om Helligdagene, den umaadelig længe; det samme gjaldt Skotøjet. til Beklædning hørte iøvrigt til den mest elastiske Del af Forbruget; i de gode Aar anskaffedes en Del nyt, i de ugunstige Aar forbrugte hele Familien ofte kun nogle faa Kroner paa denne Post, idet der udover de nødvendige Træsko næsten intet indkøbtes.

Belysnings- og Brændselsartikler — Tællelys og Petroleum,
Kul, Tørv og Brænde — var dyre, og med disse anvendtes
den yderste Sparsommelighed.

Ligesom Arbejderen maatte nøjes med de mindst velsmagendeNæringsmidler,
maatte han ogsaa tage til
Takke med de simpleste Nydelsesmidler. Tildels i Forbindelse

med den ensformige Ernæring stod det uhyre Forbrug af Brændevin. De fleste af Dagens Maaltider bestod af Tørkost — Rugbrød med Fedt eller Rugbrød med Smør og Ost — og hertil drak Arbejderen saa godt som altid øl og Snaps. Brændevinsforbruget anslaas i Almindelighed til 1 Pægl daglig, og alene hertil synes der at være medgaaet mindst 5 pCt. af Familiens Indtægt. Mere beskedent, men dog ikke übetydeligt var Tobaksforbruget, til hvilket der i Almindelighed medgik et Par Procent af Indtægten. I dette Forbrug spillede Skraatobakken den største Rolle; en ringere Plads indtog Røgtobakken, medensCigarer Arbejderen var et ukendt Nydelsesmiddel.

Noget Forbrug udover eller af anden Art, end hvad der er omtalt i det foregaaende, kendte Datidens Arbejdere i Almindelighed Den højere Skole var forbeholdt de gunstigere Samfundsklassers Børn, og naaede Arbejderbørn undtagelsesvis ud over Almueskolens Elementærundervisning, skyldtes det udelukkende private Velgørere.

Aviser eller andre Blade naaede kun yderst sjældent ind i Arbejderens Hjem, og Bøger laa endnu længere uden for hans økonomiske Mulighed eller aandelige Interesse. En Del — navnlig Svende — var Medlemmer af Sygekasser, og Forsikring Løsøre var ret almindelig, men iøvrigt laa Arbejderens aabent for de Ulykker, der i saa rigt Maal truede hans økonomiske Eksistens.

Af de direkte Skatter kunde kun de kommunale Indkomstskatter at berøre Arbejderen, men hans Indtægt naaede i Reglen ikke det Minimum, ved hvilket Skattepligten indtraadte.

Paa Grundlag af Indenrigsministeriets Undersøgelse fandt nu Professor Scharling (Nationaløkonomisk Tidsskrift, 4. Bind), at Kaarene for Landbrugsarbejdere ikke blot relativt — i Forholdtil — men ogsaa absolut var meget ugunstige. Han ansaa Lønnen for utilstrækkelig til at dække de nødvendigste Udgifter, hvorfor Underskudet maatte dækkes ved Gaver eller Fattighjælp. I København mener han derimod, det var muligt for en flink og ordentlig Arbejderfamilie uden at benytte Børnenes Medhjælp ikke blot at forskaffe sig et godt og sorgfrit Udkomme, men tillige at tilvejebringe Betingelserne for en med Aarene stigende Indtægt og en sorgfri Alderdom. Han finder vel, at Manden som oftest ikke alene var i Stand til at underholde sin Familie (hvad han ikke formaaede noget Steds i Europa), men han bygger ogsaa her paa den Forudsætning,at bidrog saa meget til Familiens Indtægt,

som Kvinders gennemsnitlige Fortjeneste i Industrien var opgjorttil. nu denne Forudsætning ikke var rigtig er tidligere paavist, og sikkert er det ogsaa, at Arbejderfamiliernes Udgifter vilde rykke op i et betydeligt højere Plan, saafremt den gifte Kvinde i det forudsatte Omfang havde selvstændigt Erhverv.

I 1881 søgte Scharling ved en meget omhyggelig Undersøgelse beregne, hvor stor en Indtægt en Familie nødvendigvis have for at kunne dække de nødvendigste Udgifter. Bestemmelsen af en Families Indtægt, Nationaløkonomisk XVII. Bind). Hvad han herved har for Øje, er en Familie af den bedre stillede Del af Arbejderklassen — hvad han dermed ligestiller — Postbude eller Politibetjente. Resultatet af denne Undersøgelse er, at der til Forplejning, Vask, Brændsel, Lys, Husleje og Beklædning mindst maatte medgaa:

Det maa bemærkes, hvad Scharling selv anfører, at der intet er beregnet til Tobak og Spiritus, Læge, Medicin, Bohave,Foreningsbidrag v. Mellem disse Beløb og Lønningernefor og Politibetjente finder Forfatteren nu en ret god Overensstemmelse. Det er imidlertid temmelig sikkert, at den overvejende Del af Arbejderklassen ikke paa denne Tid havde en saa stor Indtægt, at den vilde kunne bestride disse Udgifter. Foran S. 111 fandtes saaledes Gennemsnitsindtægten i 1882 for Familier, hvor Manden var faglært, at andrage 1013 Kr. og for Arbejdsmandsfamilier kun 750 Kr. Scharling er ogsaa klar over, at mange Familier ikke har en saa høj Indtægt, men han mener da, at Udgifterne vil kunne trykkes en Del, idet han opstiller en Beregning, hvorefter den mindste samlede Udgift til de nævnte Grupper af Fornødenheder skulde udgøre for Mand og Hustru alene 460 Kr- og for hvert Barn 90 Kr. Dette vilde for en Familie med 3 Børn give en Udgiftaf Kr. Imidlertid har Scharling sikkert i nogle Tilfælderegnet for lave Priser, idet han for Fødevarer har benyttet de Priser, der betaltes af de kommunale Institutioner (Hospitalsvæsenet, Fattigvæsenet). Den ansatte Minimumshusleje (84 Kr.) vilde ikke engang dække den gennemsnitlige Husleje for 1 Værelses Lejligheder (ifl. Huslejestatistiken for København 1880 var den da 120 Kr.) Det kan derfor sikkert antages, at

den største Del af den københavnske Arbejderbefolkning var
henvist til den meget nødtørftige Levevis, hvortil Scharlings
Minimumsbudget svarede.

I Købstæderne var Forholdene imidlertid uden Tvivl endnu daarligere. For disse konkluderede Ministeriets Undersøgelse saaledes i den Udtalelse, „at det af Indberetningerne fremgaar, at Arbejdernes Liv i fuldeste Maal er af Haanden og i Munden; Sygdorn eller Alderdomsaffældighed til, eller bliver Familien meget talrig, vil der saa godt som altid indtræde Mangel, idet Erhvervet er saa ringe, at nogen Kapital vanskeligt opspares fra de bedre Tider til de daarligere".

For Landarbejdere fandt Falbe Hansen (Ugeskrift for Landmænd 1872: Til Belysning af Arbejderspørgsmaalet paa Landet), at Arbejdslønnen var saa lav, at Mandens Fortjeneste, selv naar denne regnedes højt, kun undtagelsesvis strakte til til at skaffe Mand, Hustru og 2 Børn et tarveligt Livsophold. I Fremhævelsen af Landarbejdernes slette Kaar stemte iøvrigt alle datidige Udtalelser i sjælden Grad overens.

Halvfjersernes og Firsernes danske Arbejderbefolkning levede under yderst trykkende materielle Kaar. Indtægterne strakte, naar Manden havde regelmæssig Beskæftigelse, og Familien var stor, netop til til et nødtørftigt Underhold. I de faa Tilfælde, hvor Indtægten laa noget højere, benyttedes under disse Vilkaar den ringe Margin straks til en Udvidelse af Forbruget, at der ikke var Mulighed for en Opsparing af nogensomhelst Betydning. Men Følgen heraf var, at den store almindelige Arbejderbefolkning, saa snart Børneflokken blev stor, eller Arbejdsmulighederne svigtede (enten som Følge af Sygdom, Arbejdsløshed eller Alderdom), var uden Subsistensmidler derfor prisgivet Nøden eller henvist til Understøttelse enten af private Velgørere eller af det offentlige.

Ikke desto mindre krævede dog Tilvejebringelsen af blot saadanne Kaar Dag for Dag et langt og anstrængende Arbejde. Byarbejderens Bruttoarbejdstid strakte sig i Almindelighed over mindst Halvdelen af Døgnet; i mange Fag var desuden Overarbejde Søndagsarbejde almindeligt. Hertil kom, at Arbejdet ofte foregik under Forhold, hvorved Arbejderens Liv og Helbred for Fare (daarlig belyste og slet ventilerede Lokaler, beskyttende Forholdsregler i sundhedsfarlige Erhverv m. v.). For Landarbejderen varede Arbejdet om Sommeren Solopgang til Solnedgang, hvorved Bruttoarbejdstiden i Høsten naaede 16 —17 Timer.

For Arbejderhustruen var Livet i de bedste Aar en Kæde

af Svangerskab, Fødsel og Diegivning. Dernæst maatte hun, navnlig paa Landet, hyppigt deltage i det erhvervsmæssige Arbejde,hvorved og Børn forsømtes. Endelig beslaglagde foruden Madlavningen, Renholdelsen af Hjemmet og Pasningen af Børnene navnlig Istandholdelsen af Familiens Beklædning da megen Tid.

Børnenes Arbejdskraft udnyttedes tidligt. Bortset fra, at de større Børn maatte hjælpe til med Pasningen af de mindre, og at de, naar Moderen var syg eller arbejdede ude, ofte i større eller mindre Grad maatte paatage sig Førelsen af Husholdningen, maatte talrige Børn allerede tidligt tage Del i det erhvervsmæssige Arbejde. I de under Arbejdstilsyn staaende Virksomheder arbejdede saaledes i 1880 2316 Børn i Alderen 10_—14 Aar. Men ogsaa uden for disse Virksomheder arbejdede talrige af Byarbejdernes Børn. Landarbejdernes Børn, navnlig Drengene, maatte i Almindelighed om Sommeren tjene ude allerede fra 10 Aars Alderen, ja ofte fra 7—B7_—8 Aars Alderen. De beskæftigedes især paa Bøndergaardene med Pasning af Kreaturer, men iøvrigt ved mange forskellige Slags Arbejder. I Byerne var Arbejdet ofte strengt og usundt, medens for Vogterbørnene i talrige Tilfælde Arbejdsdagen var urimelig lang, saaledes at de savnede den fornødne Hvile og Søvn.

De slette økonomiske Kaar, de ofte usunde Beskæftigelser, den mangelfulde private og offentlige Hygiejne og den urnaadeholdne af Alkohol øvede den skadeligste Indvirkning paa Arbejderbefolkningens Sundhedsforhold. Arbejderbørnene stod betydeligt tilbage for andre Børn i legemlig Udvikling (mindre Brystomfang, Højde og Vægt), desuden var de oftere sygelige (Kirtelsygdomme). I Byerne var Mændenes Dødelighed i de fleste Aldersklasser 50^—100 pCt. større i Arbejderklassen end i Overklassen, og ogsaa Kvindernes Dødelighed var over Gennemsnittet. Navnlig Tuberkulose og Sygdomme i Aandedrætsorganerne Arbejderklassen i Byerne. Paa Landet var Forskellen i Dødeligheden mellem Samfundsklasserne dog langt mindre. Ogsaa Selvmord var hyppigere blandt Arbejdere end i de øvrige Samfundsklasser.

Var dog trods alt de materielle Kaar for Arbejderne paa mange Omraader ikke ringere end før, saa maatte dog den ny Tid i meget synes et Tilbageskridt i Livsvilkaar. Gennem Lavene var der tidligere givet Svendene en fast Plads i det korporativt inddelte Samfunds Ramme; dette betød ikke alene en Betryggelse af deres økonomiske Forhold, men af deres sociale Stilling i det hele, og Lavsorganisationen blev herigennemaf

igennemafmoralsk Værdi for den enkelte. Desuden kunde de fleste Svende gøre Regning paa med Tiden at blive selvstændigeMestre. en ringe Erstatning for Lavsorganisationentjente Sygekasserne; Bedrifterne var vel endnu smaa, saaledes at stadig mange Svende kunde blive Mestre, men de flestes Lod - i hvert Fald i Byerne — blev nu den livsvarigeLønarbejders. og Maskinernes Indførelse spaltede dernæst det enkelte Fags Udøvere, undergravedederes og berøvede dem deres Arbejdsglæde.Med Transportmidlernes og Handelens Udvikling skabtes dernæst en egentlig Klasse af ufaglærte Arbejdere,men - simple Arbejdere, som de ofte kaldtes — var i særlig Grad uheldigt stillede. De var uden Fagdannelse,de udføre det groveste Arbejde, og de savnede en hvilkensomhelst Form for Association, som kunde bidrage til at fremkalde en Fællesfølelse og derigennem yde det enkelteIndivid Støtte. I Landbruget bestod tidligere et patriarkalskForhold Husbond og Arbejder. Arbejderens økonomiske Kaar var kun ringe, men til Gengæld vidste han, at han i sin Arbejdsherre havde en Støtte, der ydede ham Hjælp, naar Sygdom eller Alderdom truede, og som i det hele stod ham bi med Raad og Daad. Denne Solidaritet svandt nu mere og mere, og i Stedet traadte et frit Kontraktsforhold, under hvilket Arbejdsgiveren søgte at faa sit Arbejde udført for den billigst mulige Betaling og iøvrigt betragtede Arbejderenog Familie som sig uvedkommende.

Maalt ud fra Samtidens Forhold var Billedet af Arbejderklassens vel noget mindre mørkt, end det her er tegnet. en Arv fra Fortidens standsdelte Samfund føltes en vis Afstand mellem Klasserne som naturlig; og ogsaa Størstedelen den øvrige Befolkning bød Tilværelsen kun nødtørftige Dernæst havde Fattigdommen ikke en saa masseagtig her som i flere andre Lande, og Arbejderklassens Forfald var ikke saa dybt (hvortil vel ikke mindst den almindelige Folkeskoleundervisning har bidraget).

Endelig indtraadte der forholdsvis hurtigt nogen Bedring i Forholdene. Statsmagten indledede paany omend yderst forsigtigten Arbejderlovgivning (Fabrikloven af 1873, Helligdagsloven af 1876, Lov af 1879 om Foranstaltninger mod den ved Arbejdsløshed og Vinterens Strenghed indtraadte Nød). Det vigtigste Initiativ til en Forbedring af Forholdene udgik dog fra Arbejderklassen selv. De i 70 erne i København i 7—B7_—8 Fag dannede Produktionsforeninger blev vel uden varig

Betydning. Derimod opnaaede Fagforeningerne efter nogle Aars Tilbagegang under Krisen i Slutningen af 70erne en stigende Udbredelse og Tilslutning, saaledes at deres Medlemstal i Slutningenaf vistnok var omkring 20,000. Omkring Midtenaf erne regnes dernæst en Trediedel af Arbejderne at have været Medlemmer af Sygekasser. Endelig grundedes forskelligekooperative navnlig Forbrugsforeninger, og der udfoldedes en livlig politisk Virksomhed.

Slutningen af Aarhundredet.

Allerede i 1892 konstaterede nu Rubin en betydelig Forbedring Reallønnen for de københavnske Arbejdere. I Forhold 1882 viste det sig, at Arbejdstiden var faldet og Timelønnen steget, medens Prisniveauet samtidig var lavere. Men ogsaa for Købstadarbejdere og Landbrugsarbejdere kunde man godtgøre en — omend ringere — Fremgang i Forhold til tidligere. I det sidste Tiaar af Aarhundredet vandt nu Organiseringen Arbejderne stærkt frem; fra i det væsentlige kun at omfatte de københavnske faglærte Arbejdere bredte Bevægelsen til Købstæderne og til Arbejdsmændene; i de fleste Fag dannedes Landsforbund, og i 1898 konstitueredes endelig De samvirkende Fagforbund, som ved Aarhundredskiftet omfattede med 81,000 Medlemmer eller ca. 85 pCt. af alle organiserede Arbejdere. Da Arbejdsgiverne kun langsommere associerede sig, og Erhvervsforholdene, især fra omkring Decenniets Midte var ualmindelig gunstige, blev Resultatet en Formindskelse af Arbejdstiden, dels og navnlig en Forhøjelse af Lønningerne. Ved Aarhundredskiftet var den daglige Arbejdstid for 85 pCt. af de organiserede mandlige Arbejdere da sunket til 10 Timer eller derunder, medens 15 pCt. arbejdede mere end 10 Timer (8 pCt. over 11 Timer). Endelig var Søndagsarbejdet af langt ringere Omfang end tidligere. steg i 90erne med omkring 25 pCt., mest for ufaglærte Arbejdere. Under Indflydelse af denne Udvikling i Byerhvervene forbedredes nu ogsaa Landbrugsarbejdernes og navnlig Tyendets Løn stærkt.

Men dernæst udvikledes i denne Periode en for Arbejdernebetydningsfuld I 1891 ændredes Fattigloveni Retning; samme Aar vedtoges Loven om Alderdomsunderstøttelse, hvorefter fremtidig Stat og Kommune overtog Forsørgelsen af übemidlede gamle; ved Sygekasseloven af 1892 ydede det offentlige dernæst en betydelig Støtte til

den übemidlede Befolknings Forsikring mod Sygdomstilfælde og gav derved Tilskyndelse til en stærk Udvikling af dens Selvhjælpsbestræbelser paa dette Punkt. Endelig paalagdes der i 1898 Arbejdsgiverne i den største Del af Industrien Erstatningspligtoverfor Arbejdere i Tilfælde af Ulykker i Bedriften.Derimod Arbejderne endnu uden Støtte fra det offentlige i Tilfælde af Arbejdsløshed, men paa dette Punkt udfoldede de netop i denne Periode betydelige Selvhjælpsbestræbelser,idet Fagforeninger optog ArbejdsløshedsogRejseunderstøttelse deres Formaal.

Lettelsen af det økonomiske Tryk viste sig i en ændret Sammensætning af Forbruget. For Byarbejderne beslaglagde Udgiften til Føde nu kun ca. Halvdelen af Forbruget, og kun i de fattigste Familier steg Andelen til omkring -/:s; men desuden Ernæringen bedre og langt mere afvekslende end tidligere. Dette viste sig dels gennem en Stigning af Forbruget af Kød, Æg, Mælk, Fløde, Kaffe, The og Sukker, dels gennem i Forbruget af helt nye Varer som Chocolade, Kakao og forskellige Kolonialvarer. Udgiften til Bolig tyngede vel Arbejderbudgettet i lige saa høj Grad som tidligere, men til Gengæld var Boligen nu baade større og bedre. Saaledes boede i 1901 af de københavnske Arbejderfamilier kun ca. l/ul_/u i Etværelseslejligheder, men omtrent 7;s i 2 Værelsers Lejligheder henimod Vs i Lejligheder med 3 eller flere Værelser. Desuden var Husstandenes Størrelse aftaget, saaledes at Boligstandarden herigennem hævedes. Medens saaledes i 1885 det gennemsnitlige Antal Beboere i Etværelseslejligheder var 2,5 og i 2 Værelsers 3,7, var disse Tal i 1901 sunket til henholdsvis 2,1 og 3,5. Den relativt formindskede Ernæringsudgift dernæst Afholdelsen af en Række Udgifter, som dels bidrog til at sikre Opretholdelsen af den økonomiske Eksistens, dels betød Adgang ti! en Række kulturelle Goder, som tidligere næsten ganske havde været udenfor Arbejderfamiliens Til den første Kategori hører saaledes Fagforenings- og Sygekassekontingent og Brandforsikringspræmie, den sidste Udgiften til Vedligeholdelser, Bladhold og Adspredelser. Endvidere ofrede Arbejderfamilien nu mere paa sin Klædedragt, og det tidligere store Forbrug af Brændevin var tildels erstattet af 01. Alkoholforbruget var dog stadig meget stort.

Ogsaa for Landarbejdere viste vel en Undersøgelse af
Forbruget den gunstige Udvikling, men Kaarene var dog i det
hele ringere her end for Byarbejdere, og mange Landarbejderfamiliersyntes

familiersyntesikke at være naaet ud over meget primitive Levevilkaar. Udgiften til Føde androg saaledes hyppigt omkring2/s Familiens Indtægt; et saadant Forhold er for Landarbejdereganske mindre betænkeligt end for Byarbejdere, idet det tildels kompenseres ved den billigere Husleje, men da denne ofte delvis staar i Forbindelse med slette Boligforhold,nedsættes herigennem hele Levestandarden.

Af Byarbejderne levede endnu Kvinderne for største Delen under kummerlige Kaar. Antallet af kvindelige Arbejdere var steget stærkt, men Stigningen i Lønnen havde været forholdsvis og Arbejdsforholdene var i det hele slette. Dette gjaldt navnlig den store Mængde af hjemmearbejdende Kvinder. En Undersøgelse i Begyndelsen af 90 erne (P. Sveistrup: Syersker viste saaledes, at Aarslønnen for de københavnske Syersker gennemsnitlig kun androg omkring 350 Kr., men en Fjerdedel tjente ikke engang 200 Kr. Desuden var Arbejdsforholdene iøvrigt ugunstige; de fleste arbejdede i Hjemmet, Arbejdet var meget ulige fordelt over Aaret; saaledes havde kun 1/& Arbejde hele Aaret, medens 1/s var uden Arbejde 3 Maaneder; modsat opgav 90 pCt. at have travl Tid, og for 2/s varede denne over 3 Maaneder; i den travle Tid steg den daglige Arbejdstid for en Fjerdedel til over 14 Timer; et lignende Antal maatte hele Aaret arbejde om Søndagen. de daarlige Lønforhold svarede en slet Ernæring.

Det er tidligere omtalt, at Arbejdsdelingen og Indførelsen af Maskiner i mange Tilfælde forvandlede Haandværkeren til Specialarbejder. I adskillige Tilfælde degraderedes han herved til Fabrikarbejder (Vævere, Skomagere) og maatte arbejde under samme Lønvilkaar som Arbejderen uden Fagdannelse. Desuden medførte Maskinernes Indførelse i det givne Øjeblik en formindsketEfterspørgsel Arbejdskraft. Denne Udvikling, der i andre Lande har været saa voldsom og i Overgangstiden har skabt saa sørgelige Forhold for Arbejderne, resulterede ogsaa her i nogle Tilfælde i Forsøg paa at hindre Maskinernes Indførelse. I de københavnske Bygningssnedkeres Priskurant af 1875 bestemtes det saaledes, at der som en forebyggende Foranstaltning mod Maskinernes Indgriben i Snedkeriet skulde betales et Tillæg af 25 pCt. for Opstilling og Beslaaning af alt Arbejde, der var tilvirket paa Maskine. Ved en Overenskomstaf forhøjedes Lønningerne for Opstillingsarbejde med 10 pCt., men nedsattes for Haandarbejde med 20 pCt. I de i 1889 vedtagne Love for Arbejdsmændenes Forbund for Jylland og Fyn nævnes som et af Formaalene „at søge hen

til Afskaffelse af alt Arbejde, som udføres ved Dampspil".
Her som andetsteds blev saadanne Bestræbelser imidlertid uden
varig Betydning.

Fra Aarhundredskiftet til Krigen.

I Løbet af 90erne havde den danske Arbejderklasse opnaaet Fremgang i materielle Kaar af hidtil ukendt Omfang. Men allerede ved Overgangen til det 20. Aarhundrede syntes Fremtidsudsigterne ikke længere gunstige. De sidste ca. 20 Aar af det 19. Aarhundrede havde været karakteriseret ved et betydeligt Fald i Priserne paa de vigtigste Levnedsmidler, hvad der indvirkede i høj Grad gunstigt paa Arbejderklassens Levevilkaar; fra Slutningen af 90 erne satte en Prisstigning ind, der ikke alene omfattede Fødevarer, men ogsaa de fleste andre Fornødenheder, og som medførte en stadig Fordyrelse af Livet.

Ved Hjælp af de nu talstærke Organisationer søgte vel Byarbejderne at skaffe sig Kompensation for Dyrtiden og at vinde videre frem, men herunder mødte de større Vanskeligheder i den forudgaaende Periode. Under Presset af Arbejderorganisationernes Krav om Forbedring af Arbejdsforholdene Arbejdsgivernes Associationer i Løbet af 90erne, og de fleste af disse Foreninger sammensluttedes i 1898 i Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening. Resultatet af den mægtige Arbejdskamp i 1899 markerede Arbejderklassens sociale idet Fagorganisationernes Medbestemmelsret ved Fastsættelsen af Arbejdsbetingelserne endelig fastsloges, og Kampen mod Organisationsretten hermed i alt væsentligt bragtes til Ophør; men Kampen viste tillige, at Arbejderne nu i højere Grad end tidligere var stillet overfor slagkraftige Modstandere. 1 denne Periode forøgedes nu ogsaa Erhvervslivets Usikkerhed, og det industrialiserede Samfund hærgedes gentagne Gange af stærke Kriser, som fremkaldte den voldsomste Arbejdsløshed.

Under disse Forhold prægedes Byarbejdernes Kaar af langt større Mangel paa Stabilitet end i nogen forudgaaende Periode. En sikker Gevinst opnaaedes dog gennem den formindskede Arbejdstid. Fra 1900 til 1914 skete der en Forkortelse paa ca. Va Time i den daglige Nettoarbejdstid, saaledes at denne i 1914 gennemsnitlig udgjorde 9V'a Time. For Nedgangen i Arbejdstiden og Stigningen i Prisniveauet fik Arbejderne Dækninggennem Forhøjelse af Lønningerne; herudover opnaaede

de faglærte Arbejdere endnu et ikke übetydeligt Plus, medens
denne Periode i det store og hele for Arbejdsmændene blev
en March paa Stedet.

Under Indflydelse af den store Arbejdsløshed blev de økonomiske Kaar i dette Tidsrum desuden yderst ulige for de forskellige Arbejdere. Allerede under normale Forhold er Lønningerne varierende fra Fag til Fag og indenfor det enkelte Fag fra Arbejder til Arbejder. Heller ikke det Forhold, gennemsnitlig fandtes at være mellem Lønnen for faglærte og ufaglærte Arbejdere (100 : 80^—90 jfr. Tabel c S. 177) har Gyldighed i nær alle Tilfælde. Forskellen mellem og Arbejdsmænd er for det første langt ringere i Provinsen end i Hovedstaden. Medens saaledes i 1905 Forholdet deres Ugeløn i Hovedstaden var som 100 til 81, var Forholdet i Købstæderne 100 : 85 og i Landdistrikterne 100 : 90. Men dernæst havde i Hovedstaden 35,1 pCt. af Svendene en Ugeløn af under 26 Kr., medens 26,9 pCt. af Arbejdsmændene opnaaede en ugentlig Fortjeneste af 26 Kr. eller derover.

Da som ovenfor nævnt Forholdet mellem den gennemsnitligeFortjeneste Svende og Arbejdsmænd netop i Hovedstadener ugunstigt for de sidste, kan det sikkert antages,at hele Landet den reelle Aarsløn for den bedst lønnede Trediedel af Arbejdsmændene er højere end for den lavest lønnede Trediedel af Svendene. Det statistiske Gennemsnitsforholddækker paa dette Punkt over store Forskelligheder.Medens denne Variering vel paa den ene Side snarest bidrager til en Udjævning af den sociale Adskillelsemellem og ufaglærte, saa er Følgen paa den anden Side, at der opstaar stor Forskel paa de økonomiske Kaar for Svendene indbyrdes og Arbejdsmændene indbyrdes, og i Sammenhæng hermed at Lønforholdene er højst ulige for de bedst lønnede Svende og de ringest lønnede Arbejdsmænd. Det kan saaledes nævnes, at medens den gennemsnitlige Ugelønfor i Hovedstaden i 1905 var 28,9 Kr., var Lønneni litterær-kunstneriske Industri 31,8 Kr. og i Næringsmiddelindustrien25,2 eller henholdsvis 10 pCt. over og 16 pCt. under Gennemsnittet Aarslønnen for Svende i Næringsmiddelindustrienvar kun Vs af Lønnen for faglærte Arbejdere i den litterær-kunstneriske Industri, idet Forskellighedernenæppe i Forbindelse med en ulige Risiko for Arbejdsløshed. For Arbejdsmænd var samtidig den gennemsnitligeUgeløn Kr., men i den teknisk-kemiske Industri

26,2 Kr. og i Beklædningsindustrien 21,1 Kr. eller henholdsvis12
over og 9 pCt. under Gennemsnittet.

Ogsaa fra Fag til Fag indenfor samme Faggruppe og indenfor det enkelte Fag var der store Forskelligheder. Eksempelvis i Hovedstaden den gennemsnitlige Ugeløn for Bagere Kr., men for faglærte Tobaksarbejdere 22,6 Kr. Af Murerne havde 20 pCt. under 30 Kr., men 15 pCt. over 45 Kr. Forskellen indenfor det enkelte Fag er dog ofte tildels kun et Resultat af den forskellige Aldersfordeling, idet de unge Svende lønnes lavere end de ældre. Der betinges forsaavidt ikke herved nogen Forskellighed i de økonomiske Kaar, idet de unge hyppigere er ugifte, og der i det hele snarere er Tale om, at Arbejderne efterhaanden gennemgaar den samme Lønskala. mellem Fagene kan undertiden henføres til den forskellige Risiko for Arbejdsløshed, saaledes at Aarslønningerne mere udjævnede end Ugelønningerne. De grelleste og mest reelle Modsætninger viser imidlertid Svende og Arbejdsmænd. man saaledes den foran anførte Ugeløn for Svende i den højestlønnede Faggruppe — den litterær-kunstneriske — 31,8 Kr. med Ugelønnen for Arbejdsmænd en af de lavestlønnede Faggrupper — Beklædningsindustrien 21,1 Kr., ses det, at Aarslønnen, hvis Arbejdsløsheden den samme, forholdt sig som 66 til 100. Mindre udpræget var vel Forholdet i Provinsen, men paa den anden Side var Forskellighederne mellem de enkelte Fag ikke sjældent mindst lige saa store. Saaledes havde i Hovedstaden Typografer en gennemsnitlig Ugeløn af 32,8 Kr. og en Række andre helaarsbeskæftigede Fag (Maskinarbejdere) en Løn af godt 30 Kr.; modsat havde Arbejdsmænd i Blikvarefabriker, i de fleste af Trævareindustriens Fag og i Garverier kun omkring 20 Kr. pr. Uge. Kombineres nu høj Arbejdsløn med kort Arbejdstid, hvad der næsten altid er Tilfældet — med betydelige og en lille Familie, og har den lavt lønnede modsat faa eller ingen Biindtægter og en stor Børneflok, vil det ses, i hvor høj Grad Arbejderfamiliens Kaar allerede under normale Beskæftigelsesforhold kan variere fra Hjem til Hjem. Da Kombinationen høj Løn — faa Børn og lav Løn — mange Børn netop er meget hyppig, tør det uden Tvivl paastaas, at Afstanden mellem Arbejderfamilierne i Indtægten Forbrugsenhed meget ofte maales ved Forholdet 100 : 66, ja ikke helt sjældent ved Forholdet 100 : 50.

Arbejdsløsheden virker nu imidlertid som en Faktor, der

forrykker den normale Fordeling og hyppigt gør Modsætningerneendnu grelle. Ikke mindst i denne Periode var dette Tilfældet. Arbejderne havde vel allerede tidligere følt den tiltagende Arbejdets Usikkerhed, af hvilken Industriens Udvikling her som andetsteds ledsagedes. Saaledes var Industriendeprimeret 1878^—79 og i 1885^—86, og Arbejderne led under en Arbejdsløshed, om hvis Omfang intet bestemt vides, men som vistnok var betydelig. Da Haandværket og de til det knyttede Afsætningsformer imidlertid endnu var dominerende, er det dog vistnok sandsynligt, at Konjunkturarbejdsløshedenvar saa lidt mindre i det 19. end i det 20. Aarhundrede.

Men netop Faren for Konjunkturarbejdsløshed kaster den dybeste Skygge over Arbejderens Liv; Sæsonledigheden er et stadig tilbagevendende Fænomen, med hvilket Arbejderen ved sin Indtræden i Faget kan regne, og til hvilket han kan tage Hensyn ved Tilrettelæggelsen af sin Økonomi. Desuden er ofte Fagets Lønniveau afpasset under Hensyn til saadan Ledighed. tilfældige Ledighed, der fremkaldes ved Bedrifternes Forhold, ved at skifte Plads o. lign., rammer alle Arbejdere i nogenlunde lige Grad og er desuden undertiden Den Ledighed derimod, der staar i Forbindelse med Tilbagegang i Konjunkturerne, rammer højtlønnede og lavtlønnede i Flæng, den er uforudseelig og endelig i Reglen koncentreret om bestemte Fag, indenfor hvilke den atter lader nogle Arbejdere fri, medens de øvrige til Gengæld rammes des haardere. Er disse nu lavtlønnede, saa synker deres Aarsindtægt yderligere beskaaret af Tabet ved Arbejdsløsheden — ned til et Minimum, hvorved Forskellen i Arbejdernes materielle end yderligere forøges, og ikke faa Arbejderfamilier ned til 70ernes Indtægtsniveau.

Kort efter Aarhundredskiftet skete nu Omslaget fra 90 ernes gunstige Konjunkturer. I 1902 var vistnok gennemsnitlig omkring _r) af alle Arbejdere uden Beskæftigelse, og ogsaa 1901 og 1903, 04 og 05 var daarlige Aar. I hvilken Grad Ledigheden ses bl. a. hos Smede og Maskinarbejdere. I Beretningsaarene 1899- 1900, 1900—1901 og 1901 —02 var Fagets Arbejdsløshedsprocent 6, 8 og 13 pCt., men kun henholdsvis 46, .48 og 50 pCt. af Medlemmerne havde været ledige. Det ses endvidere heraf, at Stigningen i Arbejdsløsheden givet sig Udslag mere i en Forlængelse af Ledighedsperiodens Varighed end i en Forøgelse af de lediges

Under den Nødstilstand, som saaledes opstod, foregik der nu imidlertid en ikke ringe Indtægtsudjævning ved Arbejdernes eget Initiativ. Bagere, Bogbindere, Bødkere, Formere, Typografer, og Maskinarbejdere og flere andre havde i adskillige Aar haft Understøttelseskasser, og saa langt Evnerne rakte, ydedes der heraf de arbejdsløse Hjælp efter faste Regler. I flere andre Fag foregik Understøttelsen paa den Maade, at Fagforeningen af sine Midler bevilgede saa meget til Hjælp, som den syntes at kunne afse. Af Fagforeningerne eller disses Understøttelseskasser udbetaltes da 300-400,000 Kr. aarlig i Arbejdsløshedsunderstøttelse. Dette Beløb faldt dog næsten udelukkende paa faglærte Arbejdere, idet Arbejdsmændenes Fagforeninger ikke var i Stand til at yde nogen Hjælp, hvorfor Nøden blandt Arbejdsmændene var særlig stor. I København bevilgede Kommunalbestyrelsen i 1903 de arbejdsløse Understøttelse paa 50,000 Kr., som uddeltes gennem Københavns Understøttelsesforening. Skønt Betingelserne for at kunne erholde Hjælp var meget strenge (bl. a. krævedes ca. 3 Maaneders fortsat Arbejdsløshed), indkom dog 2313 Ansøgninger. uddeltes i Portioner å 50 Kr. Hvad der bidrog til at forværre Nøden var Arbejdernes stigende Uvilje mod at henvende sig til Fattigvæsenet. Tidligere var Lønnen ringe, og naar Arbejdsmulighederne svigtede, var Arbejderne ofte hjemfaldne til Fattigvæsenet. De forbedrede materielle Kaar og den kulturelle Højnelse (bl. a. Værdsættelsen af den politiske kommunale Valgret) bevirkede, at den bedste Del af Arbejderne nu kæmpede længst muligt for at holde sig fri af Fattigvæsenet.

I Aarene 1906 og 07 var nu Beskæftigelsesforholdene gunstige, men 1908 og 1909 og tildels i 1910 var Arbejdsløsheden stor (11 —13 pCt.). I denne Periode var imidlertid om statsanerkendte Arbejdsløshedskasser gennemført, Sociallovgivningen ogsaa iøvrigt udviklet, og Trykket lettedes derved i nogen Grad. Alene i Arbejdsløshedsunderstøttelse saaledes i disse Aar ca. 4 Gange saa meget som i den første Periode.

De saa hyppigt ugunstige Konjunkturer for Byerhvervene virkede atter tilbage paa Lønningsvilkaarene for Landarbejderne,saaledes disse i Tiden fra Aarhundredskiftet til Krigenikke en varig Forbedring af Reallønnen, til Trods for at disse Aar for Landbruget betegnede en næsten uafbrudt opadgaaende Periode. Dog skete en væsentlig Formindskelseaf

mindskelseafArbejdstiden, idet denne sank med ca. 1 Time
daglig.

Overensstemmende med Reallønnens Stagnation viste denne Periode hverken for Byarbejdere eller Landarbejdere væsentlige Ændringer i Forbruget. Saaledes udgjorde Udgifterne til Føde og Bolig tilnærmelsesvis samme Andel af Indtægten som i Slutningen af 90 erne. Den større Forsynlighed gav sig dog et tydeligt Udslag i de højere Beløb, der nu anvendtes til Forsikring af forskellig Art; typisk var endvidere det stærkt stigende Margarineforbrug og det stærkt aftagende Alkoholforbrug; af Forbruget af Alkohol lader sig vel kun i mangelfuld Grad belyse specielt for Arbejderklassen; for hele Befolkningen opgøres Forbruget for Femaaret 1896^—1900 til 8,90 1. ren Alkohol pr. Individ, men for Femaaret 1911 —15 til 6,46 1., saaledes at der var en Nedgang paa ca. 1A; uden Tvivl var Nedgangen for Arbejderklassen omtrent lige saa stærk som for den øvrige Befolkning.

Foruden gennem den forkortede Arbejdstid opnaaede Arbejderklassen i denne Periode et Fremskridt — omend rent økonomisk af ret beskedent Omfang — gennem Udviklingen den sociale Lovgivning. Allerede i 1898 var det som tidligere nævnt i et vist Omfang paalagt Arbejdsgivere i Industrien at yde deres Arbejdere Erstatning i Ulykkestilfælde, og i 1908 paalagdes der Arbejdsgivere i Landbruget Forsikringspligt. Lov af 1907 kunde Arbejdsløshedskasserne under visse Forudsætninger opnaa Statsanerkendelse og dermed betydelige Tilskud fra Stat og Kommune. Ved Hjælpekasseloven af 1907 omordnedes de frie Fattigkasser, og Staten ydede fra nu af et Tilskud. Tilslutningen til Sygekasserne steg stærkt i denne Periode, og Omsorgen for de syge udvikledes endvidere gennem et forbedret Hospitalsvæsen. Endelig forbedredes Alderdomsunderstøttelsesloven, med at den toges i Brug i stigende Omfang.

Ogsaa paa andre Punkter udvikledes og udvidedes Sociallovgivningen Børnelov m. fl.). Hermed var i Slutningen af denne Periode Arbejderens økonomiske Eksistens under normale Forhold nogenlunde sikret i de Tilfælde, i hvilke Arbejdsmulighederne svigtede som Følge af Sygdom, Ulykkestilfælde, eller Alderdom. Med Tilnærmelse er det da forsøgt at beregne, hvad Sociallovgivningen rent økonomisk for Arbejderklassen. Efter at have opgjort Statens og Kommunernes Udgifter i Anledning af denne Lovgivning er det tildels skønsmæssigt anslaaet, hvor stor en Del der

heraf kommer Arbejderklassen tilgode.1) Endelig er det saaledes
Beløb sat i Forhold til Antallet af voksne mandlige

Medens der herved for Aarene fra 1870 til 1900 fremkommer Sum af 20 til 40 Kr. pr. Arbejder, er de tilsvarende for Aarene 1900 til 1914 50 til 100 Kr. Sat i Forhold til Gennemsnitsindtægterne vilde disse Beløb før 1900 andrage 3—5 pCt., men i Aarene 1900 til 1914 s—B5^—8 pCt. Ganske vist høster Arbejderne ikke i lige Grad Fordel af Sociallovgivningen; Betydning er først og fremmest Sikring mod Indtægtsløshed, og herved bliver den af størst Værdi for de økonomisk svageste. Uden Tvivl er dens Virkninger dog saa vidtrækkende (Alderdomsunderstøttelse, Sygekasser, Hospitalsvæsen), der igennem den kan antages at være skabt en Forbedring af Arbejderklassens økonomiske Kaar i Almindelighed.

Men dernæst har den selvfølgelig mere end en rent økonomisk Idet den har virket forebyggende overfor de Ulykker, som truede Arbejdernes økonomiske Eksistens, har den bidraget til Arbejdernes Højnelse moralsk og kulturelt. Hertil har det ogsaa været medvirkende, at det offentliges Støtte nu ydes under andre og mere humane Former end før. Medens saaledes Fattighjælpen var dominerende før 1890, saa er den efter dette Tidspunkt trængt stærkere og stærkere tilbage, dens Plads i Forhold til de øvrige Former er nu ret beskeden. Endelig skete der i Aarene 1900 til 1914 en betydelig af de offentlige Velfærds- og kulturelle Institutioner Biblioteker, Parker, Sanitetsanstalter m. v.), og herved inddroges ikke-materielle Goder i stigende Omfang Arbejderklassens Fornødenheder og Forbrug.

Et Vidnesbyrd om, i hvilken Grad den sociale Opdrift nu ogsaa gjorde sig gældende indenfor Arbejderklassen, var den allerede i 90erne begyndte Tilbagegang i Fødselshyppigheden. hele Befolkningen sank den summariske Fødsels-

---

1) Af de forskellige Udgifter er der tilregnet Arbejderklassen følgende Andel. Af Udgifterne til: Fattigvæsen >! -4 Sygekasser ' :>, Medicinalvæsen ' 2 Sindssygehospitaler "3 Alderdomsunderstøttelse 2, :i Enkebwrnsunderstottclse 4 :. Hjælpekasser 4 5 Arbejdsløshedskasser Vi

promille saaledes fra 30,1 i 1895—99 til 26,4 i 1910—14. Som et Resultat af de forbedrede materielle Kaar og den mere fremskredne private og offentlige Hygiejne kunde der endvidere noteres en betydelig Nedgang i Dødeligheden. For hele Befolkningen Dødeligheden fra 16,4 Promille i 1895^—99 til 12,9 i 1910—14, og Nedgangen var vistnok større for Arbejderklassen.

Krigsaarene.

Allerede i Foraaret 1914 syntes en ny økonomisk Nedgangsperiode være indledet, men Krigen hindrede Krisens Udvikling. Krigens Udbrud medførte vel nogle Ugers Usikkerhed Tilbagegang i Beskæftigelsen, men snart bedredes Forholdene, at 1915 med Hensyn til Beskæftigelse blev et bedre Aar end 1914, medens 1916 med en Arbejdsløshed af kun 5 pCt. var et Rekordaar. Med Raastofmangelen indtraadte i sidste Halvdel af 1917 paany en varig og betydelig Forøgelse af Arbejdsløsheden, saaledes at Ledigheden i 1918 gennemsnitlig androg over 18 pCt, eller mere end i noget tidligere Aar maaske med Undtagelse af 1902. Mangelen Beskæftigelse ramte i denne Periode tildels andre Fag og Arbejdergrupper end sædvanlig. Saaledes havde Bygningsindustrien, er mindre afhængig af Tilførsler fra Udlandet, en ringere Arbejdsløshed end almindelig under Kriseperioder; modsat ramtes Fabrikfagene haardt, og i Forbindelse hermed stod det, at Forholdene var værre i Hovedstaden end i Provinsen henholdsvis 20,2 og 16,5 pCt.). Jævnsides med denne Udvikling gik nu den stadige og stærke Prisstigning. I Forhold til 1914 var Statistisk Departements Pristal saaledes i Juli 1916 steget med 36 pCt. og i Juli 1918 med 82 pCt., og ved Krigens Slutning var Prisniveauet omtrent

Arbejdslønnen steg langsommere. I de fleste Fag var Lønforholdene ved Krigens Udbrud fastlagt til 1916, og i de første lYs Aar af Krigen opnaaede Arbejderne i Almindelighed næppe nogen Lønforhøjelse af Betydning. Den almindelige Usikkerhed, Illusionen om Krigens snarlige Ophør og Forventningenom Tilbagevenden til Førkrigspriser spillede vel en Rolle for begge Parter. Under disse Forhold opnaaede Arbejderneogsaa 1916 kun en utilstrækkelig Lønforbedring (ca. 20 pCt.), og Misforholdet mellem Løn og Priser forøgedes end yderligere i den følgende Tid. I nogen Grad modvejedes

dog Tilbagegangen i Reallønnen i denne Periode ved de gunstigeBeskæftigelsesforhold. i Løbet af 1918 forhøjedes Timelønningerne saa stærkt, at Stigningen i Prisniveauet dervedæqvivaleredes, da Arbejdsløsheden nu — som tidligere omtalt — antog et uhyre Omfang, viste dog en Beregning af den gennemsnitlige reale Aarsløn for 1918 en Nedgang paa ca. 15 pCt. i Forhold til 1914. Ogsaa for Landbrugsarbejderc synes Krigsaarene at have været ugunstige.

Organisationsmæssigt er denne Periode karakteriseret ved en stærkt stigende Tilslutning til Fagforeninger og Arbejdsløshedskasser. i Fagforeningerne, der ved Krigens Udbrud udgjorde ca. 155,000, var saaledes ved Udgangen af 1918 næsten fordoblet, idet det var steget til ca. 300,000. Alene i 1918 steg Tallet med ca. 78,000. Den største Del af Tilvæksten i disse Aar faldt paa Arbejdsmænd, Landbrugsarbejdere, og Kontormedhjælpere og Kvinder. En ikke ringe Tilskyndelse til denne Vækst gaves gennem den ekstraordinære Arbejdsløshedslovgivning, der iværksattes fra Oktober og hvorved de økonomiske Virkninger af Arbejdsløsheden ikke ringe Grad afbødedes. I Finansaaret 1918 —19 androg det offentliges Tilskud til Arbejdsløshedskasserne saaledes 40 Mill. Kr.

Efter Krigen.

Efter Vaabenstilstanden i 1918 vedblev vel Prisstigningen endnu et Par Aar, saaledes at Prisniveauet ved Kulminationen i Efteraaret 1920 laa ca. J/3 over Niveauet ved Krigens Slutning, men Arbejderklassens Vilkaar var nu ganske forandrede. Efter nogle Maaneders Vanskeligheder bragtes Raastofmangelen til Ophør, Erhvervenes Konjunkturer udviklede sig meget gunstigt, og Arbejdsløsheden sank til et Minimum (1920: 6,1 pCt.). Af større Betydning var dog den ejendommelige offensive Bevægelse, som samtidig Verden over iværksattes fra Arbejdernes Side, og om hvilken det (specielt med Hensyn til Bevægelsen for 8 Timers er udtalt, at det er meningsløst at tale ikke blot om de enkelte Organisationers, men ogsaa om det enkelte Lands Indflydelse paa den.¹)

For Danmarks Vedkommende blev Resultatet af denne
Bevægelse saavel en stærk Forhøjelse af Lønningerne som en
stærk Nedsættelse af Arbejdstiden. I Løbet af 1919 nedsattes

---

1) Dansk Smede- og Maskinarbejderforbunds Formand /. A. Hansen i Nat. Tidsskr. 1922: De samvirkende Fagforbund gennem 25 Aar.

Arbejdstiden saaledes til 8 Timer undtagen tor Søfolk og Landarbejdere,og herved fremkomne Indtægtstab kompenseredes ved en tilsvarende Timelønsforhøjelse. Arbejdstiden, der under Krigen havde været uforandret — gennemsnitlig ca. 91//2Time9¹//2Time — nedsattes herved i Løbet af fsa Maaneder med IV2 Time eller med ca. l/a. Absolut set var Nedgangen lige saa stor som i hele den forudgaaende Menneskealder. Fastsættelsen af en Maksimalarbejdsdag, der fremtidig blev gældende for næsten alle Arbejdere, maatte dernæst være ensbetydende med en Udligningaf saaledes at den paa dette Omraadetidligere betydelige Forskel navnlig mellem Svende og Arbejdsmænd nu fuldstændig ophævedes. Endnu i 1918 havde den største Del af Arbejdsmændene — 60^—70,000 —- en Arbejdsdag paa 10 Timer eller derover. Disse opnaaede da ogsaa den stærkeste Forhøjelse af Timelønningerne. Medens saaledes den gennemsnitlige Timeløn fra 1914 til Januar Kvartal1920 Svende steg med ca. 250 pCt., steg den for Arbejdsmændmed 275 pCt. Lønforhøjelserne æqvivalerede dels Arbeidstidsforkortelsen, dels Prisstigningen, men svarede herudover til en betydelig reel Forbedring. Da 1920 desuden som nævnt havde en meget ringe Arbejdsløshed, viste den reelle Aarsløn i dette Aar en Fremgang i Forhold til 1914 paa ca. Vs. Reaktionen indtraadte dog hurtigt; under den paafølgende voldsomme og langvarige Krise steg Arbejdsløshedenpaany stærkt, saaledes at i 1921 og 22 gennemsnitlighver Arbejder var uden Beskæftigelse. Under disse Forhold reduceredes Timelønningerne med omkring 15 pCt. udover, hvad der svarede til Prisnedgangen, og den forøgedeArbejdsløshed desuden stærke Skaar i talrige ArbejderesIndtægter.

Med de saa voldsomt skiftende Konjunkturer synes det da vanskeligt at fastlægge Resultatet af Krigs- og EfterkrigstidensUdvikling. den forkortede Arbejdstid har Arbejderneopnaaet Indtægtsforbedring, der, saafremt Arbejdsløshedenikke i Forhold til Aarene før Krigen, svarer til en reel Fremgang paa ca. 15 pCt. Men Arbejdsløsheden, som før Krigen gennemsnitlig androg omkring 10 pCt., viste i Aarene 1919—24 et Gennemsnit af 13—14 pCt., og Tilbagegangeni økonomiske Konjunkturer er i Virkeligheden betydelig større, end Forholdet mellem disse 2 Tal angiver. Regner man saaledes, at det Minimum — 5—65^—6 Procent — hvorunder Arbejdsløsheden selv i de gunstigste Aar ikke er sunket, er et Udtryk for den af Naturforhold m. v. nødvendiggjorteMargin,

gjorteMargin,vil det ses, at den af den økonomiske Depressionforaarsagede i Virkeligheden viser Fordoblingi til før Krigen; imidlertid har Konjunktursvingningerneefter staaet i nær Forbindelse med Udviklingen af Valutaforholdene. Medens 8 Timers Arbejdsdagen - - understøttetaf tekniske Udvikling og af stærke ideelle Krav — rimeligvis vil kunne modstaa selv en længere økonomisk Nedgangsperiode,synes for en Hævdelse af den efter Krigen vundne Forbedring af Realindtægten at være knyttet til en gunstigere Udvikling af Beskæftigelsesproblemet.

Ogsaa Landarbejderne opnaaede i Aarene efter Krigen saavel en Nedsættelse af Arbejdstiden som en Forhøjelse af Lønningerne. Arbejdstiden synes derefter at være ca. 8 Timer om Vinteren og ca. 10 Timer om Sommeren; Forkortelsen af Arbejdstiden var dog forholdsvis ringe, medens til Gengæld Lønforbedringen vistnok var stærkere end for Byarbejderne; Landarbejderne maatte dog ligeledes efter 1921 afgive en betydelig af de vundne Fremskridt, saaledes at Forholdene i Aarene efter Krigen ogsaa for disse var meget uensartede.

Alt i alt var dog saaledes de materielle Kaar for den største Del af Arbejderne ikke übetydeligt bedre i Aarene efter Krigen end før 1914. Dette gælder saa meget mere, som Sociallovgivningen 1914 havde vundet en øget Betydning. Dette var tildels et Resultat af nye Love (Kodificeringen og Udvidelsen af Ulykkesforsikringslovgivningen i 1916, Loven om Invaliderente 1922), men kunde i højere Grad henføres til, at Kredsen af Personer, som drog Nytte af de tidligere bestaaende stadig udvidedes. Den Støtte, der herigennem økonomisk ydedes Arbejderklassen, steg da ikke alene absolut, men ogsaa relativt — i Forhold til den forøgede Realindtægt.

I Arbejderfamiliens Budget var der da nu ogsaa indtraadt betydelige Forskydninger. Iflg. Husholdningsregnskaberne af 1922 anvendtes gennemsnitlig godt "2/-> —og kun i sjældnere Tilfælde omkring '/s — af hele Udgiften til Fødevarer (i 70 erne "2/-a). Om de arbejdsløses Budget giver disse Regnskaber dog næppe nogen Forestilling. Gennem Skattelovgivningen fremkaldtes dernæst en uhyre Nedgang i Spiritusforbruget. Fra 1911 —15 til 1921—23 sank Forbruget af ren Alkohol pr. Individ hele Befolkningen fra 6,5 1. til 2,7 1., og Brændevinen, tidligere havde været en af Arbejderens vigtigste daglige Fornødenheder, var forvandlet til en sjælden Luksus.

Med Hensyn til Boligforholdene var Fremgangen i det
19. Aarhundrede fortsat indtil Krigen. Lejlighedsstørrelsen forøgedes,og

øgedes,ogBeboelsestætheden aftog. I København var saaledes Fladeindholdet af nybyggede 2 Værelsers Lejligheder i 90 erne gennemsnitlig ca. 35 m², men i Aarene 1900^—14 40^—45 m². Blandt Arbejderne fortsattes dernæst Oprykningen til Lejlighedermed Værelseantal. Af de gifte Arbejdere boede i. 1901 7,2 pCt. i 1 Værelses og 62,9 pCt. i 2 Værelsers Lejligheder, medens 29,9 pCt. havde 3 eller flere Værelser; i 1911 var de tilsvarende Tal derimod 2,7 — 55,8 og 41,5 pCt. Endelig var Husstandenes gennemsnitlige Størrelse aftaget.Medens det gennemsnitlige Antal Beboere i 1901 i 2 Værelsers Lejligheder var 3,5 og i 3 Værelsers 4,2, var Tallene i 1911 henholdsvis 3,2 og 4,0. I Provinsbyerne var Udviklingen dog tildels noget mindre gunstig, idet den tiltagende Højbebyggelse og den stærkere Bebyggelse af Grundenei bevirkede, at de nye Lejligheder ofte manglede Lys og Luft og den Adgang til aabent Terræn, som hidtil havde været Købstadboligernes Fortrin.

Den under Krigen indtraadte Boligmangel foraarsagede nu imidlertid en alvorlig Forværrelse af Beboelsesforholdene. Tilbagegangen ikke Kvaliteten af de nybyggede Lejligheder; flere Punkter betød disse endog en Forbedring, idet Byggelovenes Minimumskrav navnlig med Hensyn til Tvangsforholdet bebygget og übebygget Areal nu ikke mere udnyttedes. Paa de fleste andre Punkter var derimod Fremgangen af Tilbagegang. I Storkøbenhavn boede i 1916 8,7 pCt. af Arbejderne (gifte og ugifte) i 1 Værelses Lejligheder, 54,0 pCt. havde 2 Værelser og 37,3 pCt. 3 eller flere, men i 1921 var Tallene henholdsvis 10,8, 53,3 og 35,9 pCt. Samtidig steg Antallet af Personer pr. Husstand i 1 Værelses Lejligheder fra 1,6 til 1,9, og i 2 Værelsers Lejligheder 3,1 til 3,2. Dette skyldtes navnlig en Stigning i Antallet af Logerende, hvad der var særligt uheldigt. I 1916 havde saaledes 5,6 pCt. af 2 Værelsers og 16,1 pCt. af 3 Værelsers Lejlighederne Logerende, men i 1921 var dette Tilfældet henholdsvis 9,2 og 22,8 pCt. Desuden var nu ikke blot enkelte Personer, men ikke sjældent hele Familier indlogerede; i 1921 fandtes i Storkøbenhavn 4667 Lejligheder med indlogerede Familier, og det samlede Antal Personer i disse Lejligheder androg 25686 eller 3,7 pCt. af hele Befolkningen.

Af lignende Karakter var Udviklingen i Provinsbyerne; i
disse fandtes i 1922 1635 Familier (i Hovedstaden 2865) omfattende8628
som var under kommunal Boligforsorg.

De til disse Familier anviste Opholdssteder — Barakker, Skoler,Fattiggaarde v. -— var for Størstedelen lidet tilfredsstillende.I tog dernæst adskillige Tusind Menneskerhele Ophold i Kolonihavelysthuse o. lign., som var ganske uegnede til Vinterbeboelse.

En Ulykke var det dernæst, at Boligmangelen indtraf i en Periode, i hvilken der netop skete en stærk Forbedring af Indtægtsforholdene. Thi herved udelukkedes Arbejderne i stort Omfang fra at udnytte den større Indtægt til at skaffe sig bedre Boligforhold. Selv med et rigeligere Udbud af Lejligheder vil dog de nybyggedes højere Lejeniveau vanskeliggøre den Tendens en Højnelse af Boligstandarden, som iøvrigt maa forudsættes at være til Stede. Medens nemlig tidligere Boligforholdenes tenderede mod Udlejning af de nye og bedre Lejligheder og Udflytning fra de gamle, saa bevirker nu det forskellige Lejeniveau, at man. nødig giver Slip paa de daarligere, men relativt billige Boliger. Udsigterne for en relativt Bedring af Boligforholdene synes dog ikke at kunne anses for absolut ugunstige. Af den største Betydning i Sammenligning Fortiden er det her, at selve Lejlighedsstandarden er langt højere, saaledes at Miseren i større Grad end tidligere staar i Forbindelse med Beboelsestætheden. Med Indtrædelsen af et stabilt Prisniveau, med en stærkere Nedbringelse Byggeomkostningerne og med en Udjævning af Lejeniveauet synes der saaledes at kunne skabes Betingelser for, at den i de senere Aar stedfundne Tilbagegang i Arbejderklassens kunde afløses af nye betydelige Fremskridt.

Ved en Undersøgelse af Boligforholdenes Udvikling maa desuden erindres, at Kolonihavebevægelsen i denne Periode har faaet en ikke ringe Betydning. Medens Antallet af Kolonihaver 1908 kunde anslaas til omkring 5000, var Antallet i 1924 ca. 65,000, hvoraf ca. 15,000 var beliggende i eller omkring København. Selv om ikke faa af disse Haver besiddes Folk udenfor Arbejderklassen, har dog en betydelig Del af Byarbejderfamilierne saaledes nu skaffet sig saavel bedre Adgang til Lys og Luft som forøget Mulighed for en sund Fritidsbeskæftigelse. I denne Henseende vandt for Arbejderungdommen Sporten en stærkt stigende Betydning.

Den Nedgang i Husstandenes Størrelse, der som gentagne Gange omtalt fandt Sted indtil Krigen, var for ArbejderhusstandenesVedkommende det væsentlige et Resultat af den synkendeFødselshyppighed. af Fødsler var nu stadig

aftagende; for hele Befolkningen var Fødselspromillen i Aarene 1911 —15 25,7, men 1921 —24 22,6; da det tilsvarende Tal i 1880--89 var 32,1 promille, var Fødselshyppigheden saaledesi af ca. 40 Aar sunket med henved l/s. For Arbejderklassenvar antagelig af omtrent tilsvarende Omfang.Denne sporedes først i den bedst stillede Del af Arbejderstanden, idet Nedgangen allerede i 90erne gjorde sig gældende blandt faglærte Arbejdere i København. I Løbet af den følgende Tid bredte den sig dog til Provinsen og til Arbejdsmændene og endelig ogsaa til Landbrugsarbejderne.Da — i Forhold til 80 erne — dog hidtil har været størst blandt de mest velstillede Arbejdergrupper, og da dens Virkninger ogsaa er af økonomisk Art, idet der herigennem er sket en ikke helt übetydelig Lettelse af Forsørgerbyrden,er Afstanden i materielle Kaar mellem Arbejderklassens forskellige sociale Lag i nogen Grad forøget. I det sidste Tiaar var Nedgangen dog størst, hvor Fødselshyppighedeni var højest, saaledes at der nu foregaar en udjævning. Indenfor samme sociale Gruppe har Bevægelsen derimod tenderet mod en Udligning af Kaarene, idet Antallet saavel af barnløse Ægteskaber som af Ægteskaber med stort Børnetal er aftaget.

Sundhedsforholdene var i stadig fortsat Bedring; dette viste sig saaledes i Nedgang i Sygeligheden blandt Sygekassemedlemmer, navnlig i en stærk Formindskelse af Dødeligheden. hele Befolkningen sank Dødelighedspromillen fra 1911 —15 til 1921—24 fra 12,9 til 11,4; i 1870—79 var Tallet 19.2, saaledes at der i 50 Aar var sket en Nedgang paa ca. 40 pCt. Størst var Nedgangen for Børn i Aldersklasserne —15 Aar. Hvor Forholdene var daarligst, synes Fremgangen de fleste Omraader at være størst, saaledes at det vistnok kan antages, at Nedgangen var større for Arbejderklassen for de øvrige Samfundsklasser. Dette gælder ogsaa overfor den nu konstaterede Fremgang med Hensyn til Befolkningens Udvikling. Saaledes paavistes det i 1906, at Landarbejder- og Husmandsbørn med Hensyn til Højde og Vægt stod Gaardmandsbørnene nærmere end tidligere. Ved Sessionsmaalingerne godtgjordes det, at Mændenes gennemsnitlige i Løbet af 50 Aar var steget med ca. 4 cm.

I Løbet af det sidste halve Aarhundrede opnaaede Arbejdernesaaledes
overordentlig Forbedring af deres Arbejdsvilkaar.Arbejdstiden

vilkaar.Arbejdstidennedsaltes; Arbejdslokalerne forbedredes med Hensyn til Adgangen til Lys og Luft; den stigende Fare, Indførelsen af Maskinerne havde fremkaldt for Arbejdernes Liv og Førlighed begrænsedes det mest mulige; der indrettedes Spiserum, Vaske- og Badeindretninger og W. C. Gennem Indførelsenaf Kraner, Dampspil o. s. v., befriedes Arbejderne i stigende Grad fra det grove og svære Arbejde. Endelig fik Arbejderne trods den kortere Arbejdstid en langt højere Løn. Dels gennem Arbejdernes eget Initiativ dels gennemden Lovgivning skabtes der dernæst en større Betryggelsefor økonomiske Eksistens i de Tilfælde, i hvilke Arbejdsmulighederne svigtede. Denne Periode er derfor karakteriseretved almindelig og betydelig Forbedring af Arbejderklassensmaterielle Medens derfor i Begyndelsen af Perioden Begrebet de fattige vistnok omfattede hele Arbejderklassen,saa nu de højestlønnede fastansatte Arbejdere naaet frem til Middelstandskaar og havde herved passeret ikke faa Husmænd, Fiskere, selvstændige Haandværkere og Smaahandlende.

Fremgangen i materielle Kaar betød bedre Ernæring, bedre Boliger og bedre Beklædning; herved — og gennem den forøgede — skabtes der Betingelser for Arbejdernes fysiske og sjælelige Rekreation og for Familielivets Udvikling. Alkoholnydelsen nu ikke længere en nødvendig Livsstimulans; Brændevinsforbruget indskrænkedes; Sansen for den personlige Hygiejne tiltog, og Sundhedsforholdene forbedredes. Paa Randen Fattigvæsenet havde Driften til Selvopholdelse været svæki<et; nu vaagnede Arbejderne til Bevidsthed om deres eget Menneskeværd; Klassefølelsen vaktes. Arbejderne organiseredes i stigende Grad fagligt og politisk, og de stadig større Resultater -- forøget Indflydelse paa Fastsættelsen af Arbejdsbetingelserne paa Lovgivning og Forvaltning — indgød aiiei Arbejderne Selvfølelse og Seivtiiiid. Socialt og kulturelt rykkede da Arbejderne i denne Periode utvivlsomt stærkere frem end nogen anden Samfundsklasse.

Udviklingen kan dog ikke karakteriseres som udelt gunstig.Trods Bestræbelser medførte dog stadig mange Beskæftigelseri Farer for Arbejdernes Liv og Sundhed; men Industriarbejdernes Tal steg, medens Antallet af de paa dette Punkt gunstigere stillede Landbrugsarbejdere var relativt stærkt aftagende. Den stigende Koncentration af Arbejderbefolkningeni var dernæst til største Skade navnlig for Børnene, hvis Tilværelse paa Gader og i Baggaarde var et

sørgeligt Surrogat for Landbørnenes sunde Friluftsliv. Arbejdets Mekanisering røvede Arbejdsglæden; det forcerede Arbejdstempo,Larmen Maskinerne og den Fare, disse ofte frembød,sled Arbejdernes Nervesystem, saaledes at den forkortedeArbejdsdag den forøgede Løn tildels kun kan ansessom Erstatning herfor. I stigende Grad medførte denne Udvikling, at der til Arbejdets Udførelse krævedes en vis normalStandard, herved (og vel tildels som en Følge af Minimallønsystemet) indskrænkedes Arbejdsmulighederne for de ikke fuldt arbejdsdygtige — de svagelige, de unge ög de gamle. Navnlig for de gamle blev Livet paa dette Punkt sværere; i tidligere Tid, da Tekniken var stillestaaende, sad de gamle inde med al Fagets Viden, og den bestaaende socialeOrden deres Stilling; nu derimod stilledes snarere Krav til Hurtighed og fysisk Styrke. Allerede fra 40 Aars Alderen maa derfor Arbejderen i Reglen se sin Løn reduceretog 60 Aars Alderen desuden kæmpe med stigende Vanskeligheder for i det hele taget at opnaa Beskæftigelse.

Ligesom den kortere Arbejdstid og den forbedrede Løn tildels kun er et Korrelat til de stigende Krav, Arbejdet stiller, saaledes gælder det, at andre Forbedringer i Virkeligheden kun er en Afbødning af de uheldige Virkninger af den tekniskeog Udvikling. Man har opfundet Maskiner, der udfører det groveste Arbejde, men uden disse Maskiner vilde en stor Del af dette Arbejde overhovedet ikke blive udført.Visse af Sociallovgivningen (Arbejdsløsheds- og Ulykkesforsikringen) er en Forsikring mod Farer, som tidligere truede Arbejderen i langt mindre Grad end nu. Dernæst var den økonomiske Fremgang vel absolut set meget betydelig, men i Forhold til Arbejdsydelsen, til Arbejdets Udbytte og til Fremgangen for de øvrige Samfundsklasser var den af langt beskednere Omfang. Endelig aflejredes den forbedrede Indtægt i en højere Levestandard; men det nye Niveau, som herved skabtes, syntes efterhaanden subjektivt en Nødvendighed og blev det lidt efter lidt ogsaa objektivt ien ikke ringe Grad. NutidensArbejder ikke leve det primitive Liv, som var Tilværelsenfor ernes Arbejder. Dette er for det første som tidligere nævnt udelukket af Hensyn til de Krav, som det nutidigeArbejdstempo til den materielle Tilværelse, men dernæst fordi han derved socialt vilde deklassere sig selv, og endelig ogsaa fordi de Varearter og -kvaliteter, som indgik i den datidige Arbejders Forbrug, tildels overhovedet ikke mere findes. Men det er da stadig vanskeligt at tilvejebringe

den Margin, som er Forudsætningen for, at det økonomiske Tryk kan føles lettet. Hertil bidrager endog selve Fremskridtet. I det tidligere mere übevægelige Samfund var der i højere Grad end nu Ligevægt mellem de aktuelle Ønsker og Krav til Livet og Muligheden for deres Tilfredsstillelse; men — Appetiten er kommet, mens man spiste; flere og flere Goder synes opnaaelige og i hvert Fald ønskelige; men herved er skabt en stadig Spændingstilstand i Forholdet mellem Behov og økonomisk Evne. Indtægtens Forbedring var da ingenlunde ledsaget af en tilsvarende Lettelse af det økonomiske Tryk.

Endelig kan Arbejdernes kulturelle Udvikling have forøget af Utilfredshed ogsaa med de ikke-materielle Livsvilkaar. Overfor den stigende Utryghed, som er en Følge af Arbejdsløshedens Vækst, er Forsikringen, selv om den ydede økonomisk Skadesløshedsholdelse, utilstrækkelig. Strejker og Lockouts maa for Kulturmennesker være barbariske Kampmidler. Og med Arbejdets stigende Afhængighed af Kapitalen føltes Modsætningen mellem Interessen i dens Ledelse og den manglende herpaa i større og større Grad som et Misforhold.