II. Fredskovs Værdi En Replik.

Under Overskriften „Vore Skoves Vurdering og Beskatning" Godsinspektør Berthelsen skrevet en Afhandling her i Tidsskriftet, Aargang 1925; den har en Undertitel, som viser hen til det Foredrag (beskedent kaldt „Nogle Bemærkninger"), som Hr. Berthelsen holdt i Nationaløk. Foren. ;i_/n 1925. De, der hørte Foredraget, vil i Afhandlingen genfinde nogle af de faldne Udtalelser, ligesom Afhandlingen viser, at Hr. Berthelsen hørt nogle af de Indvendinger, der straks paa Mødet blev fremsat mod hans Opfattelse.

Hr. Berthelsen tager sit Udgangspunkt i „tre . . . Videnskaber", „Retsvidenskab, Nationaløkonomi og Skovbrugslære". er nu ikke nogen Videnskab (efter dansk Sprogbrug); men Fejltagelsen kan undskyldes ved, at Hr. Berthelsen intet Kendskab har til Skovbrugslære; han tror, at denne kun omfatter „Naturforhold".

I Afsnittet om „Skovenes retlige Forhold" skriver Hr. Berthelsen om Fredskovene, „hvis uforringede¹) Opretholdelse § 15 er foreskreven som urokkelig Grundlov". Den Slags plejer man vist at kalde en Tilsnigelse? thi Forordn. -7/₁.» 1805 § 15 indeholder hverken Ordet eller Begrebet „uf orringet". Og endvidere: „De lovligt paalagte¹) . . . Raadighedsindskrænkninger. tilsigter . . . kun at opretholde Skovens eller „Hovedstol"-), saa at denne ikke

forringes"; her forveksler Hr. Berthelsen sit Ønske med Forordningens og Mening, ligesom han ogsaa her indsmugler: Substans og Hovedstol, endda med Gaaseøjne, skønt de ikke findes i Forordn.

Da Hr. Berthelsen ikke er Dommer, har hans juridiske Slutninger ud fra hans „konstaterede", gale Forudsætninger ingen Interesse; den „fredede Træmasse" er ikke fredet, fordi Hr. Berthelsen skriver det. Selve denne Virkelighed synes at dæmre for Hr. Berthelsen, idet han ønsker „en skærpet Fredskovslovgivning"

Hr. Berthelsens økonomiske Videnskab er af samme Slags som den juridiske: „det nationaløkonomiske Begreb „Jord" . . . [omfatter] ogsaa den Plantevækst,¹') som Naturkræfterne derpaa daglig skaber,". Mærkeligt nok hævdes denne originale Definition som bekendt ikke overfor Agerjord; den maa være Udtryk for Hr. Berthelsens Indsigt i Skovbrugslære. Sine økonomiske henter Hr. Berthelsen udfra sine egne urigtige juridiske Paastande: At opfatte Skovens „Træbestand" som arbejdsskabt Kapital og „ikke som en Naturting . . . beror paa en urigtig Fortolkning af Fredskovsforordningen". Mon ikke Rigtigheden af den ene eller den anden Opfattelse snarere skulde bero paa, hvilken af dem der er i Overenstemmelse med det, der i Virkeligheden er gaaet for sig ved „Træbestandens" Men denne Virkelighed har Hr. Berthelsen intet Kendskab til.

Hr. Berthelsen tillader ikke en Sidestilling af Agerbrugets Kvægbestand med Skovens Vedforraad, thi han kan tænke sig „et kvægløst Landbrug, men absolut ikke et træløst Skovbrug". Bevisets indre Værdi kan enhver Økonom dømme om; men Beviset er ogsaa i ydre Henseende galt, idet der findes „træløst paa de ingenlunde smaa Arealer, hvor der dyrkes Efter Hr. Berthelsens Udtalelser synes han at mene, at der ikke var Kvæg til, før Agerbrugeren skabte sig en Kvægbesætning, medens der var — ikke blot Træer — men en fuldt færdig Skov til, før Forstmanden skabte sig en Træbesætning. Vi andre, uvidende Mennesker har hidtil gaaet og troet, at Gud har skabt Hesten, Koen, Faaret o. s. v. ligesaavel Træerne. — Eller ligger Forklaringen i Hr. Berthelsens paa Skovbrugsviden?

Efter den Maade, paa hvilken Hr. Berthelsens Afhandling

---

1) Udhævet af C. V. Prytz.

2) Udhævet af Hr. Berthelsen.

er inddelt, skal dens Afsnit IV formentlig give, hvad Forfatterenhar i sin 3die „Videnskab", Skovbrugslæren, som efter hans Mening kun omfatter Naturforhold. Men i „IV" findesder om Naturforhold, derimod noget om Regnskabstal,Kjigshugst, o. s. v. Ogsaa i dette som i de foregaaende Afsnit bruges som Argument Hr. Berthclsens juridiskeMisforstaaelse, „fredskovpligtige Træmasse"; men en urigtig Paastand bliver ikke rigtig, selv om den gentages saa ofte, som Hr. Berthelsen gør det.

Den ærede Forfatters Opfattelse af Fredskovs Vurdering bryder helt sammen, endog for ham selv, naar Talen bliver om den Halvdel af vort Lands Skove, som siden 1805 er frembragt aabne Arealer; og Sagen kan ikke klares ved Brugen af Ordet „Hedeplantager"; thi i den nye Halvdel indgaar der tillige store Arealer af anden Jord, som er indtaget til Skov i mere eller mindre umiddelbar Forbindelse med gamle Skovarealer; Forbindelsen er i Tidens Løb, ved Forstmændenes Arbejde, blevet saa inderlig, at der ikke kan sættes noget som helst økonomisk Skel mellem nyt og gammelt. Allerede af den Grund er Hr. Berthelsens Opfattelse uden Forbindelse med Virkeligheden.

Godsinspektør Berthelsens Indlæg saavel ved Mødet den 3die Nov. som her i Tidsskriftet har en bestemt Tendens, om hvilken hans Afhandling taler meget aabenhjertigt. Om Tendensen georgistisk Taktik eller ej, kan jeg maaske ikke bedømme; den ligger meget nær op ad den jesuittiske Regel: helliger Midlet. „Vi maa übetinget fastholde den for Skovenes Bevaring saa vigtige Grundsætning"¹) [at Træerne er et „Jordelement"]. Forfatterens Formaal er altsaa at bevare Skoven. Vi naive Forstmænd har hidtil troet, at dette var vor Sag, og at vi derfor skulde studere Skovbrugslære.

En svag Tvivl om sit Standpunkts Holdbarhed udtaler
Hr. Berthclscn til Slut: „Det er muligt, at den ovenfor begrundedeOpfattelse
Fredningsforordningen af 1805 ikke altid
har været strængt hævdet . . . gennem de forløbne 120 Aar,"
Denne Sætning maa være bevidst eufemistisk, thi
Virkeligheden er, at Hr. Berthclsens Opfattelse aldrig har været
hævdet hverken af Administrationen eller af Domstolene eller
af Sagkundskaben i de 120 Aar. Om de Opfattelser, der striderimod
ærede Forfatters, siger han: „Hvis saadanne Opfattelservirkelig
været praktiserede, maa det sikkert af alle

---

1) Side 325, Stk. 2.

Elskere af vore danske Skove . . . erkendes at være paa Tide ... at virksomme Reformer [i Praksis og Lovgivning] sættes paa Dagsordenen herhjemme". Ordene viser, at Hr. Berthelsen i denne Sag helt forveksler sine egne Ønsker med den foreliggendeVirkelighed, han aabenbart ikke kender.

Dette svarer godt til det mere end mærkelige, retsligøkonomiske Hr. Berthelsen som Medlem af Overskyldraadet kommet til: Samfundet har lagt et Baand, en Raadighedsindskrænkning, paa Skovejeren, altsaa skal denne betale Skat af sin baandlagte Skov end af Ejendom uden Baand! Det klassiske Ord om forudfattede Meninger: „quod erat demonstrandum" melder sig uvilkaarligt i ens Bevidsthed.

Den ærede Forfatters Ord om „Elskere" tør vel tages som Udtryk for, at han regner sig selv blandt Vennerne af vore danske Skove. I saa Fald rnaa jeg paa de danske Skoves Vegne bruge et andet klassisk Ord om Hr. Berthelsen og hans Meningsfæller: bevare mig for mine Venner; o. s. v. . ."