III. Skovlovgivningen og Skovvurdering.

Hr. Godsinspektør 6". Berthelsens fornævnte Artikel er anlagt meget teoretisk, hvilket allerede fremgaar af Indledningen, bl. a. udtales: „At udfinde en dansk Skovs rette økonomiske Værdi er en praktisk økonomisk Opgave, som maa hente adskillig Vejledning fra de tre forskellige Videnskaber, hvilke Vurderingsvidenskaben ligger som et Grænseomraade: Retsvidenskab, Nationaløkonomi og Skovbrugslære, — saavist som Skovenes Værdi er afhængig deres Retsforhold, Økonomiforhold og Naturforhold." kommer derefter ind paa en Behandling Skovforordningen af 27A 1805, senere paa Omtale af Nationaløkonomi og Skovbrugslære, samt endelig paa Forslag Skovvurdering og Beskatningsprinciper.

Imidlertid hviler Hr. Godsinspektør Berthelsens Fremstilling paa væsentlige Punkter formentlig paa saa store Misforstaaelser eller paa saa urigtige Paastande angaaende saavel SkovforordningensFortolkning angaaende dansk Skovbrugs Historie, Formaal og Arbejdsmaader, at det vilde være et omstændeligt Arbejde at gendrive alle de udførligt opstillede Teorier. Men jeg finder Anledning til at gendrive nogle deraf, idet jeg i

Hovedsagen holder mig til Spørgsmaalet: Skovforordningen
af -79 18 05.

Allerede paa første Side i nævnte Artikel kommer Misforstaaelsen Orde, idet der siges, at Forordn, af 27_/<> 1805 „i betydelig Grad har begrændset de private Ejeres Raadighed over „Fredsskovene", hvis uforringede Opretholdelse i § 15 er foreskreven som en urokkelig Grundlov".

Praktiske og frisindede som Tankerne, der ligger til Grund for Skovforordningen af *'/9 1805, helt igennem er, foreskriver disse gennem denne ikke „uforringet Opretholdelse". I § 15 nævnes, at Skovene¹) skal „vedligeholdes" og de nærmere Regler for Vedligeholdelsen og Fredningen er iøvrigt i Forordn, i følgende absolutte Bestemmelser:

1) at Skovene ikke maa hugges for Fode (§ 14),

2) at Skovenes skal fredes for Kreaturer og Høslet samt skal
indhegnes forsvarligt (§ 15) og

3) at Skovene ikke maa forhugges, saaledes at ung Skov deri
ved naturlig Besaaning af de tilbageblivende Træers Frø
ikke kan opelskes (§ 19).

Forordn, kræver altsaa et vist Minimum for Skovenes Tilstand, hvilket efter Naturforholdene maa veksle fra Sted til Sted. Skovejeren maa godt forbedre sin Skov ud over dette Minimum og saa bringe den ned igen til den lovbefalede Tilstand ²)

Nævnte Minimum er atter noget helt andet end „Normalskovstilstand",
nedenfor skal paavises.

At Skovenes egentlige Drift — samt Dispositioner angaaendeDriftsform overlades til Skovejeren selv, fremgaar yderligere af Forordn.s § 17, hvori staar: „Det overlades til Skovejeren selv, paa hvilken Maade han vil gaa frem med ung Skovs Opelskning, enten ved at opelske ung Skov i hele Skoven eller, i Tilfælde af, at han ved regulære Hugster vil benytte Skoven, ved alene at opelske ung Skov dér, hvor Hugsten forstmæssigen foretages". Ved sidstnævnte Udtryk „regulære Hugster" og „dér, hvor Hugsten forstmæssigen foretages",maa at afdelingsvis Renafdrift med efterfølgendeNykultur foretages, naar det sker forstmæssigt forsvarligt(f.

---

1) Naar der i det følgende tales om Skove, menes i de fleste Tilfælde

2) En Højesteretsdom for ikke saa længe siden konstaterede et saadant for en Skovejendom og frifandt Ejeren for Administrationens Tiltale.

svarligt(f.Eks. ogsaa ved Plantning af Naaletræ efter Bøg etc. Forøvrigt blev det meget alm. benyttet gennem hele forrigeAarh. komplettere og arrondere Fredsskovene bl. a. ved Plantning af Naaletræ — ogsaa paa ikke fredskovspligtigt Areal).

I nævnte Artikel gaas der fejlagtigt ud fra, at Skovforordningen at Skovene skal opretholdes i „Normaltilstand", at Ejerne kun er er berettigede til at udtage aarligt Det paastaas endvidere, at Skovenes fremtidige Afgrøder retslig set maa betragtes som en Del af Skovens „Substans" ganske som Skovbunden, hvoraf den er fremgaaet som Naturgenstand".

Dette staar der ikke noget om i Skovlovgivningen. Ny Ejere, der ved Køb (ikke ved Arv) kommer i Besiddelse af Skov, er underkastede det i Forordn.s § 20 foreskrevne særlige 10 Aars Tilsyn. Men iøvrigt er Paastanden baade retlig, naturhistorisk og skovbrugshistorisk urigtig. Begrebet „Normalskov" hører ikke Retsvidenskaben til, men hører hjemme i Skovbrugslæren, og er Udtryk for en Skovtilstand under Forudsætning af en given Skovdrift. Normalen veksler saaledes meget fra Tid og Sted efter den Skovdrift, der netop efter Ejerens Forgodtbefindende Skovejeren maa drive sin Skov i gammeldags „Plukhugstdrift" med ringe Træmasse af daarlig Kvalitet, eller i moderne „Plukhugst" med ringe Træmasse og forbedret Kvalitet. maa drive den i „Periodedrift" med svag Hugst (stor Besætning) eller med stærk Hugst (mindre, i Reglen bedre Besætning). Endvidere med „naturlig Foryngelse" eller med „kunstig Foryngelse" (Saaning, Plantning, Planteudvalg) o. s. v. o. s. v.

Naar nu nævnte Minimum efter Loven skal holdes, saa er Forholdet det, at det i Reglen kan betale sig at gøre mere ud af Skovdriften, end Loven netop fordrer, selv i de Tilfælde, hvor Skovdrift i helt fri Drift ikke kunde betale sig. En saakaldet„Normalskov" derfor i de fleste Tilfælde rigere besat med Træer end efter Loven nødvendigt.¹) En saadan Margin bør formentlig indrømmes det Initiativ og Ansvar, der maa raade i enhver privatøkonomisk Virksomhed. Ud fra saadanne Principer er Skovforordningen givet. Forordningens Fader, StatsministerC. F. Reventlow, mente, at Skovbrug kunde betalesig, han var mellem de Skovbesiddere, der allerede

---

1) Nogle Skove er endda betydelig rigere besat med Træmasse end selve Normalskoven angiver.

før 1805 havde indrettet rationel Drift i sine Skove, hvor Indfredningenvar allerede 1775. Forordningen var kun tænkt som en midlertidig Nødslov. Indtil Nutiden har man jo imidlertid ladet den „milde Tvang", som Forordn, paalægger, blive staaende, og Resultatet deraf — i Forbindelse med EjernesBestræbelser Interesse for Skovbrug — er dette, at Danmarks Skove og Skovbrug — ogsaa i Forhold til Udlandets- er i ret høj Kurs.

Selv uden større faglig Indsigt i Skovbrug skulde det synes forstaaeligt, at danske Skoves Bevoksninger i Intensitet og Kvalitet som Følge af Skovejernes frivillige private Driftsindskud ved forstligt Arbejde indeholder en betydelig Kapital opsparet Arbejde. Der kan tages megen Trækapital ud, før man kommer i Konflikt med Skovforordningens Ordlyd og Aand.

Med Hensyn til „Fredskovsbaandets" Indflydelse paa Skovenes i Handel og Vandel, da virker dette naturligvis nedsættende paa Værdien, men for Skove, der er i god Driftstilstand, jeg ikke Værdinedsættelsen for ret stor.

Da Hr. Godsinspektør Berthelsens Fremstilling af Emnet som nævnt hviler paa alt for mange urigtige Forudsætninger, og da der næppe heller er Mulighed for megen Tilnærmelse f. Eks. mellem Hr. Godsinspektørens Standpunkt og forstlig Sagkundskab, skal jeg ikke komme nærmere ind paa en Diskussion Artiklens øvrige Indhold, der ogsaa af og til synes noget kværulerende. Jeg skal til Slut blot nævne et Eksempel paa Hr. Godsinspektørens Argumentationer:

S. 323—24 siges, at fra nogle Forstmænds Side indvendes,
de nuværende danske Skove ikke er „Naturskove",
men i det væsentlige „Kulturskove", . . . — at Træbestanden
indenfor Skovbruget derfor nærmest kan sammenlignes med
Kvægbesætninger indenfor Landbruget ..." Hertil bemærker
saa min ærede modstander, at „hvad angaar Sammenligningen
mellem Træbestand og Kvægbesætning, da er denne næppe
vel overvejet, allerede fordi man meget vel kan tænke sig et
kvægløst Landbrug, hvilket ikke er ualmindeligt, men absolut
ikke et træløst Skovbrug".

All right! Lad os saa netop lade være med at sammenligne
det kvægløse Landbrug og holde os til Sammenligningen
det mere almindelige kvægbesatte Landbrug.