Den engelske Guldindløsning og den danske Krone. I. Nogle Indvendinger.

Keynes har en Gang fornylig været uheldig, meget uheldig. Anledning af Englands Beslutning om Genindførelse af Guldmøntfoden, skrev han i sit Blad „The Nation and the Athenæum" en Redegørelse for dette Skridts Betydning og gjorde deri den Opfattelse gældende, at det, der var vedtaget, til en vis Grad var en Tilbagevenden til den gamle Guldmøntfod, idet han nemlig mente, at Bank of England kun blev forpligtet til at indløse sine Sedler i Guld, medens den derimod ikke fik nogen Pligt til at udgive Sedler for Guld.

I næste Nummer af Biadet maatte han imidlertid hale kraftigt i Land igen i en Artikel, som han aabenhjertigt kaldte „a correction". Heri oplyser han, at han havde glemt at tage i Betragtning, at Bestemmelsen i 1844-Bank-acten om, at Banken er forpligtet til at købe Guld til 3-17-9 per standard oz., automatisk traadte i Kraft med Nyordningen.

Keynes' uheldige Forglemmelse har faaet videre Følger. I sidste Nr. af dette Tidsskrift har E. C. i sine Kommentarer gengivet og citeret Keynes' første Opfattelse, som altsaa har vist sig at være gal, og som Keynes senere saa kraftigt har taget Afstand fra. Skal man fremstille K.'s Syn paa GuldindløsningensGenindførelse, hans anden „Nation"-Artikel fremdrages og citeres. Derudaf lyser intet Haab om, at Ordningen,naar nu een Gang er truffet, maaske alligevel kan blive til Held for Landet, dér lægger han ikke Fingrene imellem,naar omtaler Ordningens Fædre, der i deres Betænkningintet som ikke kunde være sagt for 50 Aar siden. Han taler om den „uforsonlige Konservatisme, som hersker i „the Treasury" og serverer en Mundfuld som denne, som jeg slet ikke tør prøve paa at oversætte: „this sterile hard-boiled mentalitymay

talitymayprove shortsighted politically as well as scientifically".

Nej, efter Keynes' Opfattelse (den sidste, altsaa!) er der ved Ordningen af 28. April ikke taget det allermindste Hensyn Kravet om „a managed currency". der er intet Pust af en ny Aand i Pengepolitiken, intet uden en trøstesløs Søgen tilbage til de gamle Stier, en Higen mod det, som Professor Heckscher ironisk saa træffende betegner „alltings återstallclse".

I Forbindelse med Englands Pengepolitik behandlede E. C. ogsaa den danske Krones Fremtidsskæbne og opstillede nogle Betragtninger om Deflation contra Nedskæring, som ligeledes frister til Modsigelse.

Det er den gængse Opfattelse, at Nedskæringen maa have de stærkeste Argumenter paa sin Side, at Nedskæringstilhængerne have Bevisbyrden for Nedskæringens Betimelighed, og at „ Forbedringspolitiken" maa sejre, hvis Argumenterne for og imod er lige stærke. Denne Opfattelse hviler paa den Tro, at Nedskæringen er et Brud paa det eksisterende, medens „Forbedringen" nærmere betyder Opretholdelse af status quo. Dette er jo imidlertid — bortset fra en blot og bar Formalitet — fuldstændig fejlagtigt. Snarere er det modsatte rigtigt.

Men E. C. gaar endnu videre i sine Krav til de økonomiske for Nedskæring og mod Deflation. Han forlanger at de ikke alene skal være kraftigere end Argumenterne den modsatte Politik, men ovemkøbet saa meget kraftigere, at de formaar at overvinde den Forhaands-Antipati, Nedskæringstanken fremkalder, og nedbryde den Forhaands- Sympati, der er sikret Deflationstanken.

Paa ét Punkt er der imidlertid Grund til at være E. C. taknemmelig, nemlig fordi han forsøger at fremsætte økonomiske for Deflationen. Hvor ofte hører og ser man ellers ikke Nationaløkonomer udtale sig offentligt for Deflation uden mindste Forsøg paa at begrunde det økonomisk, hvor ofte hører man ikke i private Samtaler med økonomisk interesserede Problemet behandlet som en Sag, der er økonomien og er et Spørgsmaal om Folkeopdragelse, Moral eller national Ære.

En anden Ting er, at man kan synes, at de forsøgte økonomiskeArgumenter er synderlig heldig valgt, og den overordentlige Forsigtighed, hvormed de fremsættes, den hypotetiskeForm, har faaet, kan vel ogsaa nok tolkes som et Udtryk for, at de ikke har virket helt overbevisende paa den, der skrev dem. Det er jo fuldstændig rigtigt, at vi er i den

beklagelige Situation ikke at have nogen samfundsøkonomisk Udredning af det hele Deflationsspørgsmaal, ikke nogen indgaaendeBelysning det med Afvejning af Argumenter for og imod. Men dette er dog ikke ensbetydende med, at vi er ganske blottet for Viden om disse Forhold. Naar det f. Eks. siges, at Statens og Kommunernes Gæld under en stigende Kroneværdi maa tages op til Undersøgelse, vil en saadan naturligvis kunne bringe Klarhed paa mange Punkter, hvor der nu hersker Uklarhed. Men hvor dybtgaaende den end bliver, vil den dog ikke formaa at ændre noget ved den Opfattelse,at stigende Møntværdi er overordentlig uheldig for Stater og Kommuner, der har gældsat sig i stort Omfang, mens. Pengeværdien var lav. Vi kommer da let til at staa overfor det Fænomen, som Birck saa drastisk beskriver som at laane een Ko og være tvunget til at betale to tilbage.

Ogsaa paa et andet Punkt udtales der Ønsket om en nærmere Undersøgelse, nemlig Paastanden om, at Erhverslivet ikke kan bære en Deflation, og der angives visse Retningslinierfor Dem vil jeg dog gerne have Lov til at advare imod; de er stillet op paa en saadan Maade., at de uvægerligt vil føre paa Vildspor og snarere bringe Uklarhed end Klarhed. Grundtanken i de givne Retningslinier er, saa vidt jeg forstaar den, dette Ræsonnement: en Købmand omsættersit 4 Gange om Aaret; hvis vi forudsætteret paa 4 pCt. aarlig, vil han paa hvert Varepartikun 1 pCt. — et Beløb der i Forhold til hans Fortjeneste er saa at sige quantité négligeable. Ræsonnementeter men fuldstændig vildledende; for det første skifter Omsætningsturnus'en med Prisbevægelsen; Varelageret omsættes ikke 4 Gange i Prisfaldsaar. Er først Prisfaldet erkJæretsom Politik, der skal følges, svinder Omsætningen ind; Forbrugerne indskrænker deres Indkøb det mest mulige (det er ganske vist ikke meget), og det samme gør ogsaa Købmændene, og hos dem betyder en Indskrænkning af Indkøbenetil „mindst mulige" overordentlig meget, fordi de har de forholdsvis store Lagre at falde tilbage paa. Den Ordre- Indskrænkning, som bliver Følgen, standser Fabriker, den deraf resulterende Arbejdsløshed reducerer Købmændenes Kundekredsyderligere Lavinen ruller. Den korte Mening af alt dette er, at en Undersøgelse af Erhvervlivets Evne til at bære Byrderne ved en langsom Deflation ikke er nær saa nødvendigsom Undersøgelse af, om en langsom Deflation overhovedet er mulig. Dette er et Spørgsmaal af den allerstørsteBetydning

størsteBetydningat faa klaret, ikke mindst fordi den væsenligsteDel Argumentationen for Kronens „Forbedring" hviler paa den Forudsætning, at en langsom Deflation er mulig, at man virkelig har Magt til ikke alene at sætte en Deflation igennem, men ogsaa at bestemme dens Tempo og Omfang.

Saa er der det Argument, at Deflationen kan bidrage til Erhvervslivets Sanering, som ogsaa frister til nogle Modbemærkninger. er der ingen Tvivl om, at Prisfaldet fortrinsvis vil rydde op blandt de daarligste, de mindst rentable og at kun de bedre formaar at staa Ildprøven men man kommer paa den Maade til at stille Pengepolitiken Opgaver, som ligger ganske udenfor dens Plan. Og har man først vist, at Pengepolitiken kan bruges til at sanere Erhvervslivet, risikerer man meget let, at der i en anden Situation stilles det Krav til den, at den skal hjælpe Erhvervslivet ud af en generende Krise. Det ene Krav er ikke mere überettiget end det andet, og at Pengepolitiken i Stand til at hjælpe i begge Henseender er der jo ikke Tvivl om. En rationel Pengepolitik maa gaa Middelvejen, Nej til begge Sider og indgaa det Kompromis med de to modstridende Krav, at Pengeværdien holdes konstant.

Med Hensyn til Tanken om, at Deflationen skulde stimulereOpsparingen, skal jeg ikke blande mig i den Strid, der staar imellem Professorerne Birck og Warming om dette Spørgsrnaai. Derimod er der Grund til at gøre Indsigelse mod den Betragtning, at Deflationen skulde kunne medføre „en rigtigeieFordeling Behovsdækningen mellem Nutid og Fremtidmed Vægt lagt paa Fremtids- d. v. s. Kapitalgoderne". Dette kan, saa vidt jeg kan se, kun forstaas saaledes, at E. C. mener, at en Deflationsperiode skulde begunstige Fremstillingenaf Maskiner, Bygninger o. s. v. Det stik modsatte er dog snarere det rigtige. For saa vidt som nemligKapitalgodernes er en Funktion af Priserne paa de Forbrugsgoder, de fremstiller, vil jo et lille Fald i Priserne paa Forbrugsvarerne betyde et stort Fald i Priserne paa Produktionsgoderne— det stærke Prisfald plejer ikke at være Produktionens Spore! Men foruden den berettigede Tvivl om, hvorvidt Deflationen kan medføre en rigtigere Fordeling af Behovsdækningen mellem Nutid og Fremtid, er der ogsaa Spørgsmaalet, om der paa dette Punkt i det hele taget er noget at rette, om Produktionens Fordeling da i øjeblikket er gal, hvad E. C. uden videre gaar ud fra, den er. Det eneste Holdepunkt for Afgørelsen af dette Spørgsmaal er Rentefoden,

men dette Holdepunkt glipper i en Tid, hvor Renten fastsættesudelukkende Ønsket om at hidføre en Deflation. Den deraf følgende høje Rente kan ikke udlægges hverken som Udtryk for utilstrækkelig Opsparing eller manglende Ligevægt mellem Produktionen af Nutids- og Fremtidsgoder. Mod É. C.'s Formodning om, at den stigende Værdi, hvormed Deflationen forlener dé opsparede Midler, er en Spire til Opsparing, er det værd at anføre en Sætning i Einar Cohn's Artikel i dette Tidsskrifts Aarg. 1924, Side 303, hvor han udtaler: „jeg tror det er sjældent, Folk lader sig friste af en højere Rente til større Sparsommelighed". For hvad er Deflationens Betydningfor andet end et Tillæg til den Rente, der opnaas."

Bebrejdelsen for Udvendighed i Argumentationen rammer ogsaa de her fremsatte Betragtninger; her er mere talt om umiddelbare Konsekvenser end om Deflationens Følger i det lange Løb. Her skal ikke gøres Forsøg paa at benægte ønskeligheden Udredninger angaaende Deflationens Virkninger ud fra det Synspunkt; men der er jo noget i det, som Keynes siger, at i de lange Løb er vi alle døde. Og de umiddelbare Konsekvenser af Deflationspolitiken er, at Tusinder mister deres Indtægter og at Arbejdsløsheden antager uhyggelige Dimensioner. Fædre og Tilhængere maa bære Ansvaret for den forøgede Arbejdsløshed, og højst utiltalende er det at se Forsøg paa at løbe fra det ved at give „Verdenskonjunkturer" Arbejdskonflikt Skylden. Det er sagt paa Forhaand, Prisen for Deflation er Arbejdsløshed, og hvis man alligevel forlanger den Politik ført, maa man ogsaa være rede til at anerkende Regningen, naar den præsenteres.