I.

I Forordet til Konkurrence-Afhandlingen om „Gode og daarlige Tider" citerer Professor J. Warming en Udtalelse af Bøhm-Bawerk, gaaende ud paa, at en Kriseteori er det sidste eller næstsidste Kapitel af et socialøkonomisk System, den modne Frugt af Erkendelsen af samtlige socialøkonomiske Forhold deres Vekselvirkning.

Dette er utvivlsomt rigtigt, men deraf følger ikke alene, at Problemet maa have en særlig Tillokkelse for den økonomiskeSystematiker; af de herhen hørende Forhold og deres Vekselvirkning maa ogsaa have Interesse for den praktiskeForretningsmand, Særdeleshed for Lederne af store Pengeinstituter.Læren de gode og daarlige Tider, Studiet af de økonomiske Konjunkturers Historie burde derfor være et Hovedfagved Skoler, hvor de vordende Driftsherrer faar deres mere almindelige Uddannelse, ganske særlig ved Handelsskolerne. Dersom vore økonomiske Ledere foruden-praktisk Duelighed tillige havde almen-økonomisk Skoling, vilde der maaske dog være noget Haab om at undgaa en Del af de Katastrofer, som fra Tid til anden hærger vort økonomiske Liv. Det vilde tilligebidrage at udjævne den Kløft af gensidig Mistillid mellem Teoretikere og Praktikere, som de sidste Tiders Drøftelseraf økonomiske Problemer Gang paa Gang har aabenbaret.Det Livs Mænd vilde formentlig erkende, at

---

1) Nærværende Gengivelse er noget udførligere end det mundtlige Foredrag.

de ogsaa har noget at lære af de „Lærde", og Nationaløkonomernevilde tage Skade af i højere Grad end hidtil at søge ud i praktisk økonomisk Virksomhed, idet de vilde opdage, at det økonomiske Liv undertiden tager sig anderledes ud, naar man staar midt i det, end fra Studerekamrets eller EmbedskontoretsVinduer.

Men de vilde tillige gøre den Opdagelse, at Juristerne ogsaa her har været tidligere paa Færde og sikret sig de bedste Pladser. I de sidste 3—43^—4 Aar har Stillingen som administrerende været ledig i 6 Kreditforeninger, men i fire af de seks Foreninger var andre end Jurister afskaarne fra at søge Stillingen. I et Tilfælde ønskede man som Direktør af Foreningen fortjent Mand, som kun havde „én Mangel, den, at han ingen juridisk Eksamen havde". Men i Stedet for at søge Statuternes Bestemmelse herom ændret, indhentede man „for denne ene Gangs Skyld" Ministeriets Samtykke til at se bort fra den.

Den dybere Mening med dette Privilegium for Juristerne har jeg aldrig kunnet fatte. Det har maaske engang haft sin Berettigelse; men i vore Dage stiller Ledelsen af et stort Pengeinstitut andre Krav til Direktionen end juridisk Indsigt. De Spørgsmaal, som for Tiden bevæger Kreditforeningernes Verden, er ganske overvejende af økonomisk og teknisk Art. Paa det tekniske Omraade staar vigtige Spørgsmaal paa Dagsordenen, m. H. t. Udmaaling, Amortisation osv. af Laan med forskellig Rentefod. Men ulige vigtigere er Spørgsmaalet Kreditforeningernes Laanepolitik i en Tid, hvor Ejendomspriserne som Følge af Valutaens Svækkelse og Mangel paa Stabilitet er abnormt høje og stærkt svingende. Det er dette Emne, man har anmodet mig at tale om her i Aften.

„ Kreditforeningernes Stilling under de skiftende Konjunkturer" et vidtløftigt Emne. Af Tiden før Verdenskrigen skal derfor kun gives et Rids i store Træk, idet jeg dog, hvor der byder sig naturlige Tilknytningspunkter, skal benytte Lejligheden at komme ind paa Spørgsmaal, som endnu har aktuel Kreditforeningernes Stilling i øjeblikket vil derimod blive gjort til Genstand for en mere indgaaende Undersøgelse.

Grundlaget for Kreditforeningsvirksomhed i Danmark skabtesved af 20. Juni 1850, som ikke med Urette er bleven kaldt Kreditforeningernes Grundlov. Allerede i December 1851 oprettedes de to første Foreninger, nemlig Jydske Land- og østifternes Kreditforening, og Aaret efter fulgte Oprettelsen af

Kreditforeningen af Købstadgrundejere i Nørrejylland. Det økonomiskeOpsving Tiden efter Treaarskrigen frembød gunstige Betingelser for Kreditforeningernes Start, men allerede efter faa Aars Forløb mødte en af dem sin Skæbne i Pengekrisen af 1857.

Den jydske Købstad-Kreditforenings Sammenbrud er den eneste Katastrofe i de danske Kreditforeningers Historie, og selv om denne Begivenhed ligger saa langt tilbage i Tiden, at det nu levende Slægtled ikke har oplevet den og derfor ikke regner med den som hørende til, hvad „Erfaringen viser", lønner det sig dog maaske at dvæle lidt ved den. Katastrofen havde et højst dramatisk Forløb, og det er lærerigt at efterspore Aarsager og følge dens Virkninger baade indenfor Foreningen og udadtil paa den offentlige Mening.

Krisen i 1857 var en ren Penge- og Handelskrise og ramte derfor Købstæderne haardest, i Særdeleshed de jydske Byer, som stod i livlig Handelsforbindelse med Hamborg, og den optraadte meget akut, som et pludseligt og voldsomt Omslag Konjunkturen, der standsede Omsætningen og lammede Erhvervslivet. Den almindelige Svigten af Krediten og Betalingsevnen ogsaa sætte Spor i den unge Købstadkreditforenings men der var, som Direktør Gjessing skriver i Kreditforeningernes Jubilæumsskrift, til at begynde med „intet i Foreningens Forhold, der for uindviede tydede paa, at de Vanskeligheder, Pengekrisen havde i Følge, skulde føre til de efterfølgende Aars alvorlige Kalamiteter".

En Nedgang i Udlaansvirksomheden spores først i Regnskabsaaret ^—59, som slutter med et samlet (Jdlaan paa 11 Millioner Kr. Samtidig kommer Vanskelighederne til Syne paa Kontoen for udlagte Ejendomme, som dette og de følgende to Aar udviste en Saldo af henholdsvis ca. 196.000, 451.000 og 1.209.000 Kr., medens Restancerne af Terminsydelser samtidig sig til ca. 44.000, 73.000 og 117.000 Kr.

Medlemmerne, som hidtil ikke havde skænket det solidariskeAnsvar Tanke, søgte nu at unddrage sig dette ved at udtrædeaf For at imødegaa denne Flugt fra den synkende Skude fik man i December 1860 indført den Bestemmelse,at fremtidig skulde afkræves udtrædende Interessenteret paa 81/s8¹/s pCt. af Hovedstolen til Sikkerhed for det solidariske Ansvar; men tiltrods herfor indfriedes i den følgende Juni Termin Laan til et Beløb af 1,6 Million Kr. Imidlertid var det solidariske Ansvar traadt i Kraft. De overtagnePanter usælgelige, og for at skaffe Midler til at klare

Terminsforpligtelserne maatte Foreningen i 1861 paaligne Medlemmerneextraordinære paa 2 pCt. af Laanenes Hovedstol.Men denne Udskrivning kun førte til en Forøgelseaf og Foreningen saaledes var ude af Stand til at efterkomme sine Forpligtelser, var der ikke andet tilbage end at overgive dens Bo til Skifterettens Behandling.

Reaktionen mod de gode Tider i første Halvdel af Halvtredserne begyndt som en akut Krise men fortsattes i en Depressionsperiode, som strakte sig ind i Tredserne. Dette Tidernes Tryk havde den unge Forening ikke Kræfter til at modstaa. Ogsaa efter Skiftebehandlingens Paabegyndelse maatte den overtage et stort Antal Panter, i de første 5 Aar ikke mindre end 246. Men tiltrods herfor formaaede Foreningen i Tidens Løb at klare sine Forpligtelser til Hvid og Skilling. I 9 Aar maatte Medlemmerne svare deres Tribut til det solidariske i 10 Aar var Amortisationen standset, men efter 20 Aars Forløb var det statutmæssige Forhold mellem Gæld og Tilgodehavende genoprettet. I 1881 ekstraderedes Boet, og naar Foreningen ikke genoptog sin Virksomhed, var Grunden at der i Mellemtiden var oprettet en ny jydsk Købstad-Kreditforening. solidariske Ansvars Evne til at bære over alle Vanskeligheder havde staaet sin Prøve.

Om Aarsagerne til Foreningens Vanskæbne oplyser Direktør at den „vel for en væsentlig Del skyldes saadanne ydre Tilskikkelser som Pengekrisen i 1857, den fjendtlige Okkupation i 1864 og andre Følger af Krigen, men dog sikkert kunde have været om ikke afværget saa dog væsentlig mildnet, om Ledelsen, navnlig i de første Aar, havde forholdt sig mere kritisk overfor de fremkommende Taksationsforretninger". Udtalelse af Direktør Hein i en Afhandling i Nationaløkonomisk Tidsskrift for 1888 gaar i samme Retning. Han skriver, at Foreningen „i de foregaaende Aar havde ladet sig blænde af de stigende Ejendomspriser og derfor havde strakt sig altfor vidt med sine Udlaan, skønt disse dog stadig blev ansat med mindre og mindre Beløb i Forhold til Vurderingssummerne, at de i de 6 Regnskabsaar 1854^—60 gennemsnitlig henholdsvis 57,8, 56,4, 51,6, 49,2, 43,2 og 41,6 pCt. af Vurderingssummen". Det forekommer mig, at disse Udtalelser er vel værd at lægge Mærke til i en Tid med saa stærk Stigning i Ejendomspriserne som den, vi har oplevet i den sidste halve Snes Aar.

Samtidig med at den jydske Købstad-Kreditforening maatte
tages under Skiftebehandling, kom den i 1859 paa Initiativ af

Amtmand Bretton oprettede Hypoteklaaneforening af Landejendomsbesidderei i uovervindelige Vanskeligheder, og ogsaa her er Aarsagen at søge i Taksationernes Upaalidelighed.Forholdet Laan og Vurdering var ligesaa lidt som i Købstad-Kreditforeningen et Udtryk for den virkelige Behæftelse, idet de pantsatte Ejendommes Totalbehæftelse kun udgjorde lidt over 50 pCt. af Vurderingssummerne men, som det snart skulde vise sig, en langt større Del af deres Værdi. Foreningen maatte nemlig allerede i det andet Regnskabsaar overtage Panter og hurtig standse sin Virksomhed.

De 2 andre i Halvtredserne oprettede Kreditforeninger forblev heller ikke überørte af Krisen. Jydsk Landkreditforening saaledes i Løbet af 7 Aar ca. 175,000 Kr. paa overtagne Panter, men dette Tab var ikke større, end at det med Lethed kunde bæres af Reservefonden, som i det paagældende endog forøgedes med henved 200,000 Kr. At Pengekrisen og Krigen desuden forbigaaende lagde et stærkt Tryk paa Kurserne, er i denne Forbindelse mindre væsentligt og en saa naturlig Følge af de vanskelige Forhold, at det ikke trænger til nærmere Paavisning.

Krisens Eftervirkninger spores paa mange Maader i Kreditforeningernes Pengeknapheden i Slutningen af Halvtredserne gav saaledes Anledning til Oprettelse af to nye Foreninger, den fynske og den vest- og sønderjydske, og Ønsket at hæve Kursen (?) og begrænse det solidariske Ansvar førte til Serieinddelingen. Dette skete ved Lov af 19. Februar 1861, som man kan kalde Kreditforeningernes revidere Grundlov. indeholder nemlig en væsentlig Begrænsning af den i Lov af 20. Juni 1850 givne Adgang til Oprettelse af nye Kreditforeninger, idet den bestemmer, at de i denne Lov omhandlede for Kreditforeninger for Fremtiden kun kan meddeles ved Lov. Endelig giver den Regler om Fyldestgørelsen det solidariske Ansvar, som skal gøre det umuligt Medlemmer af nødstedte Foreninger at unddrage sig Ansvaret ved at indfri deres Laan.

Loven af 1861 bærer tydeligt Præg af de bitre Erfaringer, man havde gjort med den jydske Købstad-Kreditforening og den Brettonske Hypoteklaaneforening, og den er et Udtryk for en Strømkæntring i den offentlige Menings Bedømmelse af hele Kreditforeningsinstitutionen. Endnu sidst i Tredserne og først i Halvfjerdserne, da de næste to Foreninger, Østifternes Landkreditkasseog jydske Købstad-Kreditforening, oprettedes, var Erindringen om hine sørgelige Begivenheder saa levende,

at man ønskede eller holdt det for raadeligt at tage Lære af dem. Det var Vurderingernes Upaalidelighed, der havde bragt de to jydske Kreditforeninger til Fald, og for at undgaa denne Fare og sikre de nye Foreninger en god Start mente Indbyderneat skabe særlige Garantier for en paalidelig Taksation.Landkreditkassens foreslog desuden udnævnt en kgl. Kommissarius til at føre Tilsyn med Foreningens Virksomhed,hvilket deres Mening vilde bidrage til at forøge Sikkerhedenog Tilliden til det ny Institut. Det er beklageligt,at Tanke, som først var fremsat af Bergsøe i hans Udkast til en Kreditforening for danske Grundbesiddere og siden optaget af den i Henhold til Lov af 20. Juni 1850 oprettede „Creditkasse til Selvejendoms Fremme", ikke blev til Virkelighed, idet den kunde være bleven Udgangspunkt for et almindeligt Tilsyn med Kreditforeningerne i Lighed med den Inspektion, som Bankerne og Sparekasserne er underkastede. Men man nøjedes med at forbeholde Ministeriet Ret til til enhverTid lade Foreningens Virksomhed undersøge „i alle dens Enkeltheder", en ret overflødig og uheldig Bestemmelse, som der, saavidt vides, aldrig er gjort Brug af.

Pengekrisen i 1857 sætter Skel i Kreditforeningernes Historie. efterhaanden som man fik den paa Afstand og Tiderne blev bedre, blegnede ogsaa Mindet om de Vanskeligheder, havde været udsat for under og efter Krisen. En Mindelse om Katastrofen i den gamle jydske Købstad-Kreditforening man dog endnu i Ny jydske Kødstad- Kreditforenings Aarsberetninger, som slutter med en staaende Bemærkning om, at der ikke kan bevilges Laan i en Ejendom, den er besigtiget ikke blot af Repræsentanten men ogsaa af Direktionen, og at der i det hele gaas varsomt frem ved Udlaanene".

Aarene efter 1870 var en gylden Tid for alle Erhverv, men gode Tider har i denne Sammenhæng kun for saa vidt Interesse, som de fører til Stigning i Ejendomspriserne og Prioritetsgældenog bidrager til at øge Vanskelighederne i den efterfølgende Nedgangsperiode. Obligationskurserne kulmineredei Ejendomspriserne i 1876. Krisen i 1877 drev baade Priser og Kurser ned, men kun for et Par Aar, allerede i 1879 er Tendensen atter stigende. Det eneste blivendeSpor, Bølgedal i Konjunkturbevægelsen har efterladti Udvikling, er den Rentepolitik, Landkreditkassenslog paa som Følge af Kursfaldet, og som i Korthed gaar ud paa at lade Kreditforeningslaanenes nominelle

Rente følge Bevægelserne i den effektive Rente. Og da denne Rentepolitik er et af de staaende Stridsspørgsmaal i Kreditforeningskredse,turde have sin Interesse at dvæle et Øjeblik ved de Forhold, den skylder sin Tilblivelse.

Landkreditkassen roser sig af (se Side 30 i Festskriftet i Anledning af Foreningens 50 Aars Bestaaen), at den „fra første Færd søgte sin særlige Berettigelse deri, at dens Organisation var saa fuldkommen som muligt; den gav sig straks overfor de ældre Foreninger Karakteren af Reformatoren, Fremskridtsforeningen, vilde være den første til at omsætte indvunden Erfaring i praktiske Forholdsregler, den første til at udfinde nye Veje til paa bedste Maade at naa de fælles Formaal".

Af Afhandlingen om Landkreditkassen i Kreditforeningernes af 1901 faar man imidlertid det Indtryk, at dens Rentepolitik ikke saa meget skyldes reformatorisk Iver til fælles Bedste som Varetagelse af egen Interesse i Konkurrencen de ældre Foreninger. Skal man bedømme Trangen Oprettelsen af denne Forening efter dens Udlaan i den første Tid, har den ikke været særlig stor. Det gik kun smaat i Begyndelsen tiltrods for, at Foreningen gennem „^Agenter" og paa anden Maade udfoldede energiske Bestræbelser for at godtgøre sin Eksistensberettigelse. „Lige meget hjalp det," hedder det i Jubilæumsskriftet (Side 95), „og efter en 10-aarig Virksomhed havde Kreditkassen kun naaet et Udlaan paa godt 4 Millioner Kroner. Opmærksomheden var stadig henvendt paa Forbedringer for at komme frem. Endelig i Aaret 1876 fremkom Tanken om at give Laan i 4Vs pCt. Obligationer. Tanken modtoges med Bifald, og Kreditkassen havde nu en god og jævn Fremgang."

I Indbydelsen til Dannelsen af en Kreditkasse for Landejendomme Østifterne var det bleven betegnet som en Mangel ved Østifternes og den fynske Kreditforening, at de „omfatter to saa uensartede Genstande som Landejendomme og Købstadejendomme", Forventningen om, at „Obligationer, som udstedes Kreditforeninger for Landejendomme alene, under iøvrigt lige Forhold vil kunne sælges til en højere Pris end de, som udstedes af Kreditansfalter, der tillige omfatter Købstadejendomme", været et Hovedargument for Oprettelsen en særlig Landkreditkasse.

Men denne Forventning slog ikke til, Landkreditkassens Kurser var i de første 10 Aar gennemgaaende 2—32_—3 Points bagefter de to Konkurrenters, et Forhold, som næppe har været uden Indflydelse paa Beslutningen om at gaa over til Laan

med højere Rente. Dette Skridt motiveredes ganske vist med en Henvisning til Kurstabet; men hvad der siges herom, beror ligesom alt, hvad der er sagt og skrevet om dette Emne i den følgende Menneskealder, paa en mere populær end rationel Opfattelseaf Kurstab og Mangel paa Forstaaelse for, at en Forhøjelse af Rentefoden uden en tilsvarende Nedsættelse af Hovedstolen er ensbetydende med en Forhøjelse af Laanet. Først i 1922 er disse elementære Ting bleven taget op til en kritisk Undersøgelse, og Æren for at have bragt hele det herhen hørende Kompleks af Spørgsmaal ind i rationelle Baner tilkommer DirektørGjessing. erkendes nu fra alle Sider — med Undtagelseaf —, at det hidtil almindelig anvendteOmregningsforhold Laan med forskellig Rente (100.000 Kr. 4 pCt. Laan lig 94.000 — eller 95.000 — Kr. 4'A pCt. Laan) er urigtigt og medfører en ensidig Begunstigelseaf højrentede Laan; men denne Erkendelse har endnu ikke sat Frugt i Kreditforeningernes Laanepraksis. En Undtagelsedanner vest- og sønderjydske Kreditforening, som allerede i mange Aar har anvendt en Reduktionsfaktor (100.000 Kr. 4 pCt. Laan lig 90.000 Kr. 47a pCt. Laan), som nærmer sig det rigtige Omregningsforhold. Det falder naturligt at strejfe dette aktuelle Spørgsmaal i Forbindelse med en Omtale af Landkreditkassens Rentefodspolitik, men det vilde føre for vidt at komme nærmere ind paa Spørgsmaalet, som forøvrigt heller ikke kan siges at være fuldstændig klaret endnu.

Af de Fremskridt, der skulde give Landkreditkassen dens særlige Berettigelse ved Siden af de to ældre Foreninger, som yder Laan i Landejendomme i Østifterne, er de fleste forlængst opgivne som upraktiske eller uigennemførlige; tilbage er egentligkun mellem 1. og 2. Klasses Gæld med forskelligForrentning Amortisation, som i Halvfemserne førte til Oprettelsen af Afdelinger med delvis uamortisable Laan. Men denne Graduering af Laanene efter Sikkerheden har heller næppe i Praksis faaet den Betydning, som Indbyderne og med dem Lovgiverne tillagde den. Sikkerhedsmomentet spiller nemlig ikke den Rolle for Obligationernes Kurs, som man i Almindelighed er tilbøjelig til at antage, hvad Landkreditkassen ogsaa er ganske klar over. Det solidariske Ansvar giver alle Kreditforeningsobligationer en praktisk talt übegrænset Sikkerhed,og har Obligationskøberne ingen Forudsætningerfor bedømme. Denne kan heller ikke have den Interesse for dem som for de ved den solidariske Hæftelse forbundneInteressenter. hine kan det i værste Fald blive

et Kursspørgsmaal, men for disse et Livsspørgsmaal, og dog ser man, at Pantedebitorerne er ganske sorgløse i saa Henseende,medens gør sig allehaande Forestillingerog med Hensyn til Obligationernes Kvalitet,som i de færreste Tilfælde er Udtryk for den Realsikkerhed,de Men det er den ved disse vage Forestillinger skabte Tradition, der er bestemmende for Obligationernes Kurs, og den eneste Maalestok for Bedømmelsen, man kan faa Øje paa, er Afstanden mellem det Sted, hvor Obligationerne udstedes,og Sted, hvor de handles. Jo større Afstand, des lavere Kurser.

Det er ligeledes en Fejltagelse at tro, at Reformer spiller nogen Rolle i Konkurrencen mellem Kreditforeninger; denne er snarere en Hindring for Gennemførelsen af Reformer, hvis Ønskelighed er almindelig erkendt, f. Eks. en hurtigere Amortisation en rigtigere Udmaaling af Laan med forskellig Rentefod. De laansøgende Grundejere honorerer kun saadanne Fremskridt, som giver et større Laaneprovenu, d. v. s. højere Laan til samme nominelle Rente eller Laan til højere Rentefod med samme — eller ikke tilstrækkelig formindsket — Hovedstol. var dette sidste, Landkreditkassen kom ind paa i 1876, den Tanke, som „endelig fremkom" efter 10 Aars forgæves efter Forbedringer, som kunde give Foreningen den ønskede Fremgang.

Bevægelsen i Obligationskurserne i Halvfjerdserne, som blev Anledningen til Landkreditkassens Rentepolitik, frembyder ogsaa i anden Henseende Interesse, idet den baade i Op- og Nedgang i Strid med den almindelige Regel, at stigende Konjunkturer og Aktiekurser giver faldende Obligationskurser og omvendt. Der tjentes godt i Danmark først i Halvfjerdserne, takket være Milliardbevægelsens Konjunktur, gode Høstaar og stigende Kornpriser, og samtidig nedbragtes Statsgælden med en halv Snes Millioner Kr. om Aaret. Sparekasser og Banker svulmede af Indskud. Den betydelige Aktieemission i disse Aar vidner om en livlig Foretagsomhed, men saa stor var Opsparingen, den ilede forud for Kapitalfastgørelsen, og at der tiltrods for en levende Interesse for Aktiemarkedet ogsaa var Raad til stigende Obligationskurser. I Halvfjerdserne svinger Obligationskurserne i Takt med Aktiekurserne, ogsaa efter 1874, da Kurserne er vigende.

Efter en mindre Opgang i Begyndelsen af Firserne træder
den økonomiske Konjunktur i 1884 ind i en kritisk Periode,
som er væsensforskellig fra Krisen i 1857. Denne Gang er

det ikke Handel og Industri men Landbruget, der rammes haardest, og det er ikke en akut Krise men en Snigkrise, som med en lille Afbrydelse omkring 1890 vedvarer til Midten af Halvfemserne og for Landbrugets Vedkommende Aarhundredetud.

De sidste Aar af Halvfjerdserne havde der været Nedgang Priserne paa Landejendomme; men i Begyndelsen af Firserne retter Priserne sig atter, og i 1884 driver Forventningen om bedre Tider dem op i Højde med Rekordpriserne fra 1876. Med Ejendomspriserne stiger ogsaa Prioritetsgælden. Gældsbyrdens er den tunge Arv, de gode Tider efterlader de daarlige, og den fortsættes en Stund endnu, efterat Ejendomspriserne begyndt at falde. Tilvæksten i Kreditforeningslaanene, som havde været jævnt stigende siden 1864 — det eneste Aar i Kreditforeningens Historie med absolut Tilbagegang —, kulminerer Aarene 1884^—86, hvorefter den atter er aftagende indtil Begyndelsen af Halvfemserne. Efter 1886 tager den danske Bonde, som det træffende er bleven sagt, Skeen i den anden Haand.

I 1885 bryder Prisfaldet løs paa Øerne og Aaret efter i Jylland. I Løbet af et Aar faldt Prisen pr. Td. jydsk Gaardhartkorn Besætning og Inventar) ved almindeligt frit Salg fra 6250 til 5550 Kr. eller ca. 11 pCt. I 1888 gaar Hartkornsprisen yderligere 4 pCt. ned, men dermed er praktisk talt ogsaa Bunden naaet, Gennemsnitsprisen for Halvfemserne ligger kun 1 pCt. under Prisen for 1888. Prisbevægelserne indenfor Tiaaret viser ingen udpræget Tendens; der er svage Tilløb til Stigning omkring 1890 og 95 med efterfølgende Dalen, og Aarhundredet slutter med en Gennemsnitspris pr. Td. Hartkorn paa 5100 Kr. eller ca. 18 pCt. lavere end Toppriserne i 1876 og 1885. Paa Øerne har Prisfaldet været noget større, —¦ hvor meget, lader sig ikke afgøre, da de i Statistikken meddelte for øerne indtil 1895 er paavirkede af Salgene i Københavns Omegn. Men i det store og hele har man vel Lov til at sige, at Prisfaldet i hvert Fald for Jyllands Vedkommende, og i Særdeleshed naar man medtager Værdien af Besætning og Inventar, som har været stigende i det paagældende Tidsrum, og naar man ser bort fra den kortvarige noget umotiverede Prisstigning i Aarene forud for 1885, været ret moderat. Alligevel havde de to jydske Landkreditforeninger Tiden fra 1886 til 1900 et Tab paa overtagne paa 1 Million Kr., som de dog med Lethed var i Stand til at bære.

Det er værd at lægge Mærke til, at Ny jydske Købstadkreditforening tabte 5.000 Kr. og Københavns Kreditforening ikke har lidt noget Tab i denne Periode. Dermed turde Grunden være taget bort under den udbredte Anskuelse, at Landejendomme byder større Pantesikkerhed end Købstadejendomme. Under almindelige Forhold vil det modsatte være Tilfældet, eftersom Faren for „Afklædning" og den derved foraarsagede Forringelse af Pantet er langt større ved Land- end ved Byejendomme. Der røres her ved et Principspørgsmaal af vidtrækkende praktisk Betydning, nemlig dette, hvorvidt det er rigtigt ved Belaaning af Landejendomme at tage Hensyn ogsaa til Besætning og Inventar, naar man ikke tør regne med, at disse bevægelige Værdier forefindes den Dag, Kreditforeningen maa søge Fyldestgørelse i Pantet, og Spørgsmaalet særlig Interesse i en Tid, hvor Besætning og Inventar repræsenterer en forholdsvis betydelig Del af Ejendommens samlede Værdi. Der hersker paa dette Punkt en besynderlig Uklarhed, idet de i Kreditforeningernes Aarsberetninger opførte i nogle Foreninger kun vedrører Jord og Bygninger, i andre derimod tillige omfatter Værdien af Besætning og Inventar.

Hvad angaar Konjunkturernes Indflydelse paa Panteværdien, da viser Erfaringerne fra Pengekrisen i 1857 og Landbrugskrisen Firserne og Halvfemserne, at det snart gaar ud over den ene, snart over den anden Art af Panter. Det turde derfor være meget tvivlsomt, om det rene Artsprincip, som f. Eks. Landkreditkassen skylder sin Tilblivelse, er at foretrække for den Fordeling af Risikoen paa By- og Landpanter, som praktiseres Østifternes, Fyns og Sønderjyllands Kreditforening.

Selve Landbrugskrisen, dens Aarsager og Forløb, er det ikke min Opgave at undersøge; her skal kun gøres Rede for den Side af Depressionen, som vender ud imod Kreditforeningerne.

Et af de mest iøjnefaldende Træk ved denne Periode er en hidtil ukendt Pengerigelighed, sorn sænkede Rentefoden og muliggjorde en Konvertering af Statens, Kommunernes og KreditforeningernesObligationsgæld. Februar 1886 til Marts 1887 nedsættes Nationalbankens Diskonto fra 4Vs a 5 til 2Vs a 313¹ 2. Saa lav en Sats har der ikke været noteret i Bankens Historie, hverken før eller siden. Pengerigeligheden, som var et internationaltFænomen, ikke stigende Profit og Opsparing men en af Depressionen betinget Svigten af Efterspørgslen efter Kapital. Foretagsomheden lammes ved Udsigten til faldende

Priser, Aktiemissionen standser og Aktiekurserne falder. Obligationskursernederimod stærkt, i 1886 gaar 4 pCt. Kjeditforeningsobligationerover I November samme Aar skred Staten til Konvertering af sin indenlanske Gæld. Af de opsagte 155 Millioner Kj. maatte noget over en Tredjedel udbetales kontant, og til Dækning heraf optoges et 37a pCt. Laan, som for Størstedelen kom paa udenlandske Hænder, hvilket havde en yderligere Forøgelse af de disponible Midler til Følge. Imidlertid havde ogsaa Kreditforeningerne begyndt at røre paa sig, men Bankerne vilde ikke indlade sig med dem, inden Statsgældens Konvertering var sikret.

Konverteringer var ikke noget ukendt i Kreditforeningernes Historie. De gamle preussiske Foreninger havde allerede i 1788 og 1839 benyttet et rigeligt Pengemarked til en Nedskrivning af Obligationsrenten til 4 og 37* pCt. Men i Danmark stod man for første Gang overfor denne Situation, og der var en ikke ringe Modstand at overvinde, navnlig fra Direktionernes Side. Man befrygtede, og ikke helt uden Grund, at Kapitalen vilde vende sig bort fra Kreditforeningerne, dersom disse benyttede den i Statuterne hjemlede Ret til Opsigelse af Kasseobligationerne til en almindelig Rentekonvertering, og søge Anbringelse i mindre solide, navnlig udenlandske Papirer for at undgaa en Formindskelse af den Rente, man havde vænnet sig til at regne med som en sikker Indtægt. Men paa den anden Side havde ogsaa Interessenterne, som følte Tyngen af det økonomiske et billigt Krav paa at nyde godt af Pengemarkedets

Først søgte Kreditforeningerne paa forskellig Vis at skaffe deres Medlemmer mindre Lettelser. Da Kurserne laa over Pari, var Udtrækning af Obligationer kun til Gene for Ejerne, og heraf benyttede Kreditforeningerne sig til at forlænge Amortisationstiden,som gennemgaaende havde været 45 Aar, til omkring 70 Aar. Dette var dog ikke muligt for de lukkedeog Seriers Vedkommende undtagen i Jydsk Landkreditforening, som havde statutmæssig Hjemmel til at nedsætte den ved Laanets Stiftelse fastsatte aarlige Forrentningog naar dette kunde ske, uden at Foreningen derved blev ude af Stand til at opfylde sine Forpligtelser. I Medfør af denne ejendommelige Bestemmelse nedsatte Jydsk Landkreditforening ved en Formindskelse af Amortisationen den aarlige Ydelse i samtlige Serier til 47a pCt. De øvrige Foreningermaatte med ved Aabning af nye Serier eller Afdelinger med lavere Rente og svagere Amortisation at give

Medlemmerne Adgang til at konvertere deres Laan paa egen Haand. Denne partielle Konvertering begunstigedes ved en Lov af 1. April 1887 (fornyet 1888, 1895 og 96), som for et Tidsrum af et Aar fritog Panteobligationer, der var udstedte af samme Debitor i samme Ejendom og skulde træde i Stedet for en ældre Obligation, ior Stempelafgift og Tinglæsningsgebyr. For yderligere at lette Overgangen fik østifternes Kreditforening Stadfæstelse paa et Statuttillæg, hvorefter Interessenter ved Udtrædelseaf sluttet Serie kunde tage Reservefondsindskudet med over i den aabne. Københavns Kreditforening optraadte i stor Stil som Køber og Sælger af Obligationer paa MedlemmernesVegne.

Men Interessenterne var ikke tilfredse med disse halve Forholdsregler, de krævede, at Foreningerne for egen Regning og Risiko skulde gennemføre en almindelig Konvertering. Det var en bevæget Tid, Bølgerne gik højt i Anledning af Konverteringsspørgsmaalet, og Dønningerne fra den storpolitiske Strid mærkedes ogsaa indenfor Kreditforeningerne. Fire Gange stævnede Folketingsmand Blem til Generalforsamling i Østifternes med et Skib fuldt af Bornholmere, som hver især var udrustede med 5 Stemmer, inden det lykkedes ham at bryde Modstanden mod Konverteringen, I Landkreditkassen den administrerende Direktør, den konservative Højesteretsadvokat Klubien nølende med til den første Konvertering, i anden omgang vi^e han ikke være med, og det kostede ham hans Stilling.

Konverteringen i Firserne foregik nemlig i to Tempi, og det var Landkreditkassen, der førte an. Først nu udvikledes dens Rentepolitik til et bevidst System, som i Foreningens Festskrift udtrykkes saaledes: „Kreditforeningens første Opgave er til enhver Tid at kunne tilbyde Laantagerne Laan i Obligationer, Kurs ligger saa nær Pari som muligt. Dens anden Opgave er til enhver Tid at drage Omsorg for, at Laantagerne faar den fulde Fordel af de for dem gunstige Forandringer paa det almindelige Pengemarked. Konverteringen finder sin bedste Retfærdiggørelse, naar man betragter den som en naturlig Revers af den rigtige Rentefodspolitik, hvis Forside er den højeste, nødvendige Obligationsrente ved Laanets Stiftelse".

Landkreditkassens 41/^4¹/^ pCt. Obligationer var allerede i 1880 gaaet over Pari, næppe nok 4 Aar efter at Serien var aabnet. I 1887 konverteredes de til 4 pCt., og de øvrige Foreninger, som havde udstedt 414¹ i> pCt. Obligationer, nemlig Vest- og sønderjydske, Ny jydske Købstad- og Københavns

Kreditforening gennemførte ligeledes Konverteringen til 4 pCt. endnu i samme Aar, den sidstnævnte dog kun delvis. Denne Forening, som er oprettet 1882, er af samme Type som Landkreditkassen.De begge startede som Konkurrenceforetagender til østifternes Kreditforening og kommen frem ved højtrentede Laan, og de har som Følge af denne deres Oprindelse og Tradition et mere forretningsmæssigt Tilsnit end de andre Kreditforeninger. Om den vest- og sønderjydske Kreditforening,som fra Starten har staaet i Konkurrence med en ældre og større Forening, gælder i nogen Grad det samme; men for den har et andet Forhold været medbestemmendeved af en højere Rentefod, nemlig Afstandenfra i København og en mindre gunstig Bedømmelse af de naturlige Betingelser for Panternes Værdi. Og for Ny jydske Købstad- Kreditforening, Arvtageren efter den forulykkede Kreditforening af Købstadgrundejere i Nørrejylland, har den af Forgængerens Vanskæbne betingede Mistillid været afgørende i saa Henseende.

I 1887 konverteredes Kreditforeningsobligationer til et samlet Beløb af godt og vel 90 Millioner Kroner. Det næste store Konverteringsaar er 1889, og denne Gang er det 4 pCt. Obligationerne, der nedskrives til 33^J _/2 pCt. Konverteringen omfattede af østifternes og Jydske Landkreditforenings, to Husmandskreditforeningers og Landkreditkassens 4 pCt. Obligationer, ialt noget over 150 Millioner Kroner. Samtidig konverterede Københavns Kreditforening Resten af sine 4V2 pCt. Obligationer til 4 pCt. Videre gik den ikke i denne Omgang ligesaa lidt som Vest og sønderjydske og Ny jydske Købstad-Kreditforening. Landkreditkassen er den eneste Kreditforening, i 1889 konverterede de i 1887 til 4 pCt. nedskrevne pCt. Obligationer til 3V2 pCt. Det var dette, Klubien ikke kunde forene med sine Begreber om Retfærdighed.

Imidlertid var der atter indtraadt en Vending i den almindeligeKonjunktur. steg, og Obligationskurserne begyndte saa smaat at dale. Men om denne Konjunkturbølge gælder det samme som om Opsvinget i Firsernes Begyndelse; der var ingen Kraft i den økonomiske Opdrift, og takket være Konverteringerne var Pengemarkedet endnu i de første Maaneder af 1890 saa let, at Fyens Kreditforening, som hidtil havde holdt sig tilbage, kunde foretage en lille forsinket Konvertering. Hen paa Efteraaret spores en betydelig Stramning, Nationalbankdiskontoengaar i 4'A a 5, og det fortsatte Fald i Obligationskursernesætter en Stopper for Konverteringerne.

De følgende Aar er forretningsløse med faldende Priser og ringe Efterspørgsel efter Kapital, og Følgen er ligesom i Firserneen Forøgelse af de disponible Midler. Den ledige Kapital søger foreløbig Anbringelse i Obligationer, og i 1893 gaar Kreditforeningernes 4 pCt. Obligationer for anden Gang over Pari. Situationen indbyder atter til Konvertering, og i 1894 lægger Staten for med Opsigelse af 31/s3¹/s pCt. Obligationernefra til Indfrielse eller Ombytning med 3 pCt. Obligationer, idet den samtidig til Gennemførelse af Konverteringenoptager 3 pCt. udenlandsk Laan.

Aaret efter fulgte Kreditforeningerne det af Staten givne Eksempel, og denne Gang optraadte de i Fællesskab for at staa stærkere i Forhandlingerne med Bankerne. I Januar 1895 traf 6 Foreninger Overenskomst med et Bankkonsortium om Konvertering 250 Millioner 4pCt. Obligationer til 31/s3¹/s pCt., og i August sluttede Ny jydske Købstad-Kreditforening sig til med henved 25 Millioner, efter at den forgæves havde forsøgt sig med individuel Konvertering. For at forsone Obligationsejerne med Konverteringen gik Kreditforeningerne paa Forslag af Bankerne ind paa at udsætte Nedskrivningen af Renten en halv Snes Terminer. Man følte sig aabenbart ikke sikker paa et heldigt Udfald af denne store Finansoperation, og Forhandlingerne med Bankerne var ret besværlige. Men Konverteringen forløb over al Forventning godt og blev, da kun ganske faa Obligationsejere Krav om Indfrielse, en glimrende Forretning ior Bankerne.

Husmandskreditforeningerne konverterede samtidig paa egen Haand. Det drejede sig kun om nngle faa Millioner, og Aaret efter fulgte endnu tre übetydelige Konverteringer af de ældste Serier i Østifternes, Jydske Land- og Vest- og sønderjydske Dermed var den almindelige Sænkning af Kreditforeningsrenten til BVspCt. gennemført. Naar Professor Birck i denne Forbindelse taler om Konverteringer ogsaa til 3 pCt., er dette et mindre korrekt Udtryk for Aabningen af 3 pCt. Afdelinger i Landets to største Kreditforeninger, som foretoges samtidig med men uafhængig af Konverteringerne i 1895_—96. Forsøget faldt ikke særlig heldigt ud; i Jydsk Landkreditforening, som havde været først paa Færde, blev Tilgangen til denne Afdeling 2,8 Million Kr., i Østifternes Kreditforening næppe nok en Million.

Tiden var ikke til 3 pCt. Laan. Fra Midten af Halvfemserne
daterer sig det store Omslag i Verdenskonjunkturen fra Guldværdistigningtil
Den stærkt tiltagende Guldproduktionstimulerer

produktionstimulererVarepriserne og derigennem Foretagsomheden,og stigende Efterspørgsel efter Kapital driver Renten op. 3 pCt. Obligationen naaede næppe nok at vinde Fodfæste, og snart havde ogsaa 3Va pCt. Obligationen udspillet sin Rolle. Ved Overenskomsten med Bankerne om den store Konvertering af 1895 havde Kreditforeningerne maattet paatage sig en Forpligtelsetil standse Udstedelsen af 4 pCt. Obligationer til 1900; men Forholdene paa Pengemarkedet udviklede sig saaledes,at inden Fristens Udløb maatte anmode Bankerne om Tilladelse til at aabne nye 4 pCt. Afdelinger. Samtidig vendte Landkreditkassen og den vest- og sønderjydske Kreditioreningtilbage 4Vs pCt. Obligationen. Allerede paa det første Fællesmøde mellem Kreditforeningerne i 1887 havde Landkreditkassensadministrerende under en Drøftelse af Konverteringsplanernebebudet, hans Forening, naar det viste sig, at den ikke mere kunde naa Jorden med det 3Vs pCt. Ben, atter vilde sætte det gamle 41/a4¹/a pCt. Ben paa Jorden. Under Indtrykket af den vedvarende Stigning i den effektive Rente aabnede ogsaa de øvrige Kreditforeninger i Løbet af det første Decennium af det nye Aarhundrede 4V2 pCt. Afdelinger, og nu har Landkreditkassen som bekendt faaet et længe næret Ønske om Udstcdtise af 5 pCt. Obligationer opfyldt. De noteredes første Gang den 23. Juli 1924.

Om dette sidste Udslag af Landkreditkassens Rentepolitik skal her kun bemærkes, at det, saavidt vides, er gennemført paa samme irrationelle Maade som i sin Tid Overgangen til 4V2 pCt. Laanet, og denne Gang er det mindre tilgiveligt, eftersom vor Erkendelse med Hensyn til'rigtig Udmaaling af Forholdet mellem Laan med forskellig Rentefod netop i de senere Aar har gjort væsentlige Fremskridt, som Kreditforeningerne eller senere kommer til at bøje sig for. løvrigt har Spørgsmaalet om 5 pCt. Laanene været Genstand for saa megen Drøftelse ogsaa i Offentligheden, at der her kan ses bort fra en nærmere Omtale. Det samme gælder om de Spørgsmaal og Forslag Kreditforeningerne vedrørende, som har været fremme i Forbindelse med Valutadrøftelsen. Det vilde ogsaa føre for vidt at komme ind paa disse Problemer her og næppe have tilstrækkeligt Krav paa Interesse, da de fremsatte Forslag ikke har ført til praktiske Resultater og tildels er af en saadan Art, at de nærmest maa betegnes som indiskutable.

Ligesom Staten søgte ogsaa Kreditforeningerne at profitere
af den store Kapitalrigdom paa de udenlandske Markeder. I
Forbindelse med disse Bestræbelser staar den af Direktør Hein

med saa megen Energi men uden Held forfægtede Plan om en Sammenslutning af samtlige Kreditforeninger med Fællesudstedelseaf i Lighed med den preussiske Zentral- Landschaft og et dermed konkurrerende Forslag om en statsgaranteretHypotekbank svensk Mønster, som efter mange Aars Forhandlinger førte til Oprettelsen af Kongeriget Danmarks Hypotekbank ved Lov af 6. April 1906. Hypotekbanken har ikke svaret til de store Forventninger, hvormed den var bleven startet. Begyndelsen var ret lovende; i de første 4 Aar optog Banken Kreditforeningsobligationer til et samlet Beløb af 34 Millioner Kroner, men siden 1911 har den kun købt 0,6 Millioneraf og 0,2 Millioner af SønderjyllandsKreditforenings

Imidlertid var det lykkedes en Række Kreditforeninger paa egen Haand at skaffe sig et Marked for deres Obligationer i Tyskland. Førende paa dette Omraade var de i "1880 oprettede De Smaabrug og jordløse Huse paa Landet, som det var disse Foreningers Opgave at gøre delagtige i den organiserede Realkredits Velsignelser, mentes ikke at byde samme Sikkerhed som de øvrige Kreditforeningers Panter, og for at lette Afsætningen af Obligationerne ti! Kurser, som Interessenterne kunde være tjent med, havde Staten paataget en Garanti for Renten mod at betinge sig Ret til at godkende Valget af Formanden for Bestyrelsen (fra 1893 af den administrerende Direktør) samt udnævne den ene af Revisorerne. af disse Sikringsforanstaltninger turde være ret problematisk; en virkelig Betryggelse af Statens og Almenhedens vil kun kunne naas ved et stadigt og sagkyndigt fra Statens Side.

Husmandskreditforeningernes Obligationer udstedtes baade med tysk og dansk Tekst, og allerede et Aar efter Starten blev de optaget til daglig Notering paa Børserne i Hamborg og Berlin. Omkring Midten af Firserne fik den vest- og sønderjydske sin 4 pQ. Afdeling (amortisabel 110) indført paa Hamborgs Børs, og senere søgte ogsaa andre Foreninger for deres Obligationer i Tyskland. I 1899 gik Husmandskreditforeningerne et Skridt videre, idet de fik Hjemmel til at udstede Obligationer ogsaa med engelsk Tekst og lydende foruden paa dansk tillige paa engelsk og tysk Mønt, skønt det ikke skortede paa Advarsler fra nationaløkonomisk Side mod saaledes at gøre sig solidarisk med Verdensmarkedet baade i godt og ondt.

De jydske Landkreditforeninger, Københavns og Østifternes

Kreditforening kom ligeledes ind paa Udstedelse af dobbeltmøntedeObligationer. Københavns Kreditforenings Jubilæumsskriftfremhæves ved et saadant „udførselsmæssigt" Papir, og de Betragtninger, som anstilles i den Anledning, slutter med nogle Bemærkninger, hvis Sandhed og RækkeviddeForfatteren har været sig fuldtud bevidst. Han siger nemlig, at „man ved Bestyrelsen af større Opsamlinger af midlertidig betroede Midler ikke tør se bort fra de Kalamiteter,der indtræffe. Der har sikkert været mange Mennesker,som levet i den Tro, at Revolutioner i vor Verdensdelikke vel kunde tænkes nu om Dage, og saa oplevede Europa ikke mindre end 3 Statsrevolutioner i 1905".

Pengeinstituter, som giver uopsigelige Laan paa saa langt Aaremaal som Kreditforeningerne, maa regne med alle Eventualiteter, Revolutioner paa det økonomiske Omraade. „Hvad der har været, kan komme igen", udtalte Professor Scharling i 1895 med Henblik paa Muligheden af en Omvæltning inden for vort Pengevæsen og den deraf flydende Risiko for Kreditforeningerne. forstod ogsaa de Mænd, som i 1859 startede den Brettonske Hypoteklaaneforening, hvilket fremgaar af følgende Bestemmelse i Statuterne: „Laanet afsluttes, forrentes og tilbagebetales Rigsdaler Rigsmønt efter den nu gældende danske Møntfod og kan ikke overgaa til nogen anden Størrelse eller Værdi til Skade for Kreditor eller Debitor, men beregnes og betales, saalænge en eneste Obligation er tilbage, med Landets Penge efter fornævnte Møntfod".

40 Aar senere var Lederne af de foran nævnte Kreditforeningerikke paa Faren ved at indgaa Forpligtelserogsaa fremmed Mønt, eller de har for en øjeblikkelig, übetydelig Fordels Skyld ikke villet se den, og Følgen af denne Mangel paa Fremsyn var det beklagelige Forbud mod l'dførsel af visse dobbeltmøntede Obligationer af 25. Oktober 1923. Det er let nok at være bagklog, men uforstaaeligt er det, at de paagældende Foreninger ikke af Krigens Udbrud og den derved foraarsagede Forrykkelse af Vekselkurserne tog Anledning til at lukke de paagældende Serier, men holdt dem aabne flere Aar efter Krigens Slutning, for en enkelt Afdelings Vedkommende endog til umiddelbart før Forbudets Udstedelse. Et bedre Bevis for Betimeligheden af et aktivt Statstilsyn med Kreditforeningerne kan man ikke ønske sig. For en Kreditioreningsinspektør,som i stadig og levende Kontakt med de enkelte Foreninger, vilde det have være en nærliggende Opgave at tage Initiativet til en Begrænsning af Risikoen ved

de dobbeltmøntede Obligationer, saasnart han fik øje paa Faren. Eksemplet viser, at Kreditforeningerne, naar de, forskyldt eller uforskyldt, kommer i Forlegenhed, tyr til Staten, og at denne under Hensyn til Omfanget af de Interesser, der staar paa Spil, trods alle Betænkeligheder ikke har ment at kunne nægte dem sin Støtte. Det vilde derfor klæde Kreditforeningerne at pukke noget mindre paa Selvstyret, og det er kun rimeligt og i Almenhedens og Kreditforeningernes egen Interesse ønskeligt, om Staten fik mere Indseende og Haand i Hanke med deres Ledelse.

Denne Kritik rammer ikke det passive Statstilsyn, vi hidtil har haft, da dette selvfølgelig maa holde sig indenfor de ved Lov nøje fastlagte Grænser. Der gives ganske vist i de forskellige Bestemmelser om, at „Ministeren til enhver Tid kan lade foretage Undersøgelse af samtlige Foreningen Forhold"; men disse Bestemmelser er ret værdiløse, da en særlig Undersøgelse af en enkelt Forenings Forhold vilde udsætte dens Kredit for Fare og derfor kun kan tænkes foretaget under ganske ekstraordinære Forhold, d. v. s. naar det er for sent.

Saalænge der var Overflod af ledig hjemlig Kapital til Anbringelse i Kreditforeningsobligationer, var der ingen Anledning at forcere Afsætningen til Udlandet. Denne holdt sig da ogsaa indenfor ret beskedne Grænser i Firserne og Halvfemserne. efter Aarhundredeskiftet tog Eksporten af Kreditioreningsobligationer og blev efterhaanden et fast Led i Dækningen af det af Kapitaltilførsler betingede Importoverskud. Af den Milliard, vi ved Verdenskrigens Udbrud skyldte Udlandet, ifølge en Opgørelse, som Direktør Blem foretog i 1915, henved 250 Millioner Kreditforeningsgæld. Ca. 210 Millioner var placerede i Tyskland, 25 Millioner i England og 10 Millioner i andre Lande, deraf 6 i Norge. De jydske Foreninger leveret det største Kontingent til denne Eksport, nemlig 190 Millioner Kr. eller henved en Fjerdedel af deres samlede Obligationsmasse, medens Kreditforeningerne paa Øerne kun var lodtagne med 50 Millioner eller 6 pCt. af Obligationsgælden. statsgaranterede Husmandskreditforeningsobligationer var mest efterspurgte i Udlandet og det eneste danske Kreditforeningspapir, kom ind paa det engelske Marked. Ikke mindre end 62 pCt. af disse to Foreningers Obligationer var ved Krigens Udbrud paa udenlandske Hænder.

Det var et Held for de danske Kreditforeninger, at den tyske
Mark under og efter Krigen sank endnu mere i Værdi end den
¦danske Krone. Markens Fald bidrog ganske vist til en hurtig

Tilbagestrømning af vore Obligationer fra Tyskland, som forbigaaendelagde Tryk paa Kurserne, men sparede Kreditforeningernefor Den engelske Valuta derimod rettede sig efter Krigen. Siden .Januar 1919 har Kronen haft Disagio mod Pund, og den stigende Sterlingkurs maatte animere til Eksport af Husmandskreditforeningernes Obligationer, indtil denne standsedesved i Efteraaret 1923. De to Foreningerhar ikke übetydelige Valutatab paa deres dobbeltmøntedeObligationer, til Imødegaaelse af Tabene har Østifternes Husmandskreditforening i August 1924 besluttet at afkræve de dobbeltmøntede Afdelingers Medlemmer V-; pCt. af Hovedstolen som Tillæg til de halvaarlige Ydelser. Det vil med andre Ord sige, at man har ladet det solidariske Ansvar træde i Kraft, ikke ved Anvendelse af en Statutbestemmeise men ved en af Indenrigsministeren approberet Beslutning. DersomForeningen ligesom Sønderjyllands Kreditforening — havde haft en Kreditorforsamling ved Siden af Selvstyreorganerne,vilde have kunnet vælge en for Medlemmerne lempeligere Fremgangsmaade ved gennem Kreditorforsamlingen at erholde Obligationsejernes Samtykke til for en Række Terminer at standse Amortisationen, d. v. s. lade Amortisationsbidragenegaa Kassen til Dækning af Tabene i Stedet for at afskrive og udtrække.

II.

Aarhundredeskiftet er Vendepunktet i Landejendommenes Prisbevægelse. Fra Aar 1900 — for Jyllands Vedkommende fra 1901 — begynder en ny Prisstigning, som fortsætter sig med stigende Styrke op til 1914 og under og efter Krigen udvikler sig til en hidtil ukendt Hausse, som foreløbig kulminerer 1919. Under den paafølgende Deflation falder Ejendomspriserne betydeligt, navnlig i 1922. I 1923 standser Prisfaldet og Udviklingens Kurve peger atter opad. I første Halvaar af 1924 stiger Ejendomspriserne med ca. 1000 Kr. pr. Td. Gaardhartkorn og det andet Halvaar har bragt en yderligere Stigning, som det dog endnu ikke er muligt at give et talmæssigt Udtryk. "

En Undersøgelse af Spørgsmaalet, hvorledes denne enorme
Prisstigning har indvirket paa Kreditforeningernes Laanepolitik,

maa indskrænke sig til Landejendomme i Jylland, da Jydsk Landkreditforening er den eneste Kreditforening, der har offentliggjortettil Formaal brugeligt statistisk Materiale. Denne Forenings Virksomhed i Ribe og Ringkøbing Amter er som Følge af Konkurrencen med den vest- og sønderjydske Kreditforeningsaarebeskeden; skal derfor foreløbig begrænse Undersøgelsen til det østlige og nordlige Jylland samt Viborg Amt. Da dette Amt med Hensyn til Frugtbarhedsforhold ganskesvarertil for de tre nordjydske Amter —

meget bedre end til de to sydvestlige, som det slaas sammen
med i den officielle Statistik —, er det her henlagt til det
nordlige Jylland.

Ved Salg i fri Handel af bebyggede Landejendomme opnaaedes
de af Statistisk Departement offentliggjorte Tabeller
Priser: (Se Tabellen Side 21.)

Til yderligere Sammenligning med Kreditforeningsmaterialet et Uddrag af Statistisk Tabelværk om Vurderingen til Ejendomsskyld af samtlige Landejendomme for 1909, 1916 og 1920.

Rfter de i Jydsk Landkreditforenings Aarsberetningcr meddelte statistiske Oversigter over Foreningens Udlaan er der Aar for Aar foretaget en Beregning af de pantsatte Ejendommes Behæftelse pr. Td. Hartkorn og pr. Hektar, hvorved der er set bort fra 31/a3^l/a pCt. Laanene, da disse er forholdsvis faatallige og Materialet ogsaa uden dem tilstrækkelig De i Aarets Løb ydede 4 pCt. Laan er omregnede 47:2 pCt. Laan efter det af Foreningen anvendte — ikke helt rigtige — Omskrivningsforhold, hvorefter 100.000 Kr. 4 pCt. Laan sættes lig 94.000 Kr. 47* pCt. Man kommer til følgende Resultat (se Tabellen S. 023).

Dette Materiale tillader formentlig sikre Slutninger i forskellige men inden vi uddrager Læren af Tallene, vil vi lade de tilsvarende Oversigter for det nordlige Jylland og Viborg Amt følge (se Tabellerne Side 130 og 131).

De af Jydsk Landkreditforening meddelte statistiske Oversigterover
er særdeles fyldige, og den
gode Overensstemmelse med den officielle Statistik over Salg

af Landejendomme og Vurderinger til Ejendomsskyld i Henseendetil gennemsnitlige Hartkornstilliggende og Areal pr. Td. Hartkorn berettiger til den Antagelse, at Materialet er behandlet med en Omhu og Forstaaeise, som gør det egnet til at danne Grundlag for en Undersøgelse. Formaalet med Undersøgelsen skal være dette at paavise, hvorledesVurderingssummerne til Salgspriserne, Forholdet mellem Behæftelse og Ejendomsværdi samt Bevægelsen i Vurderingerog i Forhold til Prisbevægelsen.

De i Oversigten over Salgspriser for Landejendomme meddelte Salgssummer pr. Td. Hartkorn — med og uden Besætningog — for Gaarde og Huse, ligger kun 6—176_—17 pCt. over Priserne for Gaarde alene. Indenfor disse snævre Grænser vil den virkelige Værdi af de til Pant tilbudte Ejendommevære søge, forsaavidt som det gennemsnitlige Antal Tdr. Hartkorn pr. Ejendom ligger mellem de tilsvarende Gennemsnitstalfor Gaarde og for samtlige Landejendomssalg,og Hjælp af disse Tal maa en endnu nøjere Bestemmelseaf være mulig, idet de angiver, i hvilken Grad de belaante Ejendommes Værdi nærmer sig Salgsprisen for Gaarde eller for Gaarde og Huse. Paa denne Maade er Værdien af Ejendommene med og uden Besætning og Inventarsamt til Ejendomsskyld beregnede i Tabellen

(S. 132), afrundet til fulde Hundreder Kroner. Den Usikkerhed,som ved denne Beregning, er formentlig ikke saa betydelig, at den indvirker forstyrrende paa det Helhedsbillede,Tallene

Vurderingerne har altid været Kreditforeningernes svage Side, og Tallene viser, at dette fremdeles er Tilfældet. Selv om man tager i Betragtning, at Værdien af Besætning og Inventaraf til Stempelafgiften er ansat for højt i Købekontrakterneog af Jord og Bygninger som Følge deraf for lavt, kan der ikke være Tvivl om, at Vurderingsmændenegennemgaaende gjort sig skyldige i en betydeligOvervurdering de til Pant tilbudte Ejendomme trods Lovens, Statuternes og Instruksens klare Bestemmelser og til Trods for, at de har afgivet en skriftlig Forsikring om „som retskafne Mænd med Troskab og Samvittighedsfuldhed at ville røgte det dem betroede Hverv, nøje efterkommende de dem givne Forskrifter med Hensyn til Vurdering af Ejendomme og stedse udføre Vurderingerne saaledes, som de trøster sig til, om forlanges, at bekræfte med Ed for Retten". Naar undtages Aarene 1918_—21, da Priserne — navnlig for Besætning og Inventar — var ganske overordentlig høje, ligger Vurderingssummernepr. Hartkorn uden Besætning og Inventar endog

over Værdien pr. Td. Hartkorn med Besætning og Inventar, i Tiden før Krigen ca. 20 pCt. I 1922 har Vurderingsmændeneatter Jord og Bygninger til mere, end Panterne var værd med Besætning og Inventar.

Det var, som vi har set, Vurderingernes Upaalidelighed, der i sin Tid bragte den gamle jydske Købstadkreditforening og Hypoteklaaneforeningen til Fald, og det anførte turde være tilstrækkeligt til at vise, at Vurderingerne fremdeles er et højst upaalideligt Grundlag for Laangivningen. Vi staar her ved en fundamental Svaghed i Kreditforeningernes Struktur, et Faremoment,som store Krav til de indstillende Repræsentantersog Direktionernes kritiske Sans. For at undgaadenne

gaadenneFare lod Østifternes Kreditkasse i mange Aar Panternevurdere to af Retten udmeldte Mænd. Men denne „Forbedring" har aabenbart ikke svaret til Forventningerne; thi i 1889 besluttede Kreditkassen at gaa over til det af de andre Kreditforeninger anvendte System med faste Vurderingsmænd.Heller Overformynderiet har, at dømme efter en Udtalelse af Kontorchef Behrend, gjort gode Erfaringer med de af Øvrigheden udmeldte Vurderingsmænd. Han anfører nemlig i et Skrift om Overformynderiets Virksomhed som Grund til, at Laanegrænsen kun sjældent naas, „Vurderingernessom meget høje Værdiansættelse".

Det er altsaa ikke et særligt Kreditforeningsfænomen, men en almindelig Skavank ved Vurderinger til Laan — i Modsætning Vurderinger til Ejendomsskyld —, at Mændene er og altid har været tilbøjelige til at vurdere for højt. Loven foreskriver, de til Pant tilbudte Ejendommes Værdi skal bestemmes Vurdering efter saadanne Regler, som ikke yder mindre Sikkerhed for rigtig Vurdering, end de i Lov af 19. Marts 1869 indeholdte Bestemmelser" (om Udlaan i faste Ejendomme af Umyndiges Midler), og den forudsætter, at Bestyrelsen ?den fornødne Kontrol med Taksationernes Paalidelighed". Bestemmelse om Valg eller Udnævnelse af Vurderingsmænd i Lov Nr. 59 af 24. April 1896 viser desuden, Lovgivningsmagten er opmærksom paa Faren ved, at Vurderingsmændene kommer under Indflydelse af Interessenterne. vilde derfor være i god Overensstemmelse med Lovens Aand at tilstræbe større Tryghed og Redelighed i dette grundlæggende Forhold. En Række Foreninger har statutmæssig til, om fornødent, at lade Vurderingsmændene Vurderingerne med deres Ed; men dette drastiske til at fremskaffe paalidelige Taksationer gøres der praktisk talt ikke Brug af, og det vil næppe kunne paavises, Vurderingerne er endnu mindre paalidelige i de Foreninger, ikke kender denne Bestemmelse. Derimod vilde det maaske være praktisk stadig at holde Vurderingsmændene de i Handel og Vandel konstaterede Priser for Øje og afskedige der viser sig uimodtagelige for den deri liggende Belæring.

Man kan ikke uden videre gaa ud fra, at Kreditforeningernevil ivrige efter Reformer paa dette Omraade. De har en vis Interesse i at vise Overbærenhed med Vurderingsmændene,idet Vurderinger giver fine Behæftelsesprocenter, som pynter i Aarsberetningerne. Man kan heller næppe vente

et kraftigt Initiativ og den fornødne Selvstændighed af Direktioner,hvis er valgt paa Aaremaal, naar de derved kommer i Strid med Interessenternes paagaaende Krav om højere Laan og Vurderingsmændenes deraf flydende uheldige Tilbøjeligheder. Men at skilte med et Forhold mellem Laan og Værdi, som ikke svarer til Virkeligheden, er at føre Offentlighedenbag og hvis Kreditforeningerne savner Evne eller Vilje til at raade Bod herpaa, maa det blive TilsynsmyndighedensOpgave holde dem til Ilden.

Det er forøvrigt ikke Ansættelsen af Handelsværdien, men Kapitaliseringen af Ejendommens Driftsoverskud, der danner det egentlige Grundlag for Laangivningen. Det er som bekendt saare vanskelig Opgave at opstille et Driftsregnskab for en Landejendom, og enhver Ændring i Indtægter eller Udgifter med det 25 dobbelte Beløb paa Kapitalværdien. efter Indtægtsoverskud er en Konstruktion, som aabner et vidt Spillerum for Vilkaarlighed, men Hensigten med denne Værdiberegning er ikke til at tage fejl af. De fleste Vurderingsinstrukser indeholder nemlig Bestemmelser om, at der ved Ansættelsen af Indtægter og Udgifter skal regnes med normale Forhold i et Middelaar og med Gennemsnitspriser en længere Aarrække. Meningen hermed kan kun være den at basere Udlaanet ikke paa øjeblikkets tilfældige Konjunktur, men paa et Gennemsnitsprisniveau, som kan antages ville holde ud i Fremtiden, og kun paa et saadanl Grundlag er det forsvarligt at yde uopsigelige, svagt amorti-

:gl «l -Ut L!._.pO!g-_ilgt, OVSg

sable Laan i fast Ejendom. I Aar med høje Ejendomspriser skulde Værdien efter Indtægtsoverskud altsaa ligge under Handelsværdien; det modsatte er Reglen. Siden Verdenskrigens har vi haft et ekstraordinært højt Prisniveau for Landejendomme; men i de fleste Kreditforeninger, som i Aarsberetningen giver Oplysning ogsaa om Værdien efter Indtægtsoverskud, denne over den takserede Værdi i Handel Vandel, som atter ligger over den virkelige Handelsværdi.

I Sønderjyllands Kreditforening har „Indtægtsværdien" for Landejendomme hidtil ligget 18 —21 pCt. under Vurderingsmændenes af Handelsværdien. Hvorledes denne svarer til den virkelige Værdi, har man søgt at konstatere ved en Bearbejdelse af Ejerskiftesagerne, idet man har udskilt de Panter, som ikke var fuldt belaante, og dernæst frasigtet alle Familiehandler og saadanne Salg, hvor der foruden Afstaaelsessummen betinget en særlig Ydelse, f. Eks. Aftægt. Man kommer da til følgende Resultat:

Naar man tager i Betragtning, at de solgte Ejendomme ganske overvejende er belaante i Aarene forud for Salget, for en væsentlig Del i 1920_—21, og at Ejendomspriserne faldt i 1921 og 22 og atter steg i 1924, er det sandsynligt, at Vurderingerne det Tidspunkt, da de blev foretaget, har svaret ret nøje til Salgsværdien.

Dette kan, som vi har set, ikke siges om Jydsk Landkreditforenings Derimod vil der næppe kunne gøres Indvendinger imod denne Forenings Udlaan under Højkonjunkturen. Tab, S, 136).

Den ujævnhed i Bevægelsen, som i 1916 —17 viser sig i Forholdet mellem Laan og Ejendomsværdi, finder i hvert Fald delvis sin Forklaring i den Omstændighed, at de i dette Aar belaante Ejendomme i Gennemsnit har et mindre Hartkornstilliggende et større Antal Hektar pr. Td. Hartkorn end i det foregaaende Aar, hvilket ogsaa fremgaar af de i Oversigterne over Foreningens Udlaan Side 129 og 131 meddelte for Behæftelsen pr. Hektar.

I Tiden før Krigen har Jydsk Landkreditforenings Udlaan ligget omkring 60 pCt. af Panternes samlede Værdi, svarende til ca. 75 pCt. af Ejendomsværdien uden Besætning og Inventar.I derimod figurerer en Behæftelsesprocentpaa 50, som refererer sig til de pantsatte EjendommesVærdi Besætning og Inventar. Det er en ganske antagelig Misvisning og en ret betydelig reel Belaaningskvotienti udpræget Prisstigningstid. Der skulde ikke noget stort Tilbageslag i Konjunkturen til for at bringe Priserne paa Joid og Bygninger ned paa eller ned under Laanenes Beløb. Men Prisstigningen hvilede paa et sundt Grundlag, og takket

være den af Krigsforholdene og Efterkrigstidens Inflation betingedeyderligere i Ejendomspriserne blev Sikkerhedenfor før Krigen ydede Laan Aar for Aar finere. Under Priskulminationen i 1919 og 20 viste Foreningen et Maadeholdi Udmaaling, som stikker velgørende af mod Taksationsmændenes kritikløse og statutstridige Vurderen om Kap med Prisstigningen, navnlig i det nordlige Jylland. Siden 1920 har Totalbehæftelsen under Indflydelse af Prisfaldet bevægetsig ca. 40 op imod 50 pCt. af Ejendomsværdien med Besætning og Inventar og svinget omkring 80 pCt. af Ejendomsskyldvurderingen, hvilket svarer ret nøje til Laaneniveaueti Kreditforening.

Ribe og Ringkøbing Amter er hidtil holdt udenfor Undersøgelsen,og
hertil er, som allerede bemærket, den,
at Jydsk Landkreditforening som Følge af Konkurrencen med

den vest- og sønderjydske Kreditforening kun har faa Laan i
disse Amter.

Det gamle Stridsspørgsmaal om Monopol eller Konkurrence hidtil bleven behandlet rent dialektisk ud fra de paagældende Interesse i Sagen, som forfægtes med mer eller mindre gode Fornuftgrunde, uden at der, os bekendt, hidtil er gjort Forsøg paa at føre et virkeligt Bevis for den ene eller den anden Opfattelses Rigtighed. Og heller ikke den historiske Udvikling giver afgørende Fingerpeg, idet denne har været ganske principløs paa dette som paa flere andre Omraader indenfor Kreditforeningsvæsenet. Monopolets Forsvarere er forsaavidt vanskeligt stillede, som Ordet Monopol odiøst, medens Konkurrencens Talsmænd har den langt taknemligere Opgave at kæmpe for Frihedens Sag. Hine hævder, Konkurrence fører til en Hævning af Laaneniveauet baade uvilkaarligt og mere eller mindre bevidst. Naar en Laansøger samtidig indhenter Laanetilbud fra to Kreditforeninger, han under iøvrigt lige Forhold vælge det højeste. Der foregaar saaledes en naturlig Udvælgelse af det højere Laan, og for at sikre sig Laanet kan de konkurrerende Foreninger fristede til at strække sig videre, end de ellers vilde gaa. Heroverfor har Konkurrencens Mænd lige siden Tredserne bekendt sig til den stik modsatte Opfattelse, og saaiedes er Stillingen den Dag idag.

Vi skal i denne Forbindelse anføre en Udtalelse af afdøde D. B. Adler under Forhandlingerne om Oprettelsen af Landkreditkassen for Østifterne, som man ofte finder citeret af Monopolets Modstandere. Adler hævdede, at Konkurrencen mellem Kreditforeninger vil tvinge disse til at „give større Betryggelse for deres Kreditorer, give bedre Garanti deres Papirer. Det Institut, der viser, at det gaar varsomt tilværks, faar snarest de solideste Debitorer og finder villigst Kreditorer, og saa tvinges andre Foreninger til at optage Forbedringer. Konkurrencen vil føre til større Betryggelse for Papirerne i Stedet for — som paastaaet — til større Lethed med Hensyn til at tilstaa Laan".

Denne Udtalelse gengives i en Afhandling at afdøde Kreditforeningsdirektør og i Landkreditkassens Festskrift med en Bemærkning om, at dens Rigtighed stadfæstes af Erfaringen. Men det store Flertal af Kreditforeningsmænd vil være enige om, at Erfaringen lærer noget helt andet, og Kendsgerningerne giver denne Opfattelse Medhold.

I Ringkøbing Amt, som strækker sig op i Nærheden af

Viborg, havde den vest- og sønderjydske Kreditforening ved Udgangen af Regnskabsaaret 1923 13,135 Laan, Jydsk Landkreditforeningderimod 133 Interessenter. Hvad kan dette Misforhold skyldes? Hvorfor har praktisk talt alle Laansøgere foretrukket den vest- og sønderjydske Kreditforening for JydskeLand? til Obligationskurserne kan det ikke skyldes,da Kurser i mange Aar gennemgaaendehar noget højere end Vest- og sønderjydskes. Denne Forening har heller ikke haft særlige „Forbedringer" at byde paa, — det skulde da være 4 pCt.-Afdelingen (amortisabel110); den benyttes næsten ikke mere. Forklaringenkan formentlig kun være den, at Kreditforeningen i Ringkøbing giver højere Laan end Kollegaen i Viborg, hvilket dog kun kan konstateres ved en Specialundersøgelse. Der skal i det følgende gøres Rede for Resultatet af en saadan Undersøgelse, som i 1924 er foretaget i de 8 tidligere slesvigskeSogne Vejle Amt, hvor de to Foreninger ligeledes konkurrerer om Laanene.

Selv om Materialet er ret begrænset og for Jydske LandkreditforeningsVedkommende kommer Bevægelsen baade i Salgspriser og Belaaning tydeligt frem og svarer i det store og hele godt til det Billede, som de hidtil meddeste statistiske Oversigter giver. I hvert Fald kan man med Sikkerhedlæse Ting ud af Tallene: for det første, at den vestogsønderjydske siden 1910 har ydet 10 Gange saa mange Laan i de 8 Sogne som Jydsk Landkreditforening, og at dens Laan ligger i et væsentligt højere Plan end Jydske Lands (ca. 10^—15 pCt. over). Totalbehæftelsen af de af den vest- og sønderjydske Kreditforening ydede Laan i de 8 Sogne har i de sidste fire Aar udgjort over 90 pCt. af Ejendomsskyldvurderingenaf og mellem 55 og 60 pCt. af de solgte Ejendommes Værdi med Besætning og Inventar, medens der i Aarsberetningen — for hele Foreningens Omraade — figurerer en Behæftelseskvotient paa ca. 40 pCt. for 41/*4¹/* pCt. Laan. Der vil kunne indvendes imod denne Beregning, at det ikke gaar an uden videre at sætte de pantsatte Gaardes Totalbehæftelse i Forhold til de omsatte Gaardes Salgspris og

---

1) af samtlige Gaarde i „de 8 Sogne".

samtlige Gaardes Vurdering til Ejendomsskyld. Men denne Fejlkilde er i Kreditforeningens Favør, eftersom de belaante Gaardes gennemsnitlige Hartkornstilliggende helt igennem liggerikke over de solgte og paa et Aar nær ogsaa over samtlige Gaardes Hartkorn pr. Ejendom.

Den vest- og sønderjydske Kreditforening er ligesom Landkreditkassen i sin Tid kommen frem ved Hjælp af det højrentede Laan (se Foreningens Festskrift S. 32 og 64), og desuden, som det fremgaar af de meddelte Oplysninger, ved at tilbyde højere Laan end Konkurrenten. Dette er Forklaringen at Jydske Landkreditforening er slaaet af Marken i Ringkøbing Amt og i „de 8 Sogne". Saaledes virker Konkurrencen Kreditforeninger.

Det bemærkes endnu, at de i de enkelte Regnskabsaar ydede 3'/2 og 4 pCt. Laan er omregnede til 47a pCt. Laan efter det af den paagældende Forening anvendte Omregningsforhold, Forhæftelserne ligesom for det hidtil bearbejdede fra Jydsk Landkreditforening er opført med deres paalydende Beløb.

For Jydsk Landkreditforenings Vedkommende svarer Totalbehæftelsen i Forhold til Ejendomsværdi og Ejendomsskyldvurdering godt til de tilsvarende Forholdstal for det østlige Jylland, og de sparsomme Oplysninger om Laan og Vurdering i Ringkøbing Amt falder ligeledes ganske godt i Traad med Resultaterne fra dei nordlige Jylland og Viborg Amt. Men Ribe Amt falder helt udenfor Rammen og kræver derfor en særlig Undersøgelse.

I Ribe Amt ligger de pantsatte Ejendommes Hartkornstilliggende i Modsætning til det østlige og nordlige Jylland gennemgaaende under, Areal pr. Td. Hartkorn derimod Gennemsnittet for de solgte og for samtlige Landejendomme. at finde et rigtigere Udtryk for Panternes virkelige Værdi har man — ligesom for det østlige og nordlige Vedkommende — reduceret Salgssummerne og Vurderingerne til Ejendomsskyld efter de pantsatte Ejendommes gennemsnitlige Hartkornstilliggende.

I det østlige og nordlige Jylland har Jydsk Landkreditforening talt hele Udlaanet, idet den kun konkurrerer med Husrnandskreditforeningen om de mindste Panter. Man kan derfor gaa ud fra, at de belaante og de solgte Ejendomme vil stemme nogenlunde overens med Hensyn til Størrelse og Jordbonitet, og selv om der spores Forskydninger i Tallene, er Overensstemmelsen i det store og hele umiskendelig.

Anderledes i Ribe Amt. Her har Jydsk Landkreditforening haard Konkurrence at bestaa med den vest- og sønderjydske som tager Broderparten af Laanene. Som Følge heraf er Materialet betydelig mindre i dette end i de øvrige Amter — naar undtages Ringkøbing, hvor Jydske Land praktisk talt er siaaet helt ud af Konkurrenten, — og derfor ogsaa mindre typisk for Amtet som Helhed og mindre egnet til Sammenligning med Salgsstatistikken. Dette er Hovedgrunden at Vurderinger og Laan i Forhold til Salgspriser Ejendomsskyld her ligger i et helt andet Plan end i det øvrige Jylland. De belaante Ejendomme naar kun i enkelte Aar op til Gennemsnittet for de solgte og for samtlige Landejendommes Hartkornstilliggende, og i Henseende til Frugtbarhed ligger de, som Forholdet mellem Areal og Hartkorn langt under Gennemsnittet for hele Amtet. Heri maa man søge Forklaringen paa, at Vurderingssummerne i endnu højere Grad end i det østlige og nordlige Jylland overstiger pr. Td. Hartkorn, selv om man tager Hensyn Forskellen i det gennemsnitlige Hartkornstilliggende pr. Ejendom. Men denne Forklaring er næppe udtømmende.

Der er ret god Overensstemmelse mellem de i Aarene 1920—21 til 23—24 belaante og samtlige i 1920 til Ejendomsskyldvurderede i Henseende til Hartkornet(henholdsvis og 1,1 Td. pr. Ejendom), men en ikke ringe Forskel i Areal pr. Td. Hartkorn (27,9 mod 19,6

ha). Tiltrods for at de pantsatte Ejendommes Frugtbarhed liggerbetydelig Gennemsnittet for hele Amtet, udgør deres Totalbehæftelse pr. Hektar ca. 85 pCt. af den gennemsnitlige Vurdering til Ejendomsskyld af samtlige Gaarde og Huse i Amtet.

Indskrænker man Sammenligningen til Regnskabsaarene 1920 —21 til 1922—23, bliver Forskellen i Jordbonitet noget mindre, og med Hensyn til Hartkornstilliggende falder de i disse Aar belaante Ejendomme ret nøje sammen med de i 1920 til 22 solgte Gaarde og Huse (0,99 og 0,95 Td. Hartkorn Ejendom). Alligevel ligger deres samlede Behæftelse pr. Td. Hartkorn 1— 2.000 Kr. over de solgte Ejendommes gennemsnitlige Vurdering til Ejendomsskyld, hvilket ligeledes kunde tyde paa, at Jydsk Landkreditforenings Udlaan i Ribe Amt ligger højere i Forhold til Ejendomsskylden end i Foreningens øvrige Omraade.

Antallet af de i de sidste 10 Regnskabsaar ydede Laan i Ribe og Viborg Amter forholder sig til det samlede Antal Interessenter i de to Amter pr. 31. Marts 1924 som 83 henholdsvis til 100 (for 1918—19 til 23—24 er de tilsvarende 49 og 45 pCt.). I de sidste 10 Aar har Arealet pr. belaant Ejendom i Ribe Amt svinget mellem 20 og 31 ha omkring et Gennemsnit af 25 ha, i Viborg Amt nrellem 21 og 30 ha omkring 24 ha. I Ribe Amt gaar der i disse Aar gennemsnitlig 30 ha paa en Td. Hartkorn mod 12 i Viborg Amt, og selv om man regner med, at de ti! Panterne i Ribe Amt hørende Jorder har vundet mere ved Opdyrkning end i Viborg Amt, overrasker det alligevel at se, at Laanenes Beløb pr. Interessent — det vil praktisk talt sige: pr. Ejendom — i 1924 næppe nok var 10 pCt. større i Viborg Amt end i Ribe, nemlig 15.650 Kr. mod 14.319 Kr.

Skønt det ikke er muligt at føre noget egentligt Bevis, forekommer det dog efter det anførte sandsynligt, at Jydsk Landkreditforenings Udlaan ligger i et noget højere Plan i Ribe Amt end i det øvrige Jylland, og at dette er Grunden til, at den klarer sig forholdsvis bedre overfor Konkurrenten i dette Amt end i Ringkøbing, at med andre Ord Konkurrencen har drevet ogsaa denne Forenings Laaneniveau op.

Kreditforeningerne udmærker sig ved en Fuldkommenhed
i Organisationen, som i Almindelighed gør dem lidet tilgængeligefor

geligefor„Forbedringer". Et saa fint Instrument skal behandlesmed og betjenes med Forstaaelse. Der hersker her — foruden de skrevne Love — en indre Lovmæssighed,som krænkes ustraffet. Men Kreditforeningerneledes svage Mennesker, som maaske kan presses til at handle i Strid med, hvad de anser for god Kreditforeningspolitik,og Direktionerne har en Følelse af at være Genstandfor saadan Pression, derom vidner en Henvendelse, som en Kreds af Kreditforeningsdirektører for ikke saa længe siden paa en given Foranledning har rettet ti) Indenrigsministeriet,og de anmoder Ministeriet om at „bistaa Kreditforeningernei Arbejde for at unddrage sig de Bestræbelser,der for Tiden gør sig gældende for til Skade og Fare for Fremtidsudviklingen at skrue Laaneniveauet op". Men selv om det skulde lykkes at svække Direktørernes Pligtfølelseog Ansvaret, vilde det ikke ændre noget ved de naturlige Vilkaar for Kreditforeningsvirksomhed.

Kreditforeningerne er Andelsforetagender. Det er deres Styrke, men ogsaa deres Svaghed. Den øverst besluttende Myndighed er hos Medlemmerne, hedder det i Statuterne, og Medlemmerne er Foreningens Debitorer. I Kraft af denne Interessenternes Dobbeltstilling rummer Selvstyret en Fare, forsaavidt Valgene af Repræsentanter og disses Valg af Direktører under Hensyn til det almindelige ønske om højere Laan.

Og hvis der saa endda var Tale om virkeligt Selvstyre! Paa Generalforsamlingerne plejer kun 1 eller 2 pCt. af Interessenterne give Møde — i mange Foreninger endnu færre — og ved Valg af Repræsentanter som oftest ligeledes kun et Faatal af Medlemmer. Et interessant Eksempel herpaa oplevede ifjor i Sønderjyllands Kreditforening. Paa Generalforsamlingen der rejst Krav om en Forhøjelse af Laanene. Uger senere skulde der afholdes Valg af en Landrepræsentant Haderslev Østeramt, og efter en hidsig Kampagne Møder og i Pressen og en ihærdig Underhaandsagitation der paa Valgdagen 93 af 950 stemmeberettigede Valgt blev den Kandidat, som var opstillet paa Programmet om højere Laan, af 66 af de 93 mødte, d. v. s. af 7 pCt. af samtlige stemmeberettigede. En faatallig men energisk Opposition vil som Regel have let Spil overfor den kompakte Majoritet af tilfredse eller ligegyldige Interessenter, ikke føler Trang til at gøre deres Rettigheder gældende. Og det vil altid være en taknemlig Opgave at

Nationaløkonomisk Tidsskrift. LXIIf.

slaa til Lyd for Kravet om højere Laan, navnlig i en Tid
som denne, da mange Grundejere føler Trykket af Kreditindskrænkningen.

At udsætte Kreditforeningernes ansvarlige Ledere for Pression saa meget mere betænkeligt, som deres Opgave er saare vanskelig og stiller særlig store Krav til Ansvarsfølelsen. Om de Laan, der bevilliges idag, er for store eller for smaa, afhænger af Fremtidsudviklingen og beror derfor paa et Skøn, som skal staa sin Prøve om 10 eller 20 Aar. Selv om man lader uvedkommende Hensyn indvirke paa dette Skøn, er det langtfra givet, at den deraf flydende større Dristighed i Udmaalingen Laanene vil føre til Kalamiteter. Og selv om dette skulde ske, er der en ikke ringe Trøst i den Tanke, at det bliver Hypotekforeningen, der kommer til at tage det første

Saadanne Tanker kan ikke være fremmede for en Direktør, skal paa Omvalg hver fjerde eller sjette Aar. Naar Valgdagen nærmer sig, vil han være i samme Situation som en Rigsdagsmand, der ønsker at blive genvalgt. Om denne Ordning siger Direktør Gjessing i Københavns Hypotekforenings Jubilæumsskrift, at den er forladt af alle nyere Dannelser af kooperative Foretagender. „Den synes ogsaa kun forklarlig som en Levning fra Kreditforeningernes graa Urtid, da man var tilbøjelig at betragte Direktørstillingerne ikke som Embeder, men som en Slags Ombud, der burde gaa paa Omgang mellem Hensynet til Genvalget er eg.net til at svække Selvstændighed og Handlekraft hos Foreningens øverste

En Direktør for et Pengeinstitut, som forvalter Hundreder af Millioner Kroner, bør ikke vælges paa et kortere Aaremaal, men — ligesom enhver anden Direktør — ansættes engang for alle. Viser han sig uduelig, skal han selvfølgelig kunne afskediges, men at gaa i stadig Utryghed for de periodisk tilbagevendende Valg, er uværdigt for en Mand i en saa ansvarsfuld og ikke ufarligt for det Foretagende, han er sat til at forvalte. Ministeriet burde derfor tage under Overvejelse rette en alvorlig Henstilling til Kreditforeningerne om at lade denne forældede og uheldige, for ikke at sige usømmelige Praksis falde. — I Sønderjyllands Kreditforening er Dirtktørerne fast ansatte.

Man skulde egentlig antage, at Hensynet til det solidariskeAnsvar
danne en Modvægt mod Bestræbelserne for
at faa Laaneniveauet op. Men dette er ikke Tilfældet. Livet

lærer, at Menneskene er i Besiddelse af en lykkelig Sorgløshedoverfor som lurer ude i den uvisse Fremtid. Det er derfor nærmest kun Pedanter, der tænker paa det solidariskeAnsvar, det ikke træder truende i Forgrunden.

Det er derfor et Held, at der ved Lov er skabt visse Garantier en forsvarlig Ledelse af Kreditforeningerne, og det vilde formentlig ligge i Almenhedens Interesse, om Statens Tilsyn udvidedes til en stadig og effektiv Kontrol med, hvorledes og Statuterne efterleves og hvorledes Kreditforeningerne ledes. Maalt efter den Kapital, der forvaltes, et Kreditforenings- (og Hypotekforenings)-Inspekrorat lige saa paakrævet som et Sparekasse- og Bankinspektorat, og Opgaven er overkommelig, da der kun er Tale om et Faatal af Institutioner. Det vilde desuden være ønskeligt, om der ligesom for Banker og Sparekasser blev fastsat ensartede Regler Regnskabsvæsen og Revision.

Den langsomme Amortisation i Forbindelse med Laanenes Uopsigelighed maner til Forsigtighed, navnlig i en Tid med høje Ejendomspriser. I de første 20 Aar afdrages kun 10 pCt. af Laanenes Beløb, og hvad der kan ske i Løbet af 20 Aar, er det vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at danne sig en Forestilling om i vor hurtigt levende Tid med de stærke Prissvingninger og med en svag Valuta i Rekonvalescens.

I 1920 stod vi ved Afslutningen af en tyveaarig uafbrudt Prisstigning, og efter et forbigaaende Prisfald i 1921 og 22 nærmer vi os atter Højderne fra 1919^—20, hvis de ikke allerede naaet. Navnlig fra 1912 antager Priskurven (se Diagrammet 148) i Forhold til de foregaaende Aartiers Prisbevægelse Stejlhed, som virker ængstende, i Særdeleshed naar man betænker, at de senere Aars høje Priser for en væsentlig er et Krigs- og Valutafænomen. Under Prisfaldet i 1922 forstummede Klagerne over Laanene; da kunde alle se, at de var høje nok, og i Kreditforeningerne var Humøret stemt paa samme Tone som under det begyndende Prisfald i Firserne. hedder det i Afhandlingen om Jydsk Landkreditforening Festskriftet af 1901:

„Selvfølgelig maatte det fremkomne Omslag opfordre til Varsomhed — særlig ved nye Udlaan, hvor de som Følge af Krisen dalende Ejendomspriser manede til Forsigtighed. Imod de Tab, der kunde ventes paa allerede optagne, i gunstige Tider ydede Laan, var det naturligvis vanskeligere at værge sig ved nogen direkte Forholdsregel."

Jydsk Landhypotekforening maatte i Regnskabsaaret 1922

—23 overtage 48 Panter, som dog, takket være den begyndende Prisstigning, ikke bragte Foreningen noget Tab. For Kreditforeningernes Vedkommende gav det kortvarige Prisfald endnu stærkere Grad end de første Aar under Landbrugskrisen Firserne sig Udslag i en Forøgelse af Udlaanet.

Netto-Tilgangen i Kreditforeningernes Hovedstol havde i Firserne og Halvfemserne gennemgaaende svinget mellem 20 og 30 Millioner Kr. aarlig. Men med Stigningen i Ejendomspriserne Aarhundredskiftet øgedes ogsaa Tilvæksten i Udlaanet. i 1903^—04 er Nettotilgangen naaet op over 80 Millioner Kroner, og paa denne Højde holder den sig — med smaa Udsving i de enkelte Aar — til 1914. I 1916 —17 er der et brat Fald til 13 Millioner; men iøvrigt bevæger Til-

væksten i Laanenes Hovedstol sig i nogenlunde samme Højde
i Krigsaarene som i Tiden før Krigen. De senere Aars Udvikling
ved følgende Tal:

Siden 1918 vil der, naar man medtager Regnskabsaaret 1924^—25, for hvilket der endnu ikke foreligger Beretninger, være ydet nye Laan til et samlet Beløb af lVa Milliard Kroner. Beløb, af hvilket kun en ringe Del vil være afdraget tilbagebetalt, udgør — ogsaa naar Udlaanet i Sønderjylland — mellem en Trediedel og Halvdelen af Kreditforeningernes samlede Restgæld, og da mange af disse Laan er Tillægslaan, kommer man til det Resultat, at omkring Halvdelen af Kreditforeningsgælden hviler paa Ejendomme, som er prioriterede under Højkonjunkturen.

I den Tid, der har været Kreditforeninger i Danmark, har vi haft to økonomiske Kriser, Pengekrisen i 1857 og Landbrugskrisen Firserne og Halvfemserne, som hver paa sin Maade har sat Spor i Kreditforeningernes Historie. Gaar vi godt Hundrede Aar tilbage i Tiden, kommer vi til en Periode, som frembyder visse Lighedspunkter med Forholdene i vore Dage: langvarige, verdensomspændende Krigsforhold, som førte til en Sprængning af vor Valuta. Under den paafølgende Deflation Landbruget af en voldsom Krise, som hovedsagelig den under Inflationen opsamlede Gæld.

---

1) Den vest- og sønderjydske Kreditforenings Regnskabsaar følger Kalenderaaret. Fra 1920 er Tallene for denne Forenings Vedkommende paavirkede af Udlaanet i de sønderjydske Landsdele.

Foruden Ligheden er der heldigvis langt tungere vejende Forskelle. Men selv om der ikke er nogen Grund til at male Fanden paa Væggen, er der al Anledning til at være opmærksom paa den Fare, som den under det høje Prisniveau stærkt forøgede Gæld rummer.

Endelig skal der endnu i Anledning af Kreditindskrænkningen at et stigende Laanebehov ikke afgiver noget Grundlag for en Forhøjelse af Kreditforeningslaanene. Den eneste Maalestok for Fastsættelsen af Laanene er Pantesikkerheden. kan Kreditforeningerne heller ikke, saa ønskeligt det end vilde være, gøre noget for at afhjælpe Bolignøden lette unge Landmænd Adgang til Jorden. Det er Opgaver, som paahviler det Offentlige. Kreditforeningerne kan kun løse de Opgaver, som ligger indenfor de naturlige Grænser deres Virksomhed.