II. Købekraftspariteten.

I sine „Princippes of political economy and taxation", hvoraf første Udgave udkom i 1817, siger Ricardo i Begyndelsenaf 27. Kapitel," der handler om Penge og Banker: Det vil ikke blive troet om 50 Aar, at Bankdirektører og Ministrei vore Dage for Alvor har hævdet baade i Parlamentet og for Parlamentskomiteer, at Bank of Englands Udstedelse af uindløselige Sedler ikke havde og ikke kunde have nogen Betydning for Prisen paa Varer, Guldet og de udenlandske Vekselkurser. Nej, saamænd. For 50 Aar siden forbausede det maaske, men nu hundrede Aar efter, hvor meget af det, der

dengang beskæftigede Verden, er vendt tilbage, nu anfører man paany fra mange Sider alle mulige andre Helbredelsesmidlermod de skadelige Virkninger af en for stor Seddeludstedelseend det atter at søge Sedlernes Mængde reduceret. Nu er det igen ikke den af Staterne under Krigsaarene og i Aarene derefter gennem Statslaanene skabte kunstige Købekraft,der er Skyld i Prisstigningen paa Varer og Valuta, men det er alt efter Forholdene tidligere Fjenders eller nuværende Venners Ondskab, Indkredsningsforsøg, Mangel paa Sparsommelighedi Folket osv. Det er imidlertid et Gode for den hele Diskussion, at Cassel i 1918 tog den Ricardoske Tanke op og udformede den i sin Teori om Købekraftspariteten, fordi denne Teori er saa enkel og klar og giver paa saa overbevisende Maade Hovedlinien i det hele Valutaproblem, at den store Almenhed, der nu om Dage deltager i Løsningen af saadanne Problemer, har kunnet tilegne sig Betragtningen.

Og Befragtningen er da den, at naar Prisniveauet i et
Land stiger paa Grund af Inflation, d. v. s. paa Grund af, at
der gives Befolkningen en større Mængde Købemidler i Hænde,
end Erhvervslivet og Omsætningen betinger, f. Eks. ved at
Staten overtrækker sin Konto i Seddelbanken og betaler Varer og
Lønninger med disse Sedler, saa vil det Fald i Møntens Købekraft,
der herved er fremkommet, naturligvis blive taget i Betragtning
af Udlandet igennem den Pris, dette vil give for det paagældende
Lands Mønt. Er f. Eks. det tyske Prisniveau steget til
det dobbelte, saaledes at man nu kun faar halvt saa mange
Varer for 100 Mark som før, saa vil Udlandet kun give det
halve for Mark af deres Pariværd; men hvis f. Eks. samtidig
det danske Prisniveau er steget til det firedobbelte, vil Udlandet
kun give XU af den tidtigere Værdi for danske Kroner,
og den af Prisniveauerne betingede ny Paritet for'Valutaerne
imellem Danmark og Tyskland bliver for Noteringen af Mark
4
her 88,89 • . Dette er altsaa Købekraftspariteten, om hvilke
Kursen skulde være tilbøjelig til at svinge.

Dette er i store Træk Teorien, og det den fremhæver, er jo ikke andet end at den fremmede Valuta som Repræsentant for de fremmede Varer naturligvis bliver drevet op i Pris i samme Omfang som Hjemmemarkedets Priser stiger. Den nyskabteKøbeevne virker i samme Omfang paa hjemlige og fremmede Varer, og derved kommer Stigningen i Prisniveau og Valutakurser til at følges. Det er vistnok heldigt for ikke at fremme Troen paa en overnaturlig Forbindelse mellem Prisniveauog

niveauogValutakurser, hvorved Prisniveauet skulde bestemme Valutakursernes Højde, at lægge Vægt paa, at Overensstemmelsenmellem Bevægelserne i Prisniveau og Valutakurs skyldes,at disse Bevægelser er fremkaldt af den samme drivende Kraft: Stigningen i Købemidlernes Mængde.

løvrigt hviler jo denne som andre økonomiske Teorier paa en Forenkling af de økonomiske Begivenheder; Forskydninger i Priserne mellem de Varer et Land udfører og dem, det skal indføre, Kapitalflugt, Erstatningsbetalinger og alle andre Faktorer, der paavirker Betalingsbalancen, kan i kortere eller længere Tid føre Markedsnoteringerne paa Valutaerne bort fra Købekraftspariteten.

Betragter man f. Eks. Forholdet mellem danske Kroner og Sterling, viste de Undersøgelser, som Valutakonferencens statistiske Udvalg foretog (Valutakonferencens Forhandlinger 1923, S. 308), at Købekraftspariteten beregnet efter dansk og engelsk Detailprisniveau i Aarene efter Fredslutningen laa væsentlig under Markedsraterne. Tallene var følgende:

Sterlingkurserne laa saaledes navnlig i 1920 og 1921 væsentlig over Købekraftspariteten, saaledes at vi tilsyneladende „betalte Sterling for dyrt". Men det, der skete i disse Aar, var, at flere af de afgørende Forudsætninger for at betragte Købekraftspariteten som maalgivende for Valutakursernes Højde var bristet, navnlig den Forudsætning, at Prisstigningen skal ramme alle Varer ens. Hvis dette nemlig ikke holder Stik, saa bliver den Usikkerhed, der knytter sig til Pristallet som Maal for det paagældende Lands Møntværdi af afgørende Betydning ved Bedømmelsen af Forskellen mellem Købekraftsparitet og Valutakurs.

Sagen er jo den, at de forskellige Pristal er sammensat
paa forskellig Maade, saaledes at Priserne paa de forskellige

Varer, der indgaar i Tallet, kan have meget forskellig Vægt. Saalænge alle Varer stiger eller falder med samme Procent, spiller dette ingen Rolle. Men hvis de enkelte Varer stiger ulige meget i Pris, saa forstærkes eller svækkes disse Forskydningerulige meget i de forskellige Pristal, og saa kan der fremkomme Forskydninger i Købekraftspariteten, medens Vekselkursen holder sig uforandret, eller Vekselkurserne kan ændre sig, medens Købekraftspariteten ligger fast.

Tænker man sig to Lande, der ombytter Smør og Kul, og i hvilke Smørprisen er steget til det 4dobbelte og Kulprisen til det 9dobbelte, (hvilke Stigninger nogenlunde svarer til Forholdene i 1920), og beregner man for Simpelheds Skyld alene Prisniveauerne efter disse to Varer, faas følgende Resultater, idet det er forudsat, at Smørret i det ene Lands Pristal har den dobbelte Vægt af det andet Lands:

I Landet A er Prisniveauet efter denne Beregning nu 800,
i Landet B 700 og Købekraftspariteten for Landet A.s Valuta
i B er Pariværdi X o. Men da Smørret og Kullet ganske vist
8
er steget ulige stærkt overfor hinanden, men begge er stegne
lige stærkt i de to Lande, skulde der strengt taget ikke være
nogen Grund for disse til at ændre Bedømmelsen af hinandens
Møntværdi. Vekselkursen mellem Landene skulde altsaa være
uforandret. Men da det sædvanlige vil være, at det ene Land
eksporterer Smør, det andet Kul, vil den Prisforskydning, der
er indtraadt, paavirke Betalingsbalancen mellem de to Lande i
det Lands Disfavør, der skal købe Kullene og kun har det
lidet værdifulde Smør at give igen, og det nævnte Land vil
derfor se Værdien af de fremmede Valutaer stige over Købekraftsparitet,
hvilket formentlig var en af Aarsagerne til Forskellen
her i Landet imellem Købekraftsparitet og Sterlingkurs
i Aarene 1920 og 1921. Imidlertid, dette var en Digression.
Hvad jeg vilde give, var en grov Illustration af den Betydning,
Pristallenes uensartede Sammensætning har for de Maal, de afgiver
paa Bevægelserne i Prisniveauet.

Dette Forhold vil nærmere fremgaa af nedenstaaende Beregning over Købekraftsparitet og faktisk Vekselkurs mellem danske Kroner og Sterling, hvorved Købekraftspariteten er beregnet paa Grundlag af Finanstidendes Engrospristal og forskellige engelske Pristal.

Det vil nu her ses, at disse tre Pristal ligger paa forskellig Højde, og ved Anvendelsen af det lavest liggende af dem (Statist's) faar man en ganske god Overensstemmelse mellem Købekraft og Vekselkurs. Men Spørgsmaalet er jo: Hvilket af de tre Tal giver det nøjagtige Udtryk for Sterlingens indenlandske Købeevne (rent bortset fra, hvad Finanstidende giver for danske Kroners Vedkommende).

Grunden til Forskelligheden i de tre Pristal beror dels paa Forskelligheder med Hensyn til de Priser, der anvendes, (Importpriser, Markedspriser, Eksportpriser osv.), men især med Hensyn til den Vægt, der tillægges de forskellige Varers Pris i Beregningen. Nedenstaaende Oversigt taget fra A. W. Flux: The measurement of price changes (Journal of The Royal Statistical Society, 1921, S. 186), giver et godt Indtryk af Ulighederne.

Disse Uligheder har medført, at de tre Pristal ligger paa forskellige Niveauer, og følger man Prisbevægelserne i de sidste Maaneder vil det ses, at den ringe Vægt, der i f. Eks. i Statist's Pristal lægges paa „Andre Fødevarer", hvori indgaarden mod Udgangen af 1923 stærkt forhøjede Sukkerpris,maa give en mindre Stigning for dette end for Economist'sog Times'. I samme Retning virker, at Statist tillægger

„Andre Raastoffer", der er steget forholdsvis lidt, høj Vægt. Den høje Vægt, Economist tillægger Gruppen Tekstiler, der er steget stærkt, maa give et højt Pristal; den lave Vægt, Times tillægger Gruppen, maa gøre Stigningen for dette Pristal svagere.

Men medens man saaledes nok i nogen Grad kan analysere Grunden til Bevægelserne paa de forskellige Pristal, findes der jo intet Holdepunkt for at hævde, at det ene af Pristallene nøjagtigere angiver Sterlingens Købekraft end det andet. Og naar dette er Forholdet, er det klart, at en direkte Slutning fra Købekraftsparitet til, hvad Vekselkursen „bør være" ikke er mulig. Som det vil ses, er der pr. 1. Dec. 1923 trods alt dog ikke mere end 8 pCt. Forskel paa Statist og Times og 6 pCt. paa Times og Economist. Men 8 pCt. i en Sterlingkurs paa 25 er 2, d. v. s. at en Beregning af Købekraftspariteten efter Finanstidende og Statist giver Overensstemmelse med Vekselkursen, men bruger man Times, faar man en Sterlingkurs, der er 2 Kr. „for høj".

Lignende Betragtninger kan anføres over Detailpristallet, som jeg tidligere her i Tidsskriftet har ment burde foretrækkes ved disse Beregninger, fordi det sandsynligvis nøjagtigere angiver en Mønts Købeevne. Sammenligner man f. Eks. det danske og det engelske Detailpristal pr. Juli 1920 faas følgende:

Disse Forskelligheder imellem Stigningen i Grupperne indenfor hvert Land og imellem de to Lande er saa store, at de ikke giver megen Tro til, at et Gennemsnit af disse Tal skulde give noget særligt nøjagtigt Udtryk for Nedgangen i henholdsvis Kronens og Sterlingens Købeevne. Hertil kommer, at medens Fødevarer indgaar i det danske Pristal med en Vægt af 46 °/o, indgaar de i de engelske med 60 %. Til Gengæld har „Andre Udgifter" i det danske Pristal en Vægt af 19, i det engelske 4. Dette maa naturligvis trykke det danske Pristaloverfor det engelske, saaledes som Stigningen i de paagældendeGrupper

gældendeGrupperfremtræder, og derved trykke Købekraftspariteten.

Jeg anser Teorien om Købekraftspariteten som meget frugtbar, især fordi den saa stærkt lægger Vægt paa Sammenhængen mellem det indenlandske Prisniveau og Vekselkurserne, og derved understreger, at de Faktorer, der foranlediger ndringer det indenlandske Prisniveau, ogsaa medfører ndringer Vekselkurserne. Men vore Pristalsberegninger er endnu saa primitive, at man ikke tør bruge Afvigelser mellem Købekraftsparitet og Vekselkurs til andet end en Foranledning til at søge efter de Kræfter, der har fremkaldt Afvigelsen. Thi det maa vel erindres, at Vekselkursen er en faktisk konstateret Pris, men Pristallet er et Forholdstal.

Det er det rent beregningsmæssige ved Tilvejebringelsen af et Udtryk for Købekraftspariteten, jeg her har søgt at belyse. Der er, som allerede nævnt, en Række Faktorer paa Betalingsbalancen, der vil kunne give mere ellei mindre langvarige Udslag i Vekselkursen fra Købekraftspariteten. Det skal jeg ikke nærmere komme ind paa i denne Sammenhæng.