J. BYSKOV: En ærlig Krone. 43 S. Det Schønbergske Forlag. Kjøbenhavn 1924.

Forf. har aabenbart fundet det urigtigt, at de i nærværende Skrift indeholdte Betragtninger blev forbeholdt Deltagerne paa forskellige Landbrugsmøder og Læsere af Horsens Folkeblad. Han har ikke villet sætte sit Lys under en Skæppe, men ønsket en større Kreds i Tale. Det er da kun rimeligt, under Hensyn til den almindelige Anseelse, Forf. nyder, at optage Forhandlingen med ham.

Skriftet kaldes „En ærlig Krone", og derved forstaar Forf. en Krone, der har samme Værdi som dens Paalydende i Guld. Hans Hovedpaastand gaar derfor ud paa, at Guldindløsningen snarest skal genoptages, saa faar vi den ærlige Krone igen; nej, vi gør saamænd ikke.- Kronen bliver hverken mere eller mindre ærlig, om den som nu er 48 pCt. af sin Værdi i 1914, eller 60 pCt. værd, hvilket den vil blive, naar den indløses efter sin gamle Guldparitet. Thi Guldet, det hæderlige Guld, er fra 1914 til nu faldet henved 40 pCt. i Værdi. Og der kan formentlig ikke for Forf. eksistere Grader i Ærlighed. Kronen var heller ikke, som Forf. synes at tro (S. 19), „den gamle ærlige Krone" ved Krigens Afslutning. Den havde her i Landet i 1919 47 pCt. af sin Værdi i 1914.

Saa meget om Ærligheden. Thi det, der skete efter 1919, som intet har med Ærlighed eller Uærlighed at gøre, og som forvoldte, at vor Krone ikke steg i Værdi sammen med $ og £, var jo en Række af lykkelige og ulykkelige Begivenhedermellem hinanden, der tilsammen var mere end vort lille økonomiske Samfund kunde bære. De store Udgifter til Sønderjylland, de fejlslagne Forhaabninger om Markeder syd og øst paa, fejlagtige Dispositioner og en offentlig Finanspolitik, der hævede Prisniveauet i Stedet for at trykke

det ned, har altsammen bragt os derhen, hvor vi nu er. Og
dette mener Forf. altsaa at kunne bringe ud af Verden med
eet Slag, d. v. s. med Nationalbankens 200 Mill. Kr. Guld.

Nu er det jo saa heldigt, at Forsøget er gjort ved Egaliseringsfondet. Thi hvad andet var det, der gik for sig end netop et Forsøg paa at gøre Sedlerne indløselige til ca. 60 pCt. af deres Paalydende, idet Fondet afgav Sterling til 24Vä Kr.; men desformedelst, at gammel Gæld og Frygten for, at Egaliseringsfondets Lunger ikke skulde holde Løbet igennem, medførte overvældende Krav paa Fondet, maatte Forsøget opgives indtil videre. Forf. skriver saa fortrinligt herom, at det maa citeres: „Nu er det Middel ogsaa færdigt, og Kronen tager atter Fart nedad og staar lavere, end før vi begyndte med disse Midler. Vi kan jo gerne samle et Par Hundrede Millioner sammen igen og kaste i Gabet, og det vil utvivlsomt have lige saa ringe Virkning." Ja, utvivlsomt, og derom var de fleste enige ved Fondets Oprettelse, at hvis der ikke skete andet, saa maatte det gaa som det gik. Men Forf. skulde blot gaa et Skridt videre, blot efter „et Par Hundrede Millioner" tilføje „Guld", saa var der sagt noget lige saa godt; og havde Forf. tænkt sig om paa dette Sted, kunde han have sparet hele Pjecen, for saa vilde han have sagt det baade rigtige og let forstaaelige, at naar vor Betalingsbalance f. Eks. for 1923 udviste et Underskud paa 100 å 150 Mill. Kr., saa kan man ikke genoptage Guldindløsningen, forinden man har sikret sig, at denne Gæld paa anden Maade er bragt ud af Verden, eller at man ikke har skabt en tilsvarende ny. Thi vilde man under disse Forhold genoptage Indløsningen, vilde det kun være „at kaste Nationalbankens Par Hundrede Millioner i Gabet paa dette Underskud", men derved sker intet af de Mirakler, Forf. tænker sig. løvrigt gives der en Række andre Spørgsmaal vedrørende Guldet, af hvilke jeg har omtalt nogle i min foranstaaende Anmeldelse af Keynes Bog, og som jeg derfor ikke igen skal komme ind paa her. Blot vil jeg erindre om, at paa Valutakonferencen, hvor Spørgsmaalet gentagende drøftedes, var selv Tilhængere af Guldindløsningen indforstaaede med, at saa længe f. Eks. England ikke var gaaet over til Guldindløsning, kunde Danmark heller ikke gøre det.

Skriftet indeholder iøvrigt mange rigtige Bemærkninger og mange Misforstaaelser, som jeg alle skal lade ligge. Men et Par specielle Morsomheder vedrørende Nationaløkonomerne er der Grund til at standse ved. Forf. siger, at Nationaløkonomerneikke er i Kurs for Tiden undtagen som Assistenterved

stentervedden almindelige Begrebsforvirring, og at jævne Folk dristigt kan begynde at tænke selv, da de næppe risikererat lave noget sammen, der er værre end det, de kyndigehar præsteret. Det sidste er ikke rigtigt. Jeg skal forsikreForf. for, og jeg har efterhaanden en ret stor Erfaring i disse Ting, at en saadan Bænkevælling af misforstaaet Moraliserenog manglende Forstaaelse af Pengevæsenets Mekanik, som hans Pjece indeholder, det har jeg ikke truffet i nogen „kyndig"s Udtalelser om disse Ting. Hvad Begrebsforvirringenangaar, er det jo saadan, at det hele Valutaspøigsniaaler saa indviklet, saa paavirket af utallige Faktorer i Økonomi og Samfundsliv, at det for den ukyndige nødvendigvismaa se forvirret ud, naar de, der særligt beskæftiger sig med disse Forhold, søger at rede dem ud. Thi da man i Økonomien ikke gennem Eksperimentet kan isolere de enkelteAarsager, maa man optage det hele Aarsagskomplex til Undersøgelse under eet, og det kan da hænde, at nogle læggermest Vægt paa een, andre paa en anden Aarsag. Heri er intet mærkeligt og intet ukendt; det kan hænde, at to udmærkedeLæger kan være uenige om en Sygdoms Aarsager og bedste Helbredelsesmaade. Derfor anser man dem under civiliserede Forhold ikke for aandssvage, men udnytter deres videnskabelige Indsigt og deres gennem aarelangt Arbejde opøvedeDygtighed, idet man er klar paa, at ogsaa de kun er Mennesker. Paa lavere Kulturtrin derimod trives Medicinmænd,der ved overdreven Selvtillid og alskens Hokus-Pokus søger at fremkalde en Tro paa, at de har overnaturlige Evner til at erkende og helbrede Sygdomme.

Men naar dette er sagt, byder Retfærdighed at tilføje, at naturligvis ikke alle Sagkyndige er lige kyndige, og at de, der taler mest og højest ikke altid er de kyndigste. Hvad der maa kræves af Fagmændene er det, at de ikke kommer med deres Teorier til Løsning af faktisk foreliggende Vanskeligheder,uden at have undersøgt, om de foreliggende Forhold muliggør Anvendelse af Teorien i Praxis, og at de forskaaner os for Mystik. Thi netop et Spørgsmaal som Guldindløsningen gøres jo til den forskrække!igste Mystik, naar man vil hævde, at om Guldet gælder det ellers i Økonomien ganske ualmindelige,at naar Folk ikke kan faa en Vare, vil de have den, men naar de kan faa den, vil de ikke have den. Jo, saamænd vil de saa, nemlig hvis de i det hele har Brug for den. Og naturligvis vil Folk have Guld, hvis de skønner, at de derved lettest og billigst kan dække forfaldne og kommende Betalinger.Men

ger.Menaf Lægmændene maa det kræves, at de ikke bildersig ind, at man kan komme gennem Vanskelighederne i et indviklet, end mindre i det mest indviklede økonomiske Problem ved som Forf. af nærværende lille Skrift at sige: „Valutaelendigheden har jo nok Sider, som vi, der ikke er Fagmænd vanskeligt kan se til Bunds i; men disse Sider maa vi saa lade ligge og holde os til de Ting, som vi kan dømme om, og det er nu, saavidt jeg kan se, de betydningsfuldeste."Dette er ikke nogen ærlig Arbejdsmetode, saadan leger vi ikke. E. C.