ELI F. HECKSCHER: Nyordningen af Finlands Penningsväsende. 118 S. Holger Schildts Förlags A/B. Helsingfors 1923.

Det foreliggende Skrift er udarbejdet efter Anmodning af „Finlands riksdags bankfullmäktige", med Bistand af Finlands Banks Statistiker, Mag. Kalliala, og naturligvis efter de Samraad til flere Sider, der er nødvendigt selv for den indsigtsfuldeste fremmede. Bogen giver da med den Klarhed, Forf. raader over, en Tillempning af hans teoretisk-økonomiske Anskuelser paa de foreliggende finske Pengeforhold, og er vel værd at læse.

Den, der kender noget til Forf.'s Anskuelser om disse Emner, vil ikke forbavses over, at han med sædvanlig Energi tager Ordet for, at man bør nedskrive den finske Mark til dens faktiske Guldværdi og saa snart som muligt gaa over til Guldindløsning. Redegørelsen er afgivet før Udgangen af August 1923 og i en Efterskrift, dateret 5. Decbr. 1923, bruger Forf. den Anledning, som Markens Fald i Efteraarets Løb har givet, til at hævde, at noget saadant kunde have været undgaaet, om man om Sommeren havde fulgt hans Forslag og skaffet sig en paa Guld baseret Valuta. Men da han ikke kan se nogen anden Grund til Markfaldet end Spekulation i en Stiggning af de fremmede Valutakurser, og da en saadan Spekulation dog næppe opstaar, medmindre de naturlige Betingelser for den i Henseende til en Tilbudet overstigende Efterspørgsel er tilstede, saa vilde det under en Guldindløsning have givet sig Udtryk i en Udstrømning af Guldet. For Henvisningen (S. 92) til, at Centralbanken ved Kreditoperationer bør udjævne Vexelkurs-Svingningerne, f. Eks. ved Køb og Salg af a vista eller kortløbende Fordringer paa Udlandet, forudsætter jo, at saadanne Fordringer staar til Raadighed, hvad vel netop i den foreliggende Situation er lidet sandsynligt.

Imidlertid, Spørgsmaalet om Guldindløsningen er i hvert Fald for mig et Sidespørgsmaal i det hele Valutaproblem. Og heri er jeg paa en vis Maade enig med Forf. Thi han fremhæver gentagende og stærkt, at Betingelsen for at gaa til Guldindløsning er den, at der er tilvejebragt Ro paa Pengemarkedet,saaledes at Valutaen ligger fast og man følgelig ved, til hvilken Kurs man tør genoptage Indløsningen med Guld. Og efter min Mening ligger det foreliggende Skrifts Styrke netop i den Energi, hvormed Forf. hævder dette. Er man først saa vidt, spiller det jo endelig mindre Rolle om man opretholder denne Tilstand ved Guldindløsning eller ved andre Midler af bankteknisk eller anden Art. Men givet er det naturligvis, at ingen Ordning kan holde, hvis ikke samtligeSamfundsfaktorer — og herunder i første Række Statsmagten— yder sin Medvirkning. Derom hedder det (S. 98): „Det eneste, Guldmøntfoden ligesom overhovedet det stabile Pengevæsen kræver, er ... at blive behandlet i Overensstemmelsemed sine egne Krav, saa at ikke Magten over Pengevæsenet udnyttes til Formaal, der forstyrrer dets Ligevægt.Af denne Grund og ikke af nogen anden er Uorden i Finanserne den hyppigste af alle Aarsager til Pengevæsenets Ødelæggelse, idet Staten skaffer sig Indtægter gennem Møntforringelseeller

forringelseellerSeddelfabrikation eller gennem en Kreditgivning,der
indirekte leder hertil."

Den finske Bank har endnu ikke fulgt Forf.s Forslag,
men den og vi har faaet en værdifuld Udredning af det hele
Spørgsmaal. E. c.