PRIVATBANKLOVGIVNINGEN I DE SKANDINAVISKE LANDE.

Kravet om en særlig Lovgivning for Privatbankerne er naturlig vokset frem paa den ene Side med Pengeanvisningens stigende Udbredelse, paa den anden Side med den tiltagende Koncentration indenfor Bankerhvervet. I Overensstemmelse hermed Lovgivningen dels med Hensynet til Depositomidlernes dels med Hensynet til Erhvervslivets Tarv i videre Forstand. Da Depositobankernes Udvikling har betydet en Tilbagetrængen af saavel Seddelbankens som Sparekassernes Indflydelse, kan man med nogen Ret betragte Privatbanklovgivningen som en Fortsættelse, en Komplettering af de ældre Lovbestemmelser til Regulering af Seddelbankens og Sparekassernes Virksomhed. Nogle Steder har man lagt mest Vægt paa at begrænse Privatbankernes voksende Magtudfoldelse Centralbankens Bekostning og til formentlig Skade for Næringslivet, medens man andre Steder udpræget har sat det snævrere og mindre omtvistelige „ Kapitalbeskyttelsessynspunkt" første Række, alt efter Bankvæsenets Organisation Tidspunktet for Lovgivningens Tilblivelse — om i Opgangs- eller Krisetider.

Hvad nu specielt de skandinaviske Lande angaar, saa danner Sverige en afgjort Modsætning til Danmark-Norge, for saa vidt som Lovgivningen dér som Følge af sin tidlige Opkomstog Tendens har formaaet at præge det svenske Bankvæsens Organisationsform. De saakaldte „enskilda Banker" i Sverige, der havde Seddeludstedelsesret indtil 1903, blev allerede i Midten af forrige Aarhundrede Genstand for særlig Lovgivning, og i 1886 fik Sverige sin første Lov om de ikkeseddeludstedendeAktiebanker, der blev draget ret snævre Grænser for, hvilke Forretninger disse Banker maatte give sig af med; bl. a. forbødes Emissionsvirksomhed og

Handel med Aktier. I 1909 kom en særlig Lov om Emissionsbanker,og 1911 afløstes Loven af 1886 af en mere omfattende Lov, der med visse Tilføjelser gælder endnu. Medens altsaa i Sverige hele det moderne Bankvæsens Udvikling har været reguleret af Lovgivningsmagten, er man i Danmark og Norge først i den allerseneste Tid kommet ind paa at lovgive om private Banker. I Danmark paabegyndtes Kom missionsarbejdet i 1910 -- under Indtryk af Bankkrisen af 1908 —• og resulteredeefter Forhandlinger paa Rigsdagen i Bankloven af 1919. Norge ejer foreløbig kun en midlertidig Lov af ganske speciel Karakter (Koncessionstvang), men Forslag til en fuldstændigBanklov færdig fra Kommissionens Haand siden 1921 og er fornylig af Regeringen — i noget ændret Form — forelagt i Stortinget.

Af Bestemmelser til Beskyttelse for mere almene Interesser maa først nævnes dem, der vedrører Oprettelsen af Banker. Striden staar her — som paa andre Omraader indenfor Selskabsverdenen mellem Normativ- og Koncessionssystemet. I Danmark gælder det førstnævnte, i Sverige siden 1911 og Norge midlertidigt siden 1918 det sidste. Hvis man kunde gaa ud fra, at Spørgsmaalet om Stiftelsen af en ny Bank vilde blive prøvet og afgjort af en virkelig sagkyndig Administration uden Paavirkning fra politisk Side, vilde Koncessionsprincippet vistnok være at foretrække. Men da denne Forudsætning ikke kan paaregnes under de herskende Styreforhold, og da endvidere viser, at Koncession i de allerfleste Tilfælde gives, saasnart visse formelle Betingelser er opfyldt, foreligger der næppe tilstrækkelig Grund til at afvige Normativprincippet. Men hvor særlig Tilladelse til Grundlæggelse af nye Banker kræves, bør denne ogsaa udstrækkes til Oprettelse af Filialer. har fra 1911 til 1918 omtrent faaet fordoblet Antallet af sine Bankkontorer ved Filialdannelser, et Resultat, der kun daarligt stemte med Koncessionslovgivningens Aand. Bankkomitéen af 1917 foreslog derfor ogsaa Kravet om Statens udvidet til Aabningen af Afdelingskontorer, og dette Forslag fik Lovskraft i 1918. Den midlertidige Koncessionslov, Norge fik samme Aar, gør ligeledes Oprettelse af Filialer afhængig af særlig Tilladelse.

Men paa dette Punkt begynder allerede Statsmagtens Bestræbelserfor
begrænse Kapitalkoncentrationen indenfor
Bankvæsenet og dermed Magtkoncentrationen hos Højfinansen.

Foruden ved Filialdannelse kan Bankkoncentrationen fremmes ved Kapitalforøgelse, Koncerndannelse og Sammenslutning. Blandt disse Koncentrationsformer danner Kapitalforøgelsen, hvorved tænkes paa Udvidelse af Aktiekapitalen i Forhold til Indiaanet og Opsamling af Reservefonds, forsaavidt en Undtagelse,som nærmest — bortset fra den norske midlertidige Lov af 1918, hvorved Kapitaludvidelse gjordes afhængig af Kongens Samtykke — har været opmuntret af Lovgivningen (af Hensyn til Indskudsmidlernes Sikkerhed, hvorom senere). Koncerndannelsen er bevidst søgt holdt nede i Sverige siden 1911 ved Forbudet mod uden særlig Tilladelse at besiddeAktier andre Banker, medens det norske Kommissionsforslaggaar modsatte Vej, ved ikke at sætte nogen Grænse for Bankernes Kapitaldeltagelse i andre Banker. Udkastet byggerher den for Norge ejendommelige Bankkoncentration, der indtil de seneste Aar er foregaaet nedefra, d. v. s. ved Lokalbankernes Oprettelse af en Centralbank. Den danske Banklov har nok en Bestemmelse om Bankers Erhvervelse af Aktier i andre Banker, idet denne uden Bankinspektørens Samtykke ikke maa overstige 30 pCt., men Bestemmelsen er vistnok nærmest indsat af Soliditetshensyn og ikke for at hindreKoncerndannelse. Forbindelse med Karteldannelse vil som Regel staa, hvad man i Amerika kalder „interlocking directorate". Forbud mod, at en Mand er Medlem af flere Bankers Bestyrelse, har den skandinaviske Lovgivning dog hidtil ikke fundet Anledning til at indføre.

Den for det skandinaviske Bankvæsen i øjeblikket vigtigste danner utvivlsomt Fusionsbevægelsen. Sverige var Storbankernes Opslugning af mindre Banker allerede kendt før Krigen, medens Bevægelsen i Norge og Danmark først tog Fart under og efter Krigen. Uden at komme ind paa den faktiske Udvikling skal her blot mindes om 3 Sammenslutninger fra den nyeste Tid, der i høj Grad har forandret Bankvæsenets Struktur i Sverige-Norge: Skandinaviska Overtagelse af Skånska Handelsbanken, Handelsbanks do. af Södra Sverige og Sammenslutningen mellem Andresens Bank og Bergens Kreditbank. Sverige gav de to nævnte Fusioner Anledning til en Lov af 1919, hvorved Bankamalgationer blev undergivet Statens En tilsvarende Bestemmelse indeholder den danske Lov og det norske Udkast.

Der er ingen Tvivl om, at Restriktionerne m. H. t. BankernesRet
Fusion og Filialdannelse kan faa en særdeles

stor Betydning for de nordiske Landes Bankvæsen, saafremt Administrationen ikke — som i det store og hele sket hidtil — betragter dem som værende af formel Natur. Spørgsmaalet bliver derefter, om de er berettiget. Overfor Fordelene ved Koncentrationen — bl. a. Lettelse af Checkomsætningen og Fondsplaceringen, bedre Udnyttelse og Udjævning af Kapitalen,Financiering store Foretagender samt større Sikkerhed for Indskyderne — anfører man en Række Farer.

Særlig anføres, at Storbankerne gennem deres Filialnet suger Provinsens Kapitaler til Hovedstaden og derved tilsidesætter lokale Kreditbehov. Indvendingen er ofte fremsat — sidst paa Generalforsamlingen i Danmarks største Provinsbank — og har sikkert sin Berettigelse, særlig i Opgangstider, naar Pengeknapheden nærmer sig, men bør næppe give Anledning til Lovregler, saalænge Koncentrationen ikke er naaet videre end nu.

Endvidere anfører man Faren for, at Storbankerne skal faa for stor Magt over Erhvervslivet, hvad enten det drejer sig om enkelte Foretagender eller Grupper af saadanne. Hertil er at sige, at denne Fare er for intet at regne mod den Fare, som opstaar derigennem, at et Industriforetagende kommer til at beherske sin Bankforbindelse. Desuden maa den voksende Kapitalrigdom antages at formindske Industriens Afhængighed af Bankerne.

Heller ikke er Frygten for Monopoldannelse paa Pengemarkedet berettiget paa det nuværende Stadium. Ganske vist eksisterer der mellem Storbankerne herhjemme og i Nabolandene Prisaftaler, særlig m. H. t. Indlaansrentens Højde, men at Privatbankernes Renteindtægt ikke vil faa Karakter af en Monopolrente, derfor garanterer Seddelbankernes Diskonteringsvirksomhed. gribe ind i Prisdannelsen paa Pengemarkedet Fordel for Laantagerne eller Indskyderne, som ofte foreslaaet, særlig fra agrarvenlig Side, vilde være ganske forfejlet Hensyn til Rentens internationale Karakter. Et Forslag fra det norske Finansdepartement fornylig om at fastsætte mellem Rentesatserne for Ind- og Udlaan (Rentemarginalen) er da ogsaa hurtig bleven opgivet, saa meget mere, som det ved at forringe Bankernes Fortjenstmuligheder til en vis Grad vilde modvirke Banklovens Hovedformaal: Styrkelse af Bankernes Soliditet.

Endelig indvendes mod Bankkoncentrationen, at den
svækker Centralbankens Stilling paa Pengemarkedet.
Hvis dette Argument var rigtigt, vilde det unægtelig veje tungt,

da Seddelbankens Svækkelse betyder en Vanskeliggørelse af dens vigtigste Opgave: gennem en maalbevidst Diskontopolitik at opretholde Landets Pengeværdi. Nu staar det udenfor Diskussion,at Indflydelse i de nordiske Lande — som ogsaa andetsteds — er bleven tilbagetrængt i nyere Tid, men skyldes denne Udvikling ikke snarere det private Bankvæsens Vækst i det hele taget, end særlig Kapitalopsamlingenhos Faatal af Banker? Er der Grund til at antage, at Centralbankens Indflydelse paa Privatbankernes Udlaanspolitiki Tider skulde være større under decentraliseredeend centraliserede Bankforhold?

Resultatet af denne Undersøgelse over Bankkoncentrationens kan derfor ikke blive nogen principiel Anerkendelse den skandinaviske Lovgivning paa dette Omraade. Det maa ikke glemmes, at Udviklingen imod Stordrift indenfor Bankvæsenet er en naturlig Følge af Samfundets „Formindskelse" Kommunikationernes Udvikling. Prof. Cassel har paavist for Sveriges Vedkommende, at Centralisationen ikke har haft stærkere Tendens indenfor Bankvæsenet end indenfor andre Erhverv.

Et ganske særligt Motiv for Banklovgivningen repræsentererHensynet Sparekasserne. Den svenske Lovgivninghar at værne Sparekasserne mod Konkurrencen fra Bankerne ved at bestemme, at der ikke af de Beløb, som indestaar paa „Sparekasseräkning" i Bankerne, maa gives Rente af en større Sum end 3000 Kr. I Danmark betød Banklovens Gennemførelse nærmest en Begunstigelse af Bankerne i Forholdettil idet det gamle Stridsspørgsmaal om Stempelbegunstigelse ved Udstedelse af Kontrabøger afgjordes derhen, at Bankerne blev ligestillede med Sparekasserne, blot at Benævnelsen Bankbog blev gjort obligatorisk. Udfra samme Synspunkt er det Bankerne forbudt at kalde sig Sparekasser. Andet Værn for Sparekasserne mod Bankernes Konkurrence indeholder den danske Lov ikke, og med Rette, medmindre man indrømmer, at Landbruget, som hvis Laangivere Sparekassernejo optræder, lider Kreditnød; dette gælderi Fald ikke i Danmark, hvor Landbrugets Laanebehov bliver rigeligt dækket gennem Kreditforeningsinstitutionen. Og Hensynet til de smaa Sparere, hvis Penge rettelig hører hjemme i Sparekasserne, maa anses for fyldestgjort ved den klare Sondringmellem „Bank" og „Sparekasse". Sparerne kan herefter ikke længere paaberaabe sig Ukendskab til de virkeligeForhold,

ligeForhold,hvis den Bank, hvori de har anbragt deres
Penge af Hensyn til den højere Rentegodtgørelse, bryder
sammen.

Vi kommer dernæst til den Række af Lovbestemmelser, hvis Formaal ingen vil nægte Anerkendelse: nemlig at sikre de Bankerne betroede Midler, enten disse er Sparepenge eller Forretningskapitaler. Striden staar her om de Midler, som der kan være Tale om at anvende i Lovgivningen til Opnaaelse af dette Formaal.

Spørgsmaalet rejser sig først: Hvad skal der förstaas ved Bankvirksomhed, og bør alle Foretagender (Privatpersoner), driver saadan, falde ind under Loven? Den svenske Lov og det norske Udkast definerer Bankvirksomhed ret overensstemmende „Modtagelse af Indlaan fra Almenheden", idet Hovedvægten meget rigtig lægges paa Karakteren af Passivforretningerne, den danske Banklov nævner Indlaan som „i Almindelighed" henhørende under Bankvirksomhed. Meningen har dog utvivlsomt været den samme, saaledes at Foretagender, der ikke modtager Indlaan, heller ikke kan siges at drive Bankvirksomhed. M. H. t. det andet Spørgsmaal — hvorvidt alle Foretagender, der driver Bankvirksomhed, falder ind under Loven — gælder overalt, at Centralbanken og Sparekasserne, i Forvejen er undergivet Statens Tilsyn, holdes udenfor. Herhjemme er Nationalbankens Særstilling dog ikke udtrykkelig hjemlet ved Bankloven, idet denne blot giver Handelsministeren til at „fastsætte Lempelser" m. H. t. Lovens Forskrifter for de i Henhold til særlig Lov oprettede Banker. løvrigt omfatter den svenske Lov og det norske Udkast Bankvirksomhed, medens Loven i Danmark begrænses til Selskaber, „i hvilke ingen af Deltagerne hæfter personlig"; til Gengæld er disse Selskaber eneberettigede at kalde sig Bank. I Sverige har man forladt en tilsvarende Ordning i 1918, og det maa anses for heldigt, om Udviklingen ogsaa i Danmark gaa i Retning af at udvide Lovens Gyldighed til alle, hvis Erhverv gaar ud paa Modtagelse af Kredit.

Man har sagt, at ligesom Sparekassernes Sikkerhed ligger paa Balancens Aktivside (i den forsigtige Pengeanbringelse), ligger Bankernes Sikkerhed paa Passivsiden (Aktiekapital og- Reserver). I god Overensstemmelse med denne Anskuelse fastsatteden Banklov kun faa og lempelige Regler m. H. t. Bankernes Aktivforretninger, hvorimod den svenske Lovgivning

er gaaet adskilligt videre, særlig ved at forbyde Bankerne at
drive Emissionsvirksomhed.

Allerede ved Loven af 1886 forbødes det de svenske Banker at drive Handel med Aktier og deltage i Emissionsforretninger. var derefter overladt private Personer og Selskaber udenfor Statens Kontrol. Men efterhaanden som den svenske Industris Kapitalbehov voksede, steg Kravet om Oprettelse mere kapitalstærke Institutioner til Dækning af dette Behov; i 1909 fik man derfor en Lov om særlige Emissionsbanker, forudsattes stiftet af de almindelige Kreditbanker, hvis Virksomhed skulde staa under Statens Tilsyn. Denne Lov gav ikke det ønskede Resultat, hvorfor det ved den almindelige Banklov af 1911 indrømmedes de større Banker til at eje andre Aktier til et Beløb indtil Halvdelen af det, for hvilken Retten til at erhverve Emissionsbankaktier ikke benyttedes. I langt højere Grad end formodet benyttede Bankerne sig af denne Indrømmelse til at oprette Emissionsselskaber, 1917-Aars Bankkomitéen foreslog at inddrage disse under Lovgivningen. At dette burde være sket for længe siden, hvis man ikke ønskede at gøre Forbudet mod direkte Emissionsvirksomhed fra Bankernes Side illusorisk, har Erfaringerne Kriseperioden i 1921 og 1922 tilfulde bevist. Thi hvad er der sket? Der er sket det, at Bankerne ved udstrakt Kreditgivning engageret sig med Emissionsselskaberne langt ud over Aktiebesiddelsens Omfang. Man kan maaske endda sige, at saaledes som Emissionsvirksomheden er organiseret i Sverige, har den snarere forøget end svækket de med den forbundne uheldige Konsekvenser for Bankerne. Den svenske Banklovgivnings for efter engelsk Mønster at begrænse Bankernes Forretninger til i det væsentlige selvlikviderende kommercielle Kreditter maa derefter anses for ganske forfejlet. Spørgsmaalet bliver saa, om Resultatet var blevet et andet, hvis ogsaa Emissionsselskabernes Oprettelse og Virksomhed var reguleret af Lovgivningen? Eller' om man kunde nøjes med at sætte en vis snæver Grænse for Bankernes Kreditydelse til Emissionsforetagender?

Med Rette anses en Banks Erhvervelse og Belaaning af egne Aktier for uheldig, dels fordi Banken derved kan holde Kursen paa sine Aktier kunstigt oppe, dels fordi et saadantAktiv vil være værd i Tilfælde af et Sammenbrud. Særlig i Danmark har man efter Bankkrisen i 1908 interesseretsig dette Spørgsmaal, og Bankloven forbyder da ogsaa Bankerne at erhverve eller belaane egne Aktier (Andele) til

et højere Beløb end 10 pCt. af den indbetalte Kapital; Belaaningenmaa ikke overstige 75 pCt. af Værdien (enten den nomielle eller, hvis Papiret noteres, Kursværdien). En Omgaaelse af dette Forbud — derigennem, at to Banker aftaler at købe hinandens Aktier — søges forhindret ved Bestemmelsenom, ingen Bank maa erhverve eller belaane mere end 30 pCt. af Aktiekapitalen i en anden Bank.

Det for Bankernes Soliditet meget betænkelige Forhold, som ligger i de enkelte store Engagementer, har den skandinaviske Lovgivning hidtil ikke villet røre ved. Men det nu forelagte norske Forslag indeholder Forbud mod, at nogen Bank yder en enkelt Kunde Kredit (incl. Garantier) udover 35 pCt. af Bankens Egenkapital. Dog medregnes ikke Pantelaan betryggende Sikkerhed, ej heller alm. Remboursforretninger kortsigtig kommerciel Kredit. Med Rette har Norges Bank i sine Bemærkninger til Forslaget karakteriseret denne Bestemmelse som en af de vigtigste, eftersom Aarsagen til en Banks Sammenbrud bevislig i de fleste Tilfælde maa henføres til Betalingsudygtighed hos en enkelt Debitor, som Banken har ydet en i Forhold til sin Kapital urimelig stor Kredit. Herhjemme har vi Eksemplet med Landmandsbanken og Transatlantisk Co., for blot at nævne det største Tilfælde. Om man saa skal sætte Maksimumsgrænsen til 35 pCt. af Egenkapitalen, som foreslaaet i Norge, eller til 10 pCt. af Aktiekapitalen, som den amerikanske Banklovgivning gør det, vil saa altid være en Skønssag. Som en Svaghed ved den Slags Bestemmelser anføres Letheden ved at omgaa dem, f. Eks. ved at fordele een og samme Kredit over flere Konti. Hertil er at sige, at Banklovgivningen paa dette Punkt som paa andre nødvendigvis maa regne med en loyal Fortolkning fra Bankledernes Side.

Det ligger i Sagens Natur, at naar det gælder om at betrygge Stilling, vil en saa stor som mulig Egenkapital af Betydning. Egenkapitalens Styrkelse er da ogsaa paa forskellig Maade bleven tilstræbt.

For det første har man krævet en vis Minimumskapital, Sverige 1 Mill. Kr. („Folkebanker" dog kun V2 Mill.), i Danmark og Norge 200,000 Kr. Kravet er bl. a. motiveret af Ønsket om at sikre Bankerne en dygtig Ledelse, hvis Honorering overstige en mindre Banks Kræfter, og har derigennem indirekte Betydning for Sikkerheden.

Endvidere søger den svenske Lov, ligesom det norske
Udkast, Reserverne styrket ved at kræve 15 pCt. (henh.

20 pCt.) af Aarsoverskudet henlagt, indtil Reserverne andrager 50 pCt. af Grundfondet. En lignende Bestemmelse bør sikkertindføres den kommende Banklovrevision i Danmark, selvom iøvrigt Bankernes Konsolideringspolitik herhjemme har været tilfredsstillende.

Strængere Fordringer end den danske stiller ligeledes Lovgivningen i Sverige til Forholdet mellem Bankernes egne og fremmede Midler; Indiaanet maa i Sverige ikke overstige 5 Gange Egenkapitalen, hvis denne er under 5 Mill. Kr., ellers 8 Gange. Sidstnævnte Forhold blev først tilladt i 1920, efter at Udviklingen under Krigen saa decideret var gaaet i Retning af Indlaansmidlernes Forøgelse i Forhold til den ansvarlige Kapital. I Danmark, som i Norge, har man valgt Forholdet 1:10, som der næppe kan indvendes noget imod.

Større Vægt end Forholdet mellem egne og fremmede Midler bør man tillægge Forholdet mellem Kassereserve og Anfordringsforpligtelser. Vi er her inde paa Likviditeten, et videre Begreb end Soliditeten, eftersom en Bank godt kan være illikvid, selvom den er solid, medens det omvendte vanskeligt kan tænkes. Man kan ogsaa udtrykke det paa den Maade, at medens Soliditet betyder Bankernes Evne til at imødekomme deres Forpligtelser, betyder Likviditet Evnen til at opfylde Forpligtelserne til enhver Tid. Hvorledes opnaas nu dette bedst? Næppe ved de Regler, som den danske Lov giver herom; i Par. 11 hedder det, at Bankerne til enhver Tid skal holde en Kassebeholdning (herunder å vista Tilgodehavenderhos af en saadan Størrelse, at den i Forbindelse med Beholdningen af „sikre, let sælgelige, übelaanteKreditmidler andre Værdipapirer" udgør mindst 15 pCt. af de Gældsforpligtelser, som det paahviler Banken at betale paa Anfordring. Under Rigsdagsbehandlingen af denne, som man vil se meget vagt affattede Paragraf, gjorde enkelte nationaløkonomisk uddannede Talere (Schovelin, Birck og Bramsnæs) Forsøg paa at faa Udtrykket „sikre o. s. v. Kreditmidlero. Værdipapirer" erstattet med „Kontanter, Tilgodehavenderhos og i Udlandet", men altsaa uden Held. Fra Regeringens Side betonede man stærkt BestemmelsensKarakter en Mindstefordring, og det maa i Sandhed erkendes, at det vilde være slet bevendt med det danske Bankvæsens Likviditet, hvis Bestemmelsen skulde være Udtryk for, hvad man ansaa for normalt. I England er det som bekendt Praksis, at ca. 40 pCt. af Depositobankernes samlede Gældsforpligtelser er anbragt i likvide Aktiver. Den

svenske Lovgivning gaar noget videre end den danske, uden dog at kunne kaldes tilfredsstillende paa dette Punkt, idet Kasse -j- Kassereserve (som ikke nærmere defineres) skal udgøremindst pCt. af å vista Forpligtelserne. Mest i Overensstemmelsemed Krav er det norske Forslag, hvorefterder Kassereserven ¦— som skal udgøre mindst 20 pCt. af Anfordringsgælden og 5 pCt. af den samlede Gæld — kun medregnes rede Penge, Nettotilgodehavender hos andre Banker,børsnoterede og Aktier i Norges Bank (altsaa f. Eks. ikke Veksler). I Motiverne udtales, at man ved Affattelsenaf Bestemmelse har lagt Vægt paa at sikre BankernesLikviditet under en almindelig Pengekrise, et i denne Forbindelse afgørende Synspunkt, som Lovgivningenhidtil har haft tilstrækkelig for Øje.

Foruden de her gennemgaaede Bestemmelser, der paa en mere eller mindre indgribende Maade regulerer Bankernes Virksomhed, indeholder Lovgivningen visse Regler, der tilsigter at bringe Bankvirksomheden under offentlig Kontrol. Der er for det første Kravet om regelmæssig Offentliggørelse af Balancen i en bestemt Form. Uden at komme ind paa den Mangfoldighed af Forslag, som er stillet m. H. t. Balancernes skal fremhæves Vigtigheden af en gennemført Sondringen mellem Anfordrings- og andre Forpligtelser, Specificeringen af Effektbeholdningen og Angivelse Rediskontering samt Belaaning af Aktiver. Men iøvrigt man være klar over, at en Balanceoversigt, hvor udførlig, og sandfærdig den saa er, aldrig kan give Oplysning om Udlaanets Kvalitet, og det har da ogsaa Gang paa Gang vist sig, at en Bank umiddelbart før sit Sammenbrud har fremlagt en tilsyneladende upaaklagelig Status. Man maa derfor advare mod at tillægge den periodiske Regnskabsoffentliggørelse megen Vægt.

Det samme gælder m. H. t. Bankinspektionens Virksomhed.Der i Offentligheden en udbredt Forestilling om, at Statens Tilsyn med Bankerne repræsenterer en Slags „Præventivmiddelmod Denne Anskuelse er naturligvis forkert og bør bekæmpes, da den volder Skade ved at sløve Publikums Agtpaagivenhed overfor Bankernes Forretningsførelse. Saaledes som Bankinspektionen er organiseret i Sverige og efter svensk Mønster i Danmark repræsenterer den et blot og bart Kontrolorgan, med den begrænsede Opgave at overvaage,at overholder Lovens Forskrifter. Bankinspektørenhar Adgang til at træffe positive Bestemmelser

om Bankernes Ledelse, altsaa fungere som en Slags „Overbestyrelse",og heller ikke have det, da den Mand ikke findes, som paa tilfredsstillende Maade kan varetage et saa vanskeligt og omfattende Hverv. Men selvom Statens Bankkontrolsaaledes kan afværge Sammenbrud med deraf følgende Tab for Indskyderne, bør den opretholdes som et uundværligt Led i Banklovgivningen. Et ganske stærkt Kriteriumfor Berettigelse har man ogsaa deri, at den angribes lige stærkt ud fra modsatte Synspunkter af Bankernes Ledelse, Aktionærer og Kunder paa den ene Siee, af Indskyderne og Offentligheden paa den anden Side.

Det er bare naturligt, at den Bankkrise, som de skandinaviske har gennemgaaet, og hvis ødelæggende Virkninger Samfundet kun er afværget ved Statens resolutte og rundhaandede Hjælp, har forstærket Kravet om forebyggende Lovforanstaltninger af mere indgribende Karakter e.nd de nuværende. er næppe Grund til at vente sig store Resultater en saadan Udvidelse, fordi man nu engang ikke ved Lovforskrifter kan forandre den af historiske og økonomiske Forhold betingede Bankorganisation; at det er denne, for Skandinaviens Vedkommende karakteriseret ved Bankernes nære Forbindelse med Industrien gennem Anlægskreditten, der bærer Hovedansvaret for Krisetabene, kan nemlig ikke betvivles; det viser bl. a. Erfaringerne fra England, hvor Bankerne har klaret sig gennem Krisen saa godt som uden Rekonstruktioner. Skal man endelig pege paa et Punkt, hvor der med Udsigt til Held kunde reformeres ad Lovgivningsvejen, maatte det være Likviditetsspørgsmaalet. Ved at skærpe Kravene til Privatbankernes befæster man Centralbankens og dermed hele Pengevæsenets Modstandskraft under en Krise. Derimod ligger det sikkert udenfor Privatbanklovgivningens Mulighed at styrke Seddelbankens Magtstilling, hvormed menes dens Indflydelse paa Privatbankernes Udlaanspolitik under Højkonjunktur.