Historisk Tilbageblik.

Allerede meget hurtigt efter at den privatkapitalistiske Økonomi var brudt sejrrig igennem, fremstod der Tanker om og praktiske Forsøg paa at erstatte dette System med en socialt mere fuldkommen Form for Produktion og Fordeling. Ny Strømninger, knyttet til det kollektive Princip arbejdede sig efterhaanden op imod de Principer, der var kommet i Højsædet: mod fuldstændig økonomisk Individualisme, fri Konkurrence fuld privat Ejendomsret. Denne ny Strømning skyldtes oprindelig de frygtelige Tilstande, den ny Økonomi medførte for store Befolkningsklassers Vedkommende; i vore Dage kommer hertil den Opfattelse, at det privatkapitalistiske System i Længden er for hasarderet et Grundlag at bygge Folkenes økonomi op paa, dels fordi det fremkalder de skarpeste mellem de forskellige Samfundsklasser mellem Arbejder og Arbejdsgiver), og dels fordi det fremkalder de voldsomste Svingninger i de økonomiske (Kriser og Konjunkturer).

Paa den ene Side har de antikapitalistiske Strømninger givet sig Udslag i hele den socialistiske Idéverdens Udvikling og senere i de store og omfattende socialistiske Partiprogrammer.Kærnen disse Idéer er denne: Den eneste Vej til en reel social og økonomisk Nyorganisation er at ophæve den private Ejendomsret og at indføre en socialistisk Stat, d. v. s. en stærkt organiseret Statsmagt, der staar som Ejer af Produktionsmidlerneog raader for hele den økonomiske Produktions og Cirkulationsproces efter en fast Plan. I Realiteten har Statsmagterne — selv om de ikke er i Hænderne paa Socialisterne

listerne¦^— da ogsaa ide senere Aartier grebet mere og rnere ind i økonomiske og sociale Forhold og har paa adskillige Omraader indskrænket den private Ejendomsret og den fuldstændigfri etableret Stats- og Kommunevirksomheder,Beskyttelses og Forsikringslovgivning for dem, der arbejderi Tjeneste osv.

Paa den anden Side ser vi det kollektive Princip, Samarbejdets praktiseret ad frivillig Vej, gennem frivillige Sammenslutninger, med det Formaal at sikre Arbejdskraften Raadighed over Kapitalmidlerne eller i hvert Fald at begrænse Kapitalbesiddernes egenmægtige Raadighed over dem, altsaa over Produktionsvilkaarene. Der har her ikke alene været Tale om en Organisering af den besiddelsesløse Arbejdskraft, men ogsaa om den Arbejdskraft, der er knyttet til Smaavirksomheder, i Landbruget (hele Andelsbevægelsen). Her skal imidlertid kun omtales den besiddelsesløse Arbejdskrafts Organisationer.

Af de praktiske Forsøg paa at virkeliggøre det kollektive Princip og dermed trænge Privatkapitalismen tilbage skal først og fremmest nævnes Fagforeningerne, der betegner det første afgørende Brud med Frikonkurrencens Princip, og som gennemtvinger Medbestemmelsesret for visse Spørgsmaals Vedkommende, navnlig Løn og Arbejdstid. Fra Midten af det 19. Aarh. kommer Brugsforeningsbevægelsen op; navnlig i England antager denne store Dimensioner, og den er dér i særlig Grad knyttet til Industriarbejderne. I Tidens Løb er der endvidere blevet gjort mangfoldige Forsøg paa at etablere Familistérer o. 1., men de fleste af dem har været mislykket, eller ogsaa er de efterhaanden kapitalistiske Foretagender. Under Revolutionen i Frankrig 1848 havde Socialistføreren Louis Blanc store Planer om at gennemføre en socialistisk Stat, og der blev gjort et praktisk Forsøg med de saakaldte Nationalværksteder; Staten havde Pligt til at skaffe alle arbejdssøgende Arbejde; men Resultatet blev, at Staten fik en Overflod af Arbejdskraft, som den ikke kunde finde Anvendelse for, og som paaførte Finanserne Udgifter; efter kort Tids Forløb maatte Forsøget opgives. Lasalles Program for Samfundets Rekonstruktion var det, at Samfundsproduktionen efterhaanden skulde overtages af Arbejderproduktionsforeninger med Statsstøtte. Der kan ogsaa nævnes adskillige andre Eksempler; men i det store og hele har alle disse praktiske Forsøg paa at etablere en socialøkonomisk kun været isolerede Tilfælde.

Før Krigen var Stillingen i det store og hele den, at alle disse Strømninger, der var begyndt saa kraftigt eller som i hvert Fald havde haft deres kraftige Perioder, efterhaanden var ebbet noget ud eller var kommet over i et nyt Leje, der i Reglen ikke i nogen afgjort Grad pegede bort fra den sædvanlige kapitalistiske Form for Samfundsøkonomi: Fagforeningerne fuldt op at gøre med at sikre sig højere Løn og kortere Arbejdstid og med at administrere Arbejdsløshedsunderstøttelsen den politiske Stræben efter Socialisering foreløbig opgivet til Fordel for et omfattende og Forsikrings- og Beskyttelsessystem. Kooperationen: i enkelte Lande havde Forbrugerkooperationen sig stor (navnlig i England); der var i det hele taget en vis Fremvækst i denne Side af den sociale Bevægelse. Derimod havde man almindeligvis helt opgivet at skaffe Arbejderne over Produktionsmidlerne ved Hjælp af Arbejder-Produktionsforeninger.

Men netop i Aarene umiddelbart før Krigen var der forskellige paany begyndt en vis Gæring. Særlig i de angelsaksiske og i de romanske Lande opstod der en stærk Misfornøjelse med de Linjer, der hidtil var blevet fulgt paa det sociale Omraade. Først og fremmest viste det sig som en voksende Tvivl paa, at man gennem Staten,' gennem den parlamentariske Virksomhed kunde naa frem til yderligere reelle Fordele for de socialt set daarligere stillede Klasser end man til Dato havde opnaaet. Derimod vendte man i højere Grad sin Opmærksomhed og sine Haab til de faglige Foreninger. paa dette Omraade var der dog Reaktion mod de hidtil fulgte Principer; for det første mente man, at Organisationsformen forældet, den gamle faglige Inddeling passede ikke med Nutidens Krav, fordi de store sammensatte Bedrifter beskæftigede Personer af mange forskellige Fag; paa dette Punkt opstillede man Programmet: Industriforbund. For det andet mente man, at Fagforeningernes hidtidige Politik var kommet ind i Dødvande, idet Striden om Lønforhøjelser var for kostbar (de langvarige Strejker om nogle faa Øres Forhøjelse), idet de opnaaede Lønforhøjelser blev gjort illusoriske den almindelige Prisstigning; opnaaede Lønforhøjelser bredte sig jo hastigt fra Fag til Fag og fra Land til Land og blev derved blot en almindelig Forhøjelse af Produktionsomkostningerne. regnede f. Eks. i England med, at Arbejderklassens Standard fra Aarhundredskiftet til Verdenskrigen gaaet ned med rundt 10 pCt.

Som Følge af alt dette voksede den Tanke sig stærk, at man, for i Fremtiden at skaffe sig reelle Fordele, skulde sætte Arbejderklassens organiserede Kraft ind paa at erobre Herredømmet Virksomhederne¹).

Ogsaa Spørgsmaalet om Produktionssammenslutninger var
man i det smaa begyndt at diskutere paa en ny og mere realistisk
de første Spirer til Lavssocialismen kom frem.

Verdenskrigen gjorde imidlertid foreløbig en brat Ende paa alle disse Bestræbelser paa at føre den sociale Bevægelse ind i ny Spor. Baade politisk og fagligt gik Arbejderne i de fleste Lande med til Borgfredspolitiken.

Under Krigen begyndte dog meget snart de antikapitalistiske Fremstød at komme igen, og fra da af fik de en langt mere kategorisk Karakter end nogensinde før; der var mere Bund under dem, og Hovedaarsagen hertil var vel den, at Arbejdernes Magt i Samfundet og i Bedrifterne var i Stigen (Fagforeningernes Medlemsantal f. Eks. steg meget stærkt); men ogsaa selve Krigsatmosfæren var i høj Grad medvirkende til at fremme den sociale Uro.

I England var denne sociale Uro saaledes allerede i 1917 blevet meget stærk som Følge af de høje Priser, den ulige Fordeling, Boligmanglen, den Opfattelse at Producenter og Handlende tog üblu Fortjenester, samt endelig Forholdet mellem Arbejder og Arbejdsgiver. Navnlig dette sidste Punkt fik speciel Interesse; trods Borgfreden var der nemlig efterhaanden Arbejderne opstaaet Misfornøjelse med og Mistro saavel Regeringen som til Fagforeningslederne, og denne Mistro — i Forbindelse med det voksende Had til de Velhavende til Arbejdsgiverne — tog saadan til, at den efterhaanden til et almindeligt Krav om, at der nu maatte gennemgribende Reformer til; det vilde ikke være nok at genoprette gamle Arbejdsforhold (Arbejderne var nemlig i mange Henseender blevet stærkt bundne). Dette Krav gav sig praktiske Udslag i den saakaldte Shop Steward Bevægelse i forskellige Industrier, en Slags Bedriftsraadsbevægelse.

Allerede under Asquith's Regering var der nedsat en stor „Rekonstruktionskomité", og en af dennes Underkommitéer var den bekendte „Whitley-Komité", som skulde behandle Forholdetmellem og Arbejdsgiver; i Efteraaret 1919 var den sociale Uro blevet saa stærk og saa truende, at Komiteen

---

1) Om disse Forhold se iøvrigt: H. Scavenius, Af den nyere engelske Arbejderbevægelses Historie. 1912.

fik til Opgave i kortest mulige Tid at finde en Ordning, som for Fremtiden kunde sikre Forholdet mellem Arbejder og Arbejdsgiver.Samtidig man sig i andre Komiteer med Socialisering af Kulminerne, Jærnbanerne og Jorden. Regeringenindstillede kort sagt paa at give efter paa adskilligePunkter at afbøde det voldsomme sociale Fremstød.

I Øst- og Mellemeuropa var Gæringen ikke mindre; men her fik Udviklingen et helt andet Forløb end i England, idet Gæringen udløstes i Revolutioner i 1917 og 1918. Disse Revolutioner i Rusland til det kommunistiske Eksperiment, der har givet os et uhyre Materiale til Bedømmelsen af sociale Nydannelser, og som i mange Henseender afgav Forbilleder for Udviklingen af saadanne Dannelser i andre Lande. Og i Mellemeuropa aabnede Revolutionerne Sluserne for en Strøm af sociale Idéer, Forslag og Forsøg, og denne Strøm stilede med voldsom Kraft hovedsagelig mod det bestemte Maal at trænge Privatkapitalens Magt over økonomien tilbage eller om muligt at afskaffe den; man gennemførte ganske vist adskillige sociale Foranstaltninger i den gamle Stil (8-Timers Dagen, Forsørgelsesforanstaitninger af forskellig Art etc); men Hovedinteressen samlede sig om Erobringen af Produktionsmidlerne. gav ganske vist baade den politiske og den økonomiske Magt frivilligt fra sig allerede kort Tid efter Omvæltningerne; men de fik dog lagt forskellige Servituter af social Art paa økonomien.

For at bedømme Forholdene maa man endvidere erindre sig, at selve Regeringsmagterne under Krigen var slaaet ind paa en overordentlig drastisk Indgriben i Næringslivet, en Indgriben aabnede for videre Perspektiver ind til en nyorganiseret

I et Par Aar var der social Højspænding. Overalt lød Kravene om Socialisering, om Kontrol med Erhvervslivet, IndustriensDemokratisering Det kan imidlertid ikke nægtes,at i Virkeligheden mellem Arbejderne og deres Repræsentanterindbyrdes den største Forvirring og Uenighed med Hensyn til Fremgangsmaademe. Det vil være for vidtløftigt her at komme ind paa Stridighederne mellem de forskellige Retninger (Socialdemokrater, Uafhængige, Kommunister,Syndikalister Kooperationsfolk); men denne Uenighedhar sig i meget synlig Grad i de forskellige Forslag til og praktiske Forsøg paa at etablere sociale Nyorganisationerpaa Omraade, saaledes at disse udgør en meget broget Samling. Denne Mangfoldighed

muliggør naturligvis paa den anden Side, at man i de enkelte Tilfælde ved en eventuel social Reorganisation af en Erhvervsgreneller i Forvejen kan vurdere de mange Problemer, der opstaar ved en saadan Ændring, og bedre vil kunne afpasse denne efter Forholdene. I hvert Fald har man — efter den Vending Forholdene har taget overalt i den sociale Verden ¦— Lov til at tvivle paa, at der findes et bestemtUniversalmiddel, kan afskaffe de sociale Onder, saaledessom tidligere i høj Grad var tilbøjelig til; Forholdenehar Praksis vist sig at være meget mere komplicerede, end man i Teorien regnede med.

Med den indtrædende Depression slappedes det sociale Højtryk; overalt har der med Nedgangstiderne fulgt en omfattende af de socialøkonomiske Nydannelser; dette skyldes vel til Dels ogsaa, at Arbejderne har været uenige og uforberedte til de store Opgaver, muligvis ogsaa den almindelige Afspænding efter Krigen. Afviklingen har først og fremmest ramt Regeringernes Kjigsøkonomi; men det samme gælder til en vis Grad de Resultater, der var opnaaet som Følge af det sociale Pres, navnlig forsaavidt de har været realiseret ved Statsmagtens Hjælp; og mange af de vigtigste Reorganisationsplaner, der har været fremme, er nu blevet værdiløse Løfteparagrafer. Selv Rusland, hvor Kommunisterne endnu den Dag i Dag har den politiske Magt, er blevet tvunget til Retræte paa det socialøkonomiske Omraade.

Adskillige Ting er dog blevet staaende, og det er disse, der i det følgende skal behandles nærmere. Men i det hele taget vil en Redegørelse for de Tanker og Planer, der har været fremme i denne Henseende, kunne have Betydning for Vurderingen af de moderne Problemer om Samfundsøkonomiens Bedrifternes Organisering.

Forholdene her i Landet har i det store og hele fulgt parallelt med Udviklingen i den øvrige Verden, men i et ret afdæmpet Tempo; den sociale Fremdrift kulminerede i Foraaret siden den Tid har vi befundet os i Afviklingens Tegn.

Oversigt over de forskellige Former for social Nydannelse.

Ved Udtrykket „social Nydannelse" forstaar jeg i det følgende Organisationer, Foranstaltninger og Udkast med økonomiske Formaal for øje, som paa et eller flere Hovedpunkter fra det privatkapitalistiske Organisations-System.

Set som Helhed gør disse Nydannelser et meget uensartet, Indtryk. De har gennemgaaende endnu ikke nogen afgørende Indflydelse paa det økonomiske Liv, de er for det meste ret uudviklede, nærmest kun Spirer til ny Samfundsformer; ofte peger de i en anden Retning end tilsigtet. Men meget tyder paa, at man i Fremtiden ikke kommer uden om en social Nyorientering.

Opgaven bliver i Korthed denne:

at paapege de Forsøg og de faktiske Nydannelser indenfor Erhvervslivet,
betegner en Tendens bort fra den rent privatkapitalistiske
og Erhvervsmaade.

at veje disse Nydannelser i Forhold til den bestaaende Økonomi
Helhed.

at vurdere disse Nydannelser i Forhold til de almindeligst udbredte
om en ny social og økonomisk Organisation
(navnlig Socialismen).

For at faa et Overblik over de Forhold, det drejer sig
om, maa man indordne de forskellige sociale Nydannelser
under et Skema. Jeg har gjort det paa følgende Maade:

A. Formationer, hvis Magtbasis ligger hos Staten eller hos

andre offentlige Institutioner (Kommunerne etc):
1. Reguleringsvirksomhed.

2. Økonomisk Virksomhed (Produktions-, Erhvervsvirksomhed).

B. Formationer, hvis Magtbasis ligger hos de organiserede Arbejdere
Funktionærer etc):

1. Udbyttedeling. Arbejderne som Aktionærer i Foretagenderne.

2. Arbejdernes Medbestemmelsesret i Bedrifterne og Industrierne
osv.). Industrielt Demokrati.

3. Arbejderkooperation. (Lavssocialisme, Produktionsforeninger).

C. Formationer, hvis Magtbasis ligger hos Forbrugernes Organisationer.

De forskellige Former kan iøvrigt ikke altid skarpt adskilles systematisk Henseende; i mange Tilfælde gaar de over hinanden; det er ogsaa sandsynligt, at man ved en eventuel omfattende Omordning af Samfundets sociale Struktur komme til at benytte sig af meget sammensatte Organisationsformer.

Ovenstaaende Inddeling er valgt ud fra den Opfattelse, at
det er af fundamental Betydning, hvor den faktiske Bestemmelsesret

A. Formationer, hvis Magtbasis ligger hos Staten eller Kommunen etc.

1. Reguleringsvirksomhed. Kontrol med Erhvervslivet.

Allerede før Krigen havde Statsmagterne ganske vist paa visse Omraader grebet regulerende og kontrollerende ind i Næringslivet; men i det store og hele var man dog blevet staaende ved egentlig sociale Foranstaltninger, der begrænsede den private Erhvervsdrivendes Ret til at rovdrive Arbejdskraften; kun i ganske isolerede Tilfælde var man gaaet saa vidt, at man foreskrev Minimallønninger (f. Eks. i den engelske Konfektionsindustri). rørte man ikke ved de fundamentale privatkapitalistiske Rettigheder: Retten til at fastsætte Lønninger og Priser og Avance, til at antage og afskedige Arbejdskraft, til at udvide og indskrænke Produktionen osv.

Under Krigen greb imidlertid alle Regeringer kraftigt ind i Næringslivet med regulerende Foranstaltninger af forskellig Art, med det Formaal at sikre Befolkningernes Forsyning med de vigtigste Forbrugsgoder til en nogenlunde rimelig Pris (i de krigsførende Lande tillige med Krigsformaal for øje): Maksimalprispolitik, Avancebegrænsning, Kornpolitik, Raastofog Boliglovgivning etc. Til Løsning af alle disse helt ny og vanskelige Opgaver, der meldte sig med kort Varsel, anvendte man mangfoldige Fremgangsmaader og Administrationsmetoder, saaledes direkte Begrænsning af Priserne ved Huslejen, Tilskud til Prisernes Nedsættelse som ved Sukkeret, Pristilskud i Forbindelse med Afleveringspligt som ved Kornlovene; og Administrationen skete enten rent bureaukratisk ved Hjælp af Statens og Kommunernes Embedsmænd, gennem Kommissioner eller Udvalg, sammensat paa forskellig Maade, ofte med en meget alsidig Repræsentation de forskellige Erhverv, Arbejderne, Regering og Rigsdag, m. v. I Virkeligheden har man i disse Forhold rigt Materiale til Bedømmelse af en reguleret Form for Samfundshusholdning.

Mange — navnlig naturligvis indenfor Socialdemokratierne — nærede nu den Tro, at denne Regleringspolitik ville kunne udvikles videre efter Krigen, henimod en mere rationelt gennemført eller Statssocialisme, en almindelig Statskontrol med Erhvervslivet.

I den første Tid efter Krigen søgte man da ogsaa at
fremme Planer i denne Retning. I 1919 opstillede saaledes
det danske Socialdemokrati et Program for „Kontrol over Bankvæsenog

væsenogProduktion med det Formaal at begrænse Prisstigningog idet man ansaa øjeblikket for gunstigt til at slaa ind paa praktiske Veje, ad hvilke man snarest muligtkunde inddraget Næringslivet under Samfundets Kontrolog gennemført dets Socialisering, efterhaanden som det modnedes dertil. Man udarbejdede derfor nogle Lovforslag om Arbejdernes Deltagelse i Foretagendernes Ledelse, om Kontrol med Handelsavancen og om Kontrol med Næringsvirksomhederi hele taget. De to sidste Forslag (saavel som to tilsvarende Forslag fremsat af den daværende radikale Regering) var ganske tydeligt umiddelbart udsprunget af KrigsaarenesKontroløkonomi overordentlige Kommission, Maksimalavanceetc).

Imidlertid har de faktiske Begivenheder udviklet sig ganske paa tværs af disse Planer, idet den økonomiske Krigstidspolitik overalt er blevet praktisk talt fuldstændig afviklet. Troen paa, at man fra Krigstidspolitiken skulde kunne gaa over i en almen og Kontrollerings-Økonomi, har indtil videre tabt sit reelle Holdepunkt, og de Programmer og Forslag der bygger herpaa, er foreløbig lagt ad acta.

Trods deres praktiske Vanheld har disse Tanker dog stadig adskillige Tilhængere. I England har f. Eks. den kendte Nationaløkonom C. Money udgivet et Arbejde „The Triumph of Nationalisation", hvori han hævder, at den engelske Samfundsøkonomis var værdifuld, omend den var ufuldkommen, værdifuld ikke blot for Krigsformaal, men ogsaa som Grundlag for et fortsat Organisationsarbejde i Tiden efter Krigen. Han betragter derfor Afviklingstaktiken som en Tilintetgørelse af et stort og frugtbart Arbejde.

Men navnlig i Tyskland har Tanken om at erstatte de økonomiske Kræfters frie Spil med en almindelig Planhusholdning(Planwirtschaft) Tilhængere, og der er fremstaaet en righoldig Literatur herom. Ejendommeligt er det, at mange førende Socialdemokrater er kommet -til den Opfattelse, at blot man faar gennemført en Planhusholdning, er Ekspropriationen af Bedrifterne et andenrangs Spørgsmaal. Det er ogsaa ejendommeligt,at Socialdemokrater her mødes med visse af Storindustriens Mænd (Rathenau f. Eks. var Tilhænger af en vis Form for Planøkonomi, af en Normalisering og Standardiseringaf Tanken med Planøkonomien er den, at der ved Hjælp af en omfattende Statistik skal udarbejdes en økonomisk Plan for hele Staten, og de enkelte Bedrifter skal da være tvunget til at rette sig efter denne Plan; Produktionens

Størrelse skal ikke rette sig efter Profitmuligheder, men efter Samfundets Behov; man skal altsaa ikke pludselig kunne give sig til at producere for fuld Kraft, selv om Konjunkturerne ansporer til det; Priserne skal fastsættes efter Produktions^ omkostningerne; der skal oprettes Tvangssyndikater for de enkelteIndustrier.

En enkelt Industri er allerede i 1910 tildels blevet organiseret som Planøkonomerne ønsker sig det, nemlig den tyske Kaliindustri. Den bestaaende Ordning med Tvangssyndikat, af daarlige Skakter, Statens Indflydelse paa Prisfastsættelsen etc. er fornylig blevet noget yderligere udbygget.

En mere almen, regulerende og planlæggende Virksomhed var tiltænkt de saakaldte økonomiske Raad, der skal oprettes i Henhold til den tyske Rigsforfatnings § 165: Foruden Bedriftsraad indenfor Virksomhederne og i Distrikter, grupperet efter Industrier, og for hele Riget) skal der oprettes Distriksøkonomi-Raad et Rigsøkonomiraad. Distrikts -økonomi- Raadene skal sammensættes af Distrikts-Arbejderraadene og Repræsentanter Arbejdsgiverne og andre Klasser af Befolkningen Gennemførelse af almindelige økonomiske Funktioner og til Samarbejde med Hensyn til at skabe Socialiseringslove, økonomiraadene (baade for Distrikterne og for hele Riget) skal konstitueres saaledes, at alle betydelige Vælgergrupper skal repræsenteres i Forhold til deres økonomiske og sociale Betydning. Alle økonomiske og sociale Love af Betydning skal forelægges Rigsøkonomiraadet til Erklæring. Raadet har Ret til selv at foreslaa Love i Rigsdagen ved et af dets Medlemmer. skal tildeles Arbejderraadene og de økonomiske Raad Ret til Kontrol og Administration for visse Sagers Vedkommende deres Jurisdiktion. — Hidtil er kun Rigsøkonomiraadet oprettet. Resultatet af det, der tilsigtedes gennem denne Paragraf, har i det hele taget været minimalt¹).

I Rusland er Forsøgene paa at organisere en „Planhusholdning" omfattende; men de er nær knyttet til den egentlige Socialisering, altsaa til Staten som Erhvervsdrivende; de omtales derfor i næste Afsnit.

Om Planøkonomiens og Statsøkonomiens samfundsmæssige Værdi har der været megen Strid og Diskussion, og Spørgsmaaletom Indgriben i Næringslivet staar stadig som et Stridens Tegn i den politiske Kamp. Saa meget kan imidlertidsiges,

---

1) Om.Rigsekonomiiaadet se Monopolkorn.'s „Soc. Medd." Nr. 12 1923.

lertidsiges,at den private økonomi i vore Dage selv har udvikletsig i Retning af en planøkonomisk Organisation paa rent privat Basis, nemlig gennem Trust-, Kartel- og Syndikatdannelsenog det moderne centraliserede Bankvæsen.Den som Bankerne udøver med Erhvervslivet, maa imidlertid kunne udøves lige saa godt af Statens, Arbejderneseller Repræsentanter, naar det fornødne Personaleuddannes I hvert Fald er det en Erfaring, man har faaet bekræftet under de sidste Aars økonomiske Historie, at den privatkapitalistiske „selvvirkende" Regulering af Økonomientrods Organisation og Centralisation virker meget slet, og en mere samfundsmæssig Indgriben i Økonomiens Hovedlinjermaa afgjort kunne medføre mangfoldige Fordele.

Det er klart, at Avancebegrænsning, Produktionskontigentering den Slags planøkonomiske Foranstaltninger kun faar ringe praktisk Betydning i nedadgaaende Tider; der kan da kun være Tale om Forholdsregler vedrørende Detailavancen, Huslejen, mod overvældende Import etc. Derimod er det aabenbart, at en mere almen Sanering netop i saadanne Tider er stærkt paakrævet, i Eks. en Nedskæring af Erhvervsgrene, der har udviklet sig for stærkt og som lægger et ulideligt Tryk paa hele Samfundsøkonomien. Erfaringen viser imidlertid, at den private Centralmagt, Bankerne, i mangfoldige Tilfælde tværtimod at skære ned holder Liv i tvivlsomme Foretagender; i hvert Fald er deres Politik paa dette Punkt meget nølende. Men naar denne private Centralmagt holder sig passiv, har man kun som sidste Udvej, at Statsmagten, der repræsenterer i hvert Fald en meget stor Del af Samfundet, griber ind paa dette Punkt; dette vilde her i Landet være saa meget lettere som Staten har faaet Raadighed over en stor Bank.

Rent teoretisk er Fordelene ved en Statsregulering af Næringslivet tydelige, og disse Fordele har yderligere Virkninger af stor samfundsøkonomisk Værdi; f. Eks. maa en effektiv Avancebegrænsning kunne bidrage til en forøget Omsætning, Pengenes Købeevne derved eo ipso bliver større, og den vil mildne Kriserne, fordi Overflytning af Købekraft fra de mange Forbrugere til færre Hænder (gennem de overmægtige er en af de virkningsfuldeste Kriseaarsager.

Paa den anden Side er det let at paapege adskillige praktiske Mangler ved de planøkonomiske, statsregulerende Metoder, Mangler som man uden Tvivl altid maa regne med: Faren for Bureaukratisering, Vanskeligheden ved at overskue og administrere et helt Folks økonomi, Producenters og HandlendesModstand

lendesModstandog Uvilje mod Indgreb og dermed eventuel Nedsættelse i Produktionen. Dog skulde der være den Fordel ved Planøkonomi fremfor egentlig Socialisering, at man ikke neutraliserer den Drivkraft, der ligger i privat Drift og i Mulighedernefor

Imidlertid er det muligt, at Planøkonomien, Statens Kontrol Næringslivet, ikke er den rigtige Metode til Opnaaelse af det tilsigtede Formaal: Regelbundethed, Orden og Jævnhed i økonomien og dens Udvikling; maaske har man ingen bedre Metoder, men maaske lader Statens Kontrol sig kombinere med Kontrol indefra i de enkelte Bedrifter (Arbejderraad etc); en saadan Kombination forudsætter imidlertid et Samarbejde mellem og Arbejdere over Hovedet paa Arbejdsgivere etc, altsaa en ren Arbejderregering.

2. Økonomisk Virksomhed (Socialisering).

Fra gammel Tid har Staten og Kommunerne været Bærere af økonomiske Virksomheder, enten af fiskale Grunde (Tobak, Salt etc.) eller af Hensyn til disse Virksomheders fundamentale økonomiske Betydning (Jernbaner, Post etc. for Statens Vedkommende, Vand etc for Kommunernes Vedkommende). Principet for disse Virksomheder har næsten altid været det, at det Offentlige havde Monopol i vedkommende Branche; de offentlige Virksomheder har sjældent etableret en direkte Konkurrence private Virksomheder; indirekte kan der naturligvis Konkurrence, f. Eks. Dampskibe og Automobiler i Konkurrence med Jernbanerne. Ofte er de offentlige Virksomheder for at sikre Stat eller Kommune Forsyningen med en eller anden vigtig Vare, f. Eks. den militære Klædefabrik.

Umiddelbart efter Krigen opstod der i alle Lande en stærk Bevægelse for at gaa videre ad denne Vej og lade det Offentlige overtage alle vigtige Industrier, Trustforetagender etc Særlig havde man Opmærksomheden henvendt paa Minedriften, Transportvæsenet og Elektricitetsforsyningen samt Jordejendom (England); fremfor alt har Kampen staaet om Minernes Socialisering. for denne Kamp har det været, at selve Minearbejderne mere end de socialdemokratiske Partier, ofte ved direkte Aktion har kæmpet haardt for Minernes Socialisering; ejendommeligt er det endvidere, at meget faa har foreslaaet Socialisering paa sædvanlig bureaukratisk Maade, og dette maa betragtes som en overordentlig Vinding for Socialiseringsproblemet, man derved har faaet Lejlighed til at drøfte og ogsaa anvende mangfoldige ny Former for Socialisering.

I Tyskland f. Eks. forlangte Minearbejderne, at hele Bestemmelsesretten Minerne skulde lægges i Hænderne paa en ved Rigslov udnævnt Repræsentation for hele Folket. Til nærmere Belysning af disse ny Former skal iøvrigt nærmere omtales Forholdene i England, Østrig og Rusland.

England: I 1919 nedsattes en Komité („Sankey- Komitéen"), som skulde undersøge Kulgrubedriftens Stilling og Forholdene indenfor denne Industri; og Formaalet med Undersøgelsen være eventuelt at fremlægge en Plan for Industriens Organisation. I denne Komités Publikationer har vi et mægtigt Materiale til Kritik af de hidtidig anvendte Metoder i denne betydningsfulde Industri (Kulindustrien beskæftigede 1911 i England alene c. 1 Mill. Arbejdere), og til Bedømmelse af en eventuel Nyorganisering af denne Industri.

Komitéen var enig om, at det eksisterende private Ejendomssystem Driftssystem maatte anses for at være überettiget maatte erstattes med noget andet. Man var ogsaa enig om, at Grubearbejderne burde have virkelig Andel i Ledelsen. erkendte, at den private Ejendomsret og private Drift ikke havde hindret en Formindskelse af Produktionen, en daarlig Organisering af Industrien og af Distributionen (der var altfor mange Mellemmænd).

Komitéen var endvidere enig om, at det -Offentlige skulde udløse de private Ejere; Minearbejdernes Repræsentanter foreslog simpelthen at konfiskere Minerenten og kun at yde Erstatning for Kapitalanlæg; men de øvrige Komitémedlemmer foreslog helt at købe Gruberne, eventuelt at udløse Ejerne med Statsobligationer. Med Hensyn til den fremtidige Organisation og Drift af Minerne hævdede navnlig den konservative Minoritet,at findes en dybtgaaende Skillelinje mellem Statsejendomog og den holdt derfor paa, at selv om Staten blev Ejer af Minerne, skulde Ledelsen blive hos Selskabernes nuværende Personel, og at Grubedriftens Ledere skulde beskyttes derved, at der paalagdes Staten som Ejer visse Restriktioner; man mente, at egentlig bureaukratisk Ledelsevilde at Ansvaret i sidste Instans blev lagt paa Parlamentet, saaledes at politiske Partiforhold vilde kunne indvirkepaa denne Minoritet foreslog derfor at oprette et statsligt Grubedepartement og at organisere et Samarbejde indenfor Mineindustrien mellem Arbejdernes Fagforeninger og Driftslederne alene. Minearbejderne foreslog derimod, at der skulde oprettes et nationalt Grundlag, sammensat af lige mange

Repræsentanter for Minearbejderne og for Staten, og at dette
Raad skulde have den fulde Ejendomsret og Ledermyndighed.

Majoriteten mente, at vel havde Staten før Verdenskrigen vist sig mindre egnet til at lede økonomiske Foretagender; men dette beroede for en stor Del paa, at Staten havde forsømt give sine Embedsmænd den fornødne Uddannelse til Hvervet; Krigsaarene havde vist, at det i England ikke møder nogen Vanskelighed at opstille et Korps af administrative Embedsmænd, forener den stærkeste Følelse af Embedsansvar med Handlekraft og Initiativ. Dog gik heller ikke Majoritetens Forslag ud paa et rent bureaukratisk Styre, men man vilde, at saavel Staten som Arbejderne, Forbrugerne og Sagkyndige skulde have tilbørlig Indflydelse paa Driftens Ledelse; man foreslog derfor at oprette tre Slags administrative Organer: lokale Distriktsraad og et nationalt Gruberaad; Distriktsraadene være alsidig sammensat for at hindre Bureaukratisering.

Under Forhandlingerne for Komitéen fremkom der iøvrigt et righoldigt Materiale til Belysning af Spørgsmaalet: Statsdrift eller Privatdrift. Det er som omtalt karakteristisk, at meget iaa i dette Spørgsmaal udtalte sig for Statsdrift paa traditionel, bureaukratisk Maade; den almindelige Opfattelse af Spørgsmaalet at være den, at Aktieejernes Kontrol skulde erstattes det Offentliges Kontrol, men at Bedriftsledelsen under en Nationalisering ikke skulde være rent bureaukratisk, samt at der skulde indrømmes Arbejderne større Indflydelse paa de almindelige Forvaltningsforhold (kollektiv Driftsform).

Spørgsmaalene om Produktionens Effektivitet, om Administrationsomkostninger, Evnen til at trække det rette Personale sig, om Faren for Bureaukratisering under de to Systemer, eller privat Drift og Eje, blev meget skarpt belyst. Det fremgaar af Forhandlingerne, at Fordelene i hvert Fald for denne Industris Vedkommende afgjort maa være paa den kollektive Driftsforms Side.

Interessant er iøvrigt den Udtalelse af en Repræsentant for Mineejerne, at hellere end at dele den fuldstændige Ledelse af Industrien med Arbejderne, vilde Arbejdsgiverne underkaste sig Nationalisering paa rimelige Vilkaar.

Imidlertid har den Socialiseringsbevægelse, der prægede Aarene umiddelbart efter Krigen, siden Begyndelsen af 1921 staaet i Afviklingens Tegn. Det er gaaet med disse Planer som det er gaaec med Planerne om en mere almen Kontrol med Erhvervslivet, de nedadgaaende Konjunkturer er gaaet

stik imod Socialiseringsbestræbelserne, og det i den Grad, at der nu overalt i Verden er en stærk Bevægelse for at „denationalisere"ogsaa Foretagender, som fra tidligere Tid var offentlige. Typisk i denne Henseende er Kampen om at faa overført de tyske Rigsjernbaner til privat Drift. Den ny fascistiske Regering i Italien er straks begyndt at udbyde Statsmonopolerne (Telegraf, Jærnbaner, Post etc.) til kapitalstærkeAktieselskaber; i Frankrig tyder meget paa, at man er i Færd med at opgive eller læmpe de gamle Tobaks- og Tændstiksmonopoler; som Motiver hertil angives dels finansielle Grunde, dels det at Priserne paa de paagældende Varer er for høje og Kvaliteten forringe, sammenlignet med udenlandske Varer.

Adskillige Steder er man slaaet ind paa Mellemveje mellem og Pri vatdrift (man kunde maaske kalde det Statskapitalisme); enten har man ligefrem overdraget Statsvirksomheder saakaldte „blandet-økonomiske" Foretagender, d. v. s. halvt private, halvt statslige Selskaber, eller man har udskilt en eller anden Statsvirksomhed (f. Eks. Jærnbanerne) som et finansielt set selvstændigt Institut, der har faaet til Opgave bære sig selv, og som skal styres efter rent forretningsmæssige eventuelle Underskud dækkes ved Laan hos Staten, men disse skal senere tilbagebetales; Institutets og Udgifter angaar iøvrigt ikke de offentlige Kasser og Regnskaber, og i Statsbudgettet kan man altsaa ikke regne med Indtægter herfra.

Denne Bevægelse med at udskille Statsvirksomheder begyndte før Nedgangsperioden og Afviklingen indtraadte, og den havde da ikke Karakter af Kapitulation overfor Privatkapitalen, havde snarere Karakter af Forsøg paa at skabe ny sociale Erhvervsorganisationer. I Tyskland og Østrig omdannede saaledes efter Krigen de tidligere Militærværksteder til produktive Bedrifter efter det omtalte Mønster (som Instituter); i Tyskland opstod „Deutsche Werke", der helt ejes af Staten (i Form af Aktieselskaber), men som paa den ene Side er et selvstændigt Institut og paa den anden Side optræder i direkte Konkurrence med de rent private Erhverv.

Særlig interessante Forhold af denne Art finder vi i Østrig. I Sommeren 1919 vedtoges en Lov om „fællesøkonomiskeAnstalter" Anstalten), d. v. s. erhvervsdrivende Instituter dannet af Staten, en Kommune eller flere saadanne Organer i Forening, med det Formaal at overtagebestaaende eller private Virksomheder eller at grundlægge ny; Udbyttet skulde deles mellem Arbejdere,

Funktionærer og det Offentlige. Der er i adskillige Tilfælde gjort praktisk Brug af Loven, dog er det væsentlig Statsvirksomheder(Arsenalerne), er blevet omorganiseret efter de fællesøkonomiske Principer. Den østrigske Socialistfører Otto Bauer har om disse Anstalter udtalt, at de betyder endnu ingen Socialisering, men de betyder et udpræget forvaltningstekniskOpdragelsesmiddel Socialismens Tjeneste, fordi man derigennem skaber og prøver ny Organisationsbygninger og opdrager Folk, som en Gang vil kunne lede de socialistiske Organisationer, paa samme Maade som man i Bedriftsraadene fik Lejlighed til at opdrage en Stab af Arbejdere og Funktionærer,der Industrien og forstaar dens Problemer.

Organiseringen af hele dette System af „Anstalter" er meget lærerig (nærmere Oplysninger om disse Forhold findes bl. a. i „Sociale Meddelelser" 1921^—22, udgivet af Monopolkomitéen København). Centret i Systemet er en „Waarenverkehrstelle", Handelsforetagende, der er dannet som et Aktieselskab, af hvis Aktiekapital Staten besidder 2/s, Arbejdernes Landbrugets Forbrugsforeninger hver Vö. Denne Vareombytningscentrals er hovedsagelig at organisere Vareudbyttet By og Land; den leverer Landbrugerne billige Forbrugsartikler og opmuntrer Landbrugsproduktionen; vi har altsaa her at gøre med et Forsøg paa at etablere et snævert Samarbejde mellem Staten og Kooperationerne og tillige mellem og Landbrug, et ret enestaaende Forsøg (bortset fra Rusland). Dette er saa meget mere ejendommeligt som Arbejdere Bønder i politisk Henseende staar skarpt overfor hinanden (Socialdemokrater og Kristeligsociale).

Centralen er interesseret i en lang Række af Foretagender,fremfor i de fællesøkonomiske Anstalter, af hvilke navnlig „Oesterreichische Werke" (omfatter alle Grene af Jærnbearbejdelse)og Leder- und Schuhfabriken" er meget store Virksomheder. Disse fællesøkonomiske Anstalter ejes af Staten, men de ledes af meget alsidig sammensatte Repræsentanter; Oesterr. Werke f. Eks. af en Forsamling paa 25 Medlemmer: 8 fra Staten, 1 for Metal- og 1 for Træarbejderorganisationen,1 Industrifunktionærerne, 5 for Arbejdernes og Funktionærernes Bedriftsraad, 2 for Waarenverkehrstelle, 1 for Landbrugets og 1 for Arbejdernes Brugsforeninger, 2 for Brugsforeningernes engros Indkøbsselskab og 2 for Forretningsledelsen,altsaa ejendommelig Sammenfiltring af Forbrugerkooperation,Bedriftsraad, og Statsmagt. Dette organisatoriske Eksperiment er overordentlig interessant; men

endnu kan man næppe fælde nogen Dom derover, fordi den ødelagte Pengeværdi, de slette Konjunkturer etc. har influeret paa Resultaterne. Med Hensyn til de nævnte „Verein. Lederu.Schufab." særlig bemærkes, at denne Virksomhed en Overgang gjorde direkte Fremstød mod den private Kapital indenfor Branchen ved i Henhold til Loven gennem Staten at udløse en Del af Aktiekapitalen i den største østrigske Skotøjsfabrikog en Læderfabrik, samt ved at forpagte nogle private Læderfabriker; dens Formaal var ganske tydeligt at komme til at udøve den afgørende Indflydelse paa Skotøjsmarkedet; den har desuden ført en kraftig Pristrykspolitik.

Allerede i Løbet af 1919 foregik der en Forskydning i Ledelsen af det sociale Arbejde i Østrig, fra Socialdemokraterne over til de Kristeligsociale, og de ny Magthavere har søgt at afgive de statslige Virksomheder, der endnu ikke var omdannet til fællesøkonomiske Anstalter, til private Kapitalister, i Reglen dog i Form af „blandet-økonomiske" Foretagender, altsaa Aktieselskaber, en Del af Aktiekapitalen indehaves af Staten; i Reglen har Privatgrupperne over Halvdelen af Aktiekapitalen, til Gengæld er disse Selskaber kun Driftsselskaber, saaledes at Anlægene vedbliver at være Statens Ejendom. Der indføres i Reglen Udbyttedeling for at tilfredsstille Arbejderne.

I adskillige Lande synes Principet „uafhængigt Statsinstitut" at være i Fremgang. I Tyskland har man udarbejdet et Lovforslagtil af Jærnbanerne paa denne Maade, et Forslag, som paa Grund af de politiske Forhold dog ikke er blevet gennemført; ogsaa de preussiske Statsbjærgværker har man tænkt at nyorgarnisere saaledes, at de udgør en offentligSærformue Rettigheder og Forpligtelser adskilt fra den preussiske Statskasse; man vil saa vidt muligt indføre forretningmæssigePrinciper; Generalforsamling men Regnskabsgennemgangog overfor Repræsentantskab og Direktion skal Landdagen eller en fast Landdagskomité fungere; Repræsentantskabetskal Handelsministerens Forsæde dannes af Repræsentanter for Arbejdere og Funktionærer, Landdagsmedlemmerog udnævnt af Ministeren, og dets Funktioner skal helt svare til et Aktieselskabs Repræsentantskabs.Med for Repræsentantskabet skal staa en for Bjærgværkerne fælles Generaldirektion, med en teknisk, en merkantil og en social Afdeling. Medens de tidligere offentlige Bjærgværkstjenestemænds erhvervede Rettigheder anerkendes principielt, skal det ny Foretagende kun arbejde med privat

ansatte Funktionærer, som i private Foretagender, og betale tilsvarendeLøn.

I Sverige har man gjort Skridt til at organisere Jærnbanerne som uafhængigt Institut; og ogsaa her i Landet synes Tanker i denne Retning at komme frem; et Forbillede i denne Henseende har vi i de offentlige Havne.

En Overgang var Fagforeningerne i Tyskland inde paa den Tanke, at Staten skulde benytte sin Beskatningsret til at skaffe sig en Panteret (Medejendomsret) i alle faste Værdier (Jord og Fabriker etc), under Slagordet „Erfassung der Sachwerte", en Slags udvidet Georgisme. Noget Resultat er der dog ikke kommet ud deraf.

Sovjet-Rusland: Umiddelbart efter Novemberrevolutionen foretog den ny Regering en almindelig Nationalisering herom af 28. Juli 1918) af de større industrielle Bedrifter samt af Handel og Omsætning (navnlig Udenrigshandelen); fortsatte man — men med mindre Styrke — med at nationalisere de mindre Bedrifter; Nationaliseringen, der foretoges uden Erstatning, fortsattes til Foraaret 1921. De nationaliserede organiseredes som store Truster, sammensluttet i et stort Statssyndikat. Efter den første Raadskongres' (Maj 1918) er det øverste Nationaløkonomiske Sovjetrepublikens højeste nationaløkonomiske Institution og er som økonomisk Organ ansvarlig overfor Eksekutivkomitéen og Folkekommissærernes Raad (Ministeriet). Formanden for det øverste økonomiske Raad er Medlem af Folkekommissærernes Raad (han er med andre Ord Minister); der er saaledes snæver Forbindelse mellem det politiske det økonomiske Styre; det øverste nationaløkonomiske Raad vælges af de nationaløkonomiske Raads alrussiske Kongres; Kongres vælger et Præsidium. Ved Sammensætningen denne Kongres søger man at gøre den til en Helhedsrepræsentation det russiske økonomiske Liv, idet de Organisationer, som er repræsenterede paa Kongressen, faar sine Medlemmer direkte eller indirekte fra de forskellige økonomiske (Fagforeninger, Kooperationer etc); det øverste Raad repræsenterer Regeringen, de økonomiske Interesser og Sagkundskaben.

Krigstidens økonomiske Organisationer var Begyndelsen og Grundlaget for det øverste økonomiske Raad; ligesom i Vesteuropa er der altsaa her Tale om en Videreføring af KrigsøkonomiensErfaringer. øverste økonomiske Raads første Enheder var Krigsbrændselscentralen og Krigstransportcentralen;

selv de lokale revolutionære Organer benyttede sig af disse
Krigscentraler.

Det øverste Raad er organiseret som et vældigt Ministerium talrige Afdelinger (for Statsøkonomi og Banker, for Jordbrug, Handel, Transport, for Metalarbejde og Maskinbygning, Spindestoffer, for kemisk Industri etc, endvidere for nationaløkonomisk Politik osv.); der er tillige talrige Underafdelinger specielle Formaal og for mindre Industrigrene.

Afdelingen for økonomisk Politik havde til Opgave at
lægge Planerne for Landets Økonomi.

Under Metalafdelingen f. Eks. er henlagt de forskellige Truster indenfor Brancen (Trusten for de nationaliserede Maskinfabrikker, Automobiltrusten osv.); endvidere har Afdelingen en Række Underafdelinger (Forretningsledelse, Finansafdeling, Bogføring osv.); de enkelte Fabrikker blev slaaet sammen i Grupper efter teoretiske, tekniske, økonomiske og historiske Hensyn.

Med Hensyn til Styrelsen er man efterhaanden gledet over
til en stærkere og stærkere Centralisation.

Denne Proces: Nationalisering og Centralisation, fortsattes til Foraaret 1921. Fra dette Tidspunkt er man slaaet ind paa en ny Politik; ved Dekret af 7. Juli 1921 bestemtes det, at Virksomheder, der ikke beskæftiger flere end 20 Personer, skal fremtidig være undtagne fra Nationalisering, ligesom alle Personerover Aar frit kan drive et Haandværk; de paagældendeVirksomheder i übegrænset Omfang disponere over de Varer, de fremstiller, og kan købe de Raastoffer og Redskaber, de har Brug for; de samme Bestemmelser gælder for kooperative Produktionsforeninger. For Storindustriens og den mellemstore Industris Vedkommende er Nationaliseringsprincipetvel men de Vanskeligheder, der har været med at drive disse Virksomheder, har været saa store, at Regeringenhar nødsaget til at gøre væsentlige Forandringer i deres Organisation og Styrelse; Staten ansaa det for umuligt at gennemføre sine Planer overfor de Industrier, som den skulde forsyne med Raastoffer, Brændsel og Levnedsmidler. I en Bekendtgørelsefra Raad af Aug. 1921 hedderdet, Leveringspligten var fordelt paa forskellige Institutioner,hvad førte til Kaos og Uansvarlighed, og de enkelte Virksomheders Krav svarede ikke til deres Produktivitet. Dette i Forbindelse med den gældende Lønordning førte til, at de, der var beskæftigede i Produktionen, ikke var og kunde være interesserede i Resultaterne af deres Arbejde og i forbedrede

Produktionsmetoder; de vanskelige Forhold bestemte da Regeringentil søge at simplificere Statsvirksomhedernes Organisation,at Antallet af Industrier, der forsynedes af Statens Forraad, og til i vidt Omfang at tillade Bortforpagtning til private.

Efter de sidste Bestemmelser (Aug. 19.21) samles nu kun de bedst udstyrede og de mest rationelt organiserede Virksomheder indenfor en Branche til en Gruppe, hvis Styrelse udnævnes af det øverste økonomiske Raad efter Indstilling af det administrative Centralraad og de paagældende Fagforeningers Centralledelse; Styrelsen skal udarbejde et finansielt Overslag og en Produktionsplan, den er ansvarlig for sit Program, for Varernes Kvalitet og Virksomhedens Gang ikke blot overfor de administrative Myndigheder, ogsaa overfor Domstolene; Kontrolmyndigheden udøves af de stedlige økonomiske Raad. Alle Statsvirksomheder skal drives paa kommerciel Basis. Ved Dekret af Februar 1922 blev det iøvrigt bestemt, at de eneste Virksomheder, der fremtidig have deres Raastoffer, Brændsel etc. fra Staten, er saadanne, hvis Produkter alene anvendes af Staten (f. Eks. Hæren). De Virksomheder, der ikke bliver forsynet med Raastoffer Staten, maa skaffe sig disse ved Køb i det aabne Marked; har Forkøbsret til de producerede Varer, men maa betale Markedspris derfor. Fabriker, der er blevet lukket, eller hvis Virksomhed er indskrænket, eller hvis Udbytte utvivlsomt kunde forøges ved at overlades det private Initiativ, bortforpagtes, til kooperative Sammenslutninger. Nationaliseret Statsejendom kan ogsaa gives i Koncession eller overdrages til „blandet-økonomiske" Selskaber. —

Det vil fremgaa af denne Fremstilling, at Socialisering i mangfoldige Tilfælde vil være af stor samfundsmæssig Værdi, idet der teknisk og organisatorisk utvivlsomt ofte vil kunne opnaas store Fordele, saaledes i den engelske Kulindustri. Naar Staten behersker en Industrigren, opstaar der ganske vist Fare for Bureaukratisering, for Slendrian og for, at politiske Hensyn skal tage Overhaand; men dette vil antagelig kunne modvirkes ved en Reformering af statsdrevne Virksomheder, og netop i denne Henseende har de senere Aar været rige paa interessante Eksperimenter. Der er paa den anden Side ikke megen Sandsynlighed for, at Staten med Held vil kunne overtage til direkte Forvaltning andre end saadanne Erhvervsgrene,som i det væsentlige er koncentreret i større Virksomheder og faktisk underkastet et bureaukratisk, privatkapitalistiskStyre,

kapitalistiskStyre,hvor altsaa det private Initiativ og Konkurrencedriftenfaktisk
ophævet.

Ovenstaaende Bemærkninger er nærmest fremstaaet af et Forbrugersynspunkt. For Arbejderne vil en Socialisering ogsaa have Betydning, forsaavidt deres Stilling derved bliver mere sikker; de har da ogsaa i flere Tilfælde kæmpet haardt for Socialiseringens Gennemførelse. Erfaringen synes ganske vist at vise, at Staten har lige saa vanskeligt som private Arbejdsgivere at gøre sine Arbejdere interesserede i Driften og i Forbedring af Produktionen, i Forcering af Produktionsudbyttet etc; en større Interesse herfor vilde man dog sikkert kunde vinde ved at give Arbejdere og Funktionærer Indsigt i Foretagendet Indflydelse paa Ledelsen og Forvaltningen. Dette Synspunkt var f. Eks. stærkt fremme under Forhandlingerne om de engelske Kulminers Nationalisering.

B. Formationer, hvis Magtbasis ligger hos de organiserede Arbejdere, Funktionærer etc.

1. Udbyttedeling, Arbejderaktier.

Udbyttedeling. Tantiemesystemet er et gammelkendt System. Krigen tilbød de Industrielle overalt i Verden Udbyttedeling Smaaaktier for at afbøde de sociale Fremstød; hvorimod man bestemt protesterede mod at give Arbejderne større Andel i Ledelsen og Bestemmelsesretten over Bedrifterne end det hidtil havde været Tilfældet.

Systemet er nu ret udbredt i den angelsaksiske Verden. I England findes der en Labour-Copartnership-Association, der har været afholdt Copartnership-Kongresser etc.; i U. S. A. har f. Eks. det største Uldforetagende i Staterne, American Woollen Co., tilbudt Arbejderne Aktier.

Arbejdsgiverne har i Reglen udtalt deres Tilfredshed med Systemet (f. Eks. Ford). For Arbejderne er Systemet i hvert Fald værdiløst og utilfredsstillende i nedadgaaende Tider. Arbejderne desuden gennemgaaende imod det, fordi det udsætter for Fare. Man har derfor udspekuleret forskellige for at komme over disse to vanskelige Sider af Sagen.

For at mildne Konjunkturvirkningerne har man saaledes f. Eks. i engelske Bomuldsspinderier forsøgt sig med Udbyttedelingfor Industrigrene i Stedet for i de enkelte Bedrifter. Og f. Eks. Krupp har udstedt Arbejderaktier, som skal forvaltesaf

valtesafen indregistreret Forening af Aktiernes Ejere, hvis Formand har Adgang til Generalforsamlingen. Tanken om kollektivUdbyttedeling kollektiv Forvaltning af Arbejderaktier har i det hele taget været en Del fremme i Tyskland.

De reelle Fordele for Arbejderne ved dette System er imidlertid tvivlsomme. De opnaar alligevel ikke mere i Indkomst end de kan gennemtvinge paa anden Maade (som Akkordløn), og Aktier kan Fagforeningerne jo frit købe i enhver Bank; dette har de faktisk ogsaa ofte gjort, saaledes har Smedeforbundet Aktier i Burmeister, Telefonfunktionærerne i Telefonselskabet osv. Fonnaalet hermed er at faa Adgang til Generalforsamlingerne; derimod kan Fagforeningerne næppe gøre sig Haab om ad denne Vej at skaffe sig Herredømmet over Foretagenderne.

2. Medbestemmelsesret (Kontrol) i Bedrifterne og i Industrierne osv.). Industrielt Demokrati.

Tanken om, at Arbejderne indefra i de forskellige Virksomheder søge at arbejde sig frem til at faa Bestemmelsretten Samfundsøkonomien, er Grundpillen i Syndikalismens Og allerede før Krigen var der opnaaet visse reelle Fordele med Hensyn til Arbejdernes direkte Indflydelse i de forskellige Virksomheder. Spørgsmaal som Løn og Arbejdstid nu praktisk talt altid ved Forhandling eller Kamp mellem de organiserede Arbejdere og Arbejdsgivere, en Fremgangsmaade, der sikrer Arbejderne større reel Indflydelse paa disse Spørgsmaal. end hvis de optræder enkeltvis. Hvad selve Arbejdsbetingelserne og Arbejdsordningen angaar, har Arbejderne ogsaa efterhaanden vundet visse Fordele, i Reglen har de tilkæmpet sig dem direkte paa Arbejdspladsen; undertiden de opnaaede Indrømmelser blevet lovfæstede, saaledes i Prøjsen ved Lov af 1905 om Mineindustrien, hvorefter der i alle store Miner skal oprettes Arbejderkomitéer, valgt af Majoriteten af Arbejdere af deres Midte; disse Komitéer skal anerkendes som fuldgyldig Repræsentation for Arbejderne i Bedriften, og de skal forebringe Ønsker, Krav og Klager fra Arbejderne.

I Danmark kender vi Tillidsmandsinstitutionen. Fremskridtenead Vej var dog smaa og nærmest upaaagtede. I Aarene før Krigen begyndte disse Tanker imidlertid at komme mere i Forgrunden, navnlig i de romanske og angelsaksiske Lande — og efter at Krigsudbruddet for en kort Tid havde

bragt Standsning deri — kom der yderligere Fart i denne Bevægelse.I opstod Shop Steward Bevægelsen og i det hele taget den Bevægelse, der foreløbig resulterede i Whitley-Komitéen. I Amerika og Australien fik I. W. W. (en syndikalistisk Organisation) Vind i Sejlene; under den russiske Revolution af 1917 tiltog Arbejderne sig i stort Omfang hele Magten i Bedrifterne; gennem lokale Fabrikkomitéer kontrolleredede eller søgte selv at lede Foretagenderne; under de mellemeuropæiske Revolutioner i 1918 fremstod der ganske spontant Arbejderraad overalt.

I det følgende skal gives en kort Oversigt over denne Bevægelse i England, Tyskland, Rusland og Italien; det vil fremgaa deraf, hvor forskelligartet Udviklingen har formet sig i de enkelte Lande.

England. Da Fagforeningerne under Krigen var undertrykt iøvrigt i Realiteten havde indgaaet „Borgfred" med Regeringen og Arbejdsgiverne) fik Shop-Stewards-Bevægelsen et stærkt Opsving, navnlig indenfor Maskinindustrien; disse Shop-Stewards var Fagforeningernes Repræsentanter paa Arbejdspladserne, var i Reglen indsat for at opretholde Fagforeningsdisciplinen for at kontrollere, at Foreningsregleme blev overholdt, og de skulde være Fortalere for Arbejdernes lokale, specielle Interesser og skulde tjene andre sociale Formaal. Der opstod nu efterhaanden en hel Organisation, grundlagt paa Værkstederne; de havde en uofficiel Karakter; særlig ved Clyde opstod en Mængde Arbejderudvalg, som blev indbyrdes forbundne, som under en stor Strejke udvikledes til et helt Net af Udvalg, der alle var tilsluttet Fagforeningerne. Disse Udvalg fremstod ikke med noget nyt politisk Program, de var af mere social end politisk Karakter; men Tanken om paa disse Udvalg at opbygge Arbejderraad, der kunde erobre Staten og Industrien, har næsten overalt ligget bag Bevægelsen; Lederne var i Almindelighed ikke i Opposition til Fagforeningerne, men de forlangte en vidtdreven Decentralisation, en højere Grad af Selvstyre og direkte industriel Kontrol for Arbejderne.

Ikke alene Shop-Stewards Bevægelsen viser, at Erfaringerne fra det haarde Styre under Statskapitalismen (Krigsøkonomien) i væsentlig Grad har forandret den engelske Opfattelse af, hvilke Veje man bør slaa ind paa for at ændre de sociale Forhold; men allerede saa tidligt som i 1915 og 1916 fremtraadte mere klart i Resolutioner og Udtalelser, fremsat af Fagforeninger og socialistiske Organisationer, den Anskuelse, at Statens Ingriben i Erhvervslivet maatte suppleres med en Erobring af det økonomiskeSamfund,

nomiskeSamfund,af Industrien, gennem Arbejdersammenslutninger,groet
indefra og nedefra (modsat f. Eks. de planøkonomiskeog
Teorier i Tyskland).

Ganske naturligt udløstes Gæringen i første Linie i et skarpt Modsætningsforhold mellem Arbejder og Arbejdsgiver; men da dette Modsætningsforhold (navnlig under Krigen) medførte Forstyrrelser, greb Staten ind, og da man var klar over, at de sædvanlige Metoder, Voldgift, Forligsvæsen osv., ikke strakte til, nedsatte Regeringen i 1916 en Komité (den berømte Whitley-Komité), der skulde udrede, hvorledes „Forholdet mellem Arbejder og Arbejdsgiver skulde kunne forbedres". Komitéens endelige Rapport (Efteraaret 1919) hedder „Det er en Samfundssag af største Betydning, at det Fællesarbejde af alle Klasser, som begyndte under Krigen, bliver fortsat, og da især Forholdet mellem Arbejder og Arbejdsgiver. at opnaa dette maa der bydes det arbejdende Folk bedre Vilkaar, og Folket maa opmuntres til at yde aktiv og vedvarende Bistand til at udvikle Industrien. I dette øjemed Komitéen det for nødvendigt, at der for hver Industrigren Organisationer, hvor baade Arbejdere og Arbejdsgivere repræsenteret, med det Formaal stadig at have Opmærksomheden henvendt paa alt, som kan fremme denne Industri, til Fordel for alle, som er beskæftiget i den, — saa langt dette stemmer med hele Samfundets Interesser".

Komitéen föreslåar derfor faste industrielle Fællesraad (Joint Standing Industrial Councils), organiseret i 3 Instanser: Arbejderkomitéer Comitees) for hver Fabrik, Districts Councils hvert Distrikt og National Industrial Councils for hele Landet. En Udtalelse af Komitéen er af Værdi til Belysning af de herhenhørende Problemer: Komitéen har ikke villet fremkomme nærmere Forslag angaaende Arbejdernes Andel i Udbyttet; thi man er overtydet om, at en varig Bedring af Forholdet mellem Arbejdsgiver og Arbejder maa bygges paa noget andet end et Pengegrundlag. Det som tiltrænges er, at Arbejdsfolk faar bedre Adgang til at tage Del i Ordskiftet om Ordningen af de Dele af Industrien, som de er mest i Berøring

Værkstedklubberne (Shop Stewards) foresloges altsaa ophøjettil for Arbejdsgivere og Arbejdere; men de skulde ikke afløse de nuværende Arbejder- og Arbejdsgiverorganisationer;de tværtimod bygges saa nært som muligt til disse Organisationer; det var en decentraliseret Ordning,med

ning,medden egentlige Ledelse ved hver Bedrift for alle
Sager, som rettelig kan afgøres der.

Raadene skulde kun være frivillige (modsat Bedriftsraadene i Tyskland). Regeringen nøjedes derfor med at rette en Opfordring Landets Industrier om at organisere sig paa denne Maade.

Raadene er blevet indført paa Statens Værksteder og i flere Industrigrene, ejendommeligt nok i særlig Grad i den Del af Næringslivet, hvor Organisationsforholdene har været uudviklede eller svage. Whitley-Komitéens Indstilling blev godkendt Fagforeningskongressen (med 2,4 Mill. Stemmer mod 0,8 Mill.), altsaa ikke uden Modstand; fra Oppositionens Side blev det hævdet, at Fællesraad kan være gode nok for den Slags Industrier, som har været nødt til at sikre sig Retfærdighed Lønningsraad og andre Statsindgreb, men saasnart et Fag naar saa højt i Organisation, at det kan stille endelige Krav og tvinge dem igennem, er der ingen Brug for Fællesraad; ønskede man lidt mere Magt for Arbejderne ved Underhandlingsbordet; man ønskede ikke Forsoning, men Ret og Retfærdighed; man var ogsaa bange for, at Raadene vilde blive brugt som Brækstang mod Fagforeningerne, paa samme Maade som Udbyttedelingen var blevet brugt. Flertallet holdt derimod paa, at Raadene var ønskelige; ikke fordi man troede derved at opnaa en ideel Stilling, man saa godt Faren ved slige Komitéer; men man ønskede at faa noget Kendskab til Administrationen, for at den demokratiske Kontrol skulde kunne gennemføres med Held.

Den norske Forfatter I. Debes siger i sin Afhandling „Social om disse Raad: „Vejen er syndikalistisk, ikke socialistisk. Den fører i sin Konsekvens til en Revolution af hele Bedriftslivet, men en fredelig og rolig Revolution. Al Tvang ovenfra er det engelske Væsen i Bund og Grund imod".

Mange, navnlig ældre, Arbejdsgivere var Modstandere af Raadene, fordi de mente, at det vilde medføre evigt Kævl, naar der blev saa mange Kokke om Maden; andre var af den Opfattelse, at Raadene vilde blive en Sikkerhedsventil mod Misfornøjelse og Uro.

Nedgangsperioden har ogsaa bragt Standsning i denne
Udvikling.

Tyskland: Under Revolutionen dannedes der overalt Arbejderraadefter
Mønster; de tiltog sig dog sjældent
hele Magten, men nøjedes i Reglen med at kontrollere de

eksisterende Institutioner. Gennem mangfoldige Kampe naaede man til at faa det økonomiske (ikke det politiske) Bedriftsraadssystemanerkendt den tyske Rigsforfatning (§ 165). Den nærmere Udformning af Bestemmelserne om Raadene blev givet i en særlig Lov (en nærmere Redegørelse for disse Regler findes i International Labour Offices Publikationer).

I Modsætning til de engelske industrielle Raad er de tyske Betriebsräte obligatoriske for alle Bedrifter over en vis Størrelse, uanset Branchen (gælder altsaa ikke alene for Industrien). Raadenes er ganske vist meget begrænset; men det er udenfor al Tvivl, at der hermed er sket et virkeligt Brud paa det industrielle Enevælde, og at der her er sket et virkeligt Skridt i Retning af industrielt Demokrati, af en konstitutionel Arbejdsordning. Paa enkelte Punkter griber Nyordningen endda meget radikalt ind i den hidtidige økonomiske Styreform; i Foretagender, hvor der findes et Bestyrelsesraad (saaledes i alle Aktieselskaber), har Bedriftsraadene Ret til at delegere et eller to af sine Medlemmer i Foretagendets Bestyrelse med samme Ret som de øvrige, aktionærvalgte Bestyrelsesmedlemmer; de har altsaa fuld Stemmeret i alle Sager. Af stor principiel Betydning ogsaa den Regel, at Arbejdsgiverne i alle Virksomheder Kvartal skal forelægge Bedriftsraadene Rapporter om Bedriftens Stilling og Fremskridt, om Industriens Stilling i Almindelighed, Arbejdsudbyttet m. v., og i de store Foretagender Arbejdsgiverne endvidere hvert Aar forelægge Raadene en Bedrifts-Balance og en Vindings- og Tabs-Oversigt for det forløbne Aar. Endelig er der paalagt Arbejdsgiverne visse Restriktioner m. H. t. Antagelse og Afskedigelse af Arbejdere.

De første ordinære Bedriftsraadsvalg fandt Sted i Marts 1920, og Loven har saaledes nu virket i Praksis i nogle Aar. Arbejdsgiverne har forsonet sig med Systemet, hvad Raadenes Medvirken i alle Arbejderspørgsmaal angaar. Derimod er de stadig Modstandere af Raadenes Medvirken ved Antagelse og Afskedigelse af Arbejdere, af Arbejderrepræsentationen i Bestystyrelsenfor og af at forelægge Raadet Bedriftsbalancerog og Tabsoversigter, og de har til det sidste hæftigt bekæmpet de specielle Love, som gav nærmere Regler for de sidstnævnte Forhold. Man paapeger ogsaa, at Bedriftsraadssystemetmedfører store Udgifter for Bedrifterne; i Ruhrgebetet havde man f. Eks. i Februar 1921 ca. 1250 Bedriftsraadsmedlemmer,som næsten uden produktiv Arbejdsydelse— normal Bjergarbejderløn vilde kræve over 30

Mill. Mk. tilsammen, et efter den daværende Kurs meget stort Beløb, og en Sum mange Gange større end samtlige Direktørers Løn. Omvendt har Raadene i mangfoldige Tilfælde ydet Arbejdsgiverenværdifuld f. Eks. til Forøgelse af Produktiviteten;dette saaledes været Tilfældet med Statsværkstedernei en Afdeling af Deutsche Werke, jfr. Afsnittetom der beskæftiger ca. 42 000 Arbejdere; der er ogsaa forekommet Tilfælde hvor Bedriftsraad har fremmetderes Foretagende eller Industri paa Bekostning af Industriens eller Samfundets almene Interesser, idet de har hjulpet Direktørerne med at presse Priserne i Vejret, eller har søgt at faa Regeringen til at nedsætte Udførselsafgifter eller andre Skatter¹).

Alle Arbejdere er enige om, at Bedriftsraadsloven kun betegner første Skridt henimod et effektivt industrielt Demokrati; betragter Bedriftsraadene som et værdifuldt Hjælpemiddel Virkeliggørelse af den „konstitutionelle" Fabrik. For rigtigt at kunne udnytte de Fordele, Bedriftsraadsinstitutionen giver Arbejderne, har man i Tilknytning hertil etableret et meget omfattende Oplysnings- og Uddannelsesarbejde (Bedrittsraadsskoler, Kursus paa Universiteter, tekniske Højskoler og Handelshøjskoler, Aviser og Tidsskrifter, Bøger etc).

Store Vanskeligheder er opstaaet af Forholdet mellem Bedriftsraadog Fagforeningerne har energisk søgt at gøre Bedriftsraadene til en Slags Filialer af sig og har været mod en selvstændig, centraliseret Organisation af Raadene. I første Omgang er dette ogsaa lykkedes, idet Bedriftsraadskongresseni 1920 (den eneste almindelige Kongres der hidtil har været afholdt), som var indkaldt af „Algemeiner deutscher Gewerkschaftsbund", forkastede et Forslag om en uafhængigBedriftsraadscentral vedtog en Organisation, der støttede sig paa Fagforeningerne som den indre faste Kærne; der oprettedes en „Gewerkschaftliche Zentrale der Betribsräte", delt i 15 Industri- eller Faggrupper, som kun fik tildelt Opgaveraf Betydning. Trods denne snævre organisatoriske Forbindelse har der været talrige Konflikter mellem de to Interessesfærer,og synes som om Bedriftsraadene er i Færd med at tilrive sig større Selvstændighed, og der er Kræfter i Bevægelse for at gøre Raadene til det fælles Interesseorgan for Arbejdere og Funktionærer, udenom politiske og faglige Modninger.Raadene

---

1) Se iøvrigt en kort Beretning om Fabrikstilsynets Erfaringer angaaende i Monopolkom.'s „Soc. Medd." Nr. 8 1923.

ninger.Raadenehar ogsaa vist Tilbøjelighed til at optræde
selvstændigt i politiske Spørgsmaal.

Rusland: I 1917 tiltog Arbejderne sig mange Steder umiddelbart Ledelsen og Kontrollen med Bedrifterne gennem Fabrikskomitéer; disse havde i det store og hele nærmest kun deres egne Interesser for Øje. Efterhaanden trængte saa Fagforeningerne frem til Overtagelse af den industrielle Ledelse dette lykkedes dem ogsaa, men de evnede ikke at lede Landets industrielle Liv; Jærnbane- og Kanaltransportarbejderne gjorde f. Eks. et alvorligt Forsøg i denne Retning, men det mislykkedes. Statsmagten (navnlig repræsenteret ved de økonomiske tiltog sig efterhaanden den ledende Magt; Fagforeningerne dog en talrig Repræsentation i de økonomiske Statsorganer. De lokale Fabrikkomitéer og Kontrolkomitéer har nu intet med Ledelsen at gøre (jfr. Dekret af November 1920); de fører kun Tilsyn med Disciplinen og med at Regeringens og de øverste økonomiske Organers Ordrer bliver fulgt (f. Eks. med Hensyn til Produktionsprogrammet, Transportarbejdet); de deltager som Raadgivende i Direktionsmøderne om alle vigtige Produktionsspørgsmaal. Forholdene er i den nyeste Tid blevet ændret i Tilknytning til den ny økonmiske Politik; ved Siden af Fabrikkomitéerne, dannet af Arbejderne med det Formaal at repræsentere dem overfor Driftsherren og hans Personale og at virke for Forbedring af Arbejdernes moralske og materielle Kaar, findes der i alle Bedrifter Komitéer, der bestaar af Repræsentanter saavel Arbejderne som Ledelsen, og som har til Hovedopgave at føre den kollektive Overenskomst ud i Livet og at bilægge Konflikter om dens Anvendelse. Principielt er Strejkeretten anerkendt; dog taales Strejker praktisk talt ikke i Statsvirksomheder. Med Hensyn til Antagelse og Afskedigelse af Arbejdere erstattes efterhaanden Udskrivning af Arbejdskraft med frit Arbejde; det, paahviler de stedlige Sovjets at skaffe Arbejdskraft til alle Bedrifter og Institutioner uden Undtagelse; der er givet nærmere Regler for Arbejdernes Afskedigelse. Det fremgaar heraf, at de russiske Bedriftsraads Myndighedsomraade er meget ringe. —

Italien: Som Følge af de store Arbejdskampe i Sommeren 1920, under hvilke Arbejderne en Overgang besatte talrige Fabrikerog forelagde Regeringen et Lovforslag om Kontrol med Industrien, en Kontrol, som skulde udøves af de Arbejdere, som hørte til vedkommende Industri; i Bemærkningernehertil det, at „Forholdene gør det nødvendigt, at der aabnes Arbejderne Adgang til at blive bekendt med de

Kaar, under hvilke Industrien arbejder og udvikler sig, for at bringe Harmoni i Produktionen". I Modsætning til Bedriftsraadenei der vælges i hver enkelt Bedrift, indførtes Arbejderkontrollen i Italien for hver Industrigruppe som Helhed,altsaa Metalindustrien, for Tekstilindustrien etc. * Man var bange for, at en Ordning med Bedriftsraad vilde aabne Vejen for partikularistiske Tendenser og skulde medføre en farlig Dobbelthed i Bedriftens normale Organer; ved den foreslaaedeMetode man at fremme de forskellige Industrigrenesalmene og dermed Produktionen. I Italien arter Lønforhold og industriel Udviklingsgrad sig saa forskellig fra Egn til Egn; man tilstræbte nu nogen Samling og Ensartethed, og man mente, at Forslaget vilde blive til Gavn for de mindre udviklede Bedrifter. For hver Industrigruppe skulde der oprettes en eller flere Kontrolkommissioner, bestaaende af Arbejdere, Ingeniørerog i vedkommende Industri, og disse Kommissionerskulde for hver Bedrift udnævne Delegerede til at udøve Kontrollen; de Delegerede skulde ikke deltage i BedriftensDirektion, en saadan Adgang antoges at føre til Vanskeligheder og at sammenblande Beføjelser, som burde holdes adskilt; derimod havde de Ret til at faa Oplysninger om alle de for den enkelte Bedrifts Gang væsentlige Forhold: Materialepriser, Produktionsomkostninger i det hele taget, Arbejdsløn,Kapitalens Virksomhedens Udbytte, Produktions- og Administrationsmetoder etc. Dette interessante Eksperiment med Arbejderkontrol for hele Industrigrene har egentlig aldrig faaet Lov at virke i Praksis, og med FascisternesSejr det antages foreløbig at være bragt helt ud af Verden. —

Ogsaa i andre Lande er der gennemført Bedriftsraad o. 1., saaledes i Østrig, Czekoslovakiet, Luxemburg og Norge. Her i Landet udarbejdede Socialdemokratiet i 1919 et Lovforslag om Arbejdernes Deltagelse i Foretagendernes Ledelse (angaaende med Opfyldelsen af Overenskomster og Lovgivningsbestemmelser, og Afskedigelse af Arbejdere og Formænd, Afslutning af Aarsregnskaberne); ejendommeligt var det, at Halvdelen af Bedriftsraadsmedlemmerne skulde vælges af Arbejderne i Virksomhederne og Halvdelen af de respektive Fagforbunds Hovedledelse. Forslaget blev aldrig gennemført; samme Skæbne fik et Forslag, som de samvirkende Fagforbund udarbejdede under Forhandlingerne med Arbejdsgiverforeningen i Efteraaret 1920. —

Ogsaa de under dette Afsnit omtalte sociale Nydannelser

har lidt stærkt under Nedgangsperioden. Ikke desto mindre tyder meget paa, at netop det industrielle Demokrati i vid Udstrækningvil den heldigste og mest holdbare Basis for en social Reorganisation af vore Dages økonomi, og det i desto højere Grad jo mere umiddelbart det er ordnet, jo nærmeredet knyttet til den enkelte Arbejders daglige Arbejde paa Værkstedet i Bedriften (altsaa nærmest i den tyske Form). Det er umiddelbart indlysende, at der er mange organisatoriske Vanskeligheder ved et saadant Systemskifte; men forsaavidt det bliver nødvendigt at skaffe Harmoni i Produktionslivet, vil disse rent tekniske Vanskeligheder naturligvis kunne løses. Den store Fordel ved en demokratisk organiseret økonomi ligger netop i denne Harmoni, dette at man undgaar det ødelæggende Modsætningsforhold mellem Kapitalens Repræsentanter og Arbejderne,og Arbejderne faktisk faar Raadighedsret over Produktionsmidlerneog bliver personlig interesseret i Arbejdetog Resultat. Med Hensyn til de forskellige Sider af dette Problem henvises iøvrigt til sidste Afsnit.

3. Arbejderkooperation.

I mange Tilfælde og under mange Former har Arbejderne dannet Sammenslutninger med det Formaal at drive produktiv Virksomhed for egen Regning, altsaa at være sin egen Arbejdsgiver. Aarene før Krigen var Tanken om ad denne Vej at reorganisere Samfundet økonomisk og socialt dog almindelig opgivet. Imidlertid, samtidig med den engelske Arbejderbevægelses i radikal Retning i Aarene omkring 1910 og med Syndikalismens Fremvækst fremstod Lavssocialismen (eller Guild-Socialismen); denne Bevægelse, der til at begynde med var rent teoretisk, laante sine Idéer dels fra Syndikalismen, dels fra den gamle Lavsordning; man vilde konstruere et helt produktivt Samfund, hvor Lønsystemet skulde være afløst af Kooperation.

Lavssocialisternes (saavel som Syndikalisternes) Grundtanke er den, at Produktionen i en Industri eller Næringsgren bør overtages af alle dem, der arbejder i den, saaledes at disse bliver Organisatorer, Ledere og udøvende Arbejdere paa samme Gang; Slagordet er: Fabriken til Fabriksarbejderne. Men medens Syndikalisterne mener, at Staten eller Samfundet som Helhed ikke skal have noget at sige over dette økonomiske Selvstyre, udøvet af Producenterne, mener Lavssocialisterne, at Staten bør være Ejer af Produktionsmidlerne og ogsaa bør have nogen

Indflydelse paa Produktionsvilkaarene, navnlig med Hensyn til Prisfastsættelserne. Begge Parter hævder, at Statssocialismen med den stærke Centralisering vil medføre Bureaukratisme, Ufrihed, Korruption og Stagnation i økonomien.

Efter Krigen er Lavssocialismen kommet stærkt i Forgrunden, i England. Lavssocialismen er i adskillige Henseender uklar; paa den anden Side søger dens Tilhængere at læmpe sig efter det praktiske Liv paa den Maade, at de föreslåar forskellige Fremgangsmaader for de forskellige Erhverv; Kulindustrien og i Jærnbanevæsenet mener de, at Statens Indflydelse bør være forholdsvis stor, i Maskin- og Skibsbygningsindustrien bygger de paa den ret stærke Shop- Steward Bevægelse, i Bomuldsindustrien vil de foreløbig nøjes med en partiel Kontrol fra Statens og Arbejdernes Side, navnlig Hensyn til Vanskelighederne ved en Socialisering af den store Udenrigshandel, der er knyttet til denne Industri. For disse Industriers Vedkommende er der dog hidtil ikke kommet meget reelt ud af disse Ønsker.

I Byggeindustrien er Forudsætningerne for Indførelse af fælles Ejendomsret og fælles Drift i Form af Produktionssammenslutninger betydelig større end i Fabriksindustrierne; arbejder man i denne Industri med ret smaa faste Kapitaler (man behøver ikke de store Fabrik- og Maskinanlæg), dels har man ingen udenlandsk Konkurrence at frygte og omvendt man heller ikke eksportere for at eksistere. I Byggefagene saadanne Sammenslutninger da ogsaa haft en ret stor Succes, navnlig i de senere Aaringer, og denne Form for social, erhvervsmæssig Nydannelse er ikke blevet ramt nær saa meget af Nedgangsperioden som Tilfældet ellers har været, f. Eks. med Hensyn til Statssocialisering; en medvirkende Aarsag har dog sikkert været de særlige Konjunkturer, der har hersket i denne Industri¹).

Navnlig i England har denne praktiske Bevægelse (ligesomden teoretiske) haft en omfattende og systematiskKarakter, den — i Modsætning til Forholdene her i Landet — har formet sig som en virkelig Byggel av s-Bevægelse; ved et Byggelav förstaas i Realiteten et lokalt Industriforbund (omfattende alle Byggefag), organiseret som Byggeselskab; det første Byggelav dannedes i Manchester Januar 1920 af ByggearbejderforbundetsDistriktsorganisation,

---

1) I den sidste Tid synes Bevægelsen dog at være kommet i økonomiske jf. en Artikel „Rekonstruktion af det engelske Byggelav" „Socialraadets Medd." Nr. 3 1923.

arbejderforbundetsDistriktsorganisation,og derfra bredte Bevægelsensig
til andre Dele af Landet.

Til Belysning af disse Byggelavs Organisation og Virkemaade omtales Lavet i London, der dannedes i April 1920; dette Guild of Builders er egentlig blot en anden Betegnelse Byggearbejdernes Rigsforbunds Londonkartel, der tæller 12 forskellige Fagforeninger med tilsammen 60 000 Medlemmer; Siden af som hidtil at forfølge socialpolitiske Formaal skulde denne faglige Sammenslutning altsaa drive økonomisk Virksomhed i sin Branche. I Styret for Lavet er alle Byggefag repræsenteret: Murere, Tømrere, Malere, Gipsere, Blikkenslagere osv. Gennem Supplering er videre indvalgt i Udvalget Repræsentanter for Fag udenfor Bygningsarbejderforbundet: Arkitekter og Bygningsinspektører Forslag af deres Gruppe. Der skal ogsaa dannes Grupper for Civilingeniører, Billedhuggere og Dekorationsmalere, og disse skal repræsenteres i Styret.

De engelske Byggelav er samlet i to Centralorganisationer:
Londonrayonen og Manchesterrayonen; men man tilstræber en
Rigssammenslutning.

Det fremgaar af det sagte, at de engelske Byggelav har en ganske anden, langt mere omfattende og vidtrækkende og mere industrimæssig Karakter end de hidtil kendte Produktionssammenslutninger Arbejdere.

Den Succes, Byggelavene i England har haft, har medført
at Bevægelsen har bredt sig til andre Lande. —

løvrigt har Arbejderkooperationen en mere spredt og tilfældig og man finder indenfor den mangfoldige Organisationsformer, her i Landet. Fagforeningsmæssig Drift af økonomiske Foretagender er kun lidet anvendt her (Budenes Fagforening har f. Eks. et Budkontor, Barbererne har i Kamptider kooperative Stuer); derimod findes her Foretagender af Grupper af Fagforeninger, saaledes Arbejdernes Brændselsforretning i København. Den hyppigste Form for Arbejderkooperation her i Landet er Selskaber, af en snævrere Kres af Arbejdere i det paagældende med Støtte af Fagforeningen; saaledes Tømrersvendenes Murernes, Bygningssnedkernes, Elektrikernes, og Smedenes Selskaber i København; det sidstnævnte („Aurora") indtager en Særstilling derved, at det er en egentlig industriel Virksomhed; det samme gælder til en vis Grad Bygningssnedkernes Selskab.

Til Belysning af disse Forhold skal omtales TømrersvendenesSelskab,

svendenesSelskab,der er organiseret som Aktieselskab, hvis Aktier (å 25 Kr.) er tegnet dels af enkelte Medlemmer af HustømrernesFagforening København, dels af Fagforeningen som saadan; Fagforeningen har vedtaget, at alle Medlemmerne skulde købe en Aktie, men Bestemmelsen blev ikke overholdt. Det er blevet foreslaaet at uddele Overskud til Selskabets Arbejdere (Udbyttedeling), men Forslaget blev forkastet. Oprindelig havde Aktionærerne Forret med Hensyn til at faa Arbejde, men dette er senere bortfaldet. Selskabet indgiver regelmæssigt Tilbud paa alle store Byggeforetagender og virker derved prisregulerende(hindrer o. 1.); det arbejder mest for Kommunenog kooperative Byggeselskaber; dog har „Arbejdernes Andels-Boligforening" gjort sig uafhængig ved at oprette egen Tømrerafdeling, saaledes at der altsaa indenfor Kooperationen paa dette Punkt er opstaaet et Modsætningsforhold. Paa den anden Side har Tømrersvendenes Selskab i Forbindelse med de øvrige kooperative Byggeselskaber oprettet A/S „Arbejdernes kooperativeByggeforening"; dette Mellemled optræder de kooperative Arbejdersammenslutninger (der ellers kun tager sig af det rent udførende Arbejde) altsaa baade som Bygherrer og som Husejere. Dette Foretagende minder tildels om de engelske Byggelav.

Et interessant, detailleret Forslag til Arbejderovertagelse af en Industrigren er fremkommet fra Bryggeriarbejdernes Fagforeningi og Omegn, i April 1920. Forslaget fremsattes til det „øverste Raad" for A/S De forenede Bryggerierog ud fra den Overbevisning, at Tiden maatte være inde, hvor Lønarbejde i Privatkapitalismens Tjeneste burde afløses af Samarbejde mellem fri og ligeberettigedeDeltagere Produktionen. Man ønskede ikke at gøre Bryggerierne til statsdrevne Foretagender, men derimod at de blev selvstændige Foretagender, saaledes som Carlsbergbryggerierneallerede det. Til dette Formaal skulde da Aktiekapitalen i de forenede Bryggener indløses til en rimelig Pris, og Forrentningen af hele Kapitalen i hele Foretagendet skulde betragtes som en Omkostning, der burde holdes saa lavt som muligt; det øverste Raad — d.v. s. den højeste Ledelse for Bryggerierne — skulde efterhaanden omdannes til det bestodudelukkende Repræsentanter for Arbejdere og Funktionærermed højeste Ledere i Spidsen, og saadan at Konsumenternes(Samfundets) blev repræsenteret i Raadet; de enkelte Arbejderes Andele skulde ikke kunne være Genstandfor og Salg. Man tilstræbte med andre Ord, at

Bryggerierne skulde være et „selveejende Foretager.de", d. v. s. fælles Ejendom for de deri beskæftigede, under samfundsmæssigKontrol. Punkt i Forslaget tillagde man stor Betydning, nemlig det, at Ledelsen — i Stedet for gennem Tantiemer at blive gjort interesseret i den størst mulige Kapitalgevinst - skulde have Udbytte i Forhold til Arbejdernes Udbytte af Foretagendet og derved bringes til at se paa Foretagendets Fremgang til Fordel for alle, der beskæftiges i Industrien. —

Arbejderkooperationen virkeliggør — ligesaavel som Bedriftsraadene Tanken om det industrielle Demokrati, omend ad andre Veje, nemlig gennem økonomisk Selvhjælp i Konkurrence de privatkapitalistiske Foretagender i samme Branche; denne Vej er dog i Praksis i øjeblikket nærmest kun farbar for Byggefagene og enkelte andre Fag, fremfor alt fordi der til en Praktisering af Kooperation i de egentlige Fabrikfag saa store Kapitaler, som Arbejderne ikke raader over; dog maa det formodes, at Arbejderne vil kunne inddrage betydeligt flere Virksomheder under kooperativ Drift end hidtil, efter at man er begyndt at starte egentlige Arbejderbanker. Og hvis Kapitalspørgsmaalet kan ordnes, er det ikke let at se, hvad der skulde kunne bindre Arbejderkooperationen i at arbejde sig stærkt frem i Fremtiden.

Det er indlysende, at Arbejderkooperationen navnlig har Betydning, naar den er baseret paa den bredest mulige Basis, kort sagt omfatter alle, der er organiseret under den paagældende Industri, altsaa navnlig i den engelske „Lavs"-Form.

Med Hensyn til de øvrige Sider af dette Spørgsmaal, med
Hensyn til de monopolistiske Tendenser etc, henvises til sidste
Afsnit.

C. Formationer, hvis Magtbasis ligger hos Forbrugernes Organisationer.

Herunder hører det store Kapitel om Brugsforeningsbevægelsen, Tendens er at borteliminere noget af det centrale i selve den privatkapitalistiske Cirkulationsproces, nemlig Handelen Handelsprofiten. Det er unødvendigt her at komme ind paa Forbrugerkooperationens Udviklingshistorie. Her skal kun omtales nogle Hovedpunkter.

De to Lande, hvor denne Bevægelse er naaet videst, er England og Rusland. I England er Medlemsantallet 4V2 Mill.; der er ca. 1400 Udsalgssteder, over 100 Fabriker der tilvirker praktisk talt alle Forbrugsvarer; der beskæftiges over 200 000

Personer; Kooperationen ejer store Landbrug og samarbejder med mange Landbrug f. Eks. i Irland, den ejer Plantager for Kaffe, Te, Kakao, Vin, Frugt etc. overalt i Verden, den har sin egen Handelsflaade, eget Assuranceselskab, egen Bank osv.; det er kort sagt en Organisation af et uhyre stort Omfang.

I Rusland fik i 1919 ca. 60 pCt. af Indbyggerne deres Forsyning gennem de kooperative Foreninger; Kooperationen i Rusland falder i to Hoveddele, nemlig en Arbejdernes Konsumfraktion en Femtedel af Omsætningen) og en Bøndernes Fraktion (med fire Femtedele af Omsætningen), med et Fællesstyre den alrussiske Kooperation (Centrosojus); Foretagendet ofte som Europas største Forretning. Kooperationen sammen med Fagforeningerne og de øvrige Arbejderforeninger; den er tillige til en vis Grad indarbejdet i Statsapparatet, men faktisk har den fuld Selvstændighed, f. Eks. ogsaa til at importere Varer uden om Ind- og Udførselsmonopolet.

I andre Lande er Konsumentkooperationen vel ikke saa
stærkt udviklet som i England og Rusland; men den har næsten
taget et meget stort Opsving i de senere Aaringer.

Her i Landet har Brugsforeningsbevægelsen indtil de sidste Aar været baaret af Bønderne. I 1916 blev de tidligere uanselige i København sammensluttet i „Hovedstadens der siden da har haft en meget stor Vækst; den havde i 1922 29 000 Medlemmer, beskæftigede ca. 400 Personer og havde en Omsætning paa ca. 13 Mill. Kr. En Centralorganisation for Brugsforeningerne her i Landet har vi i „De samvirkende Brugsforeninger", der omfatter 27 Foreninger med tilsammen 55 000 Medlemmer. „Fællesforeningen Danmarks Brugsforeninger" er derimod Engros- Indkøbs-Organisationen.

I de senere Aar har Brugsforeningsbevægelsen faaet et nyt, stort Felt paa Boligforsyningens Omraade. En stor Organisation denne Henseende danner „Arbejdernes Andels-Boligforening" en nærmere Redegørelse for denne Forenings interessante (saavel som for den øvrige Byggeforeningshistorie) i Tillægsbilaget til Boligkommissionens Betænkning II af 1918, udarbejdet af C. V. Bramsnæs og cand. polit. Svend Nielsen.

I Arbejderkooperationen, men navnlig i Forbrugerkooperationenstaar
altsaa overfor fuldt færdige, i mangfoldige Tilfældemeget
økonomiske Organisationer. Der kan heller

ikke herske Tvivl om, at disse Organisationer i de fleste Tilfældearbejder I økonomisk Henseende er de udprægetdemokratiske; gives ingen store Dividender eller Tantiemer til nogle enkelte, og Lønningsforskellene mellem de beskæftigede Personer er ikke meningsløst store.

Paa den anden Side kan man, efterhaanden som disse Organisationer tiltager i Størrelse og Betydning, iagttage hvorledes alvorlige Modsætningsforhold vokser frem. For Forbrugerkooperationens Vedkommende er det simpelthen det gamle sociale Modsætningsforhold mellem Arbejdsgiver og Arbejder, dukker op igen her; det kan ikke nægtes, at Arbejdsforholdet Forbrugerkooperationerne større og større Vanskeligheder.

Arbejdsforholdet medfører ogsaa Vanskeligheder indenfor Arbejderkooperationen, navnlig naar denne er organiseret i Aktieselskaber, af en mindre Kres af Arbejdere; disse Vanskeligheder udspringer af det Modsætningsforhold, der altid — mer eller mindre latent — vil være tilstede mellem Organisation Individ. Et afgjort Modsætningsforhold er der mellem og Forbrugerne, selv om dette meget ofte bliver undgaaet af Kooperationerne; men det er øjensynligt, at der her ligger de samme Tendenser gemt som i de gamle Lav. I det følgende Afsnit vil der iøvrigt blive gaaet lidt nærmere ind paa disse Forhold.

De sociale Nydannelsers samfundsmæssige Betydning.

Spørger man nu, hvor langt Udviklingen i det store og hele er kommet i Retning af at erstatte de privatkapitalistiske Principer i Økonomien med andre Principer af en mere social, økonomisk-demokratisk Karakter, saa kan man maale dette dels i Forhold til det rene privatkapitalistiske System, dels i Forhold de gængse Teorier om en social og økonomisk Reorganisation Samfundet (altsaa navnlig det socialistiske Ideal).

Trods det store sociale Fremstød efter Krigen er Privatkapitalismenstadig den betydningsfuldeste Faktor i Samfundetsøkonomiske de sociale Nydannelser har endnu ingen afgørende Indflydelse paa Samfundsforholdene; de lider f. Eks. under de samme økonomiske Konjunktursvingninger som kapitalistiske Foretagender, det gælder Brugsforeninger saavel som Sovjetruslands statsorganiserede Industri (jfr. en Beretningom russiske Sukkerindustri, hvorefter Sukkerproduktionenstadig

tionenstadigsynker af Mangel paa Afsætning, og hvorefter det importerede Sukker er billigere end det indenlandske). Men set i Forhold til den rene Privatkapitalisme er Udviklingen dog naaet et Stykke i forskellige Retninger, som det vil fremgaa af følgende Rekapitulation:

1. Det Offentlige ejer og driver adskillige, ofte store og betydningsfulde Dog er man paa dette Omraade ikke naaet stort videre end man var før Krigen; de kraftige Statsindgreb i hele Samfundets Produktions- og Cirkulationsproces, blev Vidne til i Krigsaarene, er nu praktisk talt fuldstændig afviklet, ja der er endog Tegn der tyder paa, at man vil komme ind paa en yderligere Afvikling af Statsvirksomheder Frankrig, Tyskland). Paa den anden Side synes Udviklingen at skulle føre til et Forsøg paa at reformere Statsvirksomhedernes Organisation og Virkemaade (selvstændige Instituter, fællesøkonomiske Anstalter, blandetøkonomiske etc). Og det er der i hvert Fald kommet ud af det Offentliges Indgreb i Erhvervslivet, at der nu paa dette Omraade foreligger et stort Materiale og en rig Erfaring, som vil kunne være til største Nytte ved en eventuel senere Genoptagelse af Principet statsreguleret

2. De organiserede Arbejdere har efterhaanden, og navnlig
de senere Aar, erhvervet sig en ikke ringe, direkte
reel Indflydelse indenfor Produktionslivet:

Arbejderkooperationen (Lavssocialismen) er naaet saa vidt, at den indenfor et overskueligt Tidsrum synes at skulle faa fundamental Betydning i hvert Fald i Byggefagene, paa en saadan Maade at de brede Arbejderlag rykker frem som selvstændige Arbejdere, som Ejere og Ledere af Virksomhederne.

Bedriftsraadene o. 1. i Tyskland, Østrig og flere andre
Lande betyder et virkeligt Skridt i Retning af industrielt
Demokrati, et principielt Brud paa det industrielle Enevælde.

3. De organiserede Forbrugere har flere Steder, f. Eks. i England, formaaet at skabe en social, erhvervsmæssig Nyorganisation et meget stort Omfang. I de senere Aar har Forbrugsforeningssystemet faaet et nyt stort Felt, nemlig Boligforsyningen.

Set i Forhold til et socialistisk Ideal betegner de sociale
Nydannelser imidlertid kun smaa Fremskridt; og der er jo ikke

Tale om et planmæssigt, systematisk Felttog over en bred Front mod den privatkapitalistiske økonomi. De enkelte sociale Nydannelser betyder i Reglen kun, at der indenfor et vist Udsnitaf bortelimineres et enkelt eller to privatkapitalistiskeErhvervsprinciper. Offentlige har saaledes kun overtaget ganske enkelte Virksomhedsgrene, og selv om Profitsystemet gennemgaaende ikke er fremherskende ved Driften af offentlige Virksomheder, saa stræber man i hvert Fald efter, at Foretagendet skal bære sig, selv i socialdemokratiske Kommuner;og socialistisk Lighed mellem de Arbejdende i offentligeForetagender man ingen Steder; det der er opnaaetved Drift er da blot dette, at Priserne ikke presses op til, hvad Markedet kan bære (sml. Jærnbane- og Skibstakster under Krigen), og at det eventuelle Overskud ikke gaar i Lommen paa nogle enkelte. Og hvad f. Eks. Kooperationenangaar, har den selv de Steder, hvor den har naaet et stort Omfang, sit begrænsede Virkefelt; Producentsammenslutningerneer det væsentlige kun af Betydning indenfor Byggefagene, og Forbrugsforeningerne, der f. Eks. i England driver udstrakt Fabriksvirksomhed, har kun kunnet optage Fabriksvirksomhed til Selvforsyning; Eksportindustrien har man ikke taget op, og nogen afsluttet kooperativ „Ring", saaledessom tænkte sig det, er der endnu langt fra Tale om; de engelske Brugsforeninger har 4.V2 Mill. Medlemmer, men de beskæftiger kun ca. 200 000 Mennesker; de 4IA4^lA Mill. Medlemmer faar altsaa deres Indtægter udenfor Kooperationen, d. v. s. hovedsagelig i kapitalistiske Erhverv. Ogsaa kooperative Virksomheder ledes efter Rentabilitetsprincipet; derimod er der gennemgaaende skabt en større Lighed mellem de Arbejdendes Stilling, navnlig indenfor Producentkooperationen. Man kan maaske bedst udtrykke Forholdet ved at sige, at Kooperationen betegner en Demokratisering af Kapitalmagten.

Under Bestræbelserne for at erstatte de privatkapitalistiske Principer i økonomien med andre Principer af en mere social, økonomisk-demokratisk Karakter skjuler der sig en Kamp mellemtre Grundidéer: nemlig om Producenterne, om Konsumenterne eller om Statsmagten skal have tillagt den afgørendeMagt det tilstræbte, reorganiserede Samfund. Det vil imidlertid af den foregaaende Fremstilling klart fremgaa, at Praksis ikke har fulgt noget bestemt Program, men har bygget sig op efter alle de tre nævnte Linjer; og i Rusland, hvor man ved Statens Hjælp har forsøgt at gennemføre et konsekvent,

marxistisk Projekt, har man efter faa Åars Forløb maattet slaa
ind paa mere komplicerede Fremgangsmaader.

Naar det Spørgsmaal stilles: Hvilken af de i Praksis fulgte Veje skal man tillægge størst Betydning i de fremtidige Bestræbelser at naa frem til en reorganiseret Samfundsøkonomi, saa vil det derfor i hvert Fald være upraktisk at bedømme dette ud fra et eller andet fastslaaet Program. En tilnærmet, real Vurdering af disse Forhold vil man lettere kunne komme til ud fra følgende Tankegang: De moderne sociale Bestræbelser gaar i Hovedsagen ud paa at afhjælpe følgende Hovedskavanker ved de bestaaende Tilstande:

1) det ufri, uselvstændige Arbejde (Lønarbejdet, Arbejde for
andres Regning),

2) Usikkerheden i Økonomien og dermed i de arbejdendes
Eksistens (Kriser og Konjunkturer og disses Virkninger),

3) den utilstrækkelige Forsyning (Fattigdommen), tildels gennem
Omlægning og Udjævning af Fordelingen, men
fremfor alt ved en Forcering af Produktionen.

Maaler man de omtalte sociale Nydannelser ud herfra, kan man opstille en Række skematiske Hypoteser om disse Nydannelsers Virkninger, opstillet saa nær op til de praktiske Erfaringer som muligt. Ud fra de almindeligste Erfaringer har jeg opstillet følgende Hypoteserække, idet det dog skal bemærkes, Virkningerne kan være forskellige i de forskellige Erhvervsgrene, og at der kan være Bivirkninger, som ikke er taget med i Betragtning her; Formaalet er kun at gøre et Forsøg at fastlægge nogle Grundlinjer:

Statsregulering, Planøkonomi, Kontrol med Erhvervslivet og statsdrevet Samfundsøkonomi gør ikke Arbejdet mere selvstændigt bringer derimod mere Stabilitet i økonomien, mildner i hvert Fald Konjunkturernes Virkninger (2), nedsætter fremskaffer i nogen Grad en Udjævning Indtægtsfordelingen (3),

Udbyttedeling og Systemet Arbejderaktier gør ikke Arbejdet mere selvstændigt (1), forøger Usikkerheden i økonomien (2), forøger Produktionen (3), virker kort sagt paa samme Maade som Akkord-Lønsystemet,

Industrielt Demokrati (Bedriftsraad o. L) og Arbejderkooperation ændrer fuldstændig Arbejdsforfatningen (1), forbedrer i hvert Fald i det lange Løb noget ved de under (2) og (3) nævnte Forhold,

Forbrugerkooperation gør ikke Arbejdet mere selvstændigt (1),
bringer derimod mere Stabilitet i økonomien (2), og forøger
Produktionen 3).

Efter denne Hypoteserække skulde der i store Træk være flest sociale og økonomiske Fordele forbundet med en Udvikling de to sidstnævnte Systemer, og særlig med det industrielle og med Arbejderkooperationen. Sandsynligheden nemlig for, at et udviklet industrielt Demokrati saavel som Arbejderkooperation og Forbrugerkooperation ganske vil bidrage til at mildne den økonomiske Usikkerhed, Produktionen, men navnlig Kapitalekspansionen, antagelig vil rette sig mere efter Behovene end efter spekulative samtidig med at den jævnere Indtægtsfordeling gøre Efterspørgslen stabilere.

Og med Hensyn til Produktivitetsforøgelsen, da ligger Forholdet saadan, at en Ændring i Arbejdsforfatningen (altsaa Arbejderkooperation eller industrielt Demokrati) maa anses for at være en nødvendig Forudsætning for, at Produktiviteten overhovedet kan naa et højt Stade; i hvert Fald er det givet, at den nuværende Arbejdsforfatning er meget kostbar for Samfundet, det indre Modsætningsforhold, der er til Stede indenfor Produktionslivet (Arbejder mod Arbejdsgiver) lægger et Tryk paa Produktionen, et Tryk der giver sig Udslag i Strejker, Lockouter og langsomt Arbejdstempo, og dette i højere Grad jo højere Produktionstempoet skal sættes op. Bringes dette Modsætningsforhold til Ophør, maa det antages i det lange Løb eo ipso at maatte forøge Produktiviteten (jfr. forskellige fra de tyske Bedriftsraad).

Rent ideelt kan man altsaa fastslaa, at Arbejderkooperation og industrielt Demokrati for Produktionens Vedkommende, eventuelt under Samarbejde med eller under Medvirkning af Forbrugerkooperation eller af Statsmagten, vilde være den mest formaalstjenlige Form for Nyorganisering af Erhvervslivet. Imidlertid det klart, at man ikke ad denne Vej vil kunne løse alle Problemer; hele det Erhvervsliv der drejer sig om Fordeling Forbrug, kort sagt Handel og Omsætning kan ikke tænkes nyorganiseret efter disse Linjer, i hvert Fald ikke foreløbig; kan kun tænkes nyorganiseret gennem Forbrugsforeninger af det Offentlige (kommunale Udsalg).

Endvidere selv om man i hvert enkelt Tilfælde skulde
kunne finde de rette Midler, og selv om det skulde lykkes at
naa et godt Stykke i Retning af social Erhvervsorganisering,

saa vilde man næppe derved naa nogen ideel Stilling, men allerhøjst en grov Tilnærmelse til en saadan. Dette kan allerede ses deraf, at der indenfor de bestaaende sociale Nydannelsers Sfære alt nu er opstaaet visse Modsætningsforhold; der er saaledesModsætningen Bedriftsraad og Fagforeninger (en Modsætning der dog vil være i hvert Fald delvis udlignet under en mere tidssvarende Arbejderorganisation efter industrielle Linjer),mellem eller kooperativt Produktionsselskab paa den ene Side og Værkstedklub eller Fagforening paa den anden Side (man har jo endog undertiden haft Strejker i kooperative Virksomheder). Endelig er der det store Modsætningsforhold mellem Produktionssammenslutninger og Forbrugerne, idet Producenterneganske vil have Tendens til at presse Priserne op; dette har dog næppe reel Betydning, saalænge Kooperationenligger skarp Konkurrence med privatkapitalistiske Foretagenderog startet af Brugsforeninger, Boligforeningeretc; i Tilfælde af kooperativt Monopol vilde man have den Udvej, at det Offentlige kunde gribe ind i Prisforholdene (jfr. Middelalderens Lavs- og Takstsystem).

Ogsaa indenfor Forbrugerkooperationerne er der vanskelige at løse; navnlig er der Spørgsmaalet om Brugsforeninger Arbejdsgivere. Ofte kommer der ogsaa et skarpt Modsætningsforhold frem mellem Forbrugerkooperation og Producentkooperation (jfr. ovenfor); saaledes har f. Eks. Arbejdernes Andels Boligforening, der er en Forbrugerorganisation, en egen Tømrerafdeling, hvorved den kommer i Modstrid med Tømrersvendenes Aktieselskabs Interesser.

Hertil kommer saa naturligvis de store Vanskeligheder ved i Praksis at organisere den moderne Produktion og Omsætning paa arbejderdemokratisk Basis. Som Helhed kan om dette Punkt siges, at vor Tids ny store organisatoriske Problem er at finde en praktisk anvendelig Form for kollektiv Bedriftsledelse. Men paa den anden Side har man et organisatorisk herfor i det moderne Aktieselskabs Opbygning. er derfor ikke saa mærkeligt, at man f. Eks. i England har foreslaaet simpelthen at udløse Aktionærerne i de forskellige Foretagender med Obligationer og lade den afgørende (Generalforsamlingsmyndigheden) overgaa til en Forsamling, bestaaende af alle dem, der arbejder i Virksomheden (se saaledes en Artikel „The Guild-Company" af Stirling Taylor i Fortnightly Review for December 1921).

Literatur.

Otto Neurath: Wesen und Weg zur Sozialisierung. Miinchen 1919).

Heinrich Strobel: Die Socialisierung, ihre Wege und Voraussetzungen. Berlin

Gustav F. Steffen: Socialiseringsfrågans forutsåtningar och lage i England.
(Tidens forlag).

Alfons Goldschmidt: Sovjet-Ruslands økonomiske Organisation. Kra. 1921.

Nils Karleby: Socialiseringsfrågans forutsåtningar och lage i Danmark.
(Tidens forlag).

Puntervold: Fra Lenins Land.

Inge Debes: Utbyttedeling. I. Utlandet. 11. Norge. Kra. 1921.

„Sociale Meddelelser" (norsk Tidsskrift, udgivet af Departmentet for sociale
Sager).

„Sociale Meddelelser" (udgivet af Monopol-Komitéen i København).

Endvidere tyske Tidsskrifter, „Reichsgesetzblatt", de af International Labour
Office i Géneve udsendte Serier.