Hvorfor samtalen ikke er demokratiets sjæl ikke er demokratiets sjæl

Authors

  • Michael Schudson

DOI:

https://doi.org/10.7146/mediekultur.v17i32.1171

Abstract

Medie- og kommunikationsforskningen har ofte opfattet samtalen, der føres ansigt-til-ansigt, som en hjørnesten i den demokratiske proces. Denne opfattelse stammer bl.a. fra medieforskeren James Carey, der selv har været inspireret af den amerikanske filosof John Dewey. I den- ne artikel præsenterer Michael Schudson en kritik af, hvad han kalder den romantiske forestilling om samtalen. Samtalen ansigt-til-ansigt har været lige så meget i højsædet i aristokratier som i demokratier, og der er faktisk to distinkte og modsatte idealer for samtale: den selskabelige samtale og den problemløsende samtale. Samtalen, der tjener demo- kratiet, er ikke kendetegnet ved egalitarisme, men ved normstyrethed og offentlighed, ikke ved spontanitet men ved høflighed, og ikke ved dens forrang eller overlegenhed i forhold til trykte medier, radio eller tv, men ved dens nødvendige afhængighed af dem. Der argumenteres for, at institutioner og demokratiske normer giver anledning til demokratiske samtaler, snarere end at samtalens iboende demokrati fører til politisk demokratiske normer og institutioner. Artiklen er oversat af Stig Hjarvard.

Downloads

Published

2001-09-04

How to Cite

Schudson, M. (2001). Hvorfor samtalen ikke er demokratiets sjæl ikke er demokratiets sjæl. MedieKultur: Journal of Media and Communication Research, 17(32), 10 pages. https://doi.org/10.7146/mediekultur.v17i32.1171