Resumé

Fortolkningen af, hvad der skal forstås ved revisor som "offentlighedens tillidsrepræsentant" jfr. Revisorlovens § 6a stk. 3, har været debatteret siden lovfæstelsen i 1994. Debatten har vist en række divergerende opfattelser af, hvor revisors primære loyalitet skal ligge, når der i forbindelse med årsregnskabsaflæggelsen eksisterer interessekonflikter mellem udbyderen af årsregnskabet (selskabsledelsen) og brugerne (aktionærer, kreditorer m.fl.). Forordene til loven og efterfølgende devejledende fortolkninger postuleres i nærværende artikel at være for upræcise. Dette illustreres via et framework samt en beskrivelse af de situationer, hvor reuisor efterlades i dilemmaet. Via en reuisionssociologisfe indgangsvinkel og udledninger af en empirisk undersøgelse af fem samfundsgruppers forventninger til revisorernes loyalitetsprioritering gives et bud på en mere præcis vejledende fortolkning.

Indledning

Arsregnskabet fungerer som et vigtigt beslutningsgrundlagfor
en raekke heterogene
interessegrupper spaendende over ledelse,
ejere, langivere, medarbejdere og offentlige
myndigheder m.v. (Elling, 2002:34). Disse
interessegrupper kan i en raekke beslutningssituationerhave
modstridende interesseri
indholdet af arsregnskabet
(Christensen mil., 2000:15), herunder specielttil
abenhed om forhold af saerlig interessefor
en given beslutning (Warming-
Rasmussen; 1998). Da arsregnskabet imidlertidudarbejdes
af selskabsledelsen, kan
der som folge heraf opsta tvivl om trovaerdigheden.Af
denne grund har samfundet
indfort tvunget revision af selskabernes
arsregnskaber (ARL §135). Revisionens
funktion er at hojne trovaerdigheden af selskabernesarsregnskaber,
set med regnskabsbrugernesojne
(Committee on Basic
Auditing Concepts, 1973). Dette forudsaetter,
at der blandt regnskabsbrugerne er tillid til

rummer imidlertid det iboende problem, om de øvrige interessegrupper kan fæste tillid til, at revisor under sådanne konditionerikke fortrinsvist tjener selskabsledelsensinteresser under kontrollen af det af selskabsledelsen aflagte årsregnskab. Teoretiskset forudsætter tilliden, at revisor har bedømmelsesfrihed, bedømmelsesevne og saglighed (Leffson, 1988:65). Bedømmelsesfrihedenog bedømmelsesevnen reguleres i Danmark af Revisorloven, selskabslovgivningenog de gældende revisionsvejledninger.Sagligheden sikres primært af tilstedeværelsenaf et tilstrækkeligt præcist sæt af kriterier for opstillingen af årsregnskaber, som revisor kan holde selskabernes rsregnskaberop (Committee on Basic Auditing Concepts, 1973). I Danmark udgør Årsregnskabsloven og de gældende regnskabsvejledningerden centrale del af kriteriesættet.

Det iboende problem blev synliggjort i 80'erne og 90'erne gennem mediernes kritik af revisorernes rolle i forbindelse med en række erhvervsskandaler internationalt såvel som nationalt. Trods det:, at der tilsyneladend e¹ var tale om, at få revisorer i enkeltsager primært havde tjent selskabsledelsernes interesser, gennemførte Folketinget en reformpakke bl.a. med det formål at højne tilliden til revision og revisorer (Hasselager, 1997:510). Et af de nye tiltag blev lovfæstelsen af revisor som "offentlighedens tillidsrepræsentant" i 1994.

Fortolkningen af, hvad der skal forstås ved revisor som "offentlighedens tillidsrepræsentant", har siden været til debat. Fortolkningsforsøget er relevant som følge af ovennævnte iboende problem, og fordi der ved lovfæstelsen i 1994 ikke blev leveret et tilstrækkeligt præcist fortolkningsbidrag. Det er formentlig den direkte årsag til, at en række fremtrædende personers fortolkninger heraf er divergerende, hvilket ses af temanumre i både Revision og Regnskabsvæsen (1994 nr. 10) og Revisorbladet (1995 nr. 4). Første forsøg på at skabe en vejledende fortolkning heraf ses af Hasselager m.fl. (1997:514). Fortolkningsforsøget synes imidlertid lertidikke at være tilstrækkeligt præcist. Seneste forsøg på at fortolke reglen autoritativt er foretaget af Revisorkommissionen (betænkning nr. 1411 af januar 2002). Også dette synes imidlertid at lide af manglende præcision.

Nærværende artikels formål er at illustrere, dels hvori det postulerede upræcise ved fortolkningsbidragene ligger, og dels i hvilke situationer det oftest kan give problemer - og på baggrund heraf at gengive og diskutere relevante dele af brugerundersøgelsen "Revisor som offentlighedens tillidsrepræsentant" (Warming-Rasmussen og Jensen: 2001), som giver belæg for en mere præcis vejledende fortolkning.

Problemstillingen

Af Revisorloven fremgår af § 6a stk. 3 at:
"En statsautoriseret revisor er offentlighedens
tillidsrepræsentant under udøuelse af revision.
Det samme gælder ved afgivelse af erklæringer
og rapporter, der kræves i henhold til lovgivningen
eller ikke udelukkende er bestemt til hvervgiuerens
egen brug." Lovens ordlyd virker
umiddelbart meget præcis, idet den både
beskriver, hvis tillidsrepræsentant revisor
skal være, og i hvilke situationer dette er
tilfældet.

Problemet opstår først, når man læser
lovforslagets bemærkninger til stk. 3:

"Stk. 3 indfører begrebet "offentlighedens tillidsmand".
Begrebet har tilformål at angive, at
revisor ued udførelse af revision eller i øvrigt
ved afgivelse af erklæringer og rapporter - der
er egnet til fremvisning overfor offentlighed
eller kræves efter lovgivningen - også skal varetage
hensynet til virksomhedens omverden
såsom myndigheder, medarbejdere, kreditorer og
investorer, selvom revisor er ualgt af virksomheden,
som kan have modstående interesser
." (fremhævelser foretaget af forfatteren).
Lovforslaget lægger således op til, at
revisor er alle de anførte interessegruppers
tillidsrepræsentant, også når der eksisterer
modsatrettede interesser.

Fortolkningen med ordet "også" giver
normalt ikke anledning til problemer, fordi
alle i princippet kan være enige i, at alle

normalt vil anse en ærlig og saglig ekstern
rapportering for et gode. En fortolkning
med ordet "også" kan imidlertid give problemer
i situationer, hvor der opstår modstridende
interesser mellem regnskabsudbyderen
(selskabsledelsen) og en til flere af
regnskabsbrugerne (offentligheden). I sådanne
situationer kan der være forskellige
opfattelser af, hvad der er retvisende. I
sådanne tilfælde er fortolkningen af ordet
"også" for upræcis. Ordet "også" efterlader
revisor i et etisk dilemma mellem det at
tjene selskabsforvalterens interesser og det
at tjene offentlighedens interesser. Ordet
"også" efterlader endvidere regnskabsbrugerne
i en tvivl, om de kan have tillid til
revisor som en af selskabsledelsen uafhængig
og kritisk tillidsrepræsentant

Hvor kræves særlig opmærksomhed

Som anfort er tilfaelde, hvor der kan vaere
tale om interessekonflikter mellem regnskabsudarbejder
og regnskabsbruger saerligt
relevante for diskussionen af, hvor revisors
primaere loyalitet skal placeres. Typiske
situationer, hvor interessekonflikter foreligger,
er ifolge Hasselager m.fl., (1997: 514)
folgende:

- "en virksomhed i tense, hvor fremtidsudsigterne
indikerer, at der er fare for sammenbrud

- hvor virksomhedens kapitalberedskab ma
skonnes utilstrcefeteeligt

- horsnoterede selskabers opfyldelse afoplysningskrav
til fondsborsen

- behandling af minoritetsinteresser

- hvis der konstateres besvigelser eller andre
uregelmcessigheder

- ved anvendelse af spekulative og stcerfet risikobetonede

- ved anvendelse af aggressiv sfeatteplanlcegning

- ved brug af andre avancerede forretningsmetoder (industrispionage, brud pa. aftaler eller rettigheder (plagiater), ydelse af Commissioner (herunder returkommission eller bestikfeelse)."

Til disse situationer kan tilfojes: - ved hyppige skift i regnskabspraksis (idet det indikerer intentioner om at pynte pa arsregnskabet)

Forhold som yderligere aktualiserer problemstillingen
er upraecise kriteriesaet, dvs.:

- hvor lovgivningen giver valgmuligheder
mellem forskellige vaerdiansaettelsesprincipper,
eller hvor lovgivningen ikke er
saerlig praecis, og derfor kan fortolkes til
enten regnskabsudbyders eller offentlighedens
fordel og

- hvor regnskabspostulater hviler pa skon,
herunder overvejelser om vaesentlighed.

Den nye årsregnskabslov har reduceret
valgmulighederne noget2, men der eksisterer
fortsat mange elementer af skøn, og
især for klasse B-virksomhederne eksisterer
der stadig en række valgmuligheder. Ses
der eksempelvis på udviklingsomkostninger,
så skal disse aktiveres af C og D virksomheder,
såfremt omkostningerne kan
måles pålideligt, men ikke af klasse B virksomheder.
Problemet er her, hvad der er
pålideligt, hvordan kostprisen kan opgøres
pålideligt, og med hvilken sikkerhed det
kan sandsynliggøres, at aktivet vil generere
fremtidige økonomiske fordele. Endvidere
vil der være vurderinger knyttet til, hvornår
et projekt er afsluttet, eller hvornår det skal
erkendes, at et projekt skal skrottes. Det
kan i praksis også være vanskeligt at afgrænse
forskning og udvikling fra hinanden.

Et andet eksempel er varebeholdninger. Her skal der indregnes indirekte produktionsomkostninger (IPO) af C og D virksomheder. Vurderingsproblemet vedrører her for eksempel, på hvilket kapacitetsgrundlag, IPO skal beregnes (risiko for indregning af uudnyttet kapacitet, spild og svind mm).

Finansielt leasede aktiver skal fremover
indregnes i balancen. Da en sådan indregning
i de første år vil påvirke indtjeningen
negativt (rente- og afdragsdelen vil i de
første år være højere end selve leasingydelsen),
ligesom nøgletallet soliditetsgrad som

følge af den forøgede balance påvirkes negativt, består der en risiko for, at regnskabsaflægger vil gøre sit yderste for at anse kontrakten som operationel leasing, således at kontrakten herefter ikke skal indregnes i balancen.

Igangværende arbejder skal indregnes i takt med produktionen og værdiskabelsen (produktionskriteriet). Dette kriterium indeholder igen en lang række skøn, herunder stadeopgørelser, færdiggørelsesgrader mm., ligesom produktionskriteriet ved en kosttil-kost metode som udgangspunkt er en automatisk dækningsbidragsgenerator (jo flere afholdte omkostninger, des højere dækningsbidrag).

Endvidere giver den nye årsregnskabslov i en vis udstrækning fortsat mulighed for fritagelse for at afgive oplysninger med henvisning til skadesklausuler³. Argumenterne for "hemmeligholdelse" hviler altid på et skøn over skadesrisikoen, og revisor skal vurdere, om påberåbelse af disse klausuler er sagligt begrundede. Endelig giver skiftet til dags- eller markedsværdi i højere grad end de historiske kostpriser anledning til skøn.

Hvor lovgivningen saledes abner for valgfrihed
mellem flere lovlige principper, og
hvor der ligger skon til grund for regnskabsposterne,
er sporgsmalet: stadig, hvad
der er mest retvisende? Afgorelsen heraf er
i stor udstraekning subjektiv, idet den
afhaenger af, med hvis ojne det ses. Deter
saledes abenbart, at interessekonflikter kan
initiere forskellige opfattelser af, hvad der
er retvisende, og at revisor i den situation
kan sta i et uloseligt dilemma med ordet
"ogsa" i tidligere omtalte bemaerkninger til
Revisorlovens §6a stk. 3. Dilemmaet er allerede
kendt fra Bibelen: "Ingen kan tjene to
herrer. Han vil enten hade den ene og elske
den anden eller holde sig til den ene og ringeagte
den anden" (Mattaeus, kap. 6 v. 24).
Revisor kommer unsegtelig i den situation,
at han har valget mellem at tjene
regnskabsudbyderens interesser og at tjene
en eller flere af regnskabsmodtagernes
interesser. Denne situation kan afbildes pa
et framework, udviklet af Johnstone m.fl.
til analyse af Independence Risk
(Johnstone, 2001):

Ifølge Johnstone kan revisionskulturen
ses på følgende skala:

Frameworket illustrerer to yderpunkter på et kontinuum, hvilket betyder, at der findes mellemformer, hvor disse kulturer er blandet. Johnstones beskrivelser af yderpunkterne kan sammenfattes til følgende:

Public Duty Culture

Denne revisionskultur fremhæver revisors
pligter over for kapitaludbyderne (kreditorer
og aktionærer). Fortaler for kulturen er
SEC m.fl (Johnstone, 2001:10) idet de opfatter
målsætningen med revisors attestationsfunktion
"to give confidence to capital
providers that the information they receive
is reliable and not misleading". Den essentielle
etiske forpligtelse er således "The
obligation of the auditor (is) to step into a
conflict of interest between capital seekers
and capital providers and assume a role
that protects the interests of capital providers
by helping mitigate the information
asymmetry between capital seekers and
providers".

Client Advocacy Culture

Denne revisionskultur ansporer revisorerne til at se sig selv som "business partners" for deres kunder, kapital efterspørgerne. "This culture focuses primarily on the financial interests of capital seekers and auditors, potentially to the detriment of capital providers and other financial statement users" (Johnstone, 2001:10).

Skadevirkningerne ved at revisor påtager sig en "client advocacy culture" fremgår af tabel 1. Heraf ses, at det har en afgørende samfundsøkonomisk værdi, at revisor påtagersig en "public duty culture", fordi det er fundamentet for troværdigheden af selskaberneseksterne rapportering. Uden tillid til,

hvor revisor i konfliktsituationer mellem
regnskabsudbyder og regnskabsbrugere placerersin
primære loyalitet, har revisionsfunktionringe
værdi. Revisors evne til at
kunne tilbagevise et pres ved at henvise til
præcise regler både for årsregnskabets
udarbejdelse og for revisors rolle er essentiel,ellers
rystes tilliden ikke blot til den
enkelte revisor, men tillige til selve revisionsfunktionenssamfundsmæssige

gelsesomtroværdigheds-øgende faktor
(Fiedler, 2001:585).

Fortolkningshistorik

Som anfort viste artiklerne i fagbladene Revision
og Regnskabsvaesen samt Revisorbladet,
at der herskede divergerende opfattelser
af, hvad der skal forstas ved revisor
som offentlighedens tillidsrepraesentant. De
divergerende opfattelser spreder stort set
lige sa vidt som forventningsklofterne
(Jorgensen, 1996: 62-78). Forste vejledende
fortolkningsbidrag blev sa vidt vides foretaget
af Hasselager m.fl. (1997). Heri anfores,
at formalene med indforelsen af det nye
begreb var at oge tilliden til revisorstanden
og understrege revisors uafhaengighed. Det
var ikke hensigten at palaegge revisor nye
arbejdsopgaver, men det nye begreb skulle
medvirke til forstaelsen af revisors opgaver
og stilling generelt (Hasselager, 1997: 510).

Hasselager forsoger at give en rettesnor i
disse afgorelser, idet de anforer: "hvor det
ma anses for at vaere i offentlighedens
interesse generelt, skal denne retlige interesse
soges tilgodeset ved udformningen af
revisors erklaeringer, rapporter rav., selv om
det - helt eller delvis - ikke tjener virksomhedsledelsens
interesser", og "dette gaelder,
selvom revisor er valgt af virksomhedens
ledelse, som kan have modstaende interesser"
(Hasselager m.fl., 1997: 511).4 Citaterne
kan tolkes saledes, at hensynet til offentligheden
taeller tungest. Samtidig anfores
"Ved sin stillingtagen i konfliktsituationer
skal revisor optraede med fornoden integritet,
dvs. uden pavirkning fra klient eller
andre, og dermed bedst muligt varetage
ogsa offentlighedens interesser."

(Hasselager m.fl., 1997: 515). For at dette
får en mening i forhold til de første citater,
må det formentlig forstås således, at revisor
i sin afgørelse af, hvad der er mest retvisende
primært skal tage hensyn til
offentligheden generelt og ikke lade sin
afgørelse påvirke af enkeltpersoners særinteresser.

Et yderligere problem er imidlertid, at
offentligheden ikke er en homogen størrelse.
To helt centrale repræsentanter for
offentligheden er aktionærerne og kreditorerne.
Disse to grupper kan have modstridende
interesser5 og har i tillæg hertil ofte
forskellig adgang til oplysninger om selskabets
indtjening og kapitalforhold (Warming-Rasmussen,
1999: 65-67) - dvs. at der
tillige hersker informationsasymmetri disse
grupper imellem. Hvis der er konflikterende
interesser mellem disse, hvor skal så den
primære loyalitet placeres? Dette forhold er
ej heller besvaret præcist.

I Revisorkommissionens seneste betænkning
af januar 2002 ses, som anført, det
seneste forsøg på at fortolke indholdet af
begrebet revisor som offentlighedens tillidsrepræsentant.
Heri anføres, at der dermed
menes, at revisor skal være "interesseneutral"
(Revisorkommissionen 2002: 51)
idet der tilføjes: "indholdet af begrebet
kan således udtrykkes som et krav om, at revisor
ikke må varetage særinteresser ved sin erklæringsafgivelse
- hverken aktionærernes
særinteresser eller kreditorernes eller for den
sag skyld det offentliges"

Set i lyset af ovennævnte problematik
står regnskabslæseren imidlertid stadig tilbage
uden retningslinie for, hvorledes revisor
skal forholde sig i konfliktsituationer,
hvor valgmuligheder og skøn bringer revisor
i et etisk dilemma. Her er en retningslinie,
som påbyder revisor ikke at tage hensyn
til nogens særinteresser, for upræcis.
Retningslinien synes endvidere vanskelig at
forstå, når der i Erklæringsbekendtgørelsen
kan læses, at erklæringen skal affattes
under hensyn til de forhold som modtagerne
må forventes normalt at tillægge betydning,
når de træffer beslutninger

(Erkl.bek.§l stk 3), og at modtagerne forudsættes at være de personer, hvis beslutninger normalt må forventes at bleve påvirket af erklæringerne eller rapporterne (Erkl.bek. §1 stk. 4).

Et revisionssociologisk fortolkningsbidrag
Både Hasselagers og Revisorkommissionens
fortolkningsbidrag tager afsæt i juridisk
metode. Et alternativt afsæt kan tages i
revisionssociologisk litteratur, hvor Limperg
allerede i 1930'erne, formentlig som den
første, beskæftigede sig med fortolkningen
af revisor som "Confidential agent of the
community". Limperg anfører således:
"Managing directors of a limited liability company
appoint the accountant; he is generally
also their confidential agent. But, besides and
on top of this6, he is the confidential agent of
the community, of the unknown saver, the anonymous
interested party outside the organization."
(Limperg, 1985: 24). Af citatet ses, at
Limperg med ordet "also" er enig i forordene
til Revisorloven af 1994, at revisor
tillige er selskabsledelsens tillidsrepræsentant;
men han angiver med ordene "on top
of this" at dette tillidsforhold skal prioriteres
lavere end tillidsforholdet til offentligheden.
Limperg mener, at revisor skal sætte
hensynet til den anonyme eksterne regnskabsbruger
højest, formentlig retfærdiggjort
dermed, at det er den vidensmæssigt
svageste part7. Som bekendt er det jo informationsasymmetrien,
som skaber behovet
for revisor (Christensen m.fl., 2000 :15)
(Marten m.fl, 2001:24). De forventninger, der
skal tages hensyn til, skal naturligvis være
legitime og handle om at rette op på informationsasymmetrien,
dvs. de skal handle
om tilstrækkelig åbenhed og klarhed om
forhold, som modtagerne må forventes
normalt at tillægge betydning, når de træffer
beslutninger på basis af årsregnskabet.

Et empirisk fortolkningsbidrag

Den tillids-øgende effekt af revisionen af årsregnskabet afhænger imidlertid ikke alene af juridiske og sociologiske fortolkninger men i sidste instans af, om brugerne

finder, at revisor fortjener deres tillid. Af samme arsag er det interessant med en brugerundersogelse, som undersoger hvordan brugerne forventer, at revisor forholder sig i sadanne konfliktsituationer. En sadan er gennemfort i 1999 bl.a. med det formal at undersoge empirisk, i hvilken r3ekkefolge loyalitetshensyn skal prioriteres, nar lovgivningen er upraecis, og der er modstridende interesser mellem forskellige interessegrupper (Warming-Rasmussen og Lars Jensen, 2001).

Brugerundersøgelsen indledtes med
nogle dybdeinterviews. Af disse fremgik, at
de interviewede havde markant forskellige
opfattelser af, hvorledes revisor skal optræde.
En interviewpartner præsenterede den
yderlighed, at revisor skal optræde som
"virksomhedens mand" (læs: selskabsledelsens
mand) og optræde som "advokat" for
denne. En anden præsenterede den modsatrettede
opfattelse, at offentlighedens tillidsrepræsentant
skal opfattes som en
"statslig vagthund". En tredje præsenterede
en blandet opfattelse, idet vedkommende
mente, at når det tillades revisor at rådgive
selskabsledelsen, kan det ikke kræves, at
revisor altid er offentlighedens tillidsrepræsentant.
Interviewrunden bekræfter
således blot, at der ikke hersker intersubjektivitet
i forståelsen af revisors rolle som
offentlighedens tillidsrepræsentant, at den
teoretiske udlægning af Johnstone (2001)
har praktisk relevans, og at der derfor er
brug for at præcisere, hvad der skal forstås
ved offentlighedens tillidsrepræsentant i
konfliktsituationer.

Litteraturstudiet og interviewrunden blev
fulgt op med en sporgeskemaundersogelse
blandt fern grupper: Statsautoriserede revisorer,
kreditgivere, selskabsdirektorer, aktionaerer,
og okonomiske journalister. Der
blev udsendt i alt 927 sporgeskemaer - 200
til hver af de forste fire grupper og 127 til
journalisterne8. Der blev modtaget 481
udfyldte og brugbare sporgeskemaer, svarende
til 51,9%. Med hensyn til de naermere
detaljer hertil se Warming-Rasmussen og
Jensen (2001: 124).

Sporgeskemaet9 er designet saledes, at
det undersoger respondentgruppernes hensyn
til tre interessegrupper i konfliktsituationer.
De tre interessegrupper er: 1: selskabsledelsen,
som udsteder af arsregnskaber
(kapital eftersporger), 2: Kreditgivere,
forstaet som banker, der udbyder lanekapital
og 3: aktionaerer, som ejer selskabskapitalen.
De tre grupper antages at kunne
rangordnes efter det angivne nummer i
deres specifikke indsigt i selskabets indtjenings
- og formueforhold. Belaeg herfor findes
hos Warming-Rasmussen (1999:66), der
viser, at kreditgiverne har storre adgang til
selskabernes inside-informationer end aktionaererne.
Saledes benytter 44,5% af kreditgiverne
budgetter, virksomhedsplaner og
selskabsinterne opfolgninger mod kun 2,1%
af aktionaererne. Samtidig viser undersogelsen,
at kreditgiverne selv angiver at have
storre viden om arsregnskabslovens regler
end aktionaererne (Warming-Rasmussen,
1999:25).

Spørgeskemaet indeholder derfor følgende

"I de situationer, hvor lovgivningen ikke er entydig, forventer De, at den statsautoriserede revisor ved afgivelse af revisionspåtegningen på et selskabs årsregnskab (fortsættes i tabel 1)":

Respondentgrupperne kunne som det
fremgår af skemaet afkrydse ud for fem

enighedsgrader. Helt uenig fik i den statistiske
beregning vaerdien 1, Helt enig vaerdien
5. Vaerdien 3 repraesenterer derfor indifferens,
som kan tolkes som neutralitet.
Respondenternes gennemsnitlige svar
herpa, hvor kun de 468 personer, som har
svaret pa alle tre sporgsmal er medtaget, er
folgende: (se tabel 2).

Tabellens felter indeholder hver to tal. Øverste tal angiver det gennemsnitlige svar inden for den respektive gruppe. Det nederste tal skal sammenlignes vertikalt og angiver tentativt loyalitetsrækkefølgen for den pågældende gruppe af respondenter. Den følgende figur viser en grafisk fremstilling af tallene i tabellen (se figur 1).

Overordnet set viser gennemsnitstallene,
at alle respondentgrupper er enige i, at
hensynet til de eksterne grupper: V56: kreditgiverne
ogV57 aktionærerne vejer tungere
end hensynet til selskabsledelsen, V5B.
Hermed underbygger den empiriske undersøgelse
Limpergs antagelser. Som det ses af
tabellen, er også virksomhedslederne enige
heri. Dette kan skyldes, at virksomhedslederne
tillige optræder som kreditorer for
andre selskaber og derfor har en vis forståelse
for nødvendigheden af denne prioritering
af loyaliteten.

På spørgsmålet om, hvorledes der prioriteres
mellem de eksterne interessegrupper:
1) kreditgivere og 2) aktionærer, ses det af

tabellen, at hensynet til aktionærernes interesser vejer lidt tungere end hensynet til kreditgiverne for grupperne virksomhedsledere, aktionærer og journalister, og i nogen grad også for kreditgivere. Bemærk, at der dog ikke kan påvises signifikant forskel for revisorernes prioritering af de eksterne brugergrupper (Warming-Rasmussen og Jensen, 2001:152). Sondringen har tillige relevans i diskussionen om prioriteringen af enten shareholder value og stakeholder value.

Herved får tolkningen af Limpergs doce ringer et empirisk belæg. Det forventes således af brugergrupperne - såvel interne som eksterne - at revisor som offentlighedens tillidsrepræsentant prioriterer hensynet til brugergrupperne efter deres vidensmæssige

Af rådata ses nogle mindretal inden for respondentgrupperne, som bør kommente res kort, idet de har prioriteret anderledes end det generelle billede. Et mindretal på knap 5% forventer således en omvendt pri oritering dvs. en "Client Advocacy Culture"

jfr. Johnstone et al. (2001), hvor hensynet til
selskabsledelsens interesser sættes højest
og aktionærernes interesser lavest. De 5%
sammensætter sig langt overvejende af
respondenter fra de eksterne brugergrupper.
Der er således kun én statsautoriseret
revisor og én virksomhedsleder, som forventer
denne omvendte rækkefølge. Et andet
mindretal på godt 10% udtrykker uenighed
i alle tre spørgsmål. De forventer således
ikke, at der tages særlige hensyn til
nogen af de nævnte brugergrupper. Sammenholdt
med Johnstones antagelser kan
det tolkes således, at de forventer at den
statsautoriserede revisor indtager en neutral
rolle et sted midt mellem en "Client
Advocacy Culture" og en "Public Duty
Culture". Dermed understøtter dette mindretal
revisorkommissionens nye fortolkning,
der som anført efterlader revisor i et
uløseligt dilemma.

Sammenfatning af empirisk resultat

Af tabellerne kan det sammenfattende konkluderes,
at brugerne af det reviderede arsregnskab
forventer, at hensynet til offentligheden
vejer tungest, nar der er forskellige
fortolkningsmuligheder af lovene, og der
er modstridende interesser mellem offentligheden
og selskabsledelsen. Da revisorerne
og regnskabsudbyderne er enige heri,
eksisterer der ingen forventningskloft mellem
respondentgrupperne om loyalitetsprioriteringen.
Hermed er denned aktuel
empiri skabt basis for en lovmaessig praecisering
af, hvad der i Danmark skal forstas
ved offentlighedens tillidsrepraesentant i
situationer med interessemodsaetninger og
upraecise kriteriesaet. Det kan endvidere
konkluderes, at i situationer, hvor der er
konflikter brugergrupperne imellem, forventer
brugerne savel som regnskabsudbyderne,
at hensynet til den informationsmaessigt
svageste brugergruppe taeller
mest. Disse resultater kan vaere et vigtigt
bidrag til den igangvaerende ajourforing af
Revisorloven. Endvidere kan resultaterne
have betydning for ajourforingen af
Erklaeringsbekendtgorelsen.

Konklusion

Problemstillingen med artiklen har været at
illustrere nogle hidtidige fortolkninger af
revisor som offentlighedens tillidsrepræsentant
og at sammenholde disse med
resultaterne af en empirisk undersøgelse.
Sammenholdelsen har koncentreret sig om
de situationer, hvor der er potentielle
interessemodsætninger, og hvor Regnskabslovens
valgmuligheder og skøn kan
bringe revisor i et etisk dilemma om at tjene
to eller flere "herrer" samtidigt. I artiklen
blev der således illustreret både juridiske og
sociologiske fortolkningsmuligheder. De juridiske
og sociologiske fortolkninger indeholder
ikke en præcis retningslinie til løsningen
af loyalitetsplaceringen i konfliktsituationer.
Brugerundersøgelsen derimod
angiver en loyalitetsprioritering efter vidensmæssig
indsigt, således at forstå, at
den informationssvageste gruppes legitime
informationskrav skal sættes højest. En
logisk konsekvens heraf er, at når den informationsmæssigt
svageste brugergruppe
får tilstrækkelige informationer om resultat
og formuepåvirkningen af vurderingsusikkerheder
og alternative værdiansættelsesprincipper
m.v., så vil alle brugergrupper
blive sikret et troværdigt årsregnskab som
beslutningsgrundlag.

Selvom de empiriske resultater således
legitimerer en lovgivning, som præciserer
denne loyalitetspræcisering, fritages revisor
ikke for den vanskelige opgave at sætte sig
ind i, hvilke informationer de informationsmæssigt
svage interessegrupper har brug
for i deres beslutninger, og om disse behov
er legitime (Warming-Rasmussen, 1999).
Der er derfor brug for mere forskning i de
forskellige regnskabsbrugeres informationsbehov,
herunder hvad der legitimerer
disse. Der er ligeledes behov for at diskutere
hvilke brugergrupper, som kan legitimere
sig som stakeholdere, og om hvor grænsen
for yderligere information ligger, førend det
skader overblikket.

Summary

The interpretation of the concept of the auditor
as 'watchdog' of the public, see section 6a(3) 0f
Act no. 501 (Auditors' Act), has been discussed
since its enactment in 1994. The discussion has
indicated a number of divergent views on the
auditor's primary loyalty u;hen, in connection
with the presentation o/Jinancial statements,
conflicts of interest arise between the supplier 0f
the financial statements (company management)and
the users (shareholders, creditors
etc). It is argued that the preamble to the Act
and subsequent recommended interpretations
are too imprecise. This is illustrated by a frameworkand
a description of the situation where
the auditor is left in the dilemma. On the basis
of an auditing sociology approach, and the
conclusions of an empirical study of the expectationsoffwe
social groups to auditors'
prioritisation ofiheir loyalties, a proposal is put
forward on how to deuelop a more stringent
interpretation.

---

Noter

1 Nyere sager som Enron i USA og lignende sager i Tyskland og Frankrig bekræfter imidlertid stadig aktualiteten af det iboende problem.

2 F.eks. om goodwill skal afskrives straks eller aktiveres, eller om udskudte skatter afsættes i balancen eller noteoplyses m.v. (Ørjan Jensen og Warming-Rasmussen, 2000: 252). Dette er løst i den nye ÅRL, idet goodwill nu skal aktiveres og gøres til genstand for afskrivning, ligesom udskudt skat skal afsættes i balancen.

3 Se kommentarer hertil i Ugebrevet Mandag Morgen, 17. april 2001

4 Revisor vælges i selskaber af generalforsamlingen. Hasselager m.fl. tænker således formentlig på de selskaber, hvor selskabsledelsens forslag ikke indeholder alternativer og hvor generalforsamlingen uden modspil altid tilslutter sig forslaget.

5 Dette til trods for, at de ofte i litteraturen behandles som havende fælles interesser, se eksempelvis Johnstone (2001: 11).

6 Fremhævelse med fed er foretaget af undertegnede.

7 Med vidensmæssigt svageste part tænkes på både generel indsigt i årsregnskabsloven og den specifikke indsigt i selskabets aktuelle ind tjenings- og formueforhold.

8 Grunden til det lavere antal til journalistgruppen skyldes, at det faktiske antal af "økonomiske journalister" er relativt beskedent.

9 Spørgeskemaet indeholder tillige en række andre forhold, som ikke er gengivet i artiklen, men som kan findes i rapporten "Revisor som offentlighedens tillidsrepræsentant" (Warming- Rasmussen og Jensen, 2001).

Litteratur

Betsenkning nr. 1411: Revisorlovgivning - uafhaengighed
og liberalisering, okonomi- og Erhvervsministeriet,
januar 2002.

Christensen m.fl.: Revision - koncept og teori,
Forlaget Thomson, 2000.

Committee on Basic Auditing Concepts: A Statement on Basic Auditing Concepts. Studies in Accounting Research No. 6. American Accounting Association, Sarasota August 1973.

Elling, Jens Oluf, Arsrapporten - teori og regulering,
Gads Forlag 2002.

Fiedler, Martin: Vertrauen ist gut, Kontrolle ist teuer: Vertrauen als Schliisselkategorie wirtschaftlicen Handelns, Geschichte und Gesellschaft Nr. 27, 2001.

Hasselager m.fl.: Revisorlovgivningen med kommentarer,
2. udgave, Forlaget FSR, 1997.

Johnstone, Karla M.; Sutton, Michael H.; Warfield,
Terry D. (2001): Antecedents and Consequences of
Independence Risk: Framework for Analysis,
Accounting Horizons, Vol. 15, No. 1, March 2001.

Jorgensen, Per Sogaard: Revisor som offentlighedens
tillidsrepraesentant, Kandidatafhandling,
Handelshojskole Syd, 1996

Leffson, Ulrich: Wirtschaftspriifung, Verlag
Gabler, 1988

Limperg, T.: The Social responsibility of the
Auditor - A Basic Theory on the Auditors function,
Amsterdam: Limperg Instituut, 1985.
(Original Dutch version 1932)

Marten, Kai-Uwe; Quick Reiner; Ruhnke Klaus:
Wirtschaftspriifung - Grundlagen des betriebswirtschaftlichen
Priifungswesens nach nationalen
und internationalen Normen, Schaffer
Poeschel Verlag, Stuttgart 2001.

Mattseus, kap. 6 v. 24. Bibelen.

Revision og Regnskabsvsesen nr. 7,1994. Temanummer
med artikler om revisor som offentlighedens

Revisorbladet nr. 4,1995. Temanummer med artikler
om revisor som offentlighedens tillidsrepraesentant.

SEC, 2000, Revision of the Commission's Auditor
Independence Requirements;
www.sec.gov/rules/proposed/34-42994.htm.

Warming-Rasmussen, Bent; Jensen, Lars: Quality dimensions in external audit services - an external user perspective, The European Accounting Review 1998, 7:1.

Warming-Rasmusen, Bent: Et bedre regnskab,
Forlaget FSR 1999.

Warming-Rasmussen, Bent; Jensen, Lars: Revisor som offentlighedens tillidsrepraesentant - aspekter af tillidsforholdet mellem brugeren af revisionsydelsen og den statsautoriserede revisor, Forlaget Thomson 2001.