Da jeg kom til
Handelshøjskolen i København i 1956 var ledelsen enkel.
Bestyrelsen havde udnævnt en direktør i form af en
velmeriteret professor i tysk. Logistikken var lagt i
hænderne på en perfekt administrator udlært i ØK, og
forskning og undervisning var ledet af et
undervisningsråd bestående af de lokale professorer og
docenter.
Outputtet har man
i anden halvdel af
forrige arhundrede kunnet se som
direktorer
og ledende medarbejdere i danske
virksomheder
for savidt angar undervisningen.
Forskningsresultaterne var normale doktordisputatser
og artikler i faglige
tidsskrifter. Herunder det
af FDC udgivne
Erhvervsokonomisk Tidsskrift.
Den "nye" styrelseslov
foreskrev fra først i halvfjerdserne demokratiske valg
til en række besluttende organer som konsistorium,
fakultetsråd, institutråd og studienævn bemandet med
VIP-er, TAP-er og - ikke mindst - studenter.
Outputtet har man
kunnet se i form af
direktorer og ledende
medarbejdere i bade
den private sektor og i den
offentlige sektor.
Med en noget mere differentieret
baggrund
end den klassiske erhvervsokonomi.
Forskningen og samspillet med
Handelshojskolens
interessenter pa nationalt
og pa internationalt plan
har nemlig
ikke staet stille. Handelshojskolens
kerneydelser
er udviklet fra - primaert - okonomisk
ledelse til en mere generel og differentieret
professionel ledelsesteoretisk
basis. Som pa
traditionel vis er dokumenteret
teretgennem
disputatser, artikler i "refererede"
tidsskrifter og
optagelse af indlæg
på internationale konferencer.
Bølgen af
aktionsforskning, hvor virksomheder og
offentlige institutioner deltager aktivt i skabelse
af nye indsigter og erkendelser, har
været en
fremherskende forskningsmetodik.
Selv om det
stadigvæk har været
tilladt at arbejde på forskerens
eget paradigme.
Metodefrihed har altså været
institueret under "kontrol" af den almene
akademiske frihed og det dermed følgende
ansvar
for produktets gyldighed.
I begyndelsen af halvfemserne
ændredes roderiet til et nyt roderi med rektor, dekan,
studieleder og institutleder som nøglepersoner, samt
universitetsdirektør og lokale administrative chefer på
det administrative område. Den kollegiale struktur blev
konsistorium, fakultetsråd , institutbestyrelser og
studienævn.
Outputtet har til
stadighed vaeret professionelle
chefer og ledende
medarbejdere i
private og offentlige virksomheder.
Nu ogsa
med et egentligt internationalt tilsnit.
Forskningen har boomet. Bade kvantitativt
og - i
beskedenhed - ogsa kvalitativt.
Den akademiske
virksomhed har altså
fungeret uanset hvilke formelle
styringsmekanismer, der er trukket ned
over
hovedet på dem, der har været på lønningslisten.
Det
anses af nogle som et kulturfænomen.
Som man har
erfaring for er
vanskeligt at slå ned.
Nu er Fanden
løs i Laksegade, for de
folkevalgte
Christiansborg-politikere vil
Side 116
have afgørende
indflydelse på dansk
forskning og på
forskningsbaseret uddannelse.Derfor
skal
universiteters og højere
læreanstalters
århundredgamle magtpositionnedbrydes.
Metoden er
simpel: Der
skal etableres en overvægt af "externe"
folk
i de bestyrelser, der skal have
ledelsesansvaretfor
forskning, udvikling,
undervisningog
formidling af viden.
Anlaegger man et
magtperspektiv, kunne
man sporge hvor magten i de
hojere laereanstalter
er koncentreret. I kraft af at
magt
bestar i at kunne ove afgorende indflydelse
pa andres behovstilfredsstillelse er
sporgsmalet
i forste raekke: Hvilke behov
skal de hojere
laereanstalter tilfredsstille og
hvorledes ? Safremt
det stadigvaek drejer
sig om frembringelse og
formidling af nye
erkendelser og ny operationel
viden, sa ma
det vaere klart at magten ligger hos
dem,
der kan skabe denne samfundsmaessige
behovstilfredsstillelse, dvs. forskerne og de
forskningsbaserede undervisere. Selv om
denne
magtkoncentration fremtraeder som
diffus og selv om
professionelle politikere
er sjaeldne i
forskerkredse, sa harder dog
gennem tiderne vaeret
sa megen politisk
bevidsthed og sa megen politisk
evne at
systemerne har kunnet yde en effektiv drift
af bade forskning og undervisning.
Samtidig med
at de bade har kunnet
tilpasse sig og udvikle sig i
samspil med de
interessentgrupper, der til enhver
tid har
konstitueret foretagendet.
Tror nogen virkelig at
"bestyrelser" med externe personer i overvægt kan ændre
magtbalancerne ? Og skabe større effektivitet ? Disse
"nogen" må tro at troen kan flytte bjerge.
I den
mangefacetterede diskussion der
har været ført har
"man" ikke formuleret
det aller væsentligste krav
til potentielle
bestyrelser og disse potentielle
medlemmer.
Nemlig at en bestyrelse skal kunne
deltage i virksomhedens ledelsesproces og
at
dens medlemmer skal have indsigt i
ledelse som
profession. Der er kun formuleret
ønske om at
bestyrelsesmedlemmerne
skal have "erfaring". Den
mosgroede
metafor om at køre den rigtige vej fremad
ved at kigge i bakspejlet gælder åbenbart
stadig
i det Herrens år 2002. Koncentrerer
man sig om
bestyrelsesansvar, formel indflydelse
og formelle
spilleregler beskæftiger
man sig med en lille del af
toppen af isbjerget.
Enhver virksomhed
har sin egen
ledelseskultur, ogsa universiteter og
hojere
laereanstalter. Som traditionelt skal opfylde
fire strategiske mal: drive forskning, udove
forskningsbaseret undervisning og vidensformidling,
forvalte knappe ressourcer og
opretholde
politisk uafhaengighed. Hvordan
en externt domineret
bestyrelse vil effektuere
denne differentierede
strategi er
uklart, bortset fra at det i givet fald
bliver et
kostbart eksperiment.
Ministeren er
citeret for dobbeltkonceptet
"Selvforvaltning og
ansvarlighed".
Det lyder rigtigt, såfremt gloserne
ikke
dækker over den luftighed, der kendetegner
Kejserens nyeste klæder.
Kejserens nyeste klæder er
befriet for den indsigt i universitetsledelse der er
skabt i det seneste halve århundrede. Skrædderne er ikke
bedragere som hos H.C.Andersen. De er meget værre stedt:
de er selvbedragere.