Resumé

Ved "privatiseret" offentlig virksomhed forstår forfatterne virksomhed, som ejes eller på anden måde kontrolleres af det offentlige, men som er udskilt fra den offentlige forvaltning i privat selskabsform. Selv om en sådan uirksomhed er en del af det offentlige, er den oftest ikke omfattet a f/x/orvaltnings- og offentlighedsloven, men reguleres af de privatretlige selskabsregien

Dette, påpeger forfatterne, skaber en række problemer.
Virksomheden ledes af en bestyrelse, der
er indskudt som det offentlige ejerskabs repræsentanter,
men netop dennes selvstændige og
meget omfattende bestyrelsesansvar i henhold
til de privatretlige regler resulterer ojte i, at det
er vanskeligt at identificere og fastholde det
parlamentariske ansvar for virksomheden.

Herved opstår et egentligt demokratisk problem.
Bogen nævner endvidere en række eksempler
på, at virksomheden får en tendens til at miste
sin offentlige "jordforbindelse" og giver sig i
kast med aktiviteter, som kun har meget lidt
med offentlig virksomhed at gøre. Meget ofte -
og da navnlig i det kommunale regi - udgøres
den overvejende del af bestyrelsen i en "privatiseret"
offentlig virksomhed af politikere, som i
overvejende grad mangler forudsætninger for at
drive forretningsmæssig virksomhed, hvorfor
sådanne virksomheder bliver direktionsstyrede.
Bogen betegner dette problem som bestyrelsens
kvalifikationsproblem. Endelig behandler bogen
det såkaldte bundne mandats problem, som
iscer findes i selvejende ojjentlige virksomheder,
hvor bestyrelsens medlemmer er udpeget med
det formål at varetage andre interesser i den
pågældende virksomhed end netop virksomhedens
egen. Bogen illustrerer sine synspunkter
ved kortere omtaler af en lang række konkrete
"privatiserede" offentlige virksomheder samt
ved mere indgående redegørelser for de nævnte
problemstillinger i Københavns Havn og i virksomheder
i energisektoren. Bogen afsluttes med
en række konkrete forslag til forbedring af forholdene.

Introduktion

"Privatiseret" offentlig Virksomhed,
Muligheder og Konsekvenser er titlen pa en
bog pa 146 sider fra Handelshojskolens
Forlag (november, 2001) skrevet af tre forhenvaerende
direktorer med erfaringer fra
netop "privatiserede" offentlige virksomheder.
Deter Erik Schafer, tidligere administrerende
direktor i Kobenhavns Havn,
Preben Schou, tidligere administrerende
direktor i NESA A/S og I/S Sjaellandske

Kraftvserker, og Jorn Hansen, tidligere administrerendedirektor
i A/S Em. Z. Svitzer
og medlem af bestyrelsen for Kobenhavns
Havn. Bogen er udgivet under CAMS
(Center for Applied Management Studies),
som er relateret til Institut for Ledelse,
Politik og Filosofi ved Handelshojskolen i
Kobenhavn. Under vejledning af professor,
oecon. dr. Erik Johnsen driver CAMS forskningi
dansk ledelse baseret pa ca. 40 seniorforskere,som

orforskere,somhar levet en stor del af
deres liv som aktive ledere i erhvervslivet
og den offentlige sektor.

Bogen blev prsesenteret af forfatterne pa
et seminar under CAMS pa
HandelshoJskolen i Kobenhavn den 21.
november 2001. En af opponenterne, professor
Niels Akerstrom, bemaerkede, at
bogen i sin form og opbygning insisterer pa
erfaringens autoritet, og derfor fremstar
som et modspil i den staende debat om
den offentlige sektor, hvor navnlig det
populasre omstillingsmantra i sig selv definerer
erfaring som noget negativt. Den
offentlige sektor star i omstillingens tegn,
og omstilling indsaettes i dag pa stabilitetens
plads i skellet imellem stabilitet og
forandring. Laering betyder i dag brud, fortiden
er blot perversionernes tid, de store
fejltagelsers tid, og fremtiden ses som diskontinuert
i forhold til nutid og fortid.

Et af de problemer, CAMS har sat sig for
at medvirke til løsningen af, er, hvordan
netop praktisk erfaring fra virksomhedsledelse
udnyttes bedre i uddannelsen og
udviklingen af fremtidens ledere. En ting er,
hvad vi har forsket os frem til af indsigt i et
komplekst fænomen. Noget andet er, hvad
folk, der har skoene på, oplever som væsentligt
i deres bestræbelse for at udøve
ledelse i praksis.

Bogen definerer en "privatiseret" offentlig virksomhed som en virksomhed, der i det hele ejes eller på anden måde kontrolleres fuldt af det offentlige, men som er udlagt i en selskabsform, hvis virke reguleres af privatretlige regler. Under definitionen falder således aktieselskaber, anpartsselskaber, kommanditselskaber og interessentskaber, hvori staten, amtskommuner eller kommuner har en direkte eller indirekte ejermajoritet, og selvejende institutioner, hvor det offentlige har bestemmelsesret på anden måde.

Definitionen tjener det formål at sætte fokus på de særlige styringsforhold, der er i sådanne virksomheder, hvori navnlig bestyrelseselementet helt eller delvis udgøres af politikere og offentlige embedsmænd, og under bogens formål falder således også et fokus på de særlige forhold, der er gældende for bestyrelsesarbejdet og samarbejdet imellem bestyrelse og direktion.

Bogen har aktualitet, fordi offentlige virksomheder i stigende omfang netop i denne tid udlægges i privatretligt regi med det klare formål at opnå øget effektivitet igennem den form for økonomisk målstyring, der kendetegner private virksomheder i et konkurrencemilj ø.

Bogen identificerer og behandler følgende
tre hovedproblemer, som opstår som en
konsekvens af konflikten imellem det
offentlige ejerskab og den forretningsmæssige

- Det demokratiske problem,

- bestyrelsens kvalifikationsproblem og

- det bundne mandats problem.

Det demokratiske problem

Praktisk talt al offentlig forvaltning er
undergivet direkte parlamentarisk kontrol
og reglerne om offentlig indsigt. Ved udlægning
af en offentlig virksomhed i privatretligt
regi indskydes en bestyrelse som
ansvarlig for virksomhedens drift, og i et
ganske vidt omfang er det også således, at
en række love, som gælder for offentlig
aktivitet, ikke mere gælder for virksomheden,
herunder især offentlighedsloven, forvaltningsloven,
lov om offentlige registre og
ombudsmandsloven.

Virksomheden er uanset sin vedtægtsmæssige
selvstændighedsstatus fortsat en
del af det offentlige apparat, men dens
udlægning i det privatretlige regi medfører,
at den ikke mere er undergivet reglerne om
demokratisk indsigt, kontrol og ansvar. Et
meget tydeligt eksempel på denne konflikt
findes inden for kommunernes affaldshåndtering.
Kommunerne fastlægger reglerne
for, hvem der henter affaldet fra husstandene,
hvor det afleveres og hvem der
forarbejder det, men kommunernes fælles
affaldsselskaber, som ikke er undergivet de
offentlige forvaltningsregler, er i praksis
langt de største og mest betydningsfulde

aktører på affaldshåndteringsområdet hyppigt
i åben konkurrence med private indsamlingsvirksomheder.
Det er de kommunale
affaldsselskaber, der i vidt omfang
udarbejder regulativer og takster for deres
virksomhed, og da disse selskaber ejes af
kommunerne, er der sjældent reelle problemer
for kommunerne ved at blåstemple
disse og derved tilsikre en fortsat for
offentligheden ret uigennemsigtig udvikling
af en i realiteten monopoliseret affaldshåndtering.

En gennemgang af en række eksempler
af denne type leder bogen frem til at påpege,
at udlægningen af offentlig virksomhed
i privatretligt regi ofte ganske paradoksalt
medfører en markant udvidelse af den
offentlige sektor, herunder især af kommunal
virksomhed. Offentlige selskabers privatretlige
status og dermed deres undgåelse
af direkte parlamentarisk kontrol og
offentlig indsigt fører alt for hyppigt til, at
selskaberne ganske mister deres offentlige
"jordforbindelse" og giver sig til at boltre sig
som aktører i fuld konkurrence med private
virksomheder.

Bogen beskriver en raekke kendte og mindre
kendte eksempler pa sadanne forlob,
herunder GIS Danmark A/S, som indtil sidste
ar var et selvstaendigt kommunalt ejet
selskab, hvis hovedformal var afsaetning af
EDB-baserede geografiske informationssystemer
med mellemstore private virksomheder
som den primaere malgruppe i energisk,
men staerkt underskudsgivende konkurrence
med private leverandorer af ganske
de samme ydelser. Andre eksempler er
ELSAM's mangearige rederidrift, kraftvaerkshavnenes
muligheder for udnyttelse
af deres faciliteter i konkurrence med
andre havne, det kommunalt ejede TARCO's
deltagelse i priskarteldannelse, SEAS' energiske
engagement i storstilet gartnerivirksomhed
m.v. COMBUS' aktiviteter i konkurrence
med private vognmaend undgar
naturligvis heller ikke omtale i bogen.

Blandt flere andre aktuelle eksempler på mistet jordforbindelse nævnes Kommunernes gensidige Forsikringsselskab, der som konsekvens af tab af markedsandele inden for sin kommunale primærforretning nu satser stærkt på at konkurrere om privatkunder.

Bogens hovedsynspunkter i denne sammenhæng
er, at udlægning af offentlig virksomhed
i privatretligt regi hyppigt medfører
forflygtigelse af det parlamentariske
ansvar og en udsættelse af offentlige midler
for en driftsrisiko, som normalt ikke bør
kunne forbindes med offentlig virksomhed.

Bestyrelsens kvalifikationsproblem

"Privatiserede" offentlige virksomheder
fungerer som nævnt med bundne offentlige
opgaver og forpligtelser, og det er da også
sådan, at deres bestyrelser overvejende
udgøres af politikere og offentlige embedsmænd,
der har særlige forudsætninger derfor.
I statslige selskaber er man i de senere
år gået over til i et vist omfang at vælge
erhvervsfolk til bestyrelsesposter, mens
dette i meget mindre omfang er tilfældet
for kommunalt ejede virksomheder. Her
besættes bestyrelsesposterne fortsat i
meget høj grad af kommunale politikere og
embedsmænd. Imidlertid er det jo hensigten
med disse virksomheder, at de skal drives
forretningsmæssigt, og det fremhæves
som et væsentligt synspunkt i bogen, at
kommunale politikere og embedsmænd
ofte mangler forretningsmæssig baggrund
og indsigt, hvorved de har vanskeligheder
ved at vurdere de ofte komplicerede problemstillinger,
som forelægges for dem af
direktionerne. Bogen beskriver tilfælde,
hvor navnlig lokalpolitikere i bestyrelserne
har haft tydelige vanskeligheder med hensyn
til at forstå selv deres grundlæggende
bestyrelsesansvar.

I "privatiserede" offentlige selskaber bliver de forskellige og ofte mange ejerinteresser i videst muligt omfang repræsenterede i bestyrelserne, der som følge heraf bliver forholdsvis store, og i det kommunale regi bliver bestyrelsesposterne fordelt på samme måde som udvalgsposterne i kommunalbestyrelserne efter politiske aftaler, ofte "efter tur", hvorved hensynet til kvalifi-

kationer på virksomhedsledelsesområdet har ret lav prioritet. Det er på den baggrund ikke mærkeligt, at mange af virksomhederne derfor har en stærk tendens til at blive direktionsstyrede.

Det bundne mandats problem

Det bundne mandats problem ligger efter
bogens udlaegning i det enkelte bestyrelsesmedlems
opfattelse af sin loyalitet over for
den eller dem, der har udpeget ham/hende
til bestyrelsesposten. Politikere har til forskel
fra erhvervsledere en staerk og selvfolgelig
forankring i et politisk mandat, og den
praktiske problemstilling for en politiker i
en virksomhedsbestyrelse vil da lige sa
selvfolgeligt vaere, om det skal vaere det
politiske mandat eller det forretningsmaessige
hensyn til virksomheden, der skal
vaere afgorende i bestyrelsens behandling
af konkrete sager. Bogen giver klart udtryk
for den anskuelse, at konsekvensen af det
politisk bundne mandat kan omdanne en
bestyrelse fra at vaere en handlekraftig
beslutningstagende enhed til at fungere
som et parlamentarisk forum uden samarbejde
om at drive effektiv virksomhed.

Bogen understreger, at bestyrelser i langt
de fleste "privatiserede" offentlige virksomheder
ikke formelt er underlagt instruktionsbefojelser
fra baglandet, men giver en
raekke eksempler pa, at denne formelle frigorelse
i praksis har sine begraensninger.
Isaer den selvejende offentlige virksomhed
naevnes som typisk eksempel. Her er bestyrelsen
normalt sammensat af folk, som i
realiteten skal forvalte politiske eller andre
saerinteresser i bestyrelserne, og problemerne
i mange af disse virksomheders bestyrelser
er en direkte konsekvens af, at
sadanne saerinteresser vanskeliggor eller
direkte forhindrer en sund forretningsmaessig
udvikling af virksomheden.

Fra en systematisk indledning med et næsten weberiansk og nogen gange legalistisk perspektiv bevæger bogen sig over i meget konkrete beskrivelser i case-form af forhold for og udvikling af udvalgte "privatiserede" offentlige virksomheder, som

bogens forfattere har et indgående praktisk
kendskab til fra deres aktive virke.

I sikker havn

Et af bogens hoved-cases vedrører

Københavns Havn i dennes form som selvejende
virksomhed igennem perioden
1982-97. Indtil 1992 udgjordes havnens
bestyrelse af 17 medlemmer. Dens formand
var Overpræsidenten i København - et levn
fra Christian den 4.'s tid, hvor overpræsidenten
var statens øverste embedsmand i
bystyret. I henhold til lov af 1913 bestod
bestyrelsen i øvrigt af 16 medlemmer, hvoraf
1 udnævntes af ministeren for offentlige
arbejder, 1 af ministeren for handel og
søfart, 4 af Folketinget, 2 af Københavns
magistrat, 2 af Københavns borgerrepræsenta-tion,
2 af Grosserersocietetet og endelig
4 repræsentanter fra erhvervslivet, heraf
2 fra skibsfarten og 2 fra industrien.

Sammensætningen af bestyrelsen for
denne forretningsmæssige virksomhed illustrerer
meget klart det sigte, at en række
lands- og lokalpolitiske samt erhvervsmæssige
interesser skal have en direkte indflydelse
på virksomhedens drift og udvikling.
Københavns Havn er en af landets største
havne, og dens beliggenhed midt i hovedstaden
tæt ved dennes centrum er den
selvfølgelige årsag hertil. Årsagen til
Folketingets direkte indflydelse fortaber sig
vel i den historiske tåge, men det kan da
umiddelbart anses for meget fornuftigt, at
navnlig Københavns folkevalgte styre skal
have magt i havnen, og erhvervslivets
direkte interesse i havnens forretningsmæssige
dispositioner rimeliggør måske
også erhvervslivets repræsentation i bestyrelsen.
11992 blev havnens bestyrelse reduceret
til at omfatte 12 personer, heraf 2
medarbejderrepræsentanter, men de øvrige
er fortsat fra centraladministrationen,
kommunen og erhvervslivet.

I årene før 1982 var havnen en hensygnende virksomhed. Den havde en stærkt faldende godsomsætning med fortsat negativ prognose, en stagnerende økonomi, ret så uklare organisationsforhold, og dens

ledelse var af ministeriel karakter. Videre
var havnens virksomhed voldsomt påvirket
af mange stridigheder med Københavns
Kommune. Posten som direktør i havnen
havde igennem lang tid været besat af
ministerielle embedsmænd eller officerer
fra søværnet, men i 1982 blev denne praksis
brudt ved ansættelse af en direktør fra det
private erhvervsliv - endog fra et entreprenørselskab.
Denne ansættelse blev indledning
til en omfattende ændring af hele havnens
kommercielle udvikling.

Bogen beskriver indgående denne udvikling
og navnlig de ledelsesmæssige betingelser,
der var derfor. Den nye direktion
fandt ganske naturligt et behov for en ny
strategisk udviklingsplan for havnen, en
effektivisering af ledelsen, en rationalisering
af havnens driftsforhold, en igangsættelse
af en fremadrettet personale- og
lederudvikling samt en målretning af havnens
markedsføring. Mest interessant i
bogens sammenhæng er, at havnens nye
strategiske plan, som under normale virksomhedsforhold
i høj grad ville være et
bestyrelsesanliggende, slet ikke blev forelagt
bestyrelsen, men alene blev drøftet
med bestyrelsens formand, hvorefter den
blev igangsat. Årsagen hertil var, at den
strategiske plan var i en klar modstrid med
i hvert fald stærke kommunalpolitiske
interesser i havnen, ligesom den ved en
bestyrelsesvedtagelse ville binde i hvert
fald ministeriet for offentlige arbejder langt
ud over de tidsgrænser, som dette ministerium
ville have forvaltningsmæssigt grundlag
for at acceptere. I forholdet til havnen
var hverken den centrale eller lokale administration
indstillet på at tage stilling til
andet end enkeltsager.

I konsekvens af denne form for politisk
interesseforvaltning havde bestyrelsesarbejdet
både formelt og i praksis karakter af
parlamentarisk forum. Bestyrelsen som
helhed foretog sig intet af egen drift, men
tog alene stilling ved afstemning til de
enkelte sager, som blev forelagt for den af
direktionen. Så længe de i bestyrelsen
repræsenterede særinteresser ikke blev

gået for nær, var der heller intet bestyrelsesmedlem,
der fandt anledning til at ytre
sig.

Bogen er ganske ærlig i sin beskrivelse af dette "bestyrelsesarbejde", idet den anførte praksis ikke alene beskrives som typisk for politikerne og embedsmændene i bestyrelsen. Heller ikke erhvervsrepræsentanterne fandt grund til at tage selvstændige initiativer, så længe deres specifikke interesser ikke blev trådt for nær.

Et eksempel pa havnebestyrelsens arbejde
var den sakaldte "§ 17-sag", som havde
sit udspring i konflikten imellem pa den
ene side havnens selvfolgelige onske om
forretningsudvidelse pa faergeomradet og
pa den anden side Kobenhavns Komrnunes
lige sa selvfolgelige modstand imod den
deraf folgende, men staerkt omkostningsbelastende
udvikling af infrastrukturen pa
vejomradet omkring havnen. Kommunen
stillede krav om en staerk koncentration af
havnens drift til udvalgte geografiske omrader
og gjorde det i den forbindelse klart, at
kommunen i hvert fald ikke ville medvirke
til en udbygning af vejnettet. 11987 forte
konflikten til et kommunalt forbud imod
nye faergeruter og i 1988 til en staerk begraensning
af antallet af lastbiler pr. dogn
for eksisterende faergeruter. Havnen bestred
kommunens ret til indgreb af denne karakter,
men tabte sin klagesag ved
Planstyrelsen og efterfolgende to retsinstanser.

Bogen bestrider for så vidt ikke Københavns
Kommunes legitime ret til at regulere
trafikforholdene omkring havnen - det
ville også være problematisk efter retsafgørelserne
- men den lægger vægten på en
beskrivelse af det bestyrelsesarbejde, der
foregik i havnen i forbindelse med denne
konflikt, og den konflikt, som de enkelte
bestyrelsesmedlemmer måtte håndtere
med sig selv. Mest illustrerende er vel
beskrivelsen af Gunna Starcks holdning til
en journalists spørgsmål, om hendes stilling
på den ene side som borgmester i
Københavns Kommune og på den anden
side medlem af Københavns Havns besty-

relse ikke medforte en konfliktsituation for
hende. Gunna Starck svarede klart hertil, at
hun primaert var valgt af kommunens borgere,
og derved ogsa var blevet medlem af
havnebestyrelsen. I en konflikt imellem
kommunen og havnen ville hun altid vaelge
kommunens side. Et klart og forstaeligt
svar fra en folkevalgt politiker, men afspejlende
en holdning, som i hvert fald ikke
kan siges at vaere fremmende for et konstruktivt
bestyrelsesarbejde i havnen som
forretningsvirksomhed.

Caset omkring Københavns Havn afsluttes
med en beskrivelse af udviklingen af de
lovforslag, som danner grundlag for havnens
nuværende tilværelse. Havnens selvstændige
og betydelige formue har som
bekendt haft både lands- og lokalpolitikernes
store interesse i forbindelse med det
naturlige krav, der opstod med hensyn til
alternativ udnyttelse af de havnearealer,
som havnen i kraft af udviklingen ikke længere
ville have brug for. Som selvejende
virksomhed betragtede havnen sig som ejer
af disse arealer, og ethvert angreb på disse
værdier skulle imødegås. I 1987 nedsattes
et statsligt havneudvalg, som skulle fremkomme
med en betænkning, der skulle give
grundlag for en fornuftig handlingsplan.
Udvalgets nedsættelse medførte et totalt
stop for havnens salg og udlejning af ejendomme,
hvilket jo i sig selv var et dybt indgreb
i havnens virke.

Udvalgets arbejde forte ikke til noget
brugbart resultat, fordi der i udvalget havde
vaeret reprassenteret sa mange forskellige
interesser, at der ikke havde kunnet opnas
enighed om ret meget. 11991 fremsattes et
lovforslag, som tilsigtede et kompromis i
den forstand, at havnen fortsat skulle sta
for bade havnedrift og arealudvikling, idet
driften fortsat skulle henhore under trafikministeriets
ressort, mens arealudviklingen
skulle styres af miljoministeriet.
Lovforslaget forte havnens bestyrelse til at
anlaegge ekspropriationssag imod staten,
idet forslaget ansas for at indebaere et
direkte angreb pa havnens formue. Sagen
tabtes ved ostre Landsret med den hoved-

begrundelse, at lovforslaget ikke indebar nogen ændringer af det bestående formueforhold. Bogen beskriver de meget konkrete problemer, som opstod for havnen - og i dennes bestyrelse - som konsekvens af denne konstante politiske indgriben i havnens

Bogens fremstilling af ledelsesforholdene
i Kobenhavns Havn forer frem til sporgsmalet,
om der kan drives nogen form for sund
forretning i en "privatiseret" offentlig virksomhed,
der hele tiden er udsat for politiske
indgreb. Navnlig den politiske repraesentation
i en sadan virksomhed kan ofte
indebaere, at virksomhedens bestyrelse ikke
kan fungere som et ledelsesorgan efter sin
hensigt. At der i netop Kobenhavns Havns
tilfaelde var det saerlige raffinement, at havnen
var en sakaldt selvejende institution,
giver anledning til den bemaerkning i
bogen, at sadanne virksomheders bestyrelser,
som ikke repraasenterer nogen egentlige
ejerinteresser, men er der for at forvalte
andre saerinteresser, slet ikke er egnede til
at drive forretningsmaessig virksomhed.

Som bogen tydeligt illustrerer, er det muligt i et vist omfang at drive sund forretningsmæssig virksomhed under sådanne forhold. Sådan virksomhed må imidlertid nødvendigvis drives af direktionen uden om dele af bestyrelsen og på trods af disse.

Udviklingen i energisektoren

Bogen beskriver den udvikling, som den
danske elektricitetsforsyning har gennemgået
fra sin rod i små, lokale andelsvirksomheder
og kommunale selskaber igennem
fusioner og samarbejder til de
nuværende efter danske forhold store virksomheder
fordelt imellem produktion,
distribution og handel. Denne udvikling har
imidlertid ikke i væsentlig grad ændret det
grundlæggende ejerforhold i sektoren, idet
det stadig er den store, lokale bredde af
distributionsselskaber, der ejer sektorens
øvrige selskaber, og dette ejerforhold har
igennem alle årene haft en klar indflydelse
på ikke mindst sammensætningen af bestyrelserne
i selskaberne. Sektorens betin-

gelser er i de seneste ar undergaet en sendring
fra offentligt monopol til delvis privatisering,
og navnlig den tilsigtede videre udvikling
ad privatiseringens vej giver grund
til overvejelse af sektorens ledelsesstruktur.
Den nye konkurrenceverden nodvendiggor
et fokus pa helt nye omrader i savel den
daglige som den overordnede ledelse. Fra at
begreber som forsyningssikkerhed og dermed
hoj teknisk standard faktisk stod
alene, skal man fremover i langt hojere
grad taenke i, hvilket totalkoncept et attraktivt
elselskab kan tilbyde med hensyn til
pris, service og tilknyttede ydelser.

De demokratiske spilleregler indebaerer,
at alle ejergrupper heist skal vsere repraesenteret
i ledelserne. Deter selvfolgeligt, at
kommunalpolitikere, kommunale embedsmaend
og andre lokalt udpegede har saede i
bestyrelserne for de lokale distributionsselskaber,
og konsekvensen af ejerskabet op
igennem selskabsstrukturen er, at de
samme personer i vid udstraekning er gengangere
i bestyrelserne for ogsa transmissions-,
produktions- og handelsselskaberne.

Ledelsesarbejdet i det kommunale styringsregi
er grundlaeggende forskelligt fra
ledelsesarbejdet i store selskaber, som skal
arbejde i et konkurrencemiljo pa vilkar som
private virksomheder. I sadanne selskaber
er viden om ofte ganske komplicerede forhold
tvingende nodvendig for det enkelte
bestyrelsesmedlem for at kunne matche
den daglige ledelse og dennes konsulenter.
Bestyrelsesarbejdet i elselskaberne er betinget
af bestyrelsesmedlemmernes kendskab
til markedskonkurrence, markedsforing,
handtering af erhvervsmaessig driftsrisiko,
finansstyring m.v., og deter ganske tvivlsomt,
om kommunalpolitikere i almindelighed
besidder de nodvendige kvalifikationer
til at varetage deres bestyrelsesansvar
under disse betingelser.

Bogen beskriver de krav, som i dag nødvendigvis må stilles til en bestyrelse i et sådant selskab og anstiller den betragtning, at ret få kommunalpolitikere må anses for at besidde en sådan viden og ledelsesmæssig erfaring fra virksomhedsdrift, at de er

egnede til at tage det ansvar, de er udpegede
til at tage i de store elselskaber. Den
belyser i det historiske perspektiv, at netop
elselskabernes traditionelt staerke koncentration
om billigst mulige elektricitetsproduktion
medforte, at savel bestyrelser som
teknikere viste sig at vsere totalt uforberedt
pa den offentlige debat om sektorens produktionsgrundlag,
som fulgte i kolvandet
efter den store, internationale oliekrise, om
sporgsmalet om anvendelse af kernekraft,
samt om andre former for mindre forurenende
energikilder end fossile braendselstyper.
Elsektoren indtog naermest pindsvinestillinger,
og teknikere og politikere udtrykte
sig med en saerdeles bedrevidende attitude,
som gav luft til OOA og andre kampagne-grupper.
Om elsektoren havde ret eller
ej er for sa vidt ligegyldigt i denne sammenhaeng.
De meget lukkede selskaber i
elsektoren tabte debatten pa alle fronter,
fordi deres ledelser havde hverken baggrund
eller kapacitet til at deltage
meningsfyldt i debatten om samfundfolsomme
emner som energisporgsmal og
primaert miljoforhold.

Det anbefales i bogen, at professionelle
erhvervsfolk kommer til i stedet.
Partipolitik bør ikke indgå i ledelsen af en
kommerciel virksomhed, og bestyrelsesmedlemmerne
i elselskaberne bør kunne
matche disse selskabers direktioner, således
at direktionsstyring undgås. Mangfoldig
lokalindflydelse i elsektoren medfører kun
formelt ejerkredsdemokrati, og virksomhederne
forbliver lukkede for omverdenen.

Bogen diskuterer, om den idelle konstruktion
af elselskaberne måske kunne
være en samling af produktions-, transmissions-,
distributions- og handelsselskaberne
i en koncern med en professionel koncernledelse.
Fordelene ved en sådan organisation
vil klart være opnåelse af en langt
større drifts- og udviklingsrationalitet og et
bedre forandringsberedskab i sektoren,
men konstruktionen vil lige så selvfølgeligt
blive særdeles kompliceret at gennemføre,
fordi den ville bryde fundamentalt med den
nuværende ejerskabskonstruktion, og den

ville i hvert fald ikke umiddelbart medføre
større åbenhed i sektoren.

Konklusioner og forslag

Bogens to hovedcases fra de to udvalgte erfaringsområder illustrerer i rigt mål de centrale problemer vedrørende ledelse af "privatiserede" offentlige virksomheder: Det demokraktiske problem, bestyrelsens kvalifikationsproblem og det bundne mandats problem.

Det erkendes, at "privatiserede" offentlige
selskaber ofte er undergivet konkurrencevilkår,
som forhindrer den form for offentlig
indsigt, der er med enhver anden form
for offentlig virksomhed. På den anden side
ejes de pågældende selskaber jo i sidste
ende af samfundet, hvorfor det egentlig
ville være ganske fornuftigt at indføre den
enkle regel, at "privatiserede" offentlige selskaber
uanset deres konstruktion og forhold
i øvrigt skal følge reglerne for børsnoterede
aktieselskaber, for så vidt angår disses
pligt til information af offentligheden.

Det demokratiske problem omfatter ogsa
i h.oj grad sporgsmalet om fastholdelse af
det offentliges ansvar for driften af et "privatiseret"
offentligt selskab. For sa vidt
angar de statsejede aktieselskaber vil det
vaere forholdsvis nemt at lovgive mere
praecist for for den pagaeldende ministers
versus bestyrelsens ansvar. Den norske Lov
af 30. august 1991 nr. 71 om Statsforetak
klarlaegger styringsforholdene i de norske
statslige aktieselskaber pa en made, som
forekommer ret overensstemmende med
nordisk parlamentariske tradition. Den placerer
det statslige aktieselskab som frigjort
fra forvaltnings- og offentlighedslovene,
men det praeciseres som vaerende i det
offentlige regi med ministeren siddende for
bordenden i vaesentlige sager, der angar selskabet,
og loven tilstraeber en tilrettelaeggelse
af informationsvejene imellem selskabet
og Folketinget pa en sadan made, at den
ansvarlige minister til stadighed er placeret
centralt imellem selskab og parlament.

Der er ikke lige så enkel en måde at klarlægge
det parlamentariske ansvar på i det
kommunale regi. I navnlig faelles kommunale
virksomheder kan det som folge af det
multiple ejerskab vaere overordentligt vanskeligt
overhovedet at placere et parlamentarisk
ansvar. En kommunalbestyrelse kan
givetvis instruere et af sine bestyrelsesmedlemmer
i en sadan virksomhed om at
argumentere for og folge en bestemt linie i
bestyrelsesarbejdet, men det pagaeldende
bestyrelsesmedlem kan jo komme i mindretal
ved en bestyrelsesbeslutning, hvilket
imidlertid ikke nodvendigvis umiddelbart
forer til en frigorelse af medlemmet fra et
beslutningsansvar. Generelt er det ikke
hensigtsmaessigt i et bestyrelsesarbejde at
have for mange saerstandpunkter kraevet
fort til protokols, og dette gaelder navnlig i
et kommunalt samarbejde, som i vidt
omfang tilstraeber konsensus.

Kommunalfuldmagten og anden lovgivning, som regulerer kommuners og amtskommuners muligheder for at etablere selskaber, har, som den løbende er blevet fortolket af Indenrigsministeriet og de øvrige kommuale tilsynsmyndigheder, sat meget vide grænser for, hvorledes kommunerne kan satse borgernes penge i erhvervsdrivende virksomheder. Bogen begrænser sig derfor til at anføre det hensigtsmæssige i, at hverken kommuner, amtskommuner, disses sammenslutninger eller fællesejer får mulighed for at etablere selskaber, som har meget lidt eller intet at gøre med kommunal virksomhed, eller hvis ydelser kan købes mere hensigtsmæssigt i det private marked.

"Privatiseret" offentlig virksomhed bør i videst muligt omfang underlægges selvstændig lovgivning - vel gennemtænkt og udformet efter danske forhold, således at de forretningsmæssige fordele, der givetvis er forbundet med drift af privat virksomhed, opnås, men også således, at de ulemper, der er forbundet med drift af sådan virksomhed som en del af den offentlige forvaltning under parlamentarisk ansvar, undgås.

For så vidt angår bestyrelsens kvalifikationsproblemi
"privatiserede" offentlige selskaberforeslår

skaberforeslårbogen meget klart, at man i
hvert fald i sådanne virksomheder, som
arbejder i et forretningsmæssigt konkurrencemiljø,frem
for politikere og offentlige
embedsmænd udpeger folk til bestyrelserne,som
har forstand på og erfaring med
hensyn til at drive virksomhed. Som generelbegrundelse
for tilstedeværelsen af politikerei
bestyrelser for "privatiserede"
offentlige selskaber er fra politisk side set
hævdet, at politikernes deltagelse i sådannebestyrelser
indebærer politisk indflydelsei
virksomheden. Dette synspunkt er ganskeforkert.
Ingen politiker bør deltage i en
selskabsbestyrelse for at udøve direkte politiskindflydelse
på selskabets drift.

Som naevnt anser bogen det bundne
mandats problem for specielt karakteristisk
for de sakaldte selvejende offentlige virksomheder,
hvor bestyrelsens medlemmer
faktisk er valgt ind i bestyrelsen for at varetage
saerinteresser, som ofte virker direkte
imod den pagaeldende virksomheds driftsog
udviklingsinteresser. Konstruktionen
som selvejende viksomhed kan muligvis
tjene nogle fornuftige formal, dersom den
pagaeldende virksomhed er beskaeftiget
med at anvende offentlige midler til
losning af fx undervisnings- og sociale
opgaver, men den er aldeles uegnet til at
drive forretningsmaessig virksomhed.

Summary

'Privatised' public enterprise, as conceived by the authors, is an enterprise which is, one way or the other, controlled by public authorities but hiued off from public administration in the form of a private enterprise. Even though such an enterprise is part of the public authorities, it usually does not fall within the Public

Administration Act, but is governed by private
companies rules. This creates many problems,
according to the authors of a book on privatised
public enterprises luhich was published in
November 2001. The book points out that the
enterprise is managed by a board of directors as
representatives of public ownership, but the
uery independent and extensiue board
responsibilities in relation to priuate law rules
often make it difficult to identify and maintain
parliamentary responsibility for the enterprise.
This creates a truly democratic problem. A
number of examples are given that the
enterprise often loses its public contact with
reality and starts activities that haue only little
to do with public enterprise. Very often - and
mainly under the auspices 0/local authorities -
most board members in a 'privatised' public
enterprise are politicians who lack the
qualifications to run a business, which is why
such enterprises become controlled by management.
The book labels this problem as the
qualification problem of the board of directors.
The book also deals with the limited mandate
which can be found particularly in independent
public enterprises where board members are
appointed with the purpose of protecting other
interests in the enterprise than those of the
enterprise itself. A number of specific privatised
public enterprises are briefly discussed and
detailed reviews are presented 0/problems
experienced by the Port of Copenhagen and
enterprises in the energy sector. Finally a
number of concrete initiatives to improve
conditions are proposed.