Resumé

Fremtidens uidensleder skal kunne meget. Artiklens pointe er, at en vigtig ledelsesopgave i fremtidens uidensbaserede virksomheder bliuer at forholde sig til, at man hade skal producere og anuende uiden - på samme tid. Ved at studere forskningsledelse på universiteterne kan man se, at vidensproduktion og anvendelse faktisk er i

potentiel konflikt, samtidig med at man kan få inspiration til, hvordan man som leder kan håndtere denne konflikt Inspirationen peger i retning af balancering a f/orholdet mellem autonomi og styring, samt fokus på ledelsens tillidsdimension.

Indledning

Viden siges at være det centrale omdrejningspunkt i vores samfund. Vidensbaserede virksomheder, videnscentre, videnssamfund osv. hedder det.

Alle er ved at gå i selvsving over vidensfænomenet. Der snakkes om det, arbejdes med det og skrives om det. Men som Erik Johnsen i forrige nummer af Erhvervsøkonomi og Ledelse så rigtigt spørger: er der ikke tale om ny vin på gamle flasker -ja måske endda postevand på vinflasker? Er vidensfænomenet virkelig så interessant og vigtigt? Og er det overhovedet nyt?

Nyt er det i hvert fald ikke. Filosoffer har
i flere tusinde ar arbejdet med vidensbegrebet.
Inden for okonomien og ledelsesteorien
har man ogsa vaeret bevidst om
vidensrolle - i hvert fald de sidste halvtreds
ar. Om deter interessant her og nu
afhaenger nok af stasted. Deter klart,

at hvis man er leder for en vidensbaseret
virksomhed, så er den viden ens medarbejdere
besidder vigtig. Tænk bare på alle
konsulentvirksomhederne. Men viden er
knap så afgørende en problemstilling i et
supermarked - og hvis den er, så er det i
hvert fald ikke noget nyt, der lige er sket.
Men uanset ståsted har man altid anvendt
viden i virksomhederne og deres ledelser.
Så det at bruge viden er ikke så interessant
i sig selv, at man kan begrunde en hel ny
ledelsesretning ud fra dette.

Hvis viden og vidensledelse er vigtig og
interessant, ma det haenge sammen med
en udvikling, som vi kun har set
begyndelsen pa. En udvikling:

- Hen imod at vidensproduktion spiller en
storre rolle for vores samfund end for. Ikke
kun i de nuvaerende vidensbaserede
virksomheder, men i de fleste

virksomheder. Et samfund hvor vidensproduktion
bliver den væsentligste værdiskabende

- Hen imod at man ikke bare tilegner sig
og bruger viden, som andre producerer,
men hvor man selv er med til at producere
den. Ikke mindst fordi vidensproduktion og
videnstilegnelse ikke kan skilles ad
(Siggaard Jensen, 2000).

- Hen imod et samfund, hvor man ikke bare ansætter "vidensintensive medarbejdere" for at sælge deres viden som et produkt efterfølgende. I stedet ansætter man medarbejdere, der har andenordens viden² om både det at anvende viden og det at producere viden.

- Hen imod at ledelse også kommer til
at omhandle, hvordan man ansætter,
motiverer, koordinerer og sætter strategiske
mål for sådanne "vidensdannede" medarbejdere.

Et fremtidigt videnssamfund er således
det samfund, hvor viden ikke bare skal
være tilstede eller er et produkt, men hvor
vidensproduktion sker hele tiden, og hvor
den producerede viden skal anvendes.
Ja - mere korrekt er det at sige, at det er
"vidensanvendelsesbehovet", der trækker
vidensproduktionen med sig. Og vidensledelse
bliver den aktivitet, hvor man
håndterer koblingen mellem denne vidensproduktion
og -anvendelse, og hvor man
leder de medarbejdere, der kan begge dele.

Denne artikels udgangspunkt er at se pa,
hvordan vidensledelse sker pa dagens
universiteter3. Ideen med dette er, at
universitetet er en af de institutioner, der
har den laengste tradition for at producere
viden. Man kan saledes laere en del om
vidensledelse ved at studere og lade sig
inspirere af, hvordan ledelse af
universiteterne foregar og har foregaet -
hvad er problemerne, dilemmaerne og
mulighederne. Artiklens forste pointe er,
at selv om vidensanvendelse og vidensproduktion
er koblet taet sammen, sa er de
ogsa i potentiel konflikt med hinanden. En
konflikt som er afgorende for fremtidens
videnssamfund. Artiklens anden pointe er,
at denne konflikt kan handteres gennem

en refleksiv ledelse af tredje orden, der
afbalancerer forholdet mellem forskerens
autonomi og styringen af forskeren.

Artiklen begynder med at se på, hvad
viden og videnskab forstås som i dag. Dette
er en vigtig forudsætning for at forstå
universiteternes rolle i samfundet i dag
- at der ikke kun skal produceres ny viden,
men at denne viden også skal anvendes4.
Dernæst fokuseres der på forholdet mellem
vidensproduktion og -anvendelse - ikke
mindst den potentielle konflikt mellem
disse to aktiviteter. En konflikt der bunder
i behovet for at balancere forholdet mellem
autonomi og styring. Efterfølgende ses der
på, hvordan forskningsledelse håndterer
denne balancegang ved konceptuelt at
skelne mellem tre ledelsesniveauer. Specielt
ses der på, hvordan forskningsledelse
accentuerer behovet for at forstå tillidens
rolle i moderne ledelse. Artiklen afsluttes
med en opsummering af artiklens pointer.

Det nye syn på viden, videnskab og universiteterne

Det traditionelle syn på universiteternes
rolle i samfundet er, at de skal producere
sand viden og uddanne kandidater, der har
tilegnet sig denne viden. Ud fra dette
perspektiv er det overhovedet ikke universiteternes
opgave at se på, hvordan viden
skal anvendes. At anvende denne viden5
opfattes for det første som andres opgave:
kandidaternes, erhvervslivets og

samfundets. For det andet opfattes
anvendelse som en uproblematisk og
kedelig residualaktivitet. Vidensproduktionen
er det primære, vanskelige
og interessante. For det tredje opfattes
vidensanvendelse udelukkende som logisk
brug af eksplicit og generel viden - noget
en computer kan gøre.

Hvis disse traditionelle perspektiver på
universiteternes rolle og på anvendelse var
rigtige, var denne artikels ide, at man kan
lære noget om moderne vidensledelse ved
at se på, hvordan universiteterne håndterer
konflikten mellem vidensproduktion og
anvendelse, helt ødelagt. Men en række nye
perspektiver på viden, videnskab og

universiteterne gør da også op med disse
forestillinger. Lad mig kort referere disse
nye perspektiver.

Viden ses ikke længere som en ren
kognitiv størrelse, der udelukkende kan
forstås ud fra de klassiske filosoffers
mantra: "sand begrundet overbevisning"
("justified true belief). Der er mange
problemer ved denne opfattelse af viden.
Først og fremmest at det ikke er muligt
endegyldigt at bestemme noget som sandt
i betydningen, at vores viden stemmer
overens med virkeligheden. For vi har kun
adgang til virkeligheden gennem vores
viden om den (Wenneberg, 2000d). Vi kan
kun vurdere vores nye viden om virkeligheden,
med den viden vi har i forvejen.

I stedet for opfattes viden som en mere
social storrelse. Dette perspektiv har en
klar arv i den pragmatiske filosofi (Holdt
Christensen, 2000). Her er opfattelsen, at
viden haenger sammen med vores handlinger.
At viden og magt er to sider af
samme sag. Viden gor pa den ene side
handlinger mulige, og pa den anden side
er det forst nar vi kan se, hvilke handlinger
vi er i stand til at udfore, at vi rigtigt ved,
hvad vores viden er. Viden er saledes ikke
en "kognitiv klump" ("a knowledge nugget"),
som man bare er i besiddelse af, og som
man kan flytte rundt pa. Viden viser sig
forst, nar vi prover at anvende den
information, som vi er i besiddelse af. Nar
vi har set, hvad vores handlinger afstedkommer,
saved vi, hvad vi ved.

Dette syn på viden har også betydning for synet på videnskab. Det traditionelle videnskabssyn har set videnskaben som en perlerække af store opdagelser gjort af nærmest guddommelige genier. Ud fra dette syn består videnskab i at producere sand viden. Men når man forlader det traditionelle vidensbegreb til fordel for en mere pragmatisk og social forståelse, ændrer videnskabssynet sig også. Videnskab ses nu som den samfundsmæssige institution, der kan producere viden på en så tillidsvækkende facon, at man tør bruge denne viden, selv om man ikke selv har produceret den (Wenneberg, 2000e). Det

vil også sige, at videnskabens anvendelse
ikke længere skal anskues som en
residualaktivitet, der sker efter det
primære: vidensproduktionen. Anvendelse
af den videnskabelige viden er en del af
videnskabens kerne.

Denne mere teoretiske opfattelse af
videnskaben haenger ogsa taet sammen
med den dagsaktuelle politiske opfattelse
af universiteterne og deres rolle i samfundet.
Det nuvaerende politiske perspektiv
pa universiteterne er, at de skal saettes ind
i en storre samfundsmaessig sammenhaeng:
de skal vaere nyttige og vaerdifulde for
samfundet, de skal vaere med til at skabe
okonomisk vaekst, de skal foroge den
samfundsmaessige vidensbank osv. En
udvikling der er blevet benaevnt "den anden
akademiske revolution" (Etzkowitz, 2000).
Den forste akademiske revolution henviser
til dengang, universiteterne ogsa begyndte
at forske ved siden af undervisningen,
mens den anden akademiske revolution
henviser til universiteternes aktuelle
situation. Her taenkes specielt pa kravet om,
at universiteterne skal vaere nyttige i mange
sammenhaenge, herunder at de skal til at
samarbejde mere med erhvervslivet og
dermed bidrage til den okonomiske vaekst.
Den politiske opfattelse er, at denne samarbejdsrelation
er afgorende for
konkurrenceevnen i det kommende
videnssamfund (ogsa kaldet "den nye
0konomi"). Produktionen af ny viden er sa
omkostningstung, at den enkelte virksomhed
ikke kan lofte den. Netop her kommer
universiteterne ind i billedet. De producerer
ny viden, som virksomhederne kan fa
adgang til. Og den personbarne vidensudveksling
gennem de nyuddannede
kandidater er i dag ikke tilstraekkelig. Den
er inden for mange forskningsomrader for
langsom. Den tager heller ikke hojde for, at
viden i dag foraeldes hurtigere. Derfor skal
der laves nye koblinger: videreuddannelse,
forskerparker, faelles forskningsprojekter,
universitetsforskere der fungerer som
konsulenter osv. Grundlaeggende hviler
disse ideer og forhabninger pa den forstaelse,
at universiteterne som samfunds-

institutioner skal stille sig selv til rådighed
for resten af samfundet, så samfundet som
helhed kan blive vidensproducerende. Man
taler i denne forbindelse om "the entrepreneurial
university" (Etzkowitz et. al.,
2000).

Forestillingen om, at universiteterne kun skal koncentrere sig om vidensproduktion og ikke har noget med vidensanvendelse at gore, kan altsa ikke opretholdes. Denne opfattelse hviler pa et foraeldet ideologisk billede af videnskabens rolle i samfundet. Viden - og skabelse af viden - har altid haengt uloseligt sammen med vidensanvendelse. En relation som man dog er blevet mere opmaerksom pa pga. den ogede politiske opmaerksomhed pa videnskabens samfundsokonomiske muligheder.

Forholdet mellem vidensproduktion og vidensanvendelse

Det ovenstående indikerer, at anvendelse
ikke er en kedelig og uproblematisk
aktivitet, der stort set kun består i logisk
brug af generel og eksplicit viden. Det peger
på, at vidensproduktion og -anvendelse er
tæt forbundne fænomener på universiteterne.
Lad os se mere konkret, hvad
der ligger i dette.

Der er ingen tvivl om, at anvendelse
af videnskabelig viden i dag skal forstås
bredere end logisk brug af generel og
eksplicit viden. Denne form for anvendelse
finder sted - f.eks. i form af udviklingen af
ny teknologi på baggrund af naturvidenskabelig
og teknisk-videnskabelig
viden. Men den suppleres af en lang række
anvendelsesformer, hvor viden enten ikke
er generel eller ikke er eksplicit. Der kan
være tale om brugen af case-studier eller
en mere tavs form for viden i forskellige
former for uddannelser. Hermed bliver
forholdet mellem vidensproduktion og
-anvendelse mere indviklet, og det bliver
afgjort vanskeligere at skelne mellem de
forskellige former for aktiviteter.

Der eksisterer en lang række koblinger
mellem anvendelse og produktion, hvor
man heller ikke kan tale om, at det
nødvendigvis er sådan, at produktionen

altid kommer for anvendelsen. For
eksempel kan anvendelse bade tjene som
motiv til en bestemt vidensproduktion og
som argument for, at deter vigtigt at
finansiere en bestemt vidensproduktion.
Mange forskere argumenterer ogsa for, at
kontakten til erhvervslivet og det, at deres
viden bliver brugt i virksomhederne, giver
feedback og ny viden. Den anvendelsesorienterede
praksisrelation er vidensproducerende
i sig selv. Selv om vidensproduktion
er forudsaetningen for
anvendelse, er anvendelsen (paradoksalt
nok) pa mange mader ogsa forudsaetningen
for vidensproduktionen (pga.
finansieringens kobling til det anvendelsesorienterede)
- fordi anvendelsen pavirker,
hvad der produceres.

Den meget tastte kobling mellem
anvendelse og produktion er dog ikke
udtryk for, at denne relation er
uproblematisk - tvaertimod. For der er en
raekke problemer knyttet til den. Lad mig
nojes med at pege pa en mere simpel
problematik. Grundlseggende opfattes
anvendelsesorienteringen af forskerne
som noget, der kan tage tiden fra vidensproduktionen.
Man kan ikke bade bruge
tiden pa at formidle viden og pa at
producere ny viden.

Det taet forbundne og paradoksale forhold
mellem vidensproduktion og -anvendelse
og den potentielle konflikt mellem disse to
faenomener er ikke kun en problemstilling,
man finder pa universiteterne. Deter et
mere generisk fasnomen i alle typer af
virksomheder, der bade skal producere og
anvende viden pa samme tid. Udnyttelse
("exploitation") af virksomhedens
vidensbase skal afbalanceres med
udforskning ("Exploration") af ny viden
(Levinthal & March, 1993; Poulfelt, 2000).
Men pa grund af universiteternes lange
tradition for at handtere denne problemstilling
- pa godt og ondt - er det
interessant at se pa, hvordan disse
institutioner har forholdt sig til denne
problemstilling.

Forskningsledelse og balancen mellem autonomi og styring⁶

Håndtering af forholdet mellem anvendelse
og produktion er en problemstilling, som
universitetets ledere er bevidste omkring
(Wenneberg, 2000a; Wenneberg, 2000b)7.
Både på rektor-, dekan og institutlederniveauet
er det en problemstilling, man
forholder sig til. Dog ikke på samme måde.
På rektor fdekan-posterne forholder man
sig typisk til universiteternes omverden
og derfor ses anvendelse som noget, der
kan legitimere den forskning, man udfører,
overfor resten af samfundet. Derfor fremhæves
det, hvordan forskningen kan
anvendes, og at man gør hvad man kan
for at anvende den. På institutlederposten
forholder man sig mere til institutionens
interne forhold - specielt hvordan man kan
producere ny viden. Anvendelsen ses derfor
oftest som et problem, noget der kan
trække kræfterne væk fra det primære -
forskningen. Uanset post og niveau forsøger
universitetslederne dog at håndtere den
potentielle konflikt gennem en balanceret
forskningsledelse. Lad os se hvordan.

Inden vi går i gang med det, er det dog
vigtigt lige at knytte et par ord til den
overordnede kobling mellem ledelse og
forskning. Ledelse og forskning opfattes
af mange umiddelbart som i modsætning
til hinanden. Det gamle videnskabssyns
idealbillede af forskningen som fri og
autonom lægger ikke ligefrem op til, at
ledelse er en god ide. Dette betyder også,
at mange forskere er af den opfattelse,
at ledelse ikke er nødvendig, men at det
tværtimod er noget man skal beskytte
forskningen imod. Og at en god forsker er
en forsker, der arbejder alene (Miller, 1986).
Dette billede kan dog ikke opretholdes.

For det forste har forskningen ved
naermere eftersyn altid vaeret ledet. Taenk
bare pa professorvaeldet og den made
forskerne underlaegger sig forende forskere.
For det andet er den tid, hvor ressourcerne
er rigelige forbi. Forskningen emu ogsa
blevet ramt af den brede effektiviseringstendens
(New Public Management), som
hele den offentlige sektor har vaeret

igennem. For det tredje foregar forskningen
mere og mere i teams - ikke mindst pga.
anvendelsesorienteringen, som ofte kraever
en mere tvaerfaglig tilgang til de faglige
problemstillinger (Gibbons et. al., 1994).

Forskningsledelse er altsa ikke laengere
en Uonsket aktivitet pa universiteterne,
men er tvaertimod vigtig for, at videnskabelsen
kan forega optimalt. Handtering
af balancen mellem anvendelse og
produktion er da heller ikke den eneste
balancegang, som forskningsledelsen skal
handtere (Husted et al., 2000). Andre
eksempler er:

- Balancen mellem fornyelse og
kontinuitet. Videnskabelig udvikling
forudsaetter pa den ene side udvikling af ny
original viden. Pa den anden side er denne
nyudvikling ikke meget vaerd, hvis den nye
viden ikke bliver indarbejdet i den
eksisterende tradition (Dosi og Malerba,
1996).

- Balancen mellem samarbejde og
konkurrence. Forskningen er pa den ene
side afhaengig af samarbejde mellem
forskere. Pa den anden side er
konkurrencen om at komme forst med en
opdagelse (prioritetskampen) afgorende for
motivationen. Som nogle forskningsledere
udtrykker det: der foregar en venskabelig
kappestrid.

Alle tre balancer kan kobles til en mere
fundamental balance i forskningen -
balancen mellem autonomi og styring8.
Vidensproduktionen, fornyelsen og
konkurrencen forudsaetter saledes Me
og autonome forskere, der pa en raekke
omrader ikke underlaegges andres
opfattelser. Deter der en raekke argumenter
for (Wenneberg, 2000f):

- Den enkelte forsker er den, der er bedst
inde i sit omrades faglige problemstillinger,
og den som bedst kan relatere sig til den
ikke forudsigelige udvikling inden for hans
specifikke omrade. Den ogede kompleksitet
og usikkerhed, samt den storre forandringshastighed
kraever faglige eksperter
(specialiseringsargumentet).

- De faglige eksperter besidder en viden,
som deres leder ikke har (asymmetrisk

informationsdelingsargumentet).

- Original forskning forudsætter fri
forskning (kreativitetsargumentet).

- Man kan ikke på forhånd bestemme videnskabelige resultaters endelige værdi. En uforudset anvendelse kan altid vise sig i fremtiden ("lad tusind blomster blomstre"argumentet).

I modsætning hertil forudsætter
anvendelse, kontinuitet (tradition) og
samarbejde en vis styring af forskningsaktiviteterne.
Forskerne kan ikke gå i
tusinde forskellige retninger på samme tid.
Igen er der en række argumenter for dette:

- Forskningen foregår oftere i teams
(samarbejde-argumentet).

- Forskningen er afhængig af økonomiske ressourcer, og skal derfor løbende styres hen imod det, der er økonomisk og politisk opbakning bag (økonomi-argumentet).

- Forskningen skal være mere produktiv
(effektiviserings argumentet).

- Forskere er også mennesker, der skal
opmuntres og påskønnes (motivationsargumentet).

- Forskerne skal ikke selv klare alle opgaver, der harmed formidling, rejser, publicering, osv. at gøre. Her kan ledelsen stille fælles faciliteter til rådighed for alle (stordriftsfordele argumentet).

Vidensproduktionen traekker i. retning
af autonomi, og vidensanvendelsen traekker
i retning af styring. En konflikt, der bade har
vaeret behandlet i relation til den industrielle
forskning (Husted, 1998) og mere
generelt i relation til professionelle vidensmedarbejdere
i det hele taget (Cohen et al.,
1999; Smith ogilittle, 1988). Der er altsa
gode argumenter for at der bade skal vaere
autonomi og styring pa samme tid. Maden
hvorpa dette umiddelbare paradoks kan
oploses er ved at indse, at friheden og
styringen ikke skal befinde sig og forega
pa samme niveau.

Forskningsledelse i tre niveauer

Empiriske studier af forskningsledere på universiteterne viser, at forskningslederne klart skelner mellem forhold, som forskerne selv skal træffe beslutninger om., og forhold

som lederne skal beslutte omkring
(Wenneberg, 2000a; Wenneberg, 2000b).

Nar forskerne tager beslutninger - f.eks.
angaende valg af forskningsomrade - skal
det efterfolgende via bottom-up-processer
kommunikeres op i organisationen. Og
omvendt med ledernes beslutninger -
f.eks. om ressourcesituationen. De skal
efterfolgende kommunikeres ud i
organisationen gennem top-downprocesser.

Denne opdeling kan der ogsa
argumenteres mere analytisk for (Erno-
Kjolhede et al., 2000; Husted et al., 2000;
Wenneberg, 2000f; Emo-KJolhede, 2000).
Pa et forste ordens niveau kan man sige,
at forskerne er selvledede. I relation til en
raekke sporgsmal angaende forskningsprocessen,
metodevalg og organiseringen
skal man overlade beslutningerne til
forskernes frie og autonome beslutninger.
Dermed ikke sagt, at de ikke er pavirkede
af omverdenens krav og forventninger -
for det skulle de gerne vaere. Men de vaelger
frivilligt at underlsegge sig disse krav - f.eks.
fra det internationale prestigehierarkis side.
Pa forskningens vserkstedsgulv er der
saledes tale om en uformel ledelse, som
forskerne opfatter som en naturlig del af
deres forskning. Fravaeret af formel udefrakommende
styring opfattes altsa som
autonomi og selvstyring.

På andenordens niveauet kan man tale
om ledelse af selvledede medarbejdere.
Fokus flyttes fra den enkelte forsker til
gruppen. Andenordens ledelse er ikke som
traditionel magtorienteret ledelse, hvor
man udsteder ordrer til medarbejderen.

Det ville jo netop sætte autonomien på
første ordens niveauet ud af spil.
Forskningsledelsen på andenordens
niveauet har i stedet ansvaret for at skabe
viden, værdier og normer, som forskeren så
kan støtte sig til i forbindelse med sine egne
beslutninger på første ordens niveauet.
Hvor enkeltforskeren tager beslutninger
angående sin specifikke situation og
problemstilling, der har forskningslederen
på andenordens niveauet ansvaret for at
repræsentere en større helhed. Ikke mindst

forskningsorganisationens placering i
dens omverden. Forskningsledelse på
andenordens niveauet har således mindst
fire overordnede opgaver:

- Overvåge forskningsmiljøets omverden (og dermed beskytte forskerne for noget af omverdens indblanding, så deres autonomi kan opretholdes).

- Videreformidle ledelsens strategiske
opfattelse af omverdenens krav og
forventninger til de forskellige forskningsenheder
og enkeltforskere.

- Vsere i dialog med forskerne og
forskningsenhederne om hvilke behov
deres forskning stiller, samt hvilke
muligheder den indeholder.

- Videreformidle forskernes krav og deres
forsknings potentiale til omverdenen.

En forskningsledelse kan således forsøge
at påvirke forskere til at bevæge deres
forskning i en retning, hvor der findes
ekstra forskningsressourcer - f.eks. pga.
et stort anvendelsespotentiale. Men
påvirkningen skal ske på en sådan en
måde, at selvorganiseringen på første
ordens niveauet ikke sættes ud af drift.
Ellers vil en rimelig vidensproduktion ikke
finde sted.

Ved at opdele forskningsledelsen i to
niveauer med væsensforskellige opgaver
kan autonomi og styring forekomme på
samme tid. Hermed kan den potentielle
konflikt mellem produktion og anvendelse
også opløses. Så langt så godt. Men at
ledelsen på de to niveauer understøtter
hinanden og ikke ødelægger hinanden,
forudsætter dog et tredjeordens niveau
- en form for metaniveau. Her drejer det
sig ikke om individer eller grupper, men
om at se organisationen som et miljø, hvor
lederne respekterer forskernes individuelle
beslutninger, samtidig med at forskerne
respekterer lederen så meget, at de inddrager
hans retningslinier i deres individuelle
beslutningstagen. Ledelse på dette
niveau er ikke nemt, da det rigtige miljø i
høj grad er et spørgsmål om den rette
kultur, som det kan være vanskelig at skabe
instrumentelt. Men man kan alligevel godt
sige noget om rammerne. Hvad der skal

gælde på tredjeordens niveauet for, at
ledelsen på de to andre niveauer overhovedet
kan komme til at fungere.

Accentuering af tillidsdimensionen

Her spiller tillid en afgørende rolle. Et
tillidsfuldt miljø er en af de rammer, der
skal være tilstede, hvis andenordens og
første ordens niveauet skal fungere og spille
sammen8. Uden tillid til medarbejderen kan
lederen ikke overlade beslutningerne på
første ordens niveauet til forskeren selv,
og han må falde tilbage på den traditionelle
hierarkiske magt, men sætter hermed også
autonomien ud af kraft - med omsiggribende
konsekvenser. Uden tillid til
lederen vil medarbejderen ikke tro på
ledelsens viden, visioner og værdier. Han
vil f.eks. ikke tage lederens omverdensfortolkning
for gode varer og indkalkulere
den i sin egen individuelle beslutningstagen.
Også med alvorlige konsekvenser -
uden styring vil organisationen kunne
bevæge sig i tusinde retninger på en gang.

Tillid spiller på mange måder en rolle i
videnskaben og i relation til videnskabens
rolle i samfundet (Wenneberg, 2000e).

I denne forbindelse er fokus altså på tillidens
nødvendighed, hvis en balanceret
andenordens ledelse skal kunne fungere.

At skabe og vedligeholde et tillidsfuldt
miljø er således en afgørende

forskningsledelsesopgave. Men det er
vigtigt at være opmærksom på følgende
fire forhold (Wenneberg, 2000g):

- Tillid er skrøbelig. Den tager lang tid at
skabe, men kan mistes på et øjeblik. Det
er hurtigere at skabe mistillid end tillid.
Fokuseringen på tillid accentuerer, at troen
på en hurtig nem løsning på de moderne
ledelsesudfordringer må opgives.

- Tillid kan ikke skabes instrumentelt. Tillid opstår, hvis den opstår. Man kan ikke planlægge den eller lave strategier der sikrer den. Der er mindst to problemer. Det ene er, at deter meget forskelligt, hvad der er tillidsskabende. Deter person-, tids- og stedafhængigt. Det andet problem er, at jo mere man forsøger at programmere tilliden, jo mere mistillidsvækkende virker det. Tillid

får man, hvis man ikke kæmper vildt for at
opnå den. Man skal dog arbejde for ikke at
miste den.

- Selv om tillid ikke kan planlaegges, kan
man godt sige noget om, hvad cler skal til
for at opna tillid. Hvad rammeme er. Tillid
opnas ikke kun gennem det, man siger,
men forst og fremmest gennem det man
gor. Man bliver i sidste ende malt pa sine
handlinger. Prisen for at opna tillid er, at
man hele tiden handler korrekt i forhold
til situationen. Man ma konstant gennem
sine handlinger vise, at tilliden er
berettiget.

- Skabelsen af et tillidsfuldt forskningsmiljø
forudsætter, at man ansætter de
rigtige medarbejdere. Fokuseringen på
tillidsaspektet fremhæver nødvendigheden
af, at man som forskningsleder bruger en
meget stor del af sin tid på at ansætte de
rigtige medarbejdere. Hvis man ansætter
folk, som man efterfølgende finder ud af,
at man ikke kan have tillid til, eller som
ikke har tillid til lederen, vil forskningsledelsen
uundgåeligt gå galt på et eller
andet tidspunkt.

Forskningsledelse på universiteterne falder således tilbage på noget så hverdagsagtigt som tilliden mellem mennesker og det at ansætte de rigtige medarbejdere.

Så hvis man troede, at fremtidens vidensledelse ville bringe helt nye ledelsesopgaver på banen, må man nødvendigvis skuffes. Men svaret på Erik Johnsens spørgsmål må dog alligevel være, at der ikke bare er tale om postevand på vinflasker. For vidensledelse, forskningsledelse og konflikten mellem vidensanvendelse og -produktion bringer nye indsigter i ledelsesteoriens fundamentale spørgsmål - konflikten mellem autonomi og styring. Ja - faktisk kan disse fænomener vise sig at: indeholde en indsigt i, hvordan man opløser denne konflikt. I så fald er der snarere tale om den fineste årgangsvin på gamle vandflasker.

Pointer

Artiklens pointer kan gengives vha.
følgende syv punkter, som fremtidens
vidensleder bør forholde sig til:

- Anvendelse af viden er ikke en kedelig
og uproblematisk residualaktivitet, der
kommer efter den forudgående og primære
aktivitet: vidensproduktionen.

- Vidensanvendelse og vidensproduktion
er meget tæt forbundne størrelser, som kun
vanskeligt kan skilles ad.

- Vidensanvendelse og vidensproduktion
kan være i potentiel konflikt.

- Denne konflikt bunder i behovet for
at afbalancere autonomi og kontrol.

Ved at forholde sig til disse syv punkter
kan fremtidens vidensledelse lære af
nutidens forskningsledelse. En lærdom
som bliver central i det videnssamfund,
hvor konstant vidensproduktion og livslang
læring bliver forudsætning for størstedelen
af samfundets værdiskabelse. Vidensledere
skal bruge sådan andenordens viden for at
kunne håndtere fremtidens vidensmedarbejdere,
der både skal kunne
producere, anvende og tilegne sig viden.

Summary

The knowledge manager of the future must
know a lot. An important managerial task in
the knowledge-based enterprises of the future
will be to realise that knowledge is both
produced and utilised - simultaneously. Studies
of how universities manage research indicate
that there is a potential conflict between the
production and utilisation of knowledge;
however, these studies could also provide the
inspiration of how to handle this conflict. The
inspiration points towards a balancing in the
relation between autonomy and management
focusing on the credibility dimension of
management.

---

Noter

1. Denne artikel er skrevet i en periode, hvor jeg har været støttet af SSF. Jeg takker for denne støtte.

2. Altsa viden om hvad viden er for en storrelse.

3. Der tages udgangspunkt i en raekke artikler, der mere empirinsert afrapporterer, hvordan universitetsledere ser pa vidensanvendelse og forskningsledelse. Se f.eks. (Wenneberg, 2000a; Wenneberg, 2000b).

4. Vidensanvendelse er her ikke differentieret i flere former, men deter selvfølgelig klart, at anvendelse af humanistisk forskning og teknisk forskning er meget forskellig. Se mere om disse forskelligheder i (Wenneberg, 2000c).

5. Se mere om dette common sense perspektiv på anvendelse i (Wenneberg, 2000c). Et perspektiv som nogle også vil have svært ved acceptere. Ikke mindst fordi det ligger mest op til naturvidenskabelig, teknisk og medicinsk viden.

6. Nar jeg i denne artikel refererer til universitetsledelse, inddrager jeg ikke den eksisterende litteraturs papegning af, at koblingen til universiteternes undervisning er helt central, eller dens papegning af, at der findes afgorende forskelle i ledelsen af de forskellige discipliner, fag og forskningsomrader. Begrundelsen for denne afgraensning er, at jeg pa vil benytte pladsen til at fokusere pa den universitetsledelse, der knytter sig til forskningen generelt. En praktisk applikation af pointerne i denne artikel skal derfor inddrage og forholde sig til disse vigtige problemstillinger.

7. I dette afsnit refererer jeg til en raekke konkrete empiriske observationer om arbejdsfordelingen mellem forskningslederne pa dagens universiteter. Disse observationer er dokumenterede i (Wenneberg, 2000a; Wenneberg, 2000b). Denne empiri er indsamlet i forbindelse med det SSF-stottede forskningsprojekt "Forskningsanvendelse i et moderne videnssamfund - barrierer og muligheder". Empiriindsamlingens kerne har bestaet i en raekke forskningsinterviews med en rsekke forskningsledere inden for universitetsverdenen. Der har vaeret foretaget interviews med 8 dekaner og rektorer fra forskellige institutioner. Dekanerne fra forskellige typer af fakulteter. Der har vaeret fortaget 7 interviews med forskningsledere såsom institutledere og direktører for grundforskningscentre. Disse ledere kommer fra meget forskellige forskningsområder. Interviewene har taget typisk 1 til 2 timer, har været usystematiserede og ustrukturerede og har foregået på baggrund af en interviewguide.

8. At disse tre balancer kan kobles tilbage til balancen mellem styring og autonomi, betyder at der bag ved de tre mere specifikke og konkrete balancer hele tiden ligger en mere fundamental forestilling - nemlig forholdet mellem autonomi og styring. Men dette skal ikke forstas i kausal forstand, men som at der er tale om forskellige mere eller mindre fundamentale meningsuniverser.

9. At der er tillid i et miljo betyder ikke, at alt bare er harmonisk. Tilliden kan sagtens betyde, at der abnes mere op for konflikter og uenigheder. Tillid er saledes ikke ensbetydende med harmoni.

Litteratur

Cohen, Laurie, Duberley, Joanne og McAuley, John: Fuelling discovery or monitoring productivity: Research scientists' changing perceptions of management. I Organization vol. 6(3), s. 473^97, 1999.

Dosi, Giovanni og Malerba, Franco : Organization
and strategy in the evolution of the enterprise.
MacMillan Press, 1996.

Erno-Kjolhede, Erik : Vidensproduktion,
projektledelsesteori og ledelse af forskningsprojekter.
I Holdt Christensen, Peter (red.): Viden
om - ledelse, viden og virksomheden.
Samfundslitteratur, 2000.

Ernø-Kjølhede, Erik, Husted, Kenneth, Mønsted, Mette & Wenneberg, Søren Barlebo : Managing university research in the triple Helix. Artikel under udgivelse i Science and public policy, 2000.

Etzkowitz, Henry, Andrew Webster, Christiane Gebhardt, og Branca Regina Cantisano Terra : The future of the university and the university of the future: evolution of ivory tower to entrepreneurial paradigm. I Research Policy 2000 Vol. 29, 2000.

Etzkowitz, Henry : The Second Academic
Revolution: MIT and the Rise of Entrepreneurial
Science. Gordon and Breach: London, 2000.

Gibbons, Michael et. al.: The new production of knowledge - the dynamics of science and research in contemporary societies. London: Sage Publications, 1994.

Holdt Christensen, Peter : Pragmatisk epistemologi. I Holdt Christensen, Peter (red.): Viden om - ledelse, viden og virksomheden. Samfundslitteratur, 2000.

Husted, Kenneth : Industriel forskning: styring og
autonomi. Ph.D.-afhandling, Handelshøjskolen i
København, 1998.

Husted, Kenneth, Mønsted, Mette & Wenneberg, Søren Barlebo : Forskningsledelse i det 2100. århundrede. I Siune, Karen & Vinther, Thomas (red.): Forskningens rolle i det 21. århundrede. Rapport fra Analyseinstitut for Forskning 2000 fl.

Levinthal, D.A. og March, J.G.: The myopia of
learning. Strategic Management journal Vol. 14,
1993.

Miller, Donald B.: Managing professionals in
research and development. San Francisco: Jossey-
Bass Publishers, 1986.

Poulfelt, Flemming : Nar vidensintensive
virksomheder skal ledes. I Holdt Christensen,
Peter (red.): Viden om - ledelse, viden og
virksomheden. Samfundslitteratur, 2000.

Siggaard Jensen, Hans : Vidensbegrebets historic
I Holdt Christensen, Peter (red.): Viden om -
ledelse, viden og virksomheden.
Samfundslitteratur, 2000.

Smith, Howard L. og Tuttle, Waneta C.: Managing research scientists: problems, solutions and an agenda for research. I Journal of the society of research administrators, vol. 20 nr. 1,1988.

Wenneberg, Soren Barlebo (2000a):
Universitetslederes syn pa forskningsanvendelse.
Institut for Ledelse, Politik og Ledelse.
Handelshojskolen i Kobenhavn, 2000.

Wenneberg, Soren Barlebo (2000b):
Forskningslederes syn pa forskningsanvendelse.
Institut for Ledelse, Politik og Ledelse.
Handelshojskolen i Kobenhavn, 2000.

Wenneberg, Soren Barlebo (2000c): The Complexity of knowledge utilization. Research paper No. 75, Research Institute for European and American Studies, 2000.

Wenneberg, Soren Barlebo (2000d):
Socialkonstruktivisme - positioner, problemer
og perspektiver. Samfundslitteratur, 2000.

Wenneberg, Soren Barlebo (2000e): Tillid til og i videnskaben. I Bordum, Anders og Wenneberg, Soren Barlebo (red.): antologi om tillid der er under udgivelse pa Samfundslitteratur, 2001.

Wenneberg, Soren Barlebo (2000f): Forskningsledelse som arketypisk eksempel pa vidensledelse - Hvordan handteres den anvendte faglighed. I Christensen, Peter Holdt (red): Viden om. Samfundslitteratur, 2000.

Wenneberg, Soren Barlebo (2000g): Tillid i erhvervslivet. I Bordum, Anders og Wenneberg, Soren Barlebo (red.): antologi om tillid der er under udgivelse pa Samfundslitteratur, 2001.