Resumé

Artiklen er et uddrag af professor Torben Bager
tiltrædelsesforelæsning ved Handelshøjskole
Syd. I artiklen argumenteres derfor, at den
omfangsrige og heterogene litteratur om organisationsforhold
er en rigdom snarere end et problem,
blandt andet fordi et givet empirisk materiale
med fordel kan belyses fra forskellige perspektiver.
Dette argument illustreres med en belysning
af mejerisektorens udvikling i de sidste
30-40 år med afsæt i henholdsvis et modernerationelt
og et symbolsk-institutioneltperspektiv.

Indledning

Mit valg af forelæsningstitel hænger sammen med ønsket om at signalere min placering i faget, idet studiet af organisationsdynamik i sammenhængende erhvervssystemer kan siges at være en fællesnævner for det, jeg har beskæftiget mig med, og det jeg - så langt øjet kan skue - gerne vil beskæftige mig med.

Min hidtidige forskning har i høj grad
været rettet mod fødevaresektoren, både
landbruget, forarbejdnings- og afsætningsleddet
og i nogen grad også detailhandelen.
Mest intensivt har jeg beskæftiget
mig med landbrugets andelsvirksomheder
med særlig fokus på de indbyrdes relationer
mellem disse inden for forskellige

landbrugssektorer. Som jeg senere skal komme tilbage til, drives dynamikken i disse relationer ikke kun af markedsforhold og teknologiske forhold, men også af reguleringsmæssige og sociale forhold, og det er først når man - i et historisk perspektiv - sætter disse forklaringssæt sammen, sådan som jeg forsøgte det i min doktordisputats, at man får et mere fuldstændigt billede af udviklingsforløbet (Bager 1992 og 1996). Også for det primære landbrugs vedkommende har min forskning været båret af interessen for betydningen af de socio-politiske rammer for dette erhvervs udvikling, og aktuelt er jeg i gang med et større forskningsprojekt om indvandrerejede virksomheder, som ser nærmere på den særlige dynamik i de etniske enklaver, der ser ud til at være under dannelse i dansk erhvervsliv.

En fællesnævner i alle disse projekter
er interessen for virksomhedernes indbyrdes
konkurrence- og samarbejdsrelationer
inden for en institutionel ramme. Til tider
er kittet mellem virksomhederne deres
branchetilknytning. I andre tilfælde er det
selskabsformen (fx andeisformen), ejergruppen
(fx indvandrergrupper) eller reguleringsforanstaltninger
(fx energisektoren).
Endvidere dannes kittet som regel i et
samspil mellem reguleringsforanstaltninger
ovenfra, der afleder en organisatorisk
respons, fx dannelse af en brancheforening,
og virksomhedernes egendynamik,
hvor de af egen drift vælger at indgå i forskellige
samarbejdskonstellationer ud fra
et forsøg på at afveje fordele og ulemper.

Den fællesnævner jeg her har beskreveter søgt sammenfattet i figur 1. Fokus er på samspillet mellem beslægtede virksomhederinden for en formel eller uformelinstitutionel ramme (cirklen) i et dynamiskperspektiv

namiskperspektiv(pilen mod højre). Dynamikkenbestår i, at den institutionelle ramme bestandig ombrydes oppefra og indefra,samtidig med at relationerne mellemvirksomhederne ændres, blandt via dannelse af nye grupperinger og responser herpå.

Organisations- og ledelsesforskningens videnskabelige status og anvendelighed

Organisations- og ledelsesforskningen er ikke alene omfattende, men også særdeles heterogen. Sådan set er det ikke overraskende i betragtning af organisationslivets umådelige rigdom, fokuseringen på mikroniveauet samt det forhold, at vi her har at gøre med et felt, som samler forskere med vidt forskellige videnskabelige discipliner som baggrund, lige fra naturvidenskabsfolk til humanister, men dog med hovedvægten på økonomer og sociologer.

Denne heterogenitet har frustreret mange
forskere pa feltet i tidens 10b. Deter
som om den umadelige maengde litteratur
ikke modsvares af storre klarhed. Tvasrtimod
er det som om alt er til debat og intet
lagt fast, end ikke feltets centrale begreber
og definitioner. Hver gang et nyt perspektiv
melder sin ankomst, er det som om det
sprasnges i stumper og stykker i en sadan
grad, at alle synes at sta forvirrede tilbage.
Organisationskultur blev eksempelvis et
modebegreb i 1980'erne, som i dag ma
grupperes i mindst 3 forskellige hovedperspektiver,
og hvor der langtfra er enighed
om definitionen af organisationskulturbegrebet,
hvilket naturligvis bidrager til forvirring
i den videnskabelige debat (Frost
etal. 1991).

Heterogeniteten har naturligt nok fået mange forskere på feltet til at stille spørgsmålstegn ved dets videnskabelige status. Er det overhovedet videnskab vi har med at gøre, når vi har så vanskeligt ved at nå frem til holdbare og generaliserbare konklusioner?

Dette sporgsmal er blevet rejst gang pa
gang i tidens 10b og prasger fortsat den videnskabelige
debat (fx Freedman 1992 og
Willmott 1997). Et tidligt eksempel er
Harold Koontz, der allerede i 1961, hvor
feltet var langt mere overskueligt, skrev en
artikel med titlen "The Management
Theory Jungle", og som nassten 20 ar senere
vendte tilbage til sporgsmalet med
artiklen "The Management Theory Jungle
Revisited" (Koontz 1961, 1980). I artiklen
fra 1980 argumenterer han for, at der
nu er 11 forskellige tilgange mod 7 i 1961
og han konkluderer, at "the management
theory jungle continues to florish and perhaps
gets more dense", og at dette "retards
the development of a useful theory
and science and confuses practicing managers"
(1980: 183).

I dag, påny næsten 20 år senere, vil man
med lethed kunne argumentere for, at antallet
af tilgange er vokset betydeligt, ligesom
antallet af lærebøger og tidsskrifter
nærmest er eksploderet. I den forstand er
metaforen "jungle" mere berettiget end
nogensinde, medens til gengæld metaforen
"træ", forstået som en sammenhængende
videnmasse med forgreninger, synes stadig
mere uopnåelig. Paradoksalt nok er det
som om vi fjerner os stadig mere fra Koontz's
og mange andres ønskedrøm om et
sammenhængende videnstræ, jo mere vi
forsker. Enhver kan i dag indse, at vi ikke
har at gøre med en ensartet videnmasse,
som gradvist og harmonisk vokser sig

større og leder os til blot nogenlunde sikker
viden om, hvorledes det organisatoriske
liv fungerer - hvilket igen kunne
sætte os i stand til at give normative anvisninger
til virksomhedsledere og andre
om, hvorledes de mest hensigtsmæssigt
skal bete sig. Vi må konstatere, at forskerne
ikke er i stand til at forudsige organisationsudvikling,
og at erhvervslederne kun i
begrænset udstrækning er i stand til at
kontrollere og styre de organisatoriske forløb,
trods hele arsenalet af teorier og redskaber.

Imidlertid har en sadan forestilling ora
videnskaben og dens praktiske implikatio
ner, som tydeligvis er rodfaestet i Scientific
Management og et positivistisk videnskabsideal,
fra starten vasret en illusion.
Ikke alene er forestillingen om, at man
kan opbygge en fond af übetvivlelig og
harmonisk viden en illusion; ogsa forestillingen
om, at man kan ose af denne fond
til gavn for erhvervslivet, at man sa at sige
kan saette sig pa skodet af erhvervslederne
og fortaslle dem, hvad der videnskabeligt
set er den rigtige handlemade i givne situationer,
er illusorisk.

Det er der mindst to gode grunde til: (1) forskningsfeltet er og vil vedvarende være fragmenteret og heterogent - og bør faktisk også være det, hvis det for alvor skal være brugbart; (2) virksomhedernes situation er så specifik og kræver så megen situationsfornemmelse og intuition af virksomhedslederne, at "kogebøger" ikke er til megen nytte.

Der er med andre ord brug for at tage skeen i den anden hånd. Det egentlige problem er ikke, at forskningsfeltet bliver stadig mere fragmenteret og heterogent, men at Koontz og andre arbejder ud fra et ingeniørpræget videnskabsideal. Hvis vi forlader forestillingen om forskeren som budbringer af de seneste übetvivlelige sandheder, og snarere ser hans rolle som det at bibringe det praktiske livs folk nye, teoretisk funderede perspektiver, forestillinger og inspiration, så bliver heterogeniteten pludselig en rigdom vi kan øse af. Sagt med David Freedman's ord:

"Science, long esteemed by business as a source of technological innovation, may ultimately prove of greatest value to mana gers as a source for something else: useful ways of looking at the world" (Freedman 1992:26)

Accept af heterogenitet indebærer ikke,
at de forskellige teoretiske strømninger og
perspektiver skal røres sammen til en
grød. De skal snarere udvikles og dyrkes i
deres egen ret og stå ved siden af hinanden
i empiriske analyser.

Det positive syn på heterogenitet indebærer naturligvis heller ikke, at alt er acceptabelt og lige godt. Der skal være kriterier for at skelne mellem godt og skidt i teoriudviklingen, men kriteriet er ikke alene empirisk efterprøvning - som aldrig bliver ultimativ - men også den tankemæssige fornyelse, det at man pludselig kan se organisationslivet fra en ny, interessant

Accepten af heterogenitet og kompleksitet indebærer heller ikke, at man skal afstå fra at søge at samle de forskellige teoretiske smådele i nogle større helheder. Hvis teorier er nært beslægtede med hinanden, hvis de hviler på de samme byggeklodser, er der god grund til at afsøge mulighederne for sammensvejning. Men man skal ikke søge at sammenflette teorier og perspektiver, der hviler på et forskelligt

fundament, fx i antagelsen af hvad der driver
menneskelig handling.

Faktisk har vi i dag nogle gode bud på,
hvorledes vores "jungle" kan blive mere
overskuelig og samlet i nogle større klumper
i form af de lærebøger, der findes på
feltet. Mest interessant er efter min mening
Richard Scott's skelnen mellem organisationer
som rationelle, naturlige og
åbne systemer (Scott 1992) og Mary Jo
Hatch's nylige elaborering af dette til 3
overordnede perspektiver: det moderne,
det symbolsk-fortolkende og det postmoderne
(Hatch 1997). Begge disse bøger peger
på, at den relevante metafor for organisationsfeltet
hverken er "jungle" eller
"træ", men "3 træer". Inden for hvert af
disse træer kan man søge at sammenflette
delteorier, men man bør ikke sammenflette
på tværs, fx ved at integrere det moderne
perspektiv med det post-moderne, idet
dette ville være ødelæggende for dem
begge. Derimod kan man udmærket forestille
sig, at man fremlægger separate analyser
af det samme empiriske materiale ud
fra alle 3 perspektiver og derved får et mere
fuldstændigt billede af materialet. Empirien
bruges her ikke som grundlag for at
sortere i "sande" og "falske" teorier i over-

ensstemmelse med det positivistiske videnskabsideal, men tværtimod som samtidig bekræftelse af forskelligartede teoriers og perspektivers relevans.

Hvad betyder dette for forskningsverdenens samspil med erhvervs- og organisationslivet? Indebærer accepten af fragmentering og heterogenitet, at forskningen bliver så uoverskuelig, at den bliver uanvendelig for det praktiske livs folk?

For at samspillet med erhvervslivet skal
kunne udfoldes, ma vi forkaste forestillingen
om virksomhedslederen som en kaptajn
pa et skib, denned kendskab til
strom, vejrforhold 0.1. kan saette en sikker
kurs. Det vi har at gore med er langt mere
komplekst og usikkert, og deter desuden i
vidt omfang mennesket selv - inklusive
forskerne - der skaber den samfundsmsessige
virkelighed, herunder ogsa organisationerne.
Organisationer og deres omgivelser
er ikke noget uden for os selv, en fast
objektiv storrelse vi kan studere via eksperimenter
og maleinstrumenter, men noget
vi i faellesskab skaber, blandt andet via
symboler og metaforer. Samfundsforhold
er, som Berger og Luckmann opdagede i
1960'erne, et resultat af social konstruktion
(Berger & Luckmann 1966). Rigtig

nok optræder samfundsforhold som objektive for os, men vi har i vidt omfang selv skabt dem. Selvopfyldende profetier er en vigtig bestanddel af al samfundsliv - og forskerne er med til at producere sådanne profetier.

Dette syn på forskning og metode omdefinerer
forskerens rolle. Fra at være
budbringer af videnskabelige sandheder
bliver hans egentlige rolle at give det praktiske
livs folk nye synsvinkler og perspektiver
på deres organisationer. Hans styrke
bliver overblikket over teorier og perspektiver,
og hans bidrag bliver i højere grad
problematisering end problemløsning. Naturligvis
kan den enkelte forsker også bidrage
til problemløsning, og det har for
mange været frugtbart at supplere forskerrollen
med konsulentrollen, men idealtypisk
set er der tale om to forskellige roller,
som man bør søge at udfylde i bevidstheden
om forskellene. Konsulenten er som
regel betalt af virksomheden til at levere
konstruktive løsninger på nogle problemer,
virksomheden selv har defineret, medens
forskeren grundlæggende er kritisk
og "sin egen herre", også hvad angår problemdefinering.

Mejerisektorens udvikling analyseret ud fra to perspektiver: et moderne-rationelt og et symbolsk-institutionelt

Værdien af at anlægge forskellige perspektiver på den samme empiri vil jeg i det følgende anskueliggøre ved en analyse af den danske mejerisektors udvikling de sidste 30-40 år, først ved hjælp af et moderne-rationelt perspektiv, som formentlig forekommer de fleste velkendt, dernæst ved et symbolsk-institutionelt perspektiv, som

jeg formoder virker mere fremmedartet,
og som derfor fortjener en mere grundig
analyse.

Mejerisektorens udvikling er et af de
dramatiske kapitler i vores nyere erhvervshistorie.
I slutningen af 1950'erne havde vi
ca. 1400 mejerier i Danmark, hvilket stort
set svarede til et mejeri i hvert sogn. Her i
slutningen af 1990'erne er vi nede på omkring
60 mejerier; og et enkelt selskab,
MD Foods, har sammen med sin allierede,
Kløver Mælk, ca. 4 f5 af den samlede mælkeindvejning.
Udover disse er der et par
halvstore private mejerier som Tholstrup
Cheese og Borden og et overskueligt antal
mindre mejerier, inklusive et par økologiske

Det, der er genstanden for min analyse er med andre ord, hvad der drev processen fra den fragmenterede sognestruktur til dagens stærkt koncentrerede struktur. Var det tekniske og markedsmæssige forhold, der nødvendiggjorde strukturændringer? Eller var det snarere aktørernes institutionelt forankrede forestilling om den rationelle løsning på strukturproblemet, der var den centrale drivkraft?

Det moderne-rationelle perspektiv

I et moderne-rationelt perspektiv udvikler erhvervsstrukturer sig i samklang med aktørernes bestræbelser på at opnå effektivitet og økonomisk gevinst. Det gælder for aktørerne om at finde de, i den givne situation, optimale løsninger på de teknologiske og markedsmæssige muligheder. Andre hensyn, herunder sociale og politiske, spiller en sekundær rolle og kan ikke forhindre bevægelsen mod et mere effektivt og højproduktivt erhvervsliv.

Set i dette perspektiv var årsagen til opbruddeti

bruddetimejeribruget i 1960'erne dets ineffektivitet.Som den stærke direktør i Mejeriernes Fællesorganisation, Thorkil Mathiassen, sagde i 1963, så var mejerierne "ineffektive i kraft af deres lidenhed, der afskærer dem fra at benytte den moderne tekniks og stordrifts muligheder" (Andelsbladet,21 f1963:933). Faktisk var mejeriernesproduktionsanlæg dengang gennemsnitligtmindre end i Norge og Sverige, selv om transportafstanden fra mælkeproducenttil mejeri i gennemsnit er betydeligtlængere i disse lande. Kort sagt, den danske mejeristruktur havde overlevet sig selv, fordi det stærke danske landsbysogn havde hindret en mere rationel løsning, men nu var det teknologiske pres så stort, at en forandringsproces blev sat i gang.

Erkendelsen af forandringens nødvendighed
bredte sig hastigt i mejeribruget i
1960'erne, men spørgsmålet var, hvilken
struktur man på længere sigt skulle satse
på, herunder hvilken rolle den stærke
brancheorganisation, Mejeriernes Fællesorganisation,
skulle spille i forhold til de
enkelte mejerier. En stærk fløj af mejeribruget
mente, at "den fulde koordinering
inden for såvel produktion som afsætning"
var den optimale løsning, og at man derfor
skulle skabe Mejeriselskabet Danmark
(Søgaard 1990:51). Dette kunne man imidlertid
ikke blive enige om, og resultatet
blev, at en mindre gruppe mejerier i 1970
gik sammen og dannede Mejeriselskabet
Danmark, som senere omdøbtes til MD
Foods. Dette selskab havde som sit formål
at samle mejeribruget, og fra en beskeden
markedsandel i 1970 nåede det i begyndelsen
af 1980'erne op over 50%. Denne
voldsomme ekspansion skete naturligvis
ikke uden modstand og forsøg på modor-

ganiseringer, herunder dannelsen af
Kløver Mælk. Fra tid til anden udbrød der
såkaldte mælkekrige, hvor de store mejerier
søgte at underbyde hinanden både på
hjemme- og eksportmarkedet. Dette var
et resultat af, at strukturen bevægede sig i
oligopolistisk retning styret af positionel
konkurrence, hvor den enkelte aktør søger
at placere sig bedst muligt i et hierarki.
Trumfkortet i dette spil var efterbetalingen
til mælkeproducenterne, hvor MD
Foods gradvist var i stand til at bevæge sig
op mod en topplacering.

Indtil midten af 1980'erne var dansk mejeribrug, trods sin store eksportandel, drevet af denne indadvendte rivalisering mellem nogle få selskaber, hvor MD Foods tydeligvis havde fat i den lange ende. Og MD Foods's øgede markedsandel kan ses som et udtryk for, at denne organisationsform, det fuldt integrerede samarbejde inden for en koncern, var de forskellige føderative organisationsdannelser overlegen. Altså historien om, at den mest effektive organisationsform udkonkurrerer de andre.

Det symbolsk-institutionelle perspektiv

Lad mig herefter tage de andre briller på
og se på dette stykke erhvervshistorie med
symbolsk- institutionelle briller. Det centrale
er her sociale konstruktionsprocesser,
hvori der indgår symbol- og meningsdannelse,
som med tiden leder til dannelsen
af formelle og uformelle institutioner, dvs.
normer, værdier, regler 0.1., altså nogle
rammer der styrer vores adfærd på den
måde, at vi søger at tilpasse den efter de
institutionelle rammer. For organisationer
indebærer dette, at stræben efter legitimitet
bliver en vigtig drivkraft ved siden af
deres stræben efter effektivitet.

Den sociale konstruktion kan lede i mange forskellige retninger. Mennesker spinder så at sige i fællesskab det net, de senere selv kommer til at sidde i, og der er mange måder at spinde nettet på. Det er derfor vi har den enorme variation i sociale, økonomiske og politiske strukturer, især på tværs af landegrænser og kulturer.

Også det område vi beskæftiger os med
her, altså erhvervsorganisering, er underlagt
sociale konstruktionsprocesser med
betydelige frihedsgrader for konstruktørerne,
efterfulgt af institutionsdannelse og institutionelt
reguleret adfærd. Dette er nok
især tydeligt på de mere bløde organisationsområder
som organisationskulturers
dannelse og betydning, men det er også en
vigtig brik i forståelsen af måden samspillet
mellem virksomheder inden for bestemte
felter og brancher foregår på, herunder
deres dannelse af brancheforeninger
0.1. Det er det jeg nu vil søge at vise med
mejerisektoren som eksempel.

Den made mejeribruget greb strukturdiskussionen
og fusionsprocessen an pa,
ser jeg som indlejret i en bredere national
diskurs. Deter ikke tilfasldigt, at deter
dannelsen af et nationalt branchemonopol,
der ses som losningen blandt de toneangivende
i mejeribruget - og oven i kobet den
eneste rationelle losning. Et medlem af
bestyrelsen af Mejeriernes Fsellesorganisation
udtrykte det saledes i 1966:
"Bestyrelsen er ikke pa noget tidspunkt
blevet rokket i sin sikre overbevisning om,
at der ikke gives noget alternativ til Mejeriselskabet
Danmark" (Andelsbladet,
43/1966)

Metaforen, der blev brugt, var "al mælk i én junge". Her underforstår man, fordi det anses for selvindlysende, at der er tale om al dansk mælk. Argumentationen er derfor selvmodsigende, fordi man begrunder løsningen med teknologiske forhold, samtidig med at den teknologisk betingede rationelle løsning tilfældigvis følger lan degrænsen.

Den made dagsordenen bliver sat pa, og
den losning der advokeres, afslorer en bagvedliggende
institutionel struktur, som
faktisk er resultatet af en arhundredlang
konstruktionsproces. Det forste forsog pa
at danne et nationalt branchemonopol ligger
helt tilbage i 1890'erne under den
sakaldte "svinekrig", men ogsa senere har
man brugt markante nationale symboler i
brancherne. Danske skinker fik pastemplet
"Danish" og dansk smor fik sit lurmasrke,
som udadtil fik de mere end 1000
danske mejerier til at virke som en stor fabrik.
Nar man dertil laegger den flittige
brug af hojskolesangbogen, de mange dannebrogsflag
ved dyrskuer, de mange navnedannelser
hvori ordet dansk indgik, kort
sagt hele den stasrke nationale symbolik
og tasnkning i landbruget, sa er det egentlig
ikke overraskende, at man ser dannelsen
af et nationalt branchemonopol som
losningen i 1960'erne.

Det skal også med i billedet, at samme
løsning markedsførtes i andre brancher i
1960'erne, og overalt i et deterministisk
sprog. I detailhandelen blev dannelsen af
Danmarks Brugforening foreslået som
"den eneste rationelle løsning" (Holmstrand
1984:1), i grovvarebranchen dannedes
Dansk Landbrugs Grovvareselskab i
1969, i ægsektoren Danæg og i fjerkræbranchen
Danpo. Overalt finder vi et
stort D i disse navne.

Denne nationale diskurs er på ingen
måde en selvfølgelighed. Den findes

langtfra i alle danske brancher, og ser vi ud over landet grænser finder vi den langtfra i alle landes mejeribrancher. Dannelsen af nationale branchemonopoler har fx aldrig været et vigtigt dagsordenspunkt i Italien, Frankrig og Irland, der også har veludviklede mejerisektorer. I årtier har mejeribruget i disse lande været underlagt den samme teknisk-økonomiske udfordring og de samme reguleringsmekanismer via EUs landbrugspolitik, men alligevel finder vi stor variation i den måde, hvorpå de håndterer den fælles udfordring på grund af forskelle i institutionelle udviklingsspor og diskursers relative autonomi.

Medens det således ikke, med den stærke
nationale diskurs i Danmark in mente,
er overraskende, at tanken om et landsdækkende
selskab udviklede sig i 1960'erne
i mejeribruget, så er det ikke umiddelbart
indlysende, at tanken om en monopoldannelse
skulle kunne finde opbakning
hos landmændene. Bag tanken om nationale
branchemonopoler lå nemlig, med
Villy Søgaards ord, en "stærk tro på det rationelle,
på planlægning og centralstyring",
som ikke umiddelbart falder godt i
hak med landbrugets liberale tradition
(Søgaard 1990:52). Tværtimod er dette
harmoni- og planlægningssyn som taget ud
af en planøkonomisk lærebog.

Det er da også på dette punkt vi finder
den egentlige begrundelse for den vedvarende
modstand mod branchemonopolet
lige fra 1960'erne til i dag. Ganske vist
bæres en del af modstanden af ideologiske
"small is beautiful" forestillinger, men der
er også mere håndfaste argumenter om
monopolselskabets mangelfulde innovationsevne
og ejernes svækkede kontrolmulighed
i forhold til selskabet. Med mod-

standernes metafor er der en risiko for at
selskabet "falder i søvn", og det vil ikke
længere vil være muligt at sammenligne
efterbetalingen i forskellige selskaber.
Man bør her erindre sig, at efterbetalingen
i andelsmejerier ikke umiddelbart kan
sammenlignes med overskuddet i et aktieselskab,
og at sammenligning med de økonomiske
resultater hos mejeriselskaber
uden for landets grænser er vanskelig.

Den centrale diskussion i mejeribruget
fra 1960'ernes begyndelse til midten af
1980'erne var denne strid om et branchemonopols
fordele og ulemper. Andre diskussioner,
herunder om mejeribruget
skulle producere mere varieret, om man
skulle overskride branchegrænserne, og
om man skulle overskride landegrænserne
med sin produktionsvirksomhed, var sekundære
eller helt fraværende. I løbet af
1980'erne kommer disse emner imidlertid
stadig mere i front og er med til at problematisere
mejeribrugets selvforståelse
om branchemonopolet som den rationelle
løsning. I takt med globaliseringsprocessen
bliver bestræbelserne på at realisere et
nationalt branchemonopol ret beset meningsløs.
Det centrale problem bliver nu,
hvorledes man skal håndtere to forskellige
udfordringer, globalisering og produktdifferentiering,
hvor den ene peger på behovet
for stor kapitalstyrke og store enheder,
medens den anden peger på behovet for at
øge innovationsevnen via mindre enheder
å la Tholstrup Cheese, der har formået at
skabe en ekspansiv, middelstor mejerivirksomhed
baseret på specialprodukter og
brancheoverskridning.

Man kan derfor sige, at mejeribrugets
udvikling i sig selv i stigende grad stiller
spørgsmålstegn ved, om "den eneste rationelleløsning"

nelleløsning"på strukturproblemet nu er så rationel endda. Dertil kommer, at strukturudviklingeni mejeribruget i andre landehar fulgt et noget andet mønster end det danske, og at forestillingerne om rationelleløsninger her har været anderledes, selv om de teknologiske, markedsmæssige og reguleringsmæssige vilkår har været parallelle.Overalt har man set en proces mod større enheder, men næppe i noget andet europæisk land er man kommet så tæt på et nationalt branchemonopol som i Danmark.

Især den norditalienske mejeristruktur er tankevækkende set med danske briller (Fanfani 1994a). I Emilia Romagna var der i begyndelsen af 1990'eme i alt knap 900 enheder i mejerisektoren, hvoraf langt de fleste var beskæftiget med håndværkspræget produktion af Parmaost. Den mæl-

kepris, der betales til landmanden, som i
gennemsnit kun har 20-25 koer, har i mange
ar vasret Europas hojeste, og lonnen der
betales i industrien horer ogsa til Europas
hojeste. Beskasftigelsen i det samlede
kompleks er langt storre end i det danske.
En hollandsk undersogelse af beskaeftigelsen
baseret pa en maslkemaengde pa 1,8
mio. t. maelk i Friesland i den nordlige del
af Holland og en tilsvarende maelkemaengde
i Emilia Romagna viste, at beskaeftigelsen
i Norditalien var 5 gange hojere end i
Holland (van der Ploeg 1993:246).

Hemmeligheden i det norditalienske
mejerisystem er, at man kombinerer et
(delvis importbaseret) standardvareproducerende
produktionssystem, der ligner det
danske, med et specialvareproducerende
system med højprisvaren Parmaost, der
kan bære en helt anden udgiftsstruktur

end standardoste. Parmaosten kan ikke
umiddelbart efterlignes med industrielle
masseproduktionsmetoder, da den kræver
særlig fodring hos landmanden og håndværksmæssig
håndtering i mejeriet. Osten
er i de sidste årtier i høj grad blevet en
eksportvare, hvor efterspørgslen nærmest
skaber sig selv på grund af det italienske
køkkens internationale succes samt udbredelsen
af italienske resturanter og pizzariaer
over hele kloden - iøvrigt en helt anden
internationaliseringshistorie end den danske,
som på ingen måde er blevet fremmet
af det danske køkkens popularitet uden
for landets grænser.

Figur 2 illustrerer den to-delte mejeristruktur i Emilia-Romagna (baseret på Fanfani 1994b). Det ene system er fragmenteret småskalaproduktion, medens det andet mere ligner det danske og præges af en voldsom strukturproces. Også Parmaostesystemet præges af en vis koncentrationsproces, men der er kun tale om en reduktion fra ca. 2000 enheder i 1950'erne til dagens 8-900 enheder, altså en meget langsommere proces end den danske.

Sammenfatning

Sammenfattende om denne analyse af mejerisektoren
fra to perspektiver kan man
sige, at begge perspektiver føjer noget
væsentligt til analysen. Den danske mejeristruktur
anno 1960 var moden til forandring
på grund af teknologiske forandringer,
og overalt i mejerisektoren i Europa
og andre udviklede lande har vi de sidste
30-40 år set en koncentrationstendens,
som bedst forstås med et moderne-rationelt

Når det gælder bestræbelsen på at skabe et nationalt branchemonopol i Danmark marker forklaringskraften i et moderne-rationelt perspektiv mindre - og der kan ud fra samme perspektiv anføres modgående argumenter. Anlægger man derimod et symbolsk-institutionelt perspektiv bliver det tydeligt, at denne krumtap i den danske mejeridebat og udviklingsproces i perioden fra 1960 til midten af 1980'erne er forankret i et institutionelt spor med rødder tilbage i forrige århundrede samt et resultat af social konstruktion i 1960'erne, som meget godt sammenfattes i metaforen: "al mælk i én junge". Ønsket om en harmonisk og planlagt brancheudvikling, styret oppe-fra-og-ned, genfindes i en række andre landbrugstilknyttede brancher, og da først dagsordenen er sat, og organiseringsbestræbelsen sat i gang via dannelsen af Mejeriselskabet Danmark, er aktørerne så at sige fanget i deres eget tankespind i mere end 20 år.

Et blik på udviklingen i Danmark siden midten af 1980'erne, hvor globalisering og produktdifferentiering har stået højt på dagsordenen i fødevaresektoren, og et udblik til den to-delte mejeristruktur i Norditalien, peger klart i samme retning: branchemonopolet, der blev præsenteret som "den eneste rationelle løsning" på mejerisektorens strukturproblem var mere en institutionelt forankret social konstruktion i en given tidsepoke end det, aktørerne selv troede det var: det ultimative svar på en rationel organisering af mejeribranchen.

Afslutning

Med denne kortfattede analyse af mejerisektoren
håber jeg at have peget på to
pointer.

Den ene retter sig mod forskningsverdenenmed
budskabet om, at det kan være

værdifuldt at analysere det samme empiriskemateriale ud fra forskellige teoretiske perspektiver, og at det i det hele taget er en rigdom, at vi nu har så mange forskelligeteorier og perspektiver at øse af.

Den anden retter sig mod erhvervslivets aktører. Ingen kan sige sig fri for institutionelle bånd, når vi konstruerer vores organisationer og virksomheder, og det vi konstruerer er sjældent "den eneste rationelle løsning", selv om vi ofte undervejs tror den er det. Derfor er der grund til at fastholde en kritisk sans over for egen gøren og laden og ultimative formuleringer, og det kan til dette formål være nyttigt at kigge i bakspejlet. Kirkegaard har formentlig ret i, at "livet skal leves forlæns, men forstås baglæns", men det kan givetvis ofte være værdifuldt at søge at forstå "baglæns"samtidig med at man handler "forlæns". Historien kan ikke bruges som en opskrift på, hvorledes nutidens problemer skal løses, men kritisk analyse af historiske forløb kan bruges til at forstå de institutionelle begrænsninger vi er underlagt, når vi handler i nutiden.

Summary

The article is a summary of professor Torben Bagers inaugural lecture at the Southern Denmark Business School. It is argued that the extensive and heterogeneous literature on organisational aspects are a blessing rather than a problem since given empirical data can be expounded on from different perspectives. This argument is illustrated by an elucidation of the development of the dairy sector in the last 30-40 based on a modern-rational and symbol-institutional perspective, respectively.

Litteratur

Bager, T: Andelsorganisering: en analyse af danske andelsorganisationers
udviklingsprocesser, Esbjerg, Sydjysk
Universitetsforlag, 1992.

Bager, T: Organisations in sectors, Esbjerg, Sydjysk
Universitetsforlag, 1996.

Berger, PL. &T. Luckmann: The social construction of
reality: A treatise in the sociology of knowledge, New York,
Doubleday, 1966.

Fanfani, R.: Agricultural change and agro-food districts in Italy. I: Agricultural restructuring and rural change in Europe, ed. by D. Symes & A.J. Jansens. 87-101, Wageningen, Agricultural University Wageningen, 1994(a).

Fanfani, R.: Agro-food district: methodological aspects

Freedman, D.: Is management still a science?, s. 26-38,
Business Review, nov.-dec. 1992.

Frost, P.J. et al. (eds.): Reframing organizational culture,
London, Sage, 1991.

Hatch, M.J.: Organization Theory: Modern, symbolic and
postmodern perspectives, Oxford, Oxford University
Press, 1997.

Holmstrand, H.C.: Brugsforeningsbevægelsens nyorientering,
Esbjerg, Sydjysk Universitetsforlag, 1984.

Koontz, H.: The management theory jungle, s. 174-188,
of Management Journal, 5(2), 1961.

Koontz, H.: The management theory jungle revisited,
s. 175-187', Academy oj management review, 5(2), 1980.

Scott, R.: Organizations: rational, natural and open systems
(3rd ed.), Englewood Cliffs, Prentice Hall, 1992.

Søgaard, V: Spildt mælk? En analyse af konkurrence,
samarbejde og solidaritet mellem landbrugets andelsvirksomheder,
Esbjerg, Sydjysk Universitetsforlag, 1990.

van der Ploeg, J.D.: Rural sociology and the new
agrarian question: a perspective from The Netherlands,
s. 240-260, Sociologia Ruralis, 33(2), 1993.

Willmott, H.: Management and organisation as science?,
s. 309-344, Organization, 4(3), 1997.