Editorial

1997 har været et skævt år for L&E. Rent
produktionsteknisk.

Vi startede med et stort nummer på 112 sider om udviklingen i skandinavisk ledelsesteori. Og fulgte op med to normale numre: Frontiers of Management og Ledelse på tværs. I alt 240 sider. Der mangler således 16 sider i en såkaldt normal årgang. Så kvantitativt får læsere og abonnenter mere i år end de har betalt for.

Kvalitativt sætter vi punktum for rgangen
et udråbstegn. Eller rettere
to. To vigtige budskaber.

Søren Peter Iversen spørger med udgangspunkt i en række ph.d.-afhandlinger om vi er på vej mod et forskningsmæssigt metodediktatur. Med de konsekvenser dette måtte have for gyldigheden og relevansen af de resultater, der produceres. Og som man vel har på fornemmelsen burde give os nye indsigter med henblik på stedse bedre erhvervsudøvelse.

Givet er det, at den intensiverede undervisning'på -niveau i videnskabsteori - eller afarter heraf- har haft indflydelsepå ph.d.-skrivenet i retning af, at redegørelser for 'min' specielle måde at anskue virksomheden og dens gøren og laden på er opdimensioneret på bekostningaf virksomhedens måde at se sig selv på. Det kan gøre læseren klogere på

skribenten, men den læsende virksomhedsudøverrelativt mindre klog på virksomheden.Fænomenet kan hænge sammenmed at undervisere i videnskabsteori aldrig har set en virksomhed. Hverken udefra eller indefra.

Min egen videnskabsteoretiske mentor, professor Hakan Tornebohm star for det synspunkt at videnskabsteori bor tage udgangspunkt i de enkelte discipliners made at drive forskning pa. Og sa - senere - kraeve af dem, at de gor rede for deres forskningsparadigme. Og ikke omvendt. Tornebohm gjorde os opmaerksom pa sine synspunkter i Erhvervsokonomisk Tidsskrift nr. 2, 1986 i essayet Reflexions on Practice-Oriented Research. Det var iovrigt et sasrnummer af ET i anledning af tidsskriftets 50 ars jubilasum. Det bar titlen "Trends and Megatrends in the Theory of Management".

Morten Juel Christoffersens artikel
kunne bære overskriften "Nu er det
alvor".

Selv en garvet redaktør bliver helt stakåndet ved at læse om den verden han - åbenbart - lever i. Den er så mangfoldig, så kaotisk og så foranderlig, at virksomhedens ledelse står overfor det umulige, nemlig at drive ledelse. I hvert fald hvis man ikke ved, hvad man selv og virksomheden har af viden og indsigter, specielt til at skabe stedse ny viden, der er virksomhedens fremtidige eksistensgrundlag.

En mulig redning for den snusfornuftige virksomhed er at de fleste andre er ligeså langsomme i aftrækket som den selv. Det giver samarbejdspartnere på samme mangel-på-viden-niveau.

Christoffersens artikel er velargumenteret
og overbevisende og det skal være et af
Den Gamle Redaktørs nytårsfortsætter at
absorbere den.

Ihukommende den klassiske Osvald Helmuth sentens: "Det bodes der for i mange ar, som kun var en stakandet glasde".