Resumé

f artiklen tegnes konturen af et hastigt voksende miljøledelsestema. Mcd afsæt i diskussion og præcisering af det B rundt/andske bæredygtighedsbegreb leder artiklen frem til en belysning af tre for området centrale værktøjer. Det konkluderes, at området qua sin unge alder endnu ikke haren udviklet og moden teori bag sig, samt at det bæredygtige udviklingsprincip lægger op til et opgør med nogle af den økonomiske teoris grundantagelser.

Indledning

Siden starten af 1990'erne er det i de vestlige økonomiers erhvervsliv stedse blevet mere moderne at tale om industriens og produkters bæredygtighed. Virkeliggørelsen af en bæredygtig og symbiotisk sameksistens mellem de naturskabte og de menneskeskabte systemer er en udfordring, som mennesket ikke på sigt kan fortsætte med at ignorere, uden at det vil have uoverskuelige og uigenkaldelige konsekvenser til følge. Industrialiseringen, der primært er realiseret over godt og vel et århundrede har forårsaget en tiltagende ustabilitet i de økologiske systemer. Dette er bl.a. kommet til udtryk i form af en tiltagende global drivhuseffekt, nedbrydning af det livsbeskyttende ozonlag, forsuring

af nedbør, ørkentilvækst, faldende biologisk mangfoldighed, og ophobning af ikke naturligt nedbrydelige materialer (Ulhøi, 1993a). Samfundsiværksatte kommandoog kontrolmiljøstrategier har imidlertid forlængst vist deres utilstrækkelighed. Den miljømæsige forringelse er således ikke, trods betydelige investeringer, blevet bragt til ophør eller begrænset markant.

Problemets karakter fordrer, at der gives storre opmasrksomhed pa den enkelte okonomiske aktors rolle og ansvar i milJosporgsmal. Erhvervsaktorerne er en afgorende drivkraft for okonomisk udvikling - de er ogsa i vid udstrsekning direkte (som fx i tilfaeldec med fremstillingserhvervene) og indirekte (som fx i tilfasldet med den finansielle sektor) ansvarlige for storstedelen af de miljoproblemer, der kendes i dag. Hertil kommer, at erhvervslivet tillige besidder storstedelen af verdens okonomiske og videnmsessige ressourcer, som netop er r>odvendige for at kunne udvikle nye og renere teknologier og produkter, baseret pa de bedst tilgasngelige teknologier.

Efter en indledende omtale af indholdet i det bæredygtige udviklingsprincip vil denne artikel fokusere på begrebet miljøog ressourceledelse og de vigtigste værktøjer, som er til rådighed. I Madsen og Ulhøi (1995), som er en efterfølgende artikel gives der en beskrivelse af, hvorledes virksomhedens funktioner påvirkes, ligesom det med udgangspunkt i en række empiriske undersøgelser belyses, i hvilket omfang de anvendes i danske industrivirksomheder.

Det bæredygtige udviklingsprincip

For ikke at medvirke til at bæredygtighedsbegrebet »devalueres« og feller reduceres cerestil blot at blive endnu et »smart« ord, er det nødvendigt at underkaste begrebet en nærmere analyse og præcisering, inden der kan gøres forhåbninger om at operationalisere det ind i en virksomhedskonkret sammenhæng.

Når ideen om at sammenkæde økologisk og økonomisk bæredygtighed lanceres som i Brundtlandrapporten (WCED, 1987), bliver underliggende interessekonflikter og manglende præcision imidlertid også mere synlige. Litteraturstudier (Ulhøi, 1995a) peger på, at de fleste definitioner på bæredygtig udvikling er formuleret i generelle og kvalitative termer og omfatter en række aspekter som fx økonomisk vækst, en mere ligelig fordeling af velstand indenfor, såvel som over de enkelte generationer (Repetto, 1985; WCED, 1987; Catton, 1987), ressourceforsyning (Pearce, 1988), miljøkvalitet (Braat & Steetskamp, 1991), »øko-øko« eller økologisk og økonomisk samudvikling (Norgaard, 1985) etc.. Andre definitioner forsøger mere direkte at erkende »øko-øko bæredygtighedsideens« sammensatte karakter og understreger, at bæredygtig udvikling har afsætningspunkter i såvel naturbestemte som strukturelle årsager (Redclift, 1987; O'Riordan, 1988; Huiting, 1990). Af formål fremhæves ønsket om at tilvejebringe betingelser for: overlevelse (fx Daly, 1973), tilfredsstillelse af behov og velfærd (WCED, 1987), lighed og retfærdighed (Repetto, 1985; O'Riordan, 1988) og værdi- og holdningsskift (Milbrath, 1989; O'Riordan, 1988; Goodland et al., 1992).

Det er blevet foreslået, at der opretholdesen
klar adskillelse mellem bæredygtig
udnyttelse og bæredygtighed (O'Riordan,

1988), hvor forstnsevnte ogsa kan opfattes blot som et alternativt vsekst- og planlaegningsbegreb.Bseredygtighedsbegrebet finereshersom et meget mere vidtraskkendebegreb omfattende etiske normer i forbindelse med forskellige livsformers ret til at overleve, kommende generationers rettigheder samt institutioner, hvis ansvar det antages at vaere at tilsikre, at sadanne rettigheder fuldt ud tilgodeses i alle politikkerog handlinger. okonomer fra Verdensbanken(Goodland et a1..,1992) refererertil folgende fire elementer, som findes at vasre indlejret i bseredygtighedsbegrebet:(i) fattigdomsproblematikken, (ii) befolkningssporgsmalet,(iii) den teknologiskeudviklingsteknologi og (iv) livsstilproblematikken - til gengseld overlades det til andre at besvare sporgsmalet om, hvordan den nodvendige og smertefulde politiske handlekraft, der vil vasre pakrasvet for at gennemfore alle bseredygtighedsbegrebets dimensioner som anfort ovenfor, tilvejebringes.Brundtlandkommissionens dygtighedsfilosofi,argumentererde, har resulteret i to opponerende grupperinger. Den ene lejr definerer basredygtig udviklingsom »vaekst som hidtil« blot med en lavere hast. Heroverfor findes den anden gruppe, der ser basredygtig udvikling som udvikling uden veekst i forarbejdningsprocessenud over, hvad der er forenelig med Naturens langsigtede bsereevne. Brundtlandkommissionenselv forekommer, iflg. ovennaevnte okonomer at vaere fanget lrnellem ovennsevnte to fortolkninger.

Mere kritiske bidrag fra forskersamfundet har imidlertid understreget nodvendigheden af at definere bseredygtig udvikling i lyset af behovet for at gennemfore de strukturelle asndringer i den naturskabte teog menneskeskabte kapital (Karshenas, 1992; Redclift, 1987). Definitionen af en minimum social vækstrate vil, ifølge disse forskere, imidlertid være under indflydelse af det aktuelle udviklingsniveau og de regionale økonomiske, sociale og historiske

Basredygtighedsbegrebet er ikke alene et kendt og debatteret tema inden for biologi, geografi og filosofi, men ogsa et velkendt princip inden for okonomien. Princippet indebeerer at enhver, der er ansvarlig for budgetlasgning, vil soge at forebygge, at overforbrug her-og-nu far lov til ukontrolleret at borterodere grundlaget for fremtidens videre udviklingsaktiviteter og vsekstmuligheder. Folgende er derfor kun at opfatte som en summarisk skitse herfor. Tre overordnede retningslinier må følges, hvis miljøressourcer skal udnyttes økonomisk og økologisk intelligent: (i) vedligeholdelse af de fornybare ressourcers reguleringskapacitet, (ii) en bevidst styring af den teknologiske forandringsproces mhp. at substituere ikke-fornybare ressourcer i videst muligt omfang og (iii) en udvidet anvendelse af den voksende mængde af videnskabelig baseret viden og data mhp. at formulere en »rationaliseringspolitik« for brugen af ikke-fornybare ressourcer (Catton, 1983).

Hvad er miljø- og ressourceledelse?

Siden den sidste halvdel af 1980'erne har den voksende miljøinteresse bl.a. resulteret i at erhvervslivet har udviklet en række guidelines og »codes for environmentally sound behavior« gennem forskellige faglige organisationer og selskaber (Rikhardsson et al., 1993).

Af eksempler på sådanne guidelines kan

fremhasves: The CERES Principles udvikleti 1990 af The Coalition of Environmental!Responsible Economies; Guidelinesfor World Industry; The ICC Business Charter for Sustainable Development; The Keidenren Global Environmental Charter, udgivet af Japan Federation of Economic Organisations i 1991; The GlobalEnvironment Initiative; The British Standards Institution's Standard on EnvironmentalManagement System fra 1992, der ogsa er blevet oversat til dansk, og The EU Environmental Management and Auditing Scheme fra 1993, der er blevet oversat til dansk.

Andre guidelines er blevet udviklet af tilsvarende organisationer specielt med henblik pa at handtere registrering og rapportering af virksomhedens misinformation (Holmark et al., 1995): FN's Intergovernmental Group of Experts on Internationals Standards of Accounting and Reporting fra 1991; The 100 Group of Finance Directors Guidelines fra 1992 og The World Council for the Environment's retningslinier for miljoregnskaber fra 1994.

En række normative »kogebøger« i miljø - og ressourceledelseskunstens udøvelse har i stigende grad også set dagens lys (jfr. Winter, 1987 f88; Sandgrove, 1992; Gilbert, 1993; Stead & Stead, 1992; Sietz, 1994; Taylor et al., 1994; Welford, 1995). Listen er dog langt fra udtømmende, ligeså lidt som den er homogen, hvad kvalitet angår. Områdets appeal synes i høj grad at friste useriøse virksomhedsfrelsere til at vende kåben og sætte miljø foran udtjente »management-begreber«. Siden 1991 er der udgivet mere end 130 bøger vedr. miljø og erhvervsøkonomi fledelse. Hertil skal lægges et betydeligt højere antal tidsskrift-

artikler! Den eksponentielt voksende mængde af råd og vejledninger er imidlertid af meget svingende karakter. Specielt synes en meget stor del af ovennævnte kun i ringe grad at være underbygget af større empiriske erfaringer. Opremsningen skal derfor alene tjene til at anskueliggøre den kendsgerning, at der er tale om et fagområde i hastig vækst samt, at et manglende engagement fra erhvervslederens side næppe kan undskyldes ved, at der ikke findes information om emnet.

Tidligere er introduceret betegnelsen virksomhedsstrategisk miljo- og ressourceledelse (Ulhoi, 1991) med tilhorende ledelsesvserktojer (Ulhoi, 1993b) og potentialer (Ulhoi, 1992) som den form for ledelse, der bygger pa en sammenkaedning af okonomi og okologi i en forretningsmaessig sammenhseng. Betegnelsen er begrundet i, at baeredygtig virksomhedsledelse er andet og mere end blot virksomhedsaktiviteter, der ikke forurener naturen. Nar miljtog ressourceledelse eller bceredygtig virksomhedsledelse her foretraekkes fremfor miljoledelse, som allerede er introduceret i litteraturen, er det ikke det rene ordkloveri. Betegnelsen miljoledelse kan give anledning til nogle uheldige begraensninger, idet okologisk forsvarlig milJoledelse ikke alene omfatter virksomhedens direkte og afledte pavirkninger af det naturlige milJo, men ogsa medtager forbruget af ressourcer, herunder specielt de ikke-fornybare samt arbejdsmiljoet. Tilsvarende kan betegnelsen miljostyring fejlagtigt give det indtryk, at handtering af virksomhedens milJoforhold alene er et sporgsmal orn den »rigtige« styringsteknik og herved overse betydningen af ledelsens holdninger og vasrdier i relation til milJoet.

Udgangspunktet for fremtidens bæredygtige ledelsesfilosofi er, at det er bedre ikke at frembringe spild og forurening, end at søge at bortskaffe og rense det. Heraf følger, at virksomhedsledere må gøre forureningsforebyggelse til en af virksomhedens overordnede målsætninger. Dette er i modsætning til tidligere tiders holdning til affaldshåndtering, hvor virksomheder snarere så på spildprodukterne som et nødvendigt onde, der skulle bortskaffes eller behandles i overensstemmelse med lovgivningen. I den bæredygtige miljøledelsestankegang er hele fremstillingsprocessen i fokus med henblik på at identificere muligheder for at begrænse spild og hindre forurening og det er formålet at indsamle informationer, som kan henlede opmærksomheden på eventuelle ineffektiviteter i forbindelse med affaldshåndtering og ressourceanvendelse.

Metoder og værktøjer

Det faktum at der er tale om en ny ledelsesdisciplin med bagvedliggende selvstændige videnskabelige selskaber, konferencer og tidsskrifter, er ikke ensbetydende med, at erhvervsledere skal forkaste eksisterende ledelsesredskaber i miljøledelsesarbejdet, hvad enten det drejer sig om at holde styr på økonomien og informationsstrømmene, at udvikle nye forretningsomåder eller at bedre motivationen blandt medarbejderne. Eksisterende værktøjer kan blot ikke løfte opgaven alene. I konsekvens heraf, er nye værktøjer blevet udviklet med henblik på at forbedre virksomhedens samlede miljøpræstation. Tre eksempler herpå skal fremhæves og i det følgende kort beskrives.

857750 (DS fINF 75)

Britisk Standard 7750 on Environmental Management Systems lancerede British Standards Board i 1992 efter i forvejen at være blevet testet i en pilotfase. Standarden er oversat til dansk (Dansk Standard, 1994) og er den første af sin slags, der forsøger at medtage alle centrale aspekter af virksomhedens ledelse og drift, som berøres af miljøpolitikken. Den er opbygget som en generisk metode, der kan benyttes af virksomheder til at opbygge og vedligeholde et internt og samlet miljøledelsessystem som vi fx tidligere har set det fra kvalitetsområdet.

I korte træk foreskriver standarden (DS fINF 75) krav og vejledning for en række elementer, som implementering og vedligeholdelse afstandarden forudsætter. Disse elementer er: en indledende miljøgennemgang, ansvarsplacering for gennemførelse, fortegnelser over og vurdering af virksomhedens miljøpåvirkninger, opstilling af konkrete miljømål, udarbejdelse af handlingsplan for indfrielse af miljømålene, udarbejdelse af miljøledelsesmanual. driftskontrol, registreringer, revision og evaluering af systemet. For en mere detaljeret diskussion af BS 7750, herunderen sammenligning mellem BS 7750 og EU's miljøledelses- og auditingforordning (EMAS) henvises til Villadsen (1994).

Samspillet mellem miljoledelse og kvalitetsledelse

857750 har en række lighedspunkter med ISO 9000 og TQM (Ulhøi og Hildebrandt, 1993). Som fx: (i) en anerkendelse af, at en virksomhed aldrig fuldt ud udnytter sit potentialeog følgelig altid kan blive bedre (essensen af TQM) og (ii) en anerkendelseaf,

seaf,at en fortsat erhvervsudvikling afhængeraf en grundlæggende hensyntagen til og beskyttelse af vore fælles naturlige ressourcer (den grundlæggende ide bag filosofienom miljø- og ressourceledelse).

Spild eller forurening er således lig med unødvendige omkostninger, og via TQM åbnes der mulighed for en effektiv og dokumenterbar metode til at implementere forureningsbegrænsende foranstaltninger. Samtidig er spild eller forureningsstoffer imidlertid også lig med potentielle ressourcer.

Koblingen mellem henholdsvis TQM og miljøledelse kan for nogle virksomheder vise sig nyttig, idet optjente erfaringer fra kvalitetscertificeringen som fx. betydningen af systematisering og dokumentation umiddelbart kan overføres i.f.m. miljøcertificering.

The EU Environmental Management and Auditing Scheme (EFT Nr. 1836 / 93)

I 1993 udkom EU kommissionens forordning for industrivirksomheders frivillige deltagelse i en fælles EU-miljøledelses- og revisionsforordning. Standarden trådte i kraft i foråret 1995, hvorefter virksomheder med et implementeret og dokumenterbart miljøledelsessystem kan søge om at blive registreret under forordningen (Rådet...1993).

Forudsætningerne for registreringen har mange lighedspunkter med forudsætningerne for at blive 857750-certificeret. Som det første element må ansøgeren have formuleret og vedtaget en miljøpolitik i overensstemmelse med forordningens bilagte anvisninger. Næste skridt er en miljøgennemgang af det anlæg, som ansøgningen vedrører. På baggrund heraf foreskriver

forordningen, at den vedtagne miljøpolitik udmøntes i konkrete og deltaljerede miljømål og efterfølgende strategi for, hvordan disse indfries, herunder ansvarsplacering. Dette ventes herefter at lede frem til designet af det egentlige miljøstyringssystem, der definerer organisationsstruktur, kommando-veje, rutiner, procedurer, metoder samt ressourcer til virkeliggørelsen af den vedtagne miljøpolitik. Efter implementering og afprøvning af systemet følger kravet om en efter forordningens anvisninger miljørevision heraf (den anden centrale del af forordningen). I det store hele bygger den på de pionererfaringer, der er opbygget af ICC (for en nærmere beskrivelse heraf se fx Ulhøi, 1993b). På baggrund af foranstående udarbejdes en verificeret miljøredegørelse.

Når ovennævnte forhold af virksomheden findes at være opfyldt, kan ansøgning om at blive registreret blive behandlet. Imødekommes ansøgningen giver registreringen ret til benyttelse af forordningens logo. Denne ret omfatter imidlertid ikke produkter ligesom den ikke må benyttes uden tydelig redegørelse for, hvorvidt der er tale om hele virksomheden eller blot et af dens anlæg, der er registreret.

Livscyklusanalysen (LCA)

Livscyklusanalyse dækker over to forskellige formål (Ulhøi, 1995b). Det første vedr. de finansielle aspekter i forbindelse med introduktionen af et nyt produkt indtil dets udfasning. Denne livscyklusinteresse har været anvendt gennem de sidste tre rtier. andet formål vedrører de miljømæssige aspekter i forbindelse med udvikling, produktion, salg, brug og bortskaffelse af et produkt. Udover at der er tale

om to forskellige typer omkostningsbetragtninger er der også tale om en væsentlig forøgelse af tidsperspektivet i sidstnævnte - idet det følgende kaldet LCA' - som kort skal beskrives i det følgende.

Miljørelaterede omkostninger kan opdeles i 3 kategorier, der vedrører råmaterialeforbrug, produktion og genindvinding. Det bagvedliggende rationale med hensyn til at medtage fremadrettede og helhedsprægede konsekvenser har tydelige paralleller til kendte proaktive evalueringstraditioner indenfor fx teknologivurdering og risikovurdering i 1970'erne (Ulhøi, 1993).

I korthed består livscyklusvurderingsteknikken af følgende 4 grundelementer: (i) produkt og systemafgrænsning, (ii) parametervalg, (iii) livscyklusopgørelse, der vedr. indsamlingen og organisering af den indsamlede parameterinformation og afgrænsning og (iv) vurdering, der vedrører den egentlige effektvurdering (Frees, 1994).

Eksisterende LCA'-teknikker varierer fra mere simple og kvalitative delfi-lignende teknikker til »rene« kvantitative og strukturerede teknikker, hvor specielt sidstnævnte synes at vinde frem til oplysninger om et produkts samlede ressourcetræk og emissionsbelastning, til brug for eksterne interessenter og feller som seriøs PR-information, som trædesten frem mod en miljøcertificering og endelig som en strategisk konkurrenceparameter (e.g. produktdifferentiering).

Diskussion

Ethvert nyt fagområde har en vis latenstid, der går forud for manifestationen af et mere sammenhængende teorikompleks. Til videre understøtning heraf er udviklet

nye subdiscipliner som fx miljøregnskab og revision og livscyklusvurdering, der indarbejdes i eksisterende forsknings- og undervisningssammenhænge og der akkumuleres en empirisk basis der kan understøtte en overordnet teoriudvikling. Dette realiseres ikke over en nat men tager adskillige

Et væsentligt grundlag som en ikke übetydelig del af det eksisterende og alment accepterede ledelsesteorigods læner sig op ad, er økonomidisciplinen, der har en lang teoritradition. Dette er imidlertid ikke uden problemer og det rejser kritiske spørgsmål til nogle af de grundantagelser som mainstream økonomitraditionen arbejder ud fra. Det er grundlæggende blevet antaget i den klassiske økonomiteori, at omfanget af den økonomiske aktivitet kan øges på übestemt tid fremover med den aktuelle teknologiske formåen, som den efterhånden væsentligste begrænsende faktor, der kan kompensere for begrænsningen fra de øvrige nøgleproduktionsfaktorer (jord, arbejdskraft og kapital). Produktion under denne forståelse ses primært som værende et spørgsmål om tilrettelæggelse af »korrekt« allokering og prisfastsættelse af ovennævnte produktionsfaktorer. Denne virkelighedsopfattelse tager imidlertid ikke hensyn til den ufravigelige begrænsning for al udvikling og liv - nemlig at der er tale om en endelig og ikke-fornybar mængde udnyttelige ressourcer på jorden samt en begrænset absorbtionsevne i naturen til at opsuge følgerne af den økonomiske aktivitet. Førnævnte begrænsninger for økonomisk aktivitet er ikke indregnet i traditionel økonomisk teori, hvorved denne teoritraditions forklaringsevne svækkes ganske alvorligt. En ny teo-

ritradition under overskriften Ecological Economics (se fx Norgaard, 1985; Goodland, 1990), der sigter efter at tilpasse sig disse naturens bindinger, er langsomt ved at vokse frem.

Hvad angår de to omtalte miljøledelsessystemer, er det dog vigtigt at være opmærksom på, at standarderne ikke udstikker absolutte præstationsniveauer, hvilket kan give anledning til kritik. Det betyder nemlig, at det vil være muligt at finde miljøcertificerede virksomheder der sammenlignet med udvalgte ikke-certificerede virksomheder kan have en dårligere samlet miljøpræstation, idet det eneste den certificerede virksomhed skal dokumentere er, at den forbedrer sig i forhold til udgangssituationen, dvs. opfylder egne mål, som den selv har sat.

På værktøjssiden er situationen desværre heller ikke så krystalklar og udviklet, som det kunne ønskes. Et første sæt af problemer vedrører LCA teknikkens første fase (afgrænsningsaspektet). Systemafgrænsningen kommer derfor let til at underkastes arbitrære »demarkationslinier«, hvor effekterne fra indirekte systemer falder bort. Problemerne kan opsummeres ved at fremhæve følgende centrale spørgsmål, som endnu ikke synes tilfredsstillende besvaret (Ulhøi, 1995b): hvordan kan LCA vurderingsmanden mf k være sikker på at, alle relevante systemer fra vugge-til-grav er medtaget? Hvilken sikkerhed gives for at de korrekte effekter er målt adækvat? Hvordan håndteres metodisk så mange variable og data karakteriseret af tidsmæssig og rumlig heterogenitet? Er den »rigtige« værdi tilskrevet de enkelte

Virkningsgraden af LCA-metodologien pa det stadium den befinder sig i dag begrasnses af en raskke faktorer. En gruppe relaterer sig til institutionelle forhold, idet der endnu ikke findes »optimale« institutioner for praktiseringen og kvalitetskontrollen af LCA. Andre er af teknisk art som fx fravasr af tilstraekkeligt datagrundlag og forudsigelsesevne m.v. Ogsa socio-politiske forhold kan virke begrsensende, idet nogle resultater kan ventes ikke at vinde politisk gehor og endelig er der tale om faktorer af mere etisk karakter der fx relaterer sig til vasrdisastningen af ikke fornybare naturressourcer og miljoforringelser. Til trods for at LCA ofte bliver fremstillet som en »videnskabelig« og »objektiv« metode optrasder der en raskke bias og subjektive aspekter i metodologien der kommer ind i billedet allerede ved selve systemafgrajnsningen. LCA-metodologiens klare kvalitet og attraktivitet er imidlertid, at den tilbyder en fremgangsmade der kan medvirke til et mere gennemsigtigt beslutningsgrundlag i.f.m. vurdering af et produkts forskellige milJopavirkninger, der i sidste instans vil vasre underlagt politiske hensyn og prasferencer under den endelige sammenvejning af usammenlignelige storrelser og konfliktende interesser.

Set i lyset af at EIvIAS-forordningen giver adgang til EU's miljømærkningsordning synes et udtalt behov for at sammenkoble en ensartet LCA-metode hertil som afgørende for, om det i den sidste ende bliver muligt at vurdere, hvorvidt det enkelte produkt er blevet produceret under forhold, der gennem sin anvendelse vil belaste miljøet mere eller mindre i forhold til alternativer.

Et andet forhold er, at miljøstyringssystemerne,og

stemerne,ogherunder specielt måling og rapportering af virksomhedens miljøperformance,idag alene måler organisationensmiljøpræstation gennem afrapporteringenog revisionen af miljøsystemet. Det kan tendentielt lede frem til det fundamentaleproblem, at virksomheden ikke nødvendigvis forbedrer miljøpåvirkningernetil naturen, men blot måden og præcisionenhvormed denne tilstandssituation kommunikeres og valideres. Der eksisterermed andre ord et gab mellem at rapportereog revidere hhv. at måle virksomhedensmiljøperformance, hvilket peger på behovet for at udvikle nogle få kritiske og sammenlignelige miljøindikatorer i virksomheden, som målingerne skal relaterestil. Forslag til beregning af miljøindikatorerpå forskellige niveauer i virksomhedener et kritisk aspekt, der først for ganske nylig har fået forskernes bevågenhed(se fx Azzone & Manzini, 1993).

Afslutning

Gennemgangen i de foregående afsnit har vist, at det i et vist omfang er vigtigt at der optræder et umiddelbart tilstrækkeligt grundlag for at igangsætte miljøledelsesaktiviteter i erhvervsvirksomheder. Men for at opnå det bedst mulige resultat, er det vigtigt at forstå disponeringsmekanismerne i erhvervsprodukters- og processers livscyklusforløb og understøtte virksomhederne med metoder og værktøjer, der kan hjælpe med at forudsige de potentielle miljøbelastninger under udviklingsforløbet, d.v.s. ledelse og produktudvikling med henblik på en mere miljøvenlig produktion, samt produktanvendelse og bortskaffelse.

Med baggrund i disponeringstankegangen, gen,kan det konstateres, at en del af miljobelastningsansvaret ma baeres af forbrugerne, der kober produkterne. Derfor ma der ogsa fokuseres pa, at gore forbrugeren opmasrksom pa, at ansvaret for produktrelaterede miljobelastninger ikke kun er industriens, men i lige sa hoj grad os alle som forbrugere, der eftersporger produkter. Denne kaede af rassonnementer forer frem til, at det er producentens samlede kreds af interessenter, der til syvende og sidst definerer raderummet for muligheder for at udvise en mere basredygtig adfasrd (Airing ogUlhoi, 1995).

Af interessegrupper kan fremhæves: aktionærer, kunder, medarbejdere, leverandører, organisationer af faglig og politisk art, lokale, nationale og internationale organisationer m.fl.. Disse interessentgrupper har forskellige værdikriterier, og en virksomhed har kun langsigtet bæredygtighed, dersom den med sin adfærd og produkter kan tilfredsstille disse. Der er derfor et påtrængende behov for at opbygge en mere bæredygtig industrikultur.

Dette kræver bl.a. yderligere forskning, der kan stimulere den fortsatte udvikling af klassifikations-, evaluerings- og afgrænsningsaspekterne ved LCA-metodologien. Eftersom personen, der udfører miljøledelsesfunktioner i virksomheden, typisk vil være konfronteret af en meget stor mængde information, vil en forbedring af softwaretilbuddene samt generelt informationsadgangen på området kunne være til stor nytte. Særlig opmærksomhed bør rettes mod behovet for en standardisering af LCA-metoden så ensartede guidelines kan udvikles. I tilknytning hertil bør det også overvejes hvordan også sociale aspekter kan medtages. Videre er der et udtalt be-

hov for udvikling af implementerbare og
sammenlignelige miljoindikatorer samt
fselles standarder for minimum mil-
Joprasstation inden for fornsevnte indikatorer.

Summary

The outlines of rapidly developing themes for
environmental management are outlined.

Based 07i a discussion and clarification of the sustainability concept of the Brundtland Report, three tools essential to this field are introduced. The conclusion is that the field, still in its youth, has not yet been supported by a firmly developed and mature theory, and that the stage is set for a showdown between the sustainable development principle and some of the fundamental maxims of economic theory.

Litteratur

Alting, L. & Ulhoi, J. P.: Dec Strategiske efter 1996. Ledelses- og produktionsrelaterede Miljtforskning 18, s. 35-37, 1995.

Azzone, G. & Manzini, R.: Measuring Strategic Environmental Performance, Business Strategy and the Environment, vol 3, 1-14, 1994.

Braat, L. C. & Steecskamp, L: Ecological-Economic Analysis for regional Sustainable Development. In Ecological Economics: 1 he Sneiitr ami Management of Sustainability. N.Y.: Columbia University Press, 1991.

Catton, Jr., W. R.: Social and Behavioral Aspects of the Carrying Capacity of Natural Environments. In Altman, I. & Wohlwill, J. F. (eds). (1983). Behaviour and the Natural Environment, N.Y.: Plenum Press, 1983.

Constanza, R.: What is Ecological
Economics. Ecological Economics,
l,pp. 1 -7, 1989.

Dansk Standard: DS/INF 75, 2.
udg.: miljoledelsessystemer, 1994.

Daly, H. E., (ed.): Economics, Ecology. Ethics. Essays Towards A Steady-State Economy, San Francisco: W. H. Freeman and Company,

Frees, N.: Livscyklusvurdcring og udvikling af milJovenlige produkter. Del 1. Introduktion til livscykluskonceptet. 1 VirksomhedensM.ilphandbog, }un\ 1994, pp. 1-28, 1994.

Gilbert, M. J.: Achieving Environmental Management Standards. A ■ S/r/>-l>\-S/rp Guide to Meeting 857750. London: Pitman Publishing,

Goodland, R.: Integration of Economy and Ecology. (Book Review). Ecological Economics, 2, pp. 343-345, 1990.

Goodland, R.; Daly, H.; Serafy, S. E. & Droste, B. v., (eds.): Environmentally Sustainable Development: Building on Brundtland. Paris: UNESCO, 1992.

Holmark, D.; Rikhardsson, P. M. & Jorgensen, H.8.: Miljoregnskabet - Opgorelse og Rapportering af Virksomhedens MilJoprsestationer. Kobenhavn: Price Waterhouse,

Hueting, R.: The Brundtland Report: A Matter of Conflicting Goals. Ecological Economics, Z, pp. 109-117, 1990.

Karshenas, M.: Environmental Development and Employment: Some Conceptual Issues. Bhalla, A. S. Ed., 1992, Environment, Employment and Development. Geneva: International Labour Office, 1992

Madsen, H. & Ulhøi, J.: Miljø- og ressourceledelse: Ledelsesmæssige implikationer og empiriske erfaringer. Ledelse og Erhvervsøkonomi (\ dette nummer), 1995.

Milbrath, L.W.: Envisioning a Sustainable Society. Albany: State University of New York Press, 1989.

Norgaard, R.: Environmental Economics: An Evolutionary Critique and a Plea for Pluralism. Journal of Environmental Economics and Management, 12 (4), pp. 382-394, 1985.

O'Riordan, T: The Politics of Sustainability. In Turner, R. K. (ed).(1988). Sustainable Environmental Development. Principles and Practice. London: Belhaven Press, 1988.

Pearce, D.: Optimal Prices for Sustainable Development. In Collard, D., Pearce; D.; Ulph, D. (eds. ) (1988), Economics, Growth and Sustainable Environments. London: The Macmillan Press Ltd., 1988.

Repetto, R, (ed.): The Global Possible. Resources, Development, and the New Century. New Haven: Yale University Press, 1985.

Redclift, M.: Sustainable Development:
Exploring the Contradictions.
London: Methuen, 1987.

Rikhardsson, P. M, Ulhøi, J. P. & Madsen,. H.: Sustainable Corporate Management in Denmark. DEMS Working Paper No. 1. Århus: HHÅ, 1993.

Rådet for de Europæiske Fællesskaber: Rådets forordning (EØF) Nr. 1836 f93 af 29. juni 1993 om industrivirksomheders frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for miljøstyring og miljørevision.

De Europæiske Fælleskabers Tidende
Nr. L. 168 fl, 1993.

Sandgrove, K.: The Green Managers
Handbook. Aldershot: Gower Publishing
Company, 1992.

Sietz, M.: Umweltbewussr.es Management.2.
udg. Taunusstein:
Ebehard Blottner Verlag, 1994.

Stead, W., E., & Stead, J. G.: Managementfor a Small Planet. Strategic Decision Making and the Environment. Newbury Park: Sage Publications, 1992.

Taylor, B. Hutchinson, C, Pollack, S. & Tapper, R. , Eds.: Environmental Management Handbook. London: Pitman Publishing, 1994.

Ulhøi, J. P.: Virksomheden og det
ydre miljø. Virksomhedens strategi og
ledelse, 7 f9l, 1991.

Ulhøi, J. P.: Miljødebatten i et virksomhedsperspektiv. Forskningspaper præsenteret på den 'Nordiske Workshop vedr. foretagsekonomisk miljb'forskning« den 19-20 maj, 1992, i Stockholm, Sverige, 1992.

Ulhoi, J. P. (1993a): The Green Challenge. Corporate Approaches and Choices. Backgroundpaper for The 12th International Association for Impact Assessment (IAIA) Conference: Analyzing the Relationship Between Development and the Natural Environment*, June, Shanghai, 1993.

Ulhøi, J. P. (1993b): Corporate Strategic Environmental Management. What, Why and How? International Journal of Management, 10(4), s. 440-451, 1993.

Ulhoi,J. P. (1995a): Corporate Ei
vironmental and Resource Mana
gement: In Search of a New Ma-

Ulhøi, J. P. (1995b): The Product Life Cycle Revisited. In K. B. Misra, Eds., 1995, Cleaner and Economic Production for Performance. Heidelberg: Springer Verlag (in print), 1995.

Ulhoi, J. P. & Hildebrandt, S.: Corporate Excellence Through Technology, Environmental and Quality Management (sammen med Steen Hildebrandt). I D. J. Summanth, J.A. Endosomwan, R. Poupart & D.S.Sink, Eds., 1993, Prodiufiz'ity tnu/(futility Frontiers. Norcross, Giorgia: Industrial Engineering and Management Press, 1993.

Villadsen, S.: Den Britiske standard for miljoledelsessystemer og Fatllesskabets miljostyrings- og revisionsforordning. I Ulhoi, J. P. (ed.), Virksomhedens Miljohihidbog, Borsens Forlag, Kobenhavn, 1994.

Welford, R.: Environmental Strategy and Sustainable Development. The Corporate Challenge for the 21st Century. London: Routledge, 1995.

Winter, (i.: Business and Environment. A Handbook of Industrial Ecology With 11 Check-lists for Practical Use and a Concrete Example of the Integrated System of Environmental Business Management (the Winter Model). Hamburg: McGraw-Hill Book Company GmbH, 1987/88.

World Commission on Environment and Development: Our Common Future. Oxford: Oxford University Press, 1987.