Resumé

f kommunalreformens 25 år står det klart, at både primærkommunernes og amtskommunernes roller i det politiske system gennem en årrække har været under så hastig ændring, at det efterhånden er påkrævet nøjere at analysere konsekvenserne af denne udvikling. Formålet med en sådan analyse er at få tegnet et samlet billede af de vigtigste udviklingstendenser på den offentlige sektors vigtigste udførende niveauer. Hermed kan der sikres indre konsistens i den offentlige sektor og bedst mulig harmoni og koordination i den offentlige sektors indsats. Emnerne for en sådan analyse drejer sig navnlig om de ledelsesmæssige problemstillinger i den kommunale enhed som producent af service til borgerne og virksomhederne - om politikerrollens ændring i takt med en igangværende øget individualisering af serviceydelserne - om forskellige sandsynlige regerings »farver-« og deres forhold til kommunestyret og kommunestyrets indretning — om regionalisering af kommunale opgaver med henblik på at høste stordriftfordele - om behovene for en ny kommunalreform og om kommunerne som deltagere i den internationale diskussion ikke mindst i EU. I det følgende gennemgås disse emner kort eet for eet, hvorefter de uddybes med den enkelte forfatters særlige vinkling i de følgende artikler.

Kommunen som serviceproducent

Der skal i de kommende år i kommunerne præsteres flere ydelser af højere kvalitet med færre ressourcer (52). Tilbudene skal tilpasses individuelt og ikke være standardvarer i metermål som hidtil (19). Standarden skal ikke sættes af »de professionelle« (5, 50), men underlægges et betydeligt element af brugerindflydelse.

Dette skal præsteres af en medarbejderstab
uden væsentlig nyrekruttering, hvis
gennemsnitsalder er stærkt stigende.

80'ernes og 90'ernes nedskæringer i personale og ressourcer har presset ændrede arbejdsmetoder igennem og medført brug af nye redskaber (edb, rengøring etc.). Nedskæringerne har også givet ændringer i den politiske struktur (mindre byråd, ndret forenklet udvalgsstruktur) og ny forvaltningsstruktur med koncernledelse, direktioner, en ny chefrolle og nye samarbejdsmønstre.

Ressourcesiden har fået øget opmærksomhed med en ny personalepolitik, nye frihedsgrader og et mere ledelsesorienteret set-up for personalepolitikken. Der er præsteret en radikal nyorientering af det administrative serviceapparat mod borgeren (serviceskranker, kvikekspedition etc.) (26). Der er gennemført en udstrakt decentralisering af ansvar og kompetence til institutionsniveauet og til de øvrige betjenende led, der er tættere på borgerne (52). Dette for bl.a. at sikre, at de strategiske betingelser for det kommunale arbejde nødvendigvis må tage sit afsæt på pyramidens laveste niveau (borgerens). Det, der er rationelt på et niveau (det primærkommunale), kan meget vel være irrationelt på et andet niveau (amtskommune, stat).

Hvis de strategiske betingelser imidlertid tager udgangspunkt i borgemes problemer, ma den samlede offentlige organisation »harmonisere« sig pa dette grundlag nar den fremtidige organisation og dens arbejdsvilkar skitseres strategisk (61). Kun derved kan borgeren bringes pa den konstruktive »fod« i forhold til den offentlige sektor - i stedet for at opretholde en permanent krigsretstilstand mellem borgerne og det offentlige, som den vi kender fra borgernes forhold til mange offentlige instanser, ikke mindst dem, der er langt vaek (EU, Bruxelles). Kun en stasrkt decentralt styret samlet offentlig organisation kan opfange dette irrationelle element, der bl.a. ofte resulterer i for lang afstand mellem borger og myndighed. For mange administrative niveauer i en offentlig forvaltning betyder i ovrigt ofte, at det enkelte niveau optrseder som »spekulant« i regler til ulempe for overordnede niveauer (3, 55).

Deter derfor helt naturligt, at primasrkommunerne i nasrt samspil med borgerne i de senere ar har taget fat pa at organisere udvalgs- og forvaltningsstrukturen mere problem- og helhedsorienteret end sektororienteret. Den overordnede struktur, specielt sektoropdelingen i staten blev herved bragt helt ud af trit med virkeligheden - og deter den stadig. Og sa er hverken den amtskommunale struktur eller EU-strukturen

Også monopolerne på udbudssiden er
under nedbrydning (frit skolevalg, frit sygehusvalg
osv.) (48, 49, 50).

Der etableres i disse år endvidere øget opmærksomhed omkring specielle emner, som f.eks. kvalitetssikring, hvor der fundamentaltrejses spørgsmål om, hvilken serviceder ydes til hvem og med størst mulig

individuel hensyntagen uden forskelsbehandling.

Også brugeranalyser og mere konsekvente evalueringer af, hvad der ydes, navnlig på områder (40), hvor markedsmekanismen ikke virker hensigtsmæssig, vinder stigende udbredelse. Dette betyder, at der er øget behov for nye strategiske redskaber. Det gamle »set-up« omkring 3 overslagsår i budgetteringen og sektorplaner af forskellig karakter er helt slidt op og utilstrækkelige.

En ny politikerrolle - normopbrud og individualisering

Individet er i centrum i disse år. Ingen interesserer sig for tilværelsens store problemer. Det er de nære problemer, som optager borgerne og som den offentlige sektors indretning må afspejle fra EU over staten til kommunen, institutionen og individet. Resultatet af denne proces bliver den decentraliserede kommune (29, 47).

Den typiske konflikt kommer i fremtiden til at stå mellem enkeltsagspolitikeren, som typisk sidder i børnehavebestyrelsen, skolebestyrelsen, eller på anden vis er enkeltsagsdrevet og kommunalbestyrelsen. Dermed bliver det vanskeligt at føre kommunalpolitik som tidligere på de traditionelle områder og ofte med udgangspunkt i enkeltsager. Det er de principielle spørgsmål, der skal dyrkes og fastholdes i kommunalbestyrelsen fremover med ansvar for helheden. Der bliver næppe plads til enkeltsagspolitikeren i byrådet, for han sidder i skolebestyrelsen, børnehavebestyrelsen eller lignende steder. - Den nye politikerrolle bliver ikke »end-user« rettet, fordi der er indskudt et ekstra led i »det offentlige institutionshierarki« mellem byradet radetog borgerne i form af de nye institutionsbestyrelser m.v. Det vil interne i kommunerne i stigende grad blive vanskeligt at fore politik, fordi de traditionelle politikemner er last (socialpolitik, teknisk udvalgs omrade, skolepolitik, asldrepolitik etc.). Kun de emner, der krsever samarbejde over »kommunegrasnser« er politikegnede (turistpolitik, erhvervsudviklingspolitik osv.). Som eksempel pa den »laste« situation kan nasvnes beskasftigelsespolitikken.

Arbejdslosheden kan i henhold til OECD's analyser kun loses ved at genopdage den del af arbejdsmarkedet, der afkaster lonninger pa under 150.000-180.000 kr. arligt, kombineret med fortidspensionsudbygning til de pa arbejdsmarkedet invaliderede og udstrakt brug af orlovsordninger. Omradet er last landspolitisk og fagpolitisk, sa kommunal politikindsats er naermest umulig. Lignende »laste« situationer finder lokalpolitikerne pa alle andre traditionelle politikomrader.

Det er sandsynligt, at decentraliseringen er kommet for at blive (55). De nye kommunalpolitikere arbejder derfor på disse præmisser. Dette indebærer en helt ny politikerrolle i lokalpolitikken på byrådsniveau. Skolebestyrelser, institutionsbestyrelser osv. må klare enkeltområderne. Kommunalbestyrelsen skal arbejde strukturelt, koordinerende, strategisk osv. og ikke med enkeltsager på serviceområdet.

Den centralistisk arbejdende kommune kommer aldrig tilbage. I kontaktfladen til befolkningen får vi aldrig centralismen tilbage. Den enkelte borgers forhold til hans børns skole går over skolebestyrelsen. Den politiske styring bliver dialogstyring med enkeltområdernes »politikere« (institutionsbestyrelserne

Dette stiller krav til kommunalbestyrelsespolitikerne,
som de ikke har været vant
til.

Den nye offentlige sektor bliver efterspørgselsrettet i stedet for producentrettet, en proces som understøttes af privatisering, udlicitering osv (20, 52, 53, 54).

I den kommunale virkelighed skal vi til at bruge markedet i stedet for planmekanismen, når kommunerne skal indrettes, eller som det er blevet sagt »danskerne skal lære at stemme med fødderne i stedet for med blyanten« (45).

Flugten fra politik er blevet en politik i sig selv på baggrund af en følelse af, at alt er blevet politiseret for stærkt. Også dette peger mod markedsstyring og forbrugerstyring frem for politisk styring.

Transitionen fra det enkeltsagsbehandlende sognerådsmedlem til bestyrelsesmedlem er slet ikke gennemført til bunds og står i stærk kontrast til de nye krav til politikerrollen.

Decentraliseringspolitikken kan meget vel blive prøvestenen på en mere strategiorienteret politikerrolle. De kommende år skal vise, om de folkevalgte politikere tør tage dette skridt fuldt ud. Spørgsmålet vedrører i ligeså høj grad chefrollen, idet kravet er, at de kommunale chefer tør overtage en række af de roller, som traditionelt har ligget hos politikerne.

De kommende år vil nok også åbenbare yderligere det problem, at det kommunale chefkollegium til stadighed bliver bedre og bedre kvalificeret overfor et politikerkorps, hvis kvalifikationer ikke er vokset og vokser tilsvarende. De stigende vanskeligheder med at rekruttere til politikerrollen er nok et tegn på denne udvikling.

At store og voksende andele af driften er aldeles uegnede til politisk stillingtagen er imidlertid et faktum, som ikke står til at ændre, hvorfor såvel politikerroller som embedsværkets roller må tilpasses (46). Hertil kommer, at grænserne mellem den offentlige og den private sektor, bl.a. som resultat af udlicitering og fremvækst af nye opgaver i grænseområdet mellem sektorerne har betydet, at denne gråzone af samvirke og fælles opgavevaretagelse mellem den offentlige og den private sektor vil få stigende betydning for, hvordan den kommunale organisation skal skrues sammen og virke (34) (jfr. bl.a. nedenfor om »regionalisering« og 9, 41, 42, 43, 44 og 76 g og h).

Forskellige regeringer og kommunerne

Den borgerlige regering var i princippet ikke-interventionistisk. Styringen af kommunerne blev derfor meget enkel med kun 3 håndtag og 4 elementer.

Der blev lagt loft over skatteudskrivningen. De kommunale kasser blev tømt ganske effektivt, så sektoren var ude af stand til at intervenere forstyrrende i konjunkturpolitikken og den overordnet stramme økonomiske politik (52).

Privatisering, udlicitering m.v. blev intensiveret for at få flyttet grænsen mellem den offentlige og den private sektor (53, 54). Endelig blev det kommunale selvstyre respekteret fuldt og helt på disse lidt amputerede præmisser med næsten ingen økonomiske muligheder. Kommunerne havde frihed til at gøre, hvad de ville, men ikke meget at bruge denne frihed til. Enhver Socialdemokratisk ledet regering er mere interventionistisk og vil styre også indholdet i politikken. Dette betyder imidlertid ikke, at udliciteringen og priva-

tiseringsindsatsen invalideres. Udlicitering er Socialdemokratiet med pa af effektiviseringsgrunde, men pa frivillig basis, dvs. hvor det ikke stoder an mod traditionel taenkning (20). Her har Socialdemokratiet flyttet sig, bl.a. via pres fra SF. Deter dog karakteristisk, at Socialdemokratiet ogsa vil tillade, at de offentlige institutioner selv byder pa opgaverne, hvad den forrige regering sagde nej til. Socialdemokratiet vil have taget hul pa, hvad man kunne kalde »de sociale kontrakter«, dvs. det store parti vil have klargjort borgernes rettigheder og pligter i forhold til de offentlige serviceproducenter. Dette kan etableres via »varedeklarationer« pa ydelserne. Princippet kunne beskrives f.eks. saledes, at »Renovationsafgiften« betyder, at den enkelte husstand far hentet sit affald en gang ugentligt — men kun hvis saskken er stillet ud pa fortovet, ikke vejer over 11 kg og ikke indeholder andet end hvad der er foreskrevet.

Forskellige ydelsesniveauer individuelt
tilpasset og takstfastsat er helt forenelige
med sådanne varedeklarationer.

Regionaliseringen af de kommunale opgaver

Der er en lang tradition i Danmark for at det offentlige stort set ikke driver erhvervsvirksomhed, bortset fra enkelte naturlige monopojer som f.eks. DSB og selv ikke altid her, idet f.eks. elselskaber, telefonselskaber etc. er private aktieselskaber med et kraftigt islæt af politisk styring. Det offentlige blander sig ej heller i erhvervspolitik udover som infrastrukturskaber og skaber af generelle spilleregler (skatteregler, støtteregler mv.) (28).

Dette mønster står i nogen grad i modsætning til resten af Europa. Vi har derfor heller ingen tradition for mobilitet af opgaver og mennesker mellem den offentlige og den private sektor eller mellem de forskellige offentlige niveauer (stat, kommune m.v.). Vi har ingen tradition for hverken vertikal eller horisontal sektormobilitet. Dette område er i gang med - og vil i stigende grad undergå radikale ændringer.

Privatiseringsdiskussionen døde hurtigt efter lanceringen i 82, men vandt styrke som udbudsprivatisering, udlicitering, brugerbetaling og selvstyre for institutionerne, altså på et bredere grundlag, som ikke i samme grad beskæftigede sig med det ideologisk orienterede spørgsmål om offentlig versus privat, men snarere fokuserede på brug af markedsmekanismer, incitamentsstruktur o.lign. (52, 53, 54).

Hertil kommer, at der i løst koblede netværk på traditionelle kommunale driftsopgaver er ved at være etableret et omfattende grænseoverskridende samarbejde hen over kommunegrænserne. Devisen i dette arbejde har været, at »hvis du tager dig af snerydningsopgaven hos mig så løser jeg skoletandlægeproblemerne hos dig og så taler vi begge med naboen om park og vejvedligeholdelse, hvis byrådet ikke vil udlicitere denne opgave« osv. Sådanne samarbejdsmodeller kan etableres overalt, hvor der eksisterer stordriftsfordele og i løst koblede netværk på traditionelle kommunale opgaver — uden at den kommunale inddeling anfægtes (28, 44, 69).

Også en egentlig regionalisering, indenfor
rammerne af et struktureret, planlagt samarbejdepa

arbejdepaen rsekke nye opgaver som kommunerne foler det vigtigt at lofte, har set dagens lys (29, 41, 42). Pa det turistpolitiskeomrade og det erhvervspolitiske omrade har kommunerne ofte fundet sammenom opgavelosninger, der gar pa tvsers af bade kommunegraenserne og de offentligeniveauer: Som eksempler kan nasvnes Storebasltsradets udviklingssamarbejde, som sigter pa at »hoste lokale frugter« af etableringen af Storebasltsbroen. Ogsa erhvervsudviklingssamarbejde,turisme, Jopolitik og flygtningepolitik rummer mange eksempler pa samarbejde hen over kommunegrasnser.

Disse nye opgaver og de utraditionelle Iosningstilgange til dette fra primasrkommunal side har ofte givet anledning til interne diskussioner og rivalisering ikke mindst mellem de storre provinsbyer, som mange steder har sat sig i spidsen for dette arbejde - og amtskommunerne.

Det skred i kommunalfuldmagten, som lov nr. 383 og 384 (76) betød, parret med den meget store bevågenhed som erhvervsudvikling i »gråzonen« mellem den private og den offentlige sektor har fået, vil givet kunne udnytte sektorsynenergier og skabe beskæftigelse i de kommende år (jfr. f.eks. 10, 13, 16, 17, 28, 33, 34, 35, 36, 40, 41, 42, 43, 44, 62 m.fl.).

En ny kommunalreform

Selve etableringen af et sådant »grænseoverskridende« samarbejde, som har vist sig at være en af de stærkeste drivkræfter i den kommunale udvikling og som repræsenterer en velkommen udvidelse af opgavearsenalet for byrådet, når traditionelle områder som skoler, børnehaver m.v. fal-

der væk som politikområder kan i sig selv
vise sig at være »lynafledere« for en egentlig
kommunalreform (29).

Hvis man kan samarbejde om både traditionelle og nye opgaver henover kommunegrænserne, så opgaveløsningen er optimal, er begrundelsen for en ny »inddelingsreform« ikke længere så akut på det primærkommunale område.

En sådan argumentation omfatter ikke
amtskommunerne og et sådant samarbejde
kan ikke spores i amtskommunerne.
Tværtimod er det vel i stigende grad vanskeligt
at finde belæg for den amtskommunale
opgavevaretagelse. På sygehusområdet
er de amtskommunale bidrag til effektiviseringen
übetvivlelige, omend de
nok i vid udstrækning er Christiansborginitierede.
Strukturen med »hvert amt sit
rigshospital« er dog næppe hverken holdbar
eller forenelig med effektiv drift på
lidt længere sigt. Og et centralt primærkommunalt
er vel en ganske
tiltalende driftsform, evt. i en entreprenørmodel
til et regionalt niveau, som
ikke nødvendiggør amtskommunal skatteudskrivning
(64). Også gymnasieområdet
ligger »kunstigt« amtskommunalt placeret
og fordrer ikke amtskommunal skatteudskrivning.
Den amtskommunale socialindsats
er om muligt endnu mere fejlplaceret,
ikke mindst når det drejer sig om effektiv
indsats mod arbejdsløsheden - og noget
lignende gælder kulturudgifterne. Den
manglende forankring i lokalmiljøet gør
amtskommunal kulturindsats kunstig. At
et nyt museum for moderne kunst skal
etableres af Københavns Amt kan eksempelvis
synes helt uforståeligt.

Om den delreform med enten nedlæggelseaf
de amtskommunale enheder

eller øget bæredygtighed gennem en »fusioneringsproces«til 5-6 amtskommuner efter »naturgas-regionale-grænser« eller lignende, skal ikke vurderes her. Meget talerdog nok i de kommende år for nøje at overveje antallet af »offentlige niveauer« mellem borgerne og de besluttende myndigheder.Der er unægteligt blevet flere led fra hr. Jensen over Skolebestyrelsen til primærkommunen og videre over amtskommunentil Christiansborg og videre til Bruxellesend den 3-niveau model, der kendtes for ganske få år siden med primærkommuner,amtskommuner og stat. I det lys kunneen fjernelse af den amtskommunale skatteudskrivning og den særlige amtskommunaleudgiftsprioritering i amtsrådenesynes et beskedent forenklingsbidrag.

De særlige problemer i hovedstadsområdet
kan man ikke i al evighed ignorere.

Indenrigsministeriets arbejde med at finde nye »hovedstadsordninger« og de konkrete udredninger herom er latente tegn på, at den kommunale inddeling i hovedstadsregionen er rivende gal. Den »spire«, der var sået til at attakere dette problemfelt, nemlig hovedstadsrådet, burde have haft en mere alvorligt ment chance. Sandheden er jo, at hovedstadsrådet døde af blodmangel. Da der skulle overføres opgaver til det, svigtede modet og det fik efterhånden en status som en slags mausoleum over manglende politisk mod og handlekraft.

Internationale kommunale udviklingstendenser

Fra den store verden vælter problemerne
ind over kommunerne med stigende intensitet.

Det ændrede Europakort og ideologisammenbruddet i Øst giver problemer. Økonomikrise og arbejdsløshed giver problemer. Demokratiet skranter og er blevet 5-6-leddet mod før 3-leddet. Etniske problemer er dukket op i Europa. Den kommunale struktur er vidt forskellig (Grækenland har 6.000 kommuner, Frankrig har 38.000 kommuner og Danmark har 279 kommuner). Strukturen og opgaverne er vidt forskellig med det mest vidtgående lokale selvstyre i Danmark og det mest centralistiske i Frankrig.

Dette rejser et stort antal problemer for
den kommunale udvikling anskuet fra en
Europæisk platform.

Skal kommuner internationalisere sig? Skal den »kommunale proces« konvergere, således at kommunernes størrelse og arbejdsmåde harmoniseres f.eks. i Europa? - og hvad kræver det? Det kan være svært at forestille sig, at det skulle være muligt for EU at få en dialogpartner i den kommunale og amtskommunale sektor. Den sydeuropæiske tradition kunne meget vel være for centralistisk til dette!

Hvis vi overvejer, hvem der er initiativbærere for den kommunale sektors internationalisering er det Europarådet, via Europarådets kommunalkonference som dog fagligt substantielt er af begrænset betydning - Venskabsbysinstitutionen, som er veludviklet ikke mindst i større bykommuner, men som også har haft svært ved indholdsmæssigt, substantielt at få betydning udover det inspiratoriske niveau - EU, som har betydet, at de 3-4 største danske byer har skaffet sig egne lobbyister i bl.a. Bruxelles.

- Herudover betyder Maastricht-traktaten øget kommunalt engagement dels fordi Parlamentet får øget indflydelse, f.eks. via øget vægt på subsidiaritetsprincippet om, at højere beliggende offentlige instanser ikke skal løse hvad der kan løses på lavere niveau. Endelig er der etableret et regionalt udvalg med 189 medlemmer, heraf 9 danske (4 til Kommunernes Landsforening, 4 til Amtsrådsforeningen og 1 til København og Frederiksberg). Processen for direktivforslagene bør også nævnes her, idet kommissionsforslag via ministerrådet sendes til de nationale parlamenter, som via markedsudvalget og regeringens fagministre ekspederer dem ud i kommunerne via de fagministerielle specialudvalg som har kommunale repræsentanter. Herudover høres de 4 kommunale parter direkte.

Når det imidlertid drejer sig om de kommende års udfordring i retning af at honorere internationaliseringsprocessen i kommunerne, via de krav, denne proces stiller til personalet, organisationen osv. ikke mindst i de større byer og i de kommunale organisationer, er processen kun langsomt fremadskridende og EU har som nævnt svært ved at finde entusiastiske dialogpartnere i den kommunale sektor. De sydeuropæiske traditioner giver barrierer herfor.

Sammenfattende må det konstateres, at det danske kommunestyre står overfor meget store udfordringer, som ikke uden betydelige omstillingsvanskeligheder kan honoreres. Den primærkommunale sektor har erobret »førertrøjen«, når det gælder om at tilpasse den politiske struktur til de nærdemokratiske behov, men ledelses-

mæssigt er processen langtfra tilendebragt. Navnlig de betydelige krav til en ny politikerrolle, som de kommende år vil være præget af, kan give store rekrutteringsmæssige vanskeligheder. Når det drejer sig om de overliggende niveauer (amtskommune, stat og overnationalt) er vanskelighederne særdeles følelige. Egentlige reformer af arbejdet på Christiansborg og i ministerierne væk fra en struktur på faglige kriterier mod problem- og sagsorientering er end ikke på tegnebrættet. Hvis regionaliseringen af de kommunale opgaver kan fortsættes i det nuværende tempo og med nye »utraditionelle« løsningsformer hen over kommunegrænser, vil der ikke være behov for en ny primærkommunal inddelingsreform udover i hovedstaden. Den amtskommunale inddeling er imidlertid så håbløs, at en reform og måske en fjernelse af den amtskommunale skatteudskrivning og politiske udgiftsprioritering kan blive uomgængelig. På det internationale område vil de overstatslige niveauer mindst stille øgede krav til det internationale beredskab, og måske på sigt indebære egentlige harmoniseringsbestræbelser over landegrænserne i Europa.

Summary

In the 25 years since the Local Government Reform Act of 1970, the roles of both local authorities and county authorities in the political system have clearly been changing so rapidly, that a thorough analysis of the consequences of this development is rendered necessary. The aim of such an analysis is to get an overall picture of significant development trends at the public sector implementing levels, to ensure instrinsic consistency, and perfect accord on and coordination of public sector activities. The subjects of

the analysis include mangement problems in the local authority unit as producer of service to the citizens as well as the business sector; the changed role of the politician concurrently with the increased individualisation of services; the different likely »colours« of central government and its attitude to local government and the organisation of local government; regionalisation of local authority tasks in anticipation of

the benefits from the economies of scale; the demands for a new local government reform; local authorities as participants in the international discussion, especially in theEU. This article briefly reviews those issues, one by one. In the following articles, and in the special perspective of each author, the issues will be further elaborated.

Litteratur

1. Antonsen, Marianne: Produktivitet og effektivitet i offentlige organisationer. COS Forskningsrapport S/1989

2.Arbejderbevægelsens erhvervsråd: Kommunalpolitik uden grænser — om behovet for en ny kommunalfuldmagt. erhvervsråd.

3. Battrup, Gerd: Det kommunale
selvstyre - i retslig belysning. Samfundslitteratur
1992, 1. udgave

4. Bentzon, Karl-Henrik: Politik som marked. I, Torben Hviid Nielsen (red.): Stat og marked. DJØF - forlaget. København, 1989.

5. Bodil O. Hansen og Hans Keiding:
»Brugerbetaling«, DJØF,
1991.

6, Bohm, R: Social efficiency, 2. ed.
London 1987.

7. Bentzon, Karl-Henrik: Fra vækst til omstilling - moderniseringen af den offentlige sektor. Nyt fra Samfundsvidenskaberne,

8. Brøndum, Søren og Søndergård, Jens: Porter i erhvervspolitisk tomgang. Samfundsøkonomen nr. 4, 1991

9. Carstensen, Poul: Kommunerne
og erhvervspolitikken. GEC Gads
Forlag 1993.

10. Christensen, Jens Frøslev: Innovation I dansk erhvervsliv. Debatoplæg udarbejdet for Erhvervsfremmestyrelsen,l994.

11. Christensen, Flemming, Peter
Fristrup og Jens Leth Hovgaard:
Produktivitetsanalyser. DJØF 1991.

12. Dalum, Bent. Jorgensen. llrik, Mollcr, Kim og Valentin, Finn: Porter og den erhvervspolitiske debat. Samfundsokonomcn nr. 7 1991.

13. Dalum, Bent Willumsen, Cicrt: National erbcervsudvikling og konkurrenceevne. Debatoplaeg udarbejdet for Erhven'sfremmestyrelsen 1994.

14. Donahue, John: Theprivatis,
turn decision, New York Basic-
Books, 1989.

15. Erhvervsfremmestyrelsen jui
1993-marts 1994: Erhvervsudvik
lingsrådets 8 ressourceområde-an;

16. Erhvervsudviklingsrådets
redegørelse. 1994.

17. Erhvervsudviklingsradets ressourceredegorelse,l993. rietfor Erhvervspolitik og samordning.

18. Fakstorp, Jørgen:.Forskning og innovation - Erhvervslivets ressourceindsa_ts. Forskningspolitik nr.l4, 1993.

19. Feldt, Kjell Oluf: Rådda velfardsstaten.
Forlaget Norstett.
1994.

20. Frederiksen. Susan: Analyse af det potentielle marked for udlicitering af kommunaledriftsopgaver samt økonomiske beregninger af mulige besparelser ved udlicitering. Hovedopgaver på rand. were. Studiet. 1991.

21. Gibb, A. A.: Key factors in the design of policy support for the small and medium size enterprise (SME) development process: an overview in Entrepreneurship and Regional Development 5. ITK1^TK 1993.

11. Gunst. Jens og Niels Lauritzen: Planlægning og prioritering: S ogle opgaver og metoder. DJØF's Forlag.

23. Gunst, Jens og Otto Larsen:
Offentligokonomi, 2. udgave, DJOF
1987.

24. Gunst, Jens og Eskil Heinesen:
Ndrstaten ska/' salges, DJOF's
forlag.

25. Gunst, Jens: Kompendium til
virhomhedsokonomi 1, Handelshojskolen
i KBH, 1993.

26. Gunst, Jens, Eskil Heinesen og Niels Lauritsen: Effektivitet og produktivitet - en analyse med udgangspunkt i sundhedssektoren, DJOF's Forlag.

27. Gunst, Jens: Kompendium til
virksomhedsokotwmi 2, Handelshojskolen
i Kobenhavn 1994.

28. Gunst, Jens: Kommunerne som serviceproducenter i erhvervspolitikken. okonomi ogPolitikm.3,

29. Hansen, Peter Gorm m fl.:
Kommunerne efter kommunalreformen,
KL 1985. .

30. Haugsland, Sven A.: Ndrservicebedrifter
blir konkurrenseutsatte,
LOS-senteret 1991.

31. Hyman, David: Public Finance A contemperary application of theory to policy, 3rd ed. Dreyden Press 1990.

32. Indenrigsministeriet: Kobenhavns kommunes bestyrelse, beticnkning fra det af Indenrigsministeren d. 19. juli 1985 nedsatte udvalg om Kobenhavns Kommunes styrelse, betasnkning nr. 1114/1987.

33. Indenrigsministeriet: lokal erhvervspolitik - debatoplaeg om forholdet ml. statslige og lokale initiativer, arb.notat 7, Indenrigsministeriet juni 1987.

34. Indenrigsministeriet: Kommunerne og erhvervspolitikken + bilag til betaenkning, betcenkning 1153, december 1989.

35. Industriministeriet: Industripolitisk redegorelse 1986 og regeringens erhvervspolitiske program for byerhvervene, industriministeriet okwbct 1986.

36. Industriministeriet: Lovforslag nr. L. 134-forslag til lov om statsgaranti til udviklingsvirksomhed, Schultz Grafisk A/S-Folketinget 1993.

37. Jespersen, Jesper: Gron okonomi, en introduktion til miljo, ressourcer og samfundsokonomi, DJOF 1994.

38. Johansson, P.0.: An introduction
to modern welfare economist,
Cambridge 1991.

39. Keiding, Hans: Erden offeut/ige
sektorforstor, DJOF 1991.

40. Kommunernes Landsforening: Bedst og billigst - Forlaget Kommuneinformation. 1991.

41. Kommunernes Landsforening: Kommunal erhvervspolitik - indhold, organisation, radgivning og service, KL 1991,1. udg. 2. oplag.

42. Kommunernes Landsforening: Nye muligheder i erhvervspolitikken - et arbejdspapir, KL, Kontoret for adm. og erhverv Maj/junil992.

43. Kommunernes Landsforening: Erhvervspolitik - aktuelle temaer, Den kommunale hojskole i DK 0gKL1994, l.udg. 1. oplag.

44. Kommunernes Landsforening:
Samarbejdet ml. kommunerne og
private virksomheder, KL 1984.

45. Kryger, Mette: Lad markedet
bestemme - ikkepolitikerne, Borsen
4. april

46. Lykketoft, Mogens: Sam og
Samling, Samlerens Forlag 1994.

47. Mathiesen, Kurt: Kommunestyret
i DK, KL 1986.

48. Mikkelsen, Palle og Stenstrup, Jens E. m.fl.: Grundskolen ogungdomsuddannelserne. AKFs Forlag. Kobenhavn, 1988.

49. Mikkelsen, Palle og Steenstrup, Jens E. m.fl.: Offent/ige bornepasningsordninger. AKFs forlag. Kobenhavn.

50. Mikkelsen. Palle og Steenstrup, Jens: Brugerbetaiing, prioriteristyring -fordeling. AKFs Forlag. Kobenhavn, 1988.

51. Millgrom, P. og John Roberts: Economics, Organization et Management, PrenticeHall International ed. 1992.

52. Moderniseringsredegorelse
1990, 1991 og 1992.

53. Mortensen, J. Birk og Olsen,
Ole Jess: Privatisering ogbeslutning,
DJOF 1991.

54. Mortensen, Jorgen Birk: Prifundsokonomen
juni 1993:4.

55. Mouritzen, Povl Erik Jensen og Jensen, Henrik Toft (red.): Samspillet ml. stat og kommune, DJOF 1984.

56. Mueller, Dennis C.: Public Choise 11, a revised edition of Public choice, 1989, Cambridge University Press, 1. udgave s. 1-39 og 445-465.

57. Musgrave f B. Peggy: Public
Finance in theory and practice, sth
ed. NewYorkl9B9.

58. Møller, Lasse og Wolfsen: Beslutninger
i organisationer - offentlige
ogprivate, DJØF 1991.

59. Nielsen, Klaus: Nyere udviklingslinier
i økonomisk teori, DJØF
1993.

60. Nielsen, J.U.M., H. Heinrich
og J.D Hansen: EF i økonomisk
belysning, Systime 1990.

61. Nutt, P.C. og R.W. Backoff: The strategic Management of Public and third Sector Organizations, San Fransisco 1992.

62. Olsen, Ole Jess: Regulering af offentlige forsyningsvirksomheder i DK, 1993, DJØF 1. udgave, 1. oplag.

63. Olsen, Ole Jess: Samfundsøkonomen,
juni 1993:4, Privatisering
og deregulering, juni 1993.

64. Pedersen, Keld Møller: Struktur og Finansiering af det danske sundhedsvæsen i 90'erne. Lundbeckf ondens prisopgave 1990.

65. Rosen, Harvey: Public finance,
3rd ed. Homewood IL
Irwin, 1992.

66. Rytter, Niels: Konkurrencefremme
og den offentlige sektor,
Samfundsøkonomen juni 1993:4.

67. Sahas, Emmanuel S.: Privatizing of the Public Sector: How to shrink Government. Chattham N.J., 1982.

68. Salamon, Lester: America's
non-profit sector. The foundation
Center 1992.

69. Samfundsøkonomen nr. 4 1989: Temanummer om privatisering, brugerbetaling, produktivitet og effektivitet.

70. Stiglitz, Joseph E.: Ecom
of the public sector. 1988 WAV.
Norton fCompany 2. udgave

71. Strandskov, Jesper et al: Ejerforhold og konkurrenceevne i dansk erhvervsliv, Debatoplæg udarbejdet for erhvervsfremme Styrelsen, KBH, 1994.

72. Sørensen, Per Byrge: Kommunestyrelsesloven
og tilhørende bestemmelse,
DAFOLO, 1989, 1. udg.

73. Ugebrevet Mandag Morgen, nr,
28, 23. august 1993: Velfærdsindustrien.

74. Wolf, Charles: Markets or governments: choosing between imperfect Alternatives, Cambridge Mass. MIT Press. 1990.

75. Zysmann, John: Governments, markets and growth - Financial systems and the Political Industrial change, Martin Basildon, Oxford, 1983.

76. Love og bekendtgorelser: