Resumé

Hanne Nørreklit har tidligere forsøgt at belyse en række forhold vedrørende økonomistyring (Nørreklit, 1992). Heri rettes et skarpt angreb mod store dele af erhvervsøkonomisk teori, baseret på to overordnede

Det første kan sammenfattes som: "Erhvervsøkonomi bygger på et forældet virkelighedssyn, positivismen, og må derfor forkastes". Det andet kan udtrykkes som: "Det er ikke muligt affinde logiske forhold. De fleste økonomiske modeller har et rationelt element, og et sådant bygger på logiske sammenhænge. Sådanne modeller kan derfor heller ikke testes ".

I denne artikel argumenteres derfor, at disse konklusioner
er baseret på en række misforståelser, og at
kritikken derfor er uholdbar.

Indledning

Ledelse og Erhvervsøkonomi nr. 3 f1992 bragte en artikel af lektor Hanne Nørreklit (HN), der retter er skarpt angreb på økonomistyring¹. Argumenterne rækker dog langt videre, og kan ses som et mere generelt anlagt angreb på erhvervsøkonomisk teori. Hvis HN har ret, må store dele heraf kasseres.

---

1 Jvf. Nørreklit (1992). Alle sidetal uden øvrige angivelser refererer til denne artikel.

Når man fremsætter så vidtrækkende påstande, må man også levere holdbare argumenter for dem. Der skal her argumenteres for, at HN ikke har været i stand hertil.

Argumenterne synes at kunne sammenfattes
i to overordnede påstande, der her benævnes
"positivisme-" og "rationalitets-argumentet".

Positivisme-argumentet

Det er vigtigt at bemærke, at positivismeargumentet
ikke går på, at "traditionel" erhvervsøkonomisk
teori må forkastes ud fra et konstruktivistisk
videnskabssyn. Det er alene positivisme,
og brugen af "positivistiske metoder",
der henvises til. Kompakt udtrykt kan argumentet
vel sammenfattes som følger: Traditionel
erhvervsøkonomisk forskning bygger på et
forældet virkelighedssyn, positivismen (side
150), og må derfor forkastes. HN fremsætter ikke
dette argument eksplicit. Men hvis det ikke
er et ræsonnement a la dette, der ligger bag, er
den megen spalteplads brugt på positivismen
overflødig.

Det anføres, at "Positivismen har i dette århundrede i mere eller mindre rendyrket form domineret næsten al forskning og vidensproduktion inklusiv den erhvervsøkonomiske" (side 150), og at "...den positivistiske metodelære, der stadig er fundamentet for de erhvervsøkonomiske discipliner..." (side 150)

Nu er det uklart, hvad der præcis menes med "domineret" og "er fundamentet for". Formentlig betyder det, at erhvervsøkonomiens metode er positivistisk. Men det er noget af et postulat, i det mindste hvis man hermed mener, at erhvervsøkonomier er positivister, el-

ler har forsøgt at følge positivistiske idealer. Erhvervsøkonomien
bygger dels på resultater, der
er "importeret" fra (eller udviklet parallelt
med) andre felter, primært generel økonomisk
teori (såsom omkostningsteori), dels på en række
mere praktiske og ad hoc prægede metoder
(såsom det dobbelte bogholderis princip).

Hvad bidragyderne til den første kategori
angår er det tænkeligt, at en stor del af økonomisk
teoris pionerer ville have bekendt sig til
noget, der minder om positivisme, hvis de var
blevet spurgt. Spørgsmålet er, om de levede op
til det. Således mener den vel nok kendeste
fortaler for indførslen af positivistisk metodelære
inden for økonomisk teori, T.W. Hutchison,
at centrale elementer af økonomisk teori
må kasseres, fordi de ikke lever op til positivismens
metodekrav (Hutchison ,1938 f 1984).
Det er mere tvivlsomt om moderne økonomer
over en bred kam kan siges at være positivister,
selvom man utvivlsomt kan finde nogen, der
lufter lignende synspunkter.

Om bidragyderne til den anden kategori også har været positivister i noget større omfang er et åbent spørgsmål. En del af dem har sikkert ikke engang set sig selv som videnskabsmænd. De af dem, der har, har formentlig snarere bedømt deres arbejde efter kriterier, der minder om dem den filosofiske retning, der kaldes pragmatisme , anvender. Heri indgår bl.a. det ekstreme standpunkt, at noget er sandt hvis det er nyttigt, eller sandt i den udstrækning det er nyttigt (Lindenfeld, 1980, side 131-132 og Storig, 1985, side 566-569).

Det må altså konkluderes, at det i allerhøjestegrad
er diskutabelt hvorvidt positivisme kan

---

2 Christian Knudsen hargjort mig opmcerksom pa denne pointe.

siges at have domineret erhvervsøkonomisk
teori.

Hvilke elementer i positivismen ma forkastes?

Efter de netop gennemgåede udsagn anføres
det, at "...positivismen som filosofi blev forladt
for mere end en menneskealder siden" (side
150). For at vurdere dette udsagn må man selvsagt
stille spørgsmålene om hvornår positivismen
mistede sin dominerende status, og om
hvordan den skal afgrænses. HN oplyser ikke
nærmere om sit syn herpå. Man må derfor formode
at hun, i lighed med de fleste andre (herunder
denne forfatter), opererer med en afgrænsning
hvorefter positivismen gradvist blev
forladt efter sammenbruddet af den såkaldte
logiske positivisme i årene op til 1950.

Men har HN så ikke ret i, at den videnskabsfilosofiske udvikling implicerer, at de erhvervsøkonomiske teorier og modeller må forkastes? Det skal i det følgende argumenteres, at svaret er nej. For det første betyder det faktum, at positivismen som overordnet filosofisk retning forkastes, ikke, at alle dens elementer også må forkastes. Det der er nogenlunde enighed om var uholdbart, var især følgende

(a) Den opfattelse, at der er mulighed for
sikker verifikation (via "induktiv logik")
af videnskabelige teorier, eller, i det
mindste, muligheden for at opnå viden,
der med meget stor sandsynlighed er
sand

(b) Det syn, at det er muligt at tilvejebringe data, der kan benyttes som "råmateriale" til konstruktion af teorier, uden at fortolkningen eller forståelsen af dem byder på vanskeligheder

(c) Det kriterium til distinktion mellem meningsløse og meningsfulde udsagn, som de såkaldte "logiske positivister" opstillede (Popper, 1934 fl9BO, side 34-39)

Når der i det følgende tales om positivisme, og om at positivismen er forladt, refererer det primært til disse tre elementer (hvoraf specielt de to første er af betydning for praktiske formål).

For det andet er "koblingen" mellem metodologisyn
og acceptabel videnskabelig praksis
ikke sa snaerende som HN antager. Hvis man
vil argumentere for at forkaste en given erhvervsokonomisk
teori ud fra en forkastelse af
dele af positivistisk metodelaere, ma man pavise,
at den undersogte teori logisk set irnplicerer,
at et uacceptabelt element i positivismen er
sandt. Det har HN ikke gjort i et eneste tilfselde.
Og deter ogsa meget svaert at forestille sig,
at det skulle kunne gores i sasrligt mange
tilfaslde, om nogen overhovedet.

Som et kuriosum kan det nævnes, at det
f.eks. ikke engang ville være en tilstrækkelig
grund til at forkaste en teori, at den var udledt
af et sæt af præmisser der inkluderede (b)
ovenfor, hvad den selvsagt ikke er. For selvom
(b), som antaget, var falsk, så kunne teorien
være sand af andre årsager. Så selv hvis HN

---

3 En hård kritik af alle tre elementer kan findes i Popper (1934 f1980). Men stort set enhver nyere introduktion til videnskabsfilosofi indeholder en beskrivelse af disse forhold. Jvf Chalmers, 1982 og Knudsen, 1991. Sidstnævnte, dansksprogede, fremstilling henvender sig specielt til økonomer.

havde ret i en helt bogstavelig tolkning af udsagnet "...den positivistiske metodelære, der stadig er fundamentet for de erhvervsøkonomiske discipliner..." (side 150), så ville det ikke have de konsekvenser hun påstår.

Det betyder ikke, at det forhold, at væsentlige dele af positivismens metodelære forkastes, er uden konsekvenser for erhvervsøkonomisk teori. Når man skal vurdere, om det er nødvendigt at kassere dele af denne teori, fordi man forkaster disse elementer, må man se på hvad der erstattede positivismen.

Konsekvenserne

Hvad kom der så i stedet for positivismen? Selvom det ikke siges eksplicit må opbygningen af HNs afsnit 2 bibringe læseren det indtryk, at den dominerende virkelighedsopfattelse" dag er konstruktivismen. Det anføres da heller ikke, at den helt, helt overvejende del af de professionelle videnskabsfilosoffer i dag bestemt ikke vil vedkende sig denne retning.

Situationen er den, at den positivistiske videnskabsfilosofi
er afløst af flere forskellige
skoler. Konstruktivismen er én sådan skole,
men langtfra den dominerende. Der hersker en
slags "teoretisk pluralisme". Spørgsmålet er,
hvilke konsekvenser det har for HNs vurdering
af erhvervsøkonomisk teori.

Det er sikkert korrekt, at nogle erhvervsøkonomiske
teorier må forkastes ud fra et konstruktivistisk
perspektiv (hvad HN dog ikke argumenterer
for). Men set ud fra f.eks. et popperiansk
synspunkt er der næppe grund til at
tro, at det er nødvendigt. Det er selvsagt ikke
ensbetydende med, at erhvervsøkonomisk teori
ikke kan eller skal kritiseres. Men at give det
indtryk, at udviklingen inden for videnskabsfi-

losofien kan tages til indtægt for, at størsteparten
af de erhvervsøkonomiske modeller og teo
rier er kassable, er helt vildledende.

Konklusionen er altså, at HN ikke har været i stand til at underbygge positivismeargumentet, givet den her anvendte definition af positivisme. Det må understreges, at hovedargumentet imod HNs syn (i foranstående afsnit 2.1) er meget stærkt. Selv hvis de indvendinger mod HNs syn, der nævnes i starten af afsnit 2, ikke havde været gyldige, rækker dette ræsonnement i sig selv til at tilbagevise positivismeargumentet.

Rationalitetsargumentet

Rationalitetsargumentet kan sammenfattes som følger: Det er ikke muligt at "finde" logiske forhold i "virkeligheden". De fleste økonomiske modeller har et "rationelt element", og et sådant bygger på logiske sammenhænge. Sådanne modeller kan derfor heller ikke testes ("Forskerne kan ikke finde den økonomiske rationalitet", side 152).

HN præsenterer to argumenter herfor. For det første to empiriske studier. For det andet en analogi til geometri. De skal begge gennem gås i det følgende.

Måling af rationalitet

I afsnittet "økonomistyringens ontologi" anførerHN to eksempler på organisationer, der tilsyneladende ikke benyttede sig af traditionelleerhvervsøkonomiske værktøjer. For det første en undersøgelse, der viste, at "..sammen hængende analyser var begrænset anvendt i budgetprocessen" i den amerikanske regering (side 152). For det andet en undersøgelse, der viste, at "Den styringsmæssige anvendelse [af

Vagn Madsens kontoplanprincipper, CAK] vil
ofte blot være rituel og symbolsk..." (side 152).

Af pladsmæssige grunde omtales kun den anden af disse undersøgelser, Melander (1984). Heri analyseres et 5-årigt forløb i forbindelse med indførslen af et budget- og regnskabs-system i en større offentlig servicevirksomhed. En af konklusionerne var, at systemet ikke anvendes i det omfang det var tænkt. Det er i denne undersøgelse præciseret, at

"Med "anvendelse" menes her primært anvendelse af information til beslutningstagen. Anvendelsen er målt ud fra en række forskellige adfærdsfænomener såsom: ...at bruger anvender og benytter information til at udarbejde ny planer og budgetter" (Melander 1984, side 51-52).

HN anforer, at "Disse undersogelser indicerer,
at modellerne og teorierne har operationalitets
- og validitetsproblemer. De okonomiske
modeller og metoder anvendes ikke, som de
selv foreskriver, og fremkalder i stedet andre
reaktioner. Forskerne kan ikke finde den okonomiske
rationalitet. Resultaterne er ikke overraskende.
Thi forskerne har netop anvendt positivistiske
metoder i deres undersogelser,
hvormed deter umuligt at finde logiske forhold,
og dermed er det heller ikke muligt at
finde okonomisk logiske forhold" (side 152).

De første to sætninger er ikke kontroversielle
i herværende sammenhæng. Det er tekststykket
fra "Forskerne kan...", der er problematisk.
Lad os starte med at tage udgangspunkt
i HNs egen formulering som netop citeret.
Nu er det ganske vist ikke helt klart hvad
der menes med at "...forskerne har netop anvendt
positivistiske metoder...hvormed det er
umuligt at finde...økonomisk logiske forhold".

Men man øver næppe vold mod HNs syn hvis man sammenfatter ideen i udsagnet "logiske forhold kan ikke måles". Og for at passagen overhovedet skal have mening må det betyde, at HNs synspunkt er, at uanset hvad resultatet af de to undersøgelser havde været, så måtte det afvises som irrelevant for problemstillingen.

Ikke desto mindre anføres resultaterne af de to undersøgelser at skulle understøtte hendes standpunkt. HNs position er simpelt hen inkonsistent. Hun kan ikke både hævde, at de to undersøgelser af mere principielle grunde er irrelevante, og så alligevel tage deres resultater til indtægt. Konklusionen er altså, at heller ikke her er der præsenteret et argument for at forkaste "traditionelle" erhvervsøkonomiske teorier.

Analogien til geometri

HN drager en parallel til geometri, der anføres ikke at eksistere. Men når den anvendes "virkelighedsnært" er den uundværlig til konstruktion afveje, broer etc. (side 152). Det er oplagt at spørge om denne analogi kan, om ikke begrunde, så dog anvendes til en illustration af pointen, at man ikke kan finde logiske økonomiske

Det skal straks medgives, at det "logiske element" generelt ikke kan eller skal testes. Men det har bare langt færre implikationer end HN tror. Forholdet illustreres nok bedst ved en meget kort gennemgang af geometriens relation til fysik fastronomi. Den geometri de fleste af os har stiftet bekendtskab med i folke- og gymnasie-skolen er den euklidiskegeometri, efter grækeren Euklid. Den blev udviklet allerede i antikken (Faber, 1983, side 59ff).

De fleste fysikere tog det, indtil midten af forrige århundrede, for givet, at det fysiske univers geometriske egenskaber var euklidiske (f.eks. at trekanter har en vinkelsum på 180 grader o.l.). Imidlertid påbegyndte en række matematikere, bl.a. Gauss og Lobachevsky, i midten af forrige århundrede at opstille ikkeeuklidiske geometrier. Men de nøjedes ikke hermed. Begge forsøgte ved eksperimenter at undersøge, om det fysiske univers besidder euklidiske eller ikke-euklidiske egenskaber. De udnyttede, at vinkelsummen af en trekant i en ikke-euklidisk geometri typisk ikke er 180 grader (ibid, side 280-283).

Forkastelsen af euklidisk geometri som en beskrivelse af det fysiske univers' egenskaber blev dog først alment accepteret efter fremkomsten af den generelle relativitetsteori. Ifølge denne kan det fysiske univers betragtes som et 4-dimensionalt, ikke-euklidisk rum (bestående af 3 rum-koordinater og en tids-koordinat). Den ikke-euklidiske egenskab skyldes primært at rummet "krummer" omkring genstande med masse (Narlikar, 1982). Denne effekt er i overensstemmelse med faktiske observationer. Når det rum vi lever i tilsyneladende har egenskaber, der ligner et euklidisk rums, skyldes det, ifølge den generelle relativitetsteori, at vi befinder os langt borte fra meget massive objekter.

Konklusionen er med andre ord, at selve det forhold, at den logiske struktur i geometri ikke kan testes, ikke betyder, at vi ikke kan skelne mellem de mulige geometriske egenskaber universet kunne have, eller at det ikke er relevant eller vigtigt at teste disse.

Teorier om rationel adfærd

Lad os vende tilbage til spørgsmålet om hvorvidt rationelle økonomiske modeller kan testes. HN anfører, at "De...kendte styringsteorier og beskrivelsesmodeller er logiske modeller, idet de er bygget op på grundlag af fornuftsmæssige - logiske - slutninger ud fra enkelte grundantagelser. Modellerne kan ikke verificeres - ikke afgøres gennem erfaringer" (side 151).

Et eksempel på en rationel beslutningsteori er den "forventede-nytte model", der anvendes inden for økonomi og psykologi. Formålet med den er at forklare eller forudsige individers adfærd under usikkerhed, givet en række antagelser om aktørens præferencestruktur (en indføring gives i Raiffa, 1968). Hvis den opfylder antagelserne, kan det bevises, at det korrekte valgkriterium er at maksimere den "forventede nytte" (Fishburn, 1988, side 79-83 og 90-92). Beviset er selvsagt alene et spørgsmål om at udlede konsekvenserne af antagelserne.

Modellen benyttes ogsa som en teori for beslutningstageres adfaerd. Deter klart, at manglende overensstemmelse mellem faktisk adfasrd og modellens prediktioner ikke er udtryk for, at den udforte deduktion er forfejlet. Den testes slet ikke. Men lige sa klart er det, at modellen, anvendt pa denne made, har et empirisk indhold, fordi den forbyder visse udfald. Og deter principielt ikke vanskeligere at teste den end det f.eks. er at teste forbrugsvaner. Der er da ogsa foretaget mange tests af denne og lignende teorier/modeller (f.eks. Slovic, Fischhoff & Lichtenstein, 1988; Tversky & Kahneman, 1988).

Konklusionen svarer nøje til konklusionen
vedrørende geometri: Det forhold, at modellenslogiske
element ikke testes, betyder ikke,

at sådanne teorier ikke kan testes, og heller ikkeat
det er uinteressant at gøre det.

Konklusion

Konklusionen af gennemgangen er, at HN ikke
har givet belæg for at konkludere, at den videnskabsfilosofiske
udvikling efter positivismen
kan tages til indtægt for at forkaste traditionelle
erhvervsøkonomiske teorier over en
bred kam. Det er endvidere godtgjort, at HNs
rationalitetsargument heller ikke kan danne basis
for en sådan forkastelse.

Det betyder ikke, at erhversokonomiske teorier ikke kan eller skal diskuteres og kritiseres. Her bor videnskabsfilosofiske argumenter indga med samme vasgt som alle andre: De bor kun vurderes udfra deres faktiske styrker og svagheder.

Nu er det jo ingen hemmelighed, at mange
forskere ser med megen mistro på videnskabsfilosofiske
og metodologiske argumenter, og
mener at det er spild af tid at beskæftige sig
med dem. HNs artikel vil næppe få nogen til at
forkaste dette syn.

Summary

Ms Hanne Nørreklit has previously tried to elucidate a number of issues relating to financial management (Nørreklit, 1992). She violently attacks much of the theory of business economics, based on two overall arguments.

Her first argument may be summarised: 'Business
economics builds on an obsolete view of reality and
should therefore be rejected'. Her second argument
may be expressed: 'It is not possible to find logic conditions.
Most economic models have a rational element,
and such an element is based on logic relations.
Therefore, such models cannot be tested.
The argumentation of this article is that these conclusions
are based on a series of misconceptions, and
that the criticism therefore is untenable.

Forfatteren takkerfølgendeforkommentarerog forslag til'forbedringer: Dekan, lektor Jan Riis Flor, Filosofisk Institut, Københavns Universitet; adjunkt Nicolai Juul Foss, og lektor Christian Knudsen, begge ved Institut for Erhvervs- og Samfundsforskning, Handelshøjskolen i København; professor Børge Obel, Institut for Virksomhedsledelse, Odense Universitet. Ansvaret for alle mangler påhviler selvsagt forfatteren.

Litteratur

Chalmers, A.F., AXhat is 'This Thing called Science?*. Second, revised edition. The Open University Press, Stratford, 1982.

Faber, R.L., Foundations of Euclidean
and Non-Euclidean Geometry.
Marcel Dekker, New York 1983.

Fishburn, P.C., »Normative Theories
of Decision Making under
Risk and Uncertainty«, i Bell,
D.E., Raiffa, H. & Tversky, A.
(eds.): Decision Making. Cambridge
University Press, Cambridge
1988.

Hutchison, T.W., »The Propositions of Pure Theory,« kap. 2 i The Significance and Basic Postulates of Economic Theory, genoptrykt i Caldwell, B. (eds.), Appraisal and Criticism in Economics, Allen & Unwin, Boston, 1984.

Knudsen, C, »ØkonomiskMetodologi«.
Jurist- og Økonomforbundets
Forlag, Charlottenlund, 1991.

Lindenfeld, D.F., The Transformation
of Positivism. University of
California Press, Berkeley, 1980.

Melander, P., »Udvikling og anvendelse af et budget- og regnskabssystem - Absurd skuespil i 4 uafhængige akter«, i Larsen, B. og Melander, P. (red.), Vi bruger også regnskaber - men til hvad?. Civiløkonomernes Forlag, Kbh., 1984.

Narlikar, J.V., »The Lighter Side
of Gravity«. W.H. Freeman and
Company, New York, 1982.

Nørreklit, H., »Konstruktion af aktørstilpassede økonomistyringssystemer«. Ledelse og Erhvervsøkonomi, Vol. 56, 149-156. Juli 1992.

Popper, K.R., The Logic of Scientific Discovery. Oversættelse af tysk udgave, »Logic der Forschung«, 1934. Tenth Revised Impression. Hutchinson, London, 1980.

Raiffa, H., Decision Analysis,
Random House, New York, 1968.

Slovic, P., Fischhoff, B. & Lichtenstein, Sarah, »Response Mode, Framing, and Information-Processing Effects in Risk Assessment«, i samme som Fishburn, 1988.

Storig, H.J., Kleine Weltgeschichte der Philosophie, dreizehnte, iiberarbeitete und erweiterte Auflage. Verlag W. Kohlhammer, Stuttgart, 1985.

Tversky, A. & Kahneman, D., »Rational Choice and the Framing of Decisions«, i samme som Fishburn, 1988.