Resumé

Formdlet med den tie artikel er at afdcekke nogle af de vigtigste problemer ogperspektiveri udviklingen i forholdet mellem ost - og Vesteuropa. Re-integrationen af osteuropa i den Internationale arbejdsdeling ma forventes at udlose betydelige strukturforandrende impulse r, som ogsd rettersig mod de vesteuropaiske okonomier. Liberaliseringen af handlen mellem ost og vest moder derfor betyde/ig modstandfra visse vestlige producentgrupper. Artiklen pdviser, at osteuropa befinder sig i et udenrigshandelsdilemma. Det bedste Vesteuropa kan gore for at hjalpe reformprocesserne i osteuropa er at sikre de osteuropceiske producenter den fties_t mulige ad gang til sine tnarkeder. Dette erpd blot lidt lamgere sigt en nodvendig betingelse for, at et marked med gode afscetningsmuligheder for vestlige producenter kan udvikles i osteuropa.

indledning

Europa i dag er ikke, hvad det var i går. De
igangværende forandringsprocesser sker i en
række henseender med så stor hastighed, at
det næppe er muligt at give ét samlet billede af
udviklingen endsige forudsige, hvordan Europa
vil se ud om bare nogle få år. For det første er
overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi
og demokrati i fuld gang i Østeuropa - en

proces som sandsynligvis har overskredet "the point of no return". For det andet byder genforeningen af'lyskland på sine helt særlige problemer. For det tredje er den vesteuropæiske integrationsproces ved at bevæge sig ind i en ny fase med det indre marked, aftalen med FF'FA om det Furopæiske Økonomiske Rum (FFS) og endelig Maastricht-aftalen og forsøget på at virkeliggøre den Furopæiske Økonomiske og Monetære Union (ØMU). Udviklingen rummer både økonomiske, politiske og sikkerhedspolitiske aspekter. I det følgende vil vi dog primært beskæftige os med de økonomiske og i mindre grad de politiske.

I 1970'erne og 1980'erne kunne man tilnærmelsesvis beskrive verdensøkonomien med udgangspunkt i tre systemer eller subsystemer, øst, vest og syd. Selvom de problemer, der er knyttet til nord-syd problematikken, langt fra har fundet nogen løsning, er det først og fremmest Østeuropas integration eller re-integration i den internationale arbejdsdeling, der er blevet sat på den politiske dagsorden ved indgangen til 1990'erne. Alene dette bekræfter, at internationale relationer næppe meningsfuldt kan begribes uden at integrer e økonomi og politik i analysen (Spero, 1990).

Opbruddet i planøkonomierne i Østeuropa er blevet fremhævet som den måske vigtigste begivenhed i verden siden Anden Verdenskrig. Imidlertid er det meget vigtigt at fastslå, at den igangværende udvikling i Østeuropa er en udvikling, en proces, som netop først lige er begyndt.

I Vesteuropa forudså man allerede på et tidligt tidspunkt, at udviklingen kunne indebære både nye markeder og investeringsmuligheder for vestlige industrier. Reformprocessen i landene denei Østeuropa ville, forventede man, medføre både stigende indkomster og en stigende grad af åbenhed i økonomien. Begge dele ville medføre, at Østeuropas betydning i den globale handel ville vokse.

Østeuropas re-integration i verdensøkonomien er dog langt fra uproblematisk og rummer en række politiske såvel som økonomiske vanskeligheder. I det følgende afsnit vil vi forsøge at begrunde, at den situation, som Østeuropa står i, bedst lader sig beskrive som et "udenrigshandelsdilemma".

Østeuropas "udenrigshandelsdilemma"

I perioden efter 2. verdenskrig blev Furopa opdelt i to delvis uafhængige handelsområder, EFTA og EF på den ene side og Comecon på den anden side. Comecon blev dannet i 1949 med det formål at fremme isoleret økonomisk samarbejde mellem de østeuropæiske lande (Spero, 1985, side 246) gennem oprettelsen af en række specifikke økonomiske og politiske barrierer for handel mellem de vestlige markedsøkonomier og planøkonomierne i Østeuropa. Man kan med andre ord sige, at de østeuropæiske lande har fulgt en ekstrem import-substitutionsstrategi (Skak, 1992, side 154). Comecon-landenes udenrigshandel har radikalt ndret siden 1949. Resultatet heraf har været, at den interne Comecon handel i slutningen af 1980'erne udgjorde henimod 60 procent af medlemslandenes udenrigshandel (Jensen, 1991, side 5). Som følge heraf har Comecon-landene langt fra kunnet udnytte deres komparative fordele i international handel fuldt ud.

I 1991 gik Comecon i opløsning, og spørgsmålet
emu, hvorvidt og i hvilken grad det vil

være muligt at skabe en mere sammenhængende økonomi i Europa, som omfatter både Østog Vesteuropa. Imidlertid er det vanskeligt at argumentere imod det synspunkt, at integration eller re-integration af de østeuropæiske lande i en ny international arbejdsdeling sammen med Vesteuropa, er en nødvendig omend ikke tilstrækkelig betingelse for de igangværende økonomiske reformer i de tidligere planøkonomier.

I den seneste rapport fra Det Økonomiske Råd (Det Økonomiske Råd, maj 1992) konstateres det, at en høj økonomisk vækst er nødvendig for, at kunne gennemføre reformerne i Østeuropa med succes. En høj økonomisk vækstrate forudsætter imidlertid en høj investeringsrate for, at kunne gennemføre de nødvendige investeringer i produktionsudstyr og infrastruktur. Disse investeringer kan principielt finansieres på en af følgende måder:

1. Øget indenlandsk opsparing.

2. Kapitalimport i form af private eller statslig
kreditgivning og direkte udenlandske
investeringer.

3. Vestlige økonomiske bistandsprogrammer.

4. Øget eksportindtjening.

Selvom opsparingskvoten i Østeuropa har været relativ høj på grund af varemangel, er det ikke sandsynligt, at opsparingen i fremtiden vil kunne finansiere de påkrævede investeringer. Årsagen hertil er først og fremmest, at befolkningerne i Østeuropa selvsagt er forholdsvis utålmodig med hensyn til at øge deres forbrug. Man skal i denne forbindelse huske, at det i nogen grad har været utilfredshed med de givne forbrugsmuligheder, der har været drivkraf-

ten bag kravene om økonomiske og politiske reformer i Østeuropa. Hvis de økonomiske reformer ikke lykkes, må man forudse, at skuffede forventninger kan danne baggrund for fornyet politisk ustabilitet (Maier, 1992, side 241).

I forbindelse med de økonomiske reformer i
Østeuropa er der naturligvis et stort behov for
at importere varer og tjenesteydelser fra vesten.
Denne import kunne i teorien finansieres med
kommercielle kreditter. Imidlertid finder vestlige
producenter ofte markederne i Østeuropa
meget ustabile og usikre. En af de væsentligste
grunde til at de østeuropæiske markeder opfattes
som særligt risikable, er manglen på vestlig
valuta til betaling af de importerede varer. Følgelig
må de vestlige eksportører være indstillet
på at yde betydelige kreditter. Mange eksportører
opfatter det i høj grad som usikkert, om
de nogensinde vil kunne få deres tilgodehavender
indfriet. For det første er der en begrundet
tvivl og usikkerhed omkring de østeuropæiske
producenters fremtidige eksport- og valutaindtjeningsevne.
For det andet er mange af de østeuropæiske
lande i forvejen temmelig forgældede
(Spero, 1990, side 328, se også Det Økonomiske
Råd, 1992). Den perciperede risiko er
meget høj, hvorfor man er mere tilbageholdende
med at iværksætte eksport uden en eller anden
form for statslige støtteforanstaltninger. I
Danmark har erhvervslivets interesseorganisationer
fremsat krav om offentlige støtteforanstaltninger
i forbindelse med østeksport. Erhvervslivet
opfatter den mer-risiko, der knytter
sig til de østeuropæiske markeder som primært
politisk betinget. Hvis politikerne ønsker at
støtte reformprocessen, må de derfor medvirke
til at sikre virksomederne mod den særlige politisk
betingede mer-risiko. Risikobetragtnin-

gen gør sig også gældende med hensyn til direkte investeringer, som er forbundet med et større og mere langsigtet engagement. Vestlige virksomheder tøver med at investere i Østeuropa på grund af politisk risiko, usikkerhed omkring ejendomsretlige forhold, miljømæssige forhold mm.

En vej ud af denne onde cirkel er naturligvis massive statslige hjælpe- og bistandsprogrammer - en opfattelse, som tilsyneladende vinder større og større udbredelse i vesten. Stadig flere vestlige lande har udformet deres egne støtteprogrammer, og en række internationale programmer er blevet iværksat, eksempelvis EF's PHARE-program og etableringen af EBRD (European Bank for Reconstruction and development). PHARE-programmet dækker alle de Østeuropæiske lande undtagen det tidligere Sovjetunionen. Det samlede budget udgør 500 mio. ECU fordelt på områder som landbrug, industri, uddannelse, miljøbeskyttelse, sundhed mm. Den største modtager har været Polen med en andel på ca. 40% (Kommissionen,

1991, side 283). EBRD er oprettet med det formal
at stotte reformerne i de tidligere planokonomier.
Bankens samlede kapital er pa ca. 10
mia. ECU, hvoraf EE og EF's medlemslande
star for 51%, ikke EF-lande for 25%. De sidste
24% deles mellem andre vestlige lande og
modtagerlandene i osteuropa (Kommissionen,
1991, side 53f).

Vestlige lande i østersøområdet vil utvivlsomt være meget interesserede i massiv vestlig økonomisk bistand til Østeuropa - navnlig til de små nye baltiske lande, Estland, Letland og Lithauen, men også til Polen, SNG og Tjekkoslovakiet (Tjekkiet og Slovakiet). De sydeuropæiske lande, landene omkring Middelhavet,

derimod har ikke nødvendigvis så klare interesser, for såvidt som øget hjælp til Østeuropa kan betyde, at der er færre ressourcer til regionalpolitiske programmer i deres del af Europa.

Alt i alt synes konklusionen at blive, at der er et stort behov for vestlige støtteprogrammer til at bryde den onde cirkel af økonomisk stagnation, der i øjeblikket præger billedet i Østeuropa, og igangsætte en mere stabil udvikling. For at sikre effektiviteten af nationale og internationale hjælpeprogrammer i fremtiden vil det utvivlsomt være nødvendigt at øge koordineringen mellem de enkelte programmer. Som det ser ud i øjeblikket, er indsatsen på de forskellige områder ikke koordineret, hvilket giver anledning til overlapninger og andre uhensigtsmæssigheder.

Vestlige stotteprogrammer er imidlcrtid ikke
en realistisk losning pa lang sigt. Her er det et
uomgaengeligt krav, at de osteuropaeiske lande
oger deres valutaindtjening gennem eksport.
Eller som Susan Senior Nello (Nello, 1991, side
183) udtrykker det: "The most lasting form of
aid that the West could give Central-Kast Europe
is to facilitate its reintegration into the world
Economy by means of improved access to
Western markets..."

Eliminering af handelsbarrierer mellem Øst og Vest er selvsagt den væsentligste forudsætning for en stigning i handelen mellem EF og EFTA på den ene side og de tidligere Comecon-lande på den anden side (Det Økonomiske Råd, 1992, side 138ff.) De østeuropæiske landes adgang til at eksportere varer til Vesteuropa er af afgørende betydning for deres muligheder for at tjene vestlig valuta og dermed for at importere varer og tjenesteydelser fra vesten - herunder teknologi, som må anses for at være

en yderst strategisk ressource i den foranstående udviklingsproces. Men netop de østeuropæiske landes ønsker om at eksportere til de vestlige markeder, møder ikke altid lige stor forståelse - sommetider direkte modstand.

Det må anses for utvivlsomt, at en stigning i
handelen mellem øst og vest vil udsætte de implicerede
økonomier for betydelige forandringsimpulser.
På grund af de tidligere Comecon-landes
relative isolation fra verdensmarkedet
eksisterer der givetvis uudnyttede komparative
fordele - sandsynligvis indenfor produktionen
af landbrugsvarer, energi, tekstiler, kul
og stål. På denne baggrund må man forvente, at
en åbning af samhandlen mellem de to regioner
vil medføre en helt ny konfiguration af

komparative fordele, som nødvendiggør omallokering
af produktive ressourcer mellem brancher
og sektorer. Disse forandringsprocesser
kræver en høj grad af fleksibilitet og omstillingsevne,
ikke alene blandt virksomhederne
men også på arbejdsmarkedet. I Østeuropa er
omallokeringen fra militær til civil produktion
formentlig en af de største opgaver. Den samme
problemstilling gør sig selvsagt også gældende
i vesten - navnlig i USA. I Vesteuropa er
hovedproblemet de omstillingsproblemer, der
knytter sig til det i forvejen kriseramte landbrugserhverv.
En omallokering af ressourcer fra
landbrug og tekstilindustri vil formentlig blive
aktualiseret på meget kort sigt - for landbrugets
vedkommende ikke alene på grund af udviklingen
i øst, men også på grund af udviklingen
på verdensmarkedet i øvrigt (jf. de igangværende
GATT forhandlinger). En inter-regional
omallokering af ressourcer vil formentlig også
komme på tale, bl.a. på grund af landbrugets og
tekstilindustriens lokaliseringsforhold. Udvik-

lingen synes altså at have betydelige erhvervsog
regionalpolitiske implikationer.

Producenterne indenfor den eksisterende erhvervs - og branchestruktur - det være sig såvel lønmodtagere som selvstændige - må imidlertid forventes at modsætte sig disse forandringer, eventuelt ved at stille krav om beskyttelse mod konkurrencen fra Østeuropa.

Pa denne baggrund kan man sige, at de osteuropasiske lande er fanget i et udenrigshandelsdilemma eller en ond cirkel. Pa den ene side er deres importmuligheder begraensede pa grund af manglen pa vestlig valuta. Pa den anden side har de svasrt ved at skaffe denne valuta pa grund af vestlig protektionisme overfor import af osteuropasiske landbrugsvarer, tekstiler, kul og stal. Eksempelvis vil en fremtidig stigning i importen af landbrugsvarer fra osteuropa nodvendiggore en total omlaegning af EF's faslles landbrugspolitik, idet oget import vil forvasrre de eksisterende overkapacitetsproblemer. Navnlig de franske producenter har markeret en meget klar modstand mod fodevareimport fra osteuropa (okonomiministeriet, 1992, side 103). At bryde sadanne gruppers modstand er formentlig en af de vigtigste og svasreste opgaver i forbindelse med en eliminering af handelshindringer mellem ost og vest.

Der synes ikke at være tvivl om, at en af de bedste måder at hjælpe de tidligere Comeconlande på er at udvide EF's handelspræferencer til også at omfatte landene i Central- og Østeuropa. På blot lidt længere sigt vil det være nødvendigt med handels- og associeringsaftaler, således at østeuropæiske producenter kan opnå adgang til markederne i Vesteuropa. EF har eksempelvis forhandlet associeringsaftaler med Polen, Ungarn og Tjekkoslovakiet. Disse afta-

ler, som ikke er trådt i kraft endnu, omfatter - symptomatisk nok - ikke vigtige produkter som landbrugsvarer, tekstiler, kul og stål. Disse produkter er stadig underlagt handelsrestriktioner. Som allerede nævnt er det navnlig på disse områder, landene i Central- og Østeuropa kan forventes at have komparative fordele (Det Økonomiske Råd, 1992, side 123ff.) Det ligger selvfølgelig i sagens natur, at Vesteuropa kun har en interesse i at opretholde handelsbarrierer på områder hvor de østeuropæiske producenter allerede er konkurrencedygtige eller på områder, hvor de skønnes at blive det på relativ kort sigt. Ikke desto mindre er det meget uheldigt for de østeuropæiske lande, og det kan måske vise sig at være en af de største barrierer for reformprocessen. Vestlige iagttagere synes på det seneste at have indtaget den holdning, at spørgsmålet om yderligere liberalisering af Øst-Vest handelen først kan afklares, når de igangværende

GATT forhandlinger er afsluttet. Dette må dog
anses for uheldigt, ikke mindst på grund af
GATT forhandlingernes sammenbrud.

Det er ikke vores ærinde at kritisere de vestlige producenter for at handle i overensstemmelse med deres egne interesser. Det er i midlertid vigtigt at understrege, at de interesser, der kommer til udtryk i form af krav om beskyttelse mod import fra Central- og Østeuropa, er kortsigtede. Det er også vigtigt at understrege, at de vestlige samfund både af økonomiske, politiske og sikkerhedspolitiske grunde har en langsigtet interesse i ikke at lægge Østeuropa hindringer i vejen.

Som allerede antydet er det imidlertid ikke blot et spørgsmål om de østeuropæiske producenters adgang til vestlige markeder. Østeuropa har et stort importbehov, og på lang sigt vil de østeuropæiske markeder sandsynligvis blive mere og mere interessante for vestlige virksomheder. I den seneste rapport anslår det Økonomiske Råds formandskab, at Central- og Østeuropas andel af Danmarks samlede eksport formentlig vil stige fra omkring 2 procent til omkring 10 procent på lang sigt (Det Økonomiske Råd, 1992, side 208). Hvis dette også gør sig gældende for andre vesteuropæiske lande, er der et meget stort potentiale for østeksport i fremtiden. På denne måde kan man konstatere, at der også findes grupper af vestlige producenter, som på relativt kort sigt har en interesse i øget liberalisering af Øst-Vest handelen.

Perspektiver i østhandlen

I det foregående afsnit har vi forsøgt at afdække
nogle af de væsentligste problemer i forbindelse
med Østeuropas re-integration i verdensøkonomien.
I det følgende vil vi forsøge at
se nærmere på, hvilke perspektiver udviklingen
også rummer.

Det er ofte blevet sagt, at der er en lang ræk
ke gode grunde til, at vesten bør yde storstilet
bistand til genopbygningen af de østeuropæiske
økonomier. Både humanitære og sikkerhedspolitiske
motiver er blevet fremhævet;
men også økonomiske. Det er i vestens egen
interesse at yde bistand.

"One of the main reasons for giving aid to Central-East Europe is Western self-interest. Despite the present relative low levels of trade, and the adjustment difficulties of Central-Europe, these countries do still represent a potential market of some 450 million consumers." (Nello, 1991, side 191)

Perspektiverne for danske virksomheder synes
umiddelbart, at findes i genopbygningsfa-

sen. På kort sigt er der mulighed for at hente økonomisk støtte i nogle af de mange programmer, der er oprettet specielt med henblik på den østeuropæiske genopbygning. Disse vil, i nogen grad kunne eliminere de økonomiske risici, der er forbundet med østeksport.

På længere sigt må det dog anses for afgørende, at de østeuropæiske økonomier kommer ind i en selvbærende vækstproces. Hvilke krav dette stiller til den økonomiske vækst, kan måske bedst beskrives ved hjælp af et lille regneeksempel (Det Økonomiske Råd 1992, side 106). Hvis man for det første antager, at BNP pr. indbygger i Østeuropa er halvdelen af BNP pr. indbygger i EF, og at BNP pr. indbygger i EF vokser med 2,5% om året, da vil Østeuropa indhente EF gennemsnittet i løbet af 20 år, dersom deres økonomier har en vækst på 6% om året. Til sammenligning kan det oplyses, at den gennemsnitlige vækstrate for OECD-landene var på 3,8% i perioden 1951-1990 .

Eksemplet bygger på meget forenklede forudsætninger,
og der er selvfølgelig store forskelle
mellem de enkelte lande i Østeuropa.
At der måske ikke er tale om helt urealistiske
vækstkrav, kan begrundes i, at de østeuropæiske
lande har mulighed for at drage fordel af
en "catch-up" effekt i forhold til vesten -
eksempelvis gennem teknologiimport.

I forbindelse med genopbygningsfasen må behovene anses for at være så store, at de østeuropæiske lande ikke selv magter opgaven, idet de i mange tilfælde hverken har den fornødne ekspertise eller kapital. På en lang række områder vil de østeuropæiske lande have behov for at trække på vestlig viden og knowhow. Det gælder eksempelvis udarbejdelse af erhvervslovgivning, tilpasning af finanssektoren, ren,opbygning af den sociale sektor, marketing etc., men også når et nedslidt og forældet produktionsapparat skal udskiftes.

Østeuropa repræsenterer i både geografisk og tildels også kulturel forstand en række miljønære markeder. På denne baggrund må det forventes, at stigende indkomster vil medføre en efterspørgselsudvikling efter forbrugsgoder, som til en vis grad minder om udviklingen i Vesteuropa i 1960'erne og 1970'erne.

I fremtiden tegner der sig således et billede
af et marked i Østeuropa, hvor efterspørgslen
ikke i første omgang retter sig mod meget teknologiintensive
produkter. Dette betyder, at
det som udgangspunkt må forventes, at også
små og mellemstore virksomheder vil kunne
begå sig i konkurrencen på dette marked, hvilket
er en fordel for store dele af dansk erhvervsliv.

En undersøgelse foretaget af studerende fra Handelshøjskole Syd blandt sønderjyske virksomheder i bygge- og anlægsbranchen viser imidlertid lidt om de problemer virksomhederne oplever i tilknytning til markedet i Østeuropa (Gammelgård, m.fl., 1992). Som udgangspunkt giver virksomhederne udtryk for, at de følger udviklingen med stor interesse og vurderer perspektiverne positivt. Ud over det tidligere DDR synes Polen at stå i focus for virksomhedernes interesse. Går man lidt bagom denne umiddelbare optimisme, nævner virksomhederne en lang række forhold, der giver anledning til problemer. Det drejer sig først og fremmest om uafklarede ejendomsforhold i Østeuropa, økomomiske risici og ikke mindst mangel på information.

Meget få virksomheder har kendskab til de
eksisterende støtteordninger, hvilket ofte skyl-

dcs, at virksomhederne er sa sma, at de i kke er i besiddelse af ressourcer til at indhente de fornodne oplysninger. Hertil kommer, at der er en udbredt usikkerhed omkring, hvor man skal henvende sig for at fa information. I virksomhederne synes man generelt, at der gores for lidt bade fra det offentliges og fra brancheorganisationernes side for at informere om de eksisterende stottemuligheder, og markedsforhold i ovrigt. Dette er ogsa resukatet af en anden undersogelse foretaget af Deloitte & Touche Tohmatsu (Deloitte & Touche Thomatsu, TRG Revision, 1992). Undersogelsen, der omfatter 400 virksomheder i 20 lande, viser at netop manglende adgang til information, opfattes som den storste hindring for invcsteringer i osteuropa.

Gammelgård m.fl. påviser desuden, at kun meget få virksomheder, har forsøgt sig med en egentlig markedsføring i Østeuropa. En mere målrettet og koordineret indsats må være en forudsætning, såfremt man ønsker en permanent tilstedeværelse på de østeuropæiske markeder, og ikke blot opfatter disse som et hurtigt eksporteventyr. Netværkssamarbejde mellem mindre og mellemstore virksomheder, som specifikt tager sigte på, at løse de problemer virksomhederne møder i forhold til markedet i Østeuropa, fremhæves som en oplagt mulighed. Udgangspunktet for sådanne netværkssamarbejder kunne være informationsindsamling, erfaringsudveksling, pilotundersøgelser mm.

Afslutning

Forandringsprocesserne i Europa foregår i øjeblikket med rivende fart. På denne baggrund kan det være uhyre vanskeligt at forudskikke udviklingen på blot lidt længere sigt. Hertil kommer, at der ikke tidligere er gjort erfaringer med systemoverskridende forandringer, som dem der er i gang i Østeuropa.

Den økonomiske teori giver dog nogle få forholdsvis klare holdepunkter. Fri adgang til det vesteuropæiske marked for østeuropæisk produktion er en forudsætning for, at de østeuropæiske producenter kan udvikle deres konkurrencedygtighed indenfor de produktioner, hvor de har deres komparative fordele. Fri adgang til det vesteuropæiske marked for østeuropæisk produktion er dermed også en forudsætning for, at de østeuropæiske lande kan tjene vestlig valuta, hvormed de kan betale for den nødvendige import. Uden en sådan relativ uhindret markedsadgang er der ikke udsigt til, at der kan udvikles et marked i Østeuropa med gode afsætningsmuligheder for vestlige virksomheder.

Egeninteressen er ikke den eneste og måske
heller ikke den vigtigste grund til at hjælpe
Østeuropa; men måske en af de grunde der kan
medvirke til at skabe grundlag for liberalistisk
handelspolitik overfor Østeuropa.

"... unhampered trade doventail with peace; high tariffs, trade barriers, and unfair economiccompetition, with war... if we could get a freer flow of trade - freer in the sense of fewer descriminations and obstructions - so that one

country would not be deadly jealous of another and the living standards of all countries might rise, thereby eliminating the economic dissatisfaction that breeds war, we might have a reasonable chance of lasting peace."

Argumentationen skyldes ikke Vaclav Havel og er ikke et indlæg i den aktuelle debat om forholdet mellem øst og vest; men blev fremsat i 1940'rne af den amerikanske udenrigsminister

Cordell Hull som et led i overvejelserne om, hvordan verden kunne og burde indrettes efter krigen. Den synes ikke desto mindre mere aktuel end nogen sinde.

Summary

The aim of the article is to uncover some of the most important problems and perspectives in the development of relations between Eastern and Western Europe. The reintegration of Eastern Europe into the international division of labour is expected to invoke major structure-changing impulses which also affect Western European economies. The liberalisation of the trade between east and west therefore meets with considerable opposition from certain groups of western manufacturers. The article demonstrates that Eastern Europe is in a foreign trade dilemma. The best thing Western Europe can do to help the reform processes in Eastern Europe is to secure free access for eastern producers to its markets. Just from the long-term point of view, this is a prerequisite for the development of a market in Eastern Europe which in return offers potential openings for western producers.

Litteratur

Det okonomiske Rad, »Dansk
okonomi«. Kobenhavn, 1992.

Gammelgard, I, m.fl. »Dansk Eksport til osteuropa. Muligheder og problemerfor dansk bygge- og anlcegseksport til osteuropa - specielt med henblikpa DDR«. Upubliceret hovedopgave fra Handelshojskole Syd, 1992.

Jensen, Jens-Jorgen, »Break up of Soviet - Eastern and Central European Relations«, TKI-SUC, Esbjerg, 1991.

Kommissionen, »XXII. Almindelige Beretning om De Europceiske Fcellesskabers Virksomhed 1989«, Bruxelles-Luxembourg, 1991 .

Maier, Transformation East-Vest. Economic Problems with the Unification of Germany.« Technological Forecasting and Social Change. Vol. 41, No. 3 May 1992.

Nello, Susan Senior, »The New
Europe«, Harvester Wheatsheaf,
1991.

Skak, Mette, »Det ostlige Europas
reintegration« s. 151-168 in
Politico 24. arg. nr. 2, 1992.

Spero, Joan Edelman, The Politics
of international Economic Relations,
New York, 1985.

Spero, Joan Edelman, The Politics
of international Economic Relations,
New York, 1990.

okonoministeriet, okonornisk
Oversigt, Oktober 1992. Kobenhavn,