Resumé

Europa er og har været i hastigt opbrud, i øst
og i vest og mellem øst og vest.

Som udgangspunkt for de efterfølgende betragtninger om dansk industristruktur i morgendagens Europa beskrives EF-samarbejdet indledningsvist. I fortsættelse heraf beskrives nogle grundkarakteristika ved dansk industri. Nogle følgevirkninger heraf analyseres med vægten lagt på forsknings- og udviklingsintensiteter. Endelig afsluttes med nogle funderinger over årsagerne til, at industrien har udviklet sig så forskelligt i Danmark og Tyskland.

Når det kan være af interesse specielt at sammenligne industriudviklingen i Danmark og Tyskland, skyldes det bl.a., at den industripolitiske tankegang er meget forskellig i de to lande. Mens tysk industripolitik er kendetegnet ved et udogmatisk syn på samarbejdet f samspillet mellem den private og den offentlige sektor, er dansk industripolitik i stigende grad blevet domineret af den angelsaksiske opfattelse, der traditionelt ser med stor skepsis på et sådant samarbejde. Ikke mindst den kraftige beskæring af de industripolitiske midler i de to seneste finanslove, kombineret med den forskellige industrielle udvikling i de to lande, gør det berettiget at stille spørgsmål ved en alt for rendyrket angelsaksisk industripolitik.

1. EF-samarbejdet

Tyskland var blandt de seks lande, der underskrev den oprindelige aftale om EF-samarbejdet i Rom 25. marts 1957. Tyskland har således deltaget i EF-samarbejdet fra starten, dvs. fra 1. jan. 1958, mens Danmark efter en folkeafstemning i 1972 deltog fra 1. jan. 1973.

Opbygningen af toldunionen mellem de oprindelige seks EF-lande skete hurtigt (hurtigere end den oprindeligt lagte tidsplan), men herefter og indtil vedtagelsen af opbygningen af EF's indre marked med Europæisk Fælles Akt, der trådte i kraft 1. juli 1987, stod EF-samarbejdet lidt i stampe.

Hovedårsagen til, at der med den Europæiske Fælleskat kom ny fremgang i EF-samarbejdet, var, at beslutninger på en hel række områder kunne tages med kvalificeret flertal. Bl.a. retningslinier om tekniske normer og standarder. Her er fremgangsmåden, at EF's Ministerråd udformer de generelle regler ud fra sikkerheds- og sundhedsmæssige kriterier. Når disse generelle rammer er fastlagt overlades det til teknikere, repræsentanter fra interesseorganisationer m.m. at omsætte disse generelle regler til konkrete industristandarder. Disse standarder udarbejdes indenfor rammerne af CEN og CENELEC.

Formålet med opbygningen af det indre marked er at nedbryde de fysiske, tekniske og fiskale grænser, der i dag er mellem EF-landene for varers, tjenesters, kapitals og personers bevægelighed hen over EF-landegrænserne. For i henhold til EØF-traktatens artikel BA, indsat efter ratificeringen af Europæisk Fælles Akt, er et indre marked »et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital«. Som det også fremgår af artikel BA, skal det indre marked være etableret inden udgangen af 1992.

Men planerne for et fortsat og udvidet
samarbejde mellem EF-landene går videre.

På Det Europæiske Råds møde i Hannover 27.-28. juni 1988 besluttede EF-landenes regerings - eller statschefer at nedsætte Delors-udvalget,der skulle undersøge og foreslå konkreteetaper til opbygningen af en økonomisk og monetær union mellem EF-landene.

På Det Europæiske Råds efterfølgende møder i Madrid (juni 1989), Strasbourg (december 1989) og Dublin (juni 1990) blev det besluttet at nedsætte en regeringskonference om konkretiseringen af planerne for og indholdet i en økonomisk og monetær union mellem EF-landene. Denne konference starter i Rom 13. december 1990. På det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd 28. april i Dublin, hvor bl.a. EF-konsekvenserne af den tysk-tyske union blev drøftet, vedtoges det at undersøge mulighederne for en politisk union mellem EF-landene. På det efterfølgende ordinære møde i Det Europæiske Råd i juni 1990 i Dublin besluttedes det herefter, at en parallel regeringskonference herom også skulle iværksættes. Denne konference starter også i Rom, men 14. december 1990.

Der er således kommet både fornyet dynamik ind i EF-samarbejdet og udsigt til fornyet dynamik i EF-samarbejdet; og det i en sådan grad at udtrykket Europas Forenede Stater er blevet mere og mere brugt om retningspunktet for den europæiske integrationsproces, der startede med Rom-traktatens underskrivelse 25. marts 1957. (I parantes bemærket er der jo på dette område en meget interessant tysk parallel. Tysklands politiske samling i det 19. århundrede startede jo med en toldunion (Zollverein) i 1834. 37 år senere, i 1871, fulgte Tysklands politiske samling. Dette er nærmere uddybet i Sørensen (1990).

Den grænsenedbrydningsproces, som såvel opbygningen af det indre marked som planerne om en politisk, økonomisk og monetær union er udtryk for, påvirker naturligvis på en meget afgørende måde fremtidsudsigterne for europæisk industri, herunder også den tyske og danske industri.

EF-kommissionen har i Cecchini-rapporten beregnet, at den omstruktueringsproces, som opbygningen af det indre marked vil afstedkomme, stedkomme,vil betyde et væksttilskud på 4 1f 2-6 1 f2 pct. af EF-landenes bruttonationalprodukt. Heraf skønnes over 2 pct. alene at hidrøre fra stordriftsfordele, der bl.a. forventes at blive følgen af fusioner og sammenlægninger i europæisk industri. Omfanget af stordriftsfordele er dog omtvistet. Selv EFkommissionens egne undersøgelser viser, at dette er tilfældet, jf. EF-kommissionen (1989). Øget konkurrence skønnes yderligere at bidrage med omkring 11 f2 pct. Det er på denne baggrund, at den følgende beskrivelse af dansk industri skal ses.

2. Dansk industris grundkarakteristika

Dansk industris væsentligste karakteristika er
nok:

- at dansk industri i forhold til andre sektorer i den danske økonomi er relativ lille, når der sammenlignes med forholdene i andre europæiske lande,

- at dansk industri er karakteriseret ved forholdsvis
mange små virksomheder.

Tabel 1 viser den andel af arbejdsstyrken, der er beskæftiget i fremstillingsvirksomheder med mindst 10 ansatte (industrien) i en række lande.

Tabel 1. viser, at vesstysk industri forholdsmæssigt beskæftiger dobbelt så mange som dansk industri - 29 pct. mod 14 pct. af arbejdsstyrken. Kun i Holland er industrien af samme relative beskedne størrelse som i Danmark.

Dansk industris beskedne størrelse skyldes dels, at dansk landbrug har været meget dominerende, hvorfor industrialiseringen slog forholdsvist sent igennem i Danmark, og; dels, at den offentlige sektor er relativ stor i Danmark. I Danmark er der således beskæftiget ca. 150 i den offentlige sektor pr. 100 i industrien. Det tilsvarende tal for Tyskland er godt 50 i den offentlige sektor.

I europæisk sammenhæng er dansk industri
desuden karakteriseret ved relativt mange
små virksomheder, jf. tabel 2.

Som det fremgår af tabel 1, opvejes de manglende store virksomheder i Danmark imidlertid ikke af et større antal små industrivirksomheder. Andelen af den samlede arbejdsstyrke beskæftiget i små virksomheder ffirmaer er nemlig ret ens i EF-landene, jf. figur 1. Derfor har Danmark set i forhold til arbejdsstyrken over 100.000 industriarbejdspladser færre end de andre lande i gennemsnit. Hele forskellen kan tilskrives mangel på virksomheder ffirmaer med mindst 100 ansatte, og størstedelen i mangel af virksomheder ffirmaer med mindst 500 ansatte, jf. figur 1.

3. Følger af den danske industris grundkarakteristika

I dette afsnit beskrives følger af den danske industris grundkarakteristika, som der er redegjort for i afsnit 2. Afsnittet fokuserer på forsknings- og udviklingsindsatsen. Den forholdsvis store betydning, som små virksomheder har i dansk industri og i dansk erhvervsliv i det hele taget, har afgørende konsekvenser for forsknings- og udviklingsindsatsen (FoU). Den danske indsats inden for forskning og udvikling er i flere undersøgelser i de senere år blevet målt til at være væsentlig mindre end i en række nærliggende sammenligningslande, jf. bl.a. tabel 3.

En hovedårsag til, at FoU-intensiteten i Danmark f.eks. er under halvdelen af FoU-intensiteten i Vesttyskland, jf. tabel 3, er den relative dominans af små virksomheder i Danmark. Danske undersøgelser viser, at der er en klar tendens til, at andelen af firmaer med FoU-aktiviteter vokser med firmastørrelsen. Men når et firma først har påbegyndt FoU, kan intensiteten ikke påvises at afhænge af firmastørrelse, se Det økonomiske Råd. Formandskabet (1987, kapitel VII).

Forskningsintensiteten varierer fra branche
til branche, jf. tabel 4.

Tabel 4 viser forskningsintensiteten i en række industribrancher i syv OECD-lande. Vesttyskland indgår desværre ikke i det grundmateriale, der ligger bag opstillingen af tabel 4. De enkelte branchers interne udgifter til forskning og udvikling opgøres i procent af værditilvæksten i en række lande i 1980 fBl i tabel 4. Tallene er således et mål for FoU-intensiteter i de enkelte brancher, og ved en nærmere analyse af data viser der sig at være en stærk sammenhæng mellem FoU-intensiteterne på tværs af landegrænserne. Samtidig viser det sig dog, at Danmark er det land, der adskiller sig mest fra de øvrige lande. Dette fremgår ved en sammenligning med det gennemsnitlige FoU-intensitet for henholdsvis alle syv lande og for de fire nordiske lande, jf. tabel 4. Set i relation til gennemsnittet for de syv lande har Danmark en mindre FoU-intensitet i alle brancher undtagen i instrumentindustrien. Dette resultat forstærkes, hvis kun gennemsnittet for de fire nordiske lande benyttes til en sammenligning, idet Danmark er det nordiske land, der har den mindste FoUintensitet inden for langt de fleste brancher. Fra dette fremherskende billede er der dog en positiv afvigelse for så vidt angår instrumentindustrien. De brancher, hvor Danmark afviger mest fra gennemsnittet, er elektronik, kemiske produkter og medicinalvarer samt jern- og metalindustrien, dvs. brancher, der generelt må betragtes som vækst- og FoU-intensive

Årsagen til den lave FoU-aktivitet i Danmarkkunne

markkunnepå baggrund af tabel 4 være, at de forskningssvage industribrancher var relativtstærkt repræsenteret i dansk industri; f.eks. er nærings- og nydelsesmiddelindustrienoverrepræsenteret i Danmark.

Forudsættes det beregningsteknisk, at landene har samme industristruktur, kan der beregnes en såkaldt strukturjusteret forskningsintensitet for hele industrien. I de beregninger, der er gengivet i figur 2, er det forudsat, at industristrukturen svarer til den gennemsnitlige eksportindustrikstuktur i OECD-landene.

Figur 2 viser bl.a., at den afstand mellem FoUaktiviteter, som tabel 3 viste der var mellem Danmark og Vesttyskland med hensyn til FoU-aktiviteter, bliver mindre, når der anvendes strukturjusterede FoU-intensiteter for industrien. Denne indskrænkning er sket på trods af, at det private erhvervslivs andel af de samlede FoU udgifter er højere i Vesttyskland end i Danmark. Og tabel 3 vedrørte den samlede forskningsindsats, hvorimod tabel 4 og figur 2 vedrørte industriens forskningsindsats. Tabel 5 viser, hvor stor en andel af de samlede FoU-udgifter erhvervslivet afholder. I denne sammenhæng skal anføres, at industrien strienstår for ca. 80 pct. af erhvervslivets samlede FoU-indsats i Danmark.

Tabel 4 giver imidlertid endnu en gang anledning til at fremhseve betydningen af virksomhedsstorrelse for FoU-indsats. Der er kirn en industribranche, hvor FoU-indsatsen er hojere i Danmark end i gennemsnittet i de i tabel 4 inddragne 7 OECD-lande, nemlig instrumentindustrien. Gummi- og plastikindustrien samt sten-, ler- og glasindustrien har dog samme FoU-intensitet i Danmark som gennemsnitligt i de syv OECD-lande.

Instrumentindustrien er netop en branche, der i Danmark er karakteriseret ved relativt store virksomheder, jf. figur 3, hvor forskningsintensiteten og virksomhedsstorrelse er sammenlignet pa brancheplan for hhv. dansk og svensk industri.

Dette korte resume om FoU-aktiviteter og
dansk industri giver saledes anledning til fig.
konklusion:

Den lave FoL^J-aktivitet i dansk industri hanger sammen med såvel industristruktur som virksomhedsstørrelse. Og industristrukturen kan igen vare en følge af, at store virksomheder indenfor industrien har haft vanskeligt ved at vokse op i Danmark.

Men hvorfor nu beskæftige sig så meget med FoU-aktiviteter? For økonomer er eller burde det være en grundviden, at en af de væsentligste årsager til økonomisk vækst er forskning og udvikling, dvs. indsats af viden. Se herom bl.a. Deniosn (1967), Maddison (1987), Dowrick og Nguyen (1989) og Sørensen (1989). Det er ikke den eneste faktor. Høj opsparing og et heraf følgende stort og moderne kapitalapparat er en anden væsentlig kilde til vækst. Og økonomisk vækst er en væsentlig kilde til velfærd, men igen ikke den eneste kilde.

4. Hvorfor forskelle mellem dansk og tysk industri?

Hensigten med dette afsluttende punkt er helt kortfattet at fundere over årsagerne til, at udviklingsmulighederne har været så forskellige for dansk og tysk industri.

Jeg skal her indskrænke mig til at fremhæve
to forskelle, der begge har sit udspring i
det 19. århundrede.

Lige siden industrialismens gennembrud har der i Tyskland været tradition for at anlæggeet ret så udogmatisk syn på industripolitik,kort sagt, der har altid været tradition for, at staten kunne bidrage til industriel vækst. Friedrich List var en af de ledende personlighederi den proces, der førte frem til Zollverein i 1834. Og et af Zollvereins formål var bl.a. at beskytte en opvoksende tysk industrimod

strimoden stærkere industri, i det 19. rhundredeisær engelske industri. FreidrichList argumenterede for Zollverein, beskyttelsestoldog tysk samling i sit BerlinertidsskriftZollvereinsblatt. Som vi ved, har denne politik båret frugt.

Også på et andet centralt punkt adskilte tysk økonomisk politik sig fra den dominerende engelske politik i det 19. århundrede. Mens engelsk og angelsaksisk bankpolitik blev baseret på den såkaldte grunder-funktion. Banker og banksyndikater i Tyskland har bygget jernbaner, kanaler og etableret industriforetagender, bl.a. som initiativtagere til fusioner o.lign. sammenlægninger. Som sådan har bankerne altid spillet en meget væsentlig rolle for industriudviklingen i Tyskland.. Bl.a. sidder der bankrepræsentanter i alle de vigtigste industriselskabers bestyrelse, noget sådant er udelukket efter en angelsaksisk banktradition. Først nu er den angelsaksiske banktradition ved at vige for den mere dynamiske tyske tradition for bankpolitik. I EF vil denne udvikling i øvrigt blive en konsekvens af, at landene allerede har besluttet at godkende hinandens bankvæsen, også når dette etableres i de øvrige EF-lande.

Dansk industripolitik har på begge de fremdragne punkter været angelsaksisk inspireret. I synet på samspillet med den offentlige sektor og erhvervslivet er den nuværende regerings politik så angelsaksisk præget som vel næsten ingensinde tidligere, se herom bl.a. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (1990). Dette kan vises på forskellige måder. Figur 4 målt med erhvervsstøttens størrelse også, at Danmark baserer sig på en meget liberalistisk erhvervspolitik.

Litteratur

Arbejderbevægelsens Erhvervståd 1990. Erhvervspolitik
uden mål og midler.

Denison, E.F., 1967. Why Growth Rates Differ, The
Brookings Institution.

Det økonomiske Råd. Formandskabet 1987. Dansk
Økonomi, maj 1987.

Dowrick, S. & D-T. Nguyen 1989. OECD Comparative Economic Growth 1950-85: Catch-Up and Convergence. The American Economic Revieu 1989:79:1010-

EF-kommissionen 1989. European Economy No 40
Maj 1989. Horizontal mergers and competition policy
in The European Community.

Finansministeriet 1987. Budgetredegørelse 1987
Finansministeriet 1990. Finansredegørelse 90.

Madison, A. 1987. Growth and Slowdown in Advanced
Capitalist Economics. Journal of Economic Litterature.

Sørensen, C. 1989. Økonomisk Politik i Danmark -
en kritik. Nationaløkonomisk Tidsskrift 1989:127:165
83.

Sørensen, C. 1990. Danmark - delstat i Europa':
Fremad.