Resumé

Dansk erhvervsliv overtog i femårsperioden 1983-87 mere end 110 virksomheder i udlandet, idet disse beskæftigede ca. 23.000 ansatte. I modsat retning overtog udlandet ca. 160 virksomheder i Danmark (med ca. 35.000 ansatte), hvoraf de ca. 40 (med 14.000 ansatte) i forvejen var udenlandsk ejede. I artiklen redegøres for nogle karakteristiske forskelle mellem disse investeringsstrømme.

Selvom danskerne gennemgående er ganske tilfredse med deres virksomhedskøb i udlandet, jvf. en netop gennemført spørgeskemaundersøgelse, giver købene et kvantitativt meget begrænset bidrag til erhvervslivets internationalisering. Den »tilkøbte« beskæftigelse i løbet af 5-året har andraget 8% af antallet af ansatte i de købende virksomheder.

En analyse af virksomhedsovertagelserne i industrien siden 1975 har vist, at udlandet fortrinsvis overtager de »bedre« virksomheder i vort erhvervsliv - med henblik på at udvikle dem. Og udlandets muligheder for at købe sig ind i danske foretagender lettes af et stigende udbud af firmaer, hvis ejere er blevet opmærksomme på det af beskatningsforholdene forårsagede misforhold mellem kapitalrisiko og -afkast.

Indledning

Medens der allerede i nogle år har foreligget officielle data for udlandets virksomhedskøb her i landet {Monopoltilsynet: Fusioner og Virksomhedsovertagelser, 1983-), findes der ingen opgørelser gørelserover danske foretagenders virksomhedskøb i udlandet, jvf. dog (Estrup (1), 1988).

For de indadgående direkte investeringer har jeg på grundlag af data for perioden 1975-84 analyseret udviklingen i 94 danske industrivirksomheder, overtaget af udenlandske interesser. Analysen viste, at udlandet i overvejende grad overtager de »bedre« virksomheder, som målt gennem disses afkastningsevne, samt at beskæftigelsen i de overtagne firmaer udvikler sig væsentligt bedre end i firmaer, der overtages af danske købere {Estrup (2), 1988).

Vor viden om de udadgående direkte investeringer er derimod mere begrænset. Meget har været skrevet om Superfos' køb af det amerikankanske gødningsfirma Royster, der efter næsten alle målestokke måtte anses for at være en fiasko, ligesom der generelt har været en tendens til, at pressen har hæftet sig ved de udlandsinvesteringer, der er gået mindre godt.

Netop presseomtalen har derfor nok måttet efterlade
et indtryk af, at danskerne ikke har haft
meget held med deres firmakøb i udlandet.

I denne artikel vil jeg først se på, hvordan de indad- og udadgående direkte investeringer (køb af virksomheder med 15 ansatte) forholdersig til hinanden i henseende til fordelingpå lande, brancher og antal beskæftigede (i overtagne virksomheder). Dernæst bringer jeg resultaterne af en mindre empirisk spørgeskemaundersøgelse,foretaget i juni 1988, al danskevirksomheders udlandskøb, og artiklen afsluttesmed nogle betragtninger over den rolle

som den internationale virksomhedsintegrationvil
kunne spille for dansk erhvervsliv i de
kommende år.

2. Udlandets firmakob i Danmark og danskes kob i udlandet, 1983-87

I femaretovertogudenlandskejedekobere 162 virksomheder i Danmark (med 15 eller flere ansatte), idet den samlede beskaeftigelse i de overtagne virksomheder androg ca. 35.400 personer. Af de 162 virksomheder var de 41 (med 14.300 ansatte) i forvejen udenlandsk ejet.

Den modsatte vej overtog danskejede købere 111 virksomheder i udlandet (med 22,600 ansatte), hvoraf de 3 (med 700 ansatte) i forvejen havde været ejet af danske interesser.

Set på en ejermæssig basis har der således for det betragtede 5-år været en god balance mellem de to investeringsstrømme, i al fald som målt ved antallet af beskæftigede. Men med hensyn til fordeling på lande, brancher og virksomhedsstørrelser kan der iagttages forskelle:

Det fremgår af figur 1, at de udenlandske købere i overvejende grad kommer fra Sverige, U.S.A., Norge, Finland og England, medens der kun er få købere fra Tyskland, Holland, Frankrig, Schweiz og Italien. For de danske virksomheder derer de foretrukne investeringslande England, U.S.A. og Sverige, fulgt af Tyskland, Frankrig, Norge, Finland og Schweiz. Dette geografiske investeringsmønster udviser høj grad af parallellitet med strukturen i Danmarks udenrigshandel, se også Estrup (2), 1988.

Figur 2 viser størrelsesfordelingen for de overtagne virksomheder. I de fleste størrelseskategorier ses der næppe signifikante forskelle mellem udlændinges og danskes køb, dog dominerer udlandet klart med hensyn til overtagelser af virksomheder med flere end 1000 ansatte.

Det fremgår også af figuren, at danskerne slet ikke har overtaget virksomheder i størrelsen 140-200 ansatte, hvor omvendt udlandet tegner sig for 8 køb. Talmaterialet er dog for spinkelt til at sige noget om, hvorvidt dette fænomen har statistisk signifikans.

Opgjort efter de overtagne virksomheders branchetilhørsforhold forekommer forskellene mellem de ind- og udadgående investeringer ikke særligt s tore, figur Jog 4. Udlandet køber forholdsvis flere virksomheder indenfor jernog metalindustrien, kemisk industri samt handel, medens danskerne fører med hensyn til køb af virksomheder indenfor servicesektoren.

Det er bemærkelsesværdigt, at medens udlændingene i 5-årsperioden overtog 32 handelsvirksomheder med over 5.000 ansatte, købte danskerne blot 15 foretagender med knap 900 ansatte.

3. En empirisk undersøgelse af danskejede virksomheders firmakob i udlandet, 1983-87

Baggrunden for undersøgelsen var en meget spinkelt underbygget arbejdshypotese: Danske virksomhedskøb i udlandet er ikke forløbet tilfredsstillende. Det var også min antagelse, at en betydelig del af danskernes køb i udlandet omfattede virksomheder, som man i forvejen havde forretningsmæssige forbindelser med.

En analyse af beskæftigelses- og regnskabsforhold som foretaget for udlandets virksomhedskøb i Danmark (jvf. omtalen ovenfor) ville ikke være muligt at foretage.

Dels er de danske investeringer i udlandet først kommet rigtigt i gang efter 1982-3, således at observationsperioden ville blive meget kort, dels ville man kun kunne tilvejebringe en brøkdel af de regnskabsmæssige (og andre) informationer, som en rimeligt dækkende analyse ville forudsætte.

overtagelserne 1983-87, et spørgeskema, samt
en frankeret svarkuvert.

12 købere (med 31 køb) svarede ikke. To købere
(med 6 køb) svarede, at de ikke ønskede
at medvirke ved undersøgelsen.

Fra 42 virksomheder indløb besvarede spørgeskemaer, i nogle tilfælde med supplerende oplysninger og for hovedpartens vedkommende udfyldt fuldstændigt. 2 af køberne korrigerede mine data derhen, at de beskrevne akkvi-

Som »næstbedste« løsning valgt jeg herefter en direkte adspørgen af investorerne. Jeg valgte at holde de relativt få transaktioner udenfor, hvor et i Danmark hjemhørende udenlandsk ejet selskab havde købt i udlandet.

Idet jeg satte den nedre grænse ved 15 ansatte i de overtagne firmaer, fremkom der 57 købere, der hver havde foretaget én eller flere akkvisitioner i udlandet, ialt 108, idet informationerne herom var indsamlet fra åbne kilder (primært dagspressen, jvf. også Estrup (1)). Til 56 købere (1 viste sig at være ophørt med sin virksomhed) sendte jeg et notat om virksomhedssitioner sitionerikke var at anse som køb. I ét tilfælde gjaldt købet et tomt selskab (uden ansatte), i det andet var der tale om en samarbejdsaftale. 6 købere supplerede med oplysninger om ikke beskrevne køb, hvoraf nogle dog faldt uden for (enten < 15 ansatte) eller foretaget i 1988.

Efter de nødvendige korrektioner resterede der 69 køb af virksomheder, hvoraf på opgørelsestidspunktetkun de 61 fortsat var ejet af køberen.De 8 virksomheder, der ikke længere var ejet af køberne, havde ved købet beskæftigetca. 1.500 ansatte. 7 af disse virksomhedskøbmå anses for investeringsmæssige fiaskoer.

Det havde været rigtigst at forsøge indhentet besvarelser fra ikke-respondenterne, men af tidsmæssige årsager har jeg måttet afstå derfra.Imidlertid mener jeg at have et rimeligt kendskab til en stor del af de manglende akkvisitioner.

Om den udeladte population, der omfattede 37 virksomhedskøb, har jeg skønnet, at ca. Vs er gået særdeles godt og ' f3 er gået meget dårligt. De 61 virksomhedskøb fordeler sig således (beskæftigelsestal jvf. de af ejerne opgivne): Tallene i parentes angiver hele populationen af firmakøb. Det ses, at årene 83 og 84 er noget underrepræsenteret i udvalget.

De overtagne virksomheder har i gennemsnit
stort set bevaret den beskæftigelse, de havde

ved overtagelsen. Bemærkelsesværdigt mange af køberne anser deres akkvisitioner for at haveindfriet deres forventninger. Selvom der måske på grund af en uundgåelig bias tegnes et lidt for pænt billede, taler tallene imod den indledningsvis fremsatte formodning om, at danskerne ikke havde meget held med deres udlandskøb.

Billedet kan også være noget fortegnet af, at populationen omfatter mange forskellige »aldre«. For akkvisitionerne, foretaget i 1987, vil nok kun de værste lig i lasten have vist sig pr. medio 1988.

Den anden formodning havde at gøre med kontaktmønstret. Idet et køb af et firma kan anskues som et strategisk tiltag, der har sammenhæng med virksomhedens forretningsmæssige aktiviteter i det pågældende land, kunne man formode, at der for et stort antal transaktioners vedkommende ville have været kontakt mellem køber og sælger forud for handlen. Men de indhentede besvarelser giver et noget andet billede:

36 virksomheder med 19092 ansatte: Ingen
tidligere kontakt

11 virksomheder med 660 ansatte: Kontakt
1-3 år forud for køb

14 virksomheder med 1302 ansatte: Kontakt
med virksomhed > 3 år

Selvom i den forste kategori alene 6 virksomhedskob, foretaget af et betydende selskab i serviceindustrien, omfatter godt 11.000 ansatte, er det de »nye« bekendtskaber, der dominerer.

løvrigt viser tallene, at købernes opfattelse af
akkvisitionerne næppe er signifikant forskellige
mellem de tre kontaktkategorier.

Lad mig afslutningsvis påpege, at holdes de akkvisitioner udenfor, der er blevet foretaget af netop det omtalte serviceselskab, har dansk erhvervslivs udlandskøb i 5-året 1983-87 omfattet knap 100 firmaer med ca. 12.000 ansatte.

4. Erhvervslivets fremtidige internationalisering

I figur 5 har jeg afbildet den samlede beskæftigelse i de firmaer, som danskejede virksomheder har overtaget i udlandet i perioden 1983—87 (ordinaten) mod den omtrentlige beskæftigelse i køberens firma (abscissen). Diagrammet er udarbejdet på grundlag af de tal, der forelå før spørgeskemaundersøgelsen. Derfor er de firmaer, som ikke besvarede forespørgslen, også med.

Mængdemæssigt er det nogle få af de store koncerner, der trækker læsset med udlandskøb. Den overvejende del af køberne har i løbet af de 5 år tilkøbt sig færre end 100 arbejdspladser i udlandet.

Der er i diagrammet indlagt 45 graders linier, der indikerer den tilkøbte beskæftigelse som procentisk andel af køberens beskæftigelse. Den samlede beskæftigelse i de købende koncerner andrager ca. 250.000 personer, således at tilkøbet udgør ca. 8%, d.v.s. 1.6% p.a.

Tallene viser, at det i hvert fald ikke er gennem virksomhedsopkøb, at danske koncerner forbereder sig til det »indre marked«. I den forbindelse er det interessant at konstatere at Danmark i europæisk sammenhæng er nettosælger af virksomheder, se fig. 6, hvor vi er i bås med Beneluxlandene, Frankrig, Italien og Vesttyskland. De store nettokøbere er Holland, Norge, Sverige, Schweiz og U.K. (kilde: M&A International).

Som påvist andetsteds {Estrup (2), 1988) overgik henved to trediedele af de større industrivirksomheder, der blev solgt i Danmark i tiåret 1975-84, til udlændinge. Denne andel synes i de følgende år at være noget faldende, ikke mindst takket være den mere fremtrædende rolle, som de danske institutionelle investorer har spillet.

Men samtidigt synes udbuddet af især stifterejede selskaber at været steget betydeligt: Med de gældende beskatningsforhold er forholdet mellem afkast og risiko særdeles skævt. En fabrikant, der investerer 1 mio kroner i et projekt, der har f.eks. 20% risiko for at mislykkes indenfor det første år, måtte for så vidt kræve et minimumsafkast på 200.000 beskattede kroner i det første år. I privat regie - hos en formuende fabrikant - vil dette svare til henved 100% afkast før skat, hvilket selvsagt ikke er realistisk.

Virksomhedsejernes opfattelse af disse afkast f risiko-profiler ville være nok så interessant at fa undersøgt. Jeg har andetsteds (netop anførte kilde) set på industriens »underskov« og jeg fandt, at forbavsende få industrivirksomheder, startet siden 1970, er nået op over 50 ansatte.

Som udviklingen tegner sig netop nu vil danskernes optakt til 1992 i henseende til international virksomhedsintegration være kendetegnet ved en betydelig grad af asymmetri, hvor udlandet via opkøb af vore bedre virksomheder sikrer sig kontrol med formentlig større markedsandele, såvel i Danmark som på eksportmarkederne, end dansk erhvervsliv tilkøber sig i udlandet.

At de danske virksomhedskøb i udlandet gen nemgående anses for rimeligt vellykkede, jvf den her gennemførte pilotundersøgelse, er naturligvis gunstigt, men kvantitativt har de nol hidtil spillet en yderst begrænset rolle i er hvervslivets internationalisering.

Referencer

(1) Estrup, Chr.: Virksomhedsoverdragelser i dansk er
hvervsliv siden 1983. Ikke offentliggjort forskningsrappor
(1988)

(2) Estrup, Chr.: Ejerskifter i dansk industri siden 1975med
særligt henblik på udlandets rolle. Ikke offentliggjort
forskningsrapport (1988)