Resumé

Udviklingen på de finansielle markeder medfører, at nye kontraktsformer og værdipapirformer far hastig stigende udbredelse, deriblandt futures og optioner på forskellige underliggende værdipapirer. Et problem herved er, at den danske skattelov ikke er tilpasset disse nye instrumenter. Det gør dels, at der er ganske stor usikkerhed om den skattemæssige behandling af disse instrumenter, dels at gældende praksis ikke nødvendigvis er særlig hensigtsmæssig.

Det er imidlertid langt fra uproblematisk at foreslå nye skatteregler for disse instrumenter, der på én gang er enkle, entydige og hensigtsmæssige i den forstand, at de hverken giver mulighed for skattearbitrage eller slår markedet for de nye instrumenter »ihjel«. Valget af skatteregler for disse nye instrumenter må derfor ske på en ret pragmatisk måde, hvor man forsøger at afveje fordele og ulemper, istedet for at man forsøger at konstruere de »rigtige« skatteregler. Det er derfor ganske sandsynligt, at det efter en ret kort årrække bliver nødvendigt at ændre reglerne igen - nøjagtig som det skete med realrenteafgiften.

1. Indledning

Den danske statsskattelov er fra 1903, dvs. fra en tid, hvor verden var noget enklere end idag. Denne lov indeholder fortsat de centrale definitioner af indkomstbegreber, hvad der anses som fradragsberettigede driftsomkostninger og hvad der omfattes af ikke skattepligtige formuegevinster - og tab. Der er så i tidens løb opstået love, der på en række specialområder indeholder bestemmelserom f.eks. beskatningen af forskellige typer af aktiver, såsom aktier, fordringer

Det er imidlertid klart, at det herved fremkomne skattesystem ikke er fuldstændig konsistent. Alene det forhold, at man i flere af disse love ikke arbejder med en fuldstændig symmetrisk beskatning og ikke anvender samme asymmetriske model i de forskellige love medfører, at skattesystemet ikke far den sammenhængende karakter, som man måske ud fra en mere ideel betragtning måtte tilstræbe. I en lang række tilfælde er der tale om en afvejning, hvor teoretiske hensyn taler for én udformning af skattesystemet, mens praktiske og ikke mindst politiske hensyn taler for en anden. Dertil kommer, at lovgivningen af gode grunde ikke er særlig gennemtænkt for så vidt angår områder, der var fuldstændig betydningsløse ved de enkelte loves vedtagelse.

De finansielle markedet har i de senere år været præget af en betydelig vækst, med stadig introduktion af nye finansielle instrumenter og af en væsentlig kvantitativ udvidelse af anvendelsen af instrumenter, der før kun spillede en ganske inferiør rolle. Medvirkende årsager hertil har været dels liberaliseriingen af valutareglerne, dels udviklingen i EDB-anvendelsen og det hermed forbundne fald i transaktionsomkostningerne på en del finansielle markeder.

For en lang række af disse finansielle instrumenter gælder, at der både har været tvivl om, hvorledes de gældende skatteregler egentlig var for forskellige skatteydere, der brugte disse instrumenter, og om, hvorvidt de gældende skatteregler var hensigtsmæssige.

Skatteminister Isi Foighel nedsatte derfor i
1987 et udvalg, der for disse nye instrumenter
(futures, optioner, swaps m.v.) skulle:

- beskrive de gældende skatteregler og vurdere,
hvorvidt disse var hensigtsmæssige

— i tilfælde af, at reglerne ikke var hensigtsmæssige,
fremsætte forslag til nye regler

Udvalget har i skrivende stund endnu ikke afgivet
betænkning, men den vil være fremkommet,
inden denne artikel offentliggøres.

Formålet med denne artikel er derfor at beskrive de overvejelser, der må indgå ved fastlæggelsen af skatteregler for først og fremmest terminskontrakter, futures og optioner (disse begreber antages velkendte og skal ikke defineres) både på obligationer, aktier, valuta og råvarer.

Det bemærkes, at i de gennemgående eksempler betragtes udelukkende futures og terminskontrakter (det vil være nødvendigt i det store og hele at beskatte terminkontrakter med og uden levering efter nøjagtig samme princip. Ellers vil sktteyderen ved kontrakters udløb kunne vælge afhængig af resultatet, om dette skal beskattes efter det ene eller det andet princip), men ikke optioner. Den principielle problemstilling er nøjagtig den samme, og den valgte fremgangsmåde gør det væsentlig lettere at vise parallelliteten mellem at handle i de ny instrumenter og at handle i det underliggende

Konklusionen i artiklen er først og fremmest, at det er formålsløst at lede efter et »rigtigt« skattesystem og at stille absolutte krav til skattereglerne, f.eks. i form af konsistenskrav. Det er ikke muligt på grundlag af de eksisterende regler for beskatning ved handel med det underliggende aktiv at udlede konsistente regler for, hvorledes handel med futures og optioner skal beskattes, afhængig af investor og underliggende

Valget af, hvilke skatteregler, der bør vælges, må afhænge af meget pragmatiske overvejelser. Og det kan derfor ikke udelukkes, at reglerne inden for en kortere årrække skal ændres, da der er vide muligheder for fejlskøn i forbindelse med afvejning af fordele og ulemper ved de forskellige mulige skatteregler.

2. Kravene til skattereglerne

De krav, der ideelt set må stilles til skattereglerne,
er meget simple. De er først og fremmest:

1) Reglerne skal være enkle

2)Skattereglerne skal umuliggøre skatteundgåelse

3)Skattereglerne skal umuliggøre skatteunddragelse

4) Ens transaktioner skal beskattes ens

De første 4 krav giver sig selv. Skattereglerne skal være enkle, både af hensyn til borgerne og skattevæsenet. De skal forhindre, både at borgerne på lovlig vis undgår fudskyder skat, som det var lovgivers intention, de skulle betale (dvs. først og fremmest et krav om, at skattearbitrage ikke skal være mulig), men også, at det er for let for borgerne ved at overtræde loven at unddrage sig skattebetaling. Dvs. vanskeligt kontrollerbare regler bør undgås.

Det femte krav hænger sammen med de foran nævnte, men er ikke sammenfaldende hermed. Kravet går i al sin enkelthed ud på, at skattereglerne ikke må begunstige en markedsform (et instrument) i forhold til en anden. Et eksempel kan belyse problemstillingen:

En privat investor kan optage et tre måneders lån i sin bank og købe obligationer her og nu, som så sælges om tre måneder for at tilbagebetale

Alternativt kan han indga en terminskontrakt
ellre en futureskontrakt med 3 maneders lobetid.

De nævnte transaktioner er praktisk talt ens i deres økonomiske indhold. Investor påtager sig en risiko, hvor han får gevinst, hvis kurserne går op og et tab, hvis de går ned.

En privat skatteyder vil normalt være übeskattet af kursgevinst og uden fradragsret for kurstab, så fremt han optager lån og køber blåstemplede obligationer for provenuet. Ved den nugældende fortolkning af skattereglerne vil en privatperson, der indgår en futureskontrakt angående obligationer blive beskattet efter væddemålsparagraffen i statsskattelovens § 4f, dvs. gevinsten er skattepligtig og nettotabet er ikke fradragsberettiget, og kan ej heller fremføres til de efterfølgende indkomstår. Denne situation vil nemlig ikke være omfattet af kursgevinstloven. I denne lov forudsættes det nemlig, at man for at være omfattet skal være ejer af den pågældende fordring, og dette vil ikke være tilfældet ved indgåelse af en futureskontrakt om obligationer, der allerede på grund af den løbende afregning af tab fgevinst har karakter af en differenceafregning og hvor det normalt ikke vil være muligt at få leveret det underliggende aktiv, uanset om man måtte ønske

Det er klart, at sådanne skatteregler vil have en tendens til at slå futures-markedet ihjel for så vidt angår privatpersoner. Og det er selvfølgelig uønskeligt af den grund, at det kan forhindre anvendelsen af det samfundsmæssigt mest effektive marked (futuresmarkedet har lave transaktionsomkostninger på grund af de standardiserede kontrakter) og tvinge omsætningen over på det mindre effektive marked for banklån med sikkerhed i obligationer.

3. De inkonsistente krav

Problemer er selvfølgelig, at de nævnte krav ikke er konsistente; de kan ikke opfyldes alle på samme tid. En væsentlig medvirkende årsag hertil er, at transaktionsomkostningerne for de nye instrumenter er meget lave, hvilket muliggør skattearbitrage, som var teoretisk mulig, men praktisk uinteressant, tidligere.

I det følgende skal betragtes nogle eksempler
på den manglende konsistens mellem de
nævnte krav til skattereglerne.

1) Realisationsprincippet er grundlaget for dansk skattelovgivning. De nye instrumenter muliggør imidlertid en omfattende udskydelse af skat, hvilket man også har set i udlandet. En virksomhed indgår blot to kontrakter, der reelt ophæver hinanden, f.eks. køber og sælger en future med udløb en gang næste år. Ultimo skatteåret afvikles da den kontrakt, der har givet tab, mens den kontrakt, der har givet gevinst, afvikles primo næste år. Risikoen er praktisk talt 0, og skatteyderen har fået udskudt skattebetaling et år. Råvarefutures vil f.eks. være et oplagt middel for virksomheder at anvende. Disse skatteudskydelsesmuligheder har selvfølgelig eksisteret altid i teorien, men transaktionsomkostninger har normalt gjort det mindre interessant at anvende dem.

Dvs. der er konflikt mellem kravet om enkelthed
og kravet om at skattearbitrage ikke
skal vasre mulig.

2) Private bliver normalt ikke beskattet af kursgevinster på obligationer. Det betyder dog ikke- som man umiddelbart kunne tro — at princippet om, at »ens transaktioner beskattes ens« indebærer, at private bør være skattefri af tab og gevinst på obligationsfutures. Forholdet er en smule mere kompliceret.

Betragt f.eks. situationen, hvor den korte rente er 10% og den lange rente er 12%, og hvor 12%-obligationer med én årlig rentetermin ligger i kurs 100.

Futureskursen ved køb af obligationer om ét år vil da blive 98 på grund af forskellen mellem den korte og den lange rente. Alternativet til køb af en future er selvfølgelig at låne 100 kr. til 10% rente og købe en obligation, der om ét år giver en rente på 12 kr., hvilket vil sige, at der skal betales 98 kr. netto for obligationen.

Hvis skattesystemet skal være neutralt mellemfuturesmarkedet og bankkreditmarkedet,skal den private investor, der køber en future, derfor beskattes af en fiktiv renteindtægtpå 2 kr.. svarende til forskellen

mellem spotkursen og futureskursen på obligationer. I modsat fald vil futuresmarkedetvære subsidieret på spotmarkedets bekostning. Deter imidlertid klart, at denneløsning ikke kan karakteriseres som særligenkel.

3) Betragt en pensionskasse. Den er som bekendt skattefri af kursgevinster på aktier og kan ikke trække tab på aktier fra. Hvad indebærer princippet om, at »ens transaktioner skal beskattes ens« for så vidt angår en pensionskasse, der sælger en aktiefuture. Igen er det umiddelbare svar, at tab og gevinst på en aktiefuture så burde være skattefri. Men som i obligationseksemplet ovenfor er dette klart uholdbart.

Betragt f.eks. situationen med en aktie, der ligger i kurs 100 og som vides at udbetale 5% i dividende, i en situation med en kort rente på 10%. Futureskursen på en sådan aktie på det amerikanske marked (det amerikanske marked vælges, fordi skattereglerne dér ikke giver nogen bias. I praksis indgås futureskontrakten ikke på en enkelt aktie, men på en aktieindeks. Det ændrer imidlertid ikke på princippet) vil for en kontrakt med løbetid på ét år da blive 105. En pensionskasse i Danmark vil da kunne købe aktien og sælge den på en futures-kontrakt. En investering på 100 kr. vil da- uanset hvordan aktiekursen udvikler sig — i løbet af et år blive til 110 kr., nemlig svarende til, at de 100 kr. var anbragt på det korte marked. Det bemærkes, at der ses bort fra transaktionsomkostninger.

Hvis pensionskassen er skattefri af tab og gevinst på futures-kontrakten indebærer det, at pensionskassen kan undgå realrenteafgift i betydeligt omfang, selv om den reelt ikke investerer i aktier. Eftersom den beskrevne transaktion med køb af aktier spot og salg af en aktiefuture reelt svarer til, at beløbet er investeret på pengemarkedet, bør princippet om ens beskatning af ens transaktioner selvfølgelig føre til, at pensionskassen beskattes af de 10 kr.

Men det bemærkes, at i dette tilfælde er vi nødt til at beskatte pensionskassen af hele den renteindtægt, den ville have faet ved at anbringe sine 100 kr. på det korte marked. Årsagen er selvfølgelig, at pensionskassen er skattefri af dividender.

Omvendt skulle pensionskassen så have en fradragsret for en beregnet renteudgift, når den købte aktiefutures, fordi pensionskassen i den situation har bundet penge i obligationer fbankindskud, hvor alternativforretningen ville være at investere direkte i aktier og således ikke få nogen realrenteafgiftspligtig

Betragter vi private investorer, der køber aktiefutures, bliver billedet yderligere kompliceret. Alternativet til køb af aktiefutures er spotkøb med lånt kapital.

Dvs. vi skal imputere en renteudgift, som skal være fradragsberettiget, og som selvfølgelig skal udløse 20%-afgift i visse situationer. Endvidere skal imputeres en dividendeindkomst, som investor ville have haft, såfremt han havde købt spot!

Alt i alt ses det, at mens det måske nok — med en vis vanskelighed - er muligt at opstille nogle skatteregler for futures og optioner (billedet bliver endnu mere kompliceret for optioner), der sikrer, at »ens transaktioner beskattes ens«, så er disse for det første ikke særlig enkle, og for det andet vil det stadig gælde, at de nye instrumenter vil muliggøre skattearbitrage, der ikke tidligere var praktisk mulig, jf. mulighederne for at udnytte realisationsprincippet til at udskyde skat. Endvidere bliver opgaven ikke lettere, når man betænker, at man på de underliggende aktiver benytter sig af asymmetrisk

Der kan afslutningsvis være grund til at nævne problemet med, at de nye instrumenter muliggør en udhuling af dansk beskatning af væddemål og spil.

Dansk skattelovgivning opererer med, at gevinsterpå
spil er skattepligtige efter statsskaticlovens§
4(, mens tab ikke er fradragsberettigede(undtagen

tigede(undtagenmåske efter visse omstændighederi
årets indkomst ved spil).

En lang række spil - deriblandt tipning og klasselotteri samt præmieobligationer — er undtaget fra denne regel og i stedet belagt med en 15% afgift. Til gengæld har staten ved at drive disse spil så store gevinster, at nettoresultatet minder ganske meget om § 4f. Statens indkomster fra de forskellige former for spil er ganske betydelig.

Grænsen mellem spil på den ene side og investering på den anden side kan være vanskelig at trække. Det er imidlertid klart, at optionsmarkedet vil være særdeles konkurrencedygtigt over for det øvrige spillemarked. Investering i optioner - specielt optioner out of the money - er karakteriseret ved en afkastprofil, som typisk appellerer til spillere: der er stor mulighed for at tabe hele det investerede beløb, samtidige med, at man på forhånd kan overskue risikoen, da man maksimalt kan tabe hele optionspræmien (uanset at optioner må anses som endog meget risikobetonede, er det ikke sikkert, at de af den almindelige investor vil blive opfattet sådan, netop fordi det maksimale beløb, der kan tabes, på forhånd er givet). Til gengæld er der en forholdsvis lille sandsynlighed for en mangedobling af det investerede beløb.

En hvilken som helst form for symmetrisk beskatning af optioner og futures vil indebære, at optionsmarkedet vil have en meget stærk skattemæssig begunstigelse fremfor øvrige former for spil. Dette kan være et argument for at opretholde den nuværende fortolkning af skattereglerne, ifølge hvilke investering i futures og optioner for lønmodtagere og øvrige ikke-næringsskattepligtige beskattes efter væddemålsparagraffen. Det bør i den forbindelse understreges, at der ikke er tale om en søgt parallel uden praktisk betydning. Spillemarkedet er faktisk ganske stort i Danmark. Alene tipsmarkedet har en årlig omsætning på over en milliard kr., hvoraf tipperne kun far knap 40% tilbage. Dvs. tippernes nettoomkostning ved at tippe (der kan betragtes som transaktionsomkostninger) er formodentlig af samme størrelsesorden som transaktionsomkostningerne ved omsætningen af samtlige realkreditobligationer i Danmark.

4. De mulige beskatningssystemer

Som tidligere nævnt er det næppe særligt givtigt at lede efter det »rigtige« skattesystem for de nye instrumenter. Valget af skatteregler må hvile på en pragmatisk holdning, hvor man søger at finde det system, der giver størst fordele og mindst ulemper, alle forhold taget i betragtning, selvom dette fører til en vis ændring i den måde, hvorpå skattesystemet indtil nu har virket. F.eks. er der nok ganske udbredt enighed om, at på grund af de nye instrumenters omsættelighed, lave transaktionsomkostninger og den lethed, hvormed deres værdi kan opgøres, er det mest hensigtsmæssigt at anvende lagerprincippet og ikke realisationsprincippet ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst på disse instrumenter, specielt når man betænker muligheden for ved hjælp af realisationsprincippet at udskyde beskatning, således som det blev fremhævet tidligere.

Eftersom der er instrumenter for mange forskellige aktivtyper, og eftersom der er en lang række forskellige investorer med forskellige skatteregler for så vidt angår investering i det underliggende aktiv, kan der tænkes et meget stort antal forskellige beskatningssystemer for de ny instrumenter.

Der synes dog at være en tendens til, at de 4
nedenstående muligheder er dem, interessen
samler sig om:

1) Alle andre end næringsbeskattede beskattes efter væddemålsparagraffen i statsskatteloven § 4f for så vidt angår både futures, optioner og terminskontrakter.

2) En beskatning på samme måde som der underliggende aktiv, hvor investor betragtes som havde han anskaffet/solgt det underliggende aktiv med de deraf følgende impu-

tationer, jf. afsnit 3. Der er dog en raekke praktiske problemer og afgraensningsproblemer ved denne metode, f.eks. i forbindelse med salg af aktiver, som investor ikke ejer.

3) En ren symmetri, således at alle gevinster
beskattes hos alle og alle tab er fradragsberettigede
hos alle.

4) Praktisk talt ren symmetri, således at hverken tab eller gevinster inddrages i den skattepligtige indkomst hos investorer, der ikke er næringsskattepligtige.

(1) er den »forsigtige« løsning. For denne løsning taler, at den sætter en effektiv dæmper for, at de ny instrumenter bliver brugt til skattearbitrage. Til gengæld vil den også gøre, at markedet for de ny instrumenter bliver væsentligt begrænset, således at mulige rationaliseringsgevinster i den finansielle sektor ikke opnås.

(2) er teoretisk elegant, og er den mest konsistente løsning. Anvendelsen kræver imidlertid et vist imputationsarbejde, som deter beskrevet i afsnit 3. Metoden vil - formodentlig - sætte en snæver grænse for den mulige skattearbitrage. Foruden de administrative problemer er de mulige indvendinger mod denne løsning at:

- futures- og optionsmarkedet vil være et alt
for tillokkende alternativ til det idag meget
hårdt beskattede marked for spil

- De ny instrumenter vil - såfremt der ikke indføres stempelafgift på instrumenter, der hviler på aktier - muliggøre en omgåelse af stempelafgiftsreglerne. På den anden side vil fuldstændig stempling som for den underliggende transaktion være dels dræbende for markedet, dels vanskelig definerbar for så vidt angår optioner, hvor den underliggende transaktion ikke uden videre lader sig beskrive.

(3) er den administrativt mest simple løsning.
Problemerne ved denne løsning er:

- den muliggør skattearbitrage. F.eks. vil en pensionskasse ved at købe aktier spot og sælge futureskontrakter kunne sikre sig at få markedsrenten før skat som efter-skat-afkast (Pensionskassen skal sælge to futureskontrakter for hver aktie, den ejer. Så vil efterskat-afkastet være fuldstændig invariant over for kursudviklingen på aktien).

- den er ikke neutral for så vidt angår fordelingen
mellem spot og futuresmarkedet.

- der er en række kontrolproblemer for så vidt angår afgrænsningen mellem terminskøb og spotkøb for lånte midler. Hvis sælger er næringsbeskattet eller udlænding kan man tænke sig, at der indgås kontrakter, hvor kontraktspartnerne først efterfølgende vælger, om deter en terminskontrakt eller et køb, hvor sælger har ydet køber et lån. Sælger vil nemlig være indifferent, hvorimod en almindelig privatperson, der er køber, vil foretrække, at der er indgået terminskontrakt, hvis han har haft tab (så tabet er fradragsberettiget), mens han vil foretrække, at det er køb med lånte midler, såfremt der er gevinst.

— de private »spekulanter«, som alt andet lige i det lange løb må forventes at tabe til de næringsbeskattede, får fradragsret for deres tab, med deraf følgende tab for statskassen til følge.

futures- og optionsmarkedet bliver begunstiget
i forhold til det traditionelle spillemarked.

(4) er administrativt ikke helt så enkel som (3). Fordelen er, at man undgår skatteprovenutabetved, at de private under denne ordning ikkekan trække deres (forventede) tab fra. Men iøvrigt muliggør den samme skattearbitrage som (3). Det bør dog understreges, at i begge situationer synes problemet med skattearbitragereelt

tragereeltbegrænset til aktiebaserede instrumenter.

Sammenfattende må det anføres, at et af de store problemer ved indførelsen af et asymmetrisk skattesystem bliver afgrænsningen af den kreds, der vil blive omfattet af fuld beskatning og fuldt tabsfradrag (altså de næringsskattepligtige over for de andre). For selskabers vedkommende illustreres problemet bedst ved at betragte situationen, hvor anvendelsen af nogle af disse instrumenter er forårsaget af f.eks. afdækning af erhvervsmæssig risiko, som selskabet er udsat for, mens en del måske er indgået alene ud fra muligheden for at opnå en gevinst. Såfremt sådanne instrumenter ikke behandles ens indenfor det enkelte selskab uanset anvendelsen, vil dette give anledning til en lang række afgrænsningsproblemer.

Valget står selvfølgelig ikke kun mellem disse 4 hovedformer. F.eks. er det meget sandsynligt med nogle »lappeløsninger«, hvor man forsøger at fjerne de værste problemer ved den valgte hovedløsning. F.eks. kunne man ved valg af (3) med fuldstændig fradragsret og fuld skattepligt indføre særregler for at forhindre pensionskasser i skattearbitrage, idet skattearbitrage ikke vil være nær så fordelagtig for private, omend den vil være teoretisk mulig.

5. Den vanskelig afvejning

Ved valget af skatteregler for futures og optioner
må der foretages af afvejning, hvor blandt
andet indgår:

- hensynet til, at det finansielle system fungerer med så få transaktionsomkostninger som muligt, hvilket taler for skatteregler, der i hvert fald ikke diskriminerer mod de nye standardiserede produkter.

- hensynet til, at skattereglerne skal være let gennemskuelige for skatteyderne, da indviklede skatteregler også er en transaktionsomkostning ved det finansielle system.

- hensynet til at undgå skattearbitrage

Det kan langt fra udelukkes, at der indføres skatteregler, som det så kort efter bliver nødvendigt at ændre, fordi de anvendes først og fremmest til skattearbitrage i et omfang, som ikke var forudset ved reglernes vedtagelse. Det skete f.eks. for realrenteafgiftsloven. Noget sådant bør dog ikke nødvendigvis betragtes som et indicium på lovgivernes uduelighed. Der er en række problemer, hvor kun tiden vil vise, hvor store, de er. Erfaringerne fra realrenteafgiftsloven, og en del andre love giver dog nok anledning til en vis pessimisme. Efterspørgslen efter instrumenter til skattearbitrage er übegrænset, og innovationen i sektoren betydelig. Som med leasing og som med pensionskassernes køb af fast ejendom kan man frygte, at gevinsterne for samfundet er ret imaginære, men tabene for statskassen højst virkelige. Og så ender det med love, der hverken er symmetriske, konsistente eller enkle, men som til gengæld beskytter statskassen.