Vore vurderinger af virksomheders succes og styrke beror i vid udstrækning på iagttagelse af deres driftsoverskud og vækst. Eksempelvis knytter erhvervspressens kommentarer til regnskabsresultater sig i reglen til omsætnings- og overskudsvækst, hvor vurderingen er positiv, når regnskabet viser større omsætning og større overskud end foregående år. Sådanne vurderinger har den rimelige baggrund, at virksomhederne gennem en lang periode har været udsat for omkostningsstigninger, som væsentligst har fundet kompensation gennem omsælningsvækst. Det er på denne baggrund ikke mærkværdigt, al virksomhedernes faktiske

malsaetning er blevet: »storre end foregaende ar«, og af og til ser man virksomheder som vil bruge va?kst som middel til at redde sig ud af kritiske situationer: »ekspandere sig ud af kriser«.

Desværre er resultatet af denne opfattelse for ofte, at virksomheder ekspanderer sig ind i likvidation eller sætter evnen til at reagere på udefra kommende påvirkninger og muligheder over styr ved at ekspandere uden hensyn til den nødvendige indsats af resourcer.

En virksomheds styrke og overlevelsesevne bestemmes
nemlig ikke alene af driftsoverskudet,
men derimod af dens evne til:

1. at gennemføre tilpasninger i overensstemmelse
med ændringer i omgivelsernes krav
til den.

2. at gennemføre udviklingsaktiviteter, som
placerer den gunstigt i forhold til de muligheder
omgivelserne tilbyder.

3. finansiere de investeringer, som er nødvendige
for at udnytte markedsbetingede vækstmuligheder.

Virksomhedens overlevelsesevne er altså betinget af den evne til at generere egenkapital, imidlertid er det ikke den absolutte egenkapital som er af betydning, men egenkapitalens andel af den totale finansiering.

I almindelighed anses virksomhedens økonomiske
målsætning at være i overensstemmelse
med teoriens: »gevinstmaksimering«.

En sådan målsætning tager højde for udviklingeni den absolutte egenkapital, men ikke for udviklingen af egenkapitalens andel af den totalefinansiering. For udvikling- og vækstøkonomiener det derfor nødvendigt at ændre objektet for målsætning og styring fra at være

Resumé

Udvikling og vækst stiller krav til den økonmiske målsætning, planlægning og styring, sow ikke opfyldes gennem gevinstmaksimering, driftsbudgettering og driftskontrol.

Bevarelse af virksomhedens overlevelsesevne i udviklings- og vækstsituationer forudsætter opbygning eller bevarelse af en tilstrækkelig egenkapitalandel (selvfinansieringsgrad) i forhold til den totale finansiering, hvilket kun kan gøres gennem styring af tre områder, nemlig: Overskudsgrad, kapitaleffektivitet og vækstrate.

En sådan omformulering af økonomiske mål og styringskrav foranlediger, at en række af de vurderinger som virksomheden normalt gennemfører som f.eks. dækningsgradsvurderinger og investeringskalkuler må korrigeres. Et væsentligt forhold for udviklings- og vækstøkonomien bliver derfor at erstatte den almindelige driftsbudgettering ned en strategisk budgettering, som sikrer, at virksomhedens udvikling og vækst foregår netop på de områder, som tilgodeser selvfinansieringsgradens og overlevelsesevnens positive udvikling.

overskud til at være egenkapitalandel = selvfinansieringsgrad.

Selvfinansieringsgrad = Sg = egenkapital ftotal
finansiering.

Selvfinansieringgraden indeholder som målsætningsobjekt nogle umiddelbare fordele, dels indeholder den automatisk en overskudsmålsætning, fordi overskud er en forudsætning for opbyggelse af egenkapital, dels er selvfinansieringsgraden et direkte udtryk for virksomhedens overlevelsesevne. Bliver selvfinansieringsgraden for lille, mister virksomheden en række frihedsgrader som f.eks. evnen til selvstændigt at gennemføre tilpasning, udvikling og vækst, og samtidigt mister den eventuelle eksterne finansieringskilders tillid. Omvendt vil målsætning og opretholdelse af en høj selvfinansieringsgrad som regel svække virksomhedens konkurrenceevne.

Et idealmål for selvfinansieringsgraden kan selvsagt ikke fastsættes, idet det vil afhænge bl.a. af omgivelsernes forventninger og ledelsens ønske om og behov for frihedsgrader.

Selvfinansieringsgradens determinanter

I situationer med positiv vækstrate vil selvfinansieringsgraden
udvikle sig mod en grænseværdi
bestemt af tre faktorer, nemlig:

Overskudsgrad

kapitaleffektivitet og

Vaekstrate
og graensevaerdien vil vaere:

hvor:

a= overskudsgrad, defineret som: nettooverskud/arsomsaetning. Dog saledes at nettooverskud i denne forbindelse alene omfatter det overskud som forbliver i virksomheden, d.v.s. overskud efter evt. skatte - og udbyttebetalinger, hvilket betyder, at den overskudsgrad, som indregnes her ofte vil vaereomkringso%al del virksomheden almindeligvis betragter som sin overskudsgrad.

Ke= kapitaleffektiviteten, defineret som: rsomsætning Kapitaleffektiviteten angiver altså den omsætning, som skabes pr. investeret krone. Jo større Keværdi des bedre udnyttes foretagne investeringer.

v= vækstrate, defineret som: omsætning indev.år
fomsætning foreg, år

Eks.:

Har en virksomhed en nettooverskudsgrad på 1,5%, en kapitaleffektivitet på 1,2 og en årlig vækstrate på 7%, vil selvfinansieringsgraden udvikle sig mod værdien:

Selvom gennemsnitsværdier sjældent giver grundlag for relevante vurderinger, er det værd at bemærke sig, at eksemplets talværdier svarer nogenlunde til gennemsnitsværdierne for dansk industri.

Det er også værd at bemærke, at f.eks. en ndring vækstraten til 10% vil ændre grænseværdien til 0,18 eller 18%, mens omvendt en forøgelse af kapitaleffektiviteten til f.eks. 1,5 ville ændre grænseværdien til 0,321 eller 32,1 %.

Den foran opstillede relation for graensevaerdien
og ovenstaende eksempel viser altsa, at:
forringelse af nettooverskudsgraden gennem
f.eks. skatteforhojelser og reduktion af kapilaleffektiviteten
f.eks. gennem store investeringer
samt forogelse af vaekstraten vil lede til relative
reduktioner i selvfinansieringsgraden.
omvendt vil:

Forbedring af overskudsgraden og kapitaleffektiviteten gennem større effektivitet og reduktioner i vækstraten føre til relativ vækst i selvfinansieringsgraden.

Okonomisk ledelse i udviklings- og vaekstsiluationer forudsa?tter altsa, at man tager hensyn til udgangssiluationens kombination af overskudsgrad, kapitaleffektivitet og vaekst, og at man gennem udviklings- og vaekstprocessen aktivt planlaegger og styrer denne kombination.

Forholdet mellem de tre nøglefaktorer kan va
så ugunstigt, at muligheden for udvikling
vækst ikke er til stede.

Eksempelvis oplever man af og til virksomt] der, som hævder at ville ekspandere sig ud af < krisesituation. En sådan løsning af kriseprobl mer kan være yderst risikabel. Kriser er so regel karakteriseret ved lav overskudsgrad, 1; kapitaleffektivitet og lav selvfinansieringsgra Vækst i denne situation kan kun foranledi; yderligere reduktion af selvfinansieringsgr den, hvilket en kriseramt virksomhed som reg ikke har styrke til at klare.

I omstående skema er givet en oversigt ov udviklings- og vækstmuligheder i forskellis kombinationer af a, Ke og v. Oversigtens væn er dog begrænset af manglende eksakthed begreberne: »lille«, »stor«.

Virksomheden må altså tilrettelægge sin udvik ling og vækst på grundlag af udgangsituatic nens konstellation af overskudsgrad, kapitale! fektivitet. I realiteten er operationsområde snævrere end man umiddelbart skulle forestill sig. Nedenstående eksempler viser den maksi male vækst, som kan gennemføres ved alterna tive kombinationer af overskudsgrad og kapits leffektivitet under hensyntagen til opretholde] se af en given selvfinansieringsgrad:

Eksempel

Har en virksomhed en målsat selvfinansi' ringsgrad på 0,30 (30%), vil en given overskud grad og kapitaleffektivitet sætte følgende græi ser for vækst:

Maksimal vækstrate (i %

Overskridelse af de anførte maksimale vækst] ter vil føre til faldende selvfinansieringsgrad i eksemplet viser, at selv med det der må karak riseres som »pæne« overskudsgrader, 6-8% < kapitaleffektivitet omkring 1,5 vil en årl vækst på 10% foranledige reduktion af selv

nansieringsgraaen. Eksemplet viser også, at man på baggrund af øjeblikkelige erhvervsvilkår, eksisterende ov< skudsmuligheder og praktiske kapitaleffekti\ teter må forvente, at selv en moderat ekspansic vil belaste danske virksomheders selvfinansi rincrccrrQrl ocr nvprlpvplspcpvnp

Den traditionelle økonomistyring, som er bas ret på målsætningen gevinstmaksimerini bortser fra mulighederne for at påvirke kapit; leffektivitet og vækst og opererer udelukkenc r>f>r\ nsvirlnin<j af nvorcl f, irlcrrrciH

neu paviiKimig ai oversKuusgrau.
Økonomisk ledelse i udviklings- og vækstsitu;
tioner indebærer i modsætning hertil:
målsætning af selvfinansieringsgraden og sf
rincr af-

ring at:
overskudsgrad, kapitaleffektivitet og vækst.
I en enkelt situation vil der være sammental

Er nemlig kapitaleffektivitet og vækst ekstern bestemte faktorer vil virksomhedens eneste mu lighed for at opnå en tilfredsstillende selvfinan sieringsgrad være at etablere en overskudsgrad som betinger den ønskede udvikling af Sg. praksis vil dette oftest være identisk med ge

Er overskudsgrad og vaekst bestemt af eksterne faktorer, f.eks. konkurrencesituationen, ma virksomheden tilpasse kapitaleffekdviteten, hvilket ikke ligger i gevinstmaksimeringstan-

Er overskudsgrad og kapilaleffektivitet bestemt al eksterne faktorer, ma virksomheden tilpasse sin vaekstrate, saledes at malsai selvfinansieringsgradetableres. Forestillingen om at man skulle undlade at udnytte eksisterende vaekstmulighedervil nok vaere fremmed for de fleste O»- A/;i men i.^irl^vlirl i^ plipr f-.iclholdeen

holdeengiven selvfinansieringsgrad kan sådanneforanstaltninger
være nødvendige.

Selvsagt vil der opstå situationer, hvor opnåelig overskudsgrad og kapitaleffektivitet og ønsket eller af andre grunde nødvendig vækst ikke tillader bevarelse eller opnåelse af en målsat selvfinansieringsgrad.

I sådanne situationer må virksomhedsledelsen
overveje om den opnåelige selvfinansieringsgrad
vil være acceptabel.

Som anført må økonomistyring i udviklingsog
vækstsituationer omfatte overskudsgrad, kapitaleffektivitet
og vækst.

Styring af overskudsgrad er behandlet i den del af den økonomiske teori som arbejder ud fra gevinstmaksimeringstanken. Styring af vækst vil blive behandlet senere. Det vil derfor her være formålstjenligt at drøfte styringen af kapitaleffektiviteten.

Kapitaleffektivitet er i henhold til vor definition
årsomsætningen i forhold til foretagne
investeringer.

Kapitaleffektivitet = Ke = årsomsætning finvesteringer

En forbedring af kapitaleffektiviteten forudsætter
således enten:

en reduktion af investeringer under opretholdelse af et etableret omsætningsniveau, eller en forøgelse af årsomsætningen med fastholdelse af det etablerede investeringsniveau, eller samtidig omsætningsforøgelse og reduktion af investeringer.

Den normale regnskabsopdeling, som opdeler loretagne investeringer i omsætningsaktiver og anlægsaktiver indeholder imidlertid ikke noget specielt godt udgangspunkt for en reduktion af investeringer. Det ville ofte være mere hensigmæssigt at opdele foretagne investeringer

1. leverandørskabte investeringer

2. systemskabte investeringer (som evt. kan
underopdeles i)

2.1. teknologiskabte investeringer

2.2. policyskabte invesieringer
3. kundeskabte investeringer

Leverandørskabte investeringer er f.eks. lagerinvesteringer,
som er foranlediget af leverandørernes:

geografiske placering
minimale leverancestorrelser
leveringsrutiner
og minimumskvanta og leveringsrutiners
manglende overensstemmelse med virksomhedens

Det er almindelig indkøbspolitik, at vurdere leverandører og deres leverancer på pris, kvalitet og eventuelle anvendelsesfordele. Ofte er prisniveau dog forbundet netop med krav til minimumskvanta eller bestemte leveringsrutiner. I udviklings- og vækstøkonomien er prisfordelagtighed derfor ikke altid en übetinget fordel.

Fordelagtighed eksisterer kun, såfremt prisfordelagtigheden
skaber mulighed for opnåelse af
en forbedret selvfinansieringsgrad.

Kræver en prisreduktion eksempelvis en lagerforøgelse p.gr.a. ændrede leveringsrutiner, må vi kræve, at faktoren (a x Ke) forbliver uændret eller forbedres. Betegner vi priser og kapitaleffektiviteter før prisreduktionen med fodtegnet o og efter prisreduktionen med 1, må vi kræve, at prisreduktionens virkning på overskudsgraden foranlediger, at:

Det er i denne forbindelse altså ikke tilstrækkeligt,
at en evt. prisreduktion dækker omkostningerne
ved øget lagerføring.

Systemskabte investeringer er investeringer,
som er foranlediget f.eks. af virksomhedens
valg af:

teknologi
produktmix
produktionsstyringssystem
administrativt system og
personalepolicy

Systemskabte investeringer er med andre ord
foranlediget af den valgte virksomhedsstruktur.En
del al disse investeringer f.eks. teknologivalger

givalgernormalt genstand for særlige økonomiskeovervejelser. Vælg mellem forskellige maskintyper og produktionsprocesser gøres eksempelvisnormalt til genstand for investeringsanalyser.

Den almindelige investeringsovervejelse vil kræve, at forøgelsen af nettoindtjeningen ved investeringens gennemførelse er større end eller lig ned omkostningerne ved investeringens gennemførelse. Betegner vi situationen før investeringens gennemførelse med fodtegnet o og efter med 1, vil vi i den almindelige investeringskalkule stille kravet, at:

hvilket vil sige, at vi kræver, at investeringens nettoindtjening er større end eller lig 0. I udviklings - og vækstøkonomien er dette krav utilstrækkeligt, idet vi må kræve, at faktoren (a x Ke) forbliver uændret ved investeringens gennemførelse. Kravet vil derfor være:

Hensynet til selvfinansieringsgraden kræver altså, at investeringen foranlediger en positiv forøgelse af nettoindtjeningen, som kompenserer for reduktionen i kapitaleffektivitet.

Eks.:

Forestiller vi os eksempelvis en virksomhed med en årsomsætning på 15 mill kr, en totalinvestering på 12,5 mill kr, altså en kapitaleffektivitet på 1,2, og et årligt nettooverskud på kr 350.000, som påtænker en investering i f.eks. en ny maskine til 1 mill kr, hvilket vil reducere kapitaleffektiviteten til 1,11, så kræver investeringens gennemførelse en forøgelse af nettoindtjeningen på:

eller en forøgelse af overskudsgraden (stadigt
under forudsætning af 50% skattebetaling og
udlodning) fra 4,6% til 5,0%.

Kundeskabte investeringer er investeringer foranlediget af virksomhedens valg af markedssegment. kedssegment.Eksempelvis stiller forskellige kundegrupper ulige krav til lagerføring og kreditgivning, altså forskellige krav til investeringer.

I almindelig vurdering vil markedssegmentet, som giver størst dækningsgrad blive vurderet som fordelagtigst. En sådan betragtning er kun rigtig, hvis kapitaleffektiviteten for de to markedssegmenter er lige stor. I en sammenligning af dækningsgraden dg_a for markedssegment A og dgb for markedssegment B må vi kræve, at:

eller at:

Er eksempelvis kapitaleffektiviteten for markedssegment A 1,4 med 1,1 for markedssegment B, betyder dette, at dækningsgraden på marked B skal vare 40% for at være lige så fordelagtig som en dækningsgrad 32% på marked A.

Sammenligninger mellem dækningsgrader er altså kun rimelig, hvis kapitaleffektiviteten er inddraget i sammenligningen, og evt. investeringer er fordelagtigst på det markedssegment, hvor produktet af dækningsgrad og kapitaleffektivitet er størst.

Opdelingen i leverandør-, system- og kundeskabte investeringer er hensigtsmæssig i bestræbelser på at reducere investeringer og forøge kapitaleffektiviteten. Den kan imidlertid ikke anvendes som grundlag for udviklingsbeslutninger eller vækstprioriteringer. For sådanne beslutninger vil det være den totale kapitaleffektivitet, som er afgørende, idel f.eks. markedsområder med små kundeskabte investeringer udmærket kan foranledige store leverandør- eller systemskabte investeringer.

Strategisk budgettering

Som demonstreret i det foregående er den amindeligeøkonomiske
målsætning, planlægningog
styring utilstrækkelig for udviklingsogvaekstsituationer.

ogvaekstsituationer.Den okonomiske styring knever i disse situationer kontrol med at virksomhedensfrihedsgrader og overlevelsesevne bevares gennem processen, hvilket kraever planlaegning og styring af de tre noglefaktorer nettooverskudsgrad, kapitaleffektivitet og vaekstrate. Problemerne i denne planlaegning og styring vil va?re, at virksomheden ikke altid vil vaere i stand til at pavirke hver enkelt faktor i onsket omfang. Opgaven bliver derfor ogsa at udnytte de omrader, hvor de udefra givne omstaendighederer mest gunstige for udviklingsogva?kstaktiviteter.

Den økonomiske styringsopgave bliver derfor bl.a. at erstatte driftsbudgettering ned en strategisk budgettering, som planlægger og kontrollerer de påvirkelige faktorer og tilpasser virksomheden til de gunstigste vilkår. I den udstrækning nettooverskudsgraden kan påvirkes således at en hensigtsmæssig selvfinansieringsgrad gradopnas, vil de traditionelle styringsmidler vaere tilstraekkelige. Kan en tilfredsstillende overskudsgrad imidlertid ikke opnas, bliver den mulighed tilbage enten at pavirke kapitaleffektiviteten gennem reduktion af leverander-, system- eller kundeskabte investeringer, eller at tilpasse vaeksten til den maksimalt opnaelige overskudsgrad og kapitaleffektivitet.

Denne sidste mulighed vil imidlertid ofte skabe uhensigtsmæssige eller uønskede begrænsninger for virksomhedens vækst. Hensigten med en strategisk budgettering må derfor være at henlægge virksomhedens udvikling og vækst til de områder, hvor overskudsgrad, kapitaleffektivitet og vækst giver de bedste muligheder for selvfinansieringsgradens udvikling.

Dette kræver detaillerede analyser af de enkelte produkter og markedssegmenter, og en evt. beslutningsmodel kunne etableres gennem matrixanalyser som vist nedenfor:

Selvsagt kraever hele planlsegnings-og bndgetteringskomplekset en nekke analyser som eksempelvisovenstaende, ligesomde vilkra?veen detailleret analyse af produkter og markedssegmenters omkostninger og investeringer. Gennemforelse nemforelseaf analyse og beslutningsprocessen er imidlertid nodvendig for styrei udviklingog vaekst under hensyntagen til bevarelse af virksomhedens