Resumé

Artiklen kan både betragtes som en almen orientering til kolleger med arbejdsområder indenfor eller relateret til den traditionelle mikroøkonomiske teori, og en »erhvervsøkonomisk kommentar« til MAREV gruppens økonomiske analyse af MedArbejdeßEjede Virksomheder i Danmark. Artiklen formidler nogle kendte konklusioner for den amerikanske teoretiske debat i 60'erne og 70'erne omkring medarbejderstyrede virksomheders »perverse« reaktionsmønstre i forhold til ændringer i priser og omkostninger. Dette fordi, at det er problematisk at bruge disse konklusioner på medarbejderejede virksomheder i Danmark. Medarbejdereje er forskelligt fra medarbejderstyre, fordi sidstnævnte refererer til markedssocialistiske organisationsformer i Jugoslavien, hvor produktionsapparatet er samfundsejet. Artiklen søger at vise, at den medarbejderejede virksomhed på kort sigt ikke entydigt reagerer som den samfundsej ede gør det indenfor rammerne af et modelimmanent univers. Hvis disse modeller overhovedet kan anvendes i forbindelse med empirisk forskning?

Introduktion

I 1983 offentliggjorde MAREVgruppen ved Handelshøjskolen i København en »mursten af en rapport«, hvor vi for første gang fik præsenteret en dybtgåendeanalyse af en mindre population af medarbejderejede virksomheder i Danmark. Dette pionerarbejde bør ikke gå upåagtet hen, og man må håbe at det kan skabe en debat om kooperative virksomheders fremtidige udviklingsmuligheder.Rapporterne behandler de praktiske problemstillinger forbundetmed denne virksomhedsform, samtidigt med at et formidlingskoncentrat anskueliggør hvordan man kan organisere en sådan virksomhed, og hvilke støttestrukturer, der er nødvendige for at sikre en succes mht. etableringer af

---

*) Kandidatstipendiat, Kand. samf.øk. Institut for samfundsudvikling og planlægning ved Aalborg Universitetscenter.Artiklen modtaget oktober 1985.

medarbejderejede virksomheder. (MAREV 1983, MAREV 1984, Mygind 1984). En af de væsentligste konklusioner i forskningsarbejdet er en tilbagevisningaf de mange myter, som gennem tiderne er blevet kolporteret omkring kooperativer. Sammenlignet med hvad man normalt betragter som kooperativer(3 F, Bryggeriet »Stjernen«) har de medarbejderejede virksomheder klaretsig godt. Det man forbinder med en kooperativ fiasko viser sig ved nærmereundersøgelse at være organisationsformer, som er kontrolleret af eksternekapitalinteresser. Medarbejderstyring som et kendetegn og en motiverendefaktor bag øget produktivitet og kreativitet blandt virksomhedens arbejderesynes således fraværende i traditionelle kooperativer.

Jeg vil i det efterfølgende diskutere gruppens analyse af en af de »teoretiske myter«. MAREVgruppen bruger i sin undersøgelse af medarbejderejede virksomheder, modeller udviklet og bearbejdet af Benjamin Ward (1967), Evsei Domar (1966), Jaroslav Vanek (1970 og 1977) og Norman Ireland/Peter Law (1982), og kommer her, ikke overraskende synes jeg, frem til, at disse modeller har en meget lille forklaringsværdi i gruppens analyse af økonomisk effektivitet.

Brugen af modellerne er det eneste problematiske i to gode og ellers læseværdige bøger. Det problematiske ligger gemt i at gruppen forveksler kontrol og ledelsesret med ejendomsret, hvorved gruppen for mig at se overser at netop medarbejderejet i sig selv, kan have en modificerende effekt på model lernes konklusioner.

Medarbejdereje er ikke samfundseje!

Der findes to egalitære eller medarbejderstyrede organisationsformer, som har nogle fælles træk mht. organisation og ledelse. Medarbejderstyring baseret på medarbejderejede produktionsanlæg eksisterer i temmelig spredt form i både Vesteuropa og USA - vi har kun ét eneste eksemplar på et sammenhængende medarbejderejet system, nemlig Mondragonkooperationen i Baskerlandet, hvor ca. 50.000 kooperatører med stor succes primært har etableret produktionskooperative virksomheder (Thomas fLogan, 1982).

Det grundlæggende ledelsesprincip er baseret på demokratisk og lige stemmeret for alle organisationens medlemmer, hvorved traditionelle aktionærrettighederbortfalder - virksomheden ledes demokratisk af medarbejdernei smarbejde med en professionel ledelse, ansvarlig overfor medarbejderforsamlingerog bedriftsråd. MAREVgruppen skjuler i bogen ikke sine sympatier for medarbejderejet som den mest ideelle form for demokratisk virksomhedsledelse. Der synes at eksistere en vis begrebsmæssig forvirring omkring det man kalder kollektive ejerformer (MAREVgruppen 1984, p. 66), idet man forsøger at betegne det jugoslaviske selvforvaltningssystem som en »medarbejderejet samfundsøkonomi«. Dette angiveligt fordi at »kontrollen ligger hos arbejderne«, hvilket skaber produktionsformer »baseret på en form for kollektiv medarbejdereje« (MAREVgruppen 1984, p. 79). Disse ræsonnementerser hermed bort fra at de medarbejderejede virksomheder stadigindeholder

digindeholderreminiscencer af den private ejendomsret, og det fører til de
ovennævnte teoretiske fejlslutninger.

Medarbejderstyring baseret på samfundsejede produktionsmidler anerkender kun det menneskelige arbejde, som kilden til en indkomst (Brus, 1978). Dette betyder at arbejderne kun nyder en brugsret til realkapitalen, man kan ikke trække private opsparede eller investerede midler ud af virksomheden, og man kan ikke sælge virksomheder eller skrotte produktionsapparatet uden en samfundsaccept. I Jugoslavien udøves den samfundsmæssige kontrol gennem et kompliceret net af selvforvaltningsaftaler og sociale overenskomster, som ifølge »loven om det associerede arbejde« (1976) skal indgås af alle aktører i det sociale og politiske system. De sociopolitiske fællesskaber har gennem selvforvaltningsplanlægningen adgang til information vedrørende grundorganisationers økonomiske adfærd; samfundsskadelig adfærd kan bremses i de beslutningstagende organer inden for det politiske delegatsystem.

Forskellen på f.eks. en Mondragonmedarbejder og en jugoslavisk medarbejder er at mondragonmedarbejderne udover brugsretten også har visse omend begrænsede retigheder forbundet med den enkelte medarbejders private ejendomsret til produktionsmidlerne. Mondragonmedarbejderen skal præstere en obligatorisk opsparing i virksomheden, dels ved et kapitalindskud ved påbegyndt medlemsskab, dels løbende ved at profitandele indsættes på medarbejderens private konto i den kooperative sparekasse »Caja laboral popular« - al indskudt kapital forrentes og betales ved afgang fra firmaet, hvor denne »fratrædelsesgodtgørelse« kan være meget høj, den spanske levestandard taget i betragtning. Ifølge MAREVgruppens oplysninger kan denne udgøre mellem 200.000 og 400.000 pr. pensioneret medarbejder (1984 p. 81). Mht. medarbejderejede produktionsformer generelt betragtet, er der god grund til at antage, at medlemsindskud, handel med andele og ulige ejerandele er faktorer, der kan påvirke den økonomiske adfærd. Derfor bør man tage højde for dette i de modeller man anvender i en analyse af medarbejderejede

Markedssocialistiske modeller og medarbejderejede virksomheder i den kapitalistiske økonomi

Den metodologiske fejlslutning baseret på at medarbejderejet er lig med samfundsejegør det tilsyneladende til en uproblematisk fremgangsmåde, at teste Ward-Domar-Vanekmodellerne på danske medarbejderejede virksomheder. Wardmodellen for en markedssyndikalistisk eller medarbejderstyret økonomier en karrikatur af det jugoslaviske system eller en »practical joke« (Jan Vanek, 1973, Jaroslav Vanek, 1982) som totalt negligerer de solidariske og humanistiskeaspekter ved en sådan økonomi. Domars model er et forsøg på at indplacere en sovjetisk »kholkoz« på et marked af »Lange-Lerner typen«, (E.D. Domar, 1966) og Jaroslav Vaneks generelle teori er en teoretisk analyse af den medarbejderstyrede økonomi, som beviser at de mange påståede problemerkan løses dels ved politiske indgreb, og dels ved at medreflektere de fordelemedarbejderstyrede

delemedarbejderstyredevirksomheder har mht. motivation, forpligtelse og altruisme. Ingen af disse modeller opererer eksplicit med en forudsætning om privateje eller medarbejdereje. Forudsætningerne i modellerne kan (Vanek part 111, 1970) sammenfattes som 1) Alle produktionsmidler er samfundsejede(!), 2) Samfundet bestemmer renten på kapital/afgiften på fysisk kapital i overensstemmelse med den traditionelle økonomiteoris ligevægtsforudsætninger.3) Virksomhederne maksimerer gennemsnitlig nettoindkomstpr. arbejder. 4) arbejderne har som i Jugoslavien en brugsret til realkapital.

Lad os kort rekapitulere denne models konklusioner, for senere at tilpasse
modellen til medarbejderejede virksomheder.

I en simpel model bestemmes produktionsfunktionen på kort sigt ved

(1)

hvor Q^er output og L arbejdsinput. Vi opererer med homogent arbejde. Den
medarbejderstyrede virksomheds maksimand bestemmes ved hjælp af den
simple profitmaksimand for et privatejet firma

(2)

hvor 7Tmax er den neo-klassiske profit (ekstraprofit udover den gennemsnitlige
profit) p vareprisen, w lønnen, r rente på kapital og K det fysiske kapitalinput.
Vi bestemmer det markedssocialistiske firmas maksimand som

(3)

eller

(4)

som ofte skrives Ymax eller nettoindkomst pr. arbejder.

Vi introducerer po og ro som initialparametre, Ker ifølge (1) konstant, hvilket
skrives som Ko.

(5)

Parameterændringerne p\ > P_o og r\ < r_o fører som illustreret i figur 1 til et fald i beskæftigelsen fra L_o til Lj, og en stigning i indkomsten fra Y_maXQ til Y_max,. Dette ses ved indsætning af enten pi for p_o eller r\ for r_o i (5). Som det fremgår af figur 1 A medfører en prisstigning, at kurven for arbejdets værdigra'nsningsprodukt (VGP)skubbes mod højre fra VGP til VGP'. Medarbejderne kan tjene mere (Y[) med en arbejdsindsats svarende til L_o, hvor indkomstforøgelsen svarer til CD; pointen er imidlertid, at man kan tjene endnu mere (afstanden AB) ved at indskrænke produktion og beskæftigelse fra L_o til Lj. Dette antyder muligheden for et ustabilt marked og en negativ hældende udbudskurve (Ward 1967).

Er der tale om et omkostningsfald er effekten den samme, (figur IB), hvor værdigrænseproduktet til gengæld ikke ændrer sig. Medarbejderne kan tjene CD mere ved en faktorindsats på L_o, men en indskrænkning øger yderligere indkomsten med AB. - I begge tilfælde kan det bedst betale sig at være så få som muligt om at dele profitsummen. Ligevægtsbetingelsen for det medarbejderstyredefirma er anderledes end ligevægtsbetingelsen i det privatejede

firma. I det medarbejderstyrede firma er betingelsen

(SA)

hvor A udtrykker outputændringer og ændringer i arbejdsinput. Det privatejede
firma i (1) har et lavere værdigrænseprodukt

(5B)

Hvilket betyder, at maksimeringen af (2) kan føre til en faktorindsats større
end Lo (figur 1A og IB) i statisk ligevægt.

Parameterændringerne p\ < p_o og v\ > r_o fører til en stigning i produktion og beskæftigelse som vist i figur 2. Dette ses ved enten at indsætte pi for p_o i ligning (5) i figur 2A eller r\ for r_o i ligning (5) i figur 28. Et prisfald implicerer at arbejdets værdigrænseprodukt skubbes ind mod origo samtidig med at nettoindkomsten pr. medarbejder falder, hvilket er det samme som et tab for hver enkelt fra Y_maXo til Y_maxi. Ved den oprindelige faktorindsats på L_o svarer tabet pr. mand til AD. Ved maksimandindkomsten Y_{maX j} er tabet mindre, svarende til AD - CD = AC i figur 2A, hvorfor det bedst betaler sig at operere med en højere faktorindsats (Li) og en forøget produktion. Det samme gør sig gældende ved en omkostningsforøgelse blot med den forskel, at værdigrænseproduktet ikke forskydes, fordi vareprisen er uændret. Tabet i figur IB er AC - BC = AB pr. medarbejder. - I begge tilfælde betaler det sig bedst at være så mange om at dele tabet som muligt.

I erkendelse af, at det markedssocialistiske firma ikke er det samme som et
medarbejderejet firma, ændrer vi på forudsætninger fra medarbejders^^ til
medarbejder^.-

1. Firmaet er arbejdernes fælles ejendom, og man kan enten lease eller købe den fysiske kapital gennem selvfinansiering eller låntagning. Selvfinansiering fordrer en form for kollektiv opsparing som er fraværende i (5), forudsat at vi ikke introducerer langsigtede overvejelser mht. vækst og nettoinvesteringer. Arbejderne kan modsat det samfundsejede firmas arbejdere beslutte sig for at sælge eller likvidere det fællesejede firma, ligesom at marginale medejere kan købes ud eller nye medejere kan inviteres til at investere. 2) Lad os på kort sigt fastholde at man maksimerer Y med henblik på forbrug og realisering af ekstraprofitter i neo-klassisk forstand. 3) Priserne tages som eksogent givne på grund af de medarbejderejede firmaers begrænsede størrelse (MAC fMAREV p. 17, 1984). Dette under forskellige givne institutionelle omstændigheder og markeder. Ligningen (5) ændres herefter til.

(6:

°§

(7:

°g

f er den enkelte medarbejders andel i virksomheden; ved et positivt fortegn foran f øges virksomhedens indkomst på kort sigt med dette indskud. Det forudsættes her, at der ikke er nogle henlæggelser til nettoinvesteringer, hvilket synes i overensstemmelse med de simple modellers opfattelse af organisatoriske målsætninger, som ikke involverer en kollektiv opsparing. Et negativt fortegn refererer til værdien af den enkeltes andel plus eventuel kompensation for tabt arbejdsfortjeneste ved fratrædelse.

For pi > po eller ri < ro og f=Aßi figur 1 kan den ovenfor beskrevne negativeeffektm.h.t.

gativeeffektm.h.t.en faldende produktion og beskæftigelse ikke slå igennem (den negativt hældende udbudskurve på kort sigt). I figur 1A som illustrerer en prisstigning (pi > po)po) og et fald i beskæftigelsen vil de resterende medarbejderejereskullebetale en kompensation til den marginale medarbejderejer.Gevinstenved at fyre i det medarbejderstyrede firma med samfundseje svarede til afstanden AB i figur IA, og hvis værdien af medlemmets andelsbevisplusfratrædelsesgodtgørelse er større end eller lig den marginale gevinst,vilder ikke være noget incitament for de resterende medarbejderejere

mht. at købe den marginale medarbejderejer ud. Det samme gør sig gældendeifigur IB vedrørende effekten af et omkostningsfald (rj < ro).ro). Ide tilfælde,hvorf = AB vil de resterende medarbejderejere være indifferente m.h.t. indskrænkninger på grund af homogene arbejdsinput. Medlemsandelensbetydningfor maksimeringsproceduren kan afhænge af både beløbets størrelse og den tidslængde, der er baggrunden for (1). Det korte sigt i neoklassiskemodellerer aldrig blevet defineret præcist, idet der kan være tale om uger, måneder eller år. Det er klart, at desto længere en tidshorisont vi opererer med, desto større er muligheden for at den marginale gevinst kan udlignes så den negativt hældende udbudskurve forsvinder. For ?\ > P_o og r_l < r_o og f< AB, hvor medlemsbeviset og kompensationens værdi er mindre end gevinsten ved at købe en medejer ud, vil der være et incitament for at købe medejere ud; vel at mærke hvis den marginale ejer indvilger i at sælge! Man skal imidlertid huske, at den øgede profitabilitet vil gøre det attraktivtatkøbe et andelsbevis uanset om f = AB, og altså er der et incitament for at øge produktion og beskæftigelse, hvis f er høj nok. Er den det, vil de resterende medejere være mere tilbøjelige til at udstede nye andele, og en normal neoklassisk reaktion på prisstigninger og omkostningsfald vil hermed kunne forekomme.

Situationen med et negativt fortegn i ligning (7) er et udtryk for kapitalindskuddets restriktive effekter ved en frivillig afgang af medarbejderejere og dette får betydning m.h.t. effekten af prisstigninger f^{omkostningsfald.} Er der derimod tale om et positivt fortegn, analyserer vi efterspørgslen på andele og graden af incitament m.h.t. anmodning om medlemsskab. Anmodning om medlemsskab får primært betydning for eksemplerne m.h.t. effekten af et prisfaldfen omkostningsstigning, hvor dette ved en uændret faktorindsats sænker indkomsten i figur 2A og 2B (til Yj).

For F\ <Po og r\ >ro og for f CD i figur 2A har vi en situation hvor prisenpå et andelsbevis enten svarer til det beløb man minimerer tabet med ved at øge faktorindsatsen eller også er prisen højere. Hvis prisen på et job for den nye medarbejderejer svarer til CD øges produktion og beskæftigelse til L\ forudsat at man kan sælge andelsbeviser! For f > CD vil tabet blive mi nimeret endnu mere og beskæftigelsen vil ligge et sted mellem L_o og L\ med en højere indkomst end Y_max For f < CD vil tabet blive minimeret i mindre grad, og det vil blive større end AC, hvor beskæftigelsen ligger til højre for L\. De samme bevægelser gør sig gældende for f = BC i figur 28, hvor den samme ligevægtssituation kan etableres som i det samfundsejede firma, hxns f svarer til det beløb tabet kan minimeres med. Man må imidlertid huske, at det resterende medarbejderejere spørger f.eks. arbejdsløse om er, at nye medejere skal dele tab med de gamle. Dette forekommer mindre realistisk med mindre, at nye medejere har meget positive forventninger m.h.t. fremtidigeindkomster og beskæftigelse. Er prisen for et job meget høj enten p.g.a. tabets omfang eller en lang tidshorisont i forhold til kortsigtsproduktionsfunktionen,bliver det mindre attraktivt at købe en andel i virksomheden. Desto mere tabsgivende en virksomhed er, og desto mere negative forventningernebliver,

ningernebliver,desto mere øges incitamentet for at forlade virksomheden. Virksomhedens reaktion på parameterændringer er her i modelimmanent henseende mere normal, men omvendt må man huske, at prisen på et andelsbevisi sådanne tilfælde vil være faldende. Spørgsmålet er her om der er incitamenter nok m.h.t. at købe sig ind, og om de resterende medejere kan sælge andele til nye. Reaktioner m.h.t. indskrænkninger som ville opstå i privatejedevirksomheder ved prisfald og omkostningsstigninger forekommer m.a.o. langt mere sandsynlig i en medarbejderejet virksomhed end i en samfundsejet hvor medarbejderne uhindret har adgang til at benytte sig af brugsrettentil produktionsmidlerne. I værste fald vil vedvarende tab i den medarbejderejedevirksomhed føre til lukning som i den privatejede, omend måske med en lidt længere tid m.h.t. at træffe denne beslutning, hvis arbejdsløse og andre stadig køber sig ind. I den samfundsej ede virksomhed vil medarbejderneprincipielt kunne fortsætte med at optage nye medlemmer indtil det punkt, hvor »arbejderne lever af luft alene« — I praksis nok omkring eller lidt mindre end en subsistensløn.

3. Nogle konkluderende betragtninger

Det synes metodologisk set muligt at betragte de redskaber man anvender i analysen af medarbejderejede virksomheder på to måder. Enten arbejder man inden for rammerne af traditionelle mikromodeller, eller også forkaster man som mange økonomer, den neo-ldassiske grundmodel som forsimplet og urealistisk. (Kornai, 1971, Simon, 1959, Galbraith 1967). Denne artikel har inden for rammerne af den første modelirnmanente tilnærmelse søgt at vise, hvilke problemer, der ligger gemt i at sætte samfundseje med brugsret lig med medarbejdereje. Vil man arbejde modelimmanent, må man afstemme modelforudsætninger med virkeligheden, hvilket MAREVgruppen ikke synes at have gjort i sine ejendomsretlige forudsætninger. En modelimmanent tilnærmelsehar med denne artikel søgt at påvise, hvad der kan ophæve de mærkelige reaktioner på pris- og omkostningsændringer. Disse reaktioner opstår i det medarbejderstyrede firma med brugsret, og hvis analysen af denne organisation bruges i forbindelse med medarbejder^/^ er konklusionerneikke entydige. Noget andet er, at modellen generelt set og uanset hvilkenorganisationsform, kan falsificeres både modelimmanent og i forbindelse med alternative opfattelser af virksomhedsøkonomi. Maksimeringsopfattelsener i sig selv et problem, som kan diskuteres både i forhold til modellerne og i forhold til alternative opfattelser. De ejendommelige reaktioner på parameterændringeropstår nemlig som følge af overskudsdelingen og snævre utilitaristiske forudsætninger. Hvis maksimanden er absolut profit som i det privatejede firma i stedet for indkomst pr. arbejder som synes eklektisk og uden empirisk verifikation, ophæves de omvendte reaktioner. Inkluderer man overvejelser m.h.t. henlæggelser af medarbejdernes ekstraprofitandele til fremtidige nettoinvesteringer, bliver adfærden også normal. Imidlertid har mange økonomer af forskellig ideologisk observans samstemmende sat et

spørgsmålstegn ved den neoklassiske tilnærmelse både i forbindelse med målsætningsopfattelsen og generelt. Målsætningen kan være satisfiering af profit eller indkomst pr. medejer i stedet for maksimering og altså bryder ligevægtsuniverset sammen? Målsætningen kan være organisatorisk- og økonomiskvækst for enhver pris i stedet for maksimering af det økonomiske resultat?Eller opfattelsen af den medarbejderejede virksomhed kan måske baseres på en stordriftsopfattelse, hvor divisionsspecifikke målsætninger indenfor organisationen konflikter, og leder til andet end maksimering (Mondragon)?Sådanne hypoteser burde afprøves sammen med en kritisk evalueringaf de modelimmanente forudsætninger i forhold til medarbejderejede virksomheder. Men vælger man at teste neoklassiske maksimatører (eller minimatører)på et marked under fuldkommen konkurrence, må man for mig at se vurdere, om det ejendomsretlige aspekt og dets effekter på den økonomiskeadfærd er analyseret grundigt nok. Det forekommer at være bedre at ændre på mikromodellens forudsætninger i denne forbindelse, end at postuleresamfundsejet som identisk med medarbejderejet! Medejerens andelsbevis,handel med dette og eventuelle kompensationsarrangementer vil nemlig vise, at de medarbejderejede virksomheder i et neoklassisk univers, reagerer forskelligt i forhold til de samfundsejede virksomheder.

Referencer:

1. Associated labor Act, Beograd 1976.

2. W. Brus: »Socialisering og politiske systemer«, Informations forlag, København 1978.

3. E.D. Domar: »The Soviet farm as a producers cooperative« i »American Economic review«,
vol. 56, s. 737-757, 1966.

4. J.K. Galbraith: »The new industrial state«, Houghton Mifflin, Boston 1967.

5. Ireland fLaw: »The economics of labor-managed enterprises«, St. Martins Press, New York,
1983.

6. P. Ingerslev m.fl. (MAREV gruppen): »Medarbejderejede virksomheder, der kan lade sig gøre
En introduktionsbog«. Chr. Ejlers' forlag, Kbh. 1984.

7. J. Kotnai: »Anti-equilibrium - On economic systems theory and the tasks of research«. North
Holland publishing Company, Amsterdam 1971.

8. MAC fMAREV projektgruppe: »Medarbejdereje — Erfaringer fra 5 virksomheder«, »Nyt fra
Samfundsvidenskaberne«, København 1983.

9. N. Mygind: »Er medarbejderejede virksomheder effektive?«, »Samfundsøkonomen« nr. 7, s.
11 18, oktober 1984.

10. H. Simon: »Theories of decision-making in economics and behavioral science«, American
Economic review, 1959.

11. H. Thomas fC. Logan: »Mondragon -An Economic analysis«, London 1982.

12. Jaroslav Vanek: »The general theory of Labor managed marketeconomies«, Cornell Univer
sity Press, Ithaca 1971.

13. Jaroslav Vanek: »The labor-managed economy-essays«, Cornell University Press, Ithaca 197 7.

14. Jan Vanek: »The economics of Worker management«, London 1972.

15. Jaroslav Vanek: »Towards a forward step in empirical Self management research« i D.Jones f
J. Svejnar (ed.): Participatory and self-managed firms, Lexington Books, 1982.

16. B. Ward. The socialist economy, Berkley 1967.