Resumé

To transformationer kendetegner især nutidens organisations- og systemudvikling.

Hierarkier vil ændres til netværkssystemer, og systemerne vil i højere
grad indeholde organiske elementer, så som horisontal kommunikation,
ekspert- og adaptive systemer.

I det følgende gøres rede for sammenhæng og udviklingstendenser
samt hvordan udviklingen kan påvirkes.

1. Indledning

Enhver organisationsudvikling i en virksomhed har både et organisk og et mekanisk indhold, der dels berører samspillet mellem personale, teknologi, struktur og opgaver, dels tager udgangspunkt i organisationens omverden og den interne opbygning.

Kendetegnende for den organiske model er, at opgaverne er adskilt, men hver enkelt funktion løser sin opgave i lyset af sin viden om virksomhedens samlede mål og problemstilling. Den mekaniske model er bl.a. kendetegnet ved en stærk formaliseret og hierarkisk struktur (specialisering/arbejdsdeling), der kan ende med at skabe en bureaukratiseret

Begge modeller tager udgangspunkt i en fastsat målsætning, hvor den
mekaniske model er særlig effektiv i stabile omgivelser, hvorimod den

*) Marketingchef i sygehus-datacentret, Kommunedata If S. Artiklen modtaget febr. 1985.

organiske model er fordelagtigst i foranderlige omgivelser, hvor de
friere kommunikationsveje forer til en mere glidende tilpasning i
opgavefordelingen.

Der er en kompleks sammenhæng mellem organisationens arbejdsdeling, specialisering og styring, og hvor styringen idag hyppigt foregår ud fra et hierarkisk synspunkt, vil dette ændres til en netværksopbygning. Teknologien eller datamaterne overtager en lang række af de mekaniske opgaver, medens de organiske overlades til et samspil mellem teknologi og personale.

Begreberne organisk (organisme) og mekanisk (mekanisme) er derfor egnede, når man ønsker at udvikle en overordnet organisationsstrukturog beskrive den overfor et samspil af datamaskiner; og hvor det organiskeudgangspunkt omfatter det ustrukturerede og nye, vil det mekaniskeudtrykke

kaniskeudtrykkedet strukturerede og kendte. Derfor må der arbejdes
samtidig med begge modeller.

Man kan således forudse, at datamaterne fremover vil medvirke til at skabe et værktøj for den organiske model, herunder opbygning af netværkssystemer, hvor man vil kunne håndtere lokale data med mulighed for samordning gennem kommunikation. Metoden vil både kunne fastlægge en ny infrastruktur og et samspil med omverdenen, men der vil hyppigt i dag opstå sammenkoblingsproblemer mellem datamaterne.

Fremtidens netværkssystemer, bl.a. i dag benævnt hybrid-, bredbåndsog lokalnet, vil dog modvirke sammenkoblingsproblemerne, ligesom det har været tilfældet ved udviklingen af telefonsystemerne. Men i den periode, hvor vi er på vej mod fuldt kompatible netværkssystemer og godkendte (accepterede) standarder, vil der opstå en række organisatoriske og systemmæssige problemstillinger, og det er disse forhold, denne artikel vil kortlægge. Desuden vil artiklen søge at fremlægge nogle metoder, der ved anvendelse gør udviklingen så gnidningsløs for organisationen som muligt, og som kan bruges som et grundlag for den strategiske projektstyring, ikke mindst af den teknologiske udvikling i organisationen.

Den nuværende situation

Ved overgangen fra et mekanisk til et organisk system (jfr. fig. 1) må
den enkelte virksomhed finde ud af, hvor den befinder sig med hensyn
til sin organisations- og systemudvikling.

For de fleste virksomheders vedkommende er der allerede en vis maskinkapacitet til rådighed til løsning af kendte administrative opgaver. Datamaterne er oftest centrale med systemer udviklet efter den mekaniske model, og står virksomheden overfor kravet om en kapacitetsudvidelse er følgende løsningsalternativer naturlige:

1) enten

— at oge kapaciteten og kompleksiteten i den enkelte datamat, d.v.s. at
lose opgaven via en fortsat centraliseret arkitektur med begyndende
decentralisering via terminalbestykning.

2)og/eller

— at lose totalopgaven ved deling mellem flere sammenhaengende
(kommunikerende) datamater i et samspil.

For den enkelte bruger ai systemet vil valget af arkitektur dog vaere mindre afgorende, idet informationen skal stilles til radighed, ualha-n gigt af hvilken datamat der loser opgaven. Der er saledes tale om en problemstilling, der opstar ud fra virksomhedens krav til information, men samtidig afbalanceret med de teknologiske muligheder der gives til behandling af data og sogning al information.

Organisationsteoretisk er problemstillingen den samme. En afdeling i en virksomhed kan udbygges eller specialisei es, og der opstår hyppigt behov for en organisationsstruktur med funktionsopdelte, samarbejdende og kommunikerende enheder.

Med de nuværende teknologiske muligheder står vi således overfor valget mellem de to løsningsalternativer, velvidende at valget er afgørende for frihedsgraderne i den fremtidige informationsbehandling og organisationsudvikling.

3. Organisations og systemmodel

Der er således to spørgsmål, der skal tages stilling til ved den fremtidige
organisations- og systemudvikling.

Det ene er kravet til organisationens fleksibilitet, systemernes distributionsgrad og kommunikationsveje. Det andet er spørgsmålet om systemernes nuværende opbygning og kapacitet (throughput) samt behovet for fremtidig udvikling. Der er sammenhæng mellem de to spørgsmål, og det er væsentligt for virksomhedens fremtidige organisations- og systemudvikling, at man besvarer spørgsmålene gennem en overordnet og samordnende planlægning.

Det kræver en 'metode' at planlægge, og nedenstående model (fig. 2)
kan være en hjælp i denne forbindelse:

Metoden tager udgangspunkt i en organisationsanalyse, der gennem en strategisk udviklingsplan lægger op til en systemanalyse. Systemanalysen kan oftest gøre brug af andre metoder, f.eks. ISO-OSI-modellen (Open System Interconnection).

4. Strategisk projektledelse

Strategisk projektledelse tager udgangspunkt i virksomhedens nuværende
situation, samt en analyse af hvor virksomheden vil hen og hvordan
den kommer dertil.

Produktet fra denne proces er en strategi, der danner udgangspunkt
for organisationsudviklingen og et overblik.

Systemanalysen bør dernæst tage udgangspunkt i denne strategi. Topledelsen og brugerrepræsentanter skal involveres gennem projektorienteret ledelse, og liniefunktionerne må tage ansvaret for systemudviklingen.

Et strategisk projekt kan antage følgende udvikling:

1 Beskriv virksomhedens organisation og nuvaerende systemarkitektur:

— Beskriv virksomhedens idegrundlag og organisationsstruktur.
— Kortlaeg systemerne pa strategisk og operativt (drift) niveau.
— Beskriv organisationens krav til information.
— Fastlasg tendenser i den teknologiske udvikling i relation til
virksomheden, og gor rede for edb-organisationen og dens
sammenhaeng med den ovrige organisation.
— Fastlaeg behovet for systemernes eksterne og interne koinmu
nikationsveje.

Il Lav en liste over problemer og muligheder.

111 Fastlæg konkrete mål og politikker for nærmeste fremtid udfra et
helhedssyn.

IV Udarbejd strategier og handlingplaner:
- for produkter
- for systemarkitektur
- for valg af udviklingsværktøjer

V Lav budget for investering og projektomkostninger.

Hvad enten organisationen onsker en centralisering, decentralisering
eller distribuering, kan man gennem den strategiske analyse fastlasgge
malsaetningen for systemudviklingen og direkte fokusere pa overordnede
problemstillinger. Desuden kan man vurdere sporgsmal vedrorende
kompleksitet, mangel pa standarder, mangel pa udviklings- og
driftsvaerktojer med heraf afledte ©konomiske risici.
miske risici.

Selve systemanalysen kan nu ligeledes angribes systematisk:

- Vælg distributionsgrad, d.v.s. forholdet mellem central og lokal databehandling,
under hensyntagen til opgavens art samt ikke mindst til
organisationen, som skal benytte systemet.

- Identificer synlige snitflader, hvor sammenkobling af udstyr vil forekomme
og beskrev disse snitflader.

- Kontroller om den fde foretrukne leverandør(er) kan arbejde indenfor
ovenstående snitflader. Hvis ikke, må enten distributionsformen
eller leverandøren ændres.

- Identificer yderligere snitflader og foretag en samlet systemanalyse.
Niveauopdeling og snitfladeisolation benyttes rekursivt under den
modulære nedbrydning.

— Konstruer med udgangspunkt i omtalte systemanalyse en systemimplementationsmodel, som tager hensyn til givne systemvasrktojer, programmeringssprog, maskinel og systemprogrammel. Den modulaere beskrivelse kan som regel ikke implementeres fuldt ud med de eksisterende systemvaerktojer. Dog ma det kraeves, at de synlige snitflader implementeres uaendrede, hvorimod den interne struktur oftest ma til[>asses.

— Deter nu muligt at foretage totale og partielle systembeskrivelser,
ligesom o\ erordnede resumeer lader sig udarbejde.

Som regel behøver omtalte analyse ikke at føres til bunds i samtlige afsnit af systemanalysen. Anvendes et offentligt datanet eller standardprodukter er den interne struktur på forhånd givet. Det, der tæller er snitfladen samt den tilbudte service, herunder pris, ydelse og effektivitet.

Ønsker virksomheden at forskyde balancepunktet mellem det centralistiske og hyppigt mekaniske princip til det mere fremtidsrettede organiske, er det nødvendigt i den strategiske planlægning at tage stilling til dette gennem valg af systemernes samspil, d.v.s. distributionsgrad og kommunikationsveje. Distributionsgraden er et hovedbegreb i analysen og lægger op til valg af systemfaktorer, så som datafangst, lagring, backup og kommunikationsform og veje, og giver hermed et overblik over behovet for kapacitet.

5. Distributionsgraden

I vore dages informationssystemer er udgangspunktet således ikke den
enkelte datamat og de funktioner, den håndterer — men nærmere
samspillet og helheden.

I denne forbindelse er distributionsgraden er vigtigt begreb og svarer i en vis grad til organisationens vekslen mellem centralisering og decentralisering. Distributionsgraden kan desuden defineres som forholdet mellem lokalt udførte delfunktioner og de totale funktioner i systemet. Distributionsgraden giver et overblik, fordi den faseopdeler udviklingen, så den er lettere at overskue.

Normalt vil udviklingen følge faserne i tabel 1 baseret på, at man i organisationen allerede benytter en centraliseret datamat, men udviklingen kan teoretisk tage udgangspunkt i hver enkelt af nedenfor nævnte distributionsgrader.

Jo højere distributionsgrad man vælger (f.eks. grad 5), des større frihedsgrad har man i systemarkitekturen og dermed i det organisatoriske valg mellem central eller decentral placering af ansvaret for systemdriften. Desuden kan distributionsgraderne på et højere niveau indeholde mulighederne i de lavere, og således danne grundlag for en mere sammensat systemarkitektur.

Sandhedens øjeblik'

Den naturlige udvikling for 70'ernes datasystemer har berørt distributionsgrad 1 og 2 (jfr. tabel 1). Organisationen har anvendt en enkelt (oftest central) datamat til løsning af interne opgaver. Man har planlagt efter den mekaniske model med begyndende decentraliseringstendenser.

80'ernes datasystemer vil i højere grad beskæftige sig med den organiskemodel og herunder kommunikationen med omverdenen i erkendelseaf, at det datagrundlag organisationen har behov for, kan suppleresi et samspil med eksterne systemer for den enkelte organisation.

Tidspunktet for denne erkendelse kaldes i denne forbindelse sandhedensøjeblik' har en afgørende indflydelse på valg af systemfaktorer. Erkendelsen af dette valg opstår således hyppigt i overgangen mellem distributionsgrad 3 og 4, når en organisation eller en del af en organisationopdager, at kvalitetskravene for databehandlingen (især throughput og tværgående kommunikation) ikke overholdes med det nuværende centraliserede anlæg. De ønsker selv at overtage ansvaret for deres egen database, systemer og eventuelt systemudvikling, men hvad vigtigere er; selv ønsker at fastlægge sine kommunikationsveje. Man erkender i organisationen, at der er behov for fælles og samordnedesystemer, men ønsker samtidig en individuel og distribueret arkitektur.

Det virker som et paradox, men løsningen kan findes ved overgangen
fra distributionsgrad 3 til 4, som skitseret nedenfor i figur 3 (systemerne
kan blive langt mere sammensatte end vist):

Udviklingen mellem distributionsgrad 3 og 4 stiller krav til kommunikationsværktøjer på den lokale datamat, men åbner samtidig mulighed for en mere rationel udnyttelse af terminalsiden, ligesom spørgsmålet om, hvem der er dataleverandør til hvem, vil skifte fra centralt til lokalt

7. Horisontal flexibilitet

Har organisationen valgt at opbygge en systemarkitektur baseret på
distributionsgrad 4, har den ligeledes valgt at bearbejde den hierarki
ske struktur til fordel for netværkssystemet.

Dette stiller nye krav til kommunikationsdatamaten, der således må
indeholde systemer, der er målsøgende og adaptive.

Kommunikationsdatamaten skal vide, hvilke data der er behov for, skal kunne hente og bringe dem fra og til andre datamater, og skal samtidig via adaptive programmer kunne tilpasse informationsstrømmene og udvælge de informationer, der er væsentlige for virksomhe den. Det adaptive program skal hjælpe med til at vurdere og overholde informationskravene fra organisationen.

Kommunikationssystemet danner således bindeleddet mellem den organiske og den mekaniske del af organisationen, men åbner også mulighed for sammenhæng mellem den interne og eksterne kommunikation. Dette kræver nytænkning ved udvikling af programmel til kommunikationssystemer, men det kræver også indførelse af netværkssystemer i langt højere grad end tilfældet er i dag.

Mere enkelt kan problemstillingen skitseres som følger:

Ved distributionsgrad 4 vil kommunikationssystemet i dag hyppigt beståaf en enkelt datamat (eventuelt mainframe), der på kommunikationsdatamatenindeholder samtlige systemfunktioner kørende paralleltved hjælp af eet og samme operativsystem. Denne systemarkitektur vil skabe mulighed for udbygning af flere og bedre kommunikationsveje,samt

veje,samteventuel lokal lagring aldata, men tier er ikke talc om horisontalilexibilitet.

Betragter man distributionsgrad 5 eller en systemarkitektur, der giver horisontal flexibilitet, vil løsningen bestå af en række mindre datamater (opdelt efter funktionskrav). Disse er sammenkoblet ved hjælp af et netværk og løser de samme funktioner som ovenfor, men åbner mulighed for både bedre kommunikationsveje og, via panillelkorsel al funktioner på hvert sit operativt system, et bedre throughput for systemet som helhed.

Funktionsprincippet vil skabe en højere grad af redundans og dermed et større behov for lagerplads, end systemer, opbygget efter de øvrige distributionsgrader. Dog vil muligheden for parallelkørsel på enkeltdatamaterne skabe større throughput i totalsystemet.

Der er således fordele ved funktionsprincippet muliggjort af netværkssystemer, der med faldende omkostninger pr. lagerenhed og stigende behov for regnehastighed for datamater, alt andet lige vil være det mest fordelagtige koncept på længere sigt.

Kan man så ydermere anvende de redundante data til backup og recoveryrutiner,
d.v.s. højne totalsystemets sikkerhed og effektivitet, vil
der være yderligere fordele at hente.

Dog må det pointeres, at besparelserne kan sættes til ved et mere
komplekst systemdesign og manglende overblik, især på netværkssiden.

8. De teknologiske muligheder

Den nærmeste fremtids systemarkitektur for sammensatte (distribuerede) systemer er som angivet langt fra entydig. Det må forudses, at systemerne i høj grad udformes ikke baseret på teknologiske bindinger; men snarere baseret på organisatoriske og personalerelaterede bindinger, og realiseret ved den mulige teknologi.

Systemarkitekturen vil således ikke være baseret på eet netværkssystem; men snarere på et antal forskllige typer net, så som offentlige, private og lokale. Sådanne forskellige realisationer af distribuerede systemer har deres årsag i de vidt forskellige krav, som de forskellige anvendelser dikterer.

Den fortsatte udvikling og billiggørelse af elektronikken vil åbne nye
anvendelsesområder, som vil være betinget af den lavere pris. Udskriv -

ningsfaciliteter, trykke- og grafikfaciliteter vil være stationære og til en vis grad baseret på fælles, centrale ressourcer. Nettilslutningen skal være billig og driftssikker og vil kunne baseres på lokale, private digitaltelefoncentraler.(PABX).

Lokalnet kan også benyttes ved konstruktion af mere sammensat udstyr. Ved hjælp af lokalnet kan flere processorer sammenkobles, ligesom dedikerede processorer kan tilsluttes. Systemmæssigt er der tale om løs sammenkobling. Hver komponent kan fungere i sig selv, og selv om andre komponenter, som er tilsluttet lokalnettet eller lokalnettet selv, skulle svigte, vil de øvrige intakte komponenter fortsat fungere. Og i det omfang de stadig kan tilføres information, vil de fortsat kunne udføre meningsfyldt arbejde. Det anvendte lokalnet vil sandsynligvis være af en anden type end PC-lokalnet. Hver tilsluttet processor er operationsmæssig autonom med egne pladelagre, men udveksler i varieret grad informationer med de omgivende systemer. Kommunikationen kan foregå mellem aktive programmer (Inter Process Communication), og hvert aktivt program kan således udføre filaccess i de andre processorer, som om programmet blev udført i netop denne processor (Remote Resource Activation). Endelig kan processorerne dele ressourcer, som gøres tilgængelige ved specialprocessorer. Specialprocessorerne kan tilbyde databaserealisationer, ligesom de eksempelvis kan tilbyde datakraft for mere specialiserede opgaver.

Det ses, at de teknologiske muligheder, som følge af forskellige arkitekturer og anvendelsesområder er forholdsvis mangfoldige, og når dertil lægges forskellige bindinger vedrørende pris, samkørsel etc., da synes det bekræftet, at distribuerede systemer ideelt må forventes sammensat af forskellige typer netværkssystemer. Denne potentielt store variation (igen indenfor lokalnet) kan synes uøkonomisk og ressourcekrævende, og antallet af muligheder vil da også ved almindelige markedsmekanismer reduceres til, i forhold til potentiellet, kun at omfatte få forskellige typer lokalnet. En sådan markedsrelateret udvælgelse pågår netop nu, og dermed en modning af netværksløsninger overfor fremtidens systemarkitekturer.

9. Igangsætning

Det synes således belyst, at 80'ernes systemarkitektur bør gennemføres
med en høj distributionsgrad (4 og 5), d.v.s. som kommunikations- og

netværkssystemer, dels på grund af de transaktionsmængder, der skal behandles i informationssystemet, dels for at skabe bedre kommunikationsveje.Spørgsmålet om, hvor mange terminaler der kan tilsluttes en datamat, må ikke være dimensionsgivende. Datamaterne skal tilkoblesnetværkssystemer, der har mulighed for tilgang fra et vilkårligt antal terminaler, og som samtidig kan overholde en række kvalitetskrav.Datamaterne funktionsopdeles, således at parallel databehandlingmed et rimeligt throughput kan foretages, men samtidig med hensyntagentil redundansspørgsmålet til sikring af recovery og backup. En hvilken som helst kompleks organisme kan kun hensigtsmæssigt styres (vertikalt eller horisontalt) gennem en funktionel mangfoldighed af systemer. Netværkssystemer sørger for sammenhængen og koordineringenaf data mellem datamaterne.

For at tilgodese sammenhængen mellem det mekaniske og organiske system, skal der således opbygges en logisk struktur (svarende til ekspertsystemer), der modtager informationer fra det organiske system, behandler informationerne i adaptive modeller og via meddelelser fremsender udvalgte data til behandling i det mekaniske system. Dette bør ske på program-, system- og organisationsniveau.

Måden at analysere og planlægge denne udvikling er, udfra en strategisk planlægning i organisationen at fastlægge målsætning(er), og at opbygge en struktur i form af et eller flere netværk, der løbende tilsluttes dedikerede datamater, svarende til de organisations- og systemtilpasninger man foretager i virksomheden i forbindelse med den normale

Opbygningen af datamatsystemer er i dag for en lille del en edbteoretisk og for en stor del en organisationsteoretisk problemstilling, hvor virksomhedernes topledere bør kende eller rådgives om de muligheder teknologien tilbyder af hensyn til den fremtidige organisationsudvikling.