Erhvervsøkonomisk litteratur

Bogforlaget Doxa er et nyere meget aktivt forlag indenfor bl.a. erhvervsokonomiens vidt forgrenede felt. Det udgiver saledes ogsa tidsskriftet Scandinavian Journal of Management Studies, som blev anmeldt i Erhvervsokonomisk Tidsskrift, 1984. Skandinaviske civilokonomers engelsksprogede videnskabelige tidsskrift.

Forlaget har udgivet en raekke kommunalokonomiske og kommunalpolitiske studier baseret pa svenske doktordisputatser og forskningsprojekter under redaktion af docent Nils Brunsson, Handelshojskolen i Stockholm. Der er indtil nu kommet syv fremstillinger, som kort skal naevnes i det folgende, idet forskningsresultaterne er sa alment gyldige, at de bor indga i den lokale diskussion om kommunens ledelse.

Nr. 1 i serien er Nils Brunsson og Bjorn Rombach, Gar det att spara?
Kommunalbudgettering under stagnation, Bodafors, 1982, 164 sider.

Forfatterne stiller sporgsmalet hvorledes kommunerne kan (bor) bete sig i en stagnationsperiode. Principielt kan de ekspandere deres service med hojere skatter tilfolge, eller de kan acceptere stagnationen og forsvare de aktiviteter, de udover. Endelig kunne man bruge selve stagnationen som argument til aendringer og til ivaerksaettelse af nye aktiviteter indenfor de samme okonomiske rammer som tidligere, det vil sige fremarbejde fleksibilitet og tilpasningsevne.

Forfatterne mener at der er tre hovedstrategier for den sidste angrebsmade,
som de (naturligvis) anbefaler.

Det gar pa en passende fordeling af tre roller i spillet om kommunens
okonomi, kaldet vaegterrollen, forkaemper-rollen og hamstrer-rollen.
Med hensyn til forkaemper-rollen sa ma denne frem for alt udnytte sin

viden og indsigt i kommunens mekanisme. De kan fremsætte forslag som giver de såkaldte vægtere ansvaret for nedskæringer. Forkæmpernevil normalt være den professionelle administration, og den kan skaffe forbundsfæller ved at alliere sig med stående udvalg og de enkelteudvalgsmedlemmer. De kan sætte vægterne ind i problemerne og undlade at acceptere rammenedskæringer uden anvisninger på hvor der skal skæres ned. De kan også hævde at afvikling er den eneste sagligt rigtige løsning. De bør anlægge en slags enteneller strategi, ikke den bløde mellemvare, de bør kunne vise at formindskede eller uændrede bevillinger giver mindre eller uændret service og endelig må de hævde at professionelle normer — som de f.eks. forekommer i lovgivningen - ikke må underskrides. Sluttelig mener forfatterne at budgetprocessen ikke er nogen særlig god arena for den, der vil have forøgede ressourcer i stagnationstider, man må forsøge at skabe bindingertil flere ressourcer udenfor budgetprocessen. Med hensyn til strategien for hamstrerne, som har den dobbelte opgave at forøge indtægterneog formindske udgifterne, må disse først og fremmest forsøgeat påvirke forventningerne om at skatter og afgifter allerede i år må forhøjes. Baseret på deres indsigt i økonomisystemet kan de også gå den anden vej og afsløre forkæmpernes budgettaktik i form af overbudgettering og skjulte reserver. Endelig anbefaler forfatterne at ændre budgetteknik med ikke alt for store mellemrum, idet det tager tid for forkæmperne at sætte sig ind i den nye teknik.

Med hensyn til vægterne, har disse en svær position, idet deres opgave er at fremarbejde fleksibilitet under stagnation. Deres strategier vedrører både det ideologiske, det organisatoriske og det tekniske. Med hensyn til det første, kan man sprede krisebevidsthed og slække på styreambitionerne i budgetarbejdet. På organisationsområdet kan man gøre udvalgspolitikerne til vægtere, man kan forsøge at give det enkelte udvalgs medlem bedre indsigt og endelig kan man skabe incitamenter til rationaliseringer.

Med hensyn til teknikorienterede strategier mener forfatterne at vægternebør anvende rammebudgetter med faste rammer og i øvrigt anvendeandre teknikker end budgetter med henblik på at få en bedre styring. Det kan være både langtidsplanlægning og personaleplanlægning,hvorimod historisk indrettede teknikker som løbende budgetopfølgning,årsregnskaber med omkostnings- og produktivitetsmålinger samt forvaltningsrevision mere kan bruges til at definere et ansvar

eller true med ansvarlighed. Men det er jo også en påvirkningsmulighed.Konklusionen er altså at kommunen som organisation har ganske gode muligheder for at klare sig også i en stagnationsperiode, men det kræver bevidstgørelse af nødvendige og tilstrækkelige aspekter af den komplicerede kommunale ledelsesproces.

Bjorn Brorstrom, Uno Larsson og Stellan Malmer, Ny a utmaningar =
nya mojligheter, 1982, 81 sider.

Som sin forgænger — og serien i det hele taget — er forsiden præget af Oscar Reutersvård's umulige figurer. Denne her, som korser sig i to modsatrettede pile, er meget betegnende for det kræfternes parallellogram, som får nye udfordringer til at mønte sig ud i konkrete muligheder.

Bogen indeholder 6 cases, som hver for sig illustrerer aspekter af den
kommunale ledelsesproces:

- flerars planlaegning og arsbudgettering, to forskellige losninger,

— aendring af et budgetsystem, forskellige parters indflydelse og adfaerd,

- omfordeling af ressourcer i sammenhæng med budgettering,
- vurdering af kommunale aktiviteter,

- finansielle informations-modeller og metoder,

- ekspansion - stagnation, effekter på planlægningsarbejde.
Det drejer sig om temmelig dybtgående mindre studier udført som led
i Goteborg-gruppens arbejde med kommunale ledelsesproblemer.

Bjorn Brorstrom, Planeringspolitik eller resultatspolitik, anvdndning och utformning
av kommunala bokslut, 1982, 160sider.

Dette er Bjorn Brorstroms disputats hvor han diskuterer politikernes
brug af det kommunale regnskab som led i beslutningsprocessen. Det
være sig den langsigtede, den kortsigtede og den kontrollerende.
Naturligvis er undersøgelsens resultat at de kommunale regnskabssystemer
(i Sverige) er uegnede til at give politikerne den information,
som de eftersøger i regnskabsvæsenet. Det skyldes dels regnskabets opbygning
og dels dets omfang og detaljeringsgrad og dels at politikerne
normalt ikke er i stand til at overskue den regnskabsmæssige information,
det vil sige forstå den.

Brorstrom har dog den opfattelse at man gennem en omorganisering
af regnskabet kan betjene kunderne væsentligt bedre.

Bog nr. 4 er redigeret af Nils Brunsson og Bengt Johannisson, Lokalmobilisering,
om industriers kommunalpolitik och kommuners industripolitik, 240
sider.

Dette er en samling af 24 forskeres opfattelse af problemer vedrørende
lokalmobilisering. Redaktøren har samlet indlæggene under 3
overskrifter:

Det lokale initiativs muligheder,
Alternative strategier og

Kommuner som medvirkende i lokalt initiativtagende.

Problemstillingen, som måske er speciel svensk, er i korthed følgende. I den økonomiske krisetilstand som landet befinder (befandt) sig i kan det sektoriserede formynderskab og interesseorganisationer ikke klare omstillingen. En krisebevidsthed er under dannelse i form af:

forsog pa at nedbryde det passificerede hierarki og sektoriseringen
(spedaliseringen),

storre virksomheders eksperimentering med mindre og specielle udviklingsenheder,

fagbevaegelsens mangel pa strategisk ledelse med en defensiv og bevarende holdning til folge er sa smat begyndt at blive erstattet af en storre interesse og storre forstaelse for den lille virksomheds betydning og maske specielt den personaleejede virksomheds betydning, samt

man har indset det umulige i at palaegge virksomheder og det offentlige
at sorge for beskaeftigelse pa individets helt egne vilkar.

Man er så småt kommet til at erkende nødvendigheden af entreprenørship, iværksætter adfærd. Noget tyder på at dette trives godt i lokalmiljøet: Den lokale kulturs tradition for retten til at tage initiativ, principper for arbejdsdeling, principper for lokal samordning og fælles interesser på lokalområdets vegne.

Kommunen kan spille en aktiv rolle i den lokale udvikling af erhvervslivet.For at forme en lokal erhvervspolitik er det nødvendigt at bygge bro mellem på den ene side kommunens politiker- og embedsmandskulturer)og virksomhedernes ideologi. Der gives eksempler på forskelligesådanne tiltag. En mulighed er at virksomhedslederne ganske simpeltengagerer sig kommunalpolitisk som i Gnosjo. En anden muligheder at en ledende kommunalpolitiker påtager sig rollen som en slags samfundsentreprenør og aktivt sammen med virksomhederne opbygger en ny virksomhedsstruktur i lokalmiljøet. Som det til eksempeler

pelersket i Mora. Den tredje mulighed kunne være at relancere den såkaldte »bypolitiker« som skulle have til opgave at revitalisere kommunensorganisatoriske indsats, herunder foretage nødvendige omorganiseringeraf den kommunale forvaltning.

Konklusionen er at uanset om kommunen fungerer som en selvstændig enhed eller om den bygger på en samordning med erhvervslivet i forskellige dele af kommunen, så er det nødvendigt med en erhvervspolitik.

I bogens enkelte afsnit gives der så konkrete opspil til hvordan man
rent faktisk har gennemført lokale organiseringer og strategiudviklinger.

Olov Olsson, Ansvar och dndamål, om utveckling och anvåndning av ett kommunalt
ekonomisy stem, 1983, 311 sider.

Dette er en doktordisputats, som formulerer sit problem som følger. Den offentlige sektor har gennemgået en enorm ekspansion i de seneste decennier. Kommunerne har en kraftig andel i denne udvikling, som nu (delvis) er standset. Det betyder at kommunen som organisation tvinges ind i at effektivisere sine styringssystemer, herunder arbejde med et effektivt regnskabssystem. Problemet er hvorledes man organiserer og indretter et sådant. Olssons svar er — baseret på et intensivt og omfattende casestudium i Uppsala kommune — at

- budgetstyring i form af mil- eller programstyring gar ikke, bl.a. p.g.a.
interdependensen mellem budgetomraderne,

— man kan styre ved at ansvarsfordele og man kan udforme et konomisystem
laegger vaegt bade pa decentraliserede malsaetninger
og ansvar for at de er naet.

Den 6. bog i serien er Svante Leijon, Rolf A. Lundin og Ulf Persson,
Forvaltandets forandring, om styrning av kommunal ekonomi och verksamhet,
1984, 143 sider.

Det er nok værd at bemærke bogens titel, forvaltningsprocessens forandring. Den grunder sig dels på at kommunerne har både flere og sværere opgaver at løse, at det er besværligt at finansiere disse services samt at de folkevalgte politikeres mulighed for at styre er kraftigt reduceret som en funktion afvæksten i antallet af administratorer og deres specialer samt ikke mindst deres medbestemmelsesret.

Forfatternes tese er at nye opgaver og nye problemer kræver nye formerfor

merforkommunal forvaltning. Dette gælder både selve beslutningstagningenom økonomiske spørgsmål, men gælder også beslutninger om hvorledes man skaffer sig information, altså hvilke styresystemer skal man organisere? Forfatterne peger på en række forhold som henholdsvisfremmer og hindrer forvaltningens ændringsproces.

Det er en ganske koncentreret fremstilling, som indeholder gode
points i den diskussion, som går forud for iværksættelse af en egentlig
ændringsproces.

Den foreløbigt sidste bog i serien er Sven Wiberg (red.), Ledarskapetsfornyelse,
om kommunala strategier under stagnation, 1985, 107 sider.

Det drejer sig her om 13 korte koncentrerede indlæg, som focuserer på de problemer der er forbundet med at ændre ledelsesprocessen i kommunerne (specielt større kommuner) under indtryk af økonomiske restriktioner, krav om højere effektivitet, krav om bedre økonomisk styring, krav om decentralisering og vitalisering af nærdemokratiet etc. Kommunerne har deres ledelseserfaringer fra den ekspansive periode, men hvorledes skal man under økonomisk stagnation forene decentraliseringstendenserne med krav om samordning og politisk styring?

Det ville være for billigt at sige at spørgsmålene er bedre end svarene, for intentionerne hos svarerne er nok mere seriøse end den række ukendte beslutningstagere der bærer et manglende ansvar for kommunernes ydre situation.