»Det er godt at kende noget til forskellige folkeslags sæder, for at kunne fælde en sundere dom over vores egne sæder, ligesom det er godt, at vi ikke tænker, at alt, hvad der går imod vore egne moder, er latterligt og urimeligt, sådan som de gerne gør, der ingenting har set«. fw„w„ ,• ,n™ M._tnAn.

Rene Descartes i »Om Metoden*

---

*) Cand. mere, adjunkt, Handelshøjskoleafdelingen i Sønderborg. Artiklen modtaget december

Indledning

Rene Descartes var, når vi ser bort fra de gamle grækere Herodot og Thukydides,
den første der i nyere tid gjorde opmærksom på behovet for en antropologi Også
sociologen Emile Durkheim understøttede i den henseende Descartes, idet

»Hvert enkelt folk har sin fysiognomi, sin specielle konstitution, sit retsvæsen, sin
moral og sin økonomiske organisation, som kun er beregnet for det, og enhver
generalisation er stort set umulig«. .

-Durkheim 1972, s. 76

Relevansen af at studere forskellige folkeslags skik og sædvaner stiger i takt med
det stærkt voksende mellemfolkelige samvirke. Men

»Menneskene er næsten ikke i stand til at forestille sig andre end ens egen kulturs

— Riesmann 67, kap. 4 a)

1. Visuel og verbal kommunikation

I hele den civiliserede vestlige kultur verserer endnu en udbredt etnocentrisme. Vores opfattelse af sanitet anses således for den eneste rigtige. Danske arbejdere der er udstationeret hos vores entreprenørvirksomheder i Algeriet, kan undre sig over deres algeriske kollegaers lave sanitære standard. Algierne vil dog også være forargede over de urene danske arbejdere, for de spiser jo med samme hånd, som de kort forinden har urineret med. Algierne urinerer med venstre hånd og spiser kun med højre hånd. Et andet eksempel af samme slags: På besøg i Indien vil vi ofte komme ud for, at en inder pudser næse uden lommetørklæde. Snotten snykkes ud på gaden. For os forekommer det uæstetisk. For inderen forekommer det langt mere uæstetisk, når vi europæere pudser næsen i et lommetørklæde, folder det sammen, bærer det med os (i lommen) og senere tørrer vi så sveden af panden i det beskidte lommetørklæde.

I de omstående tilfælde opstår der et kommunikationsproblem p.g.a.
forskellig opfattelse af sanitet. Hver kultur har, som det fremgår heraf,
sin egen opfattelse af skikkelig adfærd og sit eget sæt af kognitioner.

2. Manglende kognitiv og verbal referenceramme

Til tider vanskeliggøres kommunikation mellem personer af forskellige kulturer simpelthen fordi evnen til at fortolke kognitioner (learned predispositions) mangler hos den ene af parterne - og ikke kun tolkes forskelligt.

I meget tilbagestående kulturer kan det forekomme at en indfødt slet ikke kan genkende en nær slægtning på et fotografi. Det forekommer os ganske uforståeligt. Vi må imidlertid erindre, at vi ved ethvert fotografi underforstår flere forhold (foretager konventioner)

1. Vi afbilder noget som er »stort« på et »lille« område.

2. Vi oversaetter (transcenderer) tredimensional virkelighed til to
dimensioner.

3. Til tider afbilder vi en farvet virkelighed i sort/hvid.
(Segall, Cambell & Herskovits 66, s. 32).

Hvordan skal et primitivt menneske, der for første gang i sit liv ser et fotografi, beskrive denne oplevelse på sit eget folks sprog? Samoahøvdingen Tuiavii fortæller efter at være kommet hjem fra en rejse i Europa: »De kaster kulørte spejlbilleder på hvide måtter«.

(Papalagi, 81, s. 77).

Et lignende eksempel på manglende kulturel referenceramme finder vi, da en indfødt afrikaner beskriver sit første møde med det skrevne ord (en bog): »Jeg forstod efterhånden, at mærkerne på siderne var indfangne ord. Alle og enhver kunne lære at decifrere symbolerne og slippe de fangne ord løs igen i tale. Tryksværten fangede tankerne, de kunne lige så lidt slippe væk som en dumbu kan slippe væk fra et hul i j°rden(<- fM,r..J.^ w , ,nn\

(McLuhan, 76, s. 100).

Margaret Mead beretter, at der var stor ophidselse, da hun medbragte flere kopier af samme bog til en stillehavsø. De indfødte havde nok set bøger, men kun én kopi af hver, og de var gået ud fra at disse kopier var enestående. Deres forbløffelse over at se flere bøger af identisk art var naturlig for en kultur der ikke kender til en teknik der kan gengive ting identisk i stor mængde, som vores vestlige massekultur er i stand til.

3. Kausalanalytisk kognition — andre kulturer

Alene på baggrund af vores vestlige kulturelle arv - og heri er danskerne jo fast forankret - kommunikerer vi med fremmede kulturer på en hel bestemt måde. Dette kan, som illustreret foroven, medføre en række problemer. Hidtil har vi imidlertid kun beskæftiget os med den umiddelbare visuelle og verbale kognition. Hvad sker der når vi ser på den analytiske kognition, eller på forholdet til kausalitetsbegreber i kulturel sammenhæng? I princippet kan den DANIDA-udstationerede komme ud for ikke så lidt. Således blev en udviklingshjælper, der ville forklare en peruansk husmoder det fornuftige i at koge vand inden og under madtilberedningen mødt med følgende udtalelse:

»Hove can microbes fail to drown in water? Are they fish? If germs are so small that they cannot be seen or felt, how can such delicate things survive in water? There are enough real threats in the world to worry about - poverty and hunger — without bothering oneself about animals one cannot see, hear, touch or smell«.

(Rogers & Shoemaker, 71, s. 4J).

Bakteriologien er endnu kun lidt udbredt i ulandene. I en række latinamerikanske lande gør tilliden til curanderos (heksedoktorer) det næsten umuligt for eksporterende amerikanske medicinalkoncerner at vinde fodfæste (Greer 79, s. 242 ff). Også europæiske multinational koncerner har haft kommunikationsproblemer i ulande i den henseende.

Mest kendt er nok eksempler med Nestlés salg af tørmælk i Afrika. Ud over den, set med europæiske øjne, lave sanitære standard, som umuliggør tilberedning af tørmælk (intet rent vand, ingen sterile gryder, ingen køleskabe 0.5.v.) kommer de kognitive problemer. Nogle mødre troede at det var den hvide farve i sig selv der gjorde mælken nærerig, hvorpå de blandede vandet op med rismel, så det i farven lignede mælk. Man fandt endog nigerianske kvinder der fodrede deres børn med vand; de troede, efter at have set Nestlés reklamer for modermælkserstatning, at det var gryden og sutteflasken »i sig selva der sørgede for de nærende tilsætningsstoffer.

Kausalitetsopfattelsen var her:

hvid væske —»- nærende føde

h.h.v.

gryde og sutfeflaske

nærende føde

modsat den »rigtige« kausalitet:

korrekt tilberedt mælk

nærende føde.

Én, ifølge den vestlige videnskab, ukorrekt kausalitetsopfattelse støder
vi ofte på ved vort møde med »primitive« kulturer.

»The Trobriand islanders (of North-eastern New Guinea) do not believe that there is a connection between sexual intercourse and the birth of a child. Instead, they believe that when a woman passes near a sacred spot in their tribal area, a spirit enters her womb, and it is for this that the child grows. This belief is based on the fact that the Trobriands begin intercourse at a very early age, before the female is biologically able to conceive. Thus, a very young woman who does not get pregnant immediately following intercourse may not associate pregnancy with intercourses

(Almanay, 74, s. 27J).

Trobriandernes kausalitetsopfattelse er:

En and der springer ind i kvindens
mave nar hun passerer et —»► graviditet
helligt sted

medens vi ville sige:

, , , „ , graviditet (medminseksuel
samkvem 1 konsmoden ° , .
aj^er —*- dre en af parterne
er steril).

4. Fejlagtig analytisk kognition i vestlig kultur

Vi har altså her nogle tilfælde, hvor vi mener at kunne afsløre at andre kulturer har en fejlagtig kausalitetsopfattelse. Det er nok også korrekt, men hvad med vores egen kulturs logiske sans. Er den übetinget? Jeg vil kort anføre nogle eksempler på det modsatte.

I 1970 gennemførte New Yorks politi en større kampagne, der varvendt mod unge, der lod deres drager stige i Central Park. Det var nemlig forbudt ifølge lov, men ifølge hvilken lov? Ifølge en af kongres sen i sin tid vedtaget lov, der skulle hindre, at disse drager og deres snører ikke filtrede sig ind i brødrene Whrights fly!

(Hall, 76, s. 9).

Pa trods af at tidsfaktoren havde gjort den lovgivende magts beslutning uaktuel, matte den soges opretholdt af den udovende magt. Montesquieu havde nasppe forestillet sig, at ogsa det kunne vasre resultatet af hans magtdelingslaere.

Lad os oven på dette specielle eksempel anføre nogle mere almindelige:
En patient træder ind i psykoanalytikerens værelse

»Der Patient war ein verheirateter Mann mit schweren Schuldgefuhlen wegen seines geheimgehaltenen Verhåknisses zu einer anderen Frau. Er berichtete auch von einem starken Ausschlag jedes Mal nach einem Besuch bei seiner Freundin. So wie die Zustånde heute in Kreisen der psychosomatischen Medizin sind, wiirden viele Therapeuten annehmen, dass es sich um eine neurotische Reaktion handelt, und zwar eine bewåltigende weil selbstbestrafende. Die nåhere Untersuchung fiihrte jedoch zu einer viel weniger esoterischen Erklårung. Es stelke sich heraus, dass das Bett der Freundin verwanzt war!«.

(Maslow, 77, s. 175 j).

Den psykoanalytiske kausalitetsopfattelse gik her ud på:

skyldfølelse —*- udslæt på hud

men lægevidenskaben om hudens overfølsomhed for stoffer lærer os:

vorter på stof —*- udslæt på hud hos visse personer.

Kun sjældent lykkes det imidlertid at afsløre psykoanalytikere som her, omend flere af deres forklaringer er aldeles bizarre (ifølge Bauer, 58, har psykoanalytikerne eksempelvis forklaret amerikanernes brug af seler som en uløst underbevidst kastrationskompleks). De der på en festlig måde ønsker at læse om psykoanalytikernes lejlighedsvise overfortolkning henvises til nobelprisvinderen Peter B. Modawar: Pluto's Republic: Incorporating »The Art of the Soluble« & »Inductian & Intuition in Scientific Thought«, Oxford University Press, 1982.

5. Tilsigtet virkning med fejlagtig årsagsforklaring

I de ovennævnte tilfælde kan vi imidlertid helt klart påpege den fejlagtige
kausalitetsopfattelse, samt illustrere den rigtige. Så nemt er det
imidlertid ikke altid. Lad os nævne et eksempel fra kulturhistorien:

»Oprindelig opnåede man i den nære orient overfladehærdning af stål ved at støde en rødglødende klinge ind i kroppen på en fange. Det var en typisk magisk fremgangsmåde: Man ville overføre modstanderens krigeriske egenskaber til klingen. Denne fremgangsmåde blev kendt i vesten gennem korsfarerne, som havde konstateret, at damascenerstål var hårdere end det, der fremstilles i Europa. Man gav sig til at gøre forsøg og hærdede stålet i vand, hvori der flød dyrehuder. Man opnåede herved det ønskede resultat. I det 19. århundrede opdagede man, at disse resultater skyldtes organisk kvælstof. Da man i det 20. rhundrede nået dertil, at man kunne gøre gas flydende, forbedrede man teknikken ved at hærde stålet i flydende kvælstof ved lav temperatur. I denne form indgår overfladehærdning af stål som en del af vor teknologi. rtW„W< * R,r«r,Vr 7S « 79)

(Pauwels & Bergier, 75, s. 72).

Kausalitetsopfattelsen var her oprindelig:

krigerens blod —*~ en hård stålklinge

men medens virkningen var den tilsigtede, var årsagen forkert. Den
korrekte årsagssammenhæng var:

chockafkøling af glødende stål —*- hårdt stål

om chockafkølingen så foregår i lunkent blod eller i flydende kvælstof er principielt mindre vigtigt. Virkningen er stort set den samme. Sidstnævnte metode er dog utvivlsomt mere behagelig for krigsfanger! Medens vores vestlige civilisation efterhånden er sluppet af med mange fejlagtige kausale tydninger, simpelthen fordi videnskaben tilbød mere effektive problemløsninger, så findes den endnu den dag i dag en række eksempler på gode opnåede resultater, der bunder i en ukorrekt kausalitetstolkning.

»Pedierne i Sydafrika tror, at man kan helbrede betændelse ved at spise korn der er tygget af et skeløjet barn og anbragt i tre døgn i et slangeformet græskar, der hænges ned fra et bestemt træ, der vokser ved vand. Og de har ret, for under disse omstændigheder opstår der en mug i kornet, der minder om penicillium og har antibiotiske egenskaber,men

ber,menbarnets øjne og græskarets form og træets art har ikke nødvendigvisnoget
at gøre med helbredelsen.«

(Lyall Watson, 74, s. 171J).

Her har vi kausalitetsopfattelse:

Indtagelse af korn som bliver
tygget af skelojet barn og anbragt
i tre dogn iet slangefor- —»- helbredelse ved
met graeskar der haenger ned sygdom
fra et bestemt tras, der vokser
ved vand.

Virkningen er tilfældigvis korrekt, årsagsforklaringen er derimod bio
logisk, ikke rituel:

Penicillin —*- kan helbrede en raekke sygdomme.
drasber infektiose virer)

Hvorfor er da overtro og ritualer endnu så udbredte i mange kulturer
- hvilket Mellemfolkeligt Samvirkes udviklingshjælpere sikkert kan
skrive under på:

»Magiske ritualer har et fælles udspring i adfærdsmekanismen hvis artsbevarende funktion er indlysende; for et væsen, der ikke har nogen indsigt i forholdet mellem årsag og virkning, må det være overordentligt nyttigt at klynge sig til et adfærdsmønster, der én eller mange har vist at kunne nå sit mål, og har kunnet gøre det farefrit. Hvis man med andre ord får held med en kompliceret række handlinger, og man ikke ved hvilke dele af hele ens optræden, der var de afgørende, er det bedst at gentage alle leddene nøjagtigt og slavisk hver gang »for man ved aldrig hvad der sker, hvis man ikke gør det«.

(Konrad Lorenz 1965).

6. Kognitiv dissonans

Jo, der findes megen apriori uforklarlig adfærd for erhvervsfolk og udviklingshjælpere,der
kommer i kontakt med fremmede kulturer og »jo
mere social begivenheden er, jo mere varierer detaljerne og jo mærkeligereforekommer

ligereforekommerden fremmede kulturs adfærd os at være ved første
oJekast((- m^u 70 , o*)

(Morris, 72, s. 28).

- Og jo vigtigere bliver det at kunne indføle sig i den fremmede kultur.
Helt afgørende er det således at undgå fremkaldelse af kognitiv dissonans
ved sit møde med fremmede kulturer, for:

»Dissonanz besteht einfach deshalb, weil die Kultur definiert was konsonant
ist, und was nicht«.

(Festinger, 78, s. 27).

Men hvilke kognitioner kan da fremkalde kognitiv dissonans i andre kulturer. En generalisering er umulig, omend farver og symboler er involveret. Lad os dog anføre nogle eksempler. De er taget fra Levi- Strauss, 73, Winick, 61 og Tal, 74.

Grøn er den nationale farve i Ægypten og Syrien hvorfor dens anvendelse misbilliges på emballage m.m. I Malaysia associeres grøn med den barske jungle, og bør ikke anvendes i markedsføringen. Hvid er dødens farve i Japan og i Kina. Gul er hellig farve hos Bantustammerne i Afrika - hvilket gør det såre vanskeligt for vestlige udviklingshjælpere at få dem overbevist om det fornuftige ved korndyrkning. I andre Afrikanske lande forbindes gul med urin, og gul parfume i gennemsigtig emballage associeres med dyreurin. Purpur er en ilde set farve i Nordafrika og associeres med døden i de fleste sydamerikanske lande. Brun og grå ses helst ikke anvendt i Nicaragua. Blå er dødens farve i Iran og bør ikke anvendes på kommercielle produkter. Mørkerød er dødens farve på Elfenbenskysten. På Guldkysten er det - guderne (vel i bogstaveligste forstand) må vide hvorfor - uheldigt at afbilde alting parvist.

7. Konklusion

Nå vi kommunikerer med fremmede kulturer, kommunikerer vi ikke kun verbalt. Også vores adfærd, spisevaner, tøj, gang, undladen røber os. Andre kulturer gør nemlig langt mere end os brug af rummets sprog, »den skjulte dimension« (sidstnævnte er iøvrigt titlen på en af E. T. Hall på dansk udgivet bog - Nyt Nordisk Forlag).

Vores visuelle fremtraeden er altsa en adfaerdsparameter vi slaeber med os i udlandet. Den »magelige dansker«, der er opdraget i et antiautoritaert og liberalt miljo, vil kun fa steder pa denne klode genfinde folkeslag der er opdraget lige sa fordomsfrit. Det kan enhver, som sa Tork Haxthausens firedelte film om »Udvikling« som Dansk TV viste for nylig sikkert skrive under pa.

Det, som vi finder naturligt kan i andre kulturer forekomme helt usædvanligt og uhørt. Riter og skikke, som kan forekomme vores logiske sans latterlige, har oftest en kulturel »logisk« begrundelse. Den franske antropolog Levi-Strauss, og Margaret Mead har bidraget meget til den vestlige kulturs forståelse af »den vilde tanke« (titlen på Levi-Strauss's bog). Også i vores kultur finder vi til tider tegn på bizar og nærmest mystisk-okkult erkendelse, der er langt fra såvel det logisk positivistiske som det kritisk rationalistiske ideal.

Riter og sædvaner i fremmede kulturer kan til tider føre til acceptable resultater i medicin og teknik. Vores vestlige kultur og dens videnskabelige resultater er måske nok på mange måder forud for de fleste andre kulturers på det erkendelsesmæssige område. Vi har imidlertid ikke pagtet visdommen eller som Karl R. Popper udtrykker det:

»Ganske vist soger vi efter sandheden, men vi ejer den
ikke«.

Andre kulturer søger måske andre sandheder, der for dem forekommer

Referencer:

1. Almaney, Adnan: »Intercultural Communication and the MNCExecutive«, Colombia Journal of
World Business, Winter 1974, 9:4, s. 23-28.

2. Bauer, Raymond A.: »Limits to Persuation«, Harward Business Review, september foktober
1958, s. 105-110.

3. Descartes, Rene: »Om Metoden«, Gyldendal 1967, s. 12 citere:

4. Dichter, Ernest: »Das Grosse Buch der Kaufmotive«, Econ, Wien 1981.

5. Durkheim, Émile: »Den sociologiske metode«, Fremad, Odense 1972.

6. Festinger, Leon: »Theorie der kognitiven Dissonanz«, Hans Huber Verlag, Bern 1978.

7. Greer, Thomas V: »Cases in Marketing«, McMillan Publishing New York 1979.

8. Hall, Edward T: »Beyond Culture«, Anchor Press fDoubleday, New York 1976.

9. Jung, CarlGustav: »Psykologisk Typologi«, Gyldendal 1975.

10. Lee, James A.: »Cultural Analysis in Overseas Operations«, Harward Business Review, March f
April 1966, s. 106-114.

11. Levi-Strauss, Claude: »Das Wilde Denken«, Suhrkamp, Frankfurt 1973.

12. Lorenz, Konrad: »Det såkaldte onde«, Schultz 1965.

13. Lorimor, Eleanor S. é Dunn, Samuel Watson: »Four Measures of Cross-Cultural Advertising Effectiveness«,
Journal of Advertising Research, December 1967, s. 11-13.

14. Lyall Watson, Malcolm: »Det overnaturlige I«, Thanning og Appel 1974.

15. Maslow, Abraham H.: »Motivation und Personlichkeit«, Rowohlt, Hamburg 1977.

16. McLuhan, Marshall: »Mennesket og Medierne«, Gyldendal 1967.

17. Mead, Margaret: »Kulturmonstre og tekniske fremskridt«, De Danske Forlag, København 1958.

18. Morris, Desmond: »Den menneskelige zoo«, Gyldendal 1972.

19. Pauweh, Lois & Bergier, Jacques: »Den fantastiske virkelighed 1«, Borgen 1975.

20. Riesman, David: »Det ensomme massemennesken, Gyldendal 1969.

21. Rogers & Shoemaker: xCommunication of Innovations - A Gross Cultural Approach«, The Free
Press, New York 1962.

22. Tal, Eliyahu: »Advertising in Developing Countries«, Journal of Advertising, 1974 (3)2, s. 19-23.

23. Segall, et.ai: »The Influence of Culture on Visual Perception^ Bobbs Merrill, New York 1966.

24. Winick, Charles: »Antropology's Contributions to Marketing!!, July 1961, s. 53-60 i Journal of
Marketing.

Uden forfatterangivelse: »Papalagi - Taler af Sydhavs-høvdingen Tuiavii«, Borgen 1981.