Ledelse og Erhvervsøkonomi/Handelsvidenskabeligt Tidsskrift/Erhvervsøkonomisk Tidsskrift, Bind 46 (1982) 3Er ejerprofitbegrebet et tidssvarende overskudsbegreb i årsregnskabet? *)Palle Hansen Side 97
Det er en kendt
sag, at mange har svært ved »at læse årsregnskaber«.
En af dem, som
man sjældent taler om, skyldes uden tvivl den informa
Jeg kalder den
ejerprofitmodellen fordi den er baseret på den
forestilling, Ejerprofitmodellen har således
ikke øje for, at der i virkeligheden er Det kan derfor
være berettiget at rejse spørgsmålet om den
traditionelle *) Foredrag 1 1 IS 1982 ved ILOL's præsentation af Håndbog i årsregnskab. Side 98
For at kunne diskutere dette bliver det nødvendigt et øjeblik at gå ind på det fundamentale spørgsmål om, hvad erhvervsvirksomhedens opgave i samfundet i virkeligheden er. Deter fra svaret på dette spørgsmål man kan drøfte årsregnskabets informationsmodel. Et synspunkt har
været og er, at virksomheden tjener som ejernes
instrument Et andet synspunkt, der nok er af nyere dato og som synes at have svært ved at trænge frem, beskriver derimod virksomheden som en samfundsfunktion, hvis opgave det er at skabe værditilvækst gennem at præstere et output, hvis værdi overstiger værdien af de input, i form af ressourcer og tjenester etc., der er medgået til outputtets produktion og afsætning. Den skabte vaerditilvaekst er - efter dette synspunkt - blevet til med virksomheden som instrument, men gennem et »give-and-take« partnerskab mellem flere interessegrupper hvoraf ejergruppen blot er den ene. ![]() Fig. 1. Virksomheden og dens »give-and-take«-partnere. Side 99
Som det fremgår af fig. 1 er der tale om seks primære interessegrupper, der hver for sig deltager i værditilvækstprocessen ved at præstere ydelser til virksomheden, for derefter i.h.t. visse »spilleregler«, der beror på aftaler, forhandlinger, skattelove resp. ejerskab af indskudt egenkapital, at modtage kompensation i form af andele af den skabte værdi tilvækst. De seks
give-and-take partnere er: ![]() Af fig. 2 ses den principielle opbygning af ejerprofitregnskabet - her suppleret med forbindelseslinier, der refererer til de seks partneres præstationssamkvem med virksomheden. Det ses klart, at hensigten med resultatberegningen er at vise hvilken retsværditilvækst, der tilgår ejergruppen (posten: overskud); derimod ikke hvad den egentlige vcerditilvækst har udgjort og hvor meget heraf, der er tilgået de øvrige part nere i værditilvækstprocessen. Side 100
![]() Fig. 2. Ejerprofitregnskabets informations-model i relation til virksomhedens giveand-take Side 101
Deres andel fremtraeder derimod som »eksterne« udgifter resp. indtaegter specificeret efter arter af ressourcer og tjenesteydelser (eksempelvis materialeforbrug, lonninger og gager for arbejdsindsats, afskrivningsforbrug af tidligere anskaffede ankegsgoder, renter og afgifter etc.) (i eksemplet ialt 1900), men altsa ikke, som vist her i figuren, hvor man kan se sammenhaengen mellem udgift- og indtaegtsarterne og de respektive interessegrupper. Det har derimod i længere tid været kutyme - nu lovkrævet - at tilstræbe en sådan redaktion af indtægts- udgiftsposterne at læserne, udover at kunne aflæse ejerprofitten, kan få et summarisk billede af virksomhedens indtjeningsprofil. Af den grund samles posterne i ejerprofitregnskabet som bekendt efter hovedindtægtskilder såkaldt primær - sekundær og ekstraordinær indtjening, ligesom man nedbryder primærindtjeningen (regnskabet over driften) i visse mellemtotaler (eksempelvis i bruttoavance eller dækningsbidrag og i resultat før og efter afskrivninger En anden informationsmodel bygger som nævnt på opfattelsen af virksomheden som en samfundsfunktion med den opgave gennem et giveand-takepartnerskab med seks primære interessegrupper ar skabe en værditilvækst til fordeling mellem disse partnere. Det er nærliggende at kalde den værditilvækstmodellen.l modsætning til ejerprofitregnskabet vil en resultatberegning baseret på denne model altså tilstræbe at vise periodens samlede værditilvækst og dens fordeling mellem de seks omtalte partnere. I denne forbindelse er der grund til at pege på et forhold, som er særdeles vigtigt, og som på en måde fører en syvende partner ind i billedet, nemlig selve virksomheden, altså instrumentet i værditilvækstprocessen. Gør man ikke det kommer man nemlig let til at tabe det faktum af syne i regnskabsinformationen, såvel som i værditilvækstfordelingen, at forudsætningen for, at det bliver noget at fordele til de seks give-andtake partnere er, at selve instrumentet (altså virksomheden) til enhver tid befinder sig i bedst mulig funktionsdygtig tilstand. Sagt med andre
ord, at virksomheden løbende er i stand til at fortsætte
Forudsætningen
herfor er, at også virksomheden bør have sin del af
Side 102
![]() Fig. 3. Vcerditilvcekstregnskab, going concern modellen. Side 103
bør komme i
første række - således at den, hvad kapacitetsgrundlaget
Denne vigtige realitet: i modelopfattelsen at medtage virksomheden som den syvende partner (going concern partneren) kan også udtrykkes på den måde, at det bør stå klart for ledelsen, medarbejderne og ejergruppen, at der altid bør tilstræbes en så stor værditilvækst, at der er råd til at »vedligeholde virksomhedens fremtidige indtjeningsevne«. Dette indebær
især: 1) at der er
midler nok til at sikre refmnansiering af nye
anlægsinvesteringer, 2) at der ikke savnes
midler til pakraevede udviklingsomkostninger, 3) at der er rid
til at inflationsregulere egenkapitalen, sa dens
kebekraft 4) at
virksomheden kan styrkes med tilstrækkelig
reservefondshenlæggelse Som det næppe vil være ukendt, andrager sådanne poster, som jeg fristes til at kalde »omkostninger til vedligeholdelse af fremtiden« snarere end overskud, ikke småpenge. Sammenlagt med udbytte til aktionæ rer, renter til långivere og påkrævede indkomstskatter bliver det nemt til en afkastningsgrad målt på balancesummen i status på mindst 30-35%. Et
resultatregnskab opstillet ud fra denne
værditilvækstmodel og med Der er anvendt
samme talinformation som i ejerprofitregnskabet i fig.
Man vil se, at det traditionelle overskudsbegreb (ejerprofitten) på 100 i værditilvækstregnskabet er afløst af overskudsbegrebet: nettoværditilvækst på 1100, idet bemærkes, at de dele af værditilvæksten, der er tilgået kundegruppen og leverandørgruppen holdes udenfor regnskabet. Hvor ejerprofitregnskabet således opererer med udgifter (inclusive afskrivninger) på ialt 1900 opererer værditilvækstregnskabet kun med udgifter på 900 modsvarende forbrug af ressourcer fra leverandør gruppen, men eksklusive afskrivninger. Side 104
Værdien af de
øvrige partneres præstationer (altså medarbejderne,
långiverne, I værditilvækstregnskabet forekommer, som bemærket, ikke afskrivninger på anlægsaktiver (som i ejerprofitregnskabet). I stedet afsættes til den syvende partner: virksomheden f.eks. under betegnelsen: »pløjet tilbage« et kalkuleret beløb til refinansiering af nyt anlæg (120). Til vedligeholdelse af fremtiden er også i værditilvækstregnskabet foretaget afsætning til inflationsregulering af egenkapitalen (40). Forudsætter vi - som et tankeeksperiment - at disse to reserveringer (ialt 160) giver et realistisk udtryk for, hvad der bør tilbageholdes til refinansiering og til bevarelse af egenkapitalens købekraft, peger eksemplet på, at medtager man ikke den syvende partner (virksomheden) i modelopfattelsen er der stor risiko for, at man misinformerer læserne. ![]() Fig. 4. Forskelle mellem traditionelle resultatberegning og værditilvækstregnskab, going concern model. Side 105
Af fig. 4 ser man således, at ejerprofitregnskabet oplyser om, at der til egentlig reservefond er henlagt 60, medens det af værditilvækstregnskabet fremgår, at der overhovedet ikke har været råd til reservefondshenlæggelse, men at de 60 dels er medgået til en merafsætning til refinansiering af anlægget i forhold til, hvad afskrivning på historiske anlægspriser muliggør, nemlig 20 (120 h- 100), dels, at 40 er gået til inflationsregulering af egenkapitalen. Der er derfor al mulig grund til - ikke mindst med tanke på den stående diskussion om overskudsdeling - at advare imod at bruge ejerprofitregnskabets overskudsbegreb som et troværdigt overskudsbegreb. I mange tilfælde er det alt for gunstigt opgjort fordi man ikke i det traditionelle resultatregnskab tager højde for kravet om »vedligeholdelse af virksomhedens fremtid«. Det markante ved værditilvækstregnskabet er imidlertid, at det oplyser om nettoværditilvæksten og dens fordeling mellem parterne. Af fig. 4 ser vi således, at ca. 73% af nettoværditilvæksten går til medarbejdergruppen, ca. 14% til »nedpløjning i virksomheden« medens resten fordeler sig med ca. 5% til långiverne, ca. 4% til samfundet og ca. 4% til ejerne, løvrigt en fordelingsprofil, der stemmer ganske godt med virkeligheden, hvis man omgør et traditionelt resultatregnskab til et værditilvækstregnskab. Der er næppe tvivl om, at en sådan fordelingsinformation vil tilføre diskussionen om hvem, der sætter sig på værditilvæksten, betydelig mere realisme end hvad ejerprofitregnskabet formår. Som det iøvrigt vil ses giver værditilvækstregnskabet sig ikke af med at gruppere cifrene så der forsøges tegnet en summarisk indtjeningspro- Det lader sig
ikke gøre at tjene to så forskellige indtjeningsfoi mål,
som I mine øjne bliver derfor konsekvensen, at årsregnskabets resultatberegning burde opstilles som et værditilvækstregnskab i det regi jeg har peget på (altså med hensyntagen til den syvende partner »the going con cern«). Derimod bør indtjeningsprofilen belyses særskilt f.eks. i årsberetningen og gjort informatorisk rigtigt dvs. i skikkelse af et egentlig kapacitetsregnskab, dels som totalregnskab, dels pr. diverse relevante indtjenings sektorer og inklusive nøgletal, der fortæller læseren noget - især kapa citetsgraden og afkastningsgraden. Side 106
Min begrundelse for at foreslå at gøre værditilvækstregnskabet til det »officielle« resukatregnskab er, at det uden tvivl giver læsergrupperne den primære information de søger, nemlig: hvor stor er værditilvæksten - og hvem har fået den. Men denne »formastelige« tanke lader sig desværre ikke praktisere med det første, grundet ikke mindst den nye regnskabslov. Den bygger jo troligt på ejerprofitmodellen som sammen med lovens skemapligt totalt blokerer for et sådant informatorisk fremskridt. Hertil kommer at skemapligten også blokerer for, at selskabernes resultatregnskab kan give et blot tåleligt, realistisk billede af virksomhedens indtjeningsprofil. For at betjene læserne med en forståelig regnskabsinformation nødsages virksomhederne derfor til - i årsberetningen — ikke blot at supplere med et værditilvækstregnskab efter going concern modellen, men også med et informativt kapacitetsregnskab. Og så kan man jo
håbe på, at man ad åre får en regnskabslov, hvor
|