1. Artiklens formål

Der har i de sidste årtier været ført endog særdeles indædte diskussioner
om samfundsvidenskabernes værdiproblemer, hvor de to (ekstreme)
synspunkter har været:

1. Sand videnskab er værdifri, da videnskab er lig sandhedssøgen, og
sandheden i sig selv er værdifri.

2. Al videnskabelig aktivitet er præget af værdidomme, hvorfor videnskabeligt arbejde er en politisk aktivitet. Den videnskabelige metode er på sin vis en form for bedrageri (man postulerer en umulig objektivitet), der tjener bestemte politiske interesser.

---

*) Handelshøjskolen i Århus 1980. Artiklen modtaget oktober 1981

Mellem disse to yderpunkter, som i diskussionerne f.eks. har vaeret tillagt betegnelserne »positivisme« henholdsvis »kritisk teori«, har et bredt spektrum af sakaldte wvidenskabelige tilgange« eller »skoler« (marxistiske, »kritiske« etc. etc.) vaeret placeret.

Formålet med denne artikel er at besvare følgende spørgsmål:

1. I hvilket omfang er det meningsfuldt at tale om forskellige »tilgange«
(i ovennævnte betydning) til videnskabeligt arbejde?

2. I hvilket omfang er det meningsfuldt at opfatte »moderne tilgange«
som alternativer til mere »ortodokse«, d.v.s. til den videnskabelige
metode, således som denne traditionelt fortolkes?

Som det vil fremgå af det følgende, leder besvarelsen af disse spørgsmål
frem til spørgsmålet, hvad samfundsvidenskabelig forskning
egentlig er og kan, d.v.s. til spørgsmålene:

3. Med hvilket formal driver vi samfundsvidenskabelig forskning?

4. I hvilket omfang er det muligt at erkende kausalsammenhaenge inden
for samfundsvidenskaberne?

En beskæftigelse med ovenstående fire spørgsmål må nødvendigvis
tage udgangspunkt i en nøjere fastlæggelse af begrebet (ortodoks)
videnskabelig metode.

»Always do right. This will gratify some people, and astonish the
rest«.

Mark Twain

»The country is hungry for information; everything of a statistical character, or even a statistical appearance, is taken up with such eagerness that it is almost pathetic; the community have not yet learned to be half skeptical and critical enough in respect to such statements«.

GeneralF. A. Walker (1870)

2. Om samfundsvidenskabelige tilgange

2.1. Den videnskabelige metodes alternativer

Cohen & Nagel (1934) naevner fire baser, hvorpa en begrundelse af en
fremsat pastand om den verden, der omgiver os, kan bygge:

1. Tradition. Påstanden accepteres, såfremt den er i overensstemmelse
med traditionelle opfattelser.

2. Autoritet. Påstanden accepteres, såfremt den er fremsat af (eller støttes
af) en person (eller persongruppe), hvis meninger inden for det
pågældende område vurderes højt.

3. Intuition. Påstanden accepteres, såfremt den er i overensstemmelse
med ens umiddelbare opfattelse, »Fingerspitzengefuhl« eller »fornuft«.

4. Videnskabelig metode. Påstanden accepteres, såfremt objektive (eller rigtigere intersubjektive) målinger af operationelt definerede variable verificerer den. Accepten er foreløbig, da den er under forbehold af ndringer følge af fremkomsten af yderligere information.

Vi skal ikke på dette sted kaste os ud i en diskussion af de begreber, der er benyttet under 4'!, men blot konstatere, at den videnskabelige metodes acceptkrav er en konfrontering af den fremsatte påstand med empiriske data indsamlet og bearbejdet efter retningslinier, der i så høj grad som muligt sikrer, at de opnåede resultater er uafhængige af, at det (netop) er videnskabsmand NN, der har foretaget arbejdet. Dette sikres f.eks. gennem anvendelse af lodtrækning ved stikprøveudvælgelse etc. etc.

Formålet med sådanne anstrengelser - og herved den egentlige »filosofi« bag den videnskabelige metode - er at fremskaffe viden, der ikke blot så entydigt som muligt kan kommunikeres til interesserede modtagere, men også sikrer, at disse principielt kan gentage (reproducere) hele den proces, hvorved den pågældende viden blev frembragt, med størst mulig sikkerhed for at opnå identiske resultater. Resultater, der ikke — i det mindste principielt — kan genfremskaffes, er uinteressante, hvilket ofte betegnes som idealet om »intersubjektiv overførbarhed«.

Den videnskabelige metode er - som det fremgår - kun én blandt flere
metoder, hvorved man kan prøve holdbarheden af de forestillinger, vi

---

1) Se evt. Blunch og Kristensen (1979)_samt Sepstrupi 1979a).

gør os om verdens indretning, og det må indrømmes, at kravet om en påstands konfrontation med empiriske data, d.v.s. med »virkeligheden«som grundlag for påstandens accept, langt fra altid har været betragtetsom en selvfølgelighed. Velkendt er således den rolle, som den hellige skrift og de græske filosoffer spillede som autoriteter gennem dele af den europæiske middelalder. Som et nutidigt eksempel på politiskeautoriteters optræden i en lignende rolle kan nævnes Lysenkoaffæren.

Spørgsmålet er nu, om det er meningsfuldt at tale om forskellige »tilgange« (f.eks. marxistiske, »kritiske« etc.) som alternativer til den videnskabelige metode, således som den er beskrevet ovenfor? Skal dette spørgsmål besvares bekræftende, må det nødvendigvis gælde, at idealet, fremskaffelse af intersubjektiv overførbar viden og de heraf logisk afledte krav til erkendelsesmetoden nok deles af nogle »skoler«, men ikke af alle; at der altså findes videnskabelige skoler, der ikke har disse idealer. Dette er imidlertid ikke tilfaldet: også en marxistisk videnskabsmand (f.eks.) vil hylde dette ideal. Alternativerne til den viden skabelige metode i ovennævnte forstand er nemlig ikke en »marxistisk tilgang«, en »kritisk tilgang« etc. etc., men derimod

a. tradition

b.autoritet og
c. intuition.

Vi nævnte ovenfor den centrale rolle, som de græske filosoffer spillede som autoritetsbegrundelse gennem dele af den europæiske middelalder. Næppe nogen vil i dag acceptere en henvisning til f.eks. Aristoteles som et videnskabeligt argument, og det bliver naturligvis ikke videnskab ved en udskiftning af Aristoteles med Koranen eller Das Kapital.

Givet, at det er de ovennævnte tre punkter, der er alternativer til den videnskabelige metode, må videnskabsmanden defineres som en person,hvis erkendelse underbygges ved anvendelse af den videnskabeligemetode. Videnskabsmanden er defineret ved sin værktøjskasse, ligesom alle andre faglærte, f.eks. tømrere, murere, mekanikere etc. etc. er det. Der stilles simpelthen krav til videnskabsmanden om en beherskelseaf værktøjskassens indhold. Behersker han ikke sit fags værktøj,er han ikke videnskabsmand, og behersker han dem dårligt, er han

en dårlig videnskabsmand. Dette gælder, hvad enten videnskabsmandener marxist, georgianer, muslim eller tilhænger af Christian science. Den videnskabelige metode er en »kvalitetskontrol« med holdbarhedenaf fremsatte påstande, og der er ingen grund til at lade denne kontrol afhænge af videnskabsmandens politiske eller samfundsmæssigeopfattelse (f.eks. at slække den for videnskabsmænd med »rigtige« opfattelser). Gør man dette, underbygger man i realiteten påstanden med tradition eller autoritet. En tilsvarende risiko løber man, hvis man i højere grad vurderer et stykke videnskabeligt arbejde på resultatet end på den datafrembringendeproces og de benyttede analysemetoder.

Lad os understrege, at vi ikke påstår, at videnskabsmandens politiske eller samfundsmæssige opfattelse, hans menneskesyn etc. ikke har betydning for hans videnskabelige arbejde, lige så lidt som vi påstår, at visse opfattelser er mere »rigtige« og andre mere »forkerte« som grundlag for videnskabeligt arbejde. Vi påstår blot, at der ikke på dette grundlag kan opstilles alternativer til den videnskabelige metode, således som den er beskrevet ovenfor. Krydstabellerer vi en række videnskabsmænd efter kriterierne »politisk opfattelse fmenneskesyn« og »videnskabelig kvalitet«, vil ingen af tabellens rubrikker blive tomme. Med andre ord har spørgsmålet, om man er en god videnskabsmand (i den forstand at man behersker videnskabsmandens værktøjskasse), lige så lidt at gøre med ens politiske opfattelse fmenneskeopfattelse som spørgsmålet, om man er en god tømrer, har det.

Derimod er videnskabsmandens politiske opfattelse, hans menneskesyn etc. naturligvis bestemmende for, hvilke hypoteser han finder det relevant at prøve under anvendelse af videnskabelig metode, og hvilke begreber etc. han finder det hensigtsmæssigt at benytte under udformningen af sine hypoteser og teorier. Denne proces ligger imidlertid uden for den videnskabelige metodes område: Den videnskabelige metode er en »teoriknuser« og ikke en »teorigenerator«, hvoraf følger at den videnskabelige metode ikke er normativ med hensyn til valget af referenceramme.

2.2. Placeringen af det politiske element

Alternative »tilgange« til det videnskabelige arbejde anvendes ofte
med den begrundelse, at de skulle give en dybere indsigt og være mere

kritiske end den videnskabelige metodes systembevarende (blokerende)»metodetyranni«
.21 En ofte set opdeling af »tilgangene« arbejder
med følgende poler:

1. Den marxistiske fkritiske tilgang

2. Den positivistiske/empiriske/analytiske tilgang,

der menes at danne yderpunkterne for en række »kritiske mellemformer«på en skala, som afvejer videnskabelig erkendelse og videnskabeligfpolitisk gennemslagskraft (se fig. 1). Det er ofte debutanter på og andet godtfolk udenfor den videnskabelige arena, men desværre også af og til andre, der dog burde vide bedre, som opstiller sådanne forskellige»tilgange« som alternativer til den klassiske videnskabelige metode,der i øvrigt ofte af disse betegnes som »ortodoks positivisme« (sid)?' Det efterfølgende vil vise, at den opdeling, fig. 1 repræsenterer, i bund og grund er forkert, da de anvendte begreber så at sige befinder sig på hvert niveau, og det vil i øvrigt fremgå, at den megen tale om

---

2) Se Sepstmp (1979a, p. 180). Lad os i ovrigt tilfoje, at kun den, der ikke behersker metoden beho ver at frygte at den skal beherske ham!

3) Det falder os vanskeligt at betragte denne henvisning til en filosofisk »skole(c, dcr ikke har haft »overbeviste« tilhaengere i indevaerende sekel, med andet end overbaerenhed. Saledes afgik Herbert Spencer ved doden i 1903.

forskellige »tilgange« som alternativer til den af os beskrevne videnskabeligemetode
er udtryk for en sammenblanding af forskellige facetteraf
den personligt politiske og den videnskabelige proces.

Figur 2 viser, at hvis der ikke er tale om et bevidst bedrag, er der hos de personer, som bekender sig til den i fig. 1 iboende filosofi, tale om en klar begrebsforvirring, hvor videnskabelige elementer og elementerfra Weltanschauungs-sfæren sammenblandes uden skyldig hensyntagentil størrelsernes manglende kommensurabilitet. Det fremgår af figuren, at videnskab er noget, som bedrives indenfor rammerne af en

videnskabelig model. Den drives analytisk og empirisk og er i ovrigt - som f.eks. migraene - defineret ved sin behandling. Videnskab er med andre ord det, som bedrives ved hjcslp af videnskabelig metode. Nogen rimeligeredefinition kan naeppe findes. Videnskaben er naturligvis ikke isoleret fra videnskabsmandens opfattelse af den reale verden, eftersomden henter sine aksiomer herfra gennem en af videnskabsmandenssamfundsopfattelse bestemt deduktiv proces, og eftersom videnskabsmandenefter det videnskabelige arbejdes afslutning inducerer sine resukater til den omgivende verden gennem en personlig politisk proces. Det centrale er imidlertid, at de samfundsbestemte in- og deduktionerikke tilhorer den videnskabelige sfaere, men tvaertimod ma henfores til det »religiose« omrade.

Det bør anføres, at fig. 2 giver en skarpere adskillelse mellem den »religiøse« og videnskabelige sfære, end kravet om videnskabelig hæderlighed tilsiger. Dette skyldes, at figuren baseres på en aggregeret betragtning, som så at sige summerer over det politiske udfaldsrum. Det turde være oplagt, at givet det politiske standpunkt bør in- og deduktionerne foretages ved hjælp af videnskabelige værktøjer først og fremmest af sandsynlighedsteoretisk natur, således at den praktiske udformning af videnskabelige love fremtræder som en serie af approksimationer, der kun tillader lovene foreløbig accept. (Se f.eks.Jeffreys, 1973, p. 14 og kap. II). Se i øvrigt Jeffreys-ci taterne i afsnit 2.3.).

Videnskaben og hermed den videnskabelige metode er ikke og kan ikke være værdifri, men - og det er det centrale - den tilstræber at være det. Når den videnskabelige model forlades for induktion til eller deduktionfra den reale verden, slippes værdifriheden, og »religionen« overtager videnskabens plads. Fig. 1 repræsenterer derfor en misforståelseaf det videnskabelige begrebsapparat, ligesom den giver udtryk for en primitiv cirkelslutning, når den marxistiske »tilgang« postuleres at have en højere erkendelsesbasis end andre »tilgange«. Hvis diskus sionen omkring forskellige »tilgange« overhovedet havde haft nogen mening, turde postulatet være åbenbart - hvis man er marxist vel at mærke. På den anden side kan man selvfølgelig også hævde, at erken delsesindholdet er nul, eftersom en marxist, en liberalist eller en hvil ken som helst anden vil opfatte konkordante observationer som en

bekraeftelse pa samfundsmodellen og diskordante observationer som en antydning af, at der er manipuleret med datamaterialet. Dette er der ipso facto intet odiost i, men det har dog intet med videnskab at skaffe, thi enhver profeti bliver selvopfyldende og enhver empirisk observationredundant.

Sande videnskabsmænd har naturligvis som alle andre et politisk liv, som påvirker den religiøse del af deres arbejde*¹ men det er kendetegnende, at de tilstræber såvel værdifrihed som analytisk professionalisme, når der arbejdes indenfor rammerne af den videnskabelige model. Der findes mange eksempler på, at folk med højst forskelligartede og stærkt markerede politiske synspunkter alle producerer fremragende videnskab. Fra den økonomiske front kan nævnes navne som Ragnar Frisch? Leif Johansen? Oscar Lange? Michio Morishimaf) Milton Friedman? og Friedrich von Hayek^l0) Denne perlerække af videnskabsmænd repræsenterer noget nær maksimal uenighed, når det drejer sig om politiske forhold, men ét har de fælles: alle behersker den videnskabelige metodik og arbejder i øvrigt på det ovenfor skitserede grundlag.

2.3. Den videnskabelige værktøjskasse

Den videnskabelige værktøjskasse blev ovenfor anført som værende central for en definition af videnskab og videnskabelighed. Det ville derfor være rart og desuden løse mange problemer, hvis man én gang for alle kunne definere kassens indhold og dermed tilvejebringe et entydigtvurderingsgrundlag for videnskabeligt arbejde. Så let går det imidlertid ikke, da indholdet ikke er statisk, og da de enkelte teknikker har fået en disciplinafhængig dåb. Visse generelle antydninger af indholdetfindes

---

4) F.eks. nar det drejer sig om valg af emne.

5) Norsk professor og modtager af den forsie Nobelpris i økonomi (sammen medjan Tinbrrgen).

6) Frisch's efterfølger ved universitetet i Oslo.

7) Polsk professor med vigtige arbejder indenfor nytteieorien.

8) Professor ved universitetet i Osaka. Har givet den første tilfredsstillende matematiske fremstil ling af den marxistiske økonomi.

9) Amerikansk professor og Nobelpristager i økonomi. Kendt for sin »permanent income hypothesis«.

10) Østrigsk okonom og Nobelpristager. Medlem af 3. generation af den såkaldte Østrigerskol hvis grundlægger var Carl Mtnger.

holdetfindesdog, hvilket folgende citat fra forordet af andenudgaven
til Jeffreys' bog Scientific Inference (1955) viser:

»The general standpoint, that scientific method can be understood if and only if a theory of epistemological probability is provided, remains unaltered. Consequently I maintain that much that passes for theory of scientific method is either obscure, useless or actually misleading«.

Jeffreys fremhæver her sandsynlighedsteorien som et basalt element
og underbygger det senere [Jeffreys, 1973, p. 23):

»When we make an inference beyond the observational data, we express a logical relation between the data and the inference. This relation is in a generalized logic, not in deductive logic. It does not claim that the inference is deductively proved or disproved from the data. It assesses the support for the inference, given the data, but an essential feature is that this support can be of many different degrees. A thousand instances of an event happening, with no exception, in given circumstances, are better evidence than one instance that it will happen the next time the circumstances occur. This relation between a set of data and a conclusion is called probability, and the subject is essentially what is now called a manyvalued

Hermed synes Jeffreys at afgrænse elementerne »generalized logic« (i den brede RussellWhitehead forstand, der inkluderer matematikken) og teoretisk statistik. Selv om Jeffreys mener, at Mach såvel som Rus sell er bedst kendt for deres mindre heldige udtalelser, og at Mach »missed the point« hvad angår induktion," l2) falder dette meget godt i tråd med Mach's opfattelse, at videnskabelige love er en beskrivelse af observationer på den mest økonomiske måde, d.v.s. resultatet af en teoretisk statistisk proces.

---

11) Ernst Mach, østrigsk fysiker og filosof (18381916).

12) Ibidp. 15.

Med dette som udgangspunkt vil vi — uden på nogen måde at postulere
at elementerne er gensidigt udelukkende - fremhæve følgende metodiske
discipliner som centrale (i hvert fald i samfundsvidenskaberne):

1. Logik

2. Matematik

3. Sandsynlighedsteori og fejlteori
4. Stikprøveteori og statistisk inferens
5. Måleteori

6. »Eksperimentel«131 filosofi (herunder »kausalitetsteori«).

Disse elementer er efter vor opfattelse basale, og enhver såkaldt samfundsvidenskabelig metode vil indeholde dele heraf. Elementernes anvendelse illustreres glimrende af et sidste Jeffreys-citat, der samtidig kan tjene som optakt til det efterfølgende afsnit [Jeffreys, 1973, p. 81):

»On the present view the classical view of causality is inverted. Instead of saying that every event has a cause, we recognize that observations vary and regard scientific method as a procedure for analysing the variation. Our starting-point is to consider all variation as random; then successive significance tests warrant the treatment of more and more of it as predictable, and we explicitly regard the method as one of successive approximation«.

Det vil være let at fejlfortolke dette citat, og vi gør derfor opmærksom på, at citatet ikke betyder, at »spurious correlations« blot skal observeres tilstrækkelig mange gange for at blive til videnskabelig lov. Vi gør desuden opmærksom på, at den kausalitet, som nævnes i citatet, er »virkelighedens« - kausalitet i modsætning til den »modelkausalitet«, som vi - hvad det efterfølgende vil vise - finder så vigtig for det samfundsvidenskabelige område.

»It is clear that Economics if it is to be a science at all, must be a
mathematical science*.

W. Stanley Jevons (18 71)

»That's not an experiment you have there, that's an experience«.

R. A. Fisher

---

13) Til jere for Jeffreys, der er professor i astronomi og eksperimentel filosofi ved Cambridge.

3. Om formålet med samfundsvidenskabelige studier

3.1. Nogle eksempler

Sepstrup (1979b) er et udmærket eksempel på, hvilke formål man har
med samfundsvidenskabelige studier. Heri er der således en rigdom af
hypoteser, som søges verificeret via en empirisk undersøgelse. F.eks.

»Reklamen socialiserer til et forvredent, kunstigt forhold til naturlige
kropsfunktioner og -tilstande ved at fremhæve disse som noget
negativt, der skal skjules eller ændres!"

eller

»Reklamen bidrager til en forvrængning af den menneskelige seksualitet
ved at gøre produkter til genstand for seksuelt begær eller til
en forudsætning for erotisk tiltrækningskraft! '

Bortset fra nogle få rent beskrivende studier karakteriseres det samfundsvidenskabelige område af studier med et kausalt indhold, f.eks. i den form som citaterne antyder. Man ønsker altså principalt at finde årsagssammenhænge: at blotlægge årsagerne til et i henhold til en given beskrivelse konstateret samfundsmæssigt fænomen.

Samtidig med denne konstatering er det grundet observationsmateria lets natur nødvendigt at foretage en yderligere afgrænsning. Det er vel kendt, at det at konstatere årsager er snævert forbundet med det at kunne eksperimentere, at kunne skaffe sig kontrol over de forhold, som måtte kunne påvirke et forsøgsresultat. Imidlertid er dette en umulighed på det samfundsvidenskabelige område, og vi er derfor nødsaget til at forsyne målet med en bibetingelse, der redegør herfor. Målet kan således konkretiseres som et ønske om at konstatere rsagssammenhænge en ikke-eksperimentel situation.

Som vi skal se i det efterfølgende, stiller netop denne bibetingelse store krav til videnskabsmandens »håndværksmæssige« kvalitet, og det kan da heller ikke undre, at en række af områdets store ånder (f.eks. Wold, Simon og Hicks) har viet en del af deres produktion til netop dette pro blem.^l6)

---

14) Ibid. p. 13, hypotese H. 2.8.

15) Ibid. p. 13, hypotese H. 210.

16) Se f.eks. W0rW(1953, 1956, 1964),.Vi»i«n (1957) og Hicks (1978).

Vi har i de senere ar set en raekke afskraekkende eksempler pa videnskabeligt miskmask indenfor det samfundsvidenskabelige omrade, som skyldes en manglende erkendelse af foranstaende problem og en heraf folgende primitivitet i forsoget pa kausal inferens i ikkeeksperimentelle studier. Det tjener ikke noget formal at fremhaeve disse studier her, men det kunne maske vaere pa sin plads at afslutte dette afsnit med at lade en sand filosof give sin eksemplifikation af problemstillingen:

»Husdyrforventer foder, når de ser den, der norma't fodrer dem. Vi ved, at alle disse temmelige primitive forventninger om ensartethed har en tendens til at være vildledende. Den, der har fodret en kylling hver dag i hele dens liv, vrider i stedet halsen om på den til sidst og viser, at mere raffinerede ideer om naturens regelmæssighed ville have været nyttigefor kyllingen*.

Bertrand Russel i Filosofiens problemer, 1912

3.2. Kausalitetsbegrebets opdeling

Som det var nødvendigt at skelne mellem realt system og videnskabelig model, er det nødvendigt at tale om to typer af kausalitet, hvoraf den ene relateres til det reale system og den anden til den videnskabe lige model:

Dette skyldes det sakaldte »Hume's problem« efter David Hume, som i vaerket Mn Inquiry Concerning Human Understandingw fra 1777 beskaeftigede sig med kausalitetsbegrebet. Hume papegede, at selvom empiriske observationer kunne vise, at B altid fulgte A, sa kunne det aldrig konkluderes, at forbindelsen mellem A og B var nodvendig og derfor ville gaelde i fremtiden. Kant bestrider Hume's argument, idet han papeget, at kausalrelationen er a priori og derfor ikke kan konstateres. Vi mener ikke, at Kant har ret heri og befinder os derfor i overensstemmelse med Bertrand Russell, som meget staerkt gar inde for Hume's tankegang.

Når kausalitet ikke kan konstateres i den reale verden, har begrebet da nogen som helst betydning? Ja! Selvom der ikke findes nødvendige sammenhænge i den reale verden, så findes sådanne sammenhænge som logiske nødvendigheder i videnskabsmandens model af verden, men der er selvfølgelig ingen garanti for, at denne model er en god beskrivelse af verden.

Man må kunne konstatere, at det, den samfundsvidenskabelige forsker bør gøre, er at konstruere et aksiomsæt, som i parantes bemærket gerne må være marxistisk eller på anden måde værdiladet, og derefter indenfor rammerne af dette aksiomsæt ved hjælp af videnskabelig metode forsøge at konstatere lovmæssigheder, forudsat der er tale om en komplet videnskabelig struktur. Jfr. f.eks. Simon i afsnittet om causation i The Internat. Encydop. of the Social Sciences, hvori der anføres, at »A scientific theory may be viewed as a system of simultanuous relations from which the values of particular observations can be deduced«. Kausale sammenhænge kan kun bestemmes indenfor rammerne af en komplet videnskabelig struktur, og det er derfor også kun indenfor rammerne af en sådan struktur, man er i stand til at afgøre, hvilke sammenhænge der er nonsens, og hvilke der er ægte. Vi kommer nærmere ind på dette forhold i de efterfølgende afsnit og skal her blot afslutningsvis konstatere, at man i økonometrien forlængst har erkendt problemet (se f.eks. Hood and Koopmans, 1953).

3.3. Den videnskabelige anvendelse af kausalitetsbegrebet

3.3.1. Lidt om uanvendeligheden af sædvanlig praksis

Det er ikke sædvanlig praksis, at man i samfundsvidenskaberne opstiller
simultane ligningssystemer eller modeller som grundlag for forkla-

ringen af observerede fænomener (økonomien er her en undtagelse). Tværtimod ser man ofte en sammenblanding af begreber som korrelation og kausalitet med de rene uhyrligheder til følge. Uden en samlet, teoretisk beskrivelse af det fænomen, man beskæftiger sig med, er det som tidligere nævnt umuligt at foretage meningsfyldte kausalslutninger indenfor rammerne af den videnskabelige model. Vi skal nu vise hvorfor.

Lad os benytte følgende definition:

Det må præciseres, at denne definition ikke kan erstattes at den logiske
implikation

da dette ville indebære B—»A, hvilket bestemt ikke ligger i den normale
opfattelse af kausalitet, tværtimod! {Simon, 1957; Burks, 1951).
Antag herefter, at B er virkningen, og at A,, ...A( er forskellige »årsager«
til virkningen. Vi kan da skrive:

Antag nu, at A, er den faktor, som undersøges. Antag videre, at alle
medtagne øvrige faktorer samles i A.„ og at alle øvrige ikkemedtagne
faktorer samles iAv Vi får da:

Lad os nu undersøge dette system på følgende måde (efter model af
Hicks, 1978):

Et (+) i tabellen angiver, at virkningen konstateres, medens et (-) angiver det modsatte. F.eks. skal første række (H ) læses på følgende måde: Første søjle angiver, at virkningen B er konstateret, anden søjle angiver, at virkningen forsvinder, hvis A, fjernes, tredie søjle angiver, at virkningen ligeledes forsvinder, hvis A2A₂ fjernes, medens fjerde søjle angiver, at virkningen forsvinder, hvis både A, og A2A₂ fjernes. I denne struktur kaldes A_} og A2A₂ simultane årsager. Øvrige rækker fortolkes på helt tilsvarende måde.

Lad os antage, at videnskabsmanden har medtaget alle forhold og derfor slette A₃. Hvilken af de første 5 kombinationer er da den relevante? Det ville være rart for forskeren, om det var b, men i så tilfælde er der tale om en fejlspecifikation af den oprindelige relation. Skal der være nogen mening i det hele taget i analysen, må det være a eller e. Ved at betragte disse ser vi, at i begge tilfælde er der en sammenhæng mellem A, og A₂, som ikke afsløres umiddelbart. Denne sammenhæng ligger i den videnskabelige model for systemet, som forskeren imidlertid har glemt. Hvis man på basis af forskerens anbefaling ændrer faktoren A,, aner man intet om, hvad der faktisk sker i systemet. Groft sagt kan man sige, at forskeren i bedste fald har dokumenteret en sammenhæng mellem B og A,, men han har ikke tilvejebragt en videnskabelig situation, som kan afgøre, om denne sammenhæng er nonsens eller ægte. Det er på dette sted, de alvorligste fejl normalt begås. Thi efter konstateringen af sammenhængen bliver forskeren ofte religiøs og taber dermed fra en videnskabelig synsvinkel det hele på gulvet!

3.3.2. Den relevante fremgangsmåde

Det vil føre for vidt på dette sted at give en præcis redegørelse for den fremgangsmåde, som vi mener er den relevante. Vi kan henvise til Simon (1957) og en række andre økonometriske værker. Kort fortalt antagesdet, at den videnskabelige teori har form af n lineære ligninger i n variable.¹⁷¹ I sådanne systemer kan man ofte løse visse ligninger uafhængigtaf

---

17) Lineariteten spiller i øvrigt ingen rolle for konklusionerne. Se Simon (1957, p. 34).

hængigtafandre, hvilket resulterer i en gruppe af ligninger, som kaldesself-contained.
Kausalitet defineres nu således:

Betragt de minimale self-contained delmængder (de, der ikke.indeholder andre, mindre self-contained delmængder). For hver delmængde bestemmes de variable, hvis værdi er givet ved delmængden alene. Disse variable siges at være af O-te orden. Således fortsættes med variable af højere orden. Hvis nu en variabel af en given orden optræder i en ligning, der tilhører en delmængde af højere orden, siges variablen at være exogen eller kausal for denne delmængde.

Det centrale i analysen er, som det fremgår, det simultane ligningssystem, som har til hensigt at beskrive den totale reaktion i systemet, når visse faktorer ændres partielt. Uden dette ligningssystem kan kausalitetsanalyse i ikkeeksperimentelle situationer ikke gennemføres. Det er således vigtigt, at denne erkendelse slår hurtigt igennem, hvis samfundsvidenskaberne skal opnå troværdighed hos andre videnskabelige discipliner og for den sags skyld hos befolkningen som helhed også. Det er imidlertid klart, at dette vil fordre en radikal ændring i uddan nelsen af samfundsvidenskabelige forskere med en langt større vægt på matematiske og statistiske føkonometriske fagområder, end tilfældet er nu. Det er vor opfattelse, at mange af de videnskabsteoretiske »opfindelser«, »tilgange«, som man betjener sig af i øjeblikket, simpelthen ofte fungerer som forsøg på at dække over en manglende evne til at gennemføre en stringent og relevant analyse af et betragtet system.

Litteratur:

Blunch, N.; Kristensen, K. 1979. Kønsdiskriminerende reklame — Kommentarer til en empirisk
undei søgelse. Økonomi og Politik, 53, pp. 121138.

Burks, A. W. 1951. The Logic og Causai Prospositions. Mind, 60, pp. 363 382.

Cohen, M. R.; Nagel, E. 1934. An Introduction to Logic and Scientific Method, New York.

Hicks, J. R. 1978. Causality in Economics, London.

Hood, W. C; Koopmans, T. C. (ed.) 1954. Studies in Econometric Method, New Haven.

Jeffreys, H. 1973. Scientific Inference, London.

Sepstrup, P. 1979a. Ortodoks positivisme og teoretisk statistik rystet sammen med manglende
erfaring ei en farlig blanding. Økonomi og Politik, 53, pp. 178 1 85.

Sepstrup, P. 1979b. Reklamen som socialisationsfaktor - teknisk rapport, Århus.

Simon, H. 1957. Models of Man. New York.

Wold, H. 1953. Causality and Econometrics. Econometrica, 22, pp. 162-177.

Wold, H. 1956. Causal Inference from Observational Data. A Review of Ends and Means. Journal
of the Royal Statistical Society (A), 119, pp. 28-61.

Wold, H. (ed.) 1964. Econometric Model Building. Essays on the Causal Chain Approach, Amster
dam.