Resumé

Nærværende artikel er primært baseret på forfatterens lie.-afhandling »Studie i
forandringsprocesser og -teorier - en situations- og ledelsesorienteret fremstilling«.
Kobenhavn 1976.

Sigtet er at søge teoridannelserne om strategisk planlægning og organisationsudvikling integreret i en fælles ledelsesmæssig referenceramme med henblik på at kunne angive, hvorledes en ledelse kan løse sine strategiske udviklingsproblemer. Baggrunden herfor hænger sammen med dels praktiske erfaringer og dels synspunktet om, at de to teorier isoleret set ikke indeholder den tilstrækkelige »variationsrigdom«, som er nødvendig for at kunne tackle komplekse problemer.

Det vises, at en integration er mulig, samt hvorledes den kan gennemføres. Samtidigfremhæves det, at uanset de to teoriers respektive indhold, er det en ledelses egen adfærd, som er den mest centrale faktor iforandringssammenhæng. Styring og løsning af en ledelses strategiske udviklingsproblemer er derfor identisk med ledelsens egen styring.

Foruden ovenstående peges der endvidere på videnskabsteoriens placering og betydning
med henblik på dels at sikre en forståelse og dels den videre udvikling af
ledelsesteorierne.

---

*) Lie.mere, seniorstipendiat, Metodeforskningsgruppen, Handelshøjskolen i København

1. Indledning

Forandringer er blevet et nøgleord både i teori og praksis. Dette hænger blandt andet sammen med, at den stadige og hastige udvikling - i form af forandringer - medfører et behov for respektiv fører til ønsker om nye og flere forandringer.

Men samtidig må det erkendes, at forandringsbegrebet er mangefacetteret, idet dets anvendelsesområde spænder vidt f.eks. fra et skift fra Penol 300 til Penol 1300 og til en total reorganisering af en virksomhed.

Det konkrete indhold hænger således sammen med det givne eller
valgte problem, hvorfor det er nødvendigt at præcisere dette, såfremt
begrebet skal få mening.

Forandringsbegrebets anvendelse skal her ses i relation til en ledelses strategiske ledelsesproblemer in casu strategiske udviklingsproblemer. Afledt heraf kan spørgsmålet om, hvilke teoridannelser, der beskæftiger sig med problemer af denne karakter rejses blandt andet ud fra en erkendelse om, at man kan forandre eller snarere styre forandringer på mange måder. Som to centrale teorier i relation til ovennævnte problematik skal der peges på strategisk planlægning og organisationsudvikling, idet begge disse teoridannelser sigter mod at løse ledelsesmæssige og organisatoriske udviklingsproblemer, hvorfor de kan betegnes som forandringsteorier.

Givet, at der er tale om to selvstændige teorier - og det er der på teoretisk
hold - vil den videre redegørelse centrere sig om:

- at belyse og diskutere strategisk planla?gning og organisationsudvikling
ucl fra en integrationssynsvinkel (er en integration
mulig? - og hvis ja - hvorledes?).

- at opstille nogle principper for hvorledes en ledelse kan styre
og udvikle sig selv og dermed organisationen.

Den førstnævnte problemstilling bygger bl.a. på visse erfaringer og antagelser vedrørende de to teoriers forudsætninger og instrumentelle værdi, jfr. senere (afsnit 2). Den anden problemstilling er derfor en naturlig konsekvens heraf og vil omhandle en fokusering på ledelsessituationen,idel synspunktet er, at den interne ledelsessituation er en væsentligdeterminant i forandringssammenhæng. På dette grundlag vil det blive diskuteret, hvilke faktorer der kan tænkes at indvirke på en

ledelses mulighed for at anvende og udnytte de to nævnte teorier, herunderen
diskussion af deres gensidige og komplementære egenskaber.Sidstnævnte
ud fra en antagelse om, at det i praksis ikke er muligt
- og ikke hensigtsmæssigt - at holde dem adskilt, da der i realiteten er
tale om to sider af samme sag.

Før en egentlig behandling af ovenstående problemstillinger, skal der
i det følgende afsnit fremsættes en række yderligere betragtninger om
dels de anførte problemer og dels deres løsning.

2. Principielle betragtninger

I relation til de anførte problemstillinger skal - uanset hvor tilsyneladende
de end måtte forekomme - følgende principielle spørgsmål rejses:

1. Hvor netop disse problemstillinger og antagelser, herunder
hvorledes er de fremkommet?

2. Hvorledes løse de anførte problemstillinger?

Med hensyn til det førstnævnte spørgsmål - og hvorfor - hænger dette bl.a. sammen med praktiske erfaringer fra specielt planlægningsprojekter. Uden at gå i detaljer med disse projekter kan erfaringerne herfra sammenfattes som:

1. at det ikke er tilstrækkeligt med »accept« og »involvering« af
topledelsen i langsigtede planlægningsaktiviteter1), såfremt
denne ikke er disponeret for disse.

2. at referencerammen for strategisk planlægning ikke i tilstrækkeligt omfang omfatter de adfærdsmæssige problemer, der i varierende omfang opstår under planlægningsprocessen - specielt i ledelsens regie - hvorved denne hæmmes, og

3. at planlægnings-/udviklingsprocessens (d.v.s. forandringsprocessens)
problemer og forløb er afhængige af den interne ledelsessituation,
hvorunder planlægningen skal foregå.

---

1) en central forudsætning i både den strategiske planlægningsteori og teorien om organisationsudvikling.

I forlængelse heraf kan det i relation til den strategiske planlægningsteori
hævdes - samt underbygges:

- at kun fa fremstillinger vedrorende strategisk planlaegning omhandler
selve ledelsesgruppens adfaerd samt, hvorledes eventuelle
problemer i ledelsessammenhseng kan loses.

Baseret på disse kendsgerninger forekommer det derfor naturligt at inddrage teorien om organisationsudvikling, idet denne (forstået som disse) indeholder elementer, der kan kompensere for de nævnte svagheder i planlægningssammenhæng (f.eks. adfærdsaspektet) samtidig med, at teorien i sig selv sigter mod løsning af komplekse udviklingsproblemer.

Alligevel kan spørgsmålet om »hvorfor integrere?« rejses bl.a. ud fra
en synsvinkel om, at f.eks. planlægning er en form for »teknik«, som
kan udvikles »uafhængigt« af andre teoridannelser.

Imidlertid kan det hertil anføres, ar realvidenskaberne (samfundsvidenskaberne) - i modsætning til formalvidenskaberne - er tænkt instrumentelle. Endvidere, at planlægning i teorien fremstilles som en central ledelsesfunktion, hvorfor en teori med dette prædikat også må indeholde egenskaber, der sikrer teoriens funktionalitet. Det er derfor ikke tilstrækkeligt alene at udvikle tekniksiden - et aspekt som tidligere har været dominerende i mange fremstillinger, men som der efterhånden er en vis enighed om at kompensere for, jfr. f.eks. Ekman, 1973, Olsson & Svensson, 1973, Rhenman 1974, Rohlin, 1974, Normann,

Afledt heraf synes det formålstjenligt at søge udviklet »problemløsningsteorier«, som har reelle praktiske anvendelsesmuligheder. I relation til strategisk planlægning er det derfor nødvendigt - da planlægning er en væsentlig ledelsesfunktion samt en social proces - at man dels opfatter den som sådan, og dels sikrer dens muligheder i praksis ved bl.a. at give den et indhold m.v., der svarer til virkeligheden. Givet disse synspunkter er en integration med en teoridannelse (organisationsudvikling) på et tilsvarende niveau og med et tilsvarende sigte en naturlig konsekvens, specielt fordi organisationsudvikling tilsyneladende indeholder »løsninger« på de svagheder, som der i planlægningspraksis og -teorien kan peges på.

Foruden ovenstaende redegorelse som begrunder de anforte problemstillinger, og delvis hvorledes de er fremkommet, skal der knyttes et par yderligere kommentarer til de praktiske erfaringer. Udgangspunktet var her dels en teoretisk basis (incl visse antagelser m.v.) visa-vis primaert strategisk planlaegning samt sekundaert organisationsudvikling og dels visse videnskabsteoretiske overvejelser, hvor det specielt er sidstnaevnte, som skal kommenteres.

Synspunktet vedrørende videnskabsteori er, at en videnskabsteoretisk erkendelse og eksplicittering er vigtig, idet denne for det første sikrer et bedre grundlag og dermed en bedre forståelse for de præmisser, den enkelte arbejder på, jfr. f.eks. Filmer 1973, Arbnor & Bergkvist 1975. For det andet, at selve videnskabsteorien indeholder elementer, som - på det overordnede plan - kan stimulere den videre problemløsning.

Anvendelsen af videnskabsteorien, og dermed det videnskabsteoretiske syn som lå til grund i empirisammenhæng (og teorisammenhæng) var en kombination af hermeneutik ffænomenologi og systemteori samt i en vis udstrækning kritisk teori. Dette fører til, at der i metodevalget og - anvendelsen søgtes opnået en dialektisk forståelse mellem aktører og system samtidig med at indsamlet materiale blev søgt tolket ud fra dels en dialektik mellem »nærhed og fjernhed« og dels forskellige andre kriterier.

Dermed er det andet spørgsmål - »hvorledes løse de anførte problemstillinger?« - i en vis udstrækning berørt, idet ovenstående videnskabsteoretiske syn for det første har bevirket, at empirien (foruden den måde den er fremkommet på) i nærværende sammenhæng primært er anvendt som vejledning i forbindelse med den egentlige problemformulering, jfr. de tidligere opstillede problemer samt argumenter i denne forbindelse. For det andet har det videnskabsteoretiske syn følgelig influeret på selve problemløsningen, herunder forskellige »specifikke« teoriers anvendelse.

Sammenfattende skal der i relation til den videnskabsteoretiske dimension peges på, at den er central med henblik på dels en forståelse og dels selve problemløsningen (dog skal det betones, at den imidlertid ikke kan løse det konkrete problem). En model til beskrivelse af en persons videnskabelige ramme - i form af_etparadigma - fremgår f.eks. hos Tornebohm, 1974, jfr. følgende figur:

Gennem at videnskabsteorien inddrages eksplicit, er det således opfattelsen
- i et større perspektiv - at der kan skabes en øget indsigt og
forståelse for:

- valg af problem og metode(r) — udgangspunkt/handlinger

- fremsatte konklusioner/losninger — resultater

- laereprocessen = problemlosningsprocessen

Imidlertid skal det i relation til ovenstående anføres, at nærværende artikel ikke har til hensigt at give en udtømmende redegørelse for de videnskabsteoretiske aspekter. Det har alene været sigtet at understrege deres betydning og muligheder.

Der skal herefter i de følgende afsnit redegøres nærmere for de to tidligere
rejste problemstillinger, jfr. afsnit 1.

3. Strategisk planlægning og organisationsudvikling - en introduktion og integration

3.1. Introduktion

Som tidligere nævnt kan strategisk planlægning og organisationsudvikling
karakteriseres som forandringsteorier.

Strategisk planlægning kan karakteriseres som system- og beslutningsorienteretud
fra en j£n/Å£«rsynsvinkel. Dette skal ses på baggrund af, at strategiskplanlægning
beskæftiger sig med organisationen ud fra en åben

systembetragtning, og at planlaegningsprocessen i princippet er at sidestille med en beslutningsproces, hvis indhold sigter mod en formuleringaf og beslutning om organisationens fremtidige strategi respektivstruktur. De til planlsegningen knyttede metoder er fortrinsvis af analytisk karakter.

På det generelle plan kan strategisk planlægning betragtes som en systematisk udviklingsmetodik, hvormed en organisation søger at tackle sin normalt usikre fremtid. Målet er at få opbygget en dynamisk og fleksibel organisation, d.v.s. få indbygget udvikling og fleksibilitet i systemet.

Hvad angår organisationsudvikling kan denne teoridannelse i relation til forandringer karakteriseres som system- og adfærdsorienteret ud fra en aføørsynsvinkel. Dette hænger sammen med, at organisationsudvikling anskues ud fra en åben systembetragtning, omfatter og beskæftiger sig med det totale system samt, at det er de sociale processer i en organisation, som især fokuseres. Målet er ligeledes her en dynamisk og fleksibel

På det overordnede plan kan organisationsudvikling betragtes som en langsigtet uddannelsesstrategi, der søger at forbedre organisationens interpersonelle problemløsningsevne og -mekanismer og dermed totalsystemets fremtidige funktion. De til organisationsudvikling knyttede problemløsningsmetoder kan primært karakteriseres som interaktive. Sammenfattende fås følgende billede af de to teorier, hvor pilen i den øverste del af hver firkant angiver »fra-mod«, d.v.s. når det drejer sig om strategisk planlægning, går orienteringen fra system over struktur til beslutning og analogt for organisationsudviklings vedkommende (kan tillige beskrives som »essensretningen«):

Selv om ovenstående måske efterlader et indtryk af en vis differentiering mellem de to teorier - hvilket kan bekræftes - viser en detaljeret analyse af de to teoridannelser efter ensartede og relativt invariante kriterier, jfr. Poulfelt, 1976:

- at de to teorier er baseret på nogenlunde ensartede værdier og forudsætninger, de har et relativt identisk formål og betoner begge processens funktion, hvorimod midlerne in casu indhold, problemløsningsmetodik og -teknikker er forskellige.

Det kan derfor hævdes, at denne teoridifferentiering vil indebære, at der ved løsning af det specifikke målproblem - forandringer - i realiteten må foretages et valg mellem to alternative modeller. Da det videre i litteraturen er dokumenteret, at begge er væsentlige, kan et sådant valg medføre, at der kun opnås en partiel løsning på problemet. Dette er illustreret i følgende figur.

Afledt heraf er det således opfattelsen, at hverken den strategiske planlægningsteori eller organisationsudviklingsteorien isoleret set indeholder den tilstrækkelige »variationsrigdom«, som er nødvendig for at kunne tackle komplekse problemer. Videre er det opfattelsen, at såfremt dette, d.v.s. løsning af et integreret problemkompleks, skal være muligt, kræver det en simultan og integreret anvendelse af forskellige elementer i de to teorier.

Betragtes de væsentligste problemer i relation til styring af ændringer vis-å-vis de to respektive teorier (både dem som omfattes af teorierne og dem som kan afledes subsidiært opstår i forbindelse med teoriernes anvendelse), kan disse i grove træk sammenfattes som vist i følgende oversigt, jfr. desuden afsnit 1 og 2:

Figuren skal forstås således, at den angiver en række nøgleproblemer i forbindelse med ledelsesmæssige forandringsprocesser. Samtidig angiver den i princippet en række karakteristika ved den interne ledelsessituation, jfr. at denne tidligere er fremhævet som en væsentlig determinant i ibrandringssammenhæng. F.eks. kan nævnes forudsætningen om ændringsvillighed (er inkluderet i holdningselementet), som ikke altid er opfyldt i den reelle ledelsessituation. Samtidig skal der peges på, at mens metoderne i strategisk planlægning ikke forekommer tilstrækkelige til løsning af de angivne problemer, indeholder organisationsudvikling i større udstrækning løsningselementer, som kan afhjælpe disse svagheder. Derimod kan organisationsudvikling alene - ud fra dens teoretiske indhold - ikke løse en ledelses totale strategiske udviklingsproblem.

Sammenfattende peger ovenstående samt tidligere fremsatte synspunkter på, at et af de væsentligste styringsproblemer i forbindelse med løsning af en ledelses strategiske udviklingsproblemer er ledelsens egen adfærd.

Som det videre fremgår af den foregående redegørelse, synes et forsøg på en integration mellem de to teoridannelser at være en naturlig konsekvens med henblik på at skabe »totale og instrumentelle løsninger på komplekse problemer«.

3.2. Integration - en model

Ledelsessituadonen er fremhævet som væsentlig. Den omfatter ledelsessystemets (d.v.s. de personer som varetager den øverste ledelse) generelle og specifikke karakteristika, herunder karakteristika ved dels elementer (ledere på 1. og 2. ledelsesniveau) og dels relationer (processer) mellem disse elementer, hvor elementernes egenskaber kan betragtes som styrende for processerne.

Givet indholdet generelt i teoridannelserne om strategisk planlægning
og organisationsudvikling og indholdet i figur 4, kan en ledelsessituation
beskrives ud fra:

- elementernes planlægningsanalytiske egenskaber

- elementernes interaktive egenskaber

hvor det planlægningsanalytiske aspekt går på kendskab til og forståelse for planlægningsaktiviteter, mens den interaktive dimension vedrører kendskab til subsidiært bevidsthed om og forståelse for sociale processer (adfærd). De planlægningsanalytiske egenskaber korresponderer således med den strategiske planlægnings teorier og metoder, mens de interaktive egenskaber korresponderer med organisationsudviklingsteoriernes indhold og principper.

I forlængelse heraf skal det samtidig pointeres, at specielt de interaktive egenskaber ofte kan have karakter af mere latente egenskaber (»skjulte« i modsætning til manifeste (»synlige«)) - og hvor det med henblik på at opnå en konstruktiv udvikling er nødvendigt med dels en afklaring af disse og dels en konvertering til mere manifeste karakteristika, jfr. f.eks. ligeledes Argyris & Schon's distinktion mellem »espoused-theories« og »theories-in-use« (Argyris & Schon, 1974). Desuden skal der peges på nøglepersoners betydning og indflydelse i denne sammenhæng.

Kobles ovenstående to hovedkarakteristika sammen fås, afhængig af om de planla'gningsanalytiske egenskaber er stærke eller svage, og af om de interaktive egenskaber er fremmende eller hæmmende, fire ledelsessituationer. Disse fremgår i følgende klassifikationsmodel, hvor den øverste del af hver kvadrant angiver den konkrete situation, mens den nederste del beskriver det afledte procesproblem.

Givet modellens indhold afspejler den således på det overordnede
plan en integration af strategisk planlægning og organisationsudvikling.

4. Løsningsovervejelser

Afledt af bl.a. tidligere synspunkter omkring metodeisolation og - neutralitet (specielt i tilknytning til strategisk planlægning) forekommer spørgsmålet om, hvorledes de enkelte situationers problem kan løses centralt, d.v.s. kan der peges på metoder til løsning af de forskellige situationers problem - fortsat ud fra en integrationsfilosofi.

Foruden selve situationens karakter skal endvidere spørgsmålene om
læring og videnskabsopfattelse inddrages i denne sammenhæng.
Baggrunden for at relatere metoder til læring hænger sammen med, at
såfremt metoderne ikke søger at sikre, at der kan skabes betingelser
for læring kan eller måske snarere må der rejses tvivl om deres værdi. I
relation til strategisk planlægning kan der sættes spørgsmålstegn ved
læringsaspektet - bortset fra at teorien fremhæver planlægning som en
proces. Derimod synes organisationsudviklingsmetodikken i større
grad at omfatte de elementer, som er centrale i læringssammenhæng.
Med hensyn til videnskabsopfattelse skal dette aspekt fremhæves dels fordi
videnskabsteorien i sig selv indeholder mulige løsningselementer
og dels for at sikre en form for konsensus mellem opfattelse (jfr. tidligere)
og handling. I korte træk betyder dette, at metoder, der sigter
mod en løsning af komplekse ledelsesproblemer ud fra en situationsbetonet
vægtning bør omfatte følgende elementer:

D.v.s. metoder i relation til totale ledelsesproblemer bør bygge på
begge objekt- og metodeaspekter - dog vægtet efter situationen jfr. figur
7 - for at kunne løse disse problemer.

Givet ovenstående skal der herefter sammenfattende fremsættes en
samlet metodeoversigt:

Som det fremgår af figuren angiver den de forskellige situationers karakteristika, afledte problemer samt foreslået løsningsmetodik. Endvidere indeholder den løsningsmodeller i form af en række faser, hvor disse skal ses i sammenhæng med objektholdningen, d.v.s. spørgsmålet om en opgave- findholdsorientering respektiv en procesorientering, hvor specielt sidstnævnte fremhæves i organisationsudviklingsteorierne. Set i relation til strategisk planlægning og organisationsudvikling omfatter løsningsmetodik, løsningsmodel og objektholdning således metodeelementer fra begge teoridannelser vægtet forskelligt afhængig af den givne situation. Dog skal det tilføjes, at specielt organisationsudviklingsmetodikken er fremtrædende, hvilket bl.a. skal ses på baggrund, af ledelsesadfærdens betydning samt selve forandringsprocessen.

5. Afslutning

Det blev indledningsvis nævnt, at forandringer er blevet et nøgleord. Men samtidig skal det fremhæves, at forandringer som sådan ikke nødvendigvis behøver at være et mål i sig selv - selv om det i princippet ofte alligevel vil være tilfældet! Imidlertid er det ikke kun selve den eventuelle forandring, som er central, men i større udstrækning snarere de præmisser - den proces - som fører til forandringen, jfr. f.eks. Argyris 1974. Og dermed er forandringen som forandring trods alt betonet - nemlig gennem selve forandringsprocessens betydning.

Ledelse, herunder styring af forandringer er et komplekst fænomen og ikke mindst i relation til en ledelses strategiske udviklingsproblemer, fordi disse primært er et ledelses-adfærdsproblem samtidig med, at løsningen af disse er identisk med ledelsens egen styring. Som det måske indirekte fremgår heraf, er det opfattelsen, at en organisations udvikling og forandring i en vis udstrækning er en funktion af, hvorledes en ledelse løser sit eget styringsproblem eller sagt på en anden måde - styringsproblemer er - uanset det organisatoriske niveau de befinder sig på - som oftest et ledelsesproblem.

Sammenfattende skal der baseret på hele den foregående redegørelse for det første peges på, at teorierne om, hvorledes en ledelse kan løse sit strategiske udviklingsproblem, er for partielt behandlet i de to fokuserede teoridannelser. For det andet, at det er muligt at udnytte den eksisterende teorimasse mere effektivt gennem en stærkere interaktion mellem forskellige teorisegmenter. Endelig og for det tredie - og som en yderligere understregning - at det er en ledelses egen adfærd, som er den mest centrale faktor i forbindelse med planlægning og udvikling, d.v.s. i forandringssammenhæng. Det er derfor nødvendigt, at ledere har indsigt, er bevidste, er reflekterende og er samspilsorienterede.

Afslutningsvis skal der videre peges på, at videnskabsteorien (i bred og
konstruktiv betydning) dels anses som et nødvendigt element og dels
kan bidrage til den yderligere udvikling på ledelsesområdet.

Litteratur:

Ackofi, R. L.: Redesigning the Future, New York 1974.

Andrews, Kenneth R.: The Concept of Corporate Strategy, 1971.

Arbnor, I. & T. Bergkvist: Ett avhandlingsprojekt och dess genomforende, Lund 1975.

Arbnor, I. &T. Bergkvist: Observator - Aktor, København 1975.

Argyris, Chris: Organisationsudvikling pa et psykologisk. grundlag, Bd. 1 og 2, Kobenhavn 1974.

Argyris, Chris & D. A. Schon: Theory in Practice: Increasing Professional Effectiveness, San
Francisco 1974.

Asplund, Goran: Strategy Formulation - an Intervention Study of a Complex Group Decision
Process, Sth. 1975.

Bennis, Warren G.: Organization Development: Its Nature, Origins and Prospects, Reading
Mass. 1969.

Connor, P. E. 8c B. W. Becker: Values and the Organization: Suggestions for Research. Academy
of Management Journal, Sept. 1975.

Duncan, Daniel M.: A System View of OD. Organizational Dynamics, Winter 1974.

Eide, Kjell: Plenleggning; og organisasjon, Oslo 1973.

Ekman, Bo: Planning for the Real World. Paper presented at NOAH 1973.

French, W. L. & Cecil H. Bell, jr.: Organization Development, Englewood Cliffs, Newjersey 1973.

Guth, W. D. & T. Tagiuri: Personal Values and Corporate Strategy. Harvard Business Review,
Sept.-Oct. 1965.

Johnsen, Erik: Teorien om ledelse, Kobenhavn 1975.

Malm, Allan T.: Strategic Planning Systems, Lund 1975.

Normann, Richard: Skapande foretagsledning, Lund 1975.

Olsson, J. & P. H. Svensson: Langsiktsplanering och organisationsutveckling, Lund 1973.

Poulfelt, Flemming: Studie i forandringsprocesser og -teorier - en situations- og ledelsesorienteret
fremstilling, Kobenhavn 1976.

Rhenman, Eric: Organisationsteori for langsiktsplanering, Sth. 1974.

Rohlin, L. (ed.): Organisationsutveckling- Organisationsteori for forandring, Lund 1974.

Tornebohm, Hakon: Paradigm i vetenskapernas varld och i vetenskapsteorin, Goteborg 1974.

Wallen, Goran: Om vetenskapsuppfatningar: Ideal och kriterier, Goteborg 1973.

Zaltman, G., R. Duncan &J. Holbek: Innovations and Organizations, New York 1973.

Osterlund, Jan-Eric & Lennart Rohlin: Planerad organisationsutveckling. Foretagets strategi
och struktur, Lund 19 74.