Resumé

Et af de pædagogiske hjælpemidler, som er taget i brug med en ikke ringe succes i uddannelser omkring administration og ledelse er caset. - Caset går tilbage til tiden omkring 1. verdenskrig, hvor sammenligninger med medicinernes kliniske undervisning og især juristernes uddannelse med udgangspunkt i konkrete retstilfælde førte Harvard Graduate School of Business Administration ind på at undervise i ledelse med udgangspunkt i de situationer og problemer, som ledere rent faktisk var udsat for.

---

*) Underdirektør i Industrirådet. Artiklen modtaget i august 1976.

Et case er mange ting

I de årtier, der er forløbet siden den første samling af cases blev udgivet i 1921, er caset blevet rendyrket, men det er også blevet forkætret. Een af årsagerne hertil er formentlig, at betegnelsen case benyttes om så mange forskellige ting, at der i dag i virkeligheden ikke findes nogen klar og eentydig opfattelse af, hvad et case egentlig er helt præcis. Man kan imidlertid se, at der i tidens løb har udkrystalliseret sig forskellige former for cases, hver med sit formål og med sit særpræg.

Fra forskningen kendes således research-cases. Disse casestudier, som i reglen indeholder en forskers observationer i forbindelse med et forskningsprojekt, har normalt til hensigt at hjælpe med til at forstå fænomener, formulere hypoteser, opstille begreber og modeller, afprøve teorier m.v. Disse cases, der kan være grundlag for uddannelse i forskningsmetodik, er sjældent hensigtsmæssige som udgangspunkt for uddannelse i administration og ledelse.

En anden form er det normative case. Det rummer en beskrivelse af en situation, der danner et eksempel til efterfølgelse. Det normative case har i virkeligheden sit udspring i forholdet mellem mester og lærling og i den sorte skoles »exemplum« som forskrift for korrekt adfærd. Dets nutidige begrundelse kan findes i de pædagogiske teorier om den såkaldte eksemplariske indlæring. - Det er heller ikke denne form for et case, som interesserer os her, som det da også fremgår af fodnoten på de fleste cases til undervisningsbrug¹).

Begrundelsen herfor ligger ikke mindst i det forhold, at mange ser
problemerne inden for administration og ledelse som situationsbestemte,
frem for noget andet.

Derfor rummer administrative problemer i reglen mere end een acceptabel udgang i den foreliggende situation, betinget af virksomhedens aktuelle forhold, tidligere tilfælde, involverede personer, tidsfaktoren og meget andet. Eksemplets magt er derfor ringe under stærkt skiftende ydre og indre vilkår.

---

1) hvor der til eksempel anføres, at »Deres case har alene uddannelsesformål og søger ikke at belyse mere eller mindre korrekt behandling af administrative problemer« eller lignende formuleringer.

En tredie form er ovelses-caset, hvor ©velsen, for eksempel vedrorende investeringsberegning, ikkedes virkelighedens kabe, maske med en vis tilknytning til en konkret situation eller til, hvad der opfattes som typisk eller gennemsnitligt i en branche. Spredte erfaringer fra flere forskellige virksomheder kan indga i sadanne ovelser, som udarbejdes af forfatteren til at vise eleven brugen af bestemte teorier, metoder, modeller etc. En saerlig udbygget variant af disse ovelser baerer navnet armchair-case, et paedagogisk hjaelpemiddel der pa sit felt og med sit formal kan vaere overordentlig hensigtsmaessigt. ovelse gor mester - omend pa laererens praemisser. Der er imidlertid den vanskelighed ved beskrivelse af en taenkt situation, at man jo ikke har virkeligheden som basis for kontrol af oplysningernes indre og ydre sammenhasng og trovaerdighed.

Det, som denne fremstilling fortrinsvis sigter på, er undervisnings-caset. I sin beskrivelse heraf sagde en erfaren lærer, at »A good case is the vehicle by which a chunck of reality is brought into the classroom to be worked over by the class and the instructor«. Formålet er, at eleven under anvendelse ai nyttig teori lærer at håndtere administrative situationer - tekniske, kommercielle, personalemæssige eller andet - i forskellige typer og i forskellige faser af beslutningsprocessen. Et undervisningscase bliver derved karakteriseret ved, at det beskriver en situation, som en leder faktisk har været ude i, og hvor der forelå mere end een acceptabel løsning på det problem, som krævede en afgørelse fra ledelsen i organisationen.

Det udsnit af virkelighedens verden, som sådan et case rummer, er ikkeblot en passiv gengivelse af hverdagen i en organisation, men derimoden caseforfatters redegørelse i en særlig litterær form for, hvordan personer i en organisation opfattede en administrativ problemstilling. Det er såledescaseforfatteren, der vælger både virksomheden og det, som er sagens genstand i den pågældende virksomhed: Hvem skal tage stillingtil hvad, hvornår og hvorfor? Det er ham, der bestemmer, hvis synsvinkel læseren må forsøge at antage - skal for eksempel en låneansøgningses fra virksomhedens eller fra bankens synspunkt? Og det er forfatteren, som bestemmer, hvordan intrigen og dramaet i virkelighedenshamdelsesforlob

hedenshamdelsesforloblasgges frem, for det er jo ham, der bl.a. afgor,hvornar
han vil stoppe op i begivenhedernes tidsforlob. - Et case
beskriver virkeligheden, set gennem et temperament.
Det tjener i reglen sjasldent til at formidle viden og kundskaber om
konkrete faenomener, metoder, principper og teorier. Hertil er der
andre langt mere effektive undervisningsmetoder. Derimod har et case
hyppigt at gore med indlaering af forskellige intellektuelle faerdigheder,herunder
isa?r beslutningsprocessens forskellige faser og typer.
Caset har ogsa tit sigte pa at klargore og eventuelt tillige indvirke pa
studentens opfattelse af lederrollen og pa hans holdning til administrationog

Der er mange måder at bruge cases på i undervisningen

På samme måde som der eksisterer forskellige former for cases, kan man i praksis iagttage en meget varierende brug af cases i undervisningen i administration og ledelse. Dette gælder også, selv om man be grænser sig til brugen af det, som ovenfor er betegnet et undervisnings-case.

Een måde at bruge dette case på i undervisningen, finder man dér, hvor en lærer i form af forelæsninger og litteraturstudier m.v. først underviser i teorier og metoder, og dernæst gennemgår for sine studenter, hvordan disse teorier og metoder kan bringes i anvendelse på den situation, som caset beskriver. - En anden måde at bruge cases på, foreligger dér, hvor eleven først undervises i teorier og metoder, jfr. ovenfor, hvorpå han selv får lejlighed til at indøve brugen heraf på et case - »learning by doing«.

Disse to former for brug af cases er formentlig dem, man oftest møder i Europa og især for den del af uddannelsessystemet, der opstiller eksamenskrav med udgangspunkt i substansen i de akademiske discipliner. Disse to fremgangsmåder er deduktive i den forstand, at man går fra det almene (teorien) til det specielle (teoriens anvendelse).

I praksis moder man en brug af cases, der er markant forskellig herfra.
Her er der tale om, at studenten

- lærer om nogle grundlæggende problemer inden for et vist udsnit af
emner inden for administration og ledelse

- erhverver sig visse færdigheder i at se forskellige muligheder for at
løse sådanne problemer, og

- lærer at træffe en hensigtsmæssig beslutning og tilrettelægge dens
gennemførelse.

ved at studere og drøfte et antal undervisnings-cases i en planlagt
kombination og rækkefølge, med støtte i litteratur og forelæsninger
m.v. og under en lærers vejledning.

Der er altså her tale om en induktiv læreproces. Det er studentens egen
indsigt i og forståelse for administration og ledelse - herunder hans
opfattelse af, hvad der for ham er nyttig teori - som står i focus.

Det er denne induktive brug af undervisnings-cases, der mange steder benævnes case-metoden. I sin ydre form kan den se ud, som var den uhyre lærercen_treret, således som den ofte foregår i et amfiteater med læreren i midten som den, der bestemmer over diskussionens forløb og over, hvad der noteres på tavlen.

I den erfarne lærers hånd er der dog tale om en dybt elevcentreret undervisningsform, hvor eleven først gennem selvstudium danner sig sin personlige opfattelse af situationen, derpå afprøver sine synspunkter på kolleger i en mindre gruppe uden på nogen måde derved at nå frem til en fastlåset gruppeopfattelse. Endelig plenumdrøftelsen under lærerens ledelse med hans udgangspunkt i den overordnede plan for den samlede case-serie: De praktiske problemer og situationer i lyset af teoriens modeller og værktøjer. For hvert case i case-serien, og for hvert af de tre trin i behandlingen af det enkelte case er der ved den gennemarbejdede tilrettelæggelse af undervisningen formuleret undervisningsmål i elev-_termer. Lærerens evner til at realisere disse mål vil være afgørende for, hvorvidt man med rette kan tale om en elevcentreret

Case-metoden i praksis

Et eksempel illustrerer måske bedre end noget den måde, hvorpå man kan benytte caset i sin undervisning, set i forhold til andre pædagogiske fremgangsmåder. Det drejer sig om et afsnit af et kursus på ialt 8 uger for erfarne virksomhedsledere, og der refereres her til den måde, dette kursusafsnit, der vedrørte strategi og overordnet styring, blev tilrettelagt på for en del år siden. Den grove model, som på dette tidspunkt lå til grund for undervisningen, havde to dimensioner. Den ene af modellens dimensioner bestod af følgende 4 faser i den strategiske styring af organisationer:

- Identifikation af virksomhedens nuværende strategi

- analyse af virksomhedens fortid og vurdering af dens fremtid

- formulering af alternative nye strategier for virksomheden

- beslutning om ny strategi og tilrettelaeggelse af, hvordan beslutningerne
kan gennem fores.

Den anden af modellens dimensioner indebar en antagelse om, at

- den eenmands-styrede virksomhed

- den funktionsopdelte virksomhed

- den divisionsopdelte virksomhed

og ikke mindst overgangstilstandene mellem disse stadier i en virksomheds
udvikling var faktorer, der øvede en væsentlig indflydelse på
arbejdet med den strategiske styring.

En traditionel pædagogisk angrebsmåde ville nu være den, hvor en lærer holdt forelæsninger og eksaminatorier over hver af de 4 faser i den strategiske styringsproces, derpå over hver af de tre udviklingsstadier og sluttede af med forelæsning og diskussion omkring overgangsproblemerne fra et stadium til et andet.

I det foreliggende tilfælde blev der valgt en anden fremgangsmåde.
Den simple model blev formuleret i en matrix, jfr. figur 1. Der blev

dernasst opsogt eksisterende, henholdsvis udarbejdet nye cases, og
kombinationen heraf skulle gerne kunne dsekke hovedpartcn af cellernei
matricen, figur 1.

I det foreliggende tilfælde blev valget af cases til dette formål som det fremgår af figur 2, og den detaljerede planlægning af rækkefølgen i undervisningen kunne nu gennemføres under hensyntagen til de dele af teorien, som det enkelte case gav naturlig anledning til at drøfte såvel som til gængse regler i øvrigt om sekventering af undervisning.

Forelat'sningsraekken, ialt 8 perioder, er erstattet af en casesekvens af
tilsvarende laengde:

Hertil kommer i begge tilfælde selvstudier og om fornødent diskussioner
omkring den relevante litteratur om emnet.

Under arbejdet med det enkelte case oplever studenten forståeligt nok virksomhedens problemer og intrigen i caset som særdeles nærværende. Det er formentlig bl.a. dette forhold, der gør, at personer med begrænset indsigt i case-metoden opfatter denne som en undervisning i, hvordan man gentager fortidens erfaringer. En anonym universitetslærer har været inde på noget lignende i sin karrikatur:

A student of business with tact
absorbed many answers he lacked.
But acquiring a job,
he said with a sob,
»How does one fit answer to fact?«

Sagen er imidlertid den, at den induktive læreproces successivt trænger de konkrete virksomheders problemer i baggrunden, mens den enkelte students opfattelse af og forståelse for de bagomliggende sammenhænge og lovmæssigheder af mere almengyldig karakter toner frem. Hvor case-metoden lykkes, glemmes case-rækken, mens modeller og generaliseringer bevares til brug for studentens eget virke inden for administration og ledelse.

Selv i denne rendyrkede form rummer case-metoden ikke nogen passepartout til management uddannelsen. Men dens hidtidige begrænsede ibrugtagning hos os gør det naturligt at overveje, om ikke uddannelserne inden for administration og ledelse på vore breddegrader kan forbedres gennem en større anvendelse af case-metoden.

Litteratur:

Andrews, Kenneth R., (editor). The Case Method of Teaching Human Relations and Administration
(Cambridge, Mass., 1953).

Culliton, James W. Handbook on Case Writing (Intercollegiate Case Clearing House, Boston 1973).

Leenders, Michiel R. and James A. Erskine. Case Research: The Case Writing Process (University of
Western Ontario, London, Canada, 1973).

McNair, Malcolm P. and Anita C. Hersum. The Case Method at the Harvard Business School (New
York, 1954).

Perlitz, Manfred und Paul Julius Vassen. Grundlagen der Fallstudiendidaktik (Køln 1976).

Stenzel, Anne K. and Helen M. Feeney. Learning by the Case Method (New York, 1970).

Tedesco, Paul H. Teaching With Case Studies (Federal Reserve Bank of Boston, 1974).

Towl, Andrew R. To Study Administration by Cases, 1969).

En artikel-samling om case-metoden kan købes hos Intercollegiate Case Clearing House, Soldiers Field, Boston,
Mass. 02163. En del af disse artikler er aftryk af afsnit i bøger, der er udsolgt fra forlagene.

Endvidere henvises til:

Cases i Management, en nordisk bibliografi udgivet af Nordic Case Clearing House (Dansk
Management Center).

De cases der er omtalt foran, er beskrevet i denne bibliografi og kan anskaffes gennem den nordiske case
clearing i Dansk Management Center, København.