Kenneth R. Andrews, The Concept of Corporate Strategy, Dow Jones-Irwin, Inc. Homewood, Illinois, 1971, 245 s.

Harvard og Stanford er langt fremme i forskning og undervisning inden for strategisk planlægning. På Stanford Research Institute opfatter man virksomhedens strategi som den måde, på hvilken virksomheden i sit samspil med miljøet anvender sine primære ressourcer for at nå sine mål. Harvard Business School har en 60-årig tradition inden for dette felt, og en gruppe på ca. 20 lærere og forskere beskæftiger sig med de strategiske problemer. Denne gruppe, hvis størrelse og tradition er enestående, opfatter virksomhedens strategi noget bredere end tilfældet er på Stanford, nemlig som en formulering af et sæt af mål, væsentlige politikker og planer. Formuleringen må være operationel på den måde, at den udelukker visse mulige nye aktiviteter og åbner samtidig op for visse andre.

Harvard-gruppens platform har hidtil været beskrevet i tidligere tiders tekstbøger fra Harvard om Business Policy som forbindelsen mellem casematerialet. Det er dette stof, som nu er samlet og til dels udvidet i Andrews' nye bog.

Bogen falder i to afsnit, om strategiens formulering og om strategiens implementering. Med hensyn til formuleringsfasen tænker Harvard-skolen i en 4-trins raket, nemlig (1) vurdering af nuværende og forventede fremtidige chancer og risici i virksomhedens omverden, (2) opgørelse af virksomhedens nuværende og forventede fremtidige stærke og svage sider, ressourcer og særpræg, (3) fastlæggelse af ledelsens værdisystem, samt (4) identifikation af og hensyntagen til ansvar over for det samfund, virksomheden befinder sig i. Hvert af disse trin i formuleringsprocessen behandles med udgangspunkt i virksomhedspraksis. Ikke mindst omkring de ustrukturerede beslutninger, som der her nødvendigvis må være tale om, viser Harvard-skolens case-orienterede., kvalitative

oplæg i såvel forskning som undervisning sin styrke: Den strategiske beslutning kan ikke træffes ud fra visse klare beslutningsregler og kvantitative modelkonstruktioner. Beslutningen viser jo resultatet af hensyntagen til kvalitative og kvantitative udviklinger i vores omverden, til personlige værdinormer i ledelsesgruppen og til eventuelle restriktioner, som hensynet til et socialt ansvar indebærer. Den, der står over for et strategisk valg, har netop ingen beslutningsregel at støtte sig til. Og han ved, at der sikkert findes mere end eet „rigtigt" svar.

Strategiens implementering bliver derfor lige så vigtig som dens formulering. Valget af strategi kan nemlig først forsvares, når det ses i lyset af, hvordan tingene udvikler sig.

Harvard-skolens udgangspunkt for studiet af implement'ering er særdeles jordnært. Man iagttager en virksomheds organisationsstruktur, informationssystemer, kontrolsystemer, belønningssystemer, lederstil m.v., ikke per se, men i lyset af den valgte strategi. Trick'et er altså, at man ikke slår op i en bog om organisation for at tilrettelægge virksomhedens organisation. I stedet går man til Alfred Chandler og læser i hans Strategy and Structure, at der til en given strategi hører en vis organisationsstruktur.

Forskningsresultaterne med hensyn til de øvrige implementeringsfaktorers samspil med strategien er endnu yderst sparsomme, og det er sikkert ikke mindst på dette felt, man i de kommende år vil se nye landvindinger.

På et andet felt vil der også være brug for mere forskning. Harvard-skolens fremgangsmåde er nemlig teoretisk set problematisk på afgørende punkter. Det gælder ikke mindst de kriterier, efter hvilke der vælges strategi, og det samme gælder med hensyn til kriterier for implementeringsfaktorerne.

Eet af kriterierne er således kravet om konsistens
i strategien, og når det kommer til praktiske anvendelser,er
dette kriterium svært at håndtere

utvetydigt. Andrew:; opregner ialt 9 forskellige evalueringskriterier, som alle trænger til at blive underkastet fornyet forskning. Anvendt med fornuftvil de dog formentlig hjælpe med til at give svar på spørgsmålet om, hvorvidt en vis strategi er mere bæredygtig for en virksomhed end en anden.

Ackoff's bog om Planlægning for virksomhedens ledelse og Ansoff's om Strategisk planlægning (begge oversat i Branner og Korchs Managementbibliotek) bør suppleres med en oversættelse af Andrews bog. Først da er der balance i litteraturen om strategisk planlægning på dansk.