Herbert A. Simon, The Sciencies of the Artificial, M.I.T. Press, London, 1969, 123 s.

Simon's bog består af 4 forelæsninger i serien Karl Taylor Compton forelæsningerne til minde om den 9. præsident på M.I.T. Dette nævnes for at få lejlighed til at sige, at disse forelæsninger indledtes af Niels Bohr i 1957.

Simon forsøger i 4 afsnit at å jour-føre vor erkendelse
på området problemløsning.

Første afsnit hedder: Om at forstå naturens verden og vor kunstige verden. Han peger på, at naturlige og artificielle fænomener synes at adskille sig fra hinanden på følgende måder:

Kunstige ting er skabt af mennesket.

Kunstige ting kan efterligne rigtige ting, selvom
de i en eller flere henseender mangler de sidstes
egenskaber.

Kunstige ting kan karakteriseres i form af: funktion,
målsætning og tilpasning.

Kunstige ting diskuteres navnlig i deres designfase,
ofte ved såvel normative som deskriptive udsagn.

Baseret på disse karakteristika mener Simon at regnemaskinen er en kunstgenstand, som må egne sig fremragende til at simulere alternative konstellationer af menneskelig adfærd, fordi den måde, den er konstrueret på stort set svarer til vores billede af mennesket, herunder navnlig menneskets evne til at organisere og løse problemer gennem den pågældende form for organisation. I 2. afsnit går Simon ind i en diskussion af tænkningens psykologi. Hans grundlæggende postulat er, at hvis man ser på mennesket som et adfærdssystem, så er det egentlig meget simpelt. Det, der forekommer som komplex adfærd over tiden, er stort set bare et svar på den komplexitet, som hans omgivelser udviser.

Det betyder atter, at problemløsningen bliver noget med at behandle et vist antal informationer, og tænkningens psykologi bliver derfor et spørgsmål om, hvormange informationer vi er i stand til at behandle pr. tidsenhed, og hvorledes vi eventuelt bør organisere disse informationer for at få bedre overblik over de komplexe omgivelser. Den 3. forelæsning omhandler som en naturlig udløber af denne problematik spørgsmålet om at skabe det kunstige, „Science of the artificial". Her gennemgår Simon ganske simpelt, hvad vi ved i de forskellige discipliner, idet han dog koncentrerer sig om skemaet: Mål-middel og lovmæssighed mellem mål og midler. Det er således mål-middel analysen og søgning, der står i centrum af hans behandling. Dette svarer til de almindelige komponenter i systemkonstruktionen. I 4. og sidste afsnit spørger han, hvorledes kan vi tackle kompleksitet.

Svaret er, at de fleste komplekse strukturer, som vi finder i omverdenen, er enormt redundante, d.v.s. indeholder så megen overskudsinformation, at vi kan få essentiel information frem ved at beskæftige os med en lille del af de komplekse strukturer. Simon fremhæver det hierakiske princip som det trick, som man hensigtsmæssigt kan anvende. Når dette kobles til princippet om relativ uafhængighed, har vi mulighed for at lave et billede af den komplekse omverden, som vi ønsker at få styr på.

Simon's bog er forholdsvis filosofisk, men den er hel principiel, når det drejer sig om at nå ind til kernen i de områder, som moderne virksomhedsledelsesteori er opbygget på basis af.