Bengt Rydén, Fusioner i svensk industri, Industriens Utredningsinstitut, Stockholm, 1971, 246 s.

Svenskerne i almindelighed og Bengt Rydén i særdeleshed
har gennem en årrække vist fusionsproblematikken
betydelig interesse.

Nu foreligger den hidtil mest ambitiøse behandling af emnet. Rydén ønsker at kortlægge og årsagsanalysere fusionsvirksomheden i svensk industri fra 1946-1969. Hovedvægten lægges på at belyse, hvorfor fusioner gennemføres.

Efter et indledningskapitel rummer afhandlingens kapitel 2 forfatterens begrebsapparat. Ligeledes beskriver han sine dataindsamlingsmetoder (især dagspressen), og han ræsonnerer sig frem til, at materialet mangler 15-25% i at være fuldstændigt. Endelig fremlægges det empiriske materiale, som omfatter små 2.000 fusioner i perioden 1946— 69.

Kapitel 3 gør rede for fusionsudviklingen i udlandet, hvor man har foretaget undersøgelser, som i mangt og meget minder om den foreliggende. Det viser sig, at i bl.a. USA, Japan, UK og flere EEC-lande har man som i Sverige oplevet en kraftig vækst i industriens fusionsvirksomhed siden slutningen af 1950'erne.

I de to næste kapitler formulerer Rydén sine forudsætninger og hypoteser. Den grundlæggende, nødvendige forudsætning for, at man kan få en fusion og den dertil svarende handel i stand, er den samme som ved enhver anden handel: Købers og sælgers vurdering af byttegenstanden er forskellig. Denne forskel kalder Rydén for værdigabet. Uden værdigab ingen fusion.

Hvilke forhold bestemmer nu forekomsten af et værdigab? Enten må køber øjne samordningsmuligheder (synergi) i form af (1) effektivitetsforbedringer eller (2) markedsfordele gennem konkurrencebegrænsning af den ene eller den anden art. Eller også foreligger der (3) et rendyrket værdigab, som alene beror på forskelle i købers og sælgers viden, risikovurdering, subjektive rente

Disse tre hypoteser („fusionsteorier") præciseres og afprøves på det empiriske materiale, hovedsageliggennem korrellationsanalyser. Analyserne har svært ved at give klare udslag, fordi de faktorer,som udløser fusioner, vel sagtens er så komplicerede og heterogene, at de ikke lader sig indfange i simple funktionssammenhænge og altandet-lige-forudsætningerm.v. Kun hypotesen om effektivitetsfaktoren synes at finde en vis bekræftelse,mens de øvrige forhold hverken kan bekræfteseller afkræftes af det indsamlede materiale. Det afsluttende kapitel behandler fusion som et middel til virksomhedsvækst. Det er et betydningsfuldtemne, som tages op. Først behandles kort den sparsomme teori om virksomheders

vækst. Ekspansion opfattes her som en naturlig og selvgenererende proces for en profitorienteret virksomhed, der søger at udnytte sine ressourcer så effektivt som muligt. Rydén søger at belyse fusionernes andel i virksomhedsvæksten, og undersøgelsernepeger på, at omkring 20 % af den samlede ekspansion i de analyserede virksomhederstammer fra fusioner. En række meget interessantehypoteser om sammenhængen mellem fusionerog lønsomhed og om fusioner som el: middeltil at imødegå hindringer for intern ekspansionlader sig desværre hverken bekræfte eller afkræfte.

Og det er iøvrigt karakteristisk for det: foreliggende arbejde, at det - på trods af materialets omfang og forfatterens skarpsindighed og (dum) dristighed i dets udnyttelse - rejser flere spørgsmål, end det besvarer. Det gælder ogs;å bogens engelske Summary, Conclusions, Prospects.

Bogen anbefales på det varmeste til dem, der er interesseret i fusioner ud fra samfundsøkonomiske og erhvervspolitiske synspunkter. Bogen vil derimod sikkert skuffe den læser, der havde regnet med at finde råd og vejledning i driftsøkonomisk henseende. Søren Åvvebo.