Vagn Madsen, Budgettering. Teknisk Forlag, Kbhvn. 1970, 272 sider.

De fleste af dette tidsskrifts læsere kender professor Vagn Madsens forfatterskab, især omkring Regnskabsvæsenets opgaver og problemer i ny belysning og senere vedrørende Virksomhedsledelsens problemer i organisatorisk belysning. Disse værker præges af en overordentlig stærkt underbygget sammenknytning mellem regnskabsvæsen og virksomhedsledelse.

Den nye bog om budgettering falder i tolv kapitler. Efter et indledende kapitel 1 drøftes budgetbegrebet i kapitel 2, der tillige omtaler budgettet i forhold til alternativkalkulerne, d. v. s. investeringsberegninger, lønsomhedskalkuler m. v. Vagn Madsen anfører her at i en økonomisk vurdering af virksomhedens fremtid indgår to vurderingsformer: en alternativvurdering og en budgetvurdering. Budgettet bygges op på planer, der er besluttet ud fra alternativ overvejelser. Budgettet kan intet sige om. hvorvidt planen er rationel eller ej. Det samler derimod plankomplekserne til helheder, periode for periode.

I kapitel 3 fremstilles budgettets systematik og kontoplan, helt i overensstemmelse med oplysningsregnskabets hovedprincipper, mens budgettets overskudsbegreber omtales i kapitel 4.

De følgende kapitler 5, 6 og 7 vedrører budgetter for indtægter, udgifter, dækningsbidrag og status. I kapitel 8 beskrives finansbudgettet — debitorer, kreditorer og likviditet. Kapitel 9 beskriver tilrettelæggelse af bevillingsbudgettet rned de dertil hørende organisatoriske problemer, hvor Vagn Madsen fremhæver, at meningen med beviilingsbudgettet jo er den, at ledelsen skal frigøres fra den aktuelle og detaillerede handlingsudøvelse, så at der bliver tid til at tilrette den mere langsigtede

Efter en omtale i kapitel 10 af budgetkontrollens og budgetrevisionens særlige problematik beskæftiger Vagn Madsen sig i de to afsluttende kapitler med virksomhedens mere langsigtede styring. Kapitel 11 beskæftiger sig således med det, som forfatteren kalder budgetkæder, og som vist må opfattes som en forlængelse af det kommende års budget et fåtal af år frem i tiden, for eksempel et års budget. I kapitel 12 drøftes nogle centrale spørgsmål omkring det egentlige langtidsbudget, som vurderer mulighederne for virksomhedens eksistens hinsides budgetkæden.

Man vil forstå af denne oversigt, at der er tale om et betydeligt arbejde og en overordentlig velkommen tilvækst til den skandinaviske budgetlitteratur. De store forventninger, man kunne stille på baggrund af det foregående forfatterskab, bliver ikke skuffet. Samtidig ligner bogen sine forgængere derved, at der mange steder er fremlagt interessante, groft skitserede synspunkter, tanker og ideer, der med fordel kan tages op ved anden lejlighed til uddybning og klargørelse. Der bliver nok af emner til seminaropgaver inden for budgetområdet i de næste par år.

Vagn Madsens indsats ved denne bog ligger bl. a. i den fortsatte, mere og mere overbevisende argumentation for det oplysningsregnskab,som han selv formuleredefor en lille snes år siden. Argumentationenføres for eksempel derhen, at budgettet må være et middel til at styre virksomheden ud fra politikker. Politikkernevurderes i oplysningsregnskabets formålsspecifikation.Til

målsspecifikation.Tilhver politik svarer et formål, og bag hvert formål står en plan, som budgettet bygges op over. Sorteringenefter variabilitetsfaktorer skaber grundlag for budget revisioner efter vurderingi

Når dette er Sagt, må det være på sin plads at beklage, at nogle ret væsentlige problemer omkring oplysningsregnskabet fortsat er uafklaret. Der tænkes på. at oplysningsregnskabet nok kan va:re en fortrinlig løsning på det, som Vagn Madsen i anden forbindelse har kaldt registreringsopgaven. Men registreringsopgaven kan jo ikke løses isoleret. Den må formuleres ud fra, hvilket informationsbehov der skal tilgodeses. Man må have fat i den modelstruktur, som oplysningsregnskabet vil kunne forsyne med økonomiske data, og som regnskabet og dets kontoplan må underordnes. Dernæst tænkes der på, at der sideløbende med en økonomisk registrering (i oplysningsregnskabet) øjensynlig må opbygges et tilsvarende talmateriale i mænde- og tidsenheder m. v. Ved budgettering svarer dette til plangrundlaget, mens der ved regnskabet må blive tale om et statistikgrundlag, som opbygges i overensstemmelse med oplysningsregnskabets kontoplan. Og endelig savner vi måske en udbygning af oplysningsregnskabet, så ikke alene indtægter og udgifter, men også aktiver og passiver sorteres op efter art, sted og formål i overensstemmelse med variabilitetsprincippet.